Tanker om "Yesterdayism" og altings flygtighed

 

En yderst fornuftig, men ret overflødig betragtning, for det ved vi da godt - eller gør vi? Hvis vi lader tankerne gå ad vilde veje og foretager et par tankeeksperimenter, så kan vi jo begynde med at spørge os selv, om fortiden er fiktion eller faktion. Når jeg tænker på, hvad jeg har set T. Rump-tilhængere hævde som "sandt" på bl.a. Facebook, så står det mig klart, at min "i går" ikke nødvendigvis er alles "i går". Det samme gælder gamle, ellers hævdvundne beretninger om historiske begivenheder og mennesker. Vinklen på stoffet afgør, hvad der er sandt - dvs. hvad der er sket, og som derfor er en uomtvistelig sandhed. Den, der er en helt for nogle, er en skurk for andre, og den, der angiveligt er født i går, er i virkeligheden først født i morgen .... 

Så sandt, som det er sagt!!!

Hvis nu vi foretager det tanke-eksperiment at sige, at fortiden bare er en drøm om noget, der aldrig er sket, og at dagen i dag er den allerførste dag i vor verden, så ender vi med kun at have ØJEBLIKKET. Vi kan gå fremad og ind i en ukendt samt måske fiktiv fremtid, men lever kun i NU'et. Alt før denne ene dag er en drøm, der tilmed er forskellig fra menneske til menneske. For nogle er der tilmed tale om et mareridt ....

Som tankeeksperiment er det mægtig interessant at forestille sig sådan en virkelighed, (som jeg i øvrigt mener, at nogle hjerneskadede oplever), men hvis vi krydser grænsen mellem fiktion og faktion, så dur det ikke, for det falder sammen for faktionens logik. Man kan lege med tanken, ja, tilmed tro, den er sand, men ikke bevise, at den er sand. Også fordi det vil tage mere end det øjeblik, man ifølge teorien har til rådighed, til at afprøve ideen. 

Et andet, men på en måde alligevel beslægtet problem opstår, hvis man spørger sig selv, om ens bevidsthed eksisterer uafhængigt af hjernen. Eller sagt på en anden måde: er man sin hjerne? Hvis man kommer ud for en hjerneskade, så er det højst sandsynligt, at man ændrer personlighed.

Man er den samme, men bliver en anden med andre drifter og mål, og det er faktisk ret interessant, for hvem er vi så, når sagen bliver stillet på spidsen??? Måske figurer i en andens drøm/mareridt??????????

 

 

"Love me"-manipulation

 

En ung mor med sin far - eller bedstefar??? - samt sit bedårende barn? Næh, et fremtidigt mordoffer ved navn Linda Marie Brown med sin lille datter og sin meget ældre og vildt manipulerende ægtemand, David Brown. Sidstnævnte er ingen skønhedsåbenbaring, og han er heller ikke sund og rask, men damer kan han få, hvilket nok til dels hænger sammen med hans gode indtægt som opfinder og computer-geni. Det er dog ikke den eneste forklaring på, at han har sådan et godt tag på kvinder, inklusiv sin datter, Cinnamon, fra et tidligere ægteskab. 

Den 14-årige datter flyttede ind hos ham og hans unge kone, Linda, der på dette tidspunkt må have været 23 år gammel. Da Linda mødte David, mente hendes mor, der selv var enlig mor til ti andre børn, at hun ville få et vidunderligt liv med den meget ældre David. Han havde ry for at elske purunge kvinder, som han nød at manipulere på en måde, det ikke ville have været muligt med de ældre og mere erfarne. At disse smukke, unge piger faldt for ham er lidt mystisk, for han lignede absolut ikke en filmhelt med sit kop-arrede ansigt og alt andet end atletiske krop. Set fra Davids synspunkt var det en god ide, at Lindas yngre søster, Patti, også flyttede ind hos dem, for inden længe havde han også fået hende i sine garn, og hans filosofi var jo yngre desto bedre. Hans kone, der jo altså var mor til en lille datter, var sikkert ved at hævde sin selvstændighed på en anden måde end dengang, han forførte hende, så Patti var et bedre bud på det, han ønskede: at få og bevare overtaget. Desuden var hun jo yngre og derfor mere attråværdig i hans øjne. 

