Et af mine gamle eventyr på engelsk: "Tommy Drumstick"

 

The I-Was-Never-Here-Troll/Elf:

Maybe you don't know this, but some elves are rather creepy characters. Yeah, they can both creep and shrink and fly and land everywhere and sometimes they do all of it to mock you because they love to make nice kids naughty. Some even set out to deliberately harm people in a serious manner, but most often the fairy-codex of not killing humans makes them stop and then all their exploits turn into teasing and mockery. Not that that is much more pleasant because they sure are adept at no matter what they set their minds to do ....
One of the nastiest elves was little Tommy Drumstick. He had legs that moved so fast that it made him look like a I-Was-Never-Here-Creature and those are to be feared. When they don't like someone in the world of the humans they move in on them to disrupt their lives as much as they can and their fastness makes them virtually invisible so they are never caught. Actually, nobody would know they existed if it hadn't been for me telling you this right now.
Well, Tommy Drumstick was almost as fast as those guys and he was just as mean. His idol was Virgil-I-Was-Never-Here and he was the meanest human-torturer that ever was born so now you know whom he saw as the master of his teasing-craft. Just like his idol Virgil he sometimes didn't like a child for being too polite and nice so he went pinching the poor one until he or she got angry and neither nice nor polite anymore.
This was exactly what happened to Tina who was sweet as a doll, never did anything she wasn't supposed to do. Also she was very, very pretty. All the grown-ups adored her for being both pretty and nice, but Tommy Drumstick hated her for those very same reasons. He began to mess up her doll's house, ripped off the heads of some of her dolls and even bit the cat in the tail so that she was blamed for pinching it which was something she would never do.
Now, you must know that this cat belonged to Tina's sister Virginia who was 14 years old and at this time of her life was extremely preoccupied with her looks. Especially her hair made her very proud, and she washed and brushed it so often that it was a wonder it didn't come right off her head. Oh, but see that was exactly what happened. One day when her cat got pinched and bit to such an extent by Tommy Drumstick that the poor animal jumped at her she came to brush her hair too vehemently and off flew a big lump of it. All this fastness with brush and hair and movements scared the poor cat so much that it went at her once again and scratched her. Had Tommy Drumstick not been that fast she might have seen him standing there, laughing, but now the sound of his laughter just sounded like the wind blowing and the only one around was Tina. Yes, poor Tina was blamed for pinching the cat who ruined her sister Virginia's hair, and nothing could make the family believe that she hadn't done it.
"I don't know what to do," their mother cried on the phone to her mother, the beloved grandmother of the girls. "All of a sudden Tina is getting so unruly and Virginia is crying out her eyes over her hair. She is sure that no boy shall ever notice her the way she looks."
Her mother was a very tender and motherly woman who loved her two grandchildren very much so she got worried and decided to go visiting to see what was going on. The first she noticed was that everyone except the father of the girls were crying. All those tears made the rooms quite damp and, as we know, the dampness does something to old eyes like hers: Suddenly a movement in the atmosphere became visible. It looked a little like a flickering of a candle and she noticed it - and not only did she notice it, no, she remembered something from far back in her own youth. You see, she too had been a child, but it was very long ago. Still, a child she had been and she had known Tommy Drumstick when she was five and he was five hundred years old.
When the flickering happened once more and she saw the cat jump because he pinched it she said the secret word she had learnt such a long time ago and she repeated it three times: "Drumstick, Drumstick, Drumstick!" All the flickering stopped at once and a thin, timeless voice spoke out: "Yes, I'm here, who are you?"
"Drumstick, you naughty boy, don't you recognize me?!! Well, I'm Beatrice, your pal from some years back."
"What?! How can you - old as you are - be Beatrice? You are a foul pretender, so I better pinch you too."
"Hehehe - Go ahead, Tommy," she said laughing, "and then I shall .... no, that's too cruel even for you ...."
"How can you, old as you are, be Beatrice who was the loveliest girl in all the world? No offence, but you sure don't look like her."
"I am, none the less, Beatrice, and I remember us having much fun many years ago, but now you're being naughty, bothering my grandchildren and the innocent cat who never-ever scratched anybody before now ..."
"Grandchildren??!! No, that can't be, they are much too orderly to be related to my dear pal, the wonderful Beatrice."
"Yes-yes, I know what you mean, but their orderliness is from their father's side of the family. I assure you that my side isn't like that. We come from a long line of pirates and actors which makes us quite different. However, although much too pretty and prudent, I still love them and you are not to bother them ever again."
Tommy Drumstick thought all this over then he said: "Well, one of your granddaughters has become near bald and the other one is growing more and more angry so now they are not what you and all the other grown-ups like the most."
"Bald? Yes, but only temporarily and it's only good for her to be less vain. Life isn't about hair, you know. As to the little, angry one then she needed some fire in her personality because she really was too nice for her own good. Some naughtiness is constructive and she didn't have any, only prettiness and good manners."
"Ah, then maybe you thank me?"
"No, you monster-dear, you lovely demon, but I would like to kiss you."
"What?!!! Kiss me, but you're all wrinkled-up, yes, sort of crinkled!!!"
"And so what, at least I'm not invisible like you ..."
Tommy Drumstick flew up in the air and landed on her left shoulder and here he sat while he kissed her cheek three times.
"I better kiss you instead of you kissing me," he said, "I think that's the safest ..." All of a sudden he looked quite scared. "Yes, I might catch you and keep you as a pet," Beatrice said, chuckling with laughter. "And now you are to behave and be a good elf. Fly off and stop bothering my family."
"OK, I shall leave them be. Also because I need some more courses in the art of I-Was-Never-Hereness and Virgil - my idol - has accepted me as his first fairy-pupil."
"Splendid - I suppose," Beatrice said, a bit worried, "but no matter what, you're never to come back here, or else .... well, I know how to stop you Mr. D ...."
"Yes, well .... oh, what a bore you have become, Beatrice. You were such fun in the old times of us teasing your entire family. Do you remember ....?"
"Oh yes," she said in a sort of melancholy voice, "all too well. My poor parents, not to speak of my grandparents ...."
"Those were the days," he said - and then he flew off and was never seen again in that family. However, he proved to be a very diligent and adept pupil so before long other families had excellent proofs of his new skills in I-Was-Never-Hereness ....

