Drengen i papkassen

En køn og glad dreng på sådan ca. 4-6 år, men sådan så han mildest talt ikke ud, da han blev fundet død i en papkasse i vejsiden den 25. februar 1957. Han var tydeligvis blevet smidt som affald, sådan som det også har været tilfældet med mange kvindelige mordofre, ikke mindst gennem de sidste 20-25 år. Det har været som en hel epidemi at gøre sig af med lig enten i hel form eller i flere stykker på den  måde, og det viser en total mangel på respekt for det menneske, der er død, ofte på en meget tragisk måde. Barnet så ud til at være blevet klippet efter døden, for han havde afklippede hårtotter rundt omkring på kroppen. Det mest påfaldende var dog de mange ar, han havde rundt omkring på kroppen, samt de tydelige tegn på underernæring. 

Af mystiske årsager meldte den jæger, der fandt ham, ikke fundet til politiet, men lod den døde dreng ligge flere dage efter at have opdaget kassen med hans lig. Han påstod senere, det skyldtes, at han var bange for, at politiet ville beslaglægge de dyrefælder, han havde opstillet rundt omkring. Da en studerende så en kanin løbe ind i nogle buske, hvor jægeren havde opstillet en fælde, ville han undersøge det, men fandt i stedet drengens lig. Først var han heller ikke meget for at melde fundet, men gjorde det så alligevel, og det førte til starten på en stor efterforskning af drengen, hans identitet samt mordet på ham. Man lavede også trick-fotos af den døde for at vise, hvordan han havde set ud før mordet, samt ville kunne tænkes at komme til at se ud nogle år fremme i tiden. Man tog også fingeraftryk og regnede med, at sagen hurtigt ville kunne opklares, men dér tog man nu fejl, for det er til dags dato ikke lykkedes for  nogen. Ingen meldte sig nemlig som slægtninge til den myrdede eller bare genkendte ham. Hverken det manipulerede foto af drengen, som han kunne have set ud, eller de originale fotos fra obduktionen bragte en løsning nærmere: hvem var han, og hvordan var han havnet i den papkasse???

Hans skader var mangfoldige, både i ansigtet og på kroppen

 

Skaderne var tydeligvis opstået som følge af vold. Han havde mærker efter slag og knivhug stort set over hele kroppen.

Da man ikke kunne finde ud af, hvem han var, eller hvad der var sket med ham, blev han i første omgang begravet. Senere blev han gravet op igen i 1998, da man ville forsøge endnu engang. Man tog DNA fra en tand, men det har endnu ikke ført til en afklaring, for man ved stadig ikke, hvem han er. Han blev genbegravet på "Ivy Hill Cemeteray" i Cedarbrook, Philadelphia, idet alt blev betalt af en søn af den mand, der havde fået ham begravet i første omgang.

 

Benævnelsen "Amarica's Unknown Child" på gravstenen virker meget passende, da ingen jo har kunnet identificere ham, selv om interessen for ham og hans skæbne har været meget stor i offentligheden. Der var masser af teorier, bl.a. forestillede man sig, at han havde været et plejebarn, der kom ud for en ulykke. En mentalt forstyrret kvinde mente, at han var et barn, som hendes mor havde købt af hans forældre og derefter udsat for utallige ydmygelser og overgreb. Da han blev badet efter at have kastet op, omkom han ifølge hende i badet. Eftersom det var tydeligt, at hans hår lige var blevet klippet, gav det anledning til en tredie teori, der gik ud på, at drengen kan have været klædt i pigetøj og være blevet behandlet som pige, hvorefter et eller andet gik galt, og han døde.

Hvis han var uelsket og blev mishandlet, da han levede, så har han til gengæld fået stor opmærksomhed af mennesker, der udtrykker deres kærlighed til dette ukendte barn ved at overdænge hans grav med gaver. Ikke at det kompenserer for noget som helst, men det er da en interessant udvikling i en tragisk sag .....

https://allthatsinteresting.com/boy-in-the-box

 

Wikipedia

SOE-skandalen under Anden Verdenskrig

 

Det var Churchill og ministeren for økonomisk krigsførelse, Hugh Dalton, der fik ideen til oprettelsen af "Special Operations Executive" (SOE) med kælenavnen "The Baker Street Irregulars". Formålet var at inddrage andre midler end de rent militære i krigen imod nazisterne, og på papiret så det godt ud, men da jeg forleden så en engelsk TV-udsendelse om denne organisation, der skulle muliggøre spionage og sabotage bag fjendens linjer, blev jeg rystet over, hvor amatøragtigt det blev kørt i et bestemt land, nemlig Holland. Andre steder gik det ikke så galt, men i Holland skete der skrækkelige ting, der kunne have været undgået, hvis SOE havde fulgt sine egne forholdsregler.

Man må sige, at noget af glansen "er gået af Skt. Gertrud", for en god del af SOE's ry er røget efter Holland-katastrofen. 