Konstellationen til mord var lagt, og David gik i gang med at manipulere både Cinnamon og Patti. Han ønskede at komme af med konen, også fordi han havde indledt et forhold til hendes søster. Som led i sin plan bearbejdede han sin datter og svigerinde med påstande om, at Linda ønskede ham død, og at hun ville myrde ham. "Hvis de elskede ham"-manipuleringen gjorde, at de følte sig forpligtet til at frelse denne "skønne" mand og far fra hans onde kone, så disse purunge piger, der var afhængige af ham og hans kærlighed, gik med til at udføre det mord, han havde planlagt for at komme af med Linda. Fordi Cinnamon var yngst ville hendes straf blive lavest, hvilket var det argument, han præparerede hende med, og til sidst gik hun med til at dræbe sin stedmor for at frelse sin elskede fars liv. Selve mordet gik dog ikke helt, som ønsket, da Linda ikke døde af et enkelt skud, så Patti måtte træde til og affyre revolveren en gang til. Inden dette mord havde David fået sin datter til at gå med til endnu et led i sin snedige plan: hun skulle skrive et notat om, at hun - og hun alene - havde dræbt Linda. Derpå skulle hun tage nogle piller, som han skaffede hende, sådan at hun mistede bevidstheden, angiveligt fordi hun ønskede at begå selvmord på grund af samvittighedsnag.

                                                          Linda med sin og Davids datter

Én ting var sikker: Linda lå død i sengen, og en eller anden havde skudt hende. David var væk på en køretur, "fordi han led af søvnløshed", men Patti var i huset, og hun påstod også, at det var Cinnamon, der havde begået mordet. Samtidig hævdede hun og David, der kom hjem lige som politiet udspurgte hende, at Cinnamon var "tosset", hørte stemmer og i det hele taget var utilregnelig. Disse falske påstande samt den seddel, Cinnamon havde skrevet, betød, at hun blev arresteret og senere dømt for mord. Hvad de piller, hun havde fået af sin far, angik, så havde hun kastet de fleste op, men hun var dog meget omtumlet og har sikkert virket skyldig samt helt rundt på gulvet.

Efter 3,5 år i fængsel var Cinnamon imidlertid som forvandlet. Hun studerede, og havde fået en ny selvtillid og var ikke længere så afhængig af sin fars ros og kærlighed, hvilket betød, at hun nu formåede at tænke mere selvstændigt. Politiet havde hele tiden forsøgt at få hende til at fortælle mere om det, der var sket, men det ville hun ikke på grund af faderens "elsker du mig"-manipulation. Det blev dog anderledes, da hun hørte, at han ikke bare havde giftet sig med Patti, men også havde fået en datter med hende. Pludselig formåede hun at lægge to og to sammen og forstod, at hun - og Patti - var blevet manipuleret til at begå det mord, han ønskede udført. Resultatet var, at hun fortalte politiet det, de hele tiden havde mistænkt, nemlig at det var David, der havde fået hende til at skyde Linda, og at Patti havde hjulpet hende. De blev begge arresteret, og under den påfølgende retssag gik det også op for Cinnamon, at det ikke havde været hendes fars mening, at hun skulle overleve den dosis piller, han havde givet hende til det fingerede selvmord. Erkendelsen fik hende til at bryde sammen i gråd, hvilket nu ikke så ud til at røre ham det mindste, for David tænkte kun på sig selv. Noget, der også fik ham til at forsøge at hyre en lejemorder, der kunne myrde de betjente, der udforskede ham.