Jamen, man sidder da på kvinder, ikke?

Pludselig får det gamle udtryk "at sidde på nogen" ny betydning, og det er faktisk væmmeligt at se en kvindekrop udnyttet på denne nye måde. Kvindens krop er i forvejen blevet misbrugt på alle mulige måder, der involverer kød og blod, men her er det altså mere ideen om kvinden som krop, det gælder. Og ja, kvindens runde former gør sig godt i kunsten, men det er ubehageligt at se nogle af disse kunstværker og møbeldesign, fordi man som kvinde forbinder dem med en ægte, historisk kvinde-undertrykkelse, der netop går på begrebet "at sidde på nogen". Netop dette design kan dog også ses som en billedgørelse af begrebet "kom i min favn", fordi stolens form ligesom åbner op for en omfavnelse, og så udtrykker det ikke en total undertrykkelse.

Vist ikke ligefrem en behagelig stol, for rygstøtten er næppe optimal, men den udtrykker en tanke, der ikke er direkte frastødende. I stedet for udelukkende at gå på kvindekroppen som sex-symbol, viser den en anden side af kvindens potentiale, nemlig som mor: "Kom og sæt dig på mit skød" ....

Disse stole forekommer mig ekstremt ubehagelige, for dels udtrykker de en voldsom nedvurdering af kvinder og et kønsmæssigt misbrug, dels kombineres disse forsyndelser med en racemæssig nedværdigelse, der også er en del af de historiske fakta, vi ikke kan ignorere. Der er sket mange veldokumenterede overgreb og igennem historien, og stolen virker derfor som en hån, hvor man kommer salt i såret ....

Der er afgjort folk, der vil synes, at dette er et "morsomt" design, og dem hører jeg altså  ikke til. Jeg synes ikke om noget, der i den grad forvandler levende menneskers kroppe til et attribut. Er kvinden sin barm, sin numse eller sin vagina - eller måske sin hjerne? Næh, hun er mere end som så, for ligesom manden er hun en helhed, og det skal respekteres.

Jeg må dog indrømme, at stole lægger op til komiske designs, og at numsen unægtelig helt automatisk melder sig som inspiration.

