lørdag den 15. maj 2021

Hun levede af sin sygdom

Mary Ann Bevan

For sådan ca. 100 år siden annoncerede man i to engelske aviser efter det, der blev kaldt "Verdens grimmeste kvinde. Annoncørerne tog dog forbehold over for muligheden af, at grimheden var "frastødende", "modbydelig" eller skyldtes "skader" eller "deformiteter". Kort sagt, det man ledte efter var noget så modsætningsfuldt som en "æstetisk grimhed". Dette krav afskrækkede dog ikke de forskellige aspiranter, der meldte sig, hvilket nok hang sammen med en tilføjelse, der gik på "god løn" og "langvarigt engagement". Annoncøren var Claude Bartram, der var den europæiske agent for det amerikanske cirkus Barnum and Bailey. 


Bartram havde været på jagt efter "new season freaks", selv om dette cirkus altid havde haft masser af "freaks", idet disse som regel var vanføre, vildt overvægtige eller deforme personer, som publikum altså betalte for at se - og gyse over. 

Eftersom disse fremvisninger var ret almindelige, er det såmænd ikke utænkeligt, at Mary Ann Bevan på et tidligere tidspunkt i sit liv havde overværet sådanne shows, men det har i så fald været dengang, hun var ung og yndig. Dengang havde hun været gift, men var nu enke med tre børn, som hun boede sammen med i en sølle bolig, for det var det eneste, hun havde råd til på sin løn. Det eneste, hun ønskede var at skaffe sine børn en uddannelse og dermed en tryg fremtid. Skidt med, om det skete ved hendes mærkelige forvandling fra yndig til mindre pæn.

Claude Bartram udtalte senere, at nok var hun mindre køn, men ikke på en afskyelig måde. Efter hans mening havde hun ansigtstræk "som hos en kæmpe". Dem, der så hende, påpegede også, at hun havde "maskuline træk", og det var en af grundene til, at hun på dette tidspunkt fandt det meget svært at få ansættelse. Folk veg fra hende i hverdagen, men Bartram, der søgte en "freak", syntes, at hun var perfekt, for hun så aparte ud, men ikke på en direkte skæmmende eller alt for frastødende måde. Kort sagt, Mary besad det grim-skønne ydre, han søgte hos sin nye "freak", så hendes billede skaffede hende jobbet i cirkusset.

Man skulle ikke tro, at dette "hestefjæs" tilhørte det samme menneske som det yndige fotografi fra en tidligere tilværelse som rask, men det gjorde det. Når Mary var komme til at se anderledes ud, skyldtes det sygdommen "akromegali", der giver dårligt syn, hovedpine og ansigts-forandringer. Andre med samme sygdom lignede hende meget, men det var formentlig mere acceptabelt hos mænd end hos kvinder, der forventedes at besidde visse feminine træk. Den kendteste person med denne sygdom i vore dage er nok skuespilleren André the Giant.

Nok har han og hans mandlige lidelsesfæller et påfaldende ydre, men kun i den forstand, at det virker som en forstærkning af de almindelige maskuline træk. Man vil måske undre sig over sådan en mands udseende, men det virker nu alligevel ikke uden for det normale.
 

Denne mand, (der ikke er André the Giant), er typisk for akromegali-patienter: forgrovede ansigtstræk med et forlænget og mere markant hageparti. Mange normale mænd kan se sådan ud og regnes for at være mindre pæne, men hos kvinder vækker det opsigt, fordi sådan en drastisk forandring virker som en negering af det, der var engang.
 

 
Eftersom Mary var en genert, sky og privat person havde hun sige betænkeligheder, men Claude Bartram fik hende overtalt ved at påpege, at hendes løn på £10 om ugen i  et helt år, rejsegifter betalt samt (ikke mindst!!) royalties for postkort med hendes nu så deforme ansigt ville gøre det muligt for hende at skaffe sine børn en uddannelse. 
 