Både Patti og David blev dømt og sendt i fængsel. Førstnævnte afsonede sin straf og kom - ligesom Cinnamon - ud efter nogle år, men det gjorde David ikke. Han døde som 61-årig af såkaldt naturlige årsager i fængslet i 2014, medens både hans kone og datter blev løsladt som 21-25-årige og skabte sig et nyt liv. Begge lader til at have klaret sig godt, hvilket jo er helt fantastisk, for medens David præparerede dem, havde de absolut ingen selvtillid. Der er noget, man skal huske på, når man læser om en sag som denne: kærligheds-manipulation tager mange former. Den kan også optræde ved et mord, hvor morderen undskylder sig med, "at han/hun elsker sit offer så og så højt", og at "han/hun får ham/hende til at gøre dette imod sig". Andre kan hævde, at de elsker en person så højt, at "de ikke kan holde ud, at se dem med andre". Det uhyggelige er, at mange er til fals for den slags argumenter, sådan som det var tilfældet med Cinnamon og Patti. En kold og beregnende mand udnyttede dem ved at spille på deres følelser og forståelse af "deres pligt", hvis de ville have han skulle tro på deres kærlighed. Altså et virkelig kynisk og beregnende spil, der først ophørte, da Cinnamon forstod, at hun var blevet udnyttetaf den mand, hun satte så højt og så som sin livline.

https://www.latimes.com/archives/la-xpm-1990-08-19-vw-3027-story.html

https://www.ctvnews.ca/entertainment/murderer-who-inspired-tv-miniseries-dies-in-california-prison-1.1741869

 

https://tvcrimesky.com/2019/07/19/linda-bailey-brown-cinnamon-brown-where-is-if-you-really-loved-me-love-lies-and-murder-killer-today-now/1666 

 

Er mennesker grimme?

 

Denne unge dame er fra USA, og hendes navn er Miriam Stevenson. Ved at blive kåret som Miss Universe i 1954 bliver hun den officielle skønhedsdronning ikke bare for hele planeten, men for verdensrummet som helhed. Ingen (af hunkøn) noget sted på og uden for planeten formodes at være smukkere end hende. Nu er skønhed jo i høj grad noget subjektivt, og selv om hun da er nydelig, så vil jeg ikke kalde hende super-smuk. I min ordbog vil hun være opført under betegnelsen "husmor-typen", hvilket betyder, at hun savner den glamour, som jeg umiddelbart forbinder med begrebet "smuk". For mig er denne betegnelse knyttet til kvinder som Elizabeth Taylor, Ava Gardner, Sophia Loren og den type film-stjerner.

Ava Gardner og Lana Turner, der begge var anset for at være virkelig smukke

Der er ikke meget husmor over nogen af de to, og det skaber jo et dilemma, for tog dem, der valgte Miriam Stevensson som "universets smukkeste", så totalt fejl? Næh, for som sagt er og bliver skønhed  noget subjektivt. Det betyder også, at begrebet skønhed veksler med tid og sted. I vor tid skal man være meget tynd for overhovedet at blive regnet for smuk, men det skulle man ikke til alle andre tider op igennem historien. Alene dér ses en overmåde markant forskel på idealerne, der viser noget om skønhedsbegrebets flygtige natur. Faktisk kan det få én til at tænke på, om der er nogen mening i at operere med sådan et begreb. 

Desuden hvad med alle andre skabninger? Hvis man ser objektivt på sagen, så kan man i hvert fald argumentere for, at væsener som f.eks. denne kat er langt smukkere end noget menneske. Vi er f.eks. betydeligt mere kluntede end en kat, og hverken denne eller sommerfuglene, der svæver over vandet, der formodentlig skjuler nogle lige så flotte guldfisk, er ligefrem grimme. De er alle smukke, også ud fra vore skønhedsbegreber. Det samme gælder en blomst som denne. Er den smukkere end katten og/eller skønhedsdronningen? De kan ikke for alvor sammenlignes - og dog, jo det kan de, hvis vi beslutter at gøre det .....

 

Sådan et dyr som dette falder til gengæld helt uden for alle kategorier, da formentlig ALLE vil hævde, at det er grimt. På en anden planet vil det måske blive regnet for mægtig smukt, men ikke hos os, for det bryder med de skønhedsbegreber, vi formentlig har fået ind med modermælken. Jeg tror i hvert fald, at der er tale om noget instinktivt, og at vi automatisk rykker væk fra sådan et væsen.

