Lucifer

 

En smuk, blond engel med en glorie er det ikke, hvad vi forbinder med beskrivelsen af de såkaldte himmelske skarer? Engle er jo pr. definition smukke, gode og velmenende Guds-tjenere. At ham her har et noget sjusket bundet lændeklæde, der signalerer andet end en aseksuel skønhed, passer dog meget godt med nutidens forståelse af en af de i vore øjne mest interessante engle, nemlig Lucifer. Der er skrevet bøger og lavet TV-serier om ham og hans meriter som en overjordisk skøn og sexet, men også skurkagtig Don Juan, der vælter sig i damer og penge. I denne moderne udgave er han populær, idet hans mørke side fængsler mere, end den frastøder nutidsmennesket.

Pieter Breughel the Elder: "The fall of the Angels"

Den klassiske Lucifer er den hovmodige "faldne engel", der gjorde oprør imod Gud, og som derfor blev smidt ud af Paradiset med alle sine tilhængere i det såkaldte "Syndefald". Det motiv er der kommet en masse spændende kunst ud af, og man har digtet videre og videre på myten med mange forskellige tolkninger af Lucifer-skikkelsen.

Gustave Doré: Illustration til "Paradise Lost" af John Milton

Den faldne engel ses her som den mørke og skumlende onde kraft, der i senere tolkninger er blevet til Helvedes hersker, Satan. Sagen er nemlig den, at der ikke er ret meget bibelsk materiale om Lucifer, så man kan tilskrive ham alt muligt, der ikke hænger sammen med hans egentlige oprindelse som den babylonerkonge, der oplevede Babylons fald (12ff vers af Esajas, 14). Her forhånes den fornedrede konge, der kaldes "Morgenstjernen, Morgenrødens Søn", hvilket netop er den gængse betydning af navnet Lucifer. Det siges om denne konge (Esajas, 15): "Ja, ned i Dødsriget styrtes du, nederst i hulen!" Dette dybe hul - "nederst i hulen" - er Helvede, som Satan jo siges at herske over, men som også tolkes på forskellig vis op igennem historien.

Satan med briller og morgenavis på en trone af kranier virker ikke plaget på samme måde som f.eks. Dorés udgave af den faldne engel, der ser bitter ud, og som grubler over sin skæbne, medens han udtænker frygtelige straffe den syndige menneskehed. Selv med horn og hale hygger han sig.

De tidligste kirkefædre som Hieronymus, Ambrosius, Augustin og pave Gregor 1. kombinerede spotteversene i Esajas med Jesu ord (Luk. 10, 18): "Jeg så Satan falde ned fra Himlen som et lyn." Dermed blev Lucifer forvandlet til Satan før syndefaldet, men som vi ved, har Satan mange navne: dragen, slangen, Ahriman, Belial, Beelzebub, Abaddon, Iblis, Fanden, Mørkets fyrste og Djævelen. Når man læser beskrivelsen af dragen, får man - hvis man er mig og har humoristisk sans - en stærk mistanke om, at dette væsen er skabt i en narkotika-rus, men sådan er det jo ofte med disse bibelske fortællinger. Her skal man så huske på, at noget af det afgjort er symbolsk eller noget fra en drøm eller hallucination.

Caravaggio

Nogen klar og entydig udvikling af den bibelske figur Lucifer er der altså ikke, for han fremtræder som konklusionen på diverse fortolkninger, men også digteriske friheder, der er blevet meget populære op igennem tiden. Således er det altid nemmest med sort-hvide konklusioner, når det gælder ideologier, og i hans skikkelse samles alt ondt, der er en absolut modsætning til det, Jesus, Gud og de gode engle står for. Da det gode jo forventes at sejre over det onde, som det har bekæmpet, ender det også galt for den faldne engel, Lucifer/Satan. Han vinder ikke, men bliver nedkæmpet af ærkeenglen Michael, der hele tiden har været en af hans argeste modstandere.

