Da jeg mildt sagt ikke selv er nogen sportsvkinde, ved jeg meget lidt om sport. Det var altså ikke min ikke-eksisterende sports-interesse, der fik en bekendt til at sende mig en avisartikel om en af "De danske Svømmepiger", nemlig Ragnhild Hveger, hvis tilnavn var "Den Gyldne Torpedo". Nej, det var min feministiske overbevisning, der er velkendt blandt div. personer, der kender mig, der førte til, at jeg modtog artiklen og næsten med det samme gik i geng med at kigge nærmere på fænomenet "svømmepigerne fra 1930'erne".
Jenny Kammersgaard
Der var tre berømte, danske svømmepiger, nemlig Ragnhild Hveger, Jenny Kammersgaard og Inge Sørensen. Eftersom de virkede i trediverne, indhøstede de bl.a. ros fra Grimme Adolph, dvs. Hitler, der på dette tidspunkt endnu ikke havde nået at gøre sig bemærket som massemorder.
Ragnhild Hveger
Den største af de tre var ifølge artiklen Ragnhild Hveger (1920-2011), der fik det betegnende tilnavn "Det gyldne torpedo". Hun var kendt som verdens bedste kvindelige crawler og havde 44 verdensrekorder med i bagagen. Denne imponerende rekordliste er aldrig blevet overgået, men hendes ry har lidt skade, fordi hun - som så mange andre på dette tidspunkt - ikke gennemskuede nazisterne, men optrådte som en form for uofficiel repræsentant for dem og bl.a. flyttede til Tyskland i 1943. Selv om hun senere blev kåret til "Århundredets Sportskvinde i Danmark", så hvilede der altid en skygge over hende på grund af hendes - og hendes families - forbindelse til Nazi-Tyskland.
Ved OL i 1936 var hun til alles overraskelse blevet slået af en
hollænder og måtte "nøjes" med en sølvmedalje. Hendes mange senere sportslige
præstationer indikerede imidlertid, at hun ville have vundet
mange flere præmier, end dem, hun allerede havde, hvis det ikke havde
været for Anden Verdenskrig, hvor der ikke blev afholdt OL. Selv om Ragnhild Hveger altså ikke vandt guld i OL i Berlin in 1936, så
var der en anden dansk svømmepige, der også gjorde sig bemærket, nemlig
hende, der fik tilnavnet "Lille, henrivende Inge". Hun fik bronze i
brystsvømning - kun 12 år gammel - og var dansk mester fra 1935 indtil
hun indstillede karrieren som 20-årig i 1944.
Inge Sørensen
Noget af det, samtiden lagde mærke til ved svømmepigerne, var deres forandrede udseende. Kvinder plejede ikke at være så kortklippede, eller så muskuløse og seje mht kropslige færdigheder. Disse unge kvinder udstrålede noget helt andet, end man forventede af dem og deres medsøstre fra samme periode. At de var med til at indvarsle en samfundsforvandling, hvor kvinder ikke bare ville nøjes med rollen som mor og husmor, var tydeligt for de lydhøre.
Mange af disse dukker har porcelænshoved, så de regnes ikke for farlige
Ved et rent tilfælde læste jeg noget om, at gammelt legetøj af plastik - dvs. fra min barndom eller ungdom (HM!!!) - bør kasseres som farligt plastikbras. Jeg har ikke noget plastiklegetøj liggende fra mine tidlige år, og det jeg havde i min barndom, eksisterer da vist ikke længere, så jeg har altså ryggen fri, men det satte tankerne i gang. Nok vil jeg bestemt ikke have plastik i havene eller ude i naturen, hvor det ligger som skrald, for begge steder truer det dyrelivet, men er det virkelig så farligt i en almindelig menneske-hverdag? Det kom unægtelig bag på mig, også fordi plastiklegetøj jo efterhånden er blevet meget populært. Ikke mindst LEGO, der er af dansk oprindelse .....