 
 
Efter en kort turné i England, satte de af mod USA i 1920, hvor hun straks blev en sensation. Alle New Yorks aviseer skrev om "verdens grimmeste kvinde", og Bartram må have frydet sig over at have fundet sådan en guldklump! 
 
Cirkussets opgave var at levere et show, der ikke byggede på sandheder, men på oplevelser. Folk kom for at gyse og undre sig - samt måske også fryde sig over, at det ikke var dem, der så så sær ud som Mary. Vidste publikum noget om hendes sygdom? Formentlig ikke, men den skyldes i de fleste tilfælde væksten af en godartet svulst.
 

Marys karriere som "freak" fortsatte i USA i to år mere. Derefter vendte hun hjem til England med noget, der dengang var en enorm formue: £20,000 (svarer til £500,000 i dagens valuta!). Hendes børn studerede på grund af hendes indtjente penge, men hun ønskede alligevel at fortsætte sin "freak"-eksistens, denne gang i England, hvor hun turnerede i et år. 
 
 
Senere tog hun tilbage til USA, hvor hun genoptog sit show i tolv måneder, men så opstod der pludselig problemer, da en forarget hollandsk læge protesterede imod, at et sygt menneskes deforme ansigtstræk blev brugt som motiv for postkort. Den del af hendes indtægt blev derefter indstillet, og kort efter vendte hun tilbage til England. Desværre lader det til, at hun, der nu officielt havde trukket sig tilbage fra showbusiness, blev noget fordrukken, og hun var heller ikke god til at forvalte sine store indtægter fra før i tiden. Faktisk er der dem, der hævder, at hun satte det meste til ved dårlige spekulationer, men det håber jeg er en overdrivelse. Jeg tror dog på, at hun i høj grad savnede tilværelsen som tilbedt "freak", og der var dem, der sagde, at da hun døde  den 26. december 1933, var det af sorg over ikke længere at være en tiljublet og accepteret stjerne i verdensberømt et cirkus.
 

 
 
 
 
 
 
 


Wikipedia

fredag den 14. maj 2021

Jeanne d'Arc eller Claude?

 

Man har altid hørt om den frygtelige straf, der overgik "Jomfruen fra Orleans", dvs. Jeanne D'Arc, idet hun, knap 10 år gammel, blev brændt på bålet som kætter. Denne grusomme begivenhed blev foreviget skriftligt af øjenvidner, og det fortælles, at hun ikke - som på billedet - havde ansigtet utildækket. Tværtimod havde hun et klæde hen over det, så man ikke kunne følge hendes smerte og rædsel over flammerne - eller genkende hende som den berømte Jeanne D'Arc.

Jeannes "forbrydelser" bestod bl.a. i, at hun tydeligvis ikke kendte reglerne for god, kvindelig opførsel, og derfor har hun i moderne tid fået en vis status som en foregangskvinde. Kan hun klassificeres som "heks"? Det er da muligt, at hun har bedrevet gerninger, der regnes for hekses måde at klare sig igennem livet i et hårdt  mandssamfund, men set med nutidsøjne er den slags anklager ikke andet end sludder og vrøvl. Anklagerene gik på mærkelige ting som f.eks. hendes brug af herretøj og bl.a. bukser i stedet for kjoler. Ikke desto mindre er det kun 80-100 år siden, at kvinder blev straffet for at gøre netop det.

Først i 2013 ophævede de franske myndigheder en gammel lov fra 1799 der krævede, at enhver kvinde, der ønskede at gå i mandetøj, først skulle have tilladelse fra Paris' bystyre først."Mandetøj" var bl.a. lange bukser, og det var netop en af de "forbrydelser", Jeanne blev anklaget for.

