torsdag den 1. april 2021

Lidt om snærende glorier

En herlige, TÆNKT situation, der her foreviges af den amerikanske kunstner Sarah Jane Szikora: alle de dydige engle er smalle og ikke-gravide dydsmønstre med intakt glorie, men så er der hende den "syndige" med topmave og næsen i sky. Hvad har hun at være hoven over, når hun tydeligvis har forladt dydens smalle sti? Tjah, det kunne være lige præcis det: hun brød mønsteret og lod sig ikke styre af dyds-reglementet, men fulgte sine egne ønsker og drømme ....

At Satan frister de dydige har vi jo hørt om og om igen, og vi er altid blevet tudet ørerne fulde af lovprisninger af dyden samt fordømmelser af det ondes repræsentant: Lucifer/Satan er slem, og englene er gode. Glorien har dog altid forekommet mig at være af begrænset værdi, for hvad gør den egentlig? Giver den ekstra kraft og saft, livsmod og glæde? Næh, den er vist nærmest til pynt på samme måde som f.eks. en medalje. Den GØR ikke noget selv, men er kun et ydre tegn på, at nogen har defineret dens bærer som én, der hører til de gode og frelste ....

Den slemme Satan ikke bare lokker de uskyldsrene, men er også tarvelig nok til at sabotere dem, når de forsøger at balancere på dydens smalle sti, hvilket jo i forvejen kan være meget vanskeligt. Meget kan man sige om Satan, men han har i hvert fald initiativ. Det med at sidde stille, klimpre på harpe og så ellers bare nyde glorie-statussen ville ikke sige ham noget, og det kan jeg faktisk godt lide ham for. 

Der var engang en ægte engel, men så fik hun nok af det, for vingerne bar ikke ret langt og slet ikke derhen, hvor hun gerne ville hen. De kløede og irriterede dér omme på ryggen og måtte af! Det var dog værre med glorien, for den trykkede og snærede både om hovedet og om kroppen. Faktisk var den kun til irritation, så dette inaktive symbol på dydsmønster-tilhørsforholdet endte på lossepladsen .....

 

 


Tanker om våben og drenge

"Take the toys from the boys ...."

I 1791 blev det skrevet ind som en tillægsparagraf til USA's forfatning, at personer i USA har ret til at eje og bære våben. Denne ret har gang på gang været det, visse amerikanere har kæmpet mest for at bevare. At få frataget retten til at bære våben er for dem et forfærdeligt overgreb, medens det for de fleste uden for Amerika er det eneste fornuftige i et land, der er så præget af mord og vold som det amerikanske. 

Reglerne veksler fra stat til stat, men går generelt ud på, at i dag kan alle over 18 år købe geværer, men ikke håndvåben. Sidstnævnte kan kun købes af borgere over 21 år, og der er visse restriktioner for tidligere dømte personer. At disse love ikke forhindrer hverken yngre borgere eller kriminelle i at skaffe sig våben af alskens art ved man jo, for tilgængelighed af noget kræver bare en medhjælper af den rette beskaffenhed mht. alder og hidtidig lovlydighed. Vil man have et våben og har pengene til at betale for det, så får man det. Noget, der den ene gang efter den anden har spillet en rolle i det specielle, triste amerikanske fænomen, skoleskydninger.

Under mødet efter en skoleskydning i 1818 var et af dengang præsident T. Rumps beskeder til de fremmødte, at en del af problemet kan løses ved at sørge for, at skolelærere bliver trænet i og udstyret med våben. Efter hans mening skal det altså være slut med at skoler er "gun-free zones", hvilket er noget, han mener får forbryderne til at føle, de har frit spil. Kort sagt: med republikanerne er Det Vilde Vesten aldrig langt væk .... 

En grotesk situation, der virker som en hverdags-oplevelse for disse to kvinder

Dette er vores danske våbenlov, som jeg finder ganske fornuftig:

