Den bidske vagina ....

Det er altså en kage, og den har kun tænder af glasur, men alligevel snerper det derhenad: den  bidske vagina, der gemmer sig bag diverse lag af tøj, parat til at sige HAPS!!! 

En vagina kommer unægtelig ud for mange ting, da den både er til fornøjelse og fødsler. At den holder til dette viser, hvor fantastisk den er fra naturens hånd.

Det med den bidske vagina er interessant, for normalt er den ret fredelig og i hvert flad uden tænder. Hvis man ser på den oplevelse, det kan være for manden at se, føle og erkende, at hans kæreste eje, det organ han oplever som noget, der definerer ham som person, forsvinder ind i et suspekt "hul", så bliver denne tolkning egentlig ikke så mærkelig. Det, der for "pussy-lovers" fremtræder som en smuk blomst, bliver til en knusemaskine, en slughals for den mand, der forklarer forholdet for sig selv og andre i magt-termer. Hvor han ønsker at se sig selv som den, der har nedlagt kvinden, bliver han i sin tolkning truet på sin identitet af noget, der "æder ham".

Det er nok nemmere sagt end gjort, for det sker jo altså konstant og heldigvis - for det meste - på en naturlig og ret afslappet måde. Når den mandlige eller kvindelige part analyser det, der foregår på en mere bombastisk måde, ja, så ligger tanken om tænderne ikke så langt væk. 

Her er der virkelig gået politik i sagen, og det er ikke første gang, det sker!

Sært nok forsøger det reelt set mest misbrugte køn ikke at gøre noget tilsvarende for at svine penis-bærerne til. Kvinder bliver voldtaget, myrdet og undertrykt på daglig basis, og vi ville virkelig have en sag, hvis vi udtrykte os lige så negativt om penissen, som mænd har gjort om det kvindelige kønsorgan. Når det gælder tissemænd, griner de fleste kvinder lidt og ryster på hovedet ad deres ejermænds mærkværdigheder, men vi viser ikke kniv- eller sakse-samlinger som en påmindelse om det, der kan gøres ved dem. For mig at se beviser denne langmodighed, at kvinder er mere sikre i deres køn, end mænd er i deres.

Så sandt som det er sagt .....

https://www.everseradio.com/top-five-real-life-images-of-vagina-dentata-in-contrast-to-previous-list-which-had-movies-with-vagina-dentata/ 

 

Reinkarnation - eller noget, der ligner

Ifølge kristendommen lever man én gang. Så dør man, og en usynlig del af ens samlede personlighed, kaldet "sjælen", går derpå opad eller nedad i henhold til ens handlinger her på jorden og den måde, de himmelske magter bedømmer dem. Det er sådan set meget enkelt, og det er forståeligt, at folk har troet på det system i århundreder, selv om de måske ikke altid har følt sig sikre på deres egen himmelske status.

Én ting er, at gå opad og ende blandt de andre "salige", der blev lukket ind i Paradiset, noget andet er at gå nedad og havne i Helvede hos Satan og hans kumpaner. Brand og bål har aldrig været nogens livret, hvis det er noget, man risikerer at blive udsat for, hvilket det jo angiveligt er i Helvede. Ergo: folk vil ikke i Helvede og forsøger derfor at rette ind efter de kristne idealer tids nok, så de ikke havner dér, men bliver det, man kalder "frelst". 

Et af de groteske eksempler på denne mentalitet finder man f.eks. hos den russiske zar Ivan den Grusomme (1530-1584), der var kendt for sine orrible henrettelser og torturmetoder i form af levende flåning samt kogning i olje af dem, han ikke syntes om. Altså en slem gut, der i slutningen af sit liv greb til den nødløsning at fedte for sit hårdt plagede lands kirkelige dignitarer. Om det sikrede ham en heldig himmelfart, skal jeg lade usagt, men det havde ikke mindst den katolske kirke jo bildt folk ind, så det er forståeligt, at den ellers almægtige zar, der var øm over sin sjæl og ikke ønskede, den skulle udsættes for evige pinsler i Helvede, greb til denne "løsning".