Plastik-legetøjsfigurer som disse har indtjent milliarder til fabrikanter forskellige steder i verden som f.eks. Japan og USA. De enkelte figurer er populære og indgår i mange spændende lege. Er de først skabt, så kan designet videreudvikles og underbygges med andre venne- eller fjende-legetøjsfigurer, der samspiller i en historie. Smart og noget af en evigheds-sparebøsse for fabrikanterne, for børnene ønsker selvfølgelig at bygge videre på den historie, der følger med legetøjet. Har man en Barbie, så mangler man en Ken - eller måske en ny, laber fyr - osv., osv.. For hver dukke, der sælges i Barbie-serien, ryger der penge i kassen hos fabrikanter og designere, så det ville virkelig være et slag for disse mennesker, hvis deres produkter blev erklæret for farlige. Sagen er dog den, at plastik indeholder biodynamiske materialer, hvilket ligesom er blevet overset. Langt fra alle legetøjsproducenter er lige miljøbevidste. Derfor anses træ-legetøj for et bedre alternativ til plastik, men det skal være fra lovlig skovhugst, da der fældes mange træer ulovligt, og det belaster skovene.
En dyrlæge-Barbie, jamen kan det blive bedre?? Nej, ikke for en lille pige, der oplever verden gennem denne dukke og dens miljø samt mange venner, kolleger og slægtninge. Den første Barbie så dagens lys i 1959, og siden da er der blevet solgt mere end en billion dukker af denne type. Ud over dukketøjet, der hører til, men som kan udskiftes med moden, er der alle mulige himstregimster, der signalerer en bestemt kvindetype. Dog er Barbie gået fra bare at være en succespige, der defineres ved sin skønhed, til også at repræsentere andre sociale sfærer end de smukke, rige og berømte.
Faktisk findes der også forbryder-Barbier, ja, sågar morder-Barbier, men det er næppe den type, de fleste forbrugere går efter. Før i tiden var Barbie bare en rig og overmåde velklædt modeltype, der boltrede sig i opmærksomhed, og som havde succes på alle felter. Nu sker det, at man i stedet for at se hende i en sportsvogn ser hende i en kørestol. Ja, hun kan minsandten også være død!!!!
Er plastiklegetøjets dage talte? Hvis det nu skal skrottes som farligt, så er vi ved vejs ende med sådan en dukke som f.eks. Barbie, men også mange andre. Og er det overhovedet realistisk at nævne træ som alternativ til plastik i dette sammenhæng? Hvis børnene elsker disse plastik-figurer, så vil det være svært at berøve dem dem, om så det er aldrig så sundt med andre typer legetøj. Mange af dem er jo også avancerede modeller med indbygget mekanik, hvilket i høj grad tiltaler børn og pilfingrede voksne.
Jeg husker at jeg på et tidspunkt arvede en dukke med porcelænshoved og tøjkrop, dog uden babser. Den var jeg mægtig glad for, men jeg indrømmer, at den ikke kunne andet end at sidde eller ligge. Stå kunne den ikke, og det kan de fleste plastikdukker vist nu. En anden dukke af samme type, som jeg havde, kunne sige noget, der angiveligt lød som "MAMA", når man vippede den på en bestemt måde. Meget avanceret dengang og nul + niks nu om stunder.
Barbie er ikke massiv, så det er begrænset, hvor meget plastik hun indeholder. Så vidt jeg ved er MyLittlePony, der kan kaldes en heste-Barbie, massiv eller af noget meget tykt materiale. HVIS dette er plastik, ja, så har vi miseren, for så vil det være dem, der mener at denne type legetøj skal kasseres sammen med meget andet. Desuden kan plastik-jagten ende med, at voksne bliver nødt til at skrotte mange ting i husholdningen, hvilket unægtelig vil gøre tingene indviklede for os.
De fleste, der kender noget til USA's 3de præsident, Thomas Jefferson (1743-1826), opfatter ham sikkert som en guttermand. Var han måske ikke med til at skrive Uafhængighedserklæringen, og stod han måske ikke for udsagn som f.eks. "at alle mennesker er skabt lige ... og at de af deres Skaber har fået
visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og
stræben efter lykke"? Jo, han gjorde, og det lyder jo godt, men det var det nu alligevel ikke, for med "alle" mente han ikke virkelig "ALLE", men kun dem, der var ligesom ham selv, dvs. først og fremmest hvide. Det er alle som bekendt ikke, og da slet ikke i USA.
