Kvindelig sex og vagina-hyldest i middelalderen

 

Hvem var Gwerful Mechain (ca. 1455-1502)? Man ved desværre ikke så forfærdelig meget om hendes liv, men ingen er i tvivl om, hvad der rørte sig i hende, nemlig kvinders rettigheder, sexliv og forskellige former for personligt oprør. Alt sammen noget, der gav sig udtryk i ildfulde og også ofte vovede digte. Da hendes mand havde slået hende, giver hun frit løb for temperamentet og lægger slet ikke skjul på, hvad hun mener om sådan en opførsel:

".... A dagger through your heart’s stone - on a slant
To reach your breast bone:
May your knees break, your hands shrivel
And your sword plunge in your guts to make you snivel"

Himmel og havskum, sikke en vildkat!!! Nå, men de fik da en datter, Mawd, så ind imellem har de åbenbart været på talefod - i sengen. At en af hendes digter-kolleger, Dafydd Llwyd, måske var mere end som så, er et tolkningsspørgsmål. En ting ved man dog, hun var glad for sex samt meget, meget stolt af at være kvinde. Således skrev hun et hyldestdigt til det kvindelige kønsorgan, vagina, som hun mente også burde hyldes af andre digtere:

Every foolish drunken poet,

boorish vanity without ceasing,

(never may I warrant it,

I of great noble stock,)

has always declaimed fruitless praise

in song of the girls of the lands

all day long, certain gift,

most incompletely, by God the Father:

praising the hair, gown of fine love,

and every such living girl,

and lower down praising merrily

the brows above the eyes;

praising also, lovely shape,

the smoothness of the soft breasts,

and the beauty’s arms, bright drape,

she deserved honour, and the girl’s hands.

Then with his finest wizardry

before night he did sing,

he pays homage to God’s greatness,

fruitless eulogy with his tongue:

leaving the middle without praise

and the place where children are conceived,

and the warm quim, clear excellence,

tender and fat, bright fervent broken circle,

where I loved, in perfect health,

the quim below the smock.

You are a body of boundless strength,

a faultless court of fat’s plumage.

I declare, the quim is fair,

circle of broad-edged lips,

it is a valley longer than a spoon or a hand,

a ditch to hold a prick two hands long;

cunt there by the swelling arse,

song’s table with its double in red.

And the bright saints, men of the church,

when they get the chance, perfect gift,

don't fail, highest blessing,

by Beuno, to give it a good feel.

For this reason, thorough rebuke,

all you proud poets,

let songs to the quim circulate

without fail to gain reward.

Sultan of an ode, it is silk,

little seam, curtain on a fine bright cunt,

flaps in a place of greeting,

the sour grove, it is full of love,

very proud forest, faultless gift,

tender frieze, fur of a fine pair of testicles,

a girl’s thick grove, circle of precious greeting,

lovely bush, God save it.

Poet: Gwerful Mechain

Gwerful Mechain har efterladt sig et spor af tanker og følelser, som man ellers kun må gætte sig til, når det gælder middelalder-kvinders liv. Det er tydeligt, at hun var lidenskabeligt anlagt og havde et vågent øje, når det gjaldt kvinders vilkår og mandlig skønhed.

https://www.medievalists.net/2019/01/gwerful-mechain-and-the-joy-of-medieval-sex/

 

Wikipedia

 

Galskab, femininitet og oprør

Else Blankenhorn (1873-1920) var en smuk og forfinet dame fra det højere, tyske borgerskab. Som barn og ung havde hun fået undervisning i musik, kunst og sang, men som 26-årig mistede hun pludselig stemmen. Mange af de mellemliggende år havde hun været patient på det schweisiske hospital for sindslidende, Bellevue. Hvad man end kan sige om hendes sygdom(-me), så var hun tydeligvis det, man kan kalde "en sart plante".

Hun led af neurasteni og viste desuden tidligt tegn på mentale problemer, - eller sådan blev nogle af hendes symptomer tolket. Man talte både om "hypokondri" og noget, som nogle anså for symptomer på skizzofreni. Et af disse symptomer bestod i hendes påstande om at være gift med den tyske kejser, Wilhelm II, hvilket hun selvfølgelig ikke var. 