Der er intet forsonende ved Helvede for dem, der tror på, at det er en realitet. Det er der sådan set heller ikke ved selve tanken på "Det Evige Liv", for hvad i alverden skal man dog få tiden til at gå med? I Paradiset er der engle og salmesang døgnet rundt, men ikke ret mange aktiviteter for en rask sjæl, der drømmer om at få det sjovt efter et hårdt liv på jorden.

Ja, udødelighed er nok det, mange drømmer om, men jeg ville nu sige nej tak, hvis ikke det også omfattede en ende på sygdom, alderdom og ekstreme lidelser som følge af krig og nød. Så er der unægtelig mere smæld over reinkarnation, hvor man skifter liv, som var det tøj. Om sommeren har man let og luftigt tøj på, men om vinteren skifter man til tykt og varmt tøj, hvilket er et godt, velkendt system, der umiddelbart virker som en god ide. 

Der kan siges meget om reinkarnations-tanken, og for mig at se holdes den vestlige version i live af én ting: man er bange for at miste sig selv ved døden. Tanken om udslettelse er vildt skræmmende for de fleste, men hvis de søger trøst i hinduismen eller buddhismen, der direkte går ind for tanken om genfødslen som det primære system, så forregner de sig. Her ønsker man nemlig at bryde kæden af genfødsler, for de ses som en lidelse, det enkelte menneske udsættes for gennem karma, dvs. de synder, man begår gennem et liv via sine handlinger. 

Uha, uha, det er vist ikke en lykkelig genfødsel! Dette barn har vist en personlighed, der gør, at han/hun formentlig ophober ny karma gennem sit nye liv - og sådan fortsætter det, liv efter liv, hvis kæden ikke brydes ....

Det eneste, der indikerer, at der kan være noget om reinkarnations-tanken er efter min mening eksempler på børn, der tilsyneladende husker tidligere liv. Hvor kommer det fra? Tjah, jeg tager for givet, at det i nogle tilfælde stammer fra familie-overleveringer, men det kan ikke forklare dem alle. Nogle er faktisk ret mystiske for nu at sige det på den måde ....

 

Twenty Cases Suggestive of Reincarnation by Ian Stevenson, 1966. Since then, he and his team at the University of Virginia have investigated over 2,500 case of reincarnation. Dr. Jim Tucker is carrying on Stevenson’s work since his death.

https://www.newyorker.com/books/under-review/sciences-demons-from-descartes-to-darwin-and-beyond

 

En begavet dame fra 1700-tallet

Mary Delany (1700-1788) havde på det tidspunkt af sit liv, som dette portræt stammer fra, udrettet en del mht både almindelige og ikke-sædvanlige kvindelige sysler. Hun blev født i England, hvor hun stadig har ry for sine botaniske tegninger, håndarbejde, breve, "paper-mosaicks" og "bluestockings"-ideer. Under sine studier fik hun, der var meget musikalsk, også kontakt med Handel, men hendes families overordnede planer for hendes fremtid var, at hun skulle knyttets til hoffet gennem sin tante, Lady Stanhopes, kontakter. 

Sådan set en udmærket plan, der imidlertid gik i skuddermudder, da dronning Anne som den sidste af stuarterne døde i 1714, og der derefter kom en hanoveranier på tronen som den første af seks fra dette nye dynasti, nemlig George I (1714-27). Under sin oplæring til hof-tjeneste blev Mary undervist i engelsk, fransk, historie, musik, håndarbejde og dans. Altså en passende uddannelse for en fin, ung pige fra dengang, hvor de mest realistiske fremtidsudsigter bestod i et godt ægteskab, dvs. med en mand af stand, der kunne forsørge hende og måske også skaffe hendes familie gode forbindelser. 