Masser af mennesker så en kvinde, der blev fremstillet  som Jeanne, blive brændt på Place du Vieux-Marché den 30 maj 1431. Derfor blev mange utvivlsomt yderst forbavsede, da hun pludselig dukkede op igen den 20. maj 1436. Denne kvinde kaldte sig dog ikke Jeanne, men "Claude". Samme dag som hun pludselig viste sig - og deltog i et møde med nogle høje herrer i Metz - ankom Jeannes to brødre, der var overbevist om, at hun var blevet brændt. Så snart de så denne "Claude" indtraf imidlertid noget meget forvirrende, for de genkendte hende som deres angiveligt henrettede søster, og hun genkendte minsandten også dem som sine brødre. Op igennem historien har der været masser af bedragere, der har udgivet sig for forsvundne kongelige personer. Det gælder bl.a. den franske Ludvig XVII og den russiske zar-datter, Anastasia, så var denne "Claude" også en bedrager? Højst sandsynligt, men der er altid plads til tvivl, også i dette tilfælde ....

Noget andet er, at hvis ikke Jeanne blev brændt i vidners nærvær i 1431, hvem i alverden var det så, der stod på bålet og blev pint, indtil hun døde i flammerne? Tjah, gåden er mere eller mindre blevet skubbet til side som irrelevant eller et bedrag af historikere, så den er aldrig blevet efterforsket for alvor, hvilket på en vis måde kan være forståeligt nok, for man ønskede ikke at miste martyren Jeanne, der senere blev helgenforklaret af den katolske kirke. Da selv ikke en helgen kan være både levende og død, vil en anerkendelse af, at det var en form for "stand-in", der led døden på bålet, lave ravage i Jeannes ry og eftermæle - samt kirkens fremstilling af sagen.

I 1456, dvs. omkring 25 år efter hendes død, rehabiliterede en pavelig inkvisitons-domstol Jeanne D'Arc og erklærede hende som martyr, ikke kætter. Hvad Claude/ny Jeanne angår, så giftede hun sig ifølge domprovsten ved Saint-Thiébauts optegnelser senere med adelsmanden Robert des Armoises, der havde angiveligt havde mødt Jeanne før. Før og/eller efter futtede også omkring og blev modtaget af de fornemste folk rundt omkring, der alle åbenbart anerkendte hende som Jeanne D'Arc, nemlig fordi hun lignede hende meget. Hvis nogen alligevel skulle komme i tvivl, så kan hun sørme også fremvise sine to krigsskader, men dem kunne Claude såmænd også have haft, for hun havde angiveligt været soldat i pavens hær i Italien. Ud over Jeannes krigsskader, så var der også hendes velkendte vane med at tale i parabler og at håndtere våben præcis, sådan som Claude gjorde. Alt dette blev taget som "bevis" på, at Claude var Jeanne.

Da hun får mulighed for at møde kongen, Charles VII, kan det dog have ført til hendes forsvinden midt under en middag den 1. august 1439: hvis hun er en bedrager, så frygter hun formentlig, at kongen ville hun ikke kunne narre, for han kendte hende godt. Man kan sige, at de to havde en form for kode mellem sig, idet Jeanne havde fortalt ham en hemmelighed, der skulle bevise, at hun virkelig var Guds sendebud. Hvis Claude ikke kunne dette, ville hendes maskerade være slut, og ifølge nogen var det lige præcis det, der kunne være sket, sådan at hun var nødt til at flygte. Det er sørgeligt at tænke på, at en begavet ung pige på 19 år led en så smertefuld død på bålet, men det ville det nu også være, selv om hun så havde en stand-in, for hun ville jo ikke have lidt mindre end den ægte Jeanne. Desuden var der faktisk flere af tidens unge kvinder, der påstod, at de var den ægte Jeanne D'Arc, ligesom bedragere udgav sig for andre af de fire myrdede zar-døtre. Jeg tror i hvert fald ikke, at "Claude" var "Jeanne", men det er unægtelig en interessant og underholdende historie, der iøvrigt ender med, at denne kvinde - hvem hun end var - boede sammen med sin adelige mand på hans slot, og at de fik et par børn sammen ....


https://en.wikipedia.org/wiki/Jeanne_des_Armoises  



http://www.monio.info/2012/04/27/claude-the-second-face-of-joan-of-arc/

 
https://www.thevintagenews.com/2019/03/06/claude-des-armoises/

 

http://www.1sted.dk/1verdenskrig/dokumentar/kvinder_bukser.aspx 

 