Under sin indlæggelse på Bellevue malede hun på livet løs, men forsøgte at holde sine kunstværker skjult for omverdenen. Den gik dog ikke, for andre fattede interesse for dem, bl.a. maleren Ernst Ludwig Kirchner og psykiateren Hans Prinzhorn, hvis samling af psykiatriske patienters kunst er ret enestående. Også Else Blankenhorns malerier, etc. havnede i Prinzhorns samling, men samtidig har hun status som en "rigtig, ægte ekspressionistisk, tysk kunstner".   

Det var ikke bare maleriet, der optog Else Blankenhorn. Under sin indlæggelse tegnede hun, skrev digte og komponerede. Malerier og tegninger illustrerer ofte hendes personlige fantasiverden, hvilket gør dem ekstra interessante for eftertiden.

Der foregik meget i hende, men det meste må have været ret kaotisk eller har konstant svinget fra sex-fiksering til religiøse drømmerier.

At hun både figurerer som sindslidende og som en anerkendt maler er faktisk ret tankevækkende, men man kan anlægge mange forskellige synsvinkler på sagen. En af dem er samfundets indretning samt kvinders liv og vilkår i tiden. Var Else Blankenhorn "tosset", eller dækker den ene af hendes diagnoser, nemlig "hypokondri", over samfundets indstilling til kvinder, der ikke lod sig nøje med "Kirche, Küche, Kinder", men ønskede noget mere som netop kunstnerisk og ideologisk skaben? Eller sagt på en anden måde: blev hun syg, fordi hun ikke kunne finde sin plads i samfundet?

Var det måske ikke et udtryk for de sygdomme i sind og krop, hun blev tilskrevet, men hendes fastlåste samfundsstilling, der gjorde, at hun tabte stemmen? Der er helt afgjort en forbindelse mellem det at kunne gøre sig hørt, at kunne beskrive, hvad og hvem man er, og så ordet, man bliver berøvet.

En anden kunstnerisk mentalpatient var Katharina Detzel (1872-1941), der også indgår i Prinzhorns kunstsamling, bl.a. med denne flotte "mande-dukke", som hun lavede af materiale fra sin seng. Hun dansede bl.a. med dukken, og siden den er udstyret med mandlige kønsorganer, kan man mistænke, at den også indgik i hendes erotiske fantasier. Denne kvinde, der blev indlagt på mistanke om galskab i 1907, havde inden da udvist voldsomme, samfundsomstyrtende oprørstendenser, som samtiden afgjort ikke har kunnet lide. Bl.a. bombede hun en jernbanelinje og udførte aborter. Alt i hende lader til at have skreget på frihed, for hun kæmpede konstant imod indlæggelsen og forsøgte flere gange at flygte. Hun lavede figurer - bl.a. modeller af nøgler - ud af træ og dej. Når hun blev udspurgt af lægerne, pointerede hun, at hun snart selv ville blive som den dukke, hun havde skabt, hvis ikke hun blev sat fri, nemlig livløs og slap. I sin vedholdende kamp imod systemet i og uden for hospitalet lagde hun planer om at oprette et hjem for børn, der havde brug for det. Desuden skrev hun et skuespil med titlen "The extramarital child or the child bed of righteousness". Ud over det skrev hun en pamflet imod prostitution, så hun var ikke bare kunstnerisk begavet, men også en levende, engageret, politisk og samfundsbevidst kvinde. At hun formentlig endte med at blive myrdet af nazisterne i deres euthannasi-program, er meget sørgeligt, også fordi hun på det tidspunkt var undsluppet hospitalet, men så blev fanget, fordi hun havde begået tyveri og bedrageri - sandsynligvis fordi hun savnende alle andre muligheder for at overleve økonomisk.

 

https://vintagenewsdaily.com/katharina-detzel-a-mental-patient-who-built-her-own-life-sized-male-doll-out-of-the-straw-from-her-bed-1914/ 

 

Wikipedia

Lidt om påvirkning af andre og deres meninger

Ja-ja, små slag, Lao Tzu, for indtil et vist punkt er det faktisk nødvendigt at lytte til andres mening. Om det er nødvendigt at tage sig af den og indrette sit liv efter den er noget andet. Hvad man selv mener bør i hvert fald respekteres både af én selv og af andre. 

