Den hvide kvinde, der blev indianer

 

Et smukt billede af moderkærlighed. Barnet ser velnæret ud, og moderen har en stille værdighed, der gør én nysgerrig: hvem var hun, og hvordan var hendes liv? Hun var døbt Cynthia Ann Parker, men fik et nyt navn som ca. 8-10-årig, hvor hun blev kidnappet i 1836 og optaget i den comanche-stamme, der havde massakreret hendes amerikanske familie og deres naboer. Måske det var chokket over det, der var sket, der tilsyneladende fik hende til på det nærmeste at glemme sin oprindelige familie, for hun faldt åbenbart til hos comancherne, der gav hende navnet "Naduah" (staves også "Nadua" og "Nauta", der betyder "en, der blev fundet" eller "holder sig varm hos os".

Hvorom alting er, så levede hun blandt comancherne i 24 år og blev så at sige forvandlet til indianer. Som voksen giftede hun sig med høvding Peta Nochona, og de fik tre børn, hvoraf sønnen Quanah Parker senere blev den sidste frie comanche-høvding. 

Hvad hun end havde følt ved at blive kidnappet og leve sammen med dem, der havde dræbt hendes oprindelige, hvide familie, så anså hun nu sig selv for indianer. Hun tænkte og følte som en af comanchestammen.

Da hun var ca. 34 år, blev hun imidlertid genkendt som hvid af (formentlig velmenende, men uforstående) Texas Rangers og endnu engang bortført, denne gang for igen at skulle leve som en hvid kvinde. Det nægtede hun imidlertid, ja, hun afvist totalt at vende tilbage til sit forrige liv: hun var nu indianer og valgte aktivt at forblive sådan, idet hun gentagne gange forsøgte at flygte tilbage til sin comanche-familie. Hver gang blev hun fanget og ført tilbage til de hvide, der så hende som en, der hørte til hos dem. Det er tydeligt, at hun blev en art symbol for de hvide, der med djævlens vold og magt ville "generobre den tabte datter". At hun ikke ville, må have været som et slag i ansigtet på de hvide magthavere.

Hun sørgede så meget over tabet af sin comanche-familie med de to sønner, der blev tilbage hos stammen, medens hun fik en datter med sig. Da denne datter, Topusana, døde i 1864, blev hun så deprimeret, at hun holdt op med at spise og derfor blev et let offer for influenza i 1871. Hverken indianerne eller de hvide har glemt hende, men mindes hendes sørgelige skæbne, der på tragisk vis symboliserer dele af forholdet mellem de to samfundsgrupper.

 

https://www.tshaonline.org/handbook/entries/parker-cynthia-ann 

 

 

https://www.humanitiestexas.org/programs/tx-originals/list/cynthia-ann-parker 

 

 

 

Fra Ulykkesfugl til Klumpedumpe

                Denne mands skytsånd trænger til en kraftig påmindelse om, HVEM han/hun arbejder for

Dette er så bare et mindre "hverdags-uheld", som man kan undre sig over sker gang på gang for nogle mennesker, men ikke for alle. Hvis denne uheldige mand fortæller heldigere venner om sådan en episode, vil de formentlig ikke bare more sig, men også afvise den som noget særligt. De, der har oplevet endnu værre ting end en e..er to sære, grimasserende og/eller savlende sidekammerater, vil formentlig heller ikke vise ham forståelse. Han er det, jeg kalder en midt-imellem-ulykkesfugl, der ikke møder forståelse fra hverken lidelsesfæller eller de heldige, der jo altså også findes, da de simpelthen aldrig kommer ud for lignende episoder.

Som ulykkesfugl hører han måske tilmed til i gruppen af "fødte klumpedumper" eller "skabte klumpedumper", hvis dronning efter min mening er Catherine Dickens (1815-1879). Denne hårdt prøvede kvinde mødte sin mand, forfatteren Charles Dickens, da hun var 19 år gammel. Han var meget betaget af hende og hendes skønhed, men efterhånden som "glansen gik af Skt. Gertrud", som man siger, så var der ikke den ting, han ikke bebrejdede hende. Efter ti børn - foruden div. aborter - var hun ikke, hvad hun havde været, da han, som 23-årig, mødte denne smukke, unge pige. At skulle leve med en mand, der avlede børn som en kanin, samtidig med at han konstant bebrejdede sin kone for deres fødsel, kan ikke have været nemt. Måske som en reaktion på disse lidelser forvandlede hun sig fra en ulykkesfugl til en veritabel "klumpedumpe", der bare altid kom ud for vanvittige uheld, der tilsyneladende aldrig ramte andre.

