I årenes løb er der mange, der har hævdet, at mennesker er nogle XXX-huller, der konstant begår handlinger af mindre venlig art imod hinanden uden nogen som helst grund. I 1974 besluttede den jugoslaviske performance-kunstner Marina Abramovic (født i 1946) sig for at efterprøve denne påstand. Hun opførte en performance-forestilling, hvor hun stod ubevægelig i seks
timer, idet hun gav de mennesker, der kom for at se hende, lov til at
gøre, hvad de ville med og imod hende. Ligegyldigt hvad tog hun ansvaret
for det, der skete.
Som en del af dette dristige eksperiment lagde hun 72 genstande frem, som disse tilskuere måtte bruge, som de ville, imod/på hende. Under denne specielle performance-forestilling blev hun fornedret på utallige måder af folk, der skar
tøjet af hende - samt "lidt ved siden af, dvs. i hendes hud" - udsatte hende for forskellige intime
berøringer, etc., etc.. Alt sammen noget, der bestyrker mistanken om, at
mennesker dybest set ikke er det, vi forstår ved "gode", og at vi kan
finde på at udnytte andres hjælpeløshed som en "fornøjelse".
Både i denne og i sine senere kunst-præsentationer har Abramovic arbejdet med en inddragelse af tilskueren i kunstværket. Hendes primære fokus har ligget på at "konfrontere smerte, blod og kroppens fysiske begrænsninger".
Blandt hendes mange andre performance-forestillinger kan nævnes et
retrospektivt forløb på Museum of Modern Art i 2012. Det blev kaldt "The
Artist Is Present", og det bestod i en form for passiv konfrontation
mellem kunstneren og en tilskuer. De sad bare over for hinanden og så på hinanden uden at tale. Forestillingen varede i 736 timer og 30 minutter.
OK, sådan kan det formentlig føles at få en "åbenbaring": den gud, man tror på, indgiver én en ny visdom og klarhed, man føler sig renset og på alle måder beriget. Forholdet mellem illusion og realitet er dog meget uklart i den slags tilfælde, men det er måske en del af berigelsen? Som troende skal man jo "tro" og ikke bare tænke, hvilket så er, hvad mange gør. For andre vil sådanne oplevelser fremtræde som en "drøm" eller en "hallucination", og de vil meget have sig frabedt at få disse "åbenbaringer", hvoraf mange opleves som vildfarelser.
Det ville unægtelig være godt, hvis åbenbaringer kunne studeres videnskabeligt, men det kan de ikke, for de hører til i det grænseland, der indkapsles af det personlige: nogle tror, andre ikke. Hvad enten man afviser disse "åbenbaringer", fordi man ser dem som som irrationelle, psykiske udsving fra ens egen underbevidsthed, eller som fup og fiduser fra en eller anden (selvudnævnt) "profet", så er de i hvert fald noget, man skubber fra sig. De, der tror, får til gengæld en stor oplevelse, der sikkert kan berige deres liv og måske føre til en positiv personlighedsudvikling. Sagen er bare den, at man kan få lignende oplevelser ved at lytte til karismatiske, men skurkagtige politikere med ordet i deres magt. Det skete bl.a. med de masser, der lyttede til denne herres udgydelser:
Folk troede på ham og hans angivelige evne til at redde det gældsatte Tyskland. Således glemmer jeg aldrig de videoer, der viste udtryk for den tro, de naive berlinere viste ved at tale om Hitlers "Master Plan", der ville redde dem og deres land, selv om russerne på det tidspunkt stod lige uden for Berlins bygrænse. Der var ingen "Master Plan" og så sandelig heller ingen redning, hvilket disse mennesker ikke fattede. Det ville have været bedre for dem, hvis de havde udskiftet deres blinde tro på en person som Hitler med en rationel fornuft, der sagde "vælg ikke den mand, han er den onde selv, og han vil i hvert fald ikke frelse jer", hverken fra russerne eller jer selv.
Ifølge Koranen var det ærkeenglen Gabriel, der hviskede Allahs ord i øret på profeten Muhammad. Her er der tale om en åbenbaring, der er blevet til en vision. Disse kan enten foregå via synet eller hørelsen, og sådanne visioner er der også masser af i den kristne religion, ikke mindst i den katolske kirke. For katolikker er der åbenbart ikke noget mærkeligt i grædende ikoner eller Jesus, der viser sig for de troende. Her tænker jeg dog altid på, hvem en sådan tro gavner her på jorden, og dér ser jeg først og fremmest dem, der sidder på pengene og magten ....