 

Og hvad så med en kvinde som denne? At hun har en meget stramtsiddende kjole på, gør ikke sagen bedre, for en skikkelse som denne bryder med det billede af proportioner, vi sikkert har i vores underbevidsthed, og som vi går frem efter, når vi bedømmer noget som smukt eller grimt. Dér ligger skønhedens hemmelighed efter al sandsynlighed: proportioner! Hvis de er i orden ud fra disse formentlig medfødte forestillinger, så er objektet for vor bedømmelse - dyr, menneske eller blomst - smukt i vore øjne. Dermed ikke være sagt, at mennesket som skabning på noget tidspunkt har været eller vil blive UNIVERSETS smukkeste, for det tror jeg faktisk ikke, vi er - objektivt set ....

 

 

Ikke alle er, hvad de selv tror .....

Dette er en meget mærkelig sag, som jeg slet ikke troede kunne passe, men det gør den så alligevel. Højst besynderligt!

OK, here goes: en familie havde lige fået et barn, da manden af uransagelige årsager besluttede sig for at få en faderskabs-test. Mistænkte han, at konen havde været utro, og at han ikke var babyens biologiske far? Højst sandsynligt, og mærkeligt nok blev hans bekymring både bekræftet og gjort til skamme - samtidig. Testen viste nemlig, at han ganske rigtigt ikke var babyens far, men den lilles farbror. Barnet var altså hans brors.

Eftersom denne mand ikke havde nogen bror, var det en meget mærkelig besked at få. Det stod dog fast, at han ikke var barnets biologiske far, så han gennemførte derfor en DNA-test, og så blev det hele endnu mere underligt: babyen var født efter en in vitro-befrugtning, og der havde ikke været andre involveret end ham og hans kone. Forklaringen - da den endelig kom efter yderligere forsøg og undersøgelser - var, at han var det, man kalder en "kimære", dvs. en levende organisme, der består af flere andre organismer. Man kender mest kimærer fra mytologien, men de er nu også blevet opdaget i biologien. 

Denne specielle far havde som foster i sin mors livmor optaget sin tvillingbror i sig. Ingen anede, at der havde været endnu et foster, og at de kunne have udviklet sig til siamesiske tvillinger. Det viste sig, at denne mands sperm var 90% ham, men 10% hans ufødte brors. En svimlende tanke, for er det noget, der sker ofte, og kan det forklare visse ejendommelige psykiske tilstande samt ulogiske handlemåder???

Desuden - á propro DNA - så kan den form for nysgerrighed, der fik manden til at indlede en udredning, føre til opdagelsen af uønskede sandheder. 

Er det det værd, og hvad nu med manden med babyen, føler han sig som onkel eller far til det lille barn, der er afhængig af ham? Slægtsforskning er sjovt - indtil et vist punkt, for så forvandles det måske til noget skæbnetungt. Der er i hvert fald forskellige personer i fortiden, som jeg meget nødig ville finde ud af, at jeg i virkeligheden stammede fra .....

Kilder:

 

Human Chimera: How a Man's Unborn Twin Fathered His Child | Time

Human-Nonhuman Chimeras: Do We Really Want to Go There? | The Kimmela Center for Animal Advocacy, Inc.

 

 

Voldtægten, der forvandledes til kunst

                                 Susanna i badet, malet af Artimisia Gentileschi som 17-årig

Der er tale om et både velkendt og populært motiv fra Daniels Bog i Det Gamle Testamente. Her fortælles der bl.a. om den pæne og dydige Susanna, der er en gift kvinde uden udenomsægteskabelige forhold. En dag, hvor hun tager bad i haven, bliver hun imidlertid beluret af to ældre dommere - dvs. magtfulde mænd med en høj status - og de optændes i den grad af begær ved synet af hendes nøgenhed, at de truer med at rette falske anklager for hor imod hende, hvis hun ikke går i seng med dem. Hun er imidlertid standhaftig og afviser dem, hvilket vækker hævngerrigheden i dem og får dem til at kræve hende henrettet for en påduttet usædelighed. Det er lige ved at lykkes dem, da den unge Daniel griber ind og kræver de to mandfolk forhørt mere indgående. De to skurkagtige dommere ender med at få den straf, de havde tiltænkt den dydige Susanna, for i stedet for hende er det dem, der bliver henrettet for utugt.