Guido Reni: Ærkeenglen Michael, der i sin tid fordrev Lucifer fra himlen, besejrer ham også i det endelige opgør på Dommens Dag. Hvad der egentlig sker med ham efter dette forekommer mig dog ret uklart, for nok hører man, at han "styrtes i ildsøen" i Helvede, men dér herskede han jo før. Bliver han nu en menig indbygger i sit tidligere rige, og er det straffen? Jeg må sige, at der mangler et par friske kirkefædre, der kan forklare den slags detaljer i en i forvejen temmelig kringlet historie ....

 

 

"Gads danske bibelleksikon", G.E.C. Gads Forlag, 1982

 

 

"Illustreret Religionsleksikon", red. af Aage Bentzen, Søren Holm og N. H. Søe, Skandinavisk Bogforlag, 1950

 

 

Wikipedia, etc., etc.

https://www.history.com/topics/folklore/history-of-the-devil

Karrieremuligheder for et skelet

 

To mænd, hvoraf den ene, nemlig spanieren , Agustin Luengo Capilla (1849-1875), var 2,35 m høj. (Jeg vil skyde på, at den anden er sådan ca. 170-175 cm, for dværg er han ikke). 

Da Agustin døde af knogletuberkulose, 26 år gammel, fortsatte hans "karriere" som udstillingsgenstand. Fordi hans familie var fattig, havde han som 12-årig været nødt til at tilslutte sig  et cirkus, hvor han blev vist frem som en kuriositet. Dette system med folk, der gloede på ham, blev lavet om, men var i princippet det samme. Nu var det ikke længere cirkus-gæster, der blev benovede over det, der havde defineret hans liv lige fra begyndelsen, nemlig hans usædvanlige højde, men museums-besøgende. Ikke noget med en ganske almindelig begravelse til Agustin, for hans skelet havnede på The National Museum of Anthropology i Madrid, hvor det blev fremvist i en udstillingsmontre.

Med sine 272 cm var Robert Wadlow højere end den spanske kæmpe, og der har måske også været nogen endnu højere både før og efter. De fleste har sikkert levet af at vise sig frem, men har næppe kunnet indgå en så fordelagtig aftale som Agustin: han solgte sit lig i levende live til museumsdirektør Pedro Gonzáles Velasco, der skulle betale ham 2.50 pesetas om dagen for at få ret til at erhverve det efter døden. Desværre for Agustin slog knogletuberkulosen ham ihjel i en tidlig alder, så det var begrænset, hvad han fik ud af aftalen, men alligevel, karrieren var sikret i al fremtid ....

 

https://amazing-everything.fandom.com/wiki/Agustin_Luengo_Capilla 
 

Wikipedia 

 

Manden, der var Divine

 

Der er sikkert de mænd, der er faldet for denne voluminøse dame eller har drømt om, at hun ikke i virkeligheden var en mand og hed Harris Glenn Milstead (1945-1988). Ikke desto mindre, det var "hun", samtidig med at "hun" virkelig forstod at svinge formerne som en vulgær, sjov og (ind imellem) sexet dame.

Harris Glenn Milstead var en smuk, ung mand i en velhavende og fornem familie. Desværre var hans barndom og teenage-år præget af mobberi fra jævnaldrende skolekammerater, der fornemmede hans særpræg og ikke kunne lide det. Politiet blev indblandet, og bøllerne bortvist, hvilket ikke gjorde Harris mere populær blandt sine skolekammerater. Heldigvis fandt han senere en "dame", der forstod ham, nemlig inde i sig selv: Divine. Ved hjælp af denne farverige person blev han, bl.a. via sit samarbejde med den alternative filminstruktør John Waters, den efterhånden internationalt anerkendte drag queen, Divine. I forklædning kunne han tillade sig en livsstil og persona, der passede til ham, som f.eks. her, hvor han sender hede blikke til sex-symbolet fra Rolling Stones, Mick Jagger.

