Retsmedicin er efterhånden blevet en god og hæderværdig videnskab, som man regner med i fagkredse. Efter diverse TV-serier om retsmedicineres bedrifter samt spillefilm, hvor de optræder som helte, er de blevet en form for yndlings-eksperter både i virkelighedens og kriminalbøgernes verden. Morderen kan være aldrig så snedig, men sæt en god retsmediciner på sagen, og han/hun er afsløret .....
Noget af det vigtigste i en mordsag er selvfølgelig at finde beviser på, at der virkelig er en sag. Mange mordere har hævdet, at det formodede mordoffer stadig lever, men at han/hun har skiftet navn og fortsætter sit liv incognito et andet sted. Det kan være svært at bevise, at det er løgn, og at der virkelig har fundet et mord sted, hvis ikke der er et lig, selv om der måske er en tilståelse.
Hér hjælper nonprofit-selskabet "NecroSearch International" til, for de har specialiseret sig i at søge - og finde!!! - skjulte ofre for mord. Morderen kan have gjort sig virkelig stor umage for at gemme liget, men døde mennesker er nu ikke så lette at gøre sig af med. De fylder, stinker, lækker safter af forskellig art og forsvinder ikke bare af sig selv ..... Men hvis man som efterladt er så heldig, at NecroSearch International sætter ind med sit hold af sammenbragte eksperter, lige fra "lig-hunde" til kemikere, geofysikere, etc., etc., så er der håb om en opklaring af sagen.
NecroSearch blev grundlagt i 1991 og har fundet mange ofre for gamle mordsager, der var blevet opgivet, fordi liget manglede. Mordet ligger måske både 20 og 30 år tilbage i tiden, men det standser dem ikke. De har eftersøgt ofre i alt lige fra pæne og ryddelige baggårde til mudrede flodbredder, og de gør ofte en stor forskel i mordsager af forskellig art.
I virkeligheden burde det selvfølgelig være politiets opgave at udvikle de evner og den ekspertise, som medlemmer af NecroSearch besidder, så organisationen slet ikke var nødvendig. Formentlig sker dette i årene fremover, også fordi der allerede nu optræder mange nye retsmedicinske teknikker i politiarbejdet.
Hvis man ender sådan, så skal der som regel mere end et tilfælde til for at få opklaret, hvordan det gik til, og om der er tale om et mord eller et ulykkestilfælde. Sherlock Holmes havde sit forstørrelsesglas, men retsmedicinerne har nu DNA ud over de gode gamle spor som f.eks. fingeraftryk, og denne nyopdagelse har revolutioneret arbejdet.
Noget af et mirakel, må man sige!
Det er forbløffende, at nye teknikker nu kan opklare gamle sager på en ofte uventet måde. At det lykkes den ene gang efter den anden burde få fremtidige mordere til at tænke sig om, men det gør det nok ikke altid.
Jeg kan forestille mig, at retsmedicineren bliver - eller allerede er!!! - vor tids superhelt, sådan som detektiven var før i tiden. Den antagelse bygger jeg bl.a. på populære TV-serier omkring arbejdet med retsmedicin. En af dem kom allerede i 1976 med 148 episoder om retsmedicineren og detektiven Quincy, der spilles af Jack Klugman.
Hun hed oprindelig Alice Mary Norton (1912-2005), og hun var en meget flittig forfatter inden for flere litterære genrer, som bl.a. historiske romaner, science-fiction, osv., osv.. Da det kneb med at slå igennem og bare få bøger antaget til udgivelse, fulgte hun det råd, hendes langt mere succesfulde kollega, Ray Bradbury, gav hende: "Skift til et mande-navn!"
Det burde ikke være sådan i vore dage, men det viste sig, at det trick virkede, og hun fik sig faktisk hele tre mandlige pseudonymer, nemlig Andre Norton, Andrew North og Allen Weston. Under disse navne udgav hun flere hundrede bøger - og man skændes stadig om, hvor mange der egentlig er!!!! - der såmænd også skaffede hende forskellige hædersbetegnelser. F.eks. blev hun den første kvinde, der fik titlen "Gandalf Grand Master of Fantasy", "SFWA Grand Master", foruden at hun kom i "Science Fiction and
Fantasy Hall of Fame".