Snedige folkeslag i Sydamerika fanger aber ved at lave et forholdsvis lille hul i en tøjret og udhulet kokosnød og lægge et saftigt stykke banan ind i den. Så langt så godt, men snedigheden består i at lokke et eksemplar af vore nærmeste slægtninge, dvs. aberne, til ved den dejlige duft af moden banan. Når sådan et dyr, glad og fro, stikker sin ene smalle, åbne hånd ind i hullet for at nappe bananen, kan den ikke få hånden ud igen uden først at slippe den lækre godbid. Fordi hånden med byttet nu er knyttet, fylder den nemlig pludselig for meget til at kunne trækkes ud igen.
Måske det ikke bare er griskhed og lækkersult, der driver aben, for disse dyr er jo overmåde nysgerrige og elsker at pille ved ting, hvilket ofte kan føre dem på farlige veje. Fejlberegninger af alskens art har afgjort spillet en stor rolle i abeverdenen .....
Dette er ikke bare abestreger, men et totalt "fejlskud", hvis ikke der er et meget højt træ lige i nærheden, og det er i hvert fald ikke til at se nogen steder. Den aggressive abe må derfor regnes for løve-mad, og det er da sørgeligt .....
Kunne dette være en ægte abe-røverbande, der arbejder sammen om at plyndre intetanende turister? Intet kommer bag på mig, når det gælder disse vakse og frække dyr, der formentlig altid er på jagt efter godbidder og spændende "legetøj".
Nååååhhh, hvor sødt! Den lille abe, der bliver fodret af et menneske, fornemmer, at babyen trænger til en sut - eller er det lige omvendt, sådan at den ikke bare vil have flasken med mælk, men også sutten, som den så forsøger at snuppe fra barnet???
Hvor herligt, ingen udhulede kokosnød-fælder, men masser af bananer til fri afbenyttelse!
Et lykkeligt øjeblik for en rask frugtspiser! Ingen fælder, men masser af æbler! Og dem ved man sandelig nok, hvad man skal gøre med ....
Det er morsomt at se disse behårede slægtninge i fuld aktivitet. At de er frække og snu gør dem i mine øjne endnu mere interessante, fordi de så viser evnen til at klare selv vanskelige - og ind imellem meget farlige - situationer. En evne, alle arter kan takke for deres overlevelse i en ikke altid venligsindet verden, og de er som sagt vore nærmest slægtninge ....
Johanna Langefeld var en køn. blond kvinde, der i sit ydre opfyldte Hitlers germanske skønhedsidealer. Sådan skulle en rigtig germansk kvinde se ud, og hendes indre skulle selvfølgelig også helst passe til idealerne fra den germanske overherre-ideologi. Når det gælder Johanna Langefeld (1900-1974) skurrer sammensætningen af idealerne imidlertid, for nok var hun i sit ydre som en virkeliggørelse af det tyske kvindeideal, men hendes indre kan ikke have været totalt inficeret med nazi-ideologi, selv om hun havde en høj stilling i flere kz-lejre for kvinder.
Da Hitler kom til magten, var Johanna enke samt enlig mor til en søn, som hun fik med en anden efter sin mands død af en lungesygdom. I denne situation må det have været ret vanskeligt for hende at klare sig i det tyske samfund. Således var hun arbejdsløs indtil 1935, hvor hun blev ansat i en såkaldt "Arbeitsanstalt", der i realiteten var et fængsel - eller måske snarere en opdragelsesanstalt - for prostituerede, hjemløse eller bare arbejdsløse kvinder. Det er muligt, at der ikke har været den helt store forskel på dette arbejde og det, hun fik efter at have meldt sig ind i Nazi-partiet i 1937. Fra 1938 arbejdede hun nemlig som vagt i en kz-lejr for kvinder, hvilket blev en stor succes for hende, da hun i løbet af et års tid blev forfremmet samt fik nye prestigefyldte opgaver, bl.a. i Auschwitz. Faktisk blev hun den højest rangerende inden for sit felt, selv om hun havde forskellige kontroverser med andre inden for partiet og lejrstyrelsen.