Billedet er altså malet af den store barokmaler Artemisia Lomi Gentileschi (1590/93-1653/56), og det er første, men ikke eneste gang, hun har brugt dette meget populære motiv. Hvor mandlige malere lægger vægt på Susannas tiltrækningskraft gennem en udpensling af hendes nøgenhed og skønhed, viser hun hendes udsatte situation, afsky og rædsel. 

                                Artimisias senere maleri af det samme motiv: Susanna i badet

At hendes billeder af denne bibelske episode afspejler en oplevelse i hendes eget liv er der ingen tvivl om. Som 17-årig blev hun nemlig overfaldet og voldtaget af maleren Agostino Tassi (1578–1644), der nærmest må have været serie-voldtægtsmand, for bl.a. hans svigerinde og en af hans koner havde anklaget ham for det samme. 

                                      Maskulinitetsdyrkende billede, malet af Agostino Tassi

Tassi benægtede anklagen på det kraftigste, men det hjalp ikke, for han blev dømt for voldtægt efter en syv måneder lang retssag, hvor Artimisia deltog aktivt, nemlig ved at blive tortureret for at afprøve sandheden i hendes anklager. Tassi sad i fængsel i to år, men dommen blev senere annulleret, og han blev frigivet, selv om han måske også havde fået den kone myrdet, der havde anklaget ham for voldtægt, foruden at han havde planlagt tyverier af andres kunstværker. Alt i alt en overmåde speget affære, hvis betydning for Artimisia og hendes kunst med de mange voldsomme motiver ikke er til at tage fejl af. Hun malede nemlig ofte meget brutale og blodige hævnmotiver: kvinder dræber mænd eller bærer omkring med deres afhuggede hovede i billede efter billede. Det kunne lade sig gøre, fordi billederne angiveligt var illustrationer til mytologiske eller bibelske scener, som folk genkendte som sådanne. At de i virkeligheden viste noget om hendes eget liv er der dog ingen tvivl om.

Corisca og satyren

Man ved nok, hvad satyrer er berygtede for, men selv om Artimisias flygtende kvinde afviser ham, så erkender hun alligevel hans tiltrækningskraft ved at se sig tilbage. Hun er ikke skræmt fra vid og sans som Susanna, men skal dog ikke have noget klinket.

                                           Salome med Johannes Døberens afhuggede hoved

Artimisia var anerkendt i sin samtid og blev regnet for en god maler fra hun var omkring 15 år. Hun var den første kvinde, der blev medlem af "Accdemia di Arte del Disegno" i Firenze og havde et internationalt klientel, men på en eller anden måde har den moderne kunstverden haft svært ved at anerkende hendes store talent.

                                                             Judith dræber Holofernes

Hendes far, den store barok-maler, Orazio Gentileschi, var stolt af hende og fremhævede hende gerne. Derfor er der en vis ironi i, at eftertiden har afskrevet mange af hendes bedste - og signerede - billeder som hendes. Man har altså kunnet se hendes signatur på lærredet, men har alligevel tilskrevet dem hendes far. Først med den nye kvindebevægelse kom der orden i definitionerne, og hun har fået den status, der tilkommer hende som kunstner.

 

https://www.theguardian.com/artanddesign/2016/oct/05/artemisia-gentileshi-painter-beyond-caravaggio 

 

https://news.artnet.com/market/sothebys-rediscovered-late-artemisia-gentileschi-masterpiece-old-master-sale-1451794

 

Når tiden rinder ud

Da Caryl Chessman (1921-1960) modtog sin første dødsdom for en hel række forbrydelser i 1948, var der nok ingen, der havde forestillet sig, at hans henrettelse skulle blive udsat hele otte gange inden for de næste 12 år. Havde han måske ikke begået adskillige forbrydelser som røveri, kidnapning og voldtægt? Det var han i hvert fald blevet dømt for, så hvad ventede man på? Og hvorfor støttede notabiliteter som den tidligere First Lady Eleanor Roosevelt ham? Desuden: hvordan kunne han blive ved med at hævde, at der var formelle processuelle regler, der var blevet tilsidesat under hans retsag, og at han var blevet dødsdømt med urette? Meget mystisk, men ikke afgørende, for dømt blev han - om og om igen ....