Nogle steder - som f.eks. Facebook - har en skrap censur, hvor man kan blive alt lige fra at blive "sat i Facebook-fængsel" til udelukkelse for et billede af Hitler. Det er efter min mening ret overdrevet, medmindre man ligefrem forsøger at udbrede hans ideer. Hans holdning og politik derimod er et historisk faktum, der ikke bør ignoreres, nemlig som advarsel.  

Man hæfter for sin mening, hvis den bliver til agitation og forsøg på indoktrinering. T. Rump vil således aldrig kunne påstå sådan noget som, at "det var for sjov", eller at "han blev misforstået". Dertil har han været for meget fremme med vanvittige og nærmest umodne påstande. Det vil til evig tid være mig en gåde, at nogen har kunnet tro på hans tolkninger af samfundet og dets indretning. At mange ligefrem har opfattet denne fallerede svindler som en "lykkemand", der også kan bringe dem guld og grønne skove, er latterligt. Ikke desto mindre er der mange, der klamrer sig til troen på, at hans egenskaber kan bringe dem det samme, som de er blevet bildt ind, at han har. Han er et eksempel på, at nogles løgne er noget, der kan skade andre.

 

Forbandelsen af en hel familie

 

Et historisk øjeblik: ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru, Sophie, hertuginde von Hohenberg, på vej ned til den bil, hvor de kort efter blev myrdet af den serbiske nationalist Gavrilo Princip. Faktisk foregik draben efter et tidligere attentat samme dag. Dette angreb blev imidlertid forfejlet og gik i stedet ud over folk i deres følge og ikke dem. I dette øjeblik, hvor de står på trappen, svæver deres skæbne altså over dem som en trussel, der endnu ikke udløst: et par trin ned, og de sidder i den fine bil, der senere har fået et skrækkeligt rygte, fordi nogle mener, at den var forbandet af en eller anden, der ikke mente ejerne det godt. 

Dette blodige mord fik Østrig-Ungarn til at erklære krig imod Serbien, og som en følge af alle de alliancer, der bestod mellem de forskellige europæiske lande, udløste det dødelige attentat på Franz Ferdinand og hans hustru Første Verdenskrig, hvor utallige menneskeliv gik tabt.

Nogle mennesker mener, at de mange ulykker, der ramte habsburgerne i generation efter generation, stammede fra to forbandelser i en fjern fortid. Således hævdes det, at en tidlig forfader, der blev forbandet af en ung kvinde, han havde forført og "fået i ulykke", blev den udløsende faktor for kæden af uheld. Hvem denne forfader var, er der vist ingen, der ved, og den forførte kvinde fik sikkert en hård skæbne, der har nedstyrtet hende i anonymitet, men derfor kan historien jo godt passe. Dog er det lidt forvirrende, at habsburger-ulykkerne også formodes at stamme fra en fugle-forbandelse. En af de tidlige habsburgere havde ellers bygget et fint fugle-tårn i en skov, der skulle sikre disse dyr imod forfølgelser, men et eller andet gik galt, så fugle - og især ravne - forfulgte familien. Således hævdes det, at en ravn dukkede op til halshugningen af habsburg-prinsessen, Frankrigs dronning Marie-Antoinettes, halshugning ....

Mange har spekuleret over familiens skæbne. På den ene side var mange af dem enormt mægtige herskere over store landområder, på den anden gik det mindst lige så mange aldeles forfærdeligt. Har man først lukket op for ideen om forbandelser, der ødelægger livet for alle medlemmer af en berømt familie, så ser man røde tråde, der formentlig ikke er andet end fantasier og overtro, men interessant er det. Således er den bil, hvor ærkehertugen og hans hustru blev myrdet, havnet på museum, for der klæber tilsyneladende stadig uheld ved den, og ingen vil prøve at køre i den i vore dage ....

Kvinder, der blev dømt og brændt som hekse, har meget at hævne, ingen tvivl om det, men er det nu også nødvendigt med trylleformularer og den slags for at kaste en forbandelse over nogen? Næh, ikke ifølge Habsburg-historien om den forførte og fornedrede kvinde. Hun brugte angiveligt ingen formular, men udtalte bare et voldsomt ønske om, at den Don Juan, der havde forført hende, skulle få en frygtelig skæbne. At det også skulle gælde hans slægt og efterkommere er ubehageligt, for det skete jo for mange habsburgere, uden at nogen af dem kendte eller havde kendt noget til den forurettede kvinde. Altså var hun mindst lige så skyldig i at begå en uret imod uskyldige mennesker, som forføreren var .....
 

