Firsernes Greta Thunberg?

 

Da Samantha Reed Smith (1972-1985) skrev til den nye russiske og ellers noget paranoide præsident, Yury Andropov (1914-1984), der afløste Leonid Brezhnev i 1982, var der sikkert ikke ret mange, der følte, at det var en god ide, for ingen regnede med, at der ville komme noget godt ud af det. Brevet lød som følger:

"Dear Mr. Andropov,

My name is Samantha Smith. I am 10 years old. Congratulations on your new job. I have been worrying about Russia and the United States getting into a nuclear war. Are you going to vote to have a war or not? If you aren't please tell me how you are going to help to not have a war. This question you do not have to answer, but I would like it if you would. Why do you want to conquer the world or at least our country? God made the world for us to share and take care of. Not to fight over or have one group of people own it all. Please lets do what he wanted and have everybody be happy too.

Samantha Smith"

En 10-årig, amerikansk pige, der skriver og spørger Sovjetunionens ledende mand om, hvordan man får en ende på atomfaren, virker i hvert fald meget naiv midt under Den Kolde Krig. Sært nok, svarede Andropov imidlertid, efter at hun havde rykket ham for et svar, og ikke nok med det, han inviterede hende også til Sovjetunionen, hvor hun minsandten blev vildt populær.

Et skib blev opkaldt efter hende, og hun blev modtaget overalt med jubel. Hendes brev blev publiceret i "Pravda" og førte til en forbedring af forholdet mellem USA og USSR, og man kan sige, at hun blev en uofficiel fredsambassadør mellem de to lande. Efter besøget i Sovjetunionen skrev hun en bog sammen med sin far, "Journey to the Soviet Union", og fik senere en rolle i en TV-serie.

Det blev udsendt et frimærke til hendes ære, men da var hun allerede død efter et flystyrt. Hun virkede dog i en så kort tid, at både dette og stederne samt båden, der blev opkaldt efter hende i et land, der ikke engang var hendes fædreland, er ret imponerende. Man kan sige, at de sovjetiske myndigheder så hende og hendes indsats som en anledning til at demonstrere deres gode vilje. Andropov så fredsbevægelser samt kampe for menneskerettighederne og lignende som snedige forsøg på at underminere Sovjet-staten, men ved at vise åbenhen over for den amerikanske præ-teenager signalerede han formentlig en optimisme og tiltro, der ikke kostede ham noget, men som havde politisk værdi. Ronald Reagan har formentlig følt noget tilsvarende, så Samantha Smith blev det bindeled mellem dem, der kunne bruges uden nogen omkostninger for nogen af dem.

Samantha blev mediernes darling både i USSR og USA. Hun blev interviewet tidligt og silde, blev præsenteret for berømtheder og blev inviteret til andre lande, bl.a. Japan. 

Som så mange andre kendte mennesker fik hun tilmed en stalker, og det hele udviklede sig til noget af et cirkus, men det virkede nu ikke, som om hun lod det gå sig på. 

Da hun omkom i den ulyksalige flyulykke modtog hendes forældre kondolence-breve fra bl.a. præsident Reagan samt den nye leder i USSR, Mikhail Gorbachev. Kort sagt, den 13-årige teenager blev behandlet som en statsmand, som hele verden sørgede over. Hendes brev til Andropov har iøvrigt inspireret filmfolk, der har brugt motivet i forskellige sammenhæng.

 

Ukendt land?

 

Else Cederborg = Omtale i "Arbejderen", den 16. februar 2021: John Chr. Jørgensen: "Landet vi ikke kender. Herman Bang anmelder kvindelige forfattere"

Bogen tegner et billede af en spændende tid i den danske litteraturhistorie, hvor kvindelige forfattere kæmpede for en plads ved siden af de mandlige.