  1. §1
    Det er forbudt uden tilladelse af justitsministeren eller den, han dertil bemyndiger, at indføre eller fremstille, herunder samle:
    1. 1) Skydevåben samt genstande, der fremtræder som skydevåben og som følge af konstruktionen eller det anvendte materiale kan ombygges hertil,
    2. 2) dele, der er specielt konstrueret eller modificeret til et skydevåben, og som er væsentlige for anvendelsen af våbnet, herunder aftagelige magasiner, bundstykker, baskyler, løb, låsestole, piber, rammer, slæder og tromler.
    3. 3) ammunition til skydevåben, derunder også patronhylstre, tændskruer, fænghætter, brandrør og projektiler,
    4. 4) håndgranater, bomber, miner og lignende våben, der virker ved en gennem eksplosion fremkaldt trykvirkning eller udslyngning af smålegemer,
    5. 5) patroner, ampuller og spraydåser samt lignende genstande, der ved spredning af stoffer er beregnet til at virke skadevoldende, bedøvende eller irriterende i kortere tid efter eksponeringen,
    6. 6) eksplosivstoffer (eksplosive stoffer og eksplosivstofholdige genstande),
    7. 7) armbrøster og slangebøsser,
    8. 8) signalvåben og kombinerede gas- og signalvåben,
    9. 9) lyddæmpere, såfremt de er konstrueret til montering på skydevåben,
    10. 10) optisk elektroniske sigtemidler med lysstråle eller med elektronisk lysforstærknings- eller infrarødt udstyr, såfremt de er konstrueret til montering på skydevåben eller armbrøster.

 

Alt det dér med at velsigne våbnene burde Kirken og dens forskellige repræsentanter føle sig for gode til, men det gør de ikke ....
 
Family members, friends, and community members all mourn the loss of the 17 lives claimed in the Marjory Stoneman Douglas High School shooting, 2018 - OK, fint nok, for det bør der også sørges over, men fakta er, at det sker om og om igen, og at det er sket rigtig mange gange tidligere ....
 
Nikolas Cruz, 19 år gammel og tidligere elev på den skole, hvor han skød andre
 
Når man læser om den ene episode med massedrab på uskyldige skolebørn, så undrer man sig over, at ud af de 250 registrerede skyderier er der kun 9, der involverer kvindelige skytter. Eksperterne siger, at seriemordere og andre, der dræber, næsten altid er mænd. OK, det lader til at være rigtigt, men det er dog mit indtryk, at pigerne er der, men at de for det første ikke benytter sig af så synlige metoder som mændene, og at de jo ikke begår direkte sex-relaterede forbrydelser. Kærlighed og sex kan styre deres handlinger, men de ligger nu engang ikke på lur efter mænd og gør det ved dem, som mænd gør ved det kvindelige køn. 
 
Brenda Spencer er en af de få kvindelige skoleskydere. Hun sårede 8 børn og dræbte to voksne, der forsøgte at hjælpe børnene. Efter at have affyret sådan ca. 30 skud, barrikaderede hun sig hjemme hos sig selv, hvor hun bl.a. tilbragte tiden med at ringe til en journalist fra "The San Diego Union-Tribune", som hun fortalte, at skyderiet var sket, "fordi hun ikke kunne lide mandage, og at det her gør dagen mere tålelig". Da man fik hende ud af huset ved at love hende et Burger King-måltid, fandt man en masse øl- og whisky-flasker, men sært nok virkede hun ikke beruset.
 
Sikke en omgang fis!!! Håber sandelig for Brenda og hendes omgivelser, at hun er blevet meget klogere siden da ....
 

Når det kommer til mænd, så er der som sagt en lang, mandlig historie af vold og overgreb, og det er, som om disse skoleskydere bare udlever den gængse myte om mandlig styrke og aggression. At gribe til våben er i hvert fald noget, vi helt naturligt forbinder med mænd, og man må spørge sig selv, om det er et biologisk karaktertræk. Det er da muligt, men hvis det gælder skoleskydere, så virker det, som om det hænger sammen med deres livsfase: de er teenagere, og hormonerne rumsterer i dem. 
 
 
Der er dog en anden forklaring, som jeg tror mere på: Mænd er op igennem historien blevet rost for og har høstet fordele ved aggression, så det er blevet en del af deres samfundsbestemte rolle. Dermed er det også blevet inkorporeret i deres selvforståelse at slås dér, hvor de føler, det er berettiget. At det så bl.a. har ført til de sørgelige 250 tilfælde af skoleskyderier i USA, men ikke nær så mange andre steder må være en følge af den amerikanske våbenlovgivning. Meget trist og noget, der virkelig bør gøres noget radikalt ved, nu hvor T. Rump er væk ....