 

https://www.trendhunter.com/slideshow/human-furniture 

 

 

Lidt om en upåtalt Corona-bivirkning

 

Det skulle ikke undre mig, om fødevareproducenterne har spillet en rolle i denne evighedsmaskine af forbrug, for menneskers (og dyrs) umættelige trang til at fylde deres vomme må give en god indtægt. Mad er ikke bare nødvendigt for at opretholde livet, men det fungerer også som trøst og opmuntring i svære tider med kærestesorg og/eller andre former for modgang. I Coronaens tid kan lidt guf føles som en nødvendighed, hvilket unægtelig kan få utilsigtede, men logiske følger.

Dette gudinde-billede viser et fortidigt kvindeideal, der ikke ligefrem udstråler sundhed. Dengang var det sikkert fint at se sådan ud, men det er det ikke længere. Dels er det imod de moderne idealer for kvindelig skønhed, dels er det jo altså usundt at være så svær. Mon hun bevægede sig? Går hun tur? Tjah, fornemme folk blev jo ofte båret af slaver, så det gjorde hun næppe, hvilket selvfølgelig ikke har gjort situationen bedre.

En ting er, at nogen godt kan lide kraftige personer af det modsatte køn, noget andet at denne begejstring ikke gør det sundere for den med de fyldige former. Dybest set er det irrelevant, hvad andre mener, hvis man tænker på sit liv og helbred i stedet for at være en slave af en deres idealer.

En humoristisk tilgang til problemet skal ikke forskønne det, for det er og bliver mindre godt at være alt for overvægtig. Jeg holder ikke med den åleslanke Wallis Simpson, der sagde, at en pige aldrig kan blive for tynd, men jeg synes heller ikke det er godt, at disse nærmest fortløbende Corona-lockdowns lukker folk inde med en farlig trøst i form af sukker-varer eller alkohol. Det forekommer mig ikke usandsynligt, at mange vil ende med en depression eller få andre psykiske problemer, medens nogle sidder tilbage med en ny overvægt, der ikke lige er til at komme af med igen.

Sukker-hunger er noget møg, og det kan sikkert få nogle til at gå grassat i kage-orgier. Det er på alle måder meget uheldigt, for det kan jo også føre til alvorlige helbredsproblemer som f.eks. sukkersyge, kredsløbsforstyrrelser og andet.

Det er lettere sagt end gjort at lade guffet være, når sjælen kræver sit, og der ikke er andet at give den. Bare at stå imod uden alternative midler til glæde og fornøjelse er ikke let - og i nogle tilfælde slet ikke muligt ....

https://www.bbc.com/news/uk-northern-ireland-55698214

 

Den bidske vagina ....

Det er altså en kage, og den har kun tænder af glasur, men alligevel snerper det derhenad: den  bidske vagina, der gemmer sig bag diverse lag af tøj, parat til at sige HAPS!!! 

En vagina kommer unægtelig ud for mange ting, da den både er til fornøjelse og fødsler. At den holder til dette viser, hvor fantastisk den er fra naturens hånd.

Det med den bidske vagina er interessant, for normalt er den ret fredelig og i hvert flad uden tænder. Hvis man ser på den oplevelse, det kan være for manden at se, føle og erkende, at hans kæreste eje, det organ han oplever som noget, der definerer ham som person, forsvinder ind i et suspekt "hul", så bliver denne tolkning egentlig ikke så mærkelig. Det, der for "pussy-lovers" fremtræder som en smuk blomst, bliver til en knusemaskine, en slughals for den mand, der forklarer forholdet for sig selv og andre i magt-termer. Hvor han ønsker at se sig selv som den, der har nedlagt kvinden, bliver han i sin tolkning truet på sin identitet af noget, der "æder ham".

Det er nok nemmere sagt end gjort, for det sker jo altså konstant og heldigvis - for det meste - på en naturlig og ret afslappet måde. Når den mandlige eller kvindelige part analyser det, der foregår på en mere bombastisk måde, ja, så ligger tanken om tænderne ikke så langt væk. 

Her er der virkelig gået politik i sagen, og det er ikke første gang, det sker!

Sært nok forsøger det reelt set mest misbrugte køn ikke at gøre noget tilsvarende for at svine penis-bærerne til. Kvinder bliver voldtaget, myrdet og undertrykt på daglig basis, og vi ville virkelig have en sag, hvis vi udtrykte os lige så negativt om penissen, som mænd har gjort om det kvindelige kønsorgan. Når det gælder tissemænd, griner de fleste kvinder lidt og ryster på hovedet ad deres ejermænds mærkværdigheder, men vi viser ikke kniv- eller sakse-samlinger som en påmindelse om det, der kan gøres ved dem. For mig at se beviser denne langmodighed, at kvinder er mere sikre i deres køn, end mænd er i deres.