 

https://www.thevintagenews.com/2018/11/07/hapsburg-raven-curse/ 

 

Når bæ bliver til skæg og ballade

OK, OK, jeg må indrømme, at vi her bevæger os ind på et område, som jeg ikke rigtig forstår, nemlig markedet for legetøjs-ekskrementer. Er denne slags legetøj i form af afføring pædagogisk eller bare noget meget, meget sært??? 

Noget, der i hvert fald forekommer mig meget underligt er, at der er så meget forskelligt legetøj, der relaterer til "bæ". Fantasien blomstrer, og siden der er så meget, må man jo gå ud fra, at der også er et marked for al denne "bæ"-morskab. Meget mystisk .....

Er det et så vigtigt område for børn? Måske, men så er der da mange andre ting, der må anses for lige så betydningsfulde socialt set, og som derfor fortjener at blive iklædt pædagogiske gevandter. F.eks. hvad med madlavning, rengøring, pasning af kæledyr, etc., etc.?

Ifølge Ordbog Over Det Danske Sprog bliver ordet "bæ" mest brugt af børn, men jeg har en mistanke om, at det er en mere "høflig" og "pæn" måde at betegne ekskrementer på, når det er en voksen, der bruger ordet. Til gengæld kan den voksne udtrykke en masse negativitet med ordet "lort", og det kan dække alle mulige områder i livet. Det og det er noget "lort", hvilket betyder, at man er fløjtende gal. Hvis ikke jeg havde mine egne bandeord, ville det nok være et udtryk, jeg brugte, når min irriterende skytsånd trængte til en omgang bank!!!!

Mægtig skæg eller bare underligt? Sagen er da også, at HVOR skal man have den slags stickers hængende. Normalt har man dem på køleskabet, men det ville jeg nu ikke have det godt med, da bæ nu engang ikke regnes for rene. Selv om bæ står for det modsatte af lækker og laber, så er der faktisk dem, der bruger dem som motiv for kager og slik, hvilket kun er sjovt, hvis man absolut VIL se det som noget morsomt. Umiddelbart synes jeg bare, det er ulækkert, men jeg er jo også lidt sippet en gang imellem ....

UGH!!! siger jeg bare!

Kors, hvor ulækkert!!!!! Om så hun havde drukket tre eller fire flasker vodka, så er det altså ikke sjovt. Hvor kunne hun dog gøre det??!!!!

Nej, nej og atter nej!!!! Sammensætningen af madvarer og det, der kommer ud af et måltid, er bare ikke OK i mine øjne. Andre synes, at tanken om denne kombination er morsom og frisk, men formentlig KUN som tankeeksperiment. At forestille sig, at lækkerierne i virkeligheden er noget andet og mindre appetitligt går næppe hele vejen fra tanke til planer om at skabe en sådan forbindelse. Eller i hvert fald kun inden for nogle ikke så seriøse mad-områder.

 

Jeg gad nok vide, hvem der først fik ideen til sådan en udsmykning af en lagkage. Ikke fordi jeg ville opsøge vedkommende og afgive en bestilling, men for at holde mig langt væk fra hans/hendes bageri .....

 

Himmelflugt for damer

 

Den faglige titel "ballonskipper" gælder vist kun mænd, nemlig fordi det ikke er et typisk kvindeligt erhverv. "Ballonskipperinder" er sjældne, men de findes dog, og en af dem Sophie Blanchard (1778-1819), foretog knap 70 solo-opstigninger efter sin mand, ballonskipper Jean-Pierre Blanchards død af et hjerteslag i 1809. 