 

onsdag den 31. marts 2021

Når kurver er til salg

 

Oneal Ron Morris - der var kendt som "Duchess", dvs. hertuginde - ses her i et forsøg på at virke ærlig, nemlig da hun var i retten for sine mange, mange svindelnumre med implantater og farlige, men angiveligt forskønnende indsprøjtninger. Ligesom de fleste af hendes kunder var hun selv transseksuel, og alene det har nok fået mange til at nære tillid til hende. Det burde de ikke have gjort, for Oneal var hverken plalstikkirurg, sådan som hun havde påstået, eller ærlig med hensyn til de behandlinger, hun tilbød. Kurver skal der til, når man er gået fra at være mand til at blive kvinde, og dem skaffede Oneal med ingredienser fra "Fix-a-Flat", gummi-cement, mineralsk olie og kit til vinduestætning. Sårene lukkede hun med super-lim og totter af bomuld. Selvfølgelig alt i alt en særdeles giftig omgang ....

Jagten på de efterspurgte kvindelige kurver kostede én kvinde livet, og en anden fik sit ansigt ødelagt. Da Oneal endelig blev arresteret, blev hun idømt 10 års fængsel, hvilket jeg ærlig talt ikke synes er nok for det, hun gjorde. De mennesker, hun behandlede stolede på hende, hvilket de selvfølgelig ikke burde have gjort, men sagen er jo den, at når en person optræder som læge, så tror man på, at han/hun er, hvad han/hun siger. At patienterne var vilde efter at få former og gerne betalte store summer for at få opfyldt deres ønske er én ting, men det kan ikke undskylde hendes bedrageri, at hun bare opfyldte et behov fra dem, hun skadede. Som en af dem sagde i retten: "Du gav os dit ord på, at dine produkter var af top-kvalitet, og det var de ikke."

https://forum.facmedicine.com/threads/20-people-who-conned-people-and-pretended-to-be-doctors.33971/

 

https://www.sfgate.com/crime/article/Bizarre-Medical-Masquerade-Determined-con-man-2950633.php 


https://nypost.com/2017/03/28/toxic-tush-doc-gets-10-years-in-prison-for-deadly-butt-injections/

 

Alter ego

 

Hulk, det grønne monster fra Marvel, var oprindelig grå og ikke særlig kløgtig. Den slags upersonlige individer gør sig ikke på et støt stigende marked for fiktive superhelte, så han har udviklet sig både med hensyn til udseende og intelligens. På nogle punkter har han fået træk fra andre superhelte, men når han er sit alter ego, Dr. Robert Bruce Banner, er han noget af en svækling og i hvert fald helt uden den fysik, der kendetegner den overmåde muskuløse samt grønne Hulk. 


Det interessante ved alter egoer er deres dobbelte funktion, hvor de på den ene side kan repræsentere blidhed, godhed og lovlydighed, men på den anden demonstrerer de måske de modsatte egenskaber. Når det kommer til stykket, kunne vi såmænd alle have brug for en eller et par dobbelt-personligheder, der kunne vikariere for den, vi nu engang er. At smutte ud af uheldige situationer ved simpelthen at "skifte ham" lyder forjættende, og det er da også lykkedes for nogle enkelte som f.eks. eftersøgte forbrydere. Det gælder bl.a. nazi-uhyret Joseph Mengele. Nogle mener den dag i dag, at ikke bare han, men også Hitler havde held med at flygte via en anden identitet, men det er nu mere end tvivlsomt, om det virkelig lykkedes ham.

Hvad Hulk angår, så blev han skabt som en kombination af Frankenstein(-monsteret) og Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Begge disse litterære figurer er super-identitetsskiftere, men det er mest tydeligt i Dr. Jekyll- og Mr. Hyde-tilfældet. At lægen Frankenstein, der skaber det gode og følsomme monster, er én og samme person som sin skabning, bare på et andet plan, er ikke helt så tydeligt. Til gengæld kan man hurtigt få den tanke, at Hulk ligner uhyret fysisk.

Én ting er en god forklædning, noget andet er et gennemført alter ego, der bliver accepteret af omgivelserne. Det sidste sker måske kun for alvor, når alter egoet er lig med et pseudonym. F.eks. ved vi jo - og accepterer - at Karen Blixen er lig med Isak Dinesen, men det er nok ikke helt så kendt, at hun også brugte pseudonymerne Osceola og Pierre Andrézel. I tysktalende lande hed hun Tania Blixen, hvilket var en omformning af hendes barndoms kælenavn, Tanne. Kært barn mange navne, som man siger ....

Eftersom alter egoet forventes at være selvskabt og selvvalgt siger det noget om personen og hans/hendes karakter. Det hører til den person, der har valgt det, på en helt anden måde end f.eks. et kælenavn. 