Man havde masser af agenter, der alle blev indskærpet at følge bestemte regler for kommunikation på tværs af landegrænserne, men realiteterne er, at man under det såkaldte "Englandspiel" i Holland ikke selv overholdt dem. Utroligt nok mistede man 58 agenter samt forårsagede et stort tab af fly, våben, penge, elektronisk kommunikationsudstyr, osv., osv., alt sammen på grund af noget, der kun kan kaldes uduelighed, eller - som andre kritikere udtrykte det - amatørisme.

Man underviste og instruerede en stor gruppe mennesker, der derpå mistede livet, fordi dem, der oplærte dem, ikke fulgte deres egne regler og instrukser. Det er både pinligt og tragisk for alle involverede, og eftertiden sidder tilbage med rigtig mange spørgsmål, der bare ikke bliver besvaret af de ansvarshavende.

Visse oplysninger om Holland-sagen er mørklagt indtil 2031 (eller nu måske længere???), hvilket kunne tyde på, at nogen højt på strå, der burde have vidst bedre og have været langt mere omhyggelige med sikkerheden, desværre svigtede og nu skal beskyttes. 

Spioneren er mange ting, og det var nok ikke så heldigt, at tre hemmelige tjenester på en vis måde blev konkurrenter, samtidig med at de arbejdede sammen. SOE blev nemlig skabt ved en sammenlægning af SIS/MI6/Section D, GS (R)/MU R og Department EH/Electra House. Mange af deres aktiviteter overlappede hinanden, men så alligevel ikke helt. SOE fik bl.a. frataget dele af sine områder som f.eks. propaganda, der fik en anden betegnelse (SO 1). De forskellige gnidninger mellem afdelingerne gjorde, at vigtig information ikke altid havnede dér, hvor den skulle, hvilket i visse tilfælde var meget uheldigt. Det værste var dog, at man ikke fulgte sine egne regler omkring kommunikationen i forbindelse med agenterne i Holland. De var blevet trænet i og havde fået indskærpet forskellige sikkerhedskoder, men når de blev fanget og derpå tvunget af nazisterne til afgive falske informationer, ignorerede SOE stort set koderne for "fare". Noget, der også gav agenterne en falsk følelse af tryghed, da de jo troede, at deres meddelelseer var blevet opfattet, men SOE tog for givet, at det nok var en fejl, og at det derfor ikke betød noget. En virkelig unødvendig og utilgivelig fadæse, der kostede menneskeliv og dyrt materiel ....

Generalmajor Colin McVeigh Gubbins, direktør for SOE fra august 1943

I nogle lande forløb indsatsen OK, men ikke i Holland, hvor SOE virkelig svigtede de mænd - og den ene kvinde - de selv havde sendt ud som agenter. Tyskerne hånede ligefrem de engelske SOE-folk for deres manglende succes, selv om krigen på det tidspunkt var ved at være forbi med Tyskland som  den besejrede part.

Der har været en vis form for glorificering af SOEs bedrifter i romaner, film, tegneserier, etc.. Meget af det er selvfølgelig berettiget, men ikke når det gælder Holland. Historiens dom vil ikke være blid over for SOE-folkene, der var blinde og døve over for de koder, der selv havde lært deres agenter ....

 

https://www.independent.co.uk/news/spy-fiasco-cost-britain-50-agents-1199631.html

 

https://www.berlingske.dk/kultur/kvindelige-agenter-i-kz-helvede 

 

Wikipedia

Prinsessen, der giftede sig væk fra sin titel

Alt det med flotte riddere, der redder smukke prinsesser fra onde drager og derpå gifter sig med dem, hører eventyrets verden til. Man vil helst tro, at kærligheden overvinder alle forhindringer, og at den er evig og usårlig, men i virkelighedens verden er tingene ikke helt så enkle. Da dronning Elizabeth II's yngre søster, prinsesse Margareth, forelskede sig i den flotte Peter Townsend, så var forholdet dødsdømt ud fra den tids begreber, for han var fraskilt. Hun blev stillet over for valget mellem at finde en anden mand eller vælge Townsend og miste sin prinsesse-titel samt sine royale rettigheder, og det afgjorde sagen for hende: et liv som forhenværende prinsesse forstod hun sig ikke på, så de blev aldrig gift.

Peter Townsend var ellers en flot fyr, men hvad er maskulin skønhed sammenlignet med royale rettigheder? Tjah, dengang hvor det virkelig talte som noget værdifuldt, så var der en anden prinsesse, der uden vaklen opgav titel og rettigheder for at gifte sig med den mand, hun var forelsket i, og det var Patricia of Connaught (1886-1974), der som datter af dronning Victorias tredie søn, hertugen af Connaught, forventedes at gifte sig med en kongelig. 

Ved at holde fast ved den flotte Alexander Ramsay, der var søn af hertugen af Dalhousie, foretog hun et frivilligt status-dyk. Da hun trådte ind ad døren til Westminster Abbey den 27. februar 1919, var det som super-fornem prinsesse af det kongelige hus, og da hun gik ud igen efter vielsen, var det som "lady Ramsay". Alt sammen frivilligt og gennemført efter de gældende regler for kongelige ægteskaber.