Som en af nationens grundlæggere er han beundret og elsket, men der er en plet på renoméet, der aldrig kan vaskes af. Nok arvede han sine plantager, men med sine ideer om menneskerettigheder burde han afgjort have ændret på forholdene for dem, der drev dem, nemlig de mange negerslaver, han også ejede. Noget, der indebar grusomheder, han burde have reageret imod, men tværtimod selv fortsatte.
Systemet fungerede for ham, idet han simpelthen erklærede sine slaver for en art ikke-mennesker. Denne tolkning forhindrede ham dog ikke i som 44-årig at starte et seksuelt forhold til sin 14-årige slave Sally Hemings, der var på alder med hans hvide døtre. Dette umage par fik seks børn, hvoraf de fire overlevede.
(Billedet er fra en TV-serie)
"De sorte", som han kaldte denne befolkningsgruppe var altså i hans øjne mindreværdige, "såvel fysisk som intellektuelt". Denne Nationens Grundlægger var åbenbart ikke klog nok til at kunne se, at den samfundsskabte mangel på skolekundskaber, osv. ikke gjorde disse mennesker dumme. Eftersom hans plantager blev drevet af slaver via hårdt, fysisk arbejde, kan de heller ikke have været svagere på det felt. For ham var og blev de mindreværdige, hvilket altså ikke forhindrede ham i at have et forhold til sin slave, Sally, selv om det logisk set burde have forekommet ham nedværdigende for ham som hvid mand at gå i seng med en mindreværdig kvinde.
Ikke bare de importerede slaver var mindreværdige i hans øjne, men også landets oprindelige beboere, indianerne. Faktisk lader det til, at han mente, de enten skulle deporteres eller udryddes. Tanken er grotesk, men efter Hitler er der nok ikke så meget inden for det felt, der kan overraske én.
Da Jefferson fik børn med sin slave, Sally, skulle man tro, at han ønskede at sikre dem og hende ved at frigive dem, men nej, de var født slaver, og de forblev slaver. Noget, der dog ikke har forhindret disse sorte efterkommere i at udvikle sig til gode og retskafne mennesker. Som gruppe udgør de desuden en imponerende skare.
I virkeligheden er der måske endnu flere, for nogle af børnene giftede sig med sorte og forsvandt måske i anonymitet, sådan at det kun var dem, der foregav at være hvide, der registreredes.
Helten ses her sådan ca. 14 år, før han stak af hjemmefra, fordi han aldeles ikke ville opfylde sin fars plan om at sætte ham i lære som handelsmand. Født i Barmouth i Wales, England blev han døbt Harold Geoffrey Lowe (1882-1944), og han var det fjerde af sine forældres otte børn. Så absolut en rask dreng, der valgte livet som sømand frem for de støvede kontorer, hans far så som en sikker arbejdsplads for sin unge søn.
Harold startede sin karriere som skibsdreng, men steg ret hurtigt i graderne, og i 1912 blev han udnævnt til "Femte officer" på et splinternyt skib, nemlig "Titanic", som rederiet ventede sig meget af. Dette skibs jomfrurejse var Lowes første transatlantiske sejlads, og han glædede sig sikkert til det, der dog slet ikke blev til det, nogen hverken på land eller til søs havde forestillet sig.
Den 14. april 1912, på det tidspunkt hvor Titanic stødte ind i isbjerget, lå Lowe og sov. Han mærkede ikke sammenstødet, men blev vækket ca. 30 minutter senere. Derfra var det ren heltedåd, inklusiv skud i luften for at jage desperate mænd væk fra redningsbåd nr. 14, der var fuld, og som han havde kommandoen over. Han samlede flere redningsbåde, der blev bundet sammen, så de dannede en flåde, og fordelte så passagerer, medens han selv fik roet nr. 14 tilbage til ulykkesstedet for at samle nogle af de passagerer op, der lå i vandet. Dette foregik dog senere, end det burde være sket, fordi han var bange for, at desperate mennesker ville klynge sig til båden og kæntre den under deres forsøg på at komme op i den. Noget, der ville have kostet endnu flere menneskeliv, og det ønskede han ikke. De fleste, der lå i vandet, var imidlertid allerede fortabt på grund af den kulde, de blev udsat for, og det lykkedes kun Lowe at redde fire, hvoraf en senere døde af sine forfrysninger.