Hulk forvandles til Dr. Robert Bruce Banner - og vice versa - og er altså en integreret del af hans personlighed. Det samme gælder flere andre superhelte som f.eks. Superman og Clark Kent. Ingen af disse individer er bare klædt ud som deres alter ego, men er ham ..... Kan man tale om en art ziamesiske tvillinger? Nej, for de hænger ikke sammen i den samme krop eller optræder samtidig. Stakkels Dr. Robert Bruce Banner har overhovedet ikke forsøgt at få et alter ego og har så sandelig heller ikke valgt at blive Hulk. Han er offer for en ulykke, hvor han blev udsat for gamma-stråler, og det gør, at han forvandles til en person, som han ikke engang kan lide.

Efterhånden er Hulks univers blevet udstyret med en grøn kusine og andre eventyrlige skabninger. Dvs. at det interessante perspektiv med et alter ego nu underspilles til fordel for et alternativt univers. Noget, jeg ikke synes er nær så interessant ....

 


tirsdag den 30. marts 2021

Nogle mærkelige - og forkerte - medicinske forestillinger

Kong Christian VIII (1786-1848) var en ganske flot mand, og når man ser billeder af ham, så virker han i hvert fald sund og rask. I 1848 skete der imidlertid noget, der bekymrede hans læger, for han "fik smerter i hjertet". Om det var hans hjerte, der skabte sig, er ikke til at vide, men lægerne gik i hvert fald i gang med en behandling, der var blevet brugt gennem 2000 år, nemlig åreladning. 

En berømt oldtidslæge som f.eks. Hippokrates samt andre op igennem tiden som munken Beda, Henrik Harpestreng, etc. svor til denne behandling, hvor man åbner en blodåre med et skarpt instrument og udtager "dårligt blod". Forestillingen om, at noget blod var "dårligt" hang sammen med læren om de fire legemsvæsker blod, lymfe samt lys og mørk galde. Mange blev imidlertid åreladt, hvad enten de fejlede noget eller ej, men fordi det blev set som en sundhedskur, og læger fremhævede det som et probat middel imod snart sagt alle typer sygdomme.

Hverken kongeværdighed, læger eller blodtapning hjalp dog stakkels Christian VIII. Efter åreladningen - som han formentlig har prøvet mange gange før - fik han betændelse i såret, og det slog ham ihjel. Selve åreladningsmetoden fortsatte dog, og der er efter sigende nogle behandlere, der stadig tror på, at den er en generel sundhedskur. 

Ikke bare legemet, men også psyken er blevet udsat for frygtelige ting i forbindelse med "helbredelses-forsøg". Det gælder bl.a. den homoseksualitet, som samfundet i mange år så på med rynkede bryn, fordi det blev anset for "unaturligt", ja imod Kristi lære. Metoden imod den slags seksuelle "vildfarelser" var elektrochok, der nogle steder fortsat var i brug helt op til 1992. Noget endnu værre er imidlertid "det hvide snit", hvor man også legede med sjæl og legeme på en komplet uforsvarlig måde.

Metoden blev udviklet af en nobelprismodtager fra 1949, nemlig den portugisiske læge Egas Moniz, men den regnes i dag for en decideret fejlbehandling. Fakta er, at den efterlod mange patienter som f.eks. John F. Kennedys søster, Rosemary, svært hjerneskadet. 

Rosemary og hendes far før hendes operation

"Problemet" med Rosemary var, at hun efter familiens mening var lidt vel interesseret i det modsatte køn. Stort set alle i den familie - inklusiv hendes far - var særdeles erotiske og tog for sig af retterne, men det accepterede man åbenbart ikke i hendes tilfælde.

Ingen ved, hvor mange der omkom af pest, men det skyldes bl.a., at der har været flere infektions-sygdomme med meget stor dødelighed. Den type, man især forbinder med ordet "pest", er 1300-tallets svøbe, nemlig "Den Sorte Død", hvor det gamle ord "rød om morgenen, død om aftenen" kun passede alt for godt. 