Situationen var altså ens for Patricia i 1919 og for Margareth i 1950'erne, og man skulle have troet, at det brud med traditionerne, som dronning Victorias barnebarn kunne sætte igennem, ville være endnu nemmere for hendes tipoldebarn at få gennemført, men nej, titel og royale frynsegoder vejede simpelthen tungest for Margareth.

Da Patricia bad sin fætter, kong George V, om lov til at opgive sin prinsesse-rang, udfærdigede han og hans folk en erklæring om, at hun frasagde sig sine titler, og at hun nu havde rang som datter af en hertug. Det betød dog ikke, at hun stod uden for arvefølgen, så på en vis måde lykkedes det hende både at "spise sin kage og bevare den". Hun var stadig et æret medlem af den kongelige familie, men ikke som prinsesse.

Med hensyn til ægteskabet, så forløb det angiveligt godt. De fik en søn, Alexander Ramsay, der deltog i Anden Verdenskrig, hvor han mistede det ene ben. Noget, der tilsyneladende ikke slog ham ud. I 1956 blev han i hvert fald gift med den skotske adelskvinde Flora Fraser, der var medlem af det britiske overhus i 1979-2014, og som han fik et par døtre med.

 

https://www.thecanadianencyclopedia.ca/en/article/princess-patricia-of-connaught

https://www.thegazette.co.uk/London/issue/31203/page/2819

 

Wikipedia

Artikel om omskæringer i Arbejderen, den 23. april 2021 med et par tilføjelse i form af div. illustrationer

Forslaget om en aldersgrænse på 18 år for omskæring af drenge af ikke-medicinske årsager blev fremsat af Simon Emil Ammitzbøll-Bille den 7. oktober 2020, men er nu blevet taget tilbage. Det vil sige, at vi nu befinder os i en grim status quo-sump, hvor vi burde være gået foran i en ny, international bevægelse imod denne gamle, barbariske skik. En meningsmåling, som Epinion har foretaget for DR-nyheder, tyder på, at flertallet af almindelige danskere ikke er for bevarelsen af denne gamle, jødiske tradition. Foruroligende nok er det tydeligt, at protester fra USA og Israel har fået lov til at spille ind, hvilket viser, at i dette spørgsmål har vores demokrati ladet sig påvirke langt mere af fremmede magter, end de fleste af os troede muligt. 

Den gældende lovgivning her i landet er til for at beskytte børn imod mishandling, fysisk og psykisk vold, seksuelle overgreb samt vanrøgt og omsorgssvigt. Forældremyndighed medfører en pligt til at beskytte ens børn imod alle former for mishandling, men inden for dette specielle, religiøst funderede område sættes lovfæstede regler og love ud af funktion. En tydelig mishandling forvandles til noget andet og ikke-forbryderisk ud fra tågede forestillinger om religiøse påbud og andre landes forventninger. At USA brokker sig burde vi ikke lade os påvirke af, men det er forståeligt, at mange har en speciel tolerance over for Israel på grund af dette folks notoriske lidelser op igennem tiden, og i Vesten er der en atmosfære af dårlig samvittighed over for jøderne. Vi bærer over med forhold, vi – ud fra vore egne love og ideologier – burde tage afstand fra. Efter min mening retfærdiggør historisk betingede uretfærdigheder i fortiden ikke forøvelsen af fortsatte overgreb på børn eller andre folkeslag i nutiden. Faktisk har tiden længe været inde til en jødisk selvransagelse vedrørende bevarelsen af overleverede ritualer som netop omskæring af nyfødte drenge.

Omskæringens fjende nr. 1!!!!

Omskæring af drenge er en vigtig del af jøders og muslimer praktisering af deres religion og har fundet sted i flere tusinde år. I USA er 75 procent af alle mænd omskåret, og på verdensplan er omkring en tredjedel af alle mænd/drenge omskåret. Forbløffende nok er antallet af rituelle omskæringer her i landet cirka 2.000 per år, hvilket vel skyldes, at antallet af muslimer er vokset.

Giovanni Battista Tiepolo: Englens forkyndelse for Abrahams hustru, Sara, om at hun skal føde en søn, selv om hun på det tidspunkt er langt over den fødedygtige alder. 

 

Baggrunden for den gamle skik er den pagt mellen Jahve og det jødiske folk, der fortælles om i Det Gamle Testamentes 1. Mosebog 17, 9-10: "Og Gud sagde til Abraham (...) Dette er min pagt med dig og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres. I skal lade jeres forhud omskære, og dette skal være tegn på pagten mellem mig og jer." At Abrahams hustru, den næsten 100-årige og hidtil ufrugtbare Sara, derefter bliver gravid og føder en søn, Israel, kæder mere eller mindre indirekte brugen af omskæring og frugtbarhed sammen, hvilket jeg tror er vigtigt med hensyn til forståelsen af omskæring.