Forfatteren, anmelderen, sceneinstruktøren og journalisten Herman Bang (1857-1912) har på mange måder bevist sin (platoniske) kærlighed til damerne, ikke bare ved sine fintfølende kvindeportrætter i for eksempel "Tine", "Ludvigsbakke" og "Ved Vejen", men også i sine anmeldelser. Det er John Chr. Jørgensens fortjeneste med sin nye bog "Landet vi ikke kender. Herman Bang anmelder kvindelige forfattere" at have bragt systematik i denne del af Bangs arbejde.
I en tid hvor den følsomme og meget lidt maskuline forfatter og anmelder Herman Bang var omgivet af maskulinitetsdyrkende mastodonter som blandt andre Brandes-brødrene og Johannes V. Jensen, der flere gange langede ud efter ham og hans "femininitet", snoede han sig igennem moradset af karikaturer og latterliggørelse og fik sagt mange fornuftige ting om de kvinder, der forsøgte sig som forfattere.
Han faldt heldigvis ikke i samme faldgrube som Edward Brandes, der betragtede de kvindelige forfattere som noget unormalt og mere eller mindre latterligt. Måske han var tæt på det modsatte, nemlig at dyrke kvinders talent, men så langt gik han dog ikke, heller ikke da han skrev: "For hver Dag forekommer det mig mer og mer som om skrivende Kvinder bringer os Bud fra fjerne og fremmede Lande, som vi vel før have set afbildet paa skjønne Lærreder af store Mestre, men som vi aldrig selv besøgte; vi maa derfor stole paa deres Sanddruhed, som fortæller os om Landet, vi ikke kender."
Jeg synes heller ikke, at Bang er havnet i samme snare som mange andre litterater, nemlig at se kvinderne som én homogen gruppe, hvis fællestræk er kønnet. Set i lyset af John Chr. Jørgensens bog er det tydeligt, at han opfatter dem som individer og ikke blot som repræsentanter for en udelukkende kønsdefineret gruppe. For mig er det et tegn på, at han tager sine kvindelige kolleger alvorligt som forfattere.
Det har altid forekommet mig meget underligt, at mænd ligesom tager for givet, at kvinder er mystiske og ubegribelige væsener, da de dog alle er født af og formentlig opfostret af en kvinde. Problemet har nok været, at i stedet for at høre efter, hvad de siger, så har de valgt at fantasere om dem ud fra deres egne behov, det vil sige, "kvinder er sådan og sådan", hvilket sjældent passer med virkeligheden, fordi der er tale om projektioner. Jeg har altid ment, at kvinder vidste mere om mænd end omvendt, og det er vel i yderste konsekvens noget af det, Bang siger.
John Chr. Jørgensens gennemgang af de forskellige kvindelige forfattere, der har været i berøring med Herman Bang, er både underholdende og yderst nyttig. Nogle af dem er nok glemt i dag, men de er alle interessante, fordi de tegner et billede af en spændende tid i den danske litteraturhistorie, hvor kvindelige forfattere kæmpede for en plads ved siden af de mandlige.

Bogen bestilles direkte hos forlægger Helge Scheuer Nielsen på adressen post@bakkekrogen.dk

Prisen er 160 kroner. Forlaget betaler forsendelsen.

"V for Victory"

 

Alle kender Hitler og hans heilende, strakte højrearm, der var betegnede nazisternes samhørsforhold. At heile var et bevis på, at man hørte til flokken af får, der fulgte ulven Adolf og støttede ham og hans vanvittige ideer ....

Selv små piger heilede, for det hørte sig til

Der er ikke noget at sige til, at en af nazisternes argeste modstandere, Sir Winston Churchill, brugte et "mod-tegn" ved enhver given lejlighed, nemlig "V for Victory". Dette tegn blev introduceret i England 1941, da en meddelelse fra Churchill blev læst op i radioen: “The V sign is the symbol of the unconquerable will of the occupied territories and a portent of the fate awaiting Nazi tyranny. So long as the peoples continue to refuse all collaboration with the invader, it is sure that his cause will perish and that Europe will be liberated.”

Han klokkede nu lidt i det, for en gang imellem vendte håndfladen udad og somme tider indad. Det korrekte må være, at den vender udad, men det var formentlig nok, at pegefinger og langemand dannede "V"-tegnet, for det havde en stærk, symbolsk virkning. I virkeligheden var dette tegn dog ikke et britisk, men belgisk påfund, idet politikeren Victor de Laveleve havde introduceret det som et internationalt sejrssymbol, men det havde faktisk sin oprindelse længere tilbage i tiden. Der er dog ingen tvivl om, at det var Churchill, der populariserede det, og at det især blev forbundet med ham og hans politik.