Lowes indsats var bemærkelsesværdig, da han holdt styr på redningsbådene og desuden - som én ud af ialt to befalingsmænd - forsøgte at vende tilbage, selv om det var farligt, fordi trykket fra det synkende skib kunne trække flere med sig ned i vandet. Senere bebrejdede han dog sig selv, at han havde ventet for længe med at vende tilbage, fordi han følte, han havde kunnet redde flere, hvis han havde taget chancen og var vendt om noget før.
Så snart de reddede ankom til USA, blev Lowe og de andre tre officerer, der overlevede, bragt til forhør i Det Amerikanske Senat. De undrede sig meget over, at dette forhør blev foretaget af ikke-sejlkyndige folk, og Lowe var temmelig uforskammet i sine svar. Han blev bl.a. spurgt, om han vidste, hvad et isbjerg bestod af, hvilket førte til hans udødelige replik: "Is, Sir?" Både før og efter han vendte hjem til Barmouth for at gifte sig med sin udkårne, blev han udråbt til helt af alt og alle. Selv virkede han meget beskeden og kunne ikke lide at tale om det, der var sket. Noget, der kan hænge sammen med hans selvbebrejdelser over ikke at være vendt tilbage til dem, der lå i vandet, noget før. Ingen kan dog sige, at han egentlig havde et valg, for det var tydeligt, at situationen med de desperate druknende kunne have ført til endnu flere omkomne, f.eks. ved at de fik redningsbåde til at vælte i deres forsøg på at borde dem. Som det var nu, blev det "kun" til ialt ca. 1500 ud af 2240 ombordværende.
Første gang, nogen påstod at have set det amerikanske, overnaturlige (?) væsen, der kaldes "The Mothman" - dvs. "Mølmanden" - var i 1966, hvor fire meget unge, men tilsyneladende troværdige teenagere kørte gennem en mørk skov. Pludselig dukkede væsenet op og skræmte dem ved at nidstirre dem med et par lysende, røde øjne. De unge vidner blev afhørt hver for sig, men sagde nogenlunde det samme, så politiet kunne ikke bare afvise dem som fantaster eller løgnere. Desuden var der det med de andre vidner, der meldte sig: FLERE og FLERE fortalte om møder med et stort, rødøjet væsen, der lignede en mellemting mellem et menneske og en fugl samt med et vingefang på omkring tre meter. Væsenet var meget uhyggeligt og derfor skræmmende, men det havde ikke ligefrem angrebet nogen, så man kunne ikke sige, at det var direkte farligt, kun at det forskrækkede folk.
Beskrivelserne var temmelig ens, så hvis det var et bedrag, var det sandelig godt organiseret, og det var der ikke rigtig nogen, der troede på. Tvivlere kom dog med alternative tolkninger, der spændte fra "store rovfugle" til "hejrer" og derved udelukkede alle overnaturlige forklaringer.
Andre mente, at der var tale om en budbringer af himmelsk - eller djævelsk!!! - art, for en af de gange, hvor det var blevet set og tilmed fotograferet, var lige inden Silver Bridge-broen styrtede sammen i 1967, hvorved mange blev dræbt. Var det noget, Mølmanden gjorde, eller var han bare et forvarsel om det, der skete??? Teorierne blomstrede og gør det såmænd stadig den dag i dag, selv om der var en pause i fremkomsterne efter katastrofen med broen.
Lige inden bro-ulykken var der rigtig mange, der så Mølmanden. Så blev det færre og færre, men det viser sig dog, at han er blevet set andre steder, nemlig inden det store jordskælv i Mexico City i 1985 og i forbindelse med Tjernobyl-tragedien året efter. Er han kommet for at blive? Det vil tiden vise ....