Det Nye Testamentes Lukasevangeliet fortæller, at Jesus var omskåret som spæd, men Paulus' ord om, at mennesket ikke frelses ved ydre handlinger (som for eksempel omskæring), men ved tro, overflødiggør denne skik for kristne. Nogle, som for eksempel Henrik V af England troede dog så meget på den magiske Jesu-forhud, at han i 1422 stjal hudlappen fra en klosterkirke i det nordlige Frankrig. At der på det tidspunkt var 21 kirker, der påstod at være i besiddelse af den hellige forhud, gør dette tyveri til noget af en vittighed i vore dage. Også Sankt Birgittas (1303-1373) intense optagethed af Jesu forhud, som hun følte, at hun smagte på og tilmed røg i ekstase ved smagen, virker urkomisk på os, men denne sære "forelskelse" i tanken om en afskåret hudlap var ellers et af tegnene på hendes store hellighed. Den slags forhudsgøgl virker psykotisk på mig og er bestemt ikke noget, der er værd at holde i hævd i vore dage, selv om det nu har antaget andre former.

Abraham accepterede altså Jahves påbud om at følge pagten mellem dem, men Moses var lige ved at miste livet, da han undlod at lade sin søn omskære. Meget kan man sige om Jahve, men han er/var en særdeles konsekvent guddom, for han ønskede at straffe sin tjener, den i dette tilfælde obsternasige (samt uomskårne) Moses for bruddet på den nedarvede pagt. Da han kom buldrende for at dræbe Moses, frelste dennes kone, Sippora, familien fra Jahves vrede ved egenhændigt at omskære det lille drengebarn, som hun jo selv havde født. Derpå berørte hun Moses' fødder med den afskårne forhud, hvilket på mystisk vis formildede den vrede Jahve, så han fortsatte samarbejdet med hendes mand, selv om han, der jo var opvokset ved faraohs hof, ikke var omskåret.

Man spørger sig selv, hvorfor der var denne enorme opmærksomhed på sådan noget som forhuden, og jeg tror, det skyldes ideen om, at jøderne skulle skaffe sig enorme mængder af efterkommere. Ikke bare forhuden, men også noget andet spiller en stor rolle i Det Gamle Testamente, og det er sæden, der ikke må gå til spilde. Eftersom forhuden bruges ved mænds onani, må den væk, så sæden ikke spildes, og der fødes færre børn. Nutidens holdning til denne problematiske forhud er til gengæld centreret om hygiejne samt dens funktion ved den fornøjelse, den kan bringe manden. Hvis forhuden med alle dens nervetråde forsvinder, så bliver det sværere at skaffe sig det, der værdsættes langt mere end endeløs frugtbarhed i vore dage, nemlig orgasme.

Her i landet har vi foreningen "Intact", der går imod ikke-medicinsk begrundet omskæring, men i USA fik de med Matthew Hess' superhelt "Foreskin Man" en slagkraftig forkæmper for uomskårne mænd og drenge. Der er ikke den ting, Foreskin Man ikke kan udføre for at støtte sagen, og hans budskab blev viderebragt gennem sjove og ret populære tegneserier. Senere sluttede "Vulva Girl" sig til ham og hans kamp, så begge køn er altså blevet tilgodeset af Matthew Hess.

https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/campus/2009/artikler/nr6/forhud/

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/forhud-spillede-vigtig-rolle-som-kristent-relikvie

 

https://samvirke.dk/artikler/10-ting-du-ikke-vidste-om-forhud#slide-4 

 

https://denstoredanske.lex.dk/b%C3%B8rnemishandling 

 

https://www.dagbladet.no/magasinet/gikk-med-jesu-forhud-rundt-fingeren/65192996 

Frihedens pris, betalt af andre .....

 

Allerede som 9-årig mistede Mary Ann Cotton (1832-1873) sin far i en mine-ulykke. Det er svært at sige, hvor stort et indtryk det har gjort på hende at se det, der var tilbage af ham, blive bragt op i en pose som noget, der også i denne tilstand tilhørte mineselskabet. Hverken som død eller levende var han "sin egen", og det var i høj grad det, hun stræbte efter at blive, da hun blev voksen. Hun ville leve som en arbejdsfri kvinde, have penge og pæne ting, men hvordan kunne hun det, når hun var født fattig og desuden var socialt handicappet af én ting, der ikke kunne ændres: hun var ikke en mand, men en kvinde, og derfor var mange døre lukket for hende i det viktorianske samfund, hun levede i. Kvinder forventedes nemlig ikke at stræbe efter at få en karriere, men at blive gift og dermed forsørget af en mand. Som 16-årig forlod hun imidlertid hjemmet og tog arbejde som sygeplejerske, samtidig med at hun fik undervisning i at sy. 

Dette initiativ viser, at hun i hvert fald forsøgte at skabe sig et liv for sig selv, men det gik formentlig ikke så nemt, som hun havde håbet. I hvert fald giftede hun sig som 19-årig og fik snart efter en datter, der imidlertid døde nogle uger senere. Det gjorde hendes mand sært nok også, og sådan fortsatte det med Mary Ann: hun giftede sig, fik et barn, og kort tid efter døde hendes mand og barn. Ialt nåede hun fire ægtemænd, der alle døde af en sygdom med de samme symptomer, og hun fik mindst otte børn, hvoraf kun et overlevede. De dødes symptomer blev altid forklaret med "tyfus, kolera eller bare mavekrampe/maveonde", og ingen tjekkede med obduktioner, for alle tog for givet, at Mary Anne var en god og kærlig kvinde, der bare havde været uheldig med mænd og deres børn. At hun havde fået flere af sine afdøde ægtemænd til at tegne livsforsikringer på sig selv og de fælles børn, og at hun skovlede penge ind gennem deres død, var der åbenbart ikke nogen, der studsede over.