 

 

 


torsdag den 13. maj 2021

Limbo

 

Enhver religion indeholder elementer, der afspejler menneskers behov for at finde orden i kaos. Disse elementer bygger ikke på andet end realistisk set uunderbyggede, men ofte alligevel meget stærke forestillinger om noget, mange accepterer som "sandheden". Det gælder f.eks. den kristne opfattelse af himmel og helvede, djævle og engle. De troende mener at have helt styr på systemets grundlæggende værdier, for dem er de blevet oplært i, og de forekommer dem helt igennem naturlige.

At engle oprindelig blev beskrevet som voldsomme, ulegemlige og i en vis forstand truende "kraftcentre", der overhovedet ikke ligner de smukke, fjerklædte og meget hjælpsomme skabninger, vi ser dem som i dag, viser noget interessant om udviklingen af den menneskelige forestillingsverden. I vore dage er engle til for at hjælpe os i hverdagen, og i USA gælder det vist også Jesus, som man forventes at påkalde i ny og næ, hvis man skal gælde for at være "troende". I denne hverdags-udlægning fungerer både Jesus og engle som en art "julemænd", hvilket ingen af dem har været på samme måde før i tiden.

      Også dyr forventes at få et evigt liv, og katte får sandelig både glorie og vinger som andre engle

Ifølge den almindelige tankegang bliver døde mennesker til engle, hvis de da er "frelste" og skal i Paradiset. Troende fortæller om besøg af afdøde, enten i den skikkelse, de havde før døden, eller som engle. Dvs. at den kraft, disse "Guds sendebude" engang stod for, er blevet til noget ganske andet og meget mere hverdagsagtigt, end de var i sin tid.


I den moderne tolkning er det hele blevet så enkelt, for "de gode" kommer i Paradiset, hvor de flagrer omkring sammen med alle mulige engle, og de onde havner i Helvede, hvor der venter dem en hulens masse pinsler. Hvad det skal gøre godt for, er ikke til at sige, for ingen lader til at lære af straffene for deres forbrydelser for derefter at forlade Helvede som bedre mennesker. Næh, det hele tjener åbenbart udelukkende som straffe, dvs. som udtryk for en "det har de rigtig godt af, haha-tankegang", der faktisk ikke virker særlig kristen.

Helvede er absolut ikke et sted, hvor man har det godt, medens Paradiset forventes at være så skønt, at man lever i evig lyksalighed. Begge steder kører efter et fortjenst-system, men hvad med dem, der dør helt igennem uskyldige og uvidende om religionen og dens teser? Det gælder jo f.eks. små børn eller visse voksne, der aldrig har hørt om Biblen, Jesus og trosbekendelser af nogen art. Ifølge den del af den katolske tro, der imidlertid aldrig har været dogmasticeret, havnede de før i tiden i det, man kalder Limbo, hvor de hverken var frelst eller fordømt. For få år siden opgav den katolske krike imidlertid denne forestilling, selv om den faktisk gjorde gavn som en art "trøst" for dem, der har mistet små, udøbte børn og andre uskyldige, der ikke selv evner at forholde sig til religiøse dogma. Det kunne f.eks. gælde evnesvage, men renlivede personer. Hele denne del af troen er dog blevet forladt af den katolske kirke, selv om den lever videre i en almindelig "hverdags-ideologi" hos både katolikker og protestanter. Hvis man vil udtrykke noget omkring livets træghed, en uforanderlig tristesse eller en gråt-i-gråt-stemning, så ligger begrebet "limbo" lige for hånden. At være i limbo betyder i vore dage at eksistere uden at leve. 

Den gældende katolske tros-konstruktion omfatter også Skærsilden, der ikke er det samme som Limbo, men en form for renselsessted, hvor man netop gør det, man ikke kan i hverken Helvede eller Paradiset, nemlig blive "bedre". Sjælen menes at blive renset i Skærsilden og dermed blive gjort rede til at komme i Paradiset via Skærsilden. Dette mellemtrins-sted kan være ubehageligt, men det er ikke - sådan som Limbo - en endestation, hvor man bare vegeterer.

