Sortlistet

 

Da jeg søgte på ordet "sortlistet" på Google, blev jeg til min store undren automatisk ført til alt muligt om "shortlisted". OK, ordene ligner hinanden, men hvor det er mægtig rart og perspektivrigt at blive shortlistet, så er det præcis det modsatte at blive sortlistet, så det var irriterende. Ordet beskrives i "Den Danske Ordbog" sådan: ".... registrere ting, personer, firmaer, lande m.m. som uønskede i visse sammenhæng". Som eksempel bruges en oplysning om Erasmus og hans skrifter, der "blev sortlistet af pavekirken under modreformationen og var sydpå svært tilgængelige i næsten 200 år fagb1984"

Erasmus af Rotterdam

At ligefrem få sortlistet sine skrifter viser, at de blev anset for meget farlige, så på en vis måde, bør Erasmus være stolt at at være havnet på den sorte liste over farlige personer, for det beviste, at der var bid i hans ord ....

Rockeren Svend "Svin" var måske også stolt af det, der fik ham sortlistet blandt "brødrene", men det er vist ikke helt ufarligt at være i "bad standing" blandt Hells Angels, (eller hvad det nu var for en gruppe, han tilhørte), sååå .... Nå, men så vidt jeg ved, har han overlevet, og det er ikke altid tilfældet for dem, der bliver sortlistet inden for visse erhverv.
 

Her er der tale om en demonstration i forbindelse med en fyring af og påfølgende sortlistning af en åbenbart lidt for rød borgmester i Bogota. Hans sortlistning skyldtes såmænd, at han nationaliserede renovationen, og først om 15 år kan han gøre sig håb om igen at beklæde politiske hverv. Surt show, hvis man brænder for politik eller er levebrødspolitiker (Arbejderen: 11-12-13).

Sortsyn?

Jeg kan sagtens forestille mig, at visse personer med en lang uddannelse bag sig har haft det svært efter en sortlistning. Således kan det næsten ikke undgås, at den sortlistning af visse læger, som sundhedsmyndighederne angiveligt har kørende, har truet folk på brødet - og anseelsen. At være i "bad standing" inden for Sundhedsvæsenet er næppe godt for karrieren. Det samme gjaldt den allermest kendte af alle kendte sortlistninger, nemlig den der skyldtes Hollywoods angst for at give personer, der angiveligt var kommunister, mulighed for at gøre karriere. Denne specielle sortlistning startede allerede i 1920'erne, og den gik ikke bare ud over skuespillere, men også instruktører, musikere, skribenter og drejebogsforfattere. De blev simpelthen "valgt fra", når der var jobs inden for filmen og andre dele af underholdningsindustrien. Den første virkelig systematiske Hollywood-sortliste går tilbage til 1947, og denne sorte liste varede indtil 1960, hvor en drejebogsforfatter, der vitterlig havde været medlem af Kommunistpartiet fra 1943 til 1948, blev krediteret for sit arbejde med "Exodus" og "Spartacus". Hovedrolleindehaveren i sidstnævnte film, Kirk Douglas, lader til at have spillet en aktiv rolle i, at netop denne drejebogsforfatter blev lukket ind i varmen igen.

Det mest bekymrende ved denne langvarige sortlistning er for mig at se det "kollektive præg": hvem som helst, revl og krat, kunne havne på listen uden nogen reel mulighed for at gøre indsigelse. Mange håbefulde skuespillere, etc. må have gruet for at blive sortlistet, for det kostede karrieren, etc.. De blev i hvert fald ramt på levebrødet ....