Så sandt som det er sagt .....

https://www.everseradio.com/top-five-real-life-images-of-vagina-dentata-in-contrast-to-previous-list-which-had-movies-with-vagina-dentata/ 

 

Reinkarnation - eller noget, der ligner

Ifølge kristendommen lever man én gang. Så dør man, og en usynlig del af ens samlede personlighed, kaldet "sjælen", går derpå opad eller nedad i henhold til ens handlinger her på jorden og den måde, de himmelske magter bedømmer dem. Det er sådan set meget enkelt, og det er forståeligt, at folk har troet på det system i århundreder, selv om de måske ikke altid har følt sig sikre på deres egen himmelske status.

Én ting er, at gå opad og ende blandt de andre "salige", der blev lukket ind i Paradiset, noget andet er at gå nedad og havne i Helvede hos Satan og hans kumpaner. Brand og bål har aldrig været nogens livret, hvis det er noget, man risikerer at blive udsat for, hvilket det jo angiveligt er i Helvede. Ergo: folk vil ikke i Helvede og forsøger derfor at rette ind efter de kristne idealer tids nok, så de ikke havner dér, men bliver det, man kalder "frelst". 

Et af de groteske eksempler på denne mentalitet finder man f.eks. hos den russiske zar Ivan den Grusomme (1530-1584), der var kendt for sine orrible henrettelser og torturmetoder i form af levende flåning samt kogning i olje af dem, han ikke syntes om. Altså en slem gut, der i slutningen af sit liv greb til den nødløsning at fedte for sit hårdt plagede lands kirkelige dignitarer. Om det sikrede ham en heldig himmelfart, skal jeg lade usagt, men det havde ikke mindst den katolske kirke jo bildt folk ind, så det er forståeligt, at den ellers almægtige zar, der var øm over sin sjæl og ikke ønskede, den skulle udsættes for evige pinsler i Helvede, greb til denne "løsning".

Der er intet forsonende ved Helvede for dem, der tror på, at det er en realitet. Det er der sådan set heller ikke ved selve tanken på "Det Evige Liv", for hvad i alverden skal man dog få tiden til at gå med? I Paradiset er der engle og salmesang døgnet rundt, men ikke ret mange aktiviteter for en rask sjæl, der drømmer om at få det sjovt efter et hårdt liv på jorden.

Ja, udødelighed er nok det, mange drømmer om, men jeg ville nu sige nej tak, hvis ikke det også omfattede en ende på sygdom, alderdom og ekstreme lidelser som følge af krig og nød. Så er der unægtelig mere smæld over reinkarnation, hvor man skifter liv, som var det tøj. Om sommeren har man let og luftigt tøj på, men om vinteren skifter man til tykt og varmt tøj, hvilket er et godt, velkendt system, der umiddelbart virker som en god ide. 

Der kan siges meget om reinkarnations-tanken, og for mig at se holdes den vestlige version i live af én ting: man er bange for at miste sig selv ved døden. Tanken om udslettelse er vildt skræmmende for de fleste, men hvis de søger trøst i hinduismen eller buddhismen, der direkte går ind for tanken om genfødslen som det primære system, så forregner de sig. Her ønsker man nemlig at bryde kæden af genfødsler, for de ses som en lidelse, det enkelte menneske udsættes for gennem karma, dvs. de synder, man begår gennem et liv via sine handlinger. 

Uha, uha, det er vist ikke en lykkelig genfødsel! Dette barn har vist en personlighed, der gør, at han/hun formentlig ophober ny karma gennem sit nye liv - og sådan fortsætter det, liv efter liv, hvis kæden ikke brydes ....

Det eneste, der indikerer, at der kan være noget om reinkarnations-tanken er efter min mening eksempler på børn, der tilsyneladende husker tidligere liv. Hvor kommer det fra? Tjah, jeg tager for givet, at det i nogle tilfælde stammer fra familie-overleveringer, men det kan ikke forklare dem alle. Nogle er faktisk ret mystiske for nu at sige det på den måde ....