Alt sammen mægtig fornemt, men sært nok ikke knyttet til et særlig holdbart ry, for selv om læserne måske kender nogle af hendes mange bøger, så er hun selv ligesom udvisket. Noget, der måske også hænger sammen med hendes image som en god og hæderlig bibliotekar, men uden ret meget spræl uden for bøgernes verden.
Alice er faktisk et godt eksempel på, at det ydre kan snyde, for hendes bøger er fulde af spændende eventyr og interessante ideer, men det virker ikke ret sandsynligt, når man ser billeder af hende. Både hendes køn og hendes pæn-pige-image var imod hende.
En nydelig dame med en indre verden, som ingen forventer ud fra billederne af hende.
Smæk for skillingen og ikke ligefrem "biblioteks-agtig" - og så er den jo bare én blandt rigtig mange med en lignende eventyrlig handling.
Alle mulige glimrende kvindelige forfattere, lige fra f.eks. Mary Shelley og Virginia Woolf til J.K. Rowling, har fået deres bøger afvist fra indtil flere forlag, hvilket må ærgre disse i årene efter afslagene. Hverken dette eller antallet af læsere/købere viser noget om det pågældende værks litterære kvaliteter. At Alice Norton fik manuskripter tilbage, som Andre Norton senere fik udgivet, fortæller dog noget om fordomme og forventninger. Gad vide, hvor meget af det, der stadig trives ude i bogverdenen ....
Op igennem historien har der optrådt mange uhyrer i menneskelig skikkelse som f.eks. Hitler, Jack the Ripper, Ted Bundy, etc., etc.. At der også er historiske optegnelsen vedr. dyriske uhyrer ser vi nok mere som et udtryk for eventyrenes fantasivæsener. Vi ved f.eks., at der findes ulve, men er godt klar over, at den, der optræder i "Den lille Rødhætte" mere er myte end realitet, for det er nu de færreste ægte ulve, der forstår at klæde sig ud i ens bedstemors tøj og optræde som hende.
Den udklædte - og tilmed talende ulv!!! - er dog intet imod det, der ramte en del af Frankrig i 1764, nemlig Lozère. Egnen havde været under engelsk belejring i det, man kalder "Syv-års-krigen", men nu var turen kommet til dyriske angreb fra noget, man stadig diskuterer, hvad virkelig var. Kunne det være en ulveflok eller én kæmpe stor ulv? En genopvakt fortidsskabning? For at få lidt mere hold på det morderiske uhyre gav man det et beskrivende navn, nemlig "Bæstet fra Gevaudan". Der siges at være trolddom i navne, men det hjalp dog ikke meget på jagten, at uhyret nu havde et navn, for det lader til, at det i løbet af forholdsvis kort tid, tog livet af sådan ca. 200 mennesker og sårede mange flere, uden at man er kommet en tilfangetagelse nærmere.
Uhyret blev beskrevet på forskellig vis med angivelsen af flere skrækindjagende detaljer, der dog ikke hjalp med at klassificere det. Teorierne om, hvad det egentlig var, der hærgede egnen, er faktisk mange den dag i dag. Nogle mener, at det kan have været et afrikansk dyr som f.eks. en hyæne, en bavian eller lignende, der var stukket af fra et cirkus eller en zoologisk have, medens andre fandt det langt mere sandsynligt, at det var en blanding af en hund og en ulv. Nogle påstod dog, at det måtte være et væsen fra en fremmed planet, nemlig en ægte E.T. i dyreform. Desuden er der også i vore dage selvfølgelig, (havde jeg nær sagt), teorier om noget overnaturligt, der pludselig hjemsøgte franskmændene. Summa summarum: folk vidste, det var der, men ikke, HVAD det var .....
Det gjorde det sandelig ikke nemmere, at bæstet havde en evne til at ryste geværkugler af sig. Hvis man skød på det, sårede det det nemlig ikke. Desuden lod det til, at selv når det rent faktisk blev ramt, så døde det ikke eller vendte lynhurtigt tilbage til livet. Jamen hvad bed så på krapylet? Jo, det gjorde det hjemmelavede spyd, som landsbypigen Marie-Jeanne Valet lavede, og som hun stak uhyret med. Det døde ganske vist ikke, men flygtede ind i skoven, svært skadet, og det var såmænd første gang, det var blevet såret af et våben.