 

https://www.berlingske.dk/samfund/flere-bliver-sortlistet-i-sundhedsvaesenet 

 

Wikipedia

 

Rejse-"narkomani"

 

Man må sige, at den østrigske købmandsdatter Ida Laura Pfeiffer (1797–1858) var en dame med ild i rumpetten, for hun havde slet ikke tid til at sidde stille og brodere som de andre borger-døtre. Næh, hun rejste og rejste, tilmed i embeds medfør, da hendes rejser var videnskabelige ekspeditioner, som hun senere beskrev i sine udgivelser. Flere af disse blev tilmed oversat til forskellige sprog. En så berejst dame burde have været selvskreven til at blive medlem af "The Royal Geographical Society" i London, men nej, den gik ikke, da de først optog kvinder indtil 1913, dvs. længe efter hendes død. Til gengæld var hun optaget i geografiske foreninger i både Berlin og Paris. Hendes første lange rejse var til Palæstina og Ægypten og fandt sted i hendes barndom. Som voksen tilbagelagde hun ialt 32.000 kilometer på land og 240.000 kilometer til søs, og det omfatter bl.a. to rejser verden rundt, nemlig i 1846 og 1855.

Bogen "Journey to Iceland - And Travels in Sweden and Norway" blev udgivet på engelsk i 1852. Den gav et meget positivt billede af Danmark som et land, hvor man tager sig af de fattige, og hvor der ikke var tiggere på gaden, sådan som det var tilfældet med mange andre europæiske lande. 

Det kan være svært at forestille sig et liv som hendes, da så mange andre kvinder fra denne tidsalder levede helt anderledes liv. En ting er, at hun allerede som barn manifesterede sin afsky for de almindelige kvindelige sysler som broderi og klaverspil ved at skære sig i fingrene, så de ikke kunne bruges til den slags. Også på andre måder demonstrerede hun en voldsom modstand imod den gængse feminisering, som man forsøgte at påtvinge hende på samme måde som hendes kønsfæller. En af de ting, hun som kvinde blev nødt til, var at gifte sig, så familien var sikker på, at hun kunne blive forsørget. I maj 1820 indgik hun et arrangeret ægteskab med den 24 år ældre, ukrainske advokat Mark Anton Pfeiffer, dette par fik to sønner og en datter, der imidlertid døde kort efter fødslen, inden de blev uofficielt separeret i slutningen af 1820'erne. Blandt problemerne i ægteskabet var økonomien nok det værste, men Ida Lauras arv efter hendes mor, som hun investerede på kløgtig vis, gav hende lidt luft under vingerne.

Og så var der hendes bøger, der vel fortjener betegnelsen "bestsellere", selv om det er et nyere begreb. Også de hjalp hende med at financiere nye rejser. Noget, der også lettede vejen for hende, var hendes alder: som midaldrende og ældre kunne hun uhindret gøre ting, hun ikke havde kunnet som ung, fordi det blev anset for "upassende". Man kan sige, at hendes alder samt fremadskridende skrøbelighed gav hende en form for immunitet, også blandt mennesker, der havde lidt under hvide erobreres grusomheder.

Hun kaldte sig selv gammel, grim og fattig og tog ikke megen notits af sit ydre eller det indtryk, hun gav, heller ikke i mandsdominerede samfund i Østen. Faktisk lader det til, at hun efterhånden fik blik for undertrykkende kønsroller både i og uden for Europa. Undervejs på en af sine rejser blev hun også opmærksom på sociale uretfærdigheder som sådan, og hun kom bl.a. med skarpsindige betragtninger om slavernes forhold rundt omkring i verden. Noget, det også havde forarget hende, var den måde, indianerne blev behandlet i USA, bl.a. af guldjægere, som hun ikke havde meget til overs for: "... to this desert men voluntarily banish themselves for the chance of finding a lump of gold! What must a place be, if it had but this attraction, to keep off the avaricious whites?" Indianerne kunne hun lide og forsvarede det, de hvide så som feje overgreb på flokken af ikke-indianske indtrængere: "They understand no work but basket plaiting. In this art, however, they have attained to great perfection; they know how to make their baskets perfectly watertight, and manage even to boil their fish in them."