Den farverige person, der førte sig frem i film og på scenen som både sanger og skuespiller, havde virkelig flair for det outrerede kvindebillede, der blev hans varemærke. Her ses han sammen med Rickie Lake som prototypen på en bestemt overmåde vulgær kvindetype.

Jeg mener, at han med sin udstråling ligger tæt op ad en skuespiller som Mae West, der ligeledes excellerede i lumre eller vovede replikker, som kun modne kvinder kan slippe godt fra. Det "frække" bliver sjovt, og man griner med dem og ikke ad dem, når de har opnået den status som aggressive, men ufarlige kvinder. Deres attitude er en leg med køn og kønsroller, der åbner op for nye vinkler og tolkninger af noget gammel-kendt.

Hans tidlige (kort-)film var bl.a. "Roman Candles" (1966) og "Eat Your Makeup" (1968), men efterhånden som han - og John Waters - slog igennem, således at de også gjorde sig gældende på det nere etablerede filmmarked, blev det til film af normal længde, som f.eks. "Mondo Trasho" (1969) og "Multiple Maniacs" (1970). Det var dog Waters "Pink Flamingos" (1972) og "Female Troubles" (1974), der gav Divine et virkeligt gennembrud inden for denne outrerede film-genre.

Alt avantgarde har sikkert tiltrukket Divine, der også optrådte med gruppen af drag-skuespillere "The Cockettes". Hverken dette eller diverse teater-opgaver, han påtog sig, betød dog, at han havde opgivet det off-on-samarbejde med Waters. Der er dog ingen tvivl om, at han nu havde spredt sine vinger som skuespiller med forskellige roller i mere mainstream-film.

 

Divine og Jerry Springer

I film som f.eks. "Lust in the Dust" (1985) og "Trouble in Mind" (1985), der ikke var Waters-film, viste han sig i mande-roller. Når man tænker på den figur, han havde skabt og fremstillet i så mange år, er det helt sært at tænke på ham som det, han jo var, nemlig en mand.

 

Divine/Harris Glenn Milstead som sig selv

Hans store gennembrud inden for den gængse film-industri kom med "Polyester" (1981) og "Hairspray" (1988). Sidstnævnte fik premiere næsten samtidig med hans død af et hjerteslag, der nok skyldtes hasn vedvarende overvægt.

Wikipedia

Da han døde, var han en kultfigur. Tiden var gunstig for en skuespiller som ham, og han blev anerkendt på en måde, der nok ikke ville have kunnet lade sig gøre 20-30 år før. Væk var barndommens og ungdommens mobberi, men det kan ikke nægtes, at mange privat-billeder af ham udstråler en stor tristhed, som man ikke finder i hans påtagne persona, Divine. At denne figur stadig er elsket er dejligt.

Kvindelig sex og vagina-hyldest i middelalderen

 

Hvem var Gwerful Mechain (ca. 1455-1502)? Man ved desværre ikke så forfærdelig meget om hendes liv, men ingen er i tvivl om, hvad der rørte sig i hende, nemlig kvinders rettigheder, sexliv og forskellige former for personligt oprør. Alt sammen noget, der gav sig udtryk i ildfulde og også ofte vovede digte. Da hendes mand havde slået hende, giver hun frit løb for temperamentet og lægger slet ikke skjul på, hvad hun mener om sådan en opførsel:

".... A dagger through your heart’s stone - on a slant
To reach your breast bone:
May your knees break, your hands shrivel
And your sword plunge in your guts to make you snivel"

Himmel og havskum, sikke en vildkat!!! Nå, men de fik da en datter, Mawd, så ind imellem har de åbenbart været på talefod - i sengen. At en af hendes digter-kolleger, Dafydd Llwyd, måske var mere end som så, er et tolkningsspørgsmål. En ting ved man dog, hun var glad for sex samt meget, meget stolt af at være kvinde. Således skrev hun et hyldestdigt til det kvindelige kønsorgan, vagina, som hun mente også burde hyldes af andre digtere:

Every foolish drunken poet,

boorish vanity without ceasing,

(never may I warrant it,

I of great noble stock,)

has always declaimed fruitless praise

in song of the girls of the lands

all day long, certain gift,

most incompletely, by God the Father:

praising the hair, gown of fine love,

and every such living girl,

and lower down praising merrily

the brows above the eyes;

praising also, lovely shape,

the smoothness of the soft breasts,

and the beauty’s arms, bright drape,

she deserved honour, and the girl’s hands.