For mig er alle disse forestillinger - og den historiske udvikling af dem - et tankespind, der holder alt for mange mennesker fanget. Når jeg ser på mine amerikanske kontakter på sociale medier, så er det i hvert fald tydeligt for mig, at de f.eks. tror på sådan noget hokus-polus som bønnens kraft. De påkalder bønner for alt muligt og forventer, at deres kontakter deltager, ligegyldig hvem de er. For mig er det en højst besynderlig tankegang, som jeg ikke kan andet end ryste på hovedet ad, men det betyder jo så, at jeg på en vis måde gør nar ad andres tro. Jeg forsøger at holde mig neutral, men det er svært, for jeg mener virkelig, at (denne form for) religion er "opium for folket", og at det holder store dele af en befolkning fast i et kvælertag, der burde være blevet brudt for længe siden.

Troende personer vil helt sikkert fortsat foretrække, at deres uvidende/uskyldige, døde slægtninge havner i det nu kasserede Limbo end i Helvede, for så kan de efter Dommedag alligevel komme i Paradiset. Det må have været en stor trøst for disse mennesker, selv om de nok ikke har kunnet lide at tænke nærmere over, hvad Limbo egentlig står for. På samme måde har mange det jo med deres mere eller mindre elendige liv, hvor de foretrækker en gråt-i-gråt-tilværelse frem for døden. Jeg tror, at mange af disse hverdags-troende mennesker kommer til at savne de gamle Limbo-ideer, som de ikke sådan uden videre giver slip på, selv om den katolske kirke befaler det .... 


https://www.nationalgeographic.com/science/article/111223-christmas-angels-evolution-science-history-christianity

 

https://www.reuters.com/article/us-pope-limbo-idUSL2028721620070420 

 

Wikipedia


onsdag den 12. maj 2021

Mord, læger og lig

 

Det siges, at den skotske by Edinburgh den dag i dag har et af verdens bedste medicinske fakulteter. At studere dér skulle angiveligt sikre de unge medicinstuderende en fremragende uddannelse. Dvs. at borgerne i Edinburgh er stolte af det, byen byder på inden for dette felt, og det var de også, da lægen Robert Knox (1791–1862) slog sine folder på sin læreanstalt i kirurgi og anatomi. Han havde ganske vist nogle specielle teorier om race, der ikke tåler et nærmere eftersyn i dag, hvor vi har oplevet Anden Verdenskrigs rædsler, men blev utvivlsomt regnet for en kapacitet som anatom og kirurg. Det gjaldt måske også hans tro på den såkaldte "transcendental anatomi", der var en form for sammenlignende anatomi, hvor man søgte at finde ideelle mønstre og strukturer i alle organismer i naturen. Desværre har hans videnskabelige nysgerrighed dog formentlig gjort ham blind og døv for alt, der lagde forhindringer i vejen for hans studier, bl.a. af menneskets anatomi. Dere er således ingen tvivl om, at han som forsker levede efter en "målet-helliger-midlet-ideologi".

Sagen er imidlertid, at for at foretage anatomiske studier og desuden undervise i kirurgi skal man have lig og helst rigtig mange. Hans evner, ideer og ry trak studerende til, men selv om det selvfølgelig var mægtig godt for både ham og byen, så betød det, at han ikke kunne holde gang i sine aktiviteter uden de lig, der kunne tjene som undervisnings- og forskningmateriale. Tallet 40 er blevet nævnt som et realistisk antal nødvendige studieobjekter til hans studier samt undervisning, men hvor i alverden skulle han få så mange døde fra, når det kun var henrettede forbrydere og afdøde folk fra arbejdsanstalter og fattiggårde, der blev videregivet til de lig-hungrende læger? Der var rift om de døde, og lig-røvere havde gode kår, selv om de jo også konkurrerede om de bedste kadavere, hvad enten de var begravet eller ej. Et lig var et lig, ikke mindst som handelsvare ....