Hendes karriere startede samme år, som hun giftede sig med Jean-Pierre Blanchard, nemlig i 1804, og  det var  ham, der fik ideen, da hans ballon-firma var på randen af konkurs. Han mente, at en kvindelig ballonskipper ville være en sensation, der trak publikum til. Der havde dog været andre kvindelige ballonskippere før hende, men hun var den første, der gjorde det til en levevej for kvinder. Som professionel ballonskipper af hunkøn var hun noget særligt, og en af hendes beundrere var såmænd kejser Napoleon. Han var ikke ligefrem feminist, men hun blev udnævnt til chef for den franske ballonflyvefart, da han fik den ide at udstyre en hel flåde af store transportballoner med udstyr til at invadere England. Det var så hendes opgave at efterprøve mulighederne for realiseringen af en sådan militær plan.

Måske det var hendes eksperimenter med små hunde - men også fyrværkeri - i faldskærme, der gav ham den ide at gøre brug af hendes ekspertise? Inden da havde hun eksperimenteret meget med netop faldskærme. Desuden havde hun skabt sig et navn som kvindelig ballonskipper, fordi hun ofte optrådte ved folkefester af forskellig art. Hun havde også udviklet et system til at reklamere for både sig selv og andre, idet hun fik lange tøj-strimler malet med tekster og lod dem hænge og flagre efter ballonen. 

Desværre gik det galt i 1819, hvor hun blev det første kvinde, der blev dræbt i en luftfartsulykke. Det skete, da hun under en opvisning i Paris brugte noget fyrværkeri, der antændte gassen i hendes ballon. Hun forulykkede, da ballongen styrtede ned på taget af et hus.

 

https://madamemelissande.com/sophie-blanchard-a-woman-who-took-to-the-skies/ 

 

Wikipedia

 

 

Om at klare sig for ingenting i fortidens Danmark

 

Når man taler om "historiske skikkelser", så tænker man almindeligvis på magthavere som konger og dronninger, der optræder i de offentlige annaler, men hvad med de anonyme borgere, dem der intet havde, ikke betød noget politisk og som stort set altid var uønskede? At de overlevede med meget små - eller måske slet ingen midler - ser man, når man støder på mere eller mindre "pudsige historier" om enkelt-skæbner. Kvinden heroverfor ved jeg intet om, andet end at hun repræsenterer den store, anonyme skare, der kæmpede sig igennem et fattigt liv. Jeg forestiller mig dog, at hun ligner den gamle, fattige Johanne Andersdatter, der i 1708 kom for retten, anklaget for en meget sær forbrydelse, som ingen rigtig har kunnet se nogen logik i, hverken dengang eller nu. Hendes samtid frygtede dog, at hun havde planer om at bedrive hekseri og/eller tiggeri .....

Og hvad havde Johanne Andersdatter så gjort for at give anledning til sådan nogle alvorlige mistanker? Jo, hun var blevet grebet med en pose, hvor der lå et par røgede/saltede menneskefødder. Da hun jo stadig havde sine egne fødder, som hun vandrede rundt på, var det tydeligt, at de amputerede og røgede eller saltede legemsdele ikke tilhørte hende. 

Fødder - også kaldt "Apostlenes heste" samt meget andet - er meget vigtige for den, der ikke vil nøjes med bare at sidde stille, så man var nødt til at finde ud af, hvem der havde mistet sine. Det viste sig at være en mand ved navn Jørgen Jensen fra Nørre Jernløse (nær Holbæk), der havde fået amputeret sine fødder på grund af forfrysninger. Da de var røget/saltede, kunne de holde sig, og han havde bedt - eller måske betalt?? - den fattige Johanne for at hente og bringe dem til ham fra det sygehus i København, hvor amputationen havde foregået. Hentet dem havde hun, men ikke afleveret dem til deres ejermand, da hun jo stadig havde dem hos sig og havde vist dem til forskellige mennesker. 

Stakkels Jørgen Jensen har sikkert været igennem en frygtelig oplevelse med amputationen, og grunden til, at han ville have de fjernede fødder vides ikke. Dvs. man kunne gætte på, at de skulle bruges til tiggeri.