Then with his finest wizardry

before night he did sing,

he pays homage to God’s greatness,

fruitless eulogy with his tongue:

leaving the middle without praise

and the place where children are conceived,

and the warm quim, clear excellence,

tender and fat, bright fervent broken circle,

where I loved, in perfect health,

the quim below the smock.

You are a body of boundless strength,

a faultless court of fat’s plumage.

I declare, the quim is fair,

circle of broad-edged lips,

it is a valley longer than a spoon or a hand,

a ditch to hold a prick two hands long;

cunt there by the swelling arse,

song’s table with its double in red.

And the bright saints, men of the church,

when they get the chance, perfect gift,

don't fail, highest blessing,

by Beuno, to give it a good feel.

For this reason, thorough rebuke,

all you proud poets,

let songs to the quim circulate

without fail to gain reward.

Sultan of an ode, it is silk,

little seam, curtain on a fine bright cunt,

flaps in a place of greeting,

the sour grove, it is full of love,

very proud forest, faultless gift,

tender frieze, fur of a fine pair of testicles,

a girl’s thick grove, circle of precious greeting,

lovely bush, God save it.

Poet: Gwerful Mechain

Gwerful Mechain har efterladt sig et spor af tanker og følelser, som man ellers kun må gætte sig til, når det gælder middelalder-kvinders liv. Det er tydeligt, at hun var lidenskabeligt anlagt og havde et vågent øje, når det gjaldt kvinders vilkår og mandlig skønhed.

https://www.medievalists.net/2019/01/gwerful-mechain-and-the-joy-of-medieval-sex/

 

Wikipedia

 

Galskab, femininitet og oprør

Else Blankenhorn (1873-1920) var en smuk og forfinet dame fra det højere, tyske borgerskab. Som barn og ung havde hun fået undervisning i musik, kunst og sang, men som 26-årig mistede hun pludselig stemmen. Mange af de mellemliggende år havde hun været patient på det schweisiske hospital for sindslidende, Bellevue. Hvad man end kan sige om hendes sygdom(-me), så var hun tydeligvis det, man kan kalde "en sart plante".

Hun led af neurasteni og viste desuden tidligt tegn på mentale problemer, - eller sådan blev nogle af hendes symptomer tolket. Man talte både om "hypokondri" og noget, som nogle anså for symptomer på skizzofreni. Et af disse symptomer bestod i hendes påstande om at være gift med den tyske kejser, Wilhelm II, hvilket hun selvfølgelig ikke var. 

Under sin indlæggelse på Bellevue malede hun på livet løs, men forsøgte at holde sine kunstværker skjult for omverdenen. Den gik dog ikke, for andre fattede interesse for dem, bl.a. maleren Ernst Ludwig Kirchner og psykiateren Hans Prinzhorn, hvis samling af psykiatriske patienters kunst er ret enestående. Også Else Blankenhorns malerier, etc. havnede i Prinzhorns samling, men samtidig har hun status som en "rigtig, ægte ekspressionistisk, tysk kunstner".   

Det var ikke bare maleriet, der optog Else Blankenhorn. Under sin indlæggelse tegnede hun, skrev digte og komponerede. Malerier og tegninger illustrerer ofte hendes personlige fantasiverden, hvilket gør dem ekstra interessante for eftertiden.

Der foregik meget i hende, men det meste må have været ret kaotisk eller har konstant svinget fra sex-fiksering til religiøse drømmerier.