Da hun forsøgte at få sin stedsøn, Charles Edward, der var søn af hendes fjerde og nu afdøde mand, sendt på fattiggården, vakte hun imidlertid opmærksomhed med en form for forudsigelse, hun kom med. Under samtalen med sognets repræsentant kom hun med den udtalelse, at stedsønnen såmænd snart døde alligevel, fordi hans "familie var svagelig", og dér var der endelig en, der fik mistanke. Drengen var tydeligvis sund og stærk, men døde af de samme symptomer som de andre nogle få dage senere, og det førte til en obduktion, der foregik hjemme i hendes køkken. I første omgang blev hun frikendt, men lægen, der havde foretaget obduktionen, havde beholdt noget af drengens mavesæk, som han sendte til yderligere analyse, og så faldt hammeren: Charles Edward viste sig at være fuld af arsenik, og da andre af hendes mænd og børn, der var døde på lignende vis, blev gravet op og obduceret, kom beviserne væltende. Der var dog et problem, nemlig at arsenik optrådte i mange af dagligdagens varer som f.eks. kosmetik, tapet, medicin, blomstergødning, etc., etc., så hendes advokat hævdede, at det hele var en misforståelse. Charles Edward og alle de andre arsenik-forgiftede i Mary Anns nærhed var efter hans mening ofre for disse varer, sådan at hun var uskyldig.

Den gik dog ikke. Beviserne var for stærke, og Mary Ann blev dømt til døden ved hængning for sine (mindst) 21 arsenik-mord, bl.a. på sin egen mor samt de fleste af sine børn. Det varede dog noget, før dommen blev eksekveret, da hun var gravid. Først da hun havde født en datter, der blev bortadopteret nogle måneder efter, blev hun dømt til at blive hængt. Uheldigvis for hende faldt hun dermed i kløerne på en notorisk elendig bøddel, nemlig William Calcraft (1800-1878).

Grunden til hans elendige henrettelsesstil var grådighed, da bødlen havde ret til de dødes tøj, og han gerne ville have det rent og i hvert fald uplettet af blod, så han kunne sælge det. Hvis han fulgte de almindelige forskrifter for en pæn og regelret hængning, så brugte han et langt reb, men så risikerede han, at hovedet røg  af, og dermed ville tøjet blive plettet af blod, så det blev ubrugeligt som salgsobjekt, bl.a. som en makaber souvenir til folk, der samlede på den slags. Med Mary Ann nåede hans uduelighed nye højder, for han gav hende kun et reb på 60 cm, sådan at hendes krop ikke faldt hele vejen igennem lemmen, og han måtte kvæle hende manuelt. Ifølge øjenvidner varede det ca. tre minutter, før hun opgav ånden, og det må have været meget smertefuldt.

Øjenvidnet fortæller også om hendes opførsel: "Mrs Cotton, who scowled fiercely and with an air of defiance at the crowd, and who muttered constantly but indistinctly, took her place upon the drop with remarkable composure? the wretched woman was launched into eternity." Ikke et sekund for tidligt, da hun ved tiden for anholdelsen var i fuld gang med at kaste sine garn ud efter ægtemand nr. 5 .....

 
 

https://crimeviral.com/2020/01/10-deadliest-female-serial-killers-by-kill-count-2/ 

 

https://www.thesun.co.uk/news/1810288/never-seen-before-letters-of-britains-first-serial-killer-mary-ann-cotton-who-poisoned-up-to-21-people-on-sale-143-years-after-she-was-hanged/ 

 

https://www.thenorthernecho.co.uk/history/10068490.baby-born-mary-ann-cotton-durham-jail/ 

 

https://www.theatlantic.com/health/archive/2016/10/the-era-when-poison-was-everywhere/503654/ 

 

Wikipedia

 

Den hæslige selvtægt

 

Når man taler selvtægt, så er billeder af lynchninger ikke langt væk fra ens bevidsthed. Man ser dem for sig, de lede KKK'er, der myrder sorte amerikanere og føler sig berettigede til det ud fra diffuse forestillinger om at være dem, der holder styr på uacceptable tendenser i samfundet. Det kunne dreje sig om en sort mand, der f.eks. kiggede på eller fløjtede ad en hvid pige. Andre "forsyndelser" var endnu vildere, fordi det kunne være noget så uskyldigt som en ikke-hvid, der satte sig ned, hvor der kun var adgang for hvide. Overleverede forestillinger om menneskeligt værd gjorde, at morderne følte sig berettiget til at begå selvtægt, idet de ikke opfattede det som en forbrydelse, men en nødvendig handling under den slags omstændigheder. De følte, at de "ryddede op" eller "holdt lov og orden".

