Bevæbnet og farlig KVINDE .....

 

Brynhilde er nok først og fremmest kendt fra Richard Wagners opera-cyklus "Der Ring des Nibelungen" ("The Ring of the Nibelung"), men allerede inden da var hun en legendarisk skikkelse, der optrådte i gamle myter. Her så man hende som en valkyrie og kriger-kvinde! Wow!!! 

Umiddelbart opfatter de fleste hende dog nok som en myte uden bund i virkeligheden, for kvinder var da ikke krigere, vel? En hel del tyder på, at arkæologer og historikere har været lidt for hurtige til at afvise denne mulighed. Historierne om dem findes i alle mulige myter og legender, men det gør deres grave også, og det er det, der tæller, når man skal bedømme ægtheden af fortællingerne om dem.

Denne grav går tilbage til vikingtiden, og når man ser på de våben, denne døde viking har fået med sig i graven, tænker man uvilkårligt, at der er tale om en mand. Økse, sværd, to heste og andet peger på et liv som kriger, og det er heller ikke forkert i dette tilfælde, men det er kønnet. Der er helt sikkert tale om en fornem og hædret person, der har gjort fyldest som det, vedkommende var, nemlig kriger. Først 130 år efter opdagelsen af denne gamle grav blev den dødes køn identificeret ved hjælp af det moderne vidundermiddel DNA.  

Så sandt, som det er sagt, og det var altså Patriarkatet, der vandt, og som har hersket i mere end et par årtusinder. Ergo: når vi støder på noget, der passer ind i det, vi ikke engang forstår, er myter, så ser vi gennem de samme briller hver gang og får dermed disse bekræftet gennem vore egne fordomme. At dette ikke altid er sandheden, fatter vi ikke umiddelbart, og det har da også været denne døde kvindes skæbne i eftertiden. Hendes grav blev fundet i byen Birka i Sverige, og - som ventet - blev den straks set som en mands sidste hvilested. Nok optræder der krigeriske og handlekraftige kvinder i beretninger helt tilbage til oldtiden, men disse bliver nærmest pr. refleks tolket som myter. Den forhistoriske kvinde set med nutidige øjne bliver åbenbart automatisk identificeret med dullen på silkepuderne, der bliver forsørget, men er alt for fysisk og psykisk sart til selv at udføre noget andet end bare at være til stede for at glæde det herskende køn. Noget, der giver et både klasse- og kønsmæssigt skævt billede af et langt historisk forløb. 

Man har før fundet kvindegrave fra vikingtiden, hvor der lå våben, skjolde og den slags militære udstyr, men denne specielle Birka-grav lader til at være ekstra imponerende, også som bevis på kvinders status som krigere. Det er der også noget andet, der er, nemlig Edda'en: "Ældre Edda (alternativt: Den poetiske Edda, Sæmunds Edda, eddadigtene, bare Edda m.fl.) er en digtsamling med fortællinger fra nordisk mytologi og nordiske heltesagn. De blev i 13. og 14. århundrede nedskrevet i Island, men de oprindelige forfattere er i dag ukendte. Digtene er sandsynligvis flere hundrede år ældre og er blevet overleveret gennem mundtlig tradition. De udgør en central tekstgruppe i den islandske litteratur fra middelalderen." (: Wikipedia) 

 

    "Then the high‐born lady saw them play the wounding game,

    she resolved on a hard course and flung off her cloak;

    she took a naked sword and fought for her kinsmen's lives,

    she was handy at fighting, wherever she aimed her blows."

   Citat fra "The Greenlandic Poem of Atli", Larrington, 1996

 

 

Andre kriger-kvinder, der svæver et sært sted mellem myte og historie - dvs. fiktion og faktion - er de græske amazoner, der også er blevet diskuteret vidt og bredt af de lærde. Nogle afviser tanken om, at de virkelig eksisterede, medens andre bliver mere og mere overbevist om, at de ikke er fiktion. Denne diskussion raser stadig, men jeg formoder, at erkendelsen af, at nogle barske vikinger i virkeligheden var kvinder, vil give den noget af en "blodtransfusion" ....