Vejen fra denne ungdommelige og ranke skønhedsåbenbaring til den forslidte og tydeligvis meget deprimerede og klumpede kvinde er bl.a. ti børn med en ukærlig, egoistisk og tilmed utro mand, der endte med at forlade hende efter tyve års ægteskab.

Catherines mange uheld var legendariske, som da hun faldt gennem en faldlem på en teaterscene, men det, man først og fremmest forbinder hende med, var, da hun til et middagsselskab tabte sit armbånd ned i den suppe, hun serverede for gæsterne. Hvem pokker - ud over Charles' tumpede kone - kommer ud for sådan noget? Tænk, jeg tror, der er flere, der rammes af lignende uheld og dermed bliver forvandlet til klumpedumper, efter måske tidligere at have været frembrusende svaner. Den, der først og fremmest, nå regnes til denne kategori, er T. Rumps første kone, Ivana, der var en flot dame, da de mødtes, men som efter tre børnefødsler ikke længere "var som før". (Hvem pokker er også det???)

Der er et interview med ham, hvor han udtaler sig meget nedladende om kvinder, der har født, hvilket fik mig til at tænke på Charles Dickens. Hvad er det, T. Rump bebrejder sin første kone, jo, det er jo nok, at hun som mor til tre ikke er så "stram" længere dér, hvor det betyder noget for ham. At børnene er hans, betyder ikke noget for denne egocentriker, der forventer, at alle er til for ham og indretter sig efter hans ønsker. På samme måde har det nok været for Charles, der ombølgede Catherine med en sådan misbilligelse, at hun blev til en notorisk "klumpedumpe", der altid kom galt afsted ....

 

 http://www.dickenslit.com/Charles-Dickens/troubled-marriage.htmlSeparation

 
https://observer.com/2012/12/daddy-issues-on-the-worthless-brood-of-charles-dickens/

 

https://www.bbc.com/culture/article/20160519-the-forgotten-wife-of-charles-dickens 

Skiderik!!!

 

Stort set intet får mig op i det røde felt som tanken på de skiderikker, der forsøgte at virkeliggøre Der Führers drømme om en jøde- og sigøjnerfri planet. Den tilhører os alle, men han og hans afskyelige følgesvende tog patent på den, hvilket førte til rædsler, man end ikke havde kunnet forestille sig, før det skete. Dieter Wisliceny (1911-1948) er ikke kendt på samme måde som f.eks. Joseph Mengele eller Himmler, men han var faktisk en nøgle-figur i det, der kaldes "Den endelige løsning", dvs. Holocaust. Han var medlem af SS, og han var bøddel, hvilket ofte er det samme, men i hans tilfælde noget mere bevidst og nådesløst end "normalt". Hvad han gjorde var at deltage i "The Final Solution" med en ghetto-opbygning i de okkuperede, europæiske lande samt være med til likvideringen af jøder alle disse steder, dvs. ikke "kun" i kz-lejre.  

En af Wislicenys "bedrifter" var indførelsen af den gule stjerne som en synlig angivelse af etnicitet, så jøderne ikke kunne "spille ariere". Hans forbrydelser var mange og mangeartede, men indeholdt altid grusomhed og brutalitet, som f.eks. da han i 1944 tog del i deportationen af de ungarske jøder.

Wisliceny var et opportunistisk svin, men gjorde unægtelig (utilsigtet) gavn under Nürnberg-processen ved at komme med en masse vældig nyttige oplysninger om selve planlæggelsen og udførelsen af Holocaust. Det gav bl.a. uvurderligt skyts imod Adolf Eichmann i forbindelse med den retssag i Israel i 1961, hvor han blev dømt for krigsforbrydelser og derpå henrettet.