Den 25. maj 1911 foregik der en virkelig modbydelig lynchning af en mor og en søn, Laura and L. D. Nelson. Sønnen var blevet anklaget for at have skudt sheriffen i en sag om en stjålet ko. Havde den 13-årige L.D. taget den famøse ko? Nej, men hans far, Austin, indrømmede tyveriet, "fordi han ikke havde mad til sin familie". Grunden til, at Laura og L.D. blev lynchet var, at de havde grebet til våben, og at sheriffen var omkommet i en skudepisode, som Austin betegnede som et "uheld". Ifølge ham havde Laura forsøgt at vriste geværet fra sønnen, da det gik af, men både hun og L.D. blev fængslet for mord på sheriffen. Senere blev de så kidnappet fra fængslet af en rasende menneskemasse, der lynchede dem. Noget, der muligvis også har kostet Lauras lille og selvfølgelig totalt uskyldige datter på 2 år livet, da ingen vidste, hvor hun var blevet af, da hendes mor og bror blev dræbt og faderen kom i fængsel for tyveriet af den famøse ko. Austins fængselsdom, der blev afsonet omkring 100 kilometer væk, reddede til gengæld formentlig hans liv, da han sandsynligvis ellers også ville være blevet lynchet ....

Billedet af den myrdede Laura er ikke helt så modbydeligt at se som det af hendes søn, da hun har fået lov til at beholde noget af sin værdighed ved ikke - sådan som det er tilfældet med L.D. - at blive klædt mere eller mindre af. Det fremgår dog af øjenvidneskildringer, at hun blev voldtaget, hvilket jo ofte er den gængse straf for obsternasige kvinder af alskens art. Begge disse billeder er gennem-modbydelige, og det er slemt at tænke på, at de kun er en lille del af det samlede billede af denne specielle form for amerikansk selvtægt. At myrde disse to mennesker, hvoraf den ene altså var et barn på 13 år, er et lysende eksempel på selvtægtens mangler i forbindelse med retfærdighed. De blev snydt for en retssag, hvor de i hvert fald ville have haft mulighed for at forsvare sig, selv om de formentlig ville være havnet i fængsel. 

Gadens parlament har haft travlt med mange ting, som man kan undre sig over bagefter. Hvad gav f.eks. danskere ret til at klippe håret af kvindelige medborgere, der havde haft et forhold af en eller anden art til en tysk soldat? Var der noget i Grundloven, der berettigede dem til sådan et overgreb, og hvad var det for en tankegang, der gjorde, at man mente at have dansk eneret på disse kvinders kønsliv?

INTET ud over en diffus fornemmelse af nationale rettigheder til den enkelte kvinde styrede disse overfald. Ligegyldigt hvordan forholdet til den eller de tyske kærester havde været, så var det kvindens frie valg af noget ikke-forbryderisk. Hvis hun havde begået lovbrud som f.eks. spionage eller mord i forbindelse med forholdet, så ville sagen se anderledes ud, men ikke fordi hun havde et seksuelt forhold til en tysker. Retten til hendes kønsliv tilhører nu engang hende og kun hende, og ingen andre skal have lov til at bestemme over det.

Straffelovens § 294 regulerer selvtægt. Dens bestemmelser lyder: "Den, som ulovligt tager sig selv til rette, straffes med bøde." Her tager man åbenbart for givet, at ingen griber til lynchninger som f.eks. i USA, men hvad med sådan noget som disse overfald på og chikane af de såkaldte "tyskerpiger"? Var der ingen straf for disse overgreb, eller blev det bare skubbet ind under gulvtæppet? Når jeg læser om denne type forbrydelser, så er der kun beskrivelser af, hvordan den og den blev klippet skaldet samt kaldt en "feltmadras" eller lignende, men aldrig noget om, hvordan de selvbestaltede bødler, der stod for disse ydmygelser, blev straffet. Det tager jeg som et udtryk for en meget ubehagelig overbærenhed over for disse voldelige personer. Således finder jeg det ret bekymrende, at de ikke engang bliver kaldt det, de var, nemlig voldsmænd ....

Borgernes oprør eller mangel på tolerance over for visse ting, der udsættes for, er forudsætningen for det, der i nogle tilfælde har udviklet sig til en samfundsomstyrtende revolution. Det gælder også det, der skete i Boston den 16. december 1773, for den dag gik en stor gruppe amerikanere - hvoraf nogle var udklædt som indianere - ombord på britiske skibe og bedrev selvtægt ved at smide store mængder te i havnen. Amerikanerne kunne ellers godt lide te, så hvorfor gjorde de dog det? Jo, de ville protestere imod de skatter, som det britiske parlament pålagde indbyggerne i det, der dengang var en engelsk koloni. Et af problemerne var, at amerikanerne ikke engang var repræsenteret i parlamentet, men bare skulle punge ud til kolonimagten. Ti år efter denne episode opnåede Amerika uafhængighed af England, men det kostede blod, sved og tårer i form af en blodig krig.