På det, der blev hendes sidste rejse, kom hun dog i klemme mellem lokalbefolkningen og fremmede invaderende styrker på grund af sin hudfarve. Dette skete i Madagascar i 1857, hvor franskmændene forsøgte at erobre magten i kongedømmet, hvis regent var den barske dronning Ranavalona I. Ida Laura var jo altså østriger og ikke fransk, men samtidig var hun jo altså hvid ligesom franskmændene, så hun blev mistænkt for spionage. For ikke at blive smidt i fængsel måtte hun flygte, og det foregik gennem en tæt og sygdoms-befængt jungel, der gjorde hende meget syg, og som endte med at tage livet af hende. Typisk for hende lå hun ellers på det, der blev hendes dødsleje, og planlagde en storslået rejse til Australien, men det nåede hun altså ikke.

Adams, William Henry Davenport. Celebrated Women Travellers of the Nineteenth Century. 9th ed. London: W.S. Sonnenschein, 1906

 

Wikipedia

"Idioten" og en kvindes selvhad

 

Siden jeg mødte det "gode menneske", Fyrst Mysjkin, i Fjodor Dostojevskijs "Idioten", har jeg ofte gjort mig tanker om begrebet "godhed" og godhedens natur. Romanen udkom som føljeton i et tidsskrift fra 1868 til 1869, hvilket er en sær tanke, for hvordan kan denne beskrivelse af den "vise dåre" læses i småbidder? På mig virker det underligt, for det er ikke en spændingsroman, der skal tjene til at holde salget af en avis eller et tidsskrift oppe, men en helstøbt roman om et meget specielt menneske og alle dem, han påvirker ved sin personlighed. At den godhed, han tilskrives, ind imellem til forveksling ligner tåbelighed er en anden sag ....  

Ligesom Dostojevskij selv lider fyrsten af epilepsi, som han er blevet behandlet for i årevis i Schweiz. Han er den sidste i sin meget fornemme, adelige familie, men urfattig, så der er en ironi i, at han bliver knyttet til sit modstykke, den barske og rå millionær Parfion Ragozjin. En af de ting, der knytter dem sammen, er betagelsen af Natasja Filippovna, der er en skadet kvinde efter at være blevet misbrugt af en skiderik, nemlig levemanden Tótskij, der bare søgte sex uden kærlighed eller respekt. På grund af dette, der i vor kultur længe har været regnet for rendyrket kvindeforagt, ødelægges hun psykisk af et intenst selvhad. Noget, der dog ikke er gået ud over hendes stærke sex-appeal, som begge mænd fornemmer, men på forskellig måde. Både Mysjkin og Ragozjin lægger billet ind, men af forskellige årsager. Mysjkin, der faktisk sværmer for en anden ung kvinde, drives af medlidenhed, hvilket hun opfatter som en understregning af den nedværdigelse, hun har følt sig defineret af. Derfor kaster hun sig i armene på Ragozjin. Dette valg er yderst uheldigt, for han slår hende ihjel, hvilket Mysjkin havde advaret hende imod kunne ske.

Når jeg tænker på Fyrst Mysjkin som person, ser jeg ham for mig i skikkelse af den franske skuespiller Gerard Philippe. Det kan skyldes, at jeg måske engang har set den film, hvor han spiller fyrsten, men sikkert er det ikke. Faktisk mistænker jeg, at det er hans type, hans specielle udstråling, der får mig til at tænke i de baner. 

Gerard Philipe har nemlig en særlig "Kristus-udstråling", der er som skabt til en litterær figur som Mysjkin, der står for barnlig naivitet og uskyld, og som derfor slet ikke passer ind i den kreds af mennesker, hvor han færdes. 

Samtidig med at Mysjkin tolker Natasja Filippovna og virkelig formår at se hendes skadede psyke, er det dog netop denne specielle evne, der bunder i hans naive ujordiskhed, der gør, at han ikke virkelig forstår hende. Hans naive godhed gør ham i en vis forstand blind for sociale, følelsesmæssige nuancer. Dermed bliver han den katalysator, der fører til tragedien. Med denne roman har Dostojevskij dermed skabt et billede af meget komplekse, men ægte psykiske og samfundsmæssige konstellationer, der er ret imponerende den dag i dag, selv om selve intrigen med den forførte og forladte kvinde, der pines af sin "uværdighed", føles fremmed i vor tid. Nu om stunder skal der da gudskelov mere til end en forførelse, eftersom jomfrudomme ikke er i så høj kurs i vores del af verden.