 

Twenty Cases Suggestive of Reincarnation by Ian Stevenson, 1966. Since then, he and his team at the University of Virginia have investigated over 2,500 case of reincarnation. Dr. Jim Tucker is carrying on Stevenson’s work since his death.

https://www.newyorker.com/books/under-review/sciences-demons-from-descartes-to-darwin-and-beyond

 

En begavet dame fra 1700-tallet

Mary Delany (1700-1788) havde på det tidspunkt af sit liv, som dette portræt stammer fra, udrettet en del mht både almindelige og ikke-sædvanlige kvindelige sysler. Hun blev født i England, hvor hun stadig har ry for sine botaniske tegninger, håndarbejde, breve, "paper-mosaicks" og "bluestockings"-ideer. Under sine studier fik hun, der var meget musikalsk, også kontakt med Handel, men hendes families overordnede planer for hendes fremtid var, at hun skulle knyttets til hoffet gennem sin tante, Lady Stanhopes, kontakter. 

Sådan set en udmærket plan, der imidlertid gik i skuddermudder, da dronning Anne som den sidste af stuarterne døde i 1714, og der derefter kom en hanoveranier på tronen som den første af seks fra dette nye dynasti, nemlig George I (1714-27). Under sin oplæring til hof-tjeneste blev Mary undervist i engelsk, fransk, historie, musik, håndarbejde og dans. Altså en passende uddannelse for en fin, ung pige fra dengang, hvor de mest realistiske fremtidsudsigter bestod i et godt ægteskab, dvs. med en mand af stand, der kunne forsørge hende og måske også skaffe hendes familie gode forbindelser. 

På grund af familiens fejlslagne planer for Marys tilknytning til dronning Annes hof samt visse sørgelige finansielle realiteter efter tronskiftet blev den på det tidspunkt 17-årige pige gift med den fyrre år ældre Alexander Pendarves, der var parlamentsmedlem. Det blev selvfølgelig ikke nogen dans på roser for den unge kvinde, især ikke da hendes påtvungne ægtemand blev så  plaget af gigt, at han begyndte at drikke voldsomt. Da han pludselig døde i 1725, viste det sig oven i købet, at han ikke havde ændret sit testamente efter brylluppet, og at hun derfor ikke arvede, hvad der nu var tilbage i hans bo.  

 Alexander Pendarves

Efter dette sørgelige ægteskab fik Mary som enke imidlertid nye muligheder. Som ugift kunne hun ikke bevæge sig frit i samfundet, men det blev anderledes for hende i hendes enkestand. Reglerne for god kvindelig opførsel skiftede, da hendes mand døde, og hun følte sig tydeligvis fri, selv om hun var fattig, ikke havde sit eget hjem og var nødt til at bo hos slægtninge. På et tidspunkt mødte hun botanikeren Joseph Banks gennem en velhavende og kulturel veninde, hertuginden af Portland. Dette møde gav hende fornyet inspiration til sine blomsterbilleder, og hun gik i gang med plante-avl, malede og tegnede planter samt brugte dem som motiv for sine håndarbejder. 

Hun var forarget over de samfundsforhold, der tvang kvinder til at lade sig forsørge gennem et ægteskab, men giftede sig nu alligevel for anden gang i 1743, denne gang med en irsk præst, Dr. Patrick Delany. Han var en helt anden type end hendes første mand og var heldigvis også interesseret i botanik og havearbejde. Det betød, at han bl.a. opmuntrede hende i hendes kunstneriske fremstilling af planter, men som 78-årig blev Mary endnu engang enke, denne gang efter et 25 års lykkeligt samliv med en mand, som hun virkelig var på bølgelængde med.

Det, der først og fremmest gjorde, at hendes navn stadig huskes, var hendes blomsterbilleder og papirklip. Folk sendte hende blomster, som hun producerede billeder og papirklip af, indtil hendes syn blev forværret omkring ti år efter hendes anden mands død, dvs. i hendes sidste leveår.

Hendes familie havde altså oprindelig drømt om en karriere for hende ved dronning Annes hof, og det fik hun som sagt ikke. Sjovt nok var hun heldigere med det nye, hanoveranske kongehus, for hun blev god ved med George III's dronning, Charlotte, og underviste kongeparrets børn i botanik og håndarbejde. Dronningen sørgede også for, at hun fik et lille hus samt en pension på £300 om året, hvilket dengang var en betragtelig sum for en enlig kvinde.

