"Forstenede" mennesker

Nej, dette er ikke en statue, men et dødt menneske, der er blevet forvandlet til "sten" gennem en naturlig, men sær proces, hvor kropsfedt bliver til en sæbeagtig substans. Hvordan det egentlig går til, og hvorfor kun nogle lig forvandles på denne måde forekommer mig meget mystisk, men det er en selvstyrende, kemisk proces, som jeg bare ikke vil forsøge at forklare, da jeg ikke selv forstår den. Fakta er dog, at disse lig findes, men at en sådan "forsæbning" ikke sker for alle. Hvis man selv kunne bestemme, hvordan man ville "leve videre som død", så ville jeg nok foretrække at blive til hav-skum, der skifter og forandrer sig alt efter vind og temperatur frem for denne underlige forsæbning, der bevarer én i noget, der ligner en menneskelig form, bare i en karikeret tilstand.

Dette er en delvis "forsæbning" af et lig, og dem er der åbenbart mange flere af rundt omkring i verden, end man skulle tro. Nogle af dem er endt på et museum som f.eks. denne uhyggelige afdøde dame, der er kendt som "The Soap Lady".

Hendes lig har givet anledning til mange spekulationer og myter, hvilket der sandelig ikke er noget at sige til. Man ved, at hun hed "Mrs. Ellenbogen", og at hun ikke var så gammel, da hun døde, som man først troede. Hvorfor skriger hun - hvis det da er det, hun gør, når nu hun stort set er tandløs og måske derfor har munden i en sær og uhyggelig dødsgrimasse? 

Mrs Ellenbogen i fuld figur, og hun må jo siges at være yderst velbevaret. Noget, der såmænd bare betyder, at hun vil befinde sig i denne fastlåste, ligesom karikerede tilstand til evig tid. Kort sagt: det evige liv er ikke altid noget, der er værd at stræbe efter. Jeg synes i hvert fald, at et af naturens luner har frataget hende hendes personlige værdighed. 

Et smukt skelet kan være rørende eller imponerende som i den vanskabte kong Richard III's tilfælde, men "forsteningen" - eller "forsæbningen" som processen almindeligvis er kendt som - forekommer mig at være en hån fra naturens side, da selv det smukkeste og hæderligste menneske altså kan ende som et stykke "sæbe". Richard mistede ikke bare sit kongedømme, men også sit liv, og han er stadig den, han var .....

 

https://www.penn.museum/sites/expedition/the-curious-case-of-mrs-ellenbogen/

 

Wikipedia: [1] Definition of petrify | Dictionary.com

Ikke-menneskelige familiemedlemmer

En skøn, lille vaps, men formentlig en støjplage, så snart man vender ryggen til. Det er der dog en naturlig forklaring på: den er en baby og er blevet taget fra sin mor og sine søskende for at blive ført af sted af en fremmed mand til et lige så fremmed sted, hvor der ikke er andre af dens slags. Sådan noget er ikke rart for et lille hunde-barn, men den nye ejer er sød, for han har (foreløbig) siddet vagt over den og dens søvn i to nætter. Den slags kan man være nødt til for at trøste et væsen, der jo er en lille baby, der er mere eller mindre vildfaren i denne nye, underlige verden.

Teoretisk set kan man blive ven med alle mulige dyr, også dem, man ikke deler bolig med. Pingvinen ser i hvert fald ikke ud til at have noget imod pigen, der forsøger at få kontakt med den, og hun er tydeligvis meget fascineret af den.Kæledyrs-materiale? Næppe, for de færreste har de naturomgivelser, hvor sådan et dyr trives bedst. Det har man heller ikke, hvis man anskaffer sig en tiger, en krokodille eller et andet normalt vildt og fritlevende dyr. Man ser dog eksempler på, at netop disse ikke-kæledyrsegnede dyr fascinerer visse mennesker, hvilket kan give anledning til mange tragedier for både dyret og dets ejere. Ergo: ikke noget med løver, tigre, leoparder, etc..

Børn føler ofte en stærk samhørighed med en kat eller hund. Forveksler de dem med legetøj? Det sker sikkert, men ikke altid, og den slags holdes i ave af årvågne forældre. Hvis et barn får et godt og egnet kæledyr, så er jeg overbevist om, at det kan få en opdragende virkning på dem. Man hører gang på gang om seriemordere, der begyndte som dyremishandlere og dyremordere, hvilket på en bagvendt måde beviser for mig, at mennesker påvirkes af samværet med dyr. I dette tilfælde på en uhyggelig måde, men påvirket bliver de altså, og hvem ved, det kan der måske arbejdes med, når forældre eller andre voksne ved det .....