Lykken tilsmilede Knox i november 1827, hvor en forgældet lejer hos pensionatsvært William Hare (født ca. 1804) blev fundet død af naturlige årsager. Han havde tilsyneladende ingen slægtninge, der kunne gøre krav på hans lig, så Hare og hans gode ven samt kollega, William Burke (1792-1829) syntes, det var en god ide at sælge hans afsjælede legeme til den lig-hungrende Dr. Knox. Det fik de to gutter £7.10 for, hvilket var rigtig meget dengang. Denne succes med en hurtig og indbringende forretning gav de to venner blod på tanden, og til Dr. Knox' store glæde kunne de levere mange flere lig, hvilket han "glemte" at efterforske for at afgøre, hvor alle disse afdøde personer kom fra. Det blev faktisk til ialt 16 lig, inden en af William Burkes lejere rapporterede til politiet, at han havde fundet et lig under sin seng. Burke og hans kone benægtede ihærdigt, at det kunne være rigtigt, men løbet var kørt. Hammeren faldt, for efter et for datiden ganske pænt stykke politiarbejde blev de to skumle lig-skaffere, Burke og Hare, arresteret.


Hvad Dr. Knox angik, så benægtede han straks ethvert kendskab til den måde, hans samarbejdspartnere skaffede de eftertragtede lig. Hverken han eller de to fyre var til at hugge eller stikke i, men politiet greb så til den list at love den yngste af forbryderne, nemlig William Hare, immunitet, hvis han vidnede imod sin makker, Burke. Det gik han med til, for det var hans eneste chance for at undgå galgen. Han kom med nogle hårrejsende beskrivelser af tre mord, et af dem på en retarderet og forkrøblet, ung mand, der var kendt som Daft Jamie. Eftersom han var et velkendt element i gadebilledet, havde man undret sig over, at han pludselig var forsvundet, men det skyldtes altså, at han var havnet som studiemateriale hos Dr. Knox.

Et andet offer for skrupelløse lig-røvere var en ældre kvinde, der var kommet fra Irland for at lede efter sin forsvundne søn, som hun mente måtte opholde sig et sted i Skotland. Hun var åbenbart en naiv og tillidsfuld sjæl, for Burke fik hende til at besøge sig med den løgn, at hun måtte være i familie med hans mor. Det fortælles, at de drak og dansede, og hun har sikkert moret sig, inden han kvalte hende og derpå fragtede hende til Dr. Knox. En anden var en purung pige ved navn Mary Patterson.

Både Burke og Hare var afgjort skyldige i både ligrøverier og flere mord, men de blev ikke begge kendt skyldige. Som et vidne med immunitet slap Hare for at lide Burkes skæbne, dvs. at få en dødsdom med påfølgende dissektion (dog ikke hos Dr. Knox!!). 

At Burke efter denne domfældelse pludselig tilstod at have været med til at myrde ialt 16 mennesker, skyldtes hans kristne tro på, at det var nødvendigt for at blive frelst i religiøs forstand - og måske også et vist ønske om at hævne sig på Hare, der var sluppet helt fri for sin andel i forbrydelserne? Hvis det sidste var tilfældet, så virkede det i hvert fald ikke, for Hare slap for galgen og den påfølgende dissektion og menes at have gemt sig i Irland, hvor han angiveligt døde på mystisk vis nogle få år senere.  


Hvad Dr. Knox angik, så var byens borgere, der før havde været så stolte af ham og hans ry, direkte forargede. De fattede ikke, at han ikke også blev retsforfulgt, da det jo var hans umættelige behov for at få lig, der havde udløst de mange mord. Efter deres mening var han lige så skyldig som Burke og Hare, men det syntes myndighederne ikke. Dette betød dog ikke, at han slap helt for straf, da de vrede indbyggere i Edinburgh stormede hans undervisnings- og dissektionsstue. Det forskrækkede Knos, og han besluttede sig derfor for at flygte til London, hvor han hutlede sig igennem, samtidig med at han fortsatte sin forskning i den såkaldte "transcendeltale anatomi", som han havde været interesseret i siden sin allertidligste ungdom. Om det betød, at han fortsatte med at opkøbe lig illegitimt, vides dog ikke med sikkerhed.