Hendes job bestod ikke bare i at styre arbejdet for de tilfangetagne kvinder, men bl.a. også i at udvælge fanger til gaskammeret. Hun var imidlertid kendt som en mild og retfærdig person, der sørgede for bedre vilkår for de tilfangetagne kvinder. Bl.a. gjorde hun sit til, at de blev placeret efter nationalitet, og at de fysisk svagere kvinder fik opgaver, der ikke var ødelæggende for dem. Ud over det reddede hun desuden nogle kvinder fra døden eller bare en afstraffelse, der kunne have dræbt dem. Dette betød, at fangerne ikke anså hende for at være en hun-djævel som flere af de andre kvindelige vagter, sådan som f.eks. Ilse Koch.
Eftersom hun stadig fortsatte sit arbejde med udvælgelsen af ofre for mordmaskineriet, fungerede hun som massemorder for nogle og frelsende engel for andre. Alt i alt regnede de indsatte hende dog for "god". Sammenlignet med nogle af de andre kvindelige vagter i kz-lejrene vil jeg sige, at hun virkede menneskelig, hvilket som sagt langt fra gjaldt dem alle.
Efter krigen kom Johannas måde at håndtere situationen hende til gode. Mindst 21 af hendes kolleger blev dømt og hængt for deres krigsforbrydelser, og der er ingen tvivl om, at hun ville være gået samme vej, hvis ikke hun havde haft nogle meget usandsynlige redningsmænd på sin side, nemlig fangerne. De ikke bare skrev til befrierne og gik i forbøn for hende, men sørgede også for, at hun kunne flygte og holde sig skjult i ti år. Andre undslap ikke galgen, men det gjorde hun, fordi nogle af hendes tidligere fanger var taknemmelige over hendes måde at forvalte sit embede. De reddede livet, og det gjorde hun altså også. Lederen af redningsholdet var iøvrigt en jødisk kvinde, der havde mistet alle sine slægtninge i dødslejrene.
Efter sin anholdelse af amerikanerne i 1945 blev Johanna sendt til Krakow, hvor der skulle afgives dom over SS-personalet i Auschwitz, men hun flygtede altså. Dette ville ikke have været muligt uden hjælp, hvilket sikkert også gjaldt hendes videre færden i Polen, hvor hun bl.a. skjulte sig i et kloster og fik jobs i huset hos polske familier. Tolv år efter sin flugt fra fængslet blev hun smuglet ind i Tyskland, hvor hun slog sig ned i Munchen sammen med sin søster, angiveligt uden at blive opdaget af myndighederne.
Når man hører det ældgamle udtryk "Pandoras æske", så giver det umiddelbart nogle associationer til kvindekønnet som sådant. Æsker, bokse, etc. er blevet brugt som symboler for vagina, og sådan bliver det som regel også forstået i dette sammenhæng, idet Pandora får skylden for at have indført al verdens sorger og ulykker med sin "æske".
At Pandora blev påduttet sin dødsens farlige "æske" af de lumske guder - med Zeus i spidsen - efter at Prometheus havde bragt menneskene ildens gave glemmer man ofte. I denne gamle mytologi er Pandora en art ikke-kristen/jødisk Eva, for hun blev regnet for at være den første kvinde. Ifølge myten var hun frembragt af fugtig jord. Æsken havde hun bare med sig, dvs. i lukket tilstand, da hun ikke selv åbnede den. Det gjorde Prometheus' dumme og griske bror, Epimethus, til gengæld, selv om hun protesterede.
Nej, en sådan glimrende bokse-handske havde hun ikke, selv om Epimethus havde fortjent en uppercut for sit overgreb. Inden Pandora kunne nå at lukke æsken væltede det desværre ud med alt muligt væmmeligt og farligt, der kan true menneskeheden. Før Pandora og hendes æske kom ind i billedet, levede de alle efter sigende i fred og ro, tryghed og sundhed, men det var slut efter æskens åbning. Det lykkedes dog Pandora at lukke den, før dens sidste indhold forsvandt, nemlig HÅBET.