En sjov vittigheder, der fortæller noget interessant om dyrs og menneskers forhold, selv om det jo altså er en tænkt situation: afdøde er totalt upåvirket af konens/kærestens nye liv efter hans død, men da hun nævner noget om hans hund, så bliver det for meget. Det grønne spøgelse ser ikke ud til at føle sig højt hævet over at hjemsøge og plage den, der har overgivet hans højt elskede hund, Spots, til Dyreværnet. Dér er grænsen nået - og overskredet ....

 

En jødisk magiker blandt tyskere

Hvis Hitler havde kendt Erik Jan Hanussens (1889-1933) oprindelige navn, så ville han nok have betænkt sig en ekstra gang, før han lod ham blive sin personlige okkulte rådgiver, for det var nemlig Hermann Steinschneider. Efternavnet er selvfølgelig jødisk, og jøderne var han som bekendt ikke glad for. Den såkaldte Erik Jan Hanussen var ellers en god østriger, der deltog i og blev såret i Første Verdenskrig, så "Der Führer" havde ikke noget at komme efter på det punkt.

Det siges, at blandt noget af det, Hanussen hjalp Hitler med, var hans berømte gestik, der jo var en yderst værdifuld del af hans slagkraft som taler. Om det er rigtigt, er der vist ikke nogen, der ved med 100% sikkerhed, men det er bestemt ikke umuligt. F.eks. indgik denne påstand i en psykologisk rapport over Hitler: 

"Dr. Walter C. Langer, a psychoanalyst, prepared a psychological profile of Hitler for the Office of Strategic Services in 1943. The profile included a reference to Hanussen: "... during the early 1920s Hitler took regular lessons in speaking and in mass psychology from a man named Hanussen who was also a practicing astrologer and fortune-teller. He was an extremely clever individual who taught Hitler a great deal concerning the importance of staging meetings to obtain the greatest dramatic effect."" (Wikipedia)

Hanussens far, Siegfried Steinschneider (1858-1910), var skuespiller, men var også ansat i en eller anden stilling ved en synagoge. Hans mor var angiveligt sangerinde, så begge forældre kan have givet sønnen en speciel inspiration inden for hans specielle fag som offentlig figur. 

På et tidspunkt påstod han, at han var en dansk aristokrat, men det havde nu intet på sig. Efter Første Verdenskrig optrådte han som okkultist, astrolog, tankelæser, hypnotisør, osv., osv., ofte i offentlige haller og andre steder af samme type. Han udgav også et okkult tidsskrift og var i det hele taget meget om sig, ligesom han omgikkes flere Nazi-spidser. Sært nok lader det til, at han ikke tog afstand fra nazisternes holdning til jøderne.

Det er blevet diskuteret, hvordan han mødte Hitler, men det siges at være sket lige før valget i 1932, og at han fik betydning for dette. Hans forudsigelser blev tillagt stor betydning, og flere af dem virker faktisk mirakuløse, som f.eks. da han forudsagde Rigsdags-branden, der hjalp Hitler til magten. Nogle mener, at denne brand kan have været en medvirkende årsag til, at han blev myrdet den 25. marts 1933, fordi der gik rygter om, at han havde hypnotiseret den småtbegavede og tydeligvis forvirrede og desorienterede Marinus van der Lubbe til brandstiftelse. Andre mener, at grunden til mordet på ham hang sammen med Herman Görings og Joseph Goebbels jalousi, fordi Hitler ofte satte ham højere end dem.

Hvordan det end hang sammen med mordet på ham, så lever myten om den jødiske Hitler-rådgiver videre, og i 1988 kom der en film af István Szabó om hans liv med Klaus Maria Brandauer i hovedrollen. Hanussens navn levede også videre på en anden måde efter hans død, da en formodet illegitim søn fortsatte hans karriere under hans navn, nemlig som Hanussen II, men ikke med den samme succes.

Ekstrem søstersolidaritet

 

Mødre verden over og til alle tider har udvist en fantastisk kærlighed til deres børn. Det er sandt, at der også har været nogle stygge eksempler på det modsatte, men det almindeligste er, at mødrene gør alt, hvad de kan for deres barn og sørger dybt, hvis barnet kommer til skade eller ligefrem dør. Derfor synes jeg også, at dette ikke bare er en meget speciel, men og også specielt rørende historie, hvor en mor gør, hvad hun kan for en anden sørgende mor. 