På grund af familiens fejlslagne planer for Marys tilknytning til dronning Annes hof samt visse sørgelige finansielle realiteter efter tronskiftet blev den på det tidspunkt 17-årige pige gift med den fyrre år ældre Alexander Pendarves, der var parlamentsmedlem. Det blev selvfølgelig ikke nogen dans på roser for den unge kvinde, især ikke da hendes påtvungne ægtemand blev så  plaget af gigt, at han begyndte at drikke voldsomt. Da han pludselig døde i 1725, viste det sig oven i købet, at han ikke havde ændret sit testamente efter brylluppet, og at hun derfor ikke arvede, hvad der nu var tilbage i hans bo.  

 Alexander Pendarves

Efter dette sørgelige ægteskab fik Mary som enke imidlertid nye muligheder. Som ugift kunne hun ikke bevæge sig frit i samfundet, men det blev anderledes for hende i hendes enkestand. Reglerne for god kvindelig opførsel skiftede, da hendes mand døde, og hun følte sig tydeligvis fri, selv om hun var fattig, ikke havde sit eget hjem og var nødt til at bo hos slægtninge. På et tidspunkt mødte hun botanikeren Joseph Banks gennem en velhavende og kulturel veninde, hertuginden af Portland. Dette møde gav hende fornyet inspiration til sine blomsterbilleder, og hun gik i gang med plante-avl, malede og tegnede planter samt brugte dem som motiv for sine håndarbejder. 

Hun var forarget over de samfundsforhold, der tvang kvinder til at lade sig forsørge gennem et ægteskab, men giftede sig nu alligevel for anden gang i 1743, denne gang med en irsk præst, Dr. Patrick Delany. Han var en helt anden type end hendes første mand og var heldigvis også interesseret i botanik og havearbejde. Det betød, at han bl.a. opmuntrede hende i hendes kunstneriske fremstilling af planter, men som 78-årig blev Mary endnu engang enke, denne gang efter et 25 års lykkeligt samliv med en mand, som hun virkelig var på bølgelængde med.

Det, der først og fremmest gjorde, at hendes navn stadig huskes, var hendes blomsterbilleder og papirklip. Folk sendte hende blomster, som hun producerede billeder og papirklip af, indtil hendes syn blev forværret omkring ti år efter hendes anden mands død, dvs. i hendes sidste leveår.

Hendes familie havde altså oprindelig drømt om en karriere for hende ved dronning Annes hof, og det fik hun som sagt ikke. Sjovt nok var hun heldigere med det nye, hanoveranske kongehus, for hun blev god ved med George III's dronning, Charlotte, og underviste kongeparrets børn i botanik og håndarbejde. Dronningen sørgede også for, at hun fik et lille hus samt en pension på £300 om året, hvilket dengang var en betragtelig sum for en enlig kvinde.

En mindetavle over den flittige og talentfulde dame kan ses i St. James's Church, Piccadilly, og hendes ti-binds "Flora Delanica" er nu på The British Museum. Hun mødte og omgikkes også mange af tidens kendte personligheder som f.eks. Frances Burney, Sir Joseph Banks og Jonathan Swift. Hendes efterladte "Autobiography and Letters" I-VI, red. af Lady Llanover, har givet eftertiden et interessant billede af det liv, hun og hendes samtid levede.

 

https://thegardenstrust.blog/2018/07/07/mrs-delanys-petticoat/ 

 

http://numberonelondon.net/2019/01/a-legacy-of-needlework-mrs-delany/ 

 

Sære hjørner af forfatterlivet

Jeg kender faktisk en GOD lyriker, der læser op og læser op, men ingen kan høre, hvad der bliver sagt. Alle er dog meget begejstrede for selv at læse udgivelser fra netop denne forfatters hånd + ånd.
 

Ja, hvad ægte, reelle forførelser angår, så kommer spændende malere nok ind som nr. 1. Her tænker jeg især på Picasso, der både var forfører og mandschauvenist. At komme ud for sådan en person har sikkert været meget spændende, men vi ved, at ikke alle kvinder kom fra mødet med sjæl + selvtillid i behold. 

Dermed ikke være sagt, at forfattere er uden erotisk gnist. Mange er faktisk ret gode til at formidle netop denne følelse, og ord kan være yderst forførende .....