Intet af dette var Pandoras skyld, for hun var totalt uskyldig i alle de ulykker, hun og hendes æske blev tilskrevet. Noget, man ofte bliver mindet om, når man læser om mænd, der angiveligt mister alt på grund af en kvinde: kvinden får skylden for hans ulykke, fordi han var så enormt tiltrukket af hende ....
Jeg indrømmer, at måger kan være meget tapre og alt det dér, men kors hvor er de dog frække! I dag afholdt jeg endnu en fodringsdag, og denne gang gjaldt det de frysende duer på broen. De samles stadig på en gesims over for det sted, hvor de plejer at kunne få lidt mundgodt fra dem, der besøger stedets pølsevogn, men Coronaen og vejret har forjaget pølsemanden, og folk stopper ikke op dér mere. Nu, hvor jeg har fået øje på de sultende fugle, føler jeg mig nærmest forpligtet til at levere foder en gang imellem. Det er dog ikke nær så nemt som i parken og på torvet, for broen er jo altså også "hjemsøgt" af måger ....
Måger er mildt sagt anderledes end duer, der er forholdsvis høflige og tilbageholdende, selv om de er sultne. Når det gælder måger, så er de smarte, frække og helt uden skrupler: hvis ikke de får, så tager de selv!
OK, den var sulten, men det var isens ejer måske også
I dag havde jeg både frø (mest solsikkekerner uden skal) med samt brød i tern. Sidstnævnte var sådan set til både duer, måger, og hvad der nu ellers meldte sig, medens frøene ene og alene var til duerne. Da jeg kom, var mågerne ikke til at se nogen steder, medens det vrimlede med duer. Det passede mig fint, for jeg havde planlagt at først kaste frøene ud og derpå brødet, når mågerne viste sig. (At de kom, var jeg sikker på, for det gør de altid, når de ser duerne spise ....)
Min plan fungerede fint, indtil jeg smed brødet, for så udbrød der ragnarok: duerne, der havde fået frø, og som så ud til at have gjort rent bord i løbet af nogle minutter, havde også smag for brød. Jeg så mange vandre afsted eller flyve med en brød-firkant, men det gjorde mågerne også. Tænk, de frække fyre for frem og tog - i bogstaveligste forstand!!! - brødet ud af næbbet på duerne!!! Det så sjovt ud, men det var immervæk frækt!
En stor og imponerende statue, der ikke bare foreviger en rank og nydelig mandsperson med skæg, der peger let opad i en selvbevidst positur, men som også er forsynet med en flok symbolske figurer, der skal udtrykke beundring for den afbildede mand og hans bedrifter. Det er dog tydeligvis ikke alle, der kender fyren og hans statue, der er enige i, at vi her har en stor mand, der fortjener vores respekt, og de har malet ordet "Schande" på statuens sokkel, hvilket jo altså er det tyske ord for "skam".
Her ser vi den samme mandsperson, bare lidt tættere på, men til gengæld med en fin borgmesterkæde, der symboliserer den magt, han havde i levende live. OK, så absolut en nydelig mand at se på, og hans to medaljer, kæden og et rødt skærf, som man aner under jakken, burde fylde os med ærefrygt, eller hva'? Jeg vil sige NEJ samt "Schande", for dette er altså Karl Lueger, hvis ideer om jøder var en af grundpillerne i den antisemitisme, der til evig tid har besudlet det tyvende århundredes verdenshistorie.
Lueger blev født i Wien i 1844 og døde samme sted i 1910. I mellemtiden
nåede han at grundlægge det østrigske kristelig-sociale parti (CS), der
byggede på antiliberalisme og antisemitisme. Ikke spor overraskende er han blevet anset for at være en af sin landsmand, Adolf Hitlers, allervigtigste inspirationskilder. Hans udtalelse om, at han var den, "der afgør, hvem der er jøde", må have været som fløde i øret på Grimme Adolph, for Lueger var ikke en fusentast, men en ikke mindst i borgerlig forstand succesfuld mand, som mange har beundret, dengang han gjorde karriere som jurist og borgmester.
Luegers ideer om en styrkelse af den tysktalende del af Østrig på bekostning af alle ikke-tysktalende minoriteter i kejserdømmet Østrig, der jo altså var Hitlers fødeland, må have virket som en dybere indsigt på den frustrerede kunstmaler, der senere blev Europas svøbe.