 

https://www.cambridge.org/core/journals/antiquity/article/viking-warrior-women-reassessing-birka-chamber-grave-bj581/7CC691F69FAE51DDE905D27E049FADCD 

 

https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1002/ajpa.23308 

 

https://www.sacred-texts.com/neu/poe/poe34.htm 

 

https://www.berlingske.dk/kultur/2500-aar-gammel-grav-fundet-ligene-af-fire-vilde-kvindelige-krigere-puster 

 

Helgeninde i påklædt og upåklædt tilstand

Et af kendetegnene på en ægte helgen eller helgeninde er de mirakler, de kommer ud for. Det gælder ikke mindst Sankt Tekla, der anses for at være en historisk person fra Lille-Asien. Hun var en af Paulus's disciple og omtales i flere skrifter, bl.a. i "Acta Pauli et Theclae", som en overmåde from og kysk, men også handlekraftig kvinde. I nogle passager overskygger hun ligefrem sin læremester ved at vise mod og beslutsomhed.

Paulus af Rembrandt

Selv om Tekla var forlovet, lod hun sig ikke rokke fra sin beslutning om at leve sit liv i kyskhed i stedet for at indgå det ægteskab, hendes forældre gik ind for. En beslutning, der oprørte hendes mor i en sådan grad, at hun meldte hende til øvrigheden, der idømte hende dødsstraf: hun skulle i nøgen tilstand kastes for løverne, der angiveligt havde en særlig forkærlighed for nøgne ofre på spisekortet. Det gik dog ikke som forventet, da Gud greb ind og på mirakuløs vis straks klædte hende på! De glubske rovdyr forvandledes som ved et trylleslag og flokkedes om hende i ærbødighed og hengivenhed. Mystisk? Ja, mon ikke, men sådan var det gennem hele Teklas liv, for ifølge beretningerne kom hun ud for det ene mirakel efter det andet, når det brændte på.

Man mener, at Paulus levede fra ca. 10 e.Kr. til 64/67 e. Kr., hvilket jo også tidsfæster hans discipel, Tekla. Hun oplevede altså den ene fare efter den anden og var f.eks. ved at blive brændt, da hun drog af sted for at forkynde kristendommen. Man regner dog med, at hun overlevede alle disse farer, og at hun tilmed opnåede en høj alder. Fordi hun var så æret i den tidlige kristendom, er mange såkaldt hellige steder opkaldt efter hende. Det gælder bl.a. klostre og kirker rundt omkring, hvoraf flere også hævdes at være grundlagt af hende.

Teklas grav ligger (måske) i en hule i byen Seleukeia, hvor der også er et kloster, der er opkaldt efter hende. 

Sankt Tekla er ikke bare et kirkeligt symbol for mange katolske troende, men også for feminister i Lille-Asien og Ægypten, der bl.a. beundrer hende for at have prædiket for mænd samt for at have døbt sig selv. Hendes tilhængere af både den ene og den anden art har iøvrigt spredt hendes navn rundt omkring i verden. Således er der en katedral i Spanien med et specielt Tekla-kapel, en katedral i Milano, 42 kirker i Libanon, osv., osv.. 

 

https://snl.no/Tekla_-_helgen 

 

Wikipedia

Når forbrydelser fascinerer

 

ARMANI-CROC for DINNER? (Poem by Else Cederborg)

 

A Croc for dinner?!!

Death rollings and grinding jaws?

Besides, is he mine to eat or am I his?

Crocs, a strong, scaly-limbed tank for destruction

primordeal brain, teeth like Dracula

Oh, I better eat him before he eats me

Also he is wearing Armani and loves fast cars

Playboy-croc, maybe he never went to the river?

If he did, what did he do in the cloudy water?

Did he dive for swimmers, eating a foot or a leg?

Wonder what kisses a Croc can offer

all teeth, or even tongue, a mouth smelling of death?

Maybe the half-eaten corpses are still inside, rotting?

And what beds has he trampled through, tank-like?