En sådan situation kan føre til noget utilsigtet: et planlagt handlingsforløb med seksuelle lidenskaber af alskens art kan forvandle sig til noget morderisk og "hvor pokker gør jeg af tre lig i min bog". Her må man så tænke på, at det, der er svært at udføre i det virkelige liv, også er det i en bog. En kriminalroman uden logik er ikke nogen vellykket bog. Således husker jeg, (der ikke er vild med krimier), stadig en detalje fra en bog, som jeg ikke engang har læst, men kun set anmeldelser af for sådan ca. 777 år siden: det parallelle lig. Genialt!!! Skulle jeg i det virkelig liv blive nødt til at myrde nogen, så vil det være en af de metoder, jeg vil overveje ....

Mange - eller måske de fleste - der drømmer om at skrive en bog kommer aldrig længere end til drømmen. Nu, hvor man kan udgive bøger som selvudgivelser, kan drømmen imidlertid opfyldes for alle. Markedet oversvømmes af bøger, der måske ikke engang er blevet tilbudt et "normalt forlag". Sådan er det bl.a. med mine selvudgiver-bøger, men jeg er dog nået frem til én konklusion: uden den PR, som "normale" - dvs. veletablerede - forlag tilbyder, gør det bare ikke. Derfor kan selvudgivelser havne i samme grøft som dem, der "er skrevet med usynligt blæk", og det er altså trist.

Store planer, men næppe noget, der vil vinde gehør. Selv om .... man ved sgu' ikke, for branchen er unægtelig speget .... 

Tjah, der skal såmænd nok være et vist salg i sådan en handling, for Barbara Cartland-romantikken lever sikkert stadig i visse hjørner af samfundet, selv om den ikke er, hvad den har været. Desuden: MeToo-bølgen lægger ligesom op til nye emner, også for forfattere ....

https://www.forfatterskabet.dk/bogudgivelse/

 

https://lasertryk.dk/selvudgivelse 

https://www.berlingske.dk/nyheder/selvudgiver-med-300.000-solgte-boeger-saadan-udgiver-du-din-bog-selv

 

https://www.skriveforlaget.dk/eget-forlag?gclid=Cj0KCQiA9P__BRC0ARIsAEZ6irjC0a7TRXq6v80gKP-SB4atf6iZOclV2vE7mczey_XV_kSC9hSv0FIaAjE0EALw_wcB 

https://publish.saxo.com/?gclid=Cj0KCQiA9P__BRC0ARIsAEZ6iri3GCuxYqBYfLsFw4srmFDuLhrAuoP_p6HFyQxkJx_6rsnbD5ikT9gaAv-YEALw_wcB

 

https://bibliotek.dk/da/work/870970-basis%3A27441106

 

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/skepsis-efter-metoo-undersoegelse-i-bogbranchen-der-er-god-grund-til-kigge?cid=newsletter_nb_kultur-daglig_20210114145928 

Fuglefodringsdag

 

I dag har jeg været ude og fodre fugle, men kun to ud af de planlagte tre steder: 1) en park i nærheden, hvor en flok måger åbenbart har slået sig ned, selv om det ikke er det bedste sted for havfugle. Sidst jeg var der, blev de chikaneret groft af en konkurrerende fugleflok af skader, råger og lignende skrappe, super-intelligente bøller, der ikke lægger skjul på, at ALT, hvad der er tænkt som fælles, tilhører dem. Mågerne har imidlertid samme tankegang, og i dag var det tydeligt, at de har fået overtaget. For at alle kan få, må jeg sørge for at sprede foderet godt, så alle får en chance for lidt mad. Dette består i dag af brød + kattemad, og det er tydeligt, at de elsker det ....

Det er lykkedes mig at finde en bestemt slags kattemad i NETTO, som jeg ind i mellem serverer for dem, men som regel er det bare brød, dog ikke af den alt for luftige art. Der skal helst være en vis substans, så det ikke bare er tomme kalorier til de kære "små". À propos størrelse så virker en vred eller bare påtrængende krage, skade eller råge MEGET STOR, selv om den ikke egentlig er det. Faktisk føler jeg mig nærmest tapper, når jeg arbejder mig igennem sådan en flok ....