Den skarpsindige detektivs far troede på spøgelser

Dette "Stjerne-Hæfte" har jeg aldrig haft fornøjelsen af et læse, men selv om jeg oprindelig kunne lide og beundrede den super-skarpe detektiv, Sherlock Holmes, så har tidens gang og større indsigt i både dette og hint nu også tæret på min sympati, så jeg ville måske også være blevet skuffet, hvis jeg havde fået fat på det. Hvorom alting er, så er der dog et par krøller på historien om den døde/ikke-døde Sherlock, der er interessante.

Episoden med Sherlock, der angiveligt dør, byder også på hans værste fjendes, nemlig Professor Moriartys, død. Det sker alt sammen i "The Adventure of the Final Problem" (1893), men Sherlock genopstår i "The Adventure of the Empty House", der også handler om det mystiske mord på Ronald Adair, og alle Holmes-fans - inklusiv Dr. Watson - kan ånde lettet op: helten er tilbage! Mange i datidens England havde begrædt hans død, og fattede ikke, at Conan Doyle kunne nænne at slå ham ihjel, hvilket han da så heller ikke kunne. Selvfølgelig dør han ikke virkelig, selv om hans skaber havde besluttet at slå ham ihjel, fordi også han blev træt af ham, så selvfølgelig vender den super-rationelle detektiv, Sherlock Holmmes, tilbage fra de "døde", fuldt restitueret oven på sin "ferie som afdød".

Tiden svælgede i det okkulte, og også Conan Doyle elskede den slags. Det var på den måde han traf en anden stjerne, der blev hans gode ven en kort periode, nemlig den store illusionist Harry Houdini, der også var mægtig interesseret i alt sådan noget hokus-pokus. De to mænd mødtes, men havde lige fra begyndelsen en helt forskellig holdning til seancer, spøgelser, etc., der tryllebandt masser af ellers fornuftige mennesker i denne periode. Hvor Conan Doyle troede på, at de okkulte fænomener var ægte, så var Houdini særdeles skeptisk. Hvor han på et tidspunkt satte han sig for at bevise, at der var tale om humbug, så var det helt anderledes med den skarpsindige Sherlocks far.

Conan Doyle troede ikke bare på det okkulte, men mente også, at Houdini selv besad overnaturlige evner. Noget magikeren benægtede, foruden at han afslørede flere medier, der påstod, at de talte med de døde. DET kunne den super-skarpe Sherlocks far ikke lide - og så var det slut med det venskab!
 

https://www.shmoop.com/study-guides/literature/return-of-sherlock-holmes

 

https://study.com/academy/lesson/sherlock-holmes-return-from-death-in-the-empty-house.html 

https://lithub.com/why-harry-houdini-did-not-like-arthur-conan-doyle

en.wikipedia.org/wiki/A...

Søsteren

 

Ligner denne kvinde, nemlig Paula Wolff (1896-1960), sin storebror, Adolf Hitler? Ikke umiddelbart, men da hun døde i 1960 som 64-årig uddøde denne Hitler-blodlinje med hende, for som børn af Clara og Alois Hitler var de helsøskende. De havde halvsøskende, nemlig fra faderens første ægteskab, men kun disse to delte et virkeligt slægtskab. 

Klara Hitler

Man ved ikke så meget om Paulas politiske idealer, men de fleste tror, at hun var meget naiv samt slet ikke interesseret i politik. Hun beundrede sin bror som person og forsvarede ham under forhør efter Anden Verdenskrig. Således troede hun slet ikke på, at han havde haft en finger med i spillet, da jøderne blev myrdet, "for sådan var han ikke". Ligesom deres fælles far havde tævet Klara og lille Adolf, så havde Adolf ellers tævet sin søster, "men kun for at opdrage og retlede hende". For mig at se er det ekstremt naivt at tolke vold på den måde, men det gjorde hun åbenbart.