Det gjorde det heller ikke nemmere for myndighederne, at han havde så mange internationale støtter, der alle påstod, at hans dom var justitsmord. Noget, der hang sammen med den berømmelse, hans forskellige bøger havde skaffet ham. Især hans selvbiografi, "Cell 2455, Death Row", styrkede hans image, da den blev filmatiseret med William Campbell i hovedrollen.

Efter den ottende udsættelse troede alle - formentlig også Chessman selv - at løbet var kørt. At der skulle komme en niende udsættelse var urealistisk, men det var lige præcis det, der skete. Problemet var bare, at denne gang kom døden så tæt på, at der kun var et par minutter tilbage, inden Chessman måtte overgive sig til den dødelige gas i gaskammeret. Tiden var i bogstaveligste forstand ved at løbe ud ....

Alt var parat til henrettelsen, da den niende udsættelse kom, men den fik Chessman nu ingen gavn af. Han var allerede blevet  placeret i gaskammeret, og alt var parat to minutter, inden gassen blev sluppet ud, så da dommeren ringede forkert, var det for sent med udsættelse nr. 9. Chessman døde, vildt nikkende, hvilket var hans signal til de repræsentanter for medierne, der var til stede som vidner. Dermed meddelte han omverdenen, at gas-døden var meget smertefuld ....

 

http://www.gadflyonline.com/home/10-29-01/ftr-caryl-chessman.html 

 

https://law.jrank.org/pages/5160/Chessman-Caryl.html 

Dødsensfarlig tillid

Hvis man lader sig selv blive totalt afhængig af en anden eller flere andre, så leger man med ilden. Denne evige sandhed demonstreres og bliver meget tydeligt i forbindelse med næsehornfuglens familieliv, hvor hunnens liv afhænger af hannens evne til at holde sig i live samt finde føde til hende og ungerne. Eftersom disse fugle også jages og spises af mennesker, kan en alt for stor tillid koste hende og deres unger livet. Sagen er nemlig den, at for at beskytte de dyrebare små lader hunnen sig mure inde i et hult træ, hvor hun lægger æggene. Den eneste måde at få mad er via hannen, der får travlt med at finde de figner og andet guf, der står på næsehornsfuglens menukort. På samme måde har kvinder måttet forlade sig på mænd, der måske også har andre forpligtelser over for andre kvinder, eller som har en selektiv hukommelse med hensyn til, hvad de føler sig forpligtet til. Dette system i menneske-verdenen har kostet mange kvinder liv og status i et mandsdomineret samfund, der ikke har sikret dem og deres børn en levevej som ligeberettigede borgere.

Nå, dér fløj han, af sted på jagt efter føde til familien - eller for at vikle sig ind i indviklede forhold til andre næsehorns-damer? Man regner med, at disse hanner er trofaste, meeeennnnn VED MAN DET altid? Jeg tvivler, for jeg tænker på mænds og kvinders forhold og dømmer ham ud fra dem. Tarveligt? Ja, højst sandsynligt, men alligevel ....

 

Der er ca. 60 forskellige arter af næsehornsfugle, og de er alle meget fascinerende, bl.a. på grund af deres familieforhold med den indespærrede hun, der fodres af sin partner gennem et lille hul i det beskyttende lag, han har lagt over indgangen. At det tager tre måneder, indtil æggene er klækket og ungerne er store nok til, at hun ikke længere har plads i det snævre hul, betyder selvfølgelig, at hunnen sidder lukket inde i hulen en stor del af året. Noget i den stil oplevede mange af vore formødre også, men de kunne dog modtage besøg af familie og venner, og det kan næsehornsfugle-hunnen ikke. Hun sidder, hvor hun sidder ....

 

Andre sjove og spændende karakteristika er, at hornet oven på næbbet faktisk kan bruges på samme måde som næsehornets horn. De bruger det bl.a. til at fange og dræbe diverse byttedyr som slanger, fugleunger (FY!!!), frøer og øgler samt prikke frugter løse med. Desværre trues de ikke bare af fjender, der vil æde dem, men også af skovhugst, der gør det umuligt for dem at finde redeplads.                  

 

https://www.pandaclub.dk/naesehornsfugl/ 

 

Wikipedia