Eftertiden beundrede i den grad Marie-Jeanne for hendes mod og snarrådighed, at man har opstillet en statue af hende, der viser, hvordan hun kæmpede med uhyret og vandt, fordi hun som den første ramte det.
Det var altså Marie-Jeannes mod, der ændrede situationen, men hun var nu ikke ene om æren i ret lang tid, for det var to tapre - og langt mere kendte - mænd, der gav det sårede bæst dødsstødet. Den ene af dem var kongens våbendrager, Francois Antoine, og den anden var den lokale landmand, Jean Chastele. At disse to dukkede op på scenen, efter at Marie-Jeanne havde udført den bedrift at såre dyret, virker lidt påklistret, som om æren absolut måtte tilfalde en mand. Desuden er det med til at åbne op for spørgsmålet om, hvor mange uhyrer der egentlig var. Man taler om det, som om der kun var ét, men noget kunne tyde på, at der i virkeligheden var en hel flok, og at det var derfor, det virkede, som om det altid kom tilbage til livet efter at være blevet skudt.
Det er ikke til at vide nu, men ifølge legenden, døde bæstet kun, fordi de to mænd var heldige at ramme det præcis det sted, hvor Marie-Jeanne havde stukket det. Dvs. at samtiden regnede det for sandsynligt, at der kun var én uhyre, som den tapre landsbypige altså fik ram på som den første.
Ingen ville have kunnet forestille sig, at den pæne og nydelige Alex Cooper fra Cranbrook, British Columbia, var en mand, fuld af hemmeligheder. Han var kendt som en glad og velfungerende familiemand, der levede i et lykkeligt ægteskab med sit livs kærlighed, Margaret. De havde fem børn og adskillige børnebørn, og alt virkede helt igennem normalt uden noget påfaldende, der kunne vække mistanke om, at Alex ikke var den, han sagde, han var. Han elskede musik, og i sin fritid fra jobbet som sælger, nød han at spille med i et lille, privat band med andre musikelskere.
Da han fyldte 65 forvandlede han sig pludselig fra en elsket, men nærmest anonym mand og bedstefar til en gåde, ingen havde ventet: han forsvandt under mystiske omstændigheder og blev erklæret død, da han fortsat var som sunket i jorden. Oprindelig havde hans datter, Liela, og hendes mand taget for givet, at han var taget på en ensom fisketur, da de fandt hans bil ved en bro i nærheden af et af hans foretrukne fiskesteder. Hans kone frygtede, at hvis han havde været ude at fiske, så kunne hans dårlige hjerte have ført til, at han havde fået et hjerteanfald og var faldet i vandet og var druknet. En anden skræmmende teori var, at han var blevet overfaldet og dræbt, fordi han havde den uvane at samle sine penge til daglige fornødenheder i pengeruller, der ville kunne friste en skrupelløs forbryder over evne, når han halede dem op af lommen.
Hvorom alting var: væk var han, og hans forsvinden blev mere og mere mystisk, da man opdagede, at han ikke bare var væk, men aldrig havde eksisteret, nemlig ifølge myndighederne. Den venlige og kærlige familiemand, som alle kendte som "Alex Cooper",
og som var far til fem børn samt havde haft et langt ægteskab med sin drømmepige, var
i bogstaveligste forstand "den ukendte mand", et "spøgelse" eller et
"fata morgana". Det eneste papir, der var på ham, var hans vielsesattest fra 1952, for inden da eksisterede han tilsyneladende slet ikke .....
Hans forsvinden og det faktum, at der stort set ikke fandtes officielle papirer på ham, skabte en enorm interesse omkring ham og hans mystiske forsvinden. Aviserne skrev om ham, fjernsynet bragte reportager, men fire år efter hans forsvinden blev han genkendt langt væk fra den by, hvor han havde boet med kone og børn i så mange år. Han optrådte ikke længere med det navn, familien kendte ham under, men havde skiftet fornavnet "Alex", ud med "David" og havde så ellers fortsat den livsstil, han havde haft før, han forsvandt, for han var stadig sælger. Nu boede han dog på et pensionat i Toronto, hvor han havde opholdt sig i omkring et år. Da politiet gennemsøgte det værelse, som den angivelige "David Cooper" havde lejet, fandt de et billede af "Alex Cooper" med et af sine børnebørn, så de vidste, at "Alex" og "David" var én og samme person.