Den unge Paula havde forskellige rengørings-jobs, bl.a. på et jødisk kollegium. Ingen oplevede fordomme imod jøder fra hendes side, og hun viste heller ingen sympatier for nazisterne. Således var hun ikke medlem af partiet, men var tilsyneladende helt og aldeles neutral. Var det hendes naivitet, der fik hende til at forlove sig med doktor og nazi-officer Erwin Jekelius, der var ansvarlig for mord på mindst 4.000 mennesker i gaskamrene? Hvorom alting er, så forbød storebror Adolf hende at gifte sig med ham, og han blev sendt til østfronten, hvor han døde som krigsfange i en russisk lejr. At hun ønskede at gifte sig med denne fyr har virkelig forbavset historikerne, for så må hun have været i total fornægtelse, ikke mindst når det gjaldt broderen og hans politik. Noget, der måske også hang sammen med hans økonomiske hjælp under krigen, for den fik hende formentlig til at se ham som "god".

De to søskende mødtes meget sjældent, måske bare en eller to gange om året, men det trak ikke fra i Paulas hengivenhed for sin bror. Hendes selvvalgte efternavn, "Wolff", var iøvrigt en form for hyldest til ham, da hun havde skiftet fra "Hitler" til det navn, han selv på mange måder identificerede sig med. Således fungerede det som en slags kodeord for ham.

Efter krigen levede hun et meget stille og privat liv. Hun deltog kun i et eneste interview, nemlig med den britiske journalist Peter Morley. Den tyske version er væk, men den engelske eksisterer stadig. (Om den er beskåret, ved jeg ikke).

 

"Paula Hitler". Washington Post. Associated Press. 3 June 1960. Archived from the original on 4 March 2016. Retrieved 17 May 2008. Berchtesgaden, Germany (AP) Paula Hitler, sister of Adolph [sic] Hitler, died Wednesday, according to police

Wikipedia

 

Er det KUNSTEN eller NAVNET, det gælder???

 

Er dette et fantastisk maleri, ja, nærmest et genialt mesterværk? Tjah, det er nydeligt, men ikke min smag, så jeg ville bestemt ikke have givet $8.3 millioner for det, men det gjorde formanden for Sothebys auktionshus, Domenico De Sole, i 2004. Hvorfor gjorde han nu det? Jo, det blev præsenteret for ham som et af den abstrakte expressionist Mark Rothkos malerier, og de er pr. definition geniale samt meget dyre. Denne maler havde levet meget beskedent, men efter hans selvmord i 1970 blev hans billeder mere og mere værd: NAVNET solgte, og ikke han selv, men kunsthandlere og samlere tjente gode penge på ham. I dette tilfælde var det et meget prestigefyldt kunstgalleri, Knoedler & Co., der syv år før købet havde udbudt billedet til salg. De havde en særlig aftale med en person ved navn Glafira Rosales, der angiveligt havde adgang til uanede mængder af (efterhånden) berømte maleres ukendte mesterværker. Det drejede sig bl.a. om Jackson Pollock, Mark Rothko og Willem de Kooning, der alle var blevet berømte, og som derfor var gode samle- og investeringsobjekter. Den person, der havde købt mange af disse billeder til galleriet, var Ann Freedman, der havde været tilknyttet Knoedler & Co. i mange år.

Glafira Rosales til venstre og Ann Freedman til højre

Syv år efter at have købt Rothko-billedet for $8.300,000 opdagede Domenico De Sole, at han var blevet narret. Billedet - som mange havde prist som et vidunderligt kunstværk!!! - var blevet afsløret som humbug. Det var aldeles ikke Mark Rothko, der havde malet det, men en kinesisk kunstner, Pei-Shen Qian, der boede i Queens, hvor han sprøjtede billede efter billede ud. De var alle så gode forfalskninger, at det kunne fortsætte i årevis og gøre et par spanske hallunker, brødrene Jose Carlos og Jesus Angel Bergantinos Diaz, rige. Den ene af dem var kæreste med Ann Freedmans kontakt, Glafira Rosales, og havde en datter med hende, så svindlerierne var en form for familieforetagende. 