Dette er formentlig det tidligst kendte billede af Jesus. Det stammer fra det 4de århundrede e.Kr. og er fundet i katakomberne i Commodilla. Interessant nok fremstiller det ham sådan, som vi er blevet vant til at se ham, dvs. som en blond, europæisk udseende mand med blå øjne, bløde, halvlange lokker og skæg. Hvis han overhovedet har eksisteret, så har han med sin geografiske baggrund næppe set sådan ud, men han er blevet genkendelig for os i denne udformning, så det holder vi nok fast i, selv om den ikke er rigtig. I virkeligheden har han snarere set sådan ud, for det gjorde mændende i hans hjørne af verden:
Mange andre har vist ham helt anderledes i deres kunstneriske gengivelser, men vi genkender ham alligevel som den, han påstås at være, nemlig Jesus af Nazareth. Eftersom den guddom, Jahve, han siges at være søn af, sjældent fremstilles i billedform (The Book of Daniel: 7:9, 13, 22) og i hvert fald ikke nær så tit som Jesus selv, er det ham, der tegner religionen. (For katolikker tegnes den dog også af Jomfru Maria). Selv om billedet veksler, så er han derfor genkendelig på grund af de karakteristika, han tillægges, nemlig håret, skægget, øjnene og ansigtsudtrykket. Man genkender ham, hvad enten man er religiøs eller ej.
Da det ikke er tilladt at skabe billeder af hverken Muhammad eller Allah, har de ikke denne let genkendelige skikkelse, og det har været med til at holde Jesus på førstepladsen som verdens kendteste menneske. Den eneste, der konkurrerer med ham på dette felt, er faktisk hans mor, Jomfru Maria.
At Jesus eksisterede, gør ham ikke til gud, men en fantasi er han dog næppe. Et af vidnerne på hans eksistens er den jødiske aristokrat, officer og historiker Flavius Josephus, der skrev det 20 bind lange "Jewish Antiquities". Han var ikke Jesus' samtidige, for han var født omkring år 37 e.Kr., og han var ikke engang kristen. Til gengæld bevidnede han starten på den kristne kirke og fortæller bl.a. om det, han kalder "den ulovlige henrettelse af James, der var bror til Jesus, der kaldes Messias". Han fortæller også om en mand, der udrettede store mirakler, men som blev henrettet af Pilatus. Altså den historie, man kan finde i Biblen og dermed et indicium for dens historiske korrekthed.
At meget er blevet misforstået eller afvist af ideologiske grund er der ingen tvivl om. Alene det, at der er fire evangelier med forskellige fremstillinger af den samme begivenhed viser, at man ikke kan tage alt for pålydende, men når en mand som Josephus, der ikke har noget i klemme, ytrer sig, så lytter man. Hans værdi er at påpege, at der engang var en mand, der endte med at blive verdens mest berømte menneske.
Gerhard Glück (født i 1944) er en tysk tegner, hvis jule-tegninger er originale og sjove. Nogle af dem indeholder også et alvorligt budskab, hvis man da giver sig selv lov til at tolke dem på den måde. Når det gælder Biblens beretning om Jesu fødsel i en stald i Bethlehem, boltrer han sig med detaljer, der ikke just optræder i den oprindelige beretning, men som er sjove og måske også tankevækkende.
Andre kunstnere har givet et mildt sagt andet billede af denne bibelske begivenhed samt den såkaldt hellige familie.
Denne type billeder af de hændelser, der fortælles om, er typiske. For mig at se er de pæne, men samtidig totalt stillestående. Ja, Maria elsker den nyfødte, og ja, hendes ældre ægtefælle, Josef, er ved hendes og barnets side i en nydelig opstilling, men hvad så?
Andre mindre ærbødige tegnere har - ligesom Gerhard Glück - givet mindre regelrette tolkninger. Deres tegninger er både morsomme og skøre, og derfor føjer de noget til historien: man morer sig og leger måske også lidt med tanken om, at dette jo er en elsket myte, men heller ikke så meget mere, for detaljerne afslører dens status som en god historie om noget, der måske fandt sted, men ikke på den måde, der skildres. Hvem tror f.eks. på beretningen om De Tre Vise Mænd, der kom forbi med rige gaver til den fattige familie? Nok ikke mange, og jeg gør i hvert fald ikke.
Andre tegnere leger ikke bare med detaljerne vedr. disse Tre Vise Mænd, men også med barnets køn. Jesus er Jesus, hvad enten han levede eller ej, siger man måske, men nej, ikke i denne version. Dér er "han" en "hun", hvilket er en morsom tanke, som det er endnu mere relevant at lege med i vore dage.