I think he toured them all, eating as he went

One victim in his stomach, one in his mouth

Still, eyeing all there are, planning as he goes

 

ALL rights reserved

© EC

 

Jeg genfandt dette digt, som jeg skrev for nogle år siden, og det fik mig til at tænke på de kvinder, der udelukkende er virkelig tiltrukket af "bad boys" samt mennesker af alle køn, der kun føler, de lever, hvis de gør farlige eller ulovlige ting. Deres handlinger kan være rettet enten imod dem selv eller imod andre. Umiddelbart kan jeg ikke se fidusen ved at udsætte sig selv for fare, straf og fordømmelse ved overgreb imod andre, men mange af de forbrydere, jeg har set interviews med i dokumentarudsendelser taler om "suset" ved forbrydelsen. De får, efter hvad de selv siger, et "kick" ud af at skære halsen over på sagesløse mennesker, og det får dem til at gentage forbrydelsen om og om igen med stadig flere ofre. Nogle, som f.eks. kvindemorderen Samuel Little, opfatter tilmed mordet som noget gensidigt: det er ikke et overgreb eller et tyveri af liv, men noget gensidigt, nærmest som et kærlighedsforhold. Tanken er grotesk, men sådan opfattede han det, ligesom han nægtede, at de voldtægter, han begik teknisk set var voldtægt.

Fortælleren i "Armani-Croc for Dinner" kunne have været en af Samuel Littles ofre, for hun ved, at krokodiller er farlige, men vejer for og imod, da de også er spændende: skal/skal ikke er blevet til et ham eller mig for hende? Hun har helt styr på, hvad han er for en fyr, men tager chancen, ligesom Ted Bundys kone (og mor til hans datter). Jeg synes, det er vanvid at gifte sig med en massemorder, men hun var åbenbart helt vild med ham.

Nu foregik deres affære jo i et fængsel, så det er vel begrænset, hvad han kan lave af ulykker, men alligevel - højst besynderligt. En ting er den fare, det potentielle offer udsætter sig selv for, noget andet den fare, som forbryderen vælger for sig selv.Tænk, at opsøge faren ved disse vanvittige forbrydelser, der også kan ende med forbryderens død. Det er jo ikke bare et spørgsmål om at begå overgreb, men også om at undgå opdagelse og straf. Her tænker jeg især på Ted Bundy, hvis selvovervurdering var så voldsom, at han tilsyneladende slet ikke havde forestillet sig, at hans gerninger kunne ende med en dødsdom. Han blev chokeret og direkte forarget, da det gik op for ham, at det han havde udsat andre for, også kunne overgå ham, og at også han var dødelig.

Ted Bundy var kendt for sit flotte ydre og charme, men for mig at se er kun en død Ted smuk. At se ham straffet er et kick for mig, da jeg ikke identificerer mig med ham, men med hans ofre. Når han valgte at leve livet farligt som charme-dreng og morder, så burde han have tænkt på, at der også findes folk som mig, der ville vælge at gøre kål på én som ham, hvis jeg stod over for valget. For mig er han en krokodille, og nok kan de være fascinerende, men der er grænser ....

 

"1984" = Kronik i "Arbejderen" den 29. januar 2021

https://arbejderen.dk/idekamp/om-george-orwell-og-hans-f%C3%B8rste-kone-eileen

Han hed oprindelig Eric Arthur Blair, men er kendt som George Orwell (1903-1950). Hvad hende angår, så var hun en irsk skønhed, intelligent, livlig og rap i replikken. Mange har talt om hendes charmerende "katteansigt", som han også fremhævede over for en ven. Det lader til, at han faldt for hende allerede ved deres første møde i 1935. Kort efter blev de officielt et par, idet hun opgav alle ambitioner om at være andet end hans hjælpsomme kone. På det tidspunkt havde hun, hvis navn var Eileen O’Shaughnessy (1905–1945) ellers udsigt til at få gang i sin egen karriere, idet hun var tilmeldt The University College i London og havde planer om at studere psykologi, bl.a. med henblik på at teste børns intelligens. Alt det blev imidlertid lagt på hylden, da hun mødte Eric Blair/George Orwell og forelskede sig i ham.

Eileen, hvis venner kendte hende som en idealistisk drømmer, troede fuld og fast på sin kærestes talent som forfatter, selv om han endnu ikke havde haft den store succes med sine romaner. Ligesom hun havde hjulpet sin bror med at renskrive hans videnskabelige værker, hjalp hun nu også Eric/George, hvilket bl.a. indebar rettelser og forslag til forbedringer. Som essayist havde han vundet sig et navn som en af de helt store, men han ønskede altså at skrive fiktion. Da han tog til Spanien for at deltage i Den Spanske Borgerkrig, tog hun med og plejede ham i Morokko, da hans tuberkulose var lige ved at dræbe ham. At hun selv havde alvorlige helbredsproblemer ignorerede hun nærmest, hvilket formentlig førte til hendes død under en operation i 1945.