Man kan diskutere, hvilket samhørstegn, der havde den største symbolværdi, heileriet eller V-tegnet. Eftersom heileriet var nyt, så står V-tegnet stærkest, også fordi det ikke skal forklares, hvad det står for. Alle kunne jo se V'et og automatisk forbinde det med ordet "sejr", der fandtes i mange sprog i en næsten enslydende udgave: Victory (: engelsk), Victoire (: fransk), vrijheid (: frihed på hollandsk), men også Viktoria (: tysk). 

Eftersom morsesignalet for V-tegnet bestod af de første takter af Beethovens Femte Symfoni, ivrede Joseph Goebbels for, at selve tegnet i virkeligheden var tysk, da denne komponist jo var tysker. Den gik dog ikke, for Churchills brug af det i ethvert sammenhæng betød, at han blev personligt forbundet med det. "V" stod for sejr - og for Englands premierminister, Winston Churchill!

Ind imellem - dvs. når han ikke drak, malede eller holdt kabinetsmøder - kunne han dog også pjanke som her med sin datter, Mary Soames, 1943.

 

 

https://thehummingnotes.com/history-behind-v-victory-symbol/

 

 

 

Fremmed krop

 

Et blødt skæg og bølget hår, et drømmende blik noget i udtrykket, der minder om de gængse forestillinger om Jesus. I virkeligheden var Thomas "Stonewall" Jackson (1824-1863) en tobenet krigsmaskine for Syden under Den Amerikanske Borgerkrig. Faktisk er der dem, der mener, at han sammen med Robert E. Lee var grunden til, at Syden holdt ud så tilpas længe. Kort sagt, han var et militært geni, men det var ikke det eneste, han var. Nogle troede nok, at han var rablende sindssyg, for han havde mange mærkværdige ideer, der styrede hans liv. F.eks. spiste han hele citroner som medicin imod fordøjelsesbesvær.

                                                                      Kampene rasede

En anden meget sær ide, der plagede "Stonewall" var hans overbevisning om, at hans ene arm var længere end den anden. Det bekymrede ham, fordi han åbenbart havde den ide, at det kunne gå ud over blodcirkulationen. Derfor blev han ifølge sine egen overbevisninger nødt til at løfte "den lange arm" over hovedet med jævne mellemrum. På den måde mente han, at han holdt blodcirkulationen i gang. Alle hans mærkelige ideer har ført til en mistanke om, at han måske var autist, men afklaret er det nu ikke.

At han følte, hans ene arm ikke rigtig hørte til, kunne også tyde på, at han led af den sygdom, der kaldes Somatoparaphrenia, hvor patienten har mærkelige forestillinger om hans/hendes egen krop. Der er lemmer, der efter hans/hendes opfattelse ikke "hører til" det, de mener udgør deres fysiske legeme. Ingen andre vil se sådan på det lem, som de afviser som deres, men det får dem ikke til at ændre mening: noget ved deres krop er ikke, som det bør være, for det hører bare ikke til. Hos "Stonewall" var det en arm, han afviste, og det passer meget godt med diagnosen, for det er som regel armene, det går ud over. De fleste siger, det er venstre arm, den er gal med.

 

https://www.scientificamerican.com/article/when-your-mind-disowns-a-limb/#sa_body 

 

Den vilde præsidentdatter

Skal man have ondt af Teddy (: Theodore Roosevelt, 1858-1919), for at have en datter som Alice (1884-1980), eller skal man have ondt af Alice for at have sådan en far? Jeg vil nok sige, at Alice har noget af en sag imod sin far, for han afviste hende totalt, da hun var nyfødt, og det skyldtes ikke noget, hun selv havde gjort. 

                                                        Alice, den første Mrs. Roosevelt

Han havde været vildt forelsket i hendes mor, der såmænd også hed Alice, og da hun skulle føde denne datter, der var deres første - og eneste - barn fik hans bekymring ham til at tilkalde sin mor, der formentlig skulle holde opsyn med forløbet. Det hjalp nu ikke meget, for lige efter at datteren var født, døde både hans kone og hans mor med få dages mellemrum. For hans kones vedkommende skyldtes dødsfaldet nyresvigt og ikke ene og alene fødslen.