Denne type fugle har ikke skam i livet, for de både tigger, stjæler og brokker sig,  når de ikke får noget i en vis fart. Mig morer de, men jeg forstår udmærket, at mange mennesker føler sig utrygge ved et møde med sådan en fugl, især hvis den er sulten.

Nå, men fra parken skal jeg videre til et 2) torv, hvor der er duer, gråspurve - og måger. De mindre fugle får frø af forskellig art, men jeg har også brød med til mågerne, da de ellers vil chikanere de små, tilmed uden egentlig at være interesseret i de frø, jeg serverer for dem. 

Når jeg er på torvet, er jeg mest opmærksom på gråspurvene, som jeg har en særlig forkærlighed for. De er frække og charmerende, og jeg finder dem helt uimodståelige.

Ifølge min oprindelige plan, som jeg dog er nødt til at udsætte, skulle jeg derfra og videre til en bro, hvor masser af duer samles det sted, hvor der før Covid-19 var en pølsevogn. Her er de vant til at få brød af pølse-spisere, og det er tydeligt, at de ikke forstår, at det ikke sker nu. De sidder enten på en husgesims lige over for pølse-hjørnet eller samles på selve det sted, hvor pølsevognen plejede at stå. Jeg finder synet af den sultne og frysende flok hjerteskærende, men det skyldes selvfølgelig også, at jeg kan lide fugle. Jeg har hørt folk brokke sig over duer alle mulige steder, hvor de færdes, og det gør mig ondt, at de ikke kan finde fornøjelse i at se dyrene og opleve en interageren med dem. De går faktisk glip af noget både interessant, morsomt og meget berigende.

 

https://www.audubon.org/news/more-birds-bring-more-happiness-according-science?fbclid=IwAR1_KAt8zJX4rfLTytEnE7iEFlDUg4-_z7C2u0HNrK6bmqHkGtNNYIMAu4g 

 

Planters hemmelige liv

 

Det er nok sjældent, at selv de ivrigste blomsterelskere ligefrem går tur med deres planter, men de findes sikkert. Forskellen på en blomster-lufter og en potteplante-elsker, der ikke bare følge nøje med i sine planters helbredstilstand, men som også taler til dem, beroliger eller opmuntrer dem, er nok ikke så stor, som man umiddelbart skulle tro. 

Hvis disse højtelskede planter svarede i et sprog, vi mennesker forstår, ville det være herligt, men det gør de ikke. Det sprog, de bruger under samværet med os, består udelukkende i fysiske udtryk, som vi så skal aflæse: er bladene tørre, gule, hænger de og ser slatne ud? Svaret på disse plante-udsagn er som regel "mere eller mindre vand", og det administrerer deres ejere så, som de vil.

Nogle planter er nyttige for os, ikke bare ved at fryde vort øje, men også ved at være godt for indeklimaet. Ingen af disse planter hører til i den dyre ende, men det er selvfølgelig anderledes med sådan noget som en bonsai.

Sådan en blomst er sikkert ubetalelig, for det kræver kunst at skabe en bonsai. Man må dog gå ud fra som givet, at planten ikke er taknemmelig for at blive påtvunget en evig dværg-vækst. Måske den ligefrem skriger!!!

Dette fører til et vigtigt spørgsmål: har planter et følelsesliv, kan de tænke og tale i et sprog, vi bare ikke forstår? Måske de ligefrem er intelligente! At de er andet end sjælløse organiser, er der dem, der tror, og umuligt er det da ikke.

Jeg har selv skrevet en bog om et bortløbent træ, men det var nu mere fiktion end faktion, selv om jeg erkender, at træer lever et liv, jeg/vi ikke forstår.

Andre, som f.eks. Peter Wohlleben, har en noget mere alvorlig tilgang til emnet, hvilket dog ikke betyder, at de og deres ideer bliver forstået endsige accepteret. Denne forfatter mener bl.a., at træer kommunikerer med hinanden via gasser, som de udsender gennem luften. De hjælper og advarer også hinanden, når der opstår farer (: træfældning??)

