Åh, det dejlige dyr - eller hvad det nu er - der har skaffet masser af turistindtægter til beboerne omkring Loch Ness. De fleste i vores del af verden tror, det er svindel, photoshop eller noget andet lige fra en flydende gren til en tabt eller strategisk placeret gummiand. Noget, der dog ikke bekymrer Nessies fans, for der er stadig mange, der jagter det mytiske dyr, men nok memst for at bevise dets eksistens. Eksperter i alle mulige dyrearter udtaler sig om det, og det lader til, at "man" tror, at hvis der er noget om snakken, så er vi nok ovre i et overlevet eksemplar fra dinosaurernes verden. Så vidt jeg ved, er der dog ingen ægte hardcore-tilhængere af den teori, der vist mest regnes for en spøg.
En, der virkelig fik sit liv endevendt på grund af mødet med Nessie, var Sandy Gray, der ofte fiskede i Loch Ness. Han var født den 28. marts 1900 i nærheden af søen, som han tit besøgte, selv om han havde hørt alle de historier, man fortalte om "noget" i vandet. Hvad dette "noget" var, kunne ingen sige med sikkerhed, kun at det eksisterede i Lock Ness' dyb, og at det formodentlig var meget farligt for mennesker.
Grunden til, at Sandy ville forsøge at fange Nessie var formentlig, at Englands cirkus-konge, Bertram Wagstaff Mills, udlovede en dusør på £20,000 (næsten $2,000,000 i vore dages amerikansk valuta) til den, der fangede hende og afleverede hende i levende live til ham. Det var dog en forudsætning, at Nessie opfyldte nogle krav til størrelse og vægt, og at en flok videnskabsmænd sagde god for hende som et ægte forhistorisk væsen. Mange har sikkert ladet sig lokke og har leget med tanken om at fange Nessie, men Sandy var nok den eneste, der rent faktisk forberedte sig til denne fangst.
Alt det ståhej, der opstod omkring avisartiklerne samt de gamle myter, som de ligesom genoplivede, betød, at turistmængden blev større og større. Noget, der selvfølgelig påvirkede infrastrukturen i det lille samfund. Der blev bygget veje, sprængt klipper, osv., osv.. Faktisk var der lokale personer, der hævdede, at alt det hurlumhej havde en forstærkende effekt på fænomenerne med væsenet, der dukkede op i tide og utide. Nogle hævdede direkte, at det var disse mange sprængninger, der havde "vækket" et ældgammelt uhyre på søens bund.
Både besøgende og lokale holdt udkig efter det legendariske Loch Ness-uhyre, samtidig med at de måske lo ad Sandy og hans forgæves forsøg på at fange det, så det kunne udstilles. Mange gjorde i hvert fald, selv om han var kendt som en troværdig fyr samt ualmindelig dygtig fisker. Selv om han fejlede med sit fangst-projekt, så var der til gengæld flere og flere, der rapporterede om møder med bæstet. Nogle havde set et kæmpestort væsen i vandet, hvor det svømmede med høj fart. Det havde angiveligt flere "pukler", og nogle talte om luffer eller forben. En velrenomeret direktør for et skrædderi i London, George Spicer, fortalte om et "forhistorisk væsen", der krydsede vejen foran ham, da han kom kørende. Han fandt det så grimt og modbydeligt med dets lange hals og puklede ryg, at han gik ind for, at det blev slået ihjel! Der var ikke noget med, at han ville fange det ligesom Sandy, så det kunne udstilles i Mills cirkus, nej, det skulle nedlægges! At det var mere end en myte, var der dog ingen tvivl om for ham. Endnu engang må man sige, at beskrivelsen af uhyret ligger tæt op ad det, vi ved om visse dinosaurer af sauropodearten, nemlig de gigantiske brotosaurusser eller plesiosaurusser. Man skal dog nok være super-fan af Nessie for at tro, at sådan et dyr kan have overlevet i en skotsk sø, selv om den er meget dyb, bred og fuld af mysterier.
Alle mulige havde teorier om Nessie, og hvad hun var, men først da det lykkedes Sandys bror, Hughie, at få et billede af det uhyre, han havde set, kom der rigtigt kød på historien. Egentlig tog han 5-6 billeder, men kun dette lykkedes for ham. Selv om det vakte stor opsigt, idet mange mente, at man nu endelig havde fået et ægte billede af det, der ellers ofte blev afvist som en myte, så var det desværre ikke alle aviser, der bragte det uden forskellige former for retouchering. Nogle tilføjede en længere "hale" og ændrede i det hele taget væsenets form, men det forandrede ikke dets status som det første såkaldte bevis på dets eksistens. Tvivlere var der nok af, men Hugh svor på, at hans billede var ægte, og han blev støttet af forskellige folk, der stolede på ham som en god og ærlig mand. Dem, der ikke troede på ham og hans billede, kom med teorier om, at der var tale om en forulykket båd, en flydende træstamme, en usædvanligt stor ål, osv., osv.. De mere alvorlige anklager om ren og skær svindel kom først senere.
Folk strømmede stadig til for at se og helst også fotografere Nessie, men hun holdt sig væk indtil april 1934, hvor "The Daily Mail" publicerede et nyt billede, nemlig det, der kan ses øverst i dette indlæg: Nessie blev vist som et stort, mørkt dyr i vandet med en lang, svaneagtig hals, og sådan kom hun til at se ud i de fleste Nessie-elskeres bevidsthed indtil 1994. Den elskede Nessie-myte sprak, da en ældre kunstner ved navn Christian Spurling indrømmede, at det, der var blevet fremstillet som Nessie i dette fotografi, var svindel. "Nessie" i billedet var blevet fremstillet af en legetøjsundervandsbåd samt forskelligt andet legetøj.
Hele dette hurlumhej gjorde, at Sandy, Hugh og deres beskrivelser af søuhyret Nessie næsten blev glemt. Sandy havde mødt det fem gange, og han veg ikke i sin beskrivelse af det, men uddybede den bare for hvert møde. Spørgsmålet er, om han også så det den 22. februar 1949, hvor han forsvandt under mystiske omstændigheder på det, der skulle blive hans sidste sejltur på Loch Ness.
The Aberdeen Press reports on the death of Sandy Gray, February 1949.
Hvorfor var Sandys båd alvorligt skadet efter en sejltur på Loch Ness? Det virkede ulogisk, for hvad - andet end Nessie altså - kunne skade en båd på den måde? Hvis det var hende, så var det altså ikke ham, der fik fanget hende, men hende der fik fat på ham ....