En af de ting, man mente forårsagede pesten, var bade. At mødes i badstuer, etc. kan selvfølgelig have skabt smittefarlige situationer, fordi man omgikkes socialt sådanne steder og måske sad tæt sammen. Dengang fandt man dog tilsyneladende ikke det så farligt, for datidens mennesker havde fået at vide, at man fik pest ved at bade, fordi det varme vand åbnede porerne i huden og lukkede dårligdommene ind. En overtro, der formentlig var medskyldig i, at selv visse standspersoner havde det med at springe badet over .....


https://www.cnbc.com/2018/02/22/medical-errors-third-leading-cause-of-death-in-america.html

 

https://lionsandlilies.wordpress.com/2013/06/30/medieval-medicine-and-mayhem/ 

 

Når "Mr. Right" er "Mr. Wrong"

Colleen Wood var en nydelig, 51-årig, fraskilt dame, mor til to voksne sønner, Michael og Todd, og med mod på livet. Det sidste viste hun ved at indlede et forhold til en ret eventyrlig mand, nemlig John Paul, der fortalte, at han havde været professionel racerkører, og desuden havde klaret sig fint på Wall Street. Han så godt ud, idet han var en meget charmerende, gråskægget fyr af bamsebjørntypen, som mange kvinder ser som specielt tiltrækkende, fordi de tillægger dem tryghed og kærlighed. De havde mødt hinanden i 2000 via en annonce, og der var dem, der ikke var så begejstrede for Colleens totale tillid til den spændende ex-racerkører, ligesom der også var advarselstegn, men hun var ude på eventyr, og dem kunne han tilsyneladende skaffe hende.

Hun havde eg godt job, men sagde det op, solgte sit hus og overdrog ham pengene - dvs. $43,000 - til at investere, og så tog de to ellers af sted med hans store sejlbåd, som han havde givet navnet Island Girl. Aftalen var, at de skulle sejle jorden rundt, men at hun skulle holde kontakt med sine sønner og venner, efterhånden som de kom frem. Inden hun og John Paul tog afsted, nåede hun at få en invitation fra sin chef og veninde, Maureen Canada, til en fest på hendes gamle arbejdsplads. Hun lød angiveligt glad og velfornøjet, men dukkede ikke op eller lod høre fra sig til jul. Desuden vakte det stor bekymring, da det viste sig, at hendes mobil-abonnement var blevet lukket, selv om det jo var det, der skulle sikre en fortløbende kontakt til familie og venner.

Dengang Colleens søn Michael var blevet præsenteret for John Paul, virkede han OK, men noget reserveret. Senere, da hans mor tog af sted med den eventyrlige fyr, hun var faldet for, varede det ikke længe, før hun ikke var til at få fat på, så han undersøgte hans fortid via nettet og blev chokeret. Det viste sig, at den hyggelige og charmerende "bamsebjørn" var en dømt forbryder, narkosmugler og penge-hvidvasker, der havde siddet i fængsel i 15 år for mordforsøg på en tidligere medarbejder. Da han mødte Colleen, var han lige kommet ud af fængslet som prøveløsladt. Alt omkring denne mand virkede suspekt, og Colleen var og blev forsvundet. 


 Har den charmerende "bamsebjørn" myrdet Colleen for de penge, hun gav ham til at investere for sig? Der har i hvert fald været forskellige mystiske bankaktiviteter omkring hendes konto - og ingen har set hende i årevis. Hvad John Paul angår, så er han mistænkt, men uden beviser kan politiet ikke gøre meget andet, end (lejlighedsvis) at holde øje med ham. Båden Island Girl er blevet omdøbt til Diamond Girl, og han holder mest til fjerne steder, langt, langt væk fra USA ....


 

mandag den 29. marts 2021

Indianeren "Majskolbe"

 

 Flor fyr, tilmed med ring i næsen, hvilket jo er så moderne nu om stunder. Hans stammenavn var "Hokoleskwa", der kan oversættes med sådan noget som "Cornstalk", dvs. "Majskolbe", og han blev født omkring 1720 og døde i 1777. Han var en prominent leder af indianerstammen shawnee'erne lige inden Den amerikanske Frihedskrig fra England og bekæmpede oprindelig de europæiske - dvs. især engelske - tilflyttere, der slog sig ned vest for Ohio River. Efter slaget ved Point Pleasant i 1774 blev han imidlertid talsmand for ideen om fred med nybyggerne. Iøvrigt er det ikke bare mig, der synes, han er en flot fyr, men han var faktisk også kendt for sit gode udseende i samtiden. Desuden blev han regnet for en virkelig god taler samt en meget tapper og dygtig kriger. Han var uden tvivl en meget karismatisk mand, og alle - venner og fjender - lader til at have respekteret ham som en dygtig leder. Blødsøden var han dog ikke ....