Rigtigt/forkert? Aner det ikke, men jeg vil ikke uden videre afvise det. At disse levende væsener har et bevidsthedsliv af en eller anden art, tager jeg for givet, men jeg synes nok, at Wohlleben drager lidt for vidtløftige slutninger.

Det med at man skal tale til sine planter tyder jo på, at nogle plante-ejere har opdaget, at der foregår noget, der ikke står i lærebøgerne. Jeg tror meget på nogle menneskers "hverdags-viden", og dette er en af de ting, jeg ikke vil afvise på forhånd. Dog håber jeg, at potteplanter er noget mere fredelige end denne berømte blomst:

 

 

https://www.trae.dk/artikel/kan-traeer-taenke-tale/

 

https://www.collective-evolution.com/2018/05/10/scientists-discover-that-trees-have-a-heartbeat-too/?fbclid=IwAR3b2x1TbNMNyNvp5z7sfVds2reQbqBpg_4jmw02W_CNL2-u7mUOdaQ1hvI 

 

https://www.popsci.com/story/science/they-might-be-giants/?utm_source=internal&utm_medium=email&tp=i-1NGB-Et-SmL-1EFBit-1c-167BW-1c-1EEAFk-l5ZJA6jFTh-gdrmL

 

https://plant-et-trae.jef.dk/shop/plakat-traeer-langs-vejen/?fbclid=IwAR3-fwsNHq8xWOeppA8NCcfzBhK2u9Jl7PT2yHNvFnAwcFrqiGl3rQAu_pc 

 

https://growingair.nl/facts/ 

Betragtninger om begrebet skam

 

Lille vovse ligner én, der virkelig skammer sig over at have brudt reglerne for god opførsel i dannet selskab. Egentlig ret sært, for ved en hund, at det er ildeset med prutter? Har man ladet den forstå, at det er en forsyndelse eller måske ligefrem en forbrydelse? Blikket viser i hvert fald, at den har fattet, at det ikke blev anset for pæn opførsel, og at den skammer sig, enten over at have pruttet - eller over at være blevet afsløret. Under alle omstændigheder er tydeligt eksempel på forbindelsen mellem skyld og skam, men det er nu ikke altid tilfældet, for skam kan komme af andet end skyld.

 

Et uheld af de slemme, og formentlig noget som denne sportskvinde vil huske til sine dages ende. Det er dog ikke noget, hun bør føle skyld over, for det er tydeligvis et uheld. Skammen hænger her sammen med noget andet end en forbrydelse, nemlig en udlevering af noget intimt, men uforskyldt. Det svarer til at rende rundt med WC-papir hængende ud af bukserne.

Alle går på WC, så uheldet kan ske for alle, men det anses for overmåde pinligt. Skammen melder sig i kølvandet på erkendelsen af, at det er sket, og damen her ærgrer sig sikkert over den uopmærksomhed, der har gjort, at hun ikke har opdaget det. Nu føler hun sig hængt ud som en latterlig klodsmajor og skammer sig over situationen.

Alle disse pinligheder fører til skam, men mere som over en utilsigtet udlevering af ens hemmeligheder end som ved en forbrydelse, alle forarges over. Der kommer der nogle perspektiver ind i billedet, der er meget ubehagelige, men det er endnu værre, hvis man gribes af skam over at være blevet udsat for noget, en anden har gjort imod én. Hvorfor skete det, hvordan kunne denne anden gøre sådan noget imod én, og hvorfor forhindrede man det ikke, da det skete??? Det sidste er næsten det værste, for så blev man ikke bare offer for noget, en anden gjorde, men også for ens egen inaktivitet. Måske man blev overrumplet på en dum måde, så man først bagefter forstod, hvad der skete, men også det skaber skam, for som offer føler man sig måske dum. "Overgrebspersonen" burde føle skam over sin handling, men gør det formodentlig ikke. Ofret derimod bærer byrden af at være blevet forvandlet til et offer, og den, han/hun bebrejder er dem selv .....

https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/derfor-foeler-vi-skam