Ifølge Wisliceny viste Eichmann ham et brev fra Himmler, hvor han skrev, at den totale udryddelse af jøderne var førerens ønske. Dermed var sagen åbenbart klar for disse to hjerne- og hjerteløse Hitler-marionetdukker. Ikke at Wislicenys beredvillige hjælp kom ham selv til gavn, for han endte med at blive udleveret til Tjekkoslovakiet og derpå henrettet i 1948.

https://www.yadvashem.org/odot_pdf/Microsoft%20Word%20-%206524.pdf

 

Brude - det billige skidt!!!

Et meget, meget mystisk billede, for hvad laver den kiste i baggrunden???? Planlægger gommen -eller hans familie? - mon et brudedrab???? Den slags er mest kendt fra Indien og nærmeste omegn, og det skyldes som regel, at "brudeprisen", dvs. det, vi kalder "medgiften" i vores del af verden, ikke lever op til deres forventninger. Disse brudedrab foregår som regel ved afbrænding: man overhælder bruden med brændbare væsker, sætter en tændt tændstik til og PUF, så er man parat til at modtage en ny brud og endnu en brudepris. Det eneste gode, man kan sige om disse forbrydelser, er at de også bliver behandlet som forbrydelser, hvis de vel at mærke kan bevises. Straffen for den slags er ofte livsvarigt fængsel eller ligefrem døden, men kun, hvis der er uomtvivstelige beviser, og hvem siger, at der er det? Mordene er jo camoufleret som et "hændeligt uheld i hjemmet" ....

  Der er mange måder at begå mord på, også denne, selv om metoden nok kaldes ekstrem "kærlighed"

Hvis man tror, at de indiske brudemord hører fortiden til, så tager man fejl. Ifølge vestlige opgørelser steg antallet af disse mord fra ca. 400 om året i firserne til ca. 5800 i halvfemserne. Utroligt, at et menneske kan regnes for så meget mindre værd end sin medgift. I et decideret patriarkalsk samfund er kvinden imidlertid nærmest på forhånd udpeget som offer, på grund af at hun automatisk regnes for "mindreværdig". Gommen eller hans familie ser nemlig tit bruden som en byrde og en "mund mere at mætte", hvilket de føler sig i deres gode ret til at gøre noget ved.   

Det første man hørte om her i Vesten, var nok de såkaldte enkebrændinger - også kaldt "Sati" - hvor en enke bliver brændt på sin afdøde mands ligbål. Jeg mistænker, at det stadig foregår rundt omkring i afsides områder, men det er under alle omstændigheder interessant, at både enke- og brudebrændinger foregår ved at sætte ild til et levende menneske. Det er grusomt ud over enhver beskrivelse, og det kan ikke bare glemmes, når man tænker på kvindens samfundsstilling som helhed, dvs. også i andre lande. Meget af det, der er sket - og som stadig sker rundt omkring i verden - bryder med det, vi forstår ved Menneskerettigheder. Vi ved det, men kan i de fleste tilfælde ikke rigtig gøre noget ved det .....

 

Meget, meget menneskelige "udyr"

 

I 1537 blev der født en dreng på Tenerifa, nemlig Petrus Gonsalvus (ca. 1537-1618), der var udstyret med en ualmindelig hårvækst over hele kroppen. Det mest påfaldende var formentlig, at også hans ansigt var dækket af hår, for det kunne jo ikke skjules for nysgerrige blikke, og dem var der mange af, lige fra begyndelsen af hans vanskelige liv. 