Eftersom han havde modsat sig nybyggerne fra kolonimagten England med næb og kløer, burde de ikke have ladet sig lokke i den fælde, han satte for dem. I juni 1763 lod han nemlig, som om han var blevet mere venligsindet over for dem, end han var, og de faldt for hans list, hvilket førte til, at han kunne myrde hver eneste én i Muddy Creek samt sådan cirka 50 andre i Clendenin Settlement. Et grimt forræderi eller en forståelig krigslist? Begge dele, vil jeg mene, men han og hans folk kæmpede selvfølgelig for at bevare deres og deres forfædres land, og de var dybt bekymrede over alle disse engelske indvandrere, der fortrængte dem og uden videre slog sig ned rundt omkring, hvor det passede dem. I 1764 blev shawneerne imidlertid besejret af oberst Henry Bouquet, og ikke nok med det, men Cornstalk blev taget til fange i et forsøg på at presse shawneerne til at underskrive en fredstraktat med englænderne. Dette lykkedes, idet shawneerne lovede at ikke bekæmpe englænderne igen. Et løfte, det var svært at holde, efter at engelske nybyggere havde myrdet 11 mingo-indianere. Både mingoerne og shawneerne ønskede hævn over nybyggerne, men Cornstalk, der tog sit aftvungne løfte om fred alvorligt, forsøgte at gyde olie på de oprørte vande, hvilket dog ikke lykkedes ham fuldt ud. 

Også andre europæere tog til Amerika som nybyggere. Her er det en dansk familie, der forsøger at klare sig som nybyggere, men om det lykkedes er ikke til at sige ....

Nybyggerne kom mange steder fra, tilsyneladende også Bornholm. Mange af dem har sikkert fået en grim oplevelse, da det gik op for dem, at de indianere, de har fået beskrevet som "vilde hedninge" også var særdeles dygtige og erfarne krigere .... 

Et grimt syn for Cornstalk og shawneerne: nye, engelske nybyggerfamilier er landet i håb om at kunne skabe sig en fremtid i det, indianerne har anset for deres hævdvundne land gennem generationer. Endeløse strømme af mennesker kom med håb og drømme, idet de fortrængte de oprindelige beboere, som om det var deres ret at beslaglægge deres jord.

Hvad Cornstalk og shawneerne angår, så oplevede de, hvordan mange af deres landsbyer, etc. uden videre blev ødelagt af de engelske nybyggere. Englænderne tog tydeligvis for givet, at disse ikke-kristne "vilde" personer, hvis menneskelighed de måske ligefrem betvivlede, ville opgive at gøre modstand og så bare flytte væk fra de steder, de selv ønskede at opdyrke som deres land. Der forekom mange overgreb på indianerne, men Cornstalk holdt ord: han bekæmpede ikke nybyggerne, og da Frihedskrigen begyndte, hjalp han og hans sønner med at lave kort til oprørerne. Alt sammen måske med det formål at få englænderne stoppet én gang for alle ved at rive Amerika løs fra England og kong George III. At dette kæmpeland skulle være en koloni for det engelske kongedømme, der lå så langt væk, virker jo også grotesk i dag, men dengang var det anderledes. Tabet af Amerika drev således den stakkels, psykisk ustabile George III til endnu større vanvid, end han allerede var ramt af.

I 1777 skete der noget afgørende for Cornstalk, da nogle af shawneekrigerne dræbte en engelsk soldat. Dette førte til hævn-drab på Cornstalk, en af hans sønner og nogle andre shawneer den 10. november 1777. Det med hævn har Cornstalk sikkert godt kunnet forstå, for sådan var han jo også selv, og inden han døde udtalte han en meget kendt forbandelse over dem, der var kommet til hans land som erobrere: "I was the border man’s friend. Many times I have saved him and his people from harm. I never warred with you, but only to protect our wigwams and lands. I refused to join your paleface enemies with the red coats. I came to the fort as your friend and you murdered me. You have murdered by my side, my young son. For this, may the curse of the Great Spirit rest upon this land. May it be blighted by nature. May it even be blighted by its hopes. May the strength of its peoples be paralyzed by the stain of our blood." - Chief Cornstalk

Der kan siges meget om hævn som system, og det er min opfattelse, at det som regel rammer både den, der udtaler en forbandelse, og den, forbandelsen er rettet imod. I dette tilfælde er det svært at se bort fra den kendsgerning, at indianerne blev fortrængt og "skubbet" over i reservater i det, der oprindelig havde været deres land. Visse ting i nyere amerikansk historie kan dog tyde på, at forbandelsen virkelig har ramt USA som helhed, så hvem ved, den virkede måske .....


 
Source information: native-American-totems.com


https://marioncvb.com/shawnee-sachem-chief-cornstalk-3/

 

Wikipedia