Eric Blairs/George Orwells bedst kendte romaner er "Kammerat Napoleon" ("Animal Farm", 1945), hvor Eileen formentlig kan genfindes som "den hvide hoppe", og "1984" (1949). Man har altid ment, at titlen "1984" var en henvisning til bogens tilblivelsesår, 1948, hvor tallene så bare blev vendt om, men det er formentlig ikke helt så enkelt. 

Man opdagede nemlig i 2001 et digt, som Eileen skrev året før hun mødte Orwell, og som hun kalder "End of the Century, 1984". Digtet relaterer til hendes skoles hundredårdsjubilæum og blev publiceret i "Sunderland High School Magazine" (1934):  

 

Death               Synthetic winds have blown away

                        Material dust, but this one room

                        Rebukes the constant violet ray

                        And dustless sheds a dusty doom.

                        Wrecked on the outmoded past

                        Lie North and Hillard, Virgil, Horace,

                        Shakespeare’s bones are quiet at last.

                        Dead as Yeats or William Morris.

                        Have not the inmates earned their rest?

                        A hundred circles traversed they

                        Complaining of the classic quest

                        And, each inevitable day,

                        Illogically trying to place

                        A ball within an empty space.

 

Birth                Every loss is now a gain

                        For every chance must follow reason.

                        A crystal palace meets the rain

                        That falls at its appointed season.

                        No book disturbs the lucid line

                        For sun-bronzed scholars tune their thought

                        To Telepathic Station 9

                        From which they know just what they ought: 

                        The useful sciences; the arts

                        Of telesalesmanship and Spanish

                        As registered in Western parts;

                        Mental cremation that shall banish

                        Relics, philosophies and colds—

                        Mañana-minded ten-year-olds.

 

The Phoenix    Worlds have died that they may live,

                        May plume again their fairest feathers

                        And in their clearest songs may give

                        Welcome to all spontaneous weathers.

                        Bacon’s colleague is called Einstein,

                        Huxley shares Platonic food,

                        Violet rays are only sunshine

                        Christened in the modern mood.

                        In this house if in no other

                        Past and future may agree,

                        Each herself, but each the other

                        In a curious harmony,

                        Finding both a proper place

                        In the silken gown’s embrace.

 

Da hun skrev dette digt, var hun stærkt foruroliget over den politiske udvikling i Europa. Hun frygtede, at mænd som Hitler og Mussolini ville knuse alt det, hun holdt af, som f.eks. kultur, studier og videnskab.Noget, de unægtelig også gjorde forsøg på ....

https://www.newstatesman.com/culture/books/2020/03/sacrifices-george-orwell-s-first-wife

 

https://unbound.com/books/eileen/updates/end-of-the-century-1984-a-poem-by-eileen 

 

https://www.orwelltoday.com/reader1984poemeileen2.shtml 

Kammeratligt Peter-måleri

Forfatteren Scott Fitzgerald (1896-1940) er nok mest kendt for romanen "Den Store Gatsby" og sit stormfulde ægteskab med Zelda, som han elskede og lod sig inspirere af, selv om hun ofte var ved at drive ham til vanvid - og vidste, hvordan det skulle gøres.

En af måderne kan ses af hans kammeratlige "Peter-måleri" sammen med forfatterkollegaen og den notoriske hemand Ernest Hemingway, der har beskrevet episoden i sine posthumt udgivne memoirer "A Movable Feast" fra 1964. Efter et drukorgie på en eller anden bar, betroede Scott sig til den sikkert langt mere erfarne Ernest: Zelda sagde grimme ting om hans kønsorgan, og nu var han blevet usikker på, om dette vigtige organ var, som det skulle være!!!

                                                                     Ernest og Scott

Det viser en rørende tillid, der formentlig også hang sammen med alkoholindtagelsen og de to herrers påfølgende fuldskab, at Scott gik med sin kollega ud på herretoilettet og fremviste det, der bekymrede ham. Ernest viste sig som en loyal kammerat, for efter en nærmere besigtigelse sagde han god for organet og underkendte dermed Zelda og hendes tidligere dom. Det lader dog til, at de to herrer - som mange andre af deres køn - glemte én ting: det er ikke størrelsen, men gørelsen, det kommer an på ....