Da Petrus ikke blev betragtet som et "rigtigt menneske", men en mellemting mellem dyr og menneske, blev han som barn bragt fra Tenerifa til Frankrig som en gave til kong Henrik II. For omverdenen var Petrus en "vildmand" eller en kuriositet ligesom andre med legemlige skavanker som f.eks. dværgvækst. Denne type mennesker var meget tit uden menneskelige rettigheder og blev behandlet som sjældne dyr, der kunne more de rige og mægtige som spændende tilføjelser til deres hof. Dengang vidste man ikke, at Petrus var et ganske normalt menneske med en sjælden fysisk lidelse ved navn hypertrikose, der i almindelig tale kaldes "Varulve-syndromet". Han var en skræmmende sjældenhed, men kongen så noget i ham, der gjorde, at han lod ham uddanne sig og ikke leve i bur som den "vildmand", man troede, han var. Henrik II's dronning, Katharina af Medici, ønskede imidlertid at avle på ham, både for at producere flere af hans slags, der kunne gives som gaver til andre kongelige rundt omkring i Europa, og som et videnskabeligt eksperiment for at se om hans fysiske særpræg ville blive nedarvet. 

Dronningen fandt en meget smuk, ung kvinde ved navn Catherine, der indvilligede i at gifte sig med Petrus - ubeset. Om hun blev chokeret eller ej vides ikke, men det er vidnefast, at deres forhold udviklede sig og blev både smukt og produktivt. 

Petrus og Catherine elskede hinanden og deres børn, hvoraf de to ældste skuffede dronningen ved ikke at være behårede som deres far, medens de næste fire havde arvet hans særpræg. Stor glæde og begejstring, for nu havde dronningen nogle interessante eksemplarer, der blev givet væk som gaver til allierede og familiemedlemmer, som var de hundehvalpe eller killinger.

Noget af det interessante ved Petrus' og Catherines forhold var, at de så at sige legemliggør en myte, der kan genfindes i mindst 162 udgaver, og som vi i vore dage kender fra bl.a. Disneys "The Beauty and the Beast"-filmen. Denne romantiske version med den obligatoriske happy ending stammer fra en roman af den franske forfatter Gabrielle-Suzanne Barbot de Villeneuve, der udkom i 1740. Det, der kendetegner versioner af denne type, er det lykkelige øjeblik, hvor "bæstet" smider sit frastødende særpræg og viser sig at være alle tiders skønne fyr bag det, der gør ham uhyggelig eller grim. Kvinden skal bare erkende dette ligesom Petrus' elskede Catherine.

Nu om stunder er der ca. 100 mennesker med den sjældne lidelse, hypertrikose, som man stadig forsker i. Et af de kendte tilfælde er Jesus Aceves, der tilhører en familie med omkring 30 andre, der har lidelsen. Man regner dog med, at Jesus Aceves er verdens mest behårede menneske i nutiden.

En anden med lidelsen er Supatra Sasuphan, der tog en rask beslutning: hun barberede hårene af og giftede sig, forhåbentlig med en mand, der ligesom Petrus' elskede Catherine kan se skønheden i "udyret".

 

https://www.thevintagenews.com/2019/01/07/pedro-gonzales-and-catherine/?fbclid=IwAR0Gemp_Qkq0BnyAjvfnQQi7pT4Bqxa-FImekrivjaMveZ2rf22RRX0nFsU 

 

https://ekstrabladet.dk/vrangen/article4095431.ece 

 

https://www.bbc.com/news/magazine-33978116

Husk Ming, når vi drømmer om at underlægge os nye planeter .....

Det er ikke engang løgn: vi sender astronauter ud i rummet og håber at afsløre dets hemmeligheder. Fint nok, men hvad med det store uerkendte område, vi har her på vores egen planet, nemlig havet? Det er dér, man den dag i dag finder mange ukendte arter, og det er også dér, hvor nogle af disse dyr formår at holde sig i live, til de nærmest bliver udødelige. Her tænker jeg især på stakkels Ming, der opnåede en alder af 507 år, men døde, da nogle pilfingrede videnskabsmænd absolut måtte åbne ham/hende. Sagt med det samme: vedkommende skulle mindst have nogle rap over fingrene!

Når man drømmer om at kolonisere fremmede planeter og forurene dem og eventuelle oprindelige beboere med vores barnlige form for "menneskelighed", så skal man tænke på alle de lande og riger, vores art allerede har ødelagt her på jorden. Fjolset Thomas Jefferson, der anså alle andre end ham selv og hans hvide fæller for værd at bevare, melder sig som ufrivillig og sikkert meget undrende model for det, vi desværre står for: store, smukke ord kombineret med helt igennem afskyelige tanker og handlinger. 