 

Dr. Knox's ry var i høj grad blakket oven på skandalen med Burke og Hare, men på grund af dem og deres skurkestreger huskes han den dag i dag. Burke er dog den, der har efterladt sig flest spor, da hans dissekerede legeme blev skænket til byens museum i skeleteret tilstand efter henrettelsen. Dér kan man den dag i dag se det med dets store "tandsmil" .....

Noget andet, han (ufrivilligt!!!) efterlod sig, var en lommebog, der var indbundet i hans hud. For at det ikke skal være løgn, er der sørme også et brev, skrevet med hans blod .....

Nu om stunder holder Edinburgh de tre skurkes minde i live med "morderture" i byen for alle, der er interesseret i det makabre. De er efter sigende meget populære ....




https://www.edinburghlive.co.uk/news/edinburgh-news/burke-and-hare-four-facts-15742965

 

Wikipedia


tirsdag den 11. maj 2021

Alexandra

Den danske prinsesse Alexandra (1844-1925) tilhørte som datter af den senere kong Christian IX kongehuset Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Hendes far var en konservativ helstats-tilhænger, og det var det, der gjorde, at han overhovedet kom i betragtning som konge af Danmark efter Frederik VII, der døde uden efterkommere. At han også var fattig må have gjort hans nye ophøjede stilling endnu mere velkommen, da han havde adskillige børn, hvoraf fire dog havnede på europæiske troner, hvorved de gjorde ham til det, han blev kendt som, nemlig "Europas svigerfar". 

Kong Christian IX's seks børn fra venstre: Kong Georg af Grækenland, kejserinde Dagmar af Rusland, dronning Alexandra af England, kronprins Frederik (senere Frederik VIII) og storhertuginde Thyra samt prins Valdemar. Alle børnene var kendt for deres gode udseende, og det gjaldt især Alexandra og hendes søster Dagmar, der blev gift med den russiske zar under det russiske navn Marija Fjodorovna. 

Dermed blev hun mor til Ruslands sidste kejser, den umulige Nikolaj II, der blev dræbt sammen med hele sin familie i 1917. 

Alexandra, der blev dronning af England via sit ægteskab med dronning Victorias søn, Edward VII, var berømt for sin skønhed, men det fortælles, at da hendes tilkommende, prins Edward, blev befalet at forlove sig med denne 16-årige, danske prinsesse, ville han først ikke, da han på det tidspunkt var midt i en hed affære med en anden kvinde. 

Hans far, prins Albert, lod sig dog ikke afskrække af sin allerede dengang temmelig udsvævende søns vægringer, og hans argument var netop Alexandras skønhed. Noget, Edward ikke kunne modsige, og den 10. marts 1863 blev de gift, dvs. samme år, som hendes far blev konge af Danmark, og hendes bror, George, blev udnævnt til græsk konge. 

At hendes svigermor, dronning Victoria, direkte gav udtryk for, at hun ikke var glad for den danske forbindelse på grund af sine egne tyske familierelationer, var der jo ikke noget at gøre ved. Man kan vist godt sige, at på det punkt bar Alexandra kappen på begge skuldre, for hun havde selvfølgelig ikke kappet båndene til sin danske familie og holdt åbenlyst med danskerne i krigen mellem Danmark og Tyskland, der jo endte med tabet af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg i 1864. De indgik nu i Det tyske Kejserrige, der dannedes i 1871, og hvor dronning Victorias ældste datter, Victoria, var kejserinde som gemalinde til Frederick III. 

Alt det har selvfølgelig givet anledning til mere eller mindre åbenlyse familiestridigheder, men det lader til, at Alexandra klarede sig igennem med diplomati og charme, selv om hun vedblev med at støtte Danmark imod Tyskland. Hun var i hvert fald stadig meget populær i befolkningen, til trods for at hendes svigermor altså havde sine forbehold på grund af hendes danske afstamning. 