At denne kendsgerning ikke var noget, han ønskede at diskutere med nogen, viste han ved straks at forsvinde endnu engang. På grund af presse-omtalen lykkedes det ham dog ikke, for denne gang blev han genkendt som Albin Arsene Arsenault, der var forsvundet i 1948 som 26-årig. På det tidspunkt havde han været ansat ved "The Union Pacific Railroad", som han var blevet uretfærdigt anklaget for at have røvet. I stedet for at blive og forsvare sig havde han valgt at stikke af og skabe sig et helt nyt liv, og det var så sandelig lykkedes ham rigtig godt indtil én ting ødelagde det hele for ham: han nåede pensionsalderen, og myndighederne bad ham sende sin dåbsattest, så han kunne få den pension, han var berettiget til. Som man jo fandt ud af efter hans forsvinden, så havde han hverken dåbsattest eller andre personlige papirer, og det var grunden til, at han stak af fra sit behagelige liv med Margaret og børnene. At skulle gå til bekendelse over for sin familie og fortælle, at han ikke var den, han udgav sig for at være, var bare for meget, så han valgte at stikke af og begynde forfra endnu engang.
"Alex Cooper" - nu Albin Arsene Arsenault - blev genforenet med sin forbløffede familie, der besluttede at bære over med hans besynderlige opførsel. Desværre døde Margaret dog i 1996 og han selv i 2007, så nok var der en form for happy end på historien, men den var temmelig kortvarig.
En af de mest elskede Bibel-myter er beretningen om Noah, der får til opgave at bygge et kæmpestort skib, der kan rumme et avledygtigt par af alle dyr på denne jordklode. Herren - den bombastiske og faktisk ret koleriske Jahve - har nemlig i sinde at oversvømme jorden for at få has på de slemme mennesker, der lever i synd, og som ikke viser ham den fornødne respekt. Denne guddommelige plan og dens udførelse beskrives i Første Mosebog og er meget underholdende, hvilket nok er grunden til, at den optræder i masser af vittighedstegninger og morsomme fortællinger.
Ifølge disse vittighedstegnere er der ingen ende på de udskejelser, dyrene på arken kan finde på, og det giver bl.a. anledning til helt nye arter. Også det er en mægtig sjov vinkel på denne bibelske straffe-ekspedition.
Tanken om denne enorme ark, der flyder omkring på det hav, der er opstået dér, hvor der før var tørt land, er fascinerende, men original er Bibel-beretningen nu ikke, for som så ofte før bygger den tydeligvis på en gammel myte om en helt anden guddom fra en anden religion. Sådan noget er der masser af eksempler på rundt omkring i myter og religioner, der uden blusel benytter sig af genbrug efter at have tilpasset detaljerne.
Hvad angår myten on Noah og Jahves straffende syndflod, så bygger den tydeligvis på en gammel, sumerisk fortælling om guden Enki, der fortalte den pæne og hæderværdige Ziusudra, at det var blevet bestemt af hans med-gud, Enlil, at de skulle udrydde den irriterende menneskehed, der støjede så meget, at det forstyrrede hans søvn. Først forsøger han sig med tørke, hungersnød og pest, hvilket ganske rigtigt rydder ud blandt menneskene, men Enki modarbejder ham og redder, hvad reddes kan.
Enlils modtræk er at få udryddet disse irriterende mennesker ved hjælp af en mægtig syndflod, men også denne gang blander hans halvbror og med-gud Enki sig i hans planer: han advarer den pæne og hæderværdige samt tapre Ziusudra om oversvømmelsen, der er undervejs, og påbyder ham at bygge et kæmpe stort skib, der vil kunne redde ham fra denne morderiske syndflod. Da der mangler noget af de stentavler, der kunne fortælle hele historien, må man ty til senere beskrivelser af, hvordan Ziusudra (og formentlig også hans familie) redder livet om bord på dette store skib, medens alt og alle ellers drukner.
I andre myter af senere oprindelse fremgår det, at Enlil også er vred på menneskene, fordi de ikke i tilstrækkelig grad tilbeder overguden An, der er den vigtigste hjørnesten i gude-triaden, Enki, Enlil og An. Denne synsvinkel på den syndige menneskehed finder vi jo også i Biblen, hvor Jahve/Gud forventer at blive tilbedt som den eneste legitime guddom. Man mener iøvrigt, at denne An som overgud har stået model til senere religioners
guder, som f.eks. jødedommen og kristendommen.