Hvilke planer, Johanne havde med de stjålne legemsdele, var temmelig uklart, men man frygtede altså det værste, nemlig hekseri. Nogle mente, at hun havde til hensigt at bruge dem til tiggeri, hvilket i sig selv fortæller meget om hendes sociale situation. Johanne var en gammel, fattig kone, der måtte hutle sig igennem, så godt hun kunne, men hun var ikke kriminel i den forstand, at hun skulle i fængsel for ikke at have afleveret fødderne til deres rette ejermand. Myndighederne sørgede for, at Jørgen Jensen fik sine fødder tilbage, og Johanne blev løsladt, men til hvad? Hun var og blev fattig og vendte derfor tilbage til den anonymitet, hun havde forladt en kort tid på grund af fod-tyveriet.

At være fattig var ingen spøg, men der var dog hjælpe-foranstaltninger. Man ved imidlertid, at på den tid hvor de amputerede fødder færdedes rundt omkring med den fattige Johanne Andersen, levede 5-10% af den danske befolkning af tiggeri. Disse mennesker blev kaldt "betlere og løsgængere", og netop i 1708, hvor Jørgen Jensens fødder jo altså var i omløb, forsøgte man at gøre op med tiggeriet ved at udbedre det allerede eksisterende lovsystem på området. Det skete gennem "Forordning om Betlere" fra den 24. september 1708, der forbød tiggeri. Før havde nogle grupper af såkaldt "værdigt trængende" haft lov til at tigge, men nu blev hele systemet vendt på hovedet, idet de denne gruppe skulle forsørges gennem en fattigskat. Den "fattigkasse", der blev oprettet, skulle administreres af den lokale præst, og kirken fik til opgave at indsamle midler - samt vurdere, hvem der var "værdigt trængende". Blev de ikke skønnet at være "værdigt trængende", så var der intet til dem ....

Der var  tre grupper "værdigt trængende", nemlig de gamle og syge, der ikke kunne arbejde, de forældreløse børn og dem, der ikke helt havde mistet deres arbejdsduelighed, men som ikke var i stand til at arbejde på det tidspunkt, hvor de altså fik fattighjælp. Som regel blev disse fattige mennesker forsørget ved at blive sendt fra gård til gård, hvor de boede og spiste nogle dage. Den, der stod for denne fordeling af "fattigbyrden", var præsten, der jo altså også skulle vurdere, om netop disse fattige nu også var værdige til at modtage hjælp. Noget, der sikkert ikke altid er blevet bedømt med et objektivt blik ....

Dvs. at fattige og syge levede på andres nåde og barmhjertighed, og at mange af de mere velhavende, der fik dem på slæb, sikkert har ønsket dem hen, hvor peberet gror. Noget, der må have været utrolig hårdt for alle involverede ....

• • Lov om det offentlige Fattigvæsen, 9. april 1891
    
  • Svend Auken: ”Fuld pensionsdækning for de lavtlønnede – SiDs krav opfyldt”, 25. april 1986
    
  • ”Arbejderne taler ud”, artikel i Fagbladet, 17. juni 1988
    
  • "Fingrene af fadet", tillæg i Fagbladet, 22. april 1989
    
  • "Magtkamp om pension", artikel i Fagbladet, 27. oktober 1989
    
  • SiD-medlem: "Min mening - Pension", debatindlæg i Fagbladet, 30. marts 1990
    
  • "Det handler om magt", artikel i Fagbladet, 4. november 1988
    
  • "Sociale pensioner pr. 1. april 1985", artikel i Fagbladet, 10. maj 1985
    
  • ”KAGEKAMPEN”, artikel i Fagbladet, nr. 8., 25. februar 1988
    
  • 'Pension til KAD's og SiD's offentligt ansatte', tillæg til Fagbladet, 6. april 1990
    
  • "Pension med vision", artikel i Fagbladet, 27. april 1990
    
  • Forordning om Betlere i Danmark, 24. september 1708
    
  • "Pensionsbomben - Den skæve alderdom", artikel i Fagbladet, 11. marts 1988
    
  • Forordning om Betlere, 5. maj 1683
    
  • Fattigreglement for Danmarks købstæder, 5. juli 1803
    
  • Fattighjælpsannoncer i Københavns Aftenpost, 1780'erne
    
  • Beskrivelse af Københavns fængsler, januar 1788
    

  

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/fattiglovgivningen-i-danmark-1660-1849-fra-tiggertegn-til-grundlovssikret-ret/ 

 

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/forordning-om-betlere-i-danmark-24-september-1708/ 

 

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/1700-talstema-de-marginaliserede/