Én ting er lynchninger, noget andet er kongemord, eller hva'? Begge dele involverer selvtægt, så i princippet er de efter min mening såmænd ikke så forskellige endda. Om selvtægten fører til forbedringer for oprørerne kan diskuteres og kan måske ikke engang altid afgøres. Her gælder historiens dom, og den ligger som regel i hænderne på sejrherrerne. At den russiske zar var en nar som regent var trist, men dem, der kom efter ham, udviste til gengæld en uhyggelig blodtørst over for dem, de påstod at repræsentere, nemlig folket.

Mottoet for Den franske Revolution (1989-1799) var "Frihed, lighed og broderskab", hvilket lyder flot. Den eufori, der prægede denne revolution, forvandledes imidlertid ret hurtigt til en udbredt desillusion. Frihedsidealerne holdt ikke i længden, selv om de blev dyrket som en ny form for religion rundt omkring i Europa. Korruptionen, der fulgte med Direktoriet, ledte direkte til næste fase, nemlig Napoleons statskup i 1799. Folket havde lidt under kongedømmet, hvor der var hungersnød den ene gang efter den anden, uden at magthaverne havde gjort noget særligt for at hjælpe de sultende. Samtidig var landet truet af bankerot, så alt var så håbløst, at selvtægt blev forsøgt og gennemført med hård hånd af de revolutionære. Det kostede som bekendt kongen og en stor del af hans familie hovedet. Der blev vendt op og ned på det franske samfund - for en tid ....

Jeg forstår udmærket, hvordan man kan brænde så meget for en skelsættende forandring, at man griber til selvtægt og eller en revolution som den franske. Problemet er bare, at opgøret med overgreb og nedværdigelse som regel fører til, at man selv kommer til at begå disse forbrydelser ....

 

https://stmuhistorymedia.org/the-lynching-era-the-tragic-hanging-of-laura-and-l-d-nelson/ 

 

Wikipedia

 

Var Hitler kvart-jøde?

I dag er det Adolf Hitlers fødselsdag (den 20. april 1889), hvilket gør det passende at tage et emne op, der melder sig gang på gang, når man tænker på hans opfattelse og behandling af det jødiske folk. Var der noget om de rygter, der gik om hans egen jødiske slægtsforbindelse??? I så fald hænger den sammen med hans oldemors liv, da hun fik hans far, Alois, uden for ægteskab: den 7. juni 1837 fødte den ugifte bondedatter og stuepige Maria Anna Schicklgruber, en søn, som hun gav navnet Alois (1837-1903). De to boede i de første par år efter barnets fødsel hos hendes far i landsbyen Strones i nærheden af Wien. Som 5-årig fik Alois en stedfar ved navn Johann Georg Hiedler, men fire år senere døde hans mor, og han blev sendt væk for at bo hos stedfaderens yngre bror, Johann Nepomuk Hiedler. Denne "sted-onkel" behandlede drengen som sin søn, og de var nært knyttet til hinanden. Ikke desto mindre blev han som 13-årig sendt til Wien for at komme i lære som skomager. Her opholdt han sig de næste fem år, men i 1855 fik han en chance for et karriereskift, da den østrigske stat ønskede at udvide bestanden af embedsmænd med folk fra rigets landlige områder. Den dengang 18-årige Alois tilsluttede sig programmet og blev toldembedsmand i 1875. På det tidspunkt havde han været gift med den svagelige, men formentlig ret velhavende datter af en anden embedsmand, Anna Glasl-Hörer, i to år. På grund af hans konstante utroskab, lod hun sig separere fra ham i 1880, men de blev ikke skilt. 

Arbejdsmæssigt var Alois kendt som en meget pligtopfyldende mand, men hans privatliv var og blev noget roderi. Bl.a. fik han flere illegitime børn med forskellige kvinder. Gift eller ej kunne han åbenbart ikke holde sig i skindet. Han, der jo selv var illegitim, vidste dog, at det var bedre at gælde for legitim, så i 1876 havde han med sin "sted-onkels" hjælp fået ændret sin status ved at hævde, at hans stedfar, Johann Georg Hiedler, havde erkendt at være hans biologiske far. Af en eller anden grund stavede myndighederne hans nye efternavn forkert, så det blev til "Hitler". Samme år ansatte han en ung kvinde, der måske var hans kusine eller niece, Klara Pölzl, til at hjælpe til i huset. På det tidspunkt var han gift med sin anden kone, Franziska, som han havde børn med, men ligesom hans første kone, Anna, var også hun var syg. Hun døde af en lungesygdom i 1883/1884.

Alois' formodede slægtning, Klara, var formentlig tidligt blevet hans elskerinde, og i 1885 blev hun hans tredie kone. Han var kendt for sit hidsige temparement, og han slog både Klara og børnene, når ånden kom over ham. I nyfundne breve priser han dog hendes forstand, bl.a. på penge, men han var kendt for at være fåmælt og ukærlig over for hende. Inden for ti år fik de dog seks børn:

Gustav (1885–1887) døde af difteritis

Ida (1886–1887) døde af difteritis

Adolf, (1889-1945) født den 20. april 1889

Otto (1892-1892)

Edmund (1894-1900) døde af mæslinger

Paula (1896-1960)  

Det er blevet hævdet, at barnet på Alois' skød er sønnen Adolf, men det  tror jeg nu ikke på, da han ikke ligner barndomsbilleder af ham. Måske det er Alois Jr., der løb hjemmefra som 13-årig på grund af faderens brutalitet. Det betød iøvrigt, at han mistede sin arveret samt tilknytningen til Hitler-familien i resten af Alois' levetid.