At Alexandra blev mor til ialt seks børn har selvfølgelig også hjulpet på populariteten, for dermed havde hun jo sikret arvefølgen. I 1871 mistede hun dog den nyfødte prins John, men værre var det, at kronprinsen, prins Albert Victor (1864-1892), døde efter kort tids sygdom som 28-årig. Han var sin mors øjesten, måske fordi han i den grad lignede hende og hendes danske slægt. Når man ser billeder af ham, er det som at se den danske kong Christian X, der jo var Alexandras nevø.

Kort før sin død af lungebetændelse var han blevet forlovet med Mary of Teck, der nogle år efter hans død giftede sig med hans yngre bror, den senere George V. Uretfærdigvis er den døde kronprins senere blevet mistænkt for at være kvindemorderen Jack the Ripper, men en nærmere undersøgelse af hans tidsskemaer har dog frikendt ham.

Alexandra var kronprinsesse fra 1863 til 1901, hvilket er den længste tid, nogen har båret den titel i England. Hendes tid gik med repræsentative pligter og velgørenhedsarbejde af forskellig art, men både hendes mand og svigermor var imod, at hun tog del i noget mere alvorligt ud over disse områder, og især ikke statsanliggender af nogen art. De opgaver, hun påtog sig at støtte, var bl.a. sygepleje og problemer i forbindelse med arbejdsløshed, men det lykkedes hende dog, som den første dronning nogensinde, at besøge det britiske underhus under en debat. Ikke at det fik nogen betydning, for hun var sat udenfor beslutningsprocessen som det, hun måske var for Victoria og hendes søn: en smuk og elegant trofæ-kone, der blev beundret for sit udseende og sin elegance.

Hun blev ligefrem et mode-ikon, og da hun fik problemer med sit ene ben og begyndte at halte efter en vanskelig fødsel, blev det moderne at "halte som Alexandra". Hendes mands mange affærer tog hun i stiv arm og støttede ham, hvis han blev angrebet i pressen. Hun havde en udramatisk forbindelse med hans elskerinder, som hun tolererede eller ligefrem holdt en venskabelig kontakt med. Det gjaldt bl.a. Alice Keppel, der gennem sin yngste datter blev tipoldemor til Camilla, Hertuginden af Cornwall, der nu er gift med Prins Charles.

Alexandra med døtrene Louise og Victoria

Alexandra dedikerede sin tid til sine børn og sine sociale pligter. Edvard var meget glad for at deltage i selskabslivet, hvilket Alexandra også deltog i for at glæde ham, ligesom parret selv afholdt flere baller og fester om året. Det menes, at ægteskabet var lykkeligt, men at det bar præg af Edvards livsstil og offentlige affærer, selv om Alexandra støttede sin mand, også gennem skandalerne.

Først i 1901 blev hun altså dronning og kejserinde af Indien, da hendes svigermor, dronning Victoria, døde. Hendes tid som dronning blev dog af kort varighed, for allerede i 1910 døde hendes mand, Edward VII, og efterlod hende som enkedronning. Om Alexandra var lykkelig med den konstant utro "Bertie" er ikke til at sige, men hun forblev i hvert fald meget populær i sit nye land, samtidig med at hun ikke blev glemt i sit fædreland, som hun besøgte tit efter Edward VII's død. Hun var smuk og elegant hele livet igennem, men blev mere og mere tunghør, hvilket kan have været medvirkende til hendes hyppige besøg.


Mindetavle for Alexandra


https://www.rct.uk/collection/people/queen-alexandra-consort-of-king-edward-vii-king-of-the-united-kingdom-1844-1925#/type/subject

 

https://windowstoworldhistory.weebly.com/queen-alexandra-of-great-britain---queen-victorias-daughter-in-law-berties-patient-wife-and-her-own-person.html 


Wikipedia