Øjemål er heller ikke rigtig nok, når nu det skal være, men havde de haft et såkaldt "Peter-meter", så ville det for dem have været et bevis  på, at alt var, som det skulle være. Disse Peter-målere findes i flere udgaver, og nogle af dem er meget detaljerede, hvilket tyder på, at dette intime måleri er noget, brugerne går virkelig meget op i.

En af de ting, Ernest rådede Scott til, var at besøge Louvre for at sammenligne de klassiske udgaver af organet på smukke, antikke statuer. Forslaget fremmaler et komisk billede af disse to mænd, der besøger en berømt kunstsamling for at tage bestik af klassiske organer, for at blive beroliget mht deres eget udstyr. Samtidig med at det unægteligt er latterligt, så er det også både sørgeligt og rørende, at de føler sig så presset til den slags for at få ro i sjælen.

Iøvrigt har kvinder deres egne "Peter-målere", nemlig i form af "Babso-metre", (eller hvad de nu hedder), men jeg har aldrig hørt om nogen, der har brugt dem. Formentlig tror kvinder mere på deres øjne, end mænd gør. Desuden er bryster statiske i den forstand, at de ikke behøver at skifte form for at fungere, medens det mandlige organ kan skuffe slemt ved kun at kunne, når det passer det ....

 

En uge uden søvn

Man ved jo godt, at både mennesker og dyr (samt planter???) behøver søvn for at fungere og holde sig sunde og raske. Det må den 32-årige radiomand Peter Tripp (1926-2000) også have vidst, da han i 1959 besluttede sig for at efterprøve denne tese: kan man virkelig ikke klare sig uden søvn, eller hva'?

Ifølge lægevidenskaben var det en alvorlig sag at berøve et menneske dets søvn, men Peter Tripp besluttede sig for at tvinge sig selv til at holde sig vågen i (mindst) 8 dage og nætter. Denne vovelige handling var en del af et velgørenhedsshow, og han stod fast på sin beslutning, selv om noget nær ALLE frarådede ham det.

Han lod sig placere i et glas-aflukke midt på Times Square, sådan at tilskuere af alskens slags kunne følge med i hans forsøg på at gennemføre ialt 201 timer uden søvn. I begyndelsen gik det godt, og han fortsatte tilmed med sine radioudsendelser, der som altid var præget af hans humor og munterhed, dvs. indtil dag 4, for så skiftede hans stemning. Han fik frygtelige psykotiske hallucinationer, bl.a. af edderkopper, der invaderede hans sko, og mus, der løb rundt om ham.

Give op ville han dog ikke, men de læger, der tilså ham, var bekymrede, for hans tilstand gjorde, at de ikke kunne teste hans fysiske funktioner på normal vis. Dette blev heller ikke lettere af, at han fik psykotiske raserianfald og kom med udfald imod lægerne, som han følte konspirerede imod ham og måske ligefrem var en trussel imod hans liv.

Selv om han altså blev mere og mere påvirket af manglen på søvn, så gennemførte han eksperimentet og fik ligefrem en verdensrekord som "søvn-nægter", eller hvad man nu kalder en sådan person. Faktisk lader det til, at han holdt sig vågen i ialt 11 dage, idet han til sidst fik hjælp af lægerne i form af medicin. Da han havde fuldført sin plan, var han totalt udmattet og sov derpå i 22 timer i træk.

Efter sine otte dage uden søvn genoptog han sine pligter på radiostationen, men kun for en tid, da der meldte sig nogle slemme eftervirkninger. Han fortsatte med at have psykotiske symptomer, mistede sit job, blev skilt og gled ud af offentlighedens bevidsthed. Nok skaffede han penge til velgørenhed, men han betalte selv en høj pris for at gennemføre projektet. Hvert af hans fire ægteskaber endte med en skilsmisse, og han døde selv af et slagtilfælde. 