Domenico Del Soles og hans kone blev så vrede over at være blevet nattet, at de lagde sag an imod galleriet. Retssagen gjorde det klart, at Pei-Shen Qian-billeder havde indbragt $70-80.000.000, og selv om køberne paradoksalt nok var glade for de svindler-billeder, de havde købt, og som de anså for ægte kunstværker, så endte Domenico De Soles retssag imod Ann Freedman og galleriet med sorg og tænders gnidsel. Hun mistede sin stilling, og det gamle, hæderkronede galleri lukkede. Pei-Shen Qian stak af til sit hjemland, Kina, hvor han angiveligt maler på livet løs, men i sit eget navn. Et af problemerne med sager af denne art er nemlig, at et ægte kunstnerisk talent kan blive misbrugt til falsknerier, hvor det burde have blomstret som en nyopdaget kunstners mesterværker. Qian er nemlig en glimrende maler, men desværre var han en lige så god bedrager, hvilket fristede et par skurke til en udnyttelse af hans talent. Det var deres og ikke hans ide, og ironisk nok var de beløb, der blev udbetalt til ham af de spanske brødre for det, der indbragte dem millioner, latterligt små, man kan sige, at der var tale om en spiral af bedragerier.

Hvis ikke Quin havde forfalsket malernes signaturer, men havde skrevet sit eget navn, så ville alt være OK juridisk set. Malerierne ville dog ikke have indbragt de astronomiske summer, de gjorde, og det er humlen i sagen: samlere, museer, gallerier, etc. køber ikke bare værkerne, men i lige så høj grad navnet. Har du en Rembrandt, en Corot eller f.eks. en Rothko, (og de er ægte), ja, så er du på den grønne gren i denne kunst-verden, der går mere på snobberi og økonomi end på kunst. Hvis du i stedet for ægte malerier har forfalskninger, så mister du ikke bare penge på en dårlig investering, men bliver til grin for at være så godtroende. Domenico De Soles var virkelig glad for det maleri, som han troede var et ukendt Rothko-mesterværk, men da han fandt ud af sandheden, er han nok blevet flov, for der er sikkert dem, der har grint ad ham. Ikke desto mindre fremstår billedet som et kunstnerisk mesterværk, så de tabte investerings-summer burde ikke trække dets værdi ned under gulvbrædderne. Enten er det god kunst, eller også er det ikke god kunst, hvad malerens navn end er. Qian skabte jo faktisk noget originalt - bare i en andens navn ....

Noget, der gør retssagen til en øjen-åbner mht kunst-begrebet er, de diskussioner, man røg ud i under retssagen. Det drejede sig om, hvorvidt det falske Rothko-billede skulle hænge med den røde farve øverst eller nederst. For mig giver det et interessant perspektiv til hele denne debat om kunst og investeringer ....

Svindlerier er også en form for kunst, da det kræver en ganske særlig ekspertise ....

 

 

https://www.artnews.com/art-news/news/knoedler-forgery-scandal-documentary-review-1202685153/ 

 

https://www.artlyst.com/news/glafira-rosales-blows-the-whistle-on-new-yorks-biggest-art-fraud/ 

 

Tryghedens evangelium

Det kan være rigtigt nok, at lykke hører sammen med følelsen af tryghed, men ingen af delene er nu altid til rådighed, bare fordi man ønsker det.

Hmmmm, tjah, men er det nok til at give tryghed? Den allerførste læresætning i moderne tid lader til at være "Tryghed først og fremmest", og jeg føler såmænd selv dens slagkraft engang imellem. Er der noget dejligere end at vide, at hvor man end er, og hvad man end gør, så er man tryg, for man er FORSIKRET imod uheld og andet, der kan forrykke balancen i det, man forstår ved "et godt liv", nemlig en socialt sikret tilværelse. Hvis man ser denne højt skattede tryghed som fundamentet for ens tilværelse, så skal der dog ikke meget til, før man føler, at fundamentet vælter. Dvs. at "trygheden" som sådan er mere eller mindre illusorisk, for ægte tryghed lader sig ikke rokke, men står fast. Ligevægtens nul-tilstand forvandles lige med et til en alvorlig minus-tilstand, der f.eks. kan starte sådan: pengene er der, boligen er der, vennerne er der, men man bliver syg, og BUM, så er det faste fundament pludselig blevet flydende eller i hvert fald meget vakkelvornt ....