Flot, ung Teddy

Stakkels nybagte far, det var for meget for ham, og han afviste den nyfødte, der tilbragte sine første leveår hos hans søster, Anna. Da han giftede sig igen, flyttede hun dog ind hos sin far og stedmor, men han var stadig dybt præget af sin sorg og nægtede at tale om hendes mor samt havde svært ved at udtale det navn, hun og den døde jo havde til fælles. Han var altså traumatiseret i en sådan grad, at han måske endda har taget afstand fra sin totalt uskyldige datter, der jo ikke kunne gøre for, at hendes mor og bedstemor var døde.

                                                        Edith, den anden Mrs. Roosevelt

Efter at have tilbragt en 3-4 år hos sin faster Anna, skulle den lille Alice indlemmes i faderens nye familie med kone nr. 2, Edith. Indtil da havde hun ikke rigtig kendt sin far, da han ikke kunne udholde synet af hende på grund af hendes navnelighed med hans elskede Alice. Jeg vil tro, at Edith, der var en sød og rar kvinde, har presset på for at få hende tilbage i familien, og at han så nødtvungent gik med til det, men det er mere min fornemmelse end en viden. Edith gjorde i hvert fald alt, hvad hun kunne for at hun skulle føle sig godt tilpas i den voksende familie, der efterhånden omfattede fem andre børn. En vis tid var der dog spændinger mellem stedmor og steddatter, men i sin selvbiografi, "Crowded Hours", skrev hun om hende: "That I was the child of another marriage was a simple fact and made a situation that had to be coped with, and Mother coped with it with a fairness and charm and intelligence which she has to a greater degree than almost any one else I know." Med årene kom hun helt sikkert til at respektere sin stedmor mere og mere.

Hvad den traumatiserede Teddy angik, så var han en velkendt heman, der (som fortalt i underteksten til billedet ovenfor) ikke engang lod sig hyle ud af den, da han blev skudt. En ting var dog hans barske holdning til egne sår, noget andet var de karakteregenskaber, der gjorde, at han uden selv at ville det lagde navn til et højt elsket stykke legetøj med et mildt og kærligt præg, nemlig bamsen. Det siges, at da han engang var på jagt med nogle kolleger, havde han forhindret, at de skød en bjørn, fordi den var så "lille og sølle". Dermed skaffede han sig en sjov form for udødelighed, da bamsen blev opkaldt efter ham: "Teddy" = "bamse".

Begge Alicer var kendt som store skønheder, men hvor moderen havde levet et pænt og dydigt liv som datter af en bankier og som en politikers kone, gik det mere vildt for sig med datteren. Hun giftede sig med republikaneren Nicholas Longworth III, men hendes eneste barn, Paulina, stammede fra hendes langvarige affære med senator William Edgar Borah. 

Da Teddy i 1901 fulgte William McKinley Jr. som præsident var den 17-årige Alice blevet en hot, ung dame, der imidlertid ikke opførte sig som forventet af en præsident-datter. Hun røg offentligt, kørte i bil med forskellige unge mænd, festede og morede sig til den lyse morgen. Alt sammen noget, "man" ikke gjorde, men det gjorde hun. Ikke nok med det, men hun blev også et stil-ikon, især på grund af det, man kaldte "Alice-blåt", en speciel farve, der blev den store mode. 

 

Nogle af hendes påfund virker enormt barnlige og fandt sikkert kun sted for provokationens skyld. Det var f.eks. sådan noget som at placere en tegnestift på en stol. Under en rejse til Japan hoppede hun i en pool fuldt påklædt, hvilket Robert Kennedy mange år senere bebrejdede hende. Hun svarede ham ved at sige, det kun ville have været mere skandaløst, hvis hun havde taget tøjet af, og det viser jo, at hun vidste, hvad hun gjorde.

Hendes fars kælenavn var altså "Teddy", men hun blev selv kaldt "Princess Alice", for nok brød hun mange normer, men hun blev alligevel meget populær. De ellers så dydsirede amerikanere kunne lide, at hun talte frit fra leveren, var livlig og fræk. I slutningen af sit liv karakteriserede hun sig selv som en "hedonist" - dvs. en, der lever for nydelser og fornøjelser - og det lyder som en god selvkarakteristik.