Billedet ovenfor viser en iransk mand, der er dømt til døden for mord. Han er få sekunder fra at blive hængt, men så griber mordofrets mor ind. Hun løsner rebet, hvilket åbenbart er tilladt for en i hendes position som ofrets nære slægtning. Ved at løsne rebet frelser hun morderens liv, hvilket imidlertid ikke skyldes hendes omsorg for ham, men for hans mor. 

Det "normale" i sådan en situation er, at forældrene eller andre nære slægtninge til den myrdede i bogstaveligste forstand sparker stolen, som den dømte står på, væk under ham, så hængningen fuldbyrdes, og han og dør. Noget, hun altså valgte at lade være med for ikke at kaste en anden kvinde ud i den samme sorg, som hun selv føler ved at miste sit barn.

Her omfavner de to kvinder hinanden. Om de var veninder eller slægtninge vides ikke, men de var altså begge mødre. (PS: fundet på internettet)

Henrik VIII's døde babyer

 

Han var faktisk flot som ung, men efterhånden som han blev ældre forsvandt det gode udseende. På billedet hér ligner han - efter min mening! - en erigeret penis med hat, hvilket gør dette kontrafej til en ganske vellykket fremstilling af kongen med de mange forskudte og henrettede koner: sådan var han  jo. Det har altid frydet mig, at en dansker sagde fra over for ham, idet vores kong Christian II's yngste datter, Christine (1521-1590), afviste hans frieri med ordene: "Ja, hvis jeg havde haft to hoveder, ...." 

Christine, dansk prinsesse

På det tidspunkt havde denne skrækkelige Henrik fået halshugget to af sine seks koner, hvilket måske ikke ville være sket, hvis de havde kunnet give ham de sønner, han i den grad higede efter. Hans seks ægteskaber indbragte ham kun én søn samt to døtre, nemlig Edward VI, Mary I og Elizabeth I. Dvs. i virkeligheden var der dog mange flere kongelige babyer, men Henriks børn havde en kedelig tendens til at dø som nyfødte eller i hvert fald i en meget tidlig alder. Noget, mange har forklaret som tegn på mødrenes forståelige stress som ægtefælle til denne skøre rad.

Alle disse baby-dødsfald er der dog en biologisk forklaring på, der i hvert fald er helt ny for mig, da jeg aldrig har hørt eller set noget om den før. Anerkendt er den dog, så stakkels Henriks langt mere stakkels koner får en form for oprejsning, der kunne have reddet deres liv, hvis det var blevet kendt i deres levetid.

 

Denne kraftstruttende monark, der tydeligvis var meget stolt af sin fysik, havde en biologisk svaghed, der kaldes Kell-faktoren. Den lå i hans blod, og først nu ved man, hvordan man tager højde for den ved nutidige graviditeter. Gad vide, om denne medfødte skavank også kan forklare Mary I's mystiske graviditeter, der også blev forklaret med "hysteri" eller andet psykisk. Måske var hun virkelig gravid, i hvert fald første gang ....

 

Henrik var positiv over for Kell-blodgruppen på den måde, at hans blod havde anti-Kell-genet. Sådan en mand kan få et sundt Kell-positivt barn uden de store problemer, men de antistoffer, som dette barns mor producerer under denne første graviditet bliver i hendes krop og angriber det næste foster.

På en vis måde er der vel tale om en forurening af kvindens biologi, der stammer fra den mand, hun får børn med. De overleverede beretninger om alle disse Henrik-koners graviditeter er barsk læsning, for de var ikke bare virkelig hårdt ramt, men levede også sammen med en egocentrisk monark, der ikke tålte noget som helst, der beklikkede hans mandighed. Han var tilmed stolt af sine "natlige pollutioner" og så dem som bevis på, at han var en rigtig mand.

 https://www.thebump.com/a/kell-factor

 

https://genetics.thetech.org/ask-a-geneticist/henry-viii-kell-blood-type

 

https://www.ssi.dk/engelskvoksne1 

Catrina Banks Whitley & Kyra Kramer, “A New Explanation for the Reproductive Woes and Midlife Decline of Henry VIII,” The Historical Journal, 53, (4), December 2010, pp. 827-88.
A NEW EXPLANATION FOR THE REPRODUCTIVE WOES AND MIDLIFE DECLINE OF HENRY VIII

For en sikkerheds skyld

Så farligt er det nok ikke at bære mundbind, at ørerne ligefrem falder af, men det er irriterende, og man kommer nemt til at føle sig "kvalt". Det bliver heller ikke bedre af, at der er tvivl om deres beskyttende virkning: forhindrer de smittespredning, eller gør de ikke? Der er anti-mundbindsfolk, der hævder, at de ikke hjælper en døjt, men mange af dem lader også til at tro, at den vaccine, vi venter på, er forsynet med bittesmå sporingselementer, der giver (skatte-)myndighederne adgang til hvert eneste hjørne i borgernes liv, så dem tror jeg ikke på. Vanvid har mange former, og den slags argumenter regner jeg for et af de slemme symptomer på det allerværste vanvid....