Den form for tryghed, der hviler på fornemmelsen af social sikkerhed, er nok den grundlæggende, men der er også andre former. F.eks. giver det tryghed at vide, man er "som alle andre", og ikke har uacceptable kanter, der stikker ud til alle sider. Desværre må jeg sige, at også denne form for tryghed er en illusion. Man lever som sine venner, har de samme meninger som dem, og alt er fryd og gammen, for man støtter gensidigt hinanden gennem bekræftelser på at man er "normal". At skeje ud og pludselig blive anderledes er ikke velset, for det truer den fælles følelse af tryghed. Rammen omkring denne form for tryghed er det ensartede, genkendelsen af sig selv i de andre og manglen på spørgsmålstegn ved det, der anses for at være "normalt".

Og så er der dem, der dyrker deres egen stormægtighed som "enere". Giver det tryghed at føle sig forskellig fra andre? Det tror jeg faktisk, at det kan, hvis det er ægte. Lyver man for sig selv, idet ens fornemmelse for ens egen unikke natur bare er et dække for en mindre behagelig social tilstand, så forøges ens mangel på tryghed betydeligt. Man føler, at man er noget særligt og ikke står til regnskab for andre. Desværre for ens selvfølelse har man kun drømmerier at byde på som "beviser", og det er i sidste ende nedbrydende for den selvtillid, denne type mennesker har brug for. 

Selv folk, der er udmattede fysisk og psykisk, ja, nærmest udslukte gør én ting hver eneste dag, fordi de føler, at det er dér, trygheden ligger: de tager på arbejde, for hvad skal de ellers gøre? I tider med arbejdsløshed bliver arbejdet det store, lokkende lys længere fremme i en meget mørk og uhumsk tunnel, og det forstår man jo godt. Jobbet - hvad enten det er godt eller ej - er det, der bringer mad på bordet og et hjem at stille dette bord. Uden jobbet er der lukket af for alle mulige dagligdags fornødenheder, så man ved, at det er vigtigt, men 100% trygt er det nu ikke. Alle kan jo have et job, som de kan miste på grund af forhold, de ikke selv er herre over ....

Og så er der kærligheden, der i århundreder var kvindens eneste mulighed for at opnå økonomisk og social tryghed. Man giftede sig til forsørgelse, og nogle gjorde det tilmed af kærlighed, men næppe uden at skele til det sociale perspektiv. Hvis de ikke kunne få den, de elskede, så måtte de elske den, de fik, og det gjorde mange af dem sikkert også. Kærlighed og ægteskab var i hvert fald vejen frem for den ærgerrige kvinde/mand, der var så heldig at falde over en god kandidat til at blive deres "bedre halvdel". Systemet byggede dog ikke på et fast fundament, da den sociale tryghed først og fremmest var afhængig af noget så uforudsigeligt og skiftende som følelser. 

Det var så den "tryghed"!

Kærligheden kan være herlig, men at satse på den som den store tryghedsskaber er simpelthen ikke klogt. De fleste ved det godt, men deres behov for at opnå følelsen af at være elsket og passet på er så stort, at den kommer højt op på deres ønskeliste for et godt liv.

Den ultimative tryghed for en tryghedsnarkoman er måske i virkeligheden en fængselscelle, hvor der bliver passet på én. Man får sin mad bragt og er beskyttet imod vejr og vind, og det er begrænset, hvilke vanvittigt utryghedsskabende handlinger, man kan begå. Kort sagt, både herligt og helt igennem forfærdeligt ....