En mindetavle over den flittige og talentfulde dame kan ses i St. James's Church, Piccadilly, og hendes ti-binds "Flora Delanica" er nu på The British Museum. Hun mødte og omgikkes også mange af tidens kendte personligheder som f.eks. Frances Burney, Sir Joseph Banks og Jonathan Swift. Hendes efterladte "Autobiography and Letters" I-VI, red. af Lady Llanover, har givet eftertiden et interessant billede af det liv, hun og hendes samtid levede.

 

https://thegardenstrust.blog/2018/07/07/mrs-delanys-petticoat/ 

 

http://numberonelondon.net/2019/01/a-legacy-of-needlework-mrs-delany/ 

 

Sære hjørner af forfatterlivet

Jeg kender faktisk en GOD lyriker, der læser op og læser op, men ingen kan høre, hvad der bliver sagt. Alle er dog meget begejstrede for selv at læse udgivelser fra netop denne forfatters hånd + ånd.
 

Ja, hvad ægte, reelle forførelser angår, så kommer spændende malere nok ind som nr. 1. Her tænker jeg især på Picasso, der både var forfører og mandschauvenist. At komme ud for sådan en person har sikkert været meget spændende, men vi ved, at ikke alle kvinder kom fra mødet med sjæl + selvtillid i behold. 

Dermed ikke være sagt, at forfattere er uden erotisk gnist. Mange er faktisk ret gode til at formidle netop denne følelse, og ord kan være yderst forførende .....

En sådan situation kan føre til noget utilsigtet: et planlagt handlingsforløb med seksuelle lidenskaber af alskens art kan forvandle sig til noget morderisk og "hvor pokker gør jeg af tre lig i min bog". Her må man så tænke på, at det, der er svært at udføre i det virkelige liv, også er det i en bog. En kriminalroman uden logik er ikke nogen vellykket bog. Således husker jeg, (der ikke er vild med krimier), stadig en detalje fra en bog, som jeg ikke engang har læst, men kun set anmeldelser af for sådan ca. 777 år siden: det parallelle lig. Genialt!!! Skulle jeg i det virkelig liv blive nødt til at myrde nogen, så vil det være en af de metoder, jeg vil overveje ....

Mange - eller måske de fleste - der drømmer om at skrive en bog kommer aldrig længere end til drømmen. Nu, hvor man kan udgive bøger som selvudgivelser, kan drømmen imidlertid opfyldes for alle. Markedet oversvømmes af bøger, der måske ikke engang er blevet tilbudt et "normalt forlag". Sådan er det bl.a. med mine selvudgiver-bøger, men jeg er dog nået frem til én konklusion: uden den PR, som "normale" - dvs. veletablerede - forlag tilbyder, gør det bare ikke. Derfor kan selvudgivelser havne i samme grøft som dem, der "er skrevet med usynligt blæk", og det er altså trist.

Store planer, men næppe noget, der vil vinde gehør. Selv om .... man ved sgu' ikke, for branchen er unægtelig speget .... 

Tjah, der skal såmænd nok være et vist salg i sådan en handling, for Barbara Cartland-romantikken lever sikkert stadig i visse hjørner af samfundet, selv om den ikke er, hvad den har været. Desuden: MeToo-bølgen lægger ligesom op til nye emner, også for forfattere ....

https://www.forfatterskabet.dk/bogudgivelse/

 

https://lasertryk.dk/selvudgivelse 

https://www.berlingske.dk/nyheder/selvudgiver-med-300.000-solgte-boeger-saadan-udgiver-du-din-bog-selv

 

https://www.skriveforlaget.dk/eget-forlag?gclid=Cj0KCQiA9P__BRC0ARIsAEZ6irjC0a7TRXq6v80gKP-SB4atf6iZOclV2vE7mczey_XV_kSC9hSv0FIaAjE0EALw_wcB 

https://publish.saxo.com/?gclid=Cj0KCQiA9P__BRC0ARIsAEZ6iri3GCuxYqBYfLsFw4srmFDuLhrAuoP_p6HFyQxkJx_6rsnbD5ikT9gaAv-YEALw_wcB

 

https://bibliotek.dk/da/work/870970-basis%3A27441106

 

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/skepsis-efter-metoo-undersoegelse-i-bogbranchen-der-er-god-grund-til-kigge?cid=newsletter_nb_kultur-daglig_20210114145928