Andre mundbindsmodstandere hævder, at det er ikke-sejt at gå med den slags, og det er selvfølgelig slemt for dem, der absolut VIL være seje. Inden for den gruppe tror jeg, at USAs vanvittige præsident Donald Trump fører an. Så vidt jeg ved, har han én eneste gang ladet sig se med mundbind, men kun denne ene gang. 

Nemlig, af med det, når man altså er en arrogant idiot!

Hvilket minder mig om, at en af hans lige så skøre sønner har udtrykt begejstring over, at "USA har fået gjort sig fri af lægernes tyranni". Alt, der begrænser denne type anti-mundbindsbæreres frihed regnes for helt uacceptabelt, hvilket svarer til, at man insisterer på at kunne hæve penge fra en tom konto: hvad enten man kan lide det eller ej, så vinder realiteterne nemlig altid. 

Så sandt, som det er sagt!

Nogle brugere taler om, at mundbindene giver dem eksem, kløe og udslæt, og det er selvfølgelig ikke så rart. Faktisk vil det være et godt, individuelt argument imod at bruge dem, og det får mig til at tænke på nogle, der forventes at altid være dækket til.

Hvis man får eksem af mundbind og desuden bliver fortalt, at man kun skal bruge dem et vist antal timer ad gangen, hvad så med disse muslimske kvinder og deres slør? Så vidt jeg kan se, sidder det ret stramt, så de får vel også eksem, men det er der åbenbart ingen, der protesterer imod. Sært, ja, faktisk mega-sært .....
 

 

https://dsr.dk/loen-og-arbejdsvilkaar/arbejdsmiljoe/fysisk-arbejdsmiljoe/sund-hud/hudproblemer-ved-brug-af-mundbind 

 

https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2020/Corona/Mundbind/Brug-af-mundbind-i-det-offentlige-rum--Dokumentation-og-sundhedsfaglige-anbefalinger_15_08_20.ashx?la=da&hash=47F101C7F279F9B0808C4E16ECF6B87A1358505B 

 

 

 

Kunsten at leve som fattig i Victorias England

 

Forslidt, men rank og egentlig også smuk på sin egen måde. Hun befinder sig dog et sted for fattige kvinder, der mangler husly og har næppe udsigt til noget andet eller bedre, nemlig formentlig The Flower And Dean Street Lodging House For Single Women. Her betalte man 8d (eight pence) for en nat, men man fik også mad.Sært, at dette var, hvad samfundet bød en kvinde, der havde slidt og slæbt hele sit liv. Når det nu er tilfældet, så burde hun være sikret en bedre alderdom, men sådan spillede klaveret ikke i dronning Victorias gamle klassesamfund .....

Dette billede er formentlig en nutidig rekonstruktion af en historisk veldokumenteret situation: fattige mænd betalte sig til et sovested, hvor "sengen" var en tørresnor, som man delte med mange andre i samme båd. Det var nok det laveste arrangement for fattige hjemløse, og muligheden blev ofte benyttet af fulde søfolk, hvilket var baggrunden for udtrykket "hungover". 

Systemet virkede ellers på den måde, at man betalte omkring 1 d (1 penny) for et natligt logi, der varede til klokken 5 om morgenen, hvor der kom en person, der bandt rebet op i den ene ende, sådan at de sovende fik en brat opvågnen, idet de faldt om på gulvet.

For andre, der havde lidt flere penge at rutte med, var der sovesale med omkring 80 personer, der f.eks. kunne dele seng med andre, idet de skiftedes til at bruge den, men "selvfølgelig" uden nogen form for rengøring.

Dette billede er fra Tyskland, men det viser en velkendt situation fra Victorias London, hvor nogle var så fattige - eller havde "bedre ting" at bruge deres penge på - at de sluttede sig til andre i samme situation. Når de havde fundet sammen, sov de udendørs, tæt sammen på en bænk for varmens skyld. Det gør ondt at tænke på, for disse mennesker har for de fleste vedkommende investeret deres evner og kræfter i manuelt arbejde, der har været nødvendigt for, at nogle velhavende personer har kunnet få deres liv til at fungere. En hel del af det samme ser vi i vore dage, men dér hvor det er erkendt, kan man i hvert fald forsøge at hjælpe dem.