Myten om, at man ikke behøver søvn, blev altså modbevist af Peter Tripp og de ulykkelige følger af hans eksperiment. Man har derefter diskuteret, hvorfor dette skete, og det viser sig, at hans hallucinationer indtraf med et interval på omkring 90 minutter. Dette svarer til mønsteret med hurtige øjenbevægelser (REM), hvor vores hjerne bliver meget aktiv, og det er på dette stadium, at vi drømmer. Stakkels Tripp oplevede en form for "vågne drømme", hvor hans sind fulgte drømmemønstret, medens hans krop forblev vågen.

 

 

 

https://www.wbur.org/npr/562305141/eleven-days-without-sleep-the-haunting-effects-of-a-record-breaking-stunt 

 

 

 

https://study.com/academy/lesson/psychology-case-study-peter-tripp-sleep-deprivation.html 

Et skelsættende møde med en hest

 

Friedrich Wilhelm Nietzsche (1844-1900) er en filosof, som det er nemt at misforstå. Han var komponist, kulturkritiker, digter og filolog. Selv om han var imod antisemitisme, er han blevet taget til indtægt for både dette og nazismen. Desuden viste han sig tidligt at være en fortrinlig tænker, men endte som en mental grøntsag, der blev passet og plejet af den søster, han afskyede. Kort sagt, en modsætningernes mand, som også jeg ofte har svært ved at forstå. 

Nogle af hans gode venner var Cosima og Richard Wagner, der også introducere ham til andre af tidens fremtrædende personer, men med tiden begyndte mange af hans venskaber at falde fra hinanden, også dette. Jeg tror, at han var en enspænder med en særlig psykisk sarthed, der formentlig har gjort det svært for ham at falde ind i mindre intense forhold. At han ikke forsøgte at få oprigtighed og nærhed med andre er dog forkert, og det viste sig især i hans håbløse forelskelse i forfatteren Lou Andreas-Salomé, der var hans ven Paul Rées' samlever.  

I 1879 forværredes Nietzshes helbred så meget, at han måtte sige sin stilling ved universitetet i Basel op. Sådan set havde han altid været svagelig med voldsomme hovedpiner, synsforstyrrelser og andet, men nu blev det meget værre, og han fik ligefrem et veritabelt sammenbrud. 

Man har diskuteret, hvad der førte til det skæbnesvangre sammenbrud, som han aldrig kom sig af. Var det syfilis, som han muligvis/angiveligt led af eller skyldtes det en episode, der måske aldrig har fundet sted som andet end en myte? Det fatale sammenbrud indtraf angiveligt ved synet at en hest, som han så blive pisket på gaden i Torino engang i 1889. Ifølge overleveringen kunne Nietzsche slet ikke holde dette syn ud. Han kastede sig om halsen på hesten og brød hulkende sammen. Nogle hævder i hvert fald, at han faldt den mishandlede hest om halsen og græd ukontrolleret - samt aldrig kom sig igen - men hvor er øjenvidnerne? De mangler, så historien er ikke velunderbygget.

En af Nietzsches filosofiske tanker var, at lidelsen var en kilde til menneskets styrke og viden. At erkende lidelsen fører til en højere erkendelse, som man ikke får uden denne lidelse. En hest er et uskyldigt dyr, der næppe har en sådan form for erkendelse, så var det derfor, at han angiveligt brød sammen ved at se den blive pisket? Det er muligt, at han ville have følt sådan, selv om han ellers udtrykte foragt for medlidenhed. Spørgsmålet er imidlertid, om episoden virkelig fandt sted, for det er der som sagt stadig stor tvivl om.

Sagen er også den, at en lignende heste-episode optræder i Dostojevskis roman "Forbrydelse og straf" (1866), men ikke i Nietzsches værker. Hans emsige søster, der jo plejede ham i hans sidste år, havde det med at "fortolke" - eller snarere forvanske - hans budskaber, så det er svært at frigøre sig fra mistanken om, at hun har skabt myten om denne skelsættende episode i filosoffens liv.

https://www.berlingske.dk/kultur/nietzsche-og-hesten

 

https://udforsksindet.dk/grunden-til-at-nietzsche-omfavnede-en-hest-og-graed/ 

https://tidsaand.no/tidslinjen/1889/januar/3/friedrich-nietzsche-slar-armene-om-en-hest-i-torino-og-far-et-psykisk