Havet er blevet misbrugt og forurenet af os, men sært nok lader det til, at det har en stor evne til selv-healing. I mellemtiden - og vi kan  jo håbe, det klarer opgaven selv - er der så mange dyr, der har lidt på grund af vores dumhed og ligegyldighed, f.eks. på grund af plastik. Andre (som Ming) tager sagen alvorligt og knokler løs for at rense deres levested for vore urenligheder.

https://www.berlingske.dk/videnskab/dybhavets-mystiske-kaempe-filmet-i-uhoert-detalje

 

https://virtuelgalathea3.dk/artikel/m-rkelige-dyr-fra-havets-dyb 

https://snm.ku.dk/SNMnyheder/alle_nyheder/2014/2014.9/ukendte-paddehatformede-dyr-fundet-i-dybhavet/

 

Tiden for Den amerikanske borgerkrig - og lige inden + senere ....

Hvad søren, er det ikke den engelske kong Edward VII (1841-1910) og hans danske dronning, den smukke og statelige Alexandra??? Jo, minsandten, men hvad laver de dog i dette sammenhæng???

Alexandra lavede vist, hvad hun plejede at lave i sit nye hjemland, England, men Edward, der på dette tidspunkt kun var kronprins og ikke konge (det skete først i 1901 og varede kun til 1910), tog til Amerika, det land, som en af hans forfædre, nemlig George III "tabte", da det rev sig løs ved Den amerikanske Uafhængighedskrig (1775-1783). Edward bar åbenbart ikke nag, for da amerikanerne indbød ham til deres land i forbindelse med hans visit i Canada, sagde han altså ja tak. I 1860 ankom tronarvingen Edward, men under et andet navn, nemlig Lord Renfrew, der så at sige var hans "normale pseudonym", når han tog på mere eller mindre uofficielle rejser.

Som dronning Victorias ældste søn og senere konge var han mægtig statelig, men han var også en mand, der elskede at more sig, hvilket nok ofte har krævet en vis diskretion. Amerikanerne lader dog ikke til at have forstået det europæiske diskretions-system for kongelige som en kronprins som netop Edward, for han blev modtaget med begejstring, hvor han end kom hen samt hyldest af enorme menneskemængder. I Detroit tog 30.000 begejstrede amerikanere imod ham med jubel, men i New York var der 300.000, og sådanne folkemængder - foruden det festlige fyrværkeri! - kan selvfølgelig ikke ignoreres hverken i eller uden for USA.

Da hans barnebarn, den senere Edward VIII, besøgte landet i 1919, blev det første mindeværdige besøg af en engelsk kronprins i 1860 mindet med et bal. På det tidspunkt var der selvfølgelig gået mange år siden det næste, der skete efter dette historiske besøg, for allerede året efter brød Den amerikanske Borgerkrig ud (1861-1865). Det var selvfølgelig ikke Edwards (VII) skyld, ligesom det heller ikke var Edward (VIII) skyld, at Anden Verdenskrig kom tyve år efter hans besøg i USA. Da de elleve sydlige slavestater trådte ud af Unionen og dannede Amerikas Konfødererede Stater var det da heller ikke med tanke på engelske kronprinser, men på slaveriets status i landet. At de elleve stater ligefrem forsøgte at skabe deres eget Amerika er en ret svimlende tanke i disse dage med en vanvittig eks-præsident og hans lige så skrupskøre tilhængere, men det skete altså, hvilket blev opfattet som et oprør af den nye præsident, Lincoln.

Dette er Abraham Lincoln, der er foreviget, medens han holder Gettysburg-talen i 1863 ved noget, der godt kunne kaldes et "rally" ligesom dem, T. Rump er så glad for. I modsætning til Rumps taler er dette dog noget, der huskes for andet end forkludrede og forvrøvlede postulater. Denne tale er nemlig berømt og regnes for en mindeværdig historisk begivenhed.

Kilde: Goldstein, Eric. The British Royal Family and the Making of the War-Time Anglo-American Relationship. From Monarchies and the Great War. Palgrave Macmillan, 2018.