At hun både figurerer som sindslidende og som en anerkendt maler er faktisk ret tankevækkende, men man kan anlægge mange forskellige synsvinkler på sagen. En af dem er samfundets indretning samt kvinders liv og vilkår i tiden. Var Else Blankenhorn "tosset", eller dækker den ene af hendes diagnoser, nemlig "hypokondri", over samfundets indstilling til kvinder, der ikke lod sig nøje med "Kirche, Küche, Kinder", men ønskede noget mere som netop kunstnerisk og ideologisk skaben? Eller sagt på en anden måde: blev hun syg, fordi hun ikke kunne finde sin plads i samfundet?

Var det måske ikke et udtryk for de sygdomme i sind og krop, hun blev tilskrevet, men hendes fastlåste samfundsstilling, der gjorde, at hun tabte stemmen? Der er helt afgjort en forbindelse mellem det at kunne gøre sig hørt, at kunne beskrive, hvad og hvem man er, og så ordet, man bliver berøvet.

En anden kunstnerisk mentalpatient var Katharina Detzel (1872-1941), der også indgår i Prinzhorns kunstsamling, bl.a. med denne flotte "mande-dukke", som hun lavede af materiale fra sin seng. Hun dansede bl.a. med dukken, og siden den er udstyret med mandlige kønsorganer, kan man mistænke, at den også indgik i hendes erotiske fantasier. Denne kvinde, der blev indlagt på mistanke om galskab i 1907, havde inden da udvist voldsomme, samfundsomstyrtende oprørstendenser, som samtiden afgjort ikke har kunnet lide. Bl.a. bombede hun en jernbanelinje og udførte aborter. Alt i hende lader til at have skreget på frihed, for hun kæmpede konstant imod indlæggelsen og forsøgte flere gange at flygte. Hun lavede figurer - bl.a. modeller af nøgler - ud af træ og dej. Når hun blev udspurgt af lægerne, pointerede hun, at hun snart selv ville blive som den dukke, hun havde skabt, hvis ikke hun blev sat fri, nemlig livløs og slap. I sin vedholdende kamp imod systemet i og uden for hospitalet lagde hun planer om at oprette et hjem for børn, der havde brug for det. Desuden skrev hun et skuespil med titlen "The extramarital child or the child bed of righteousness". Ud over det skrev hun en pamflet imod prostitution, så hun var ikke bare kunstnerisk begavet, men også en levende, engageret, politisk og samfundsbevidst kvinde. At hun formentlig endte med at blive myrdet af nazisterne i deres euthannasi-program, er meget sørgeligt, også fordi hun på det tidspunkt var undsluppet hospitalet, men så blev fanget, fordi hun havde begået tyveri og bedrageri - sandsynligvis fordi hun savnende alle andre muligheder for at overleve økonomisk.

 

https://vintagenewsdaily.com/katharina-detzel-a-mental-patient-who-built-her-own-life-sized-male-doll-out-of-the-straw-from-her-bed-1914/ 

 

Wikipedia

Lidt om påvirkning af andre og deres meninger

Ja-ja, små slag, Lao Tzu, for indtil et vist punkt er det faktisk nødvendigt at lytte til andres mening. Om det er nødvendigt at tage sig af den og indrette sit liv efter den er noget andet. Hvad man selv mener bør i hvert fald respekteres både af én selv og af andre. 

Nogle steder - som f.eks. Facebook - har en skrap censur, hvor man kan blive alt lige fra at blive "sat i Facebook-fængsel" til udelukkelse for et billede af Hitler. Det er efter min mening ret overdrevet, medmindre man ligefrem forsøger at udbrede hans ideer. Hans holdning og politik derimod er et historisk faktum, der ikke bør ignoreres, nemlig som advarsel.  