Alice med sin hund, Leo

I 1906 blev Alice gift med den 14 år ældre politiker Nicholas Longworth III, der var kendt som en playboy. 

Brylluppet blev årets begivenhed, men ægteskabet havde sine "ups and downs",  hvilket også hang sammen med deres forskellige politiske standpunkter. På et tidspunkt gik de direkte imod hinanden, og den kamp gik hun sejrrigt ud af, hvilket belastede deres forhold yderligere.

Alice og hendes mand i 1926

Det, der har tæret mest på forholdet, har dog sikkert været hendes forskellige affærer, bl.a. med den senator, William Borah, der var far til hendes datter. Oprindelig havde hun ønsket at kalde barnet "Deborah" som en hentydning til faderskabet, men endte med at vælge det mindre opsigtsvækkende navn "Paulina". 

Som ung pige havde hun vakt opsigt med sine påfund, men var blevet beundret og elsket. Dengang havde livet været nemt for hende, men efterhånden som hun kom op i årene, ramtes også hun af det, der har fået begenelsen "The Great Depression". Således måtte hun supplere sin økonomi ved at optræde i cigaret-annoncer. Det, der gav mest, var imidlertid hendes selvbiografi, der fik fine anmeldelser og solgte godt.

Hun var republikaner og havde f.eks. intet til overs for demokraten F.D. Roosevelt, der i særlig grad er forbundet med denne periode i amerikansk historie, nemlig som landets frelser. Alice ytrede sig dog meget negativt om ham og beklagede, at de - uden at være i familie - bar det samme efternavn. Hun holdt sig vanen tro ikke tilbage, når det gjaldt politik, så hun brokkede sig, da han stillede op til præsident-valget i 1932. Til gengæld havde hun en svaghed for Kennedy-familien, hvilket nok mest hang sammen med deres stil og charme, for hun var og blev republikaner. Det var dog ikke bare det, der f.eks. fik hende til at støtte Richard Nixon, for hun anså ham for en af sine personlige venner.

Da hendes datter, Paulina, døde, efterlod hun sig en datter, Joanna, som Alice fik forældreretten over efter forskellige stridigheder. Hendes opdragelse gav hende den udfordring og glæde, der gjorde hendes sidste år tålelige. I modsætning til begge sine forældre, der ikke blev så gamle, oplevede hun selv at være meget tæt på de 100 år, for hun var 96, da hun døde.

 

 https://www.nps.gov/people/alice-roosevelt-longworth.htm

https://www.washingtonpost.com/news/arts-and-entertainment/wp/2016/03/29/at-90-alice-roosevelt-longworth-didnt-care-who-she-offended-in-this-mean-funny-1974-interview/

 

Wikipedia og The Encyclopædia Britannica

 

Naturlig død

 

Så er den gal igen: masser af møbler og andet, der sikkert vil kunne fylde en af de små lejligheder her i huset, men som befinder sig i gården ved siden af renovationscontaineren. For mig at se er der tydeligvis tale om et dødsbo, og en anden beboer, som jeg taler med, giver mig ret. En eller anden er død, men vi ved ikke hvem - og kender måske heller ikke vedkommende. 

Da vi hverken har set politi eller ambulancer, går vi ud fra, at der er tale om et såkaldt "naturligt dødsfald". Et udtryk, jeg så spekulerer videre over, for hvad er egentlig "naturligt" i forbindelse med et uventet dødsfald. Var vedkommende syg, kom ud for en ulykke, eller hvad skete der?

I dødsattesten skal der jo helst stå noget om grunden til, at det gik, som det gjorde. Hvis noget tyder på en forbrydelse, så skulle det gerne opdages, inden afdøde er blevet begravet. Desuden er der jo "Dødsårsagsregistret" at tage hensyn til. At der findes et sådant er både sært og en lille smule betryggende. Her tænker jeg på sådan nogen som (Audrey) Marie Hilley, der havde flere døde slægtninge samt et stort forbrug af arsenik. At de to ting hang sammen kom bag på mange, og det tog forbandet lang tid, før myndighederne tænkte i de baner.