Lille Adolf

Rygterne om Adolfs jødiske baggrund hang sammen med farmoderens, Maria Anna Schicklgrubers fortid som tjenestepige. Hvem havde besvangret hende, så hun fødte sin illegitime søn, Alois, i 1837??? At han senere opnåede status som "ægte" ved at pådutte sin stedfar faderskabet er jo ikke i sig selv et bevis på, at han var hans søn, så hvem var hans biologiske far??? Kunne det f.eks. være den baron Rothschild, som nogle historikere påstod, at hun arbejdede for i Wien på det tidspunkt, hvor hun blev gravid? Om hun virkelig var ansat i Rothschild-huset er dog usikkert, og selv mistænkte Adolf en anden jøde for at være hans biologiske farfar.

Sandheden er, at Hitler med sin usikre slægtslinje ikke selv ville kunne klare en test for "jødisk blod", og det var nok det, der senere flere gange fik sat gang i rygterne om en Rothschild-forbindelse, da det ville være et dødsstød til Hitlers "ariske slægtskab". Der er imidlertid ingen beviser for, at Maria Schicklgruber nogensinde arbejdede i Wien, hvilket udelukker Rothschild-teorierne. Hitlers sagfører, Hans Frank, påstod imidlertid, at hans arbejdsgiver havde fortalt ham, at en af hans slægtninge havde forsøgt at blackmaile ham med påstande om, at han kunne bevise, at han var jøde, og at han derfor allerede i 1930 bad ham om at undersøge sagen. Hans Frank fandt ud af, at Maria Schicklgruber havde været ansat hos en jødisk familie ved navn Frankenberger omkring den tid, hvor hun blev gravid, og at familiens 19-årige søn, Leopold, kunne være Alois' far. Dette huede selvfølgelig ikke den jøde-fjendske Hitler, og i 1931 fik han gennemført en alternativ SS-undersøgelse af sin fars slægtstræ,  men disse nazistiske tilhængere kom selvfølgelig frem til den konklusion, at det ikke passede. Dvs. at Hitlers baggrund den dag i dag er fuld af mysterier, og at han muligvis selv var lige det, han hadede mest, forfulgte og gjorde sit for at udrydde ....

Hvad hans oprindelse end var, så lignede han i hvert fald ikke den nordiske helte-type, han beundrede så meget. Hans farver var snarere af mellemøstlig art, og det har afgjort været med til at give ham et ikke-arisk ry. Var han - eller var han ikke - en Frankenberger-ætling? Tilhængere og modstandere har kæmpet om dette lige siden, hvilket umiddelbart virker grotesk for vor tids anti-nazister. Nogle hævder ligefrem, at der slet ikke fandtes en Frankenberger-familie, og at Maria Schicklgruber desuden adrig havde arbejdet i det område, hvor de angiveligt havde boet. Den ene historiker efter den anden er kommet frem med indsigelser imod teorien om et Frankenberger-slægtskab, medens nok lige så mange har hævdet det modsatte. Hvad Frank angår, så er der dem, der påstår, at han - der blev en "omvendt nazist", men stadig var en jøde-hader - efter krigen, brugte påstanden om Leopold Frankenbergers faderskab til at "forklare" Hitlers krigsfiasko med påstande om, at han "jo ikke var arier". Dvs. at "fordi han var kvart-jøde, så var det umuligt for ham at sejre, og derfor tabte han" ....

 

Der er en vis ironi i, at Hitlers mangeårige elskerinde og senere kone, Eva Braun, formentlig havde jødiske forfædre. En DNA-analyse af noget af hendes hår fra en hårbørste har nemlig vist en stærk sandsynlighed for, at hun og hendes familie stammede fra Ashkenazi-jøder. Falskheden i fordømmelsen af alt jødisk, der ikke tog udgangspunkt i religion, men noget man tilskrev dem biologisk, afsløres af Hitlers - og andre nazisters - jongleren med benævnelsen "jøde". Selv beskyttede og hjalp han den jødiske læge, der behandlede hans kræftsyge mor, ligesom han på et tidspunkt gik med til at ændre racebetegnelsen på en falden tysk soldats enke ud af respekt for ham. Ret besynderligt, at man på den ene side forfulgte og myrdede "biologiske" jøder, men på den anden uden videre fjernede jøde-betegnelsen fra dem, man havde personlig sympati for.

 

https://www.timesofisrael.com/letters-by-hitlers-father-found-in-attic-giving-rare-glimpse-at-his-early-life/
 

https://www.jewishvirtuallibrary.org/was-hitler-jewish 

 

https://phys.org/news/2014-04-hitler-wife-eva-braun-jewish.html 

 

Wikipedia