Den leende mand, nemlig Joshua Powell (1976-2012) bagest i denne person-opstilling følte, at han "ejede" de tre personer foran ham, der udgjorde hans familie: hans kone, Susan, og deres to sønner, Charles og Braden. Denne vrangforestilling var noget, han var opvokset med i en familie, der bestod af en benhård, mere eller mindre pervers og diktatorisk far og en underkuet mor. Familien var præget af det, jeg vil kalde en "religionsforstyrrelse", men også af faderens store interesse i porno, som han tilmed introducerede sine sønner i. Dvs. at hvis man leder efter en familie-særhed, der tidligt kan have præget Joshua, så var der masser at tage af. Resultatet var i hvert fald en dominerende og undertrykkende mand med ejendomsfornemmelser over for kone og børn. At der var tale om et mønster, kan ses af, at inden han traf den kvinde, nemlig Susan (1981–2009), der blev hans kone og mor til hans to sønner, havde han haft et totalt forskruet forhold til en anden kvinde, der endte med at skrotte ham over telefonen på grund af hans enormt dominerende opførsel. Noget, der altså synes at have været reglen mere end undtagelsen i hans forhold til kvinder.
Joshua og Susan boede hos hans forældre et stykke tid, hvilket viste sig at være en meget dårlig ide, da den porno-tossede far blev som besat af sin svigerdatter. Uden at hun i begyndelsen vidste det, fulgte han hende hemmeligt og filmede eller optog alt, hun foretog sig, også af intim karakter. Han stjal hendes undertøj, læste hendes dagbog og overdængede hende med lumre kærlighedsdigte via internettet. Da han efter nogen tid afslørede sine amorøse følelser for sin forbløffede svigerdatter, afviste hun ham, og det unge par flyttede kort efter ud af Joshuas barndomshjem, sådan at Susan kunne blive fri for sin smask-liderlige svigerfar. Joshua brød dog ikke med sin far, selv om denne fortsatte med sine forsøg på at forføre Susan. Dvs. at han var langt mere loyal over for faderen og dennes opfattelse af forholdet mellem mand og kvinde end over for hustruen, sandsynligvis fordi han så hende - nemlig i rollen som hustru - som en af sine "ejendele".
Efter udflytningen havde ægteparret stadig de samme problemer, der tidligere havde optrådt i andre af Joshuas forhold: han ønskede at dominere kone og børn og forventede, at det var ham, der bestemte alting. Det reagerede hun imod, og de mange stridigheder førte til en forøget fremmedgørelse mellem dem. Hun skrev sit testamente, hvor hun påpegede muligheden af, at hun, hvis hun døde uventet, meget vel kunne være offer for noget, der ikke kunne regnes som hverken en ulykke eller det, man kalder "naturlig død". Desuden indspillede hun i al hemmelighed en video, hvor hun fortalte om sit ægteskab.
Når man ser billeder af Joshua, så ligner han en nuttet dreng, men i virkeligheden var han jo altså en voksen mand, der bare opførte sig fuldstændig uansvarligt. Således viste det sig også, at de befandt sig på fallittens rand på grund af hans ødsle vaner. Noget, der senere er blevet bevidnet af hendes venner.
Den 6. december 2009 var sidste dag nogen uden for familien så Susan i live. Hun forsvandt simpelthen uden at efterlade sig spor og har været efterlyst som "missing person" lige siden. Alle - også politiet - går ud fra, at hun ikke er forsvundet af egen fri vilje, for ingen tror på, at hun frivilligt ville efterlade sine børn. Alt tyder på, at hun er død, og at hendes mand, Joshua, er indblandet i dødsfaldet. Han benægtede alt, men ingen har troet på ham, hvilket er yderst forståeligt, når man betænker den måde, han behandlede sin "ejendel", nemlig hans kone Susan.
Medierne interesserede sig meget for den "forladte" ægtemand, Joshua, og det har formentlig været hårdt for ham, men det, der sikkert var endnu hårdere, var, at myndighederne ønskede at overgive hans to sønner til deres bedsteforældre, nemlig Susans forældre. ALT i ham har sikkert gjort oprør imod denne tilsidesættelse af det, han opfattede som sin ejendomsret over børnene.
Selv om børnene var taget fra ham, så havde han dog ret til at se dem på overvågede besøg, hvor en myndighedsperson fulgte med at iagttog ham og de to drenge under deres samvær. Da socialarbejder Elizabeth Griffin Hall kom med børnene den 5. februar 2012, trak han dem hurtigt ind i huset, medens han låste hende ude. Hun ringede efter hjælp, men før der kunne komme nogen, sprængte han huset, sig selv og de to drenge i luften. Med alle tre døde og en igangværende eftersøgning af den stadig forsvundne Susan skulle man tro, at tragedien var fuldkommen, men nej, for også Joshuas bror, Michael, begik selvmord året efter. Man mener, at han hjalp Joshua med at skaffe Susans lig af vejen, og at han havde samvittighedsnag, men ikke engang det, ved man med sikkerhed, kun at han døde ....
Der er skrevet meget og lavet flere dokumentarfilm om denne forfærdelige historie om en mand, der er så formørket af besiddertrang, at det koster en hel familie livet. Desværre er dette ikke den eneste sag, der går efter dette horrible mønster, hvor mænd dræber dem, de påstår at elske mere end noget andet på denne jord. Sær form for "kærlighed" siger jeg bare, men mange tolker stadig den slags voldelige forbrydelser, som Joshua begik, som udryk for særligt stærke kærlighedsfølelser.Trist og uacceptabelt, for kærlighed er det altså ikke og har aldrig været det .....
Wikipedia