Audrey Marie Hilley (1933-1987) elskede penge og luksus, og hun havde fundet ud af, at hun kunne skaffe sig begge dele ved mord og svinden med livsforsikringer. Mærkeligt nok blev hun ikke mistænkt, før hun blev lidt for grådig.

Naturlige dødsårsager kan f.eks. være (erkendt/ikke-erkendt) sygdom, selvmord, misbrug, eller det, der kaldes "bivirkninger og andre komplikationer til undersøgelse og behandling". Jeg formoder, at det bl.a. gælder sådan noget som medicin og vacciner. 

Som jeg læser beskrivelserne, er den mest almindelige årsag til "naturlig død" alderdomssvækkelse, men det lyder ikke rigtigt i mine ører. Den med at dødsfaldet "bare" skyldes alderen virker ikke brugbar, for nok kan man føle sig slidt op, men det slår så sandelig ikke alle ihjel, hvis ikke slitagen gælder vitale organer som hjerte, lunger, nyrer, etc., etc.. Efter min mening er "alderdomssvækkelse" derfor ikke nær så brugbar som forklaring, som læger og myndigheder postulerer. 

At der findes noget, der hedder "Styrelsen for Patientsikkerhed" kommer bag på mig, for jeg har aldrig hørt om det. Nå, men det tjener vel et formål, selv om det nu næppe forhindrer de enkelte dødsfald i at ske og vel heller ikke gør noget for det efter min mening vigtigste led i et sygdomsforløb, nemlig udredningen og diagnosticeringen. Denne styrelse er imidlertid de eneste, der har lov til at bruge betegnelsen "uoplyst" om en dødsårsag, hvilket får mig til at tænke på, om denne instans ikke bør kigges efter i sømmene, for det er min triste erfaring, at organisationer, der tjener som et medicinsk sikkerhedssystem for borgerne, ofte fungerer som det modsatte. Et eklatant eksempel er det såkaldte "Patientklagenævn" ....

 

Wikipedia og "Lægehåndbogen" -  laegehaandbogen@dadl.dk

 

Vilde historier om lig og sex

 

Hva' for noget???!!!!!!!  Nok har mange mænd et mærkeligt forhold til "kammeraten", (som jeg har hørt en bøsse kalde sin penis), men alligevel, hvem finder dog på sådan noget, og hvad var formålet???? Var det et genoplivningsforsøg, eller mente han, det kunne give ham noget af Maos kraft og "saft"??? Ingen af delene, for det var et såkaldt "hoax" = svindel/fupnummer, som en eller anden udtænkte for at vække opsigt. Noget, man må sige, lykkedes på fortrinlig vis.

Når der var dem, der troede på historien, skyldes det dels en viden om andre skøre påhit, mænd er kendt for, når det gælder om at komme af med det, der trykker. Desuden er det jo ikke første gang, et lig er blevet inddraget i en eller anden bizar sex-handling ....

Det påstås bl.a., at også Eva Peron blev voldtaget efter sin død, og at det er sket for flere afdøde berømtheder, der har ligget hos bedemanden. Et lig er utrolig forsvarsløst og sårbart, og hvis det også er ubeskyttet, ja, så kan der teoretisk set ske hvad som helst med det, hvilket der f.eks. er beviser på i mange seriemorder-sager. 

Henry Lee Lucas er en af dem, der har fortalt, at han først og fremmest nød sex med døde kvinder, og at han altid "gjorde det" med sine ofre. Ingen af dem var dog ligefrem berømtheder, så den ekstra krølle på historien mangler. En af de allermest berømte voldtægtsforbrydere er faktisk Herodes fra Biblen (73/74 f.Kr.), der var vild med en bestemt kvinde, men hun afskyede og afviste ham. Da det ikke fik ham til at holde op med sine tilnærmelser, begik hun selvmord, hvilket dog ikke afholdt ham fra at fuldføre sine planer. Det siges, at han præserverede hende i honning i syv år. Andre hævder, at han fik hende balsameret for at kunne bevare hende som "sex-dukke". Sandt/Løgn??? Tjah, det er ikke til at sige, for det er jo sejrherrerne, der skriver historien .....

https://www.abc.net.au/news/2014-06-26/jimmy-savile-said-to-have-sexually-abused-dead-bodies/5553742

 

Wikipedia