Man hæfter for sin mening, hvis den bliver til agitation og forsøg på indoktrinering. T. Rump vil således aldrig kunne påstå sådan noget som, at "det var for sjov", eller at "han blev misforstået". Dertil har han været for meget fremme med vanvittige og nærmest umodne påstande. Det vil til evig tid være mig en gåde, at nogen har kunnet tro på hans tolkninger af samfundet og dets indretning. At mange ligefrem har opfattet denne fallerede svindler som en "lykkemand", der også kan bringe dem guld og grønne skove, er latterligt. Ikke desto mindre er der mange, der klamrer sig til troen på, at hans egenskaber kan bringe dem det samme, som de er blevet bildt ind, at han har. Han er et eksempel på, at nogles løgne er noget, der kan skade andre.

 

Forbandelsen af en hel familie

 

Et historisk øjeblik: ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru, Sophie, hertuginde von Hohenberg, på vej ned til den bil, hvor de kort efter blev myrdet af den serbiske nationalist Gavrilo Princip. Faktisk foregik draben efter et tidligere attentat samme dag. Dette angreb blev imidlertid forfejlet og gik i stedet ud over folk i deres følge og ikke dem. I dette øjeblik, hvor de står på trappen, svæver deres skæbne altså over dem som en trussel, der endnu ikke udløst: et par trin ned, og de sidder i den fine bil, der senere har fået et skrækkeligt rygte, fordi nogle mener, at den var forbandet af en eller anden, der ikke mente ejerne det godt. 

Dette blodige mord fik Østrig-Ungarn til at erklære krig imod Serbien, og som en følge af alle de alliancer, der bestod mellem de forskellige europæiske lande, udløste det dødelige attentat på Franz Ferdinand og hans hustru Første Verdenskrig, hvor utallige menneskeliv gik tabt.

Nogle mennesker mener, at de mange ulykker, der ramte habsburgerne i generation efter generation, stammede fra to forbandelser i en fjern fortid. Således hævdes det, at en tidlig forfader, der blev forbandet af en ung kvinde, han havde forført og "fået i ulykke", blev den udløsende faktor for kæden af uheld. Hvem denne forfader var, er der vist ingen, der ved, og den forførte kvinde fik sikkert en hård skæbne, der har nedstyrtet hende i anonymitet, men derfor kan historien jo godt passe. Dog er det lidt forvirrende, at habsburger-ulykkerne også formodes at stamme fra en fugle-forbandelse. En af de tidlige habsburgere havde ellers bygget et fint fugle-tårn i en skov, der skulle sikre disse dyr imod forfølgelser, men et eller andet gik galt, så fugle - og især ravne - forfulgte familien. Således hævdes det, at en ravn dukkede op til halshugningen af habsburg-prinsessen, Frankrigs dronning Marie-Antoinettes, halshugning ....

Mange har spekuleret over familiens skæbne. På den ene side var mange af dem enormt mægtige herskere over store landområder, på den anden gik det mindst lige så mange aldeles forfærdeligt. Har man først lukket op for ideen om forbandelser, der ødelægger livet for alle medlemmer af en berømt familie, så ser man røde tråde, der formentlig ikke er andet end fantasier og overtro, men interessant er det. Således er den bil, hvor ærkehertugen og hans hustru blev myrdet, havnet på museum, for der klæber tilsyneladende stadig uheld ved den, og ingen vil prøve at køre i den i vore dage ....

Kvinder, der blev dømt og brændt som hekse, har meget at hævne, ingen tvivl om det, men er det nu også nødvendigt med trylleformularer og den slags for at kaste en forbandelse over nogen? Næh, ikke ifølge Habsburg-historien om den forførte og fornedrede kvinde. Hun brugte angiveligt ingen formular, men udtalte bare et voldsomt ønske om, at den Don Juan, der havde forført hende, skulle få en frygtelig skæbne. At det også skulle gælde hans slægt og efterkommere er ubehageligt, for det skete jo for mange habsburgere, uden at nogen af dem kendte eller havde kendt noget til den forurettede kvinde. Altså var hun mindst lige så skyldig i at begå en uret imod uskyldige mennesker, som forføreren var .....
 

 

https://www.thevintagenews.com/2018/11/07/hapsburg-raven-curse/