Det morsomme ved historien om syndfloden for nutidsmennesker er selvfølgelig Noahs opgave med at redde dyrene. I den sumeriske beretning gælder det kun den tapre og hæderværdige Ziusudra, men Enlil og andre guder påpeger, at ved en oversvømmelse omkommer også mange, der ikke har fortjent at dø. Derfor lover Enlil at aldrig mere sende syndfloder imod menneskeheden. Desuden belønnes Ziusudra med evigt liv for sin tapperhed og sit gudfrygtige levned.
Iøvrigt er der endnu en overleveret sumerisk myte om en god mand, der bliver reddet fra en syndflod, efter at en guddom har rådet ham til at bygge et skib. Det drejer sig om Atrahasis, men historien findes kun i en meget fragmenteret form. Myten har tydeligvis forvandlet sig til en vandrehistorie, for der er også en græsk version om Deucalion, der byggede et skib, der reddede ham og hans familie fra druknedøden under en oversvømmelse. For at det ikke skal være løgn, er der minsandten også en indisk version, der fortæller om Manu, der som den eneste reddede livet fra vandmasserne.
Sært nok har jeg aldrig kunnet lide Gene Tierney (1920-1991), og det er ene og alene, fordi hun huggede Rita Hayworths mand, prins Aly Khan, fra hende, da hun begyndte at bære præg af sin demens-sygdom. Skyldes min forargelse en overdreven søstersolidaritet? Ja, på en vis måde, for jeg syntes, det var tarveligt af Gene og var dum nok til først og fremmest at give hende og ikke den troløse Aly skylden for, at Rita blev forladt i en så sørgelig situation.
Som altid, kan man sige, er ingen helt modbydelig, ligesom ingen er helt igennem det modsatte. Sort-hvidt er de sande farver, man bør forholde sig til, og Gene var faktisk ikke en dum dulle, der buldrede frem som et forkælet barn, der forlangte at få og få, og som bare ragede til sig. Da jeg ved et tilfælde læste noget om hendes privatliv, svandt Aly-episoden ind til det rene ingenting ved siden af den tragedie, hun selv kom ud for, hvilket selvfølgelig er lige så ulogisk som det at forkaste hende på baggrund af Ritas situation som syg, forladt og forvirret i et dårligt ægteskab. Det svarer faktisk til at sammenligne smør og benzin, selv om de jo ikke kan erstatte hinanden og derfor ikke naturligt er til sammenligninger ....
Nå, men Gene var skuespiller, præcis som Rita, men hendes baggrund var langt mere tryg, også økonomisk, for hun var født ind i en stabil familie med en kærlig far, der var en succesfuld børsmægler. Da hun fortalte ham, at hun ville være skuespiller,
dannede han en familievirksomhed for at lancere hende, og efter sin
Broadway-debut i 1939 blev hun opdaget af filmproducenten Darryl
F. Zanuck, der skrev en kontrakt med hende, hvilket var mange skuespilleres drøm dengang. Det skabte hendes karriere og det ry, der senere blev fasttømret med succesfilmen "Laura" (1944) med bl.a. Dana Andrews.
Så nemt var det absolut ikke for Rita, hvis forældre var dansere, der måtte kæmpe sig frem, år efter år. Desuden var hendes far ikke god ved hende, og der er rigtig mange historier om den incest og psykiske mishandling, han begik imod hende.
Både i ægteskabet med Orson Welles og Aly Khan fik Rita en sund og rask datter. Gene fik også en datter, men med en utrolig tragisk baggrund, der er som en parallel til Agatha Christies roman, "The Mirror Crack'd from Side to Side" (1962), der er blevet filmatiseret et par gange. Denne roman - som nogen mener bygger på Genes livshistorie - handler om en filmstjerne, der myrder en fan, efter at hun har fundet ud af, at det var hendes egoisme og tankeløshed, der gjorde, at hun blev smittet med røde hunde, da hun var gravid. Dette førte til, at hendes ufødte barn blev skadet før fødslen.
Da det samme skete for Gene i hendes ægteskab med designeren Oleg Cassini, må man sige, at hun også kunne have haft god grund til at tage livet af den kvindelige fan, der var skyld i hendes datters skader, men det gjorde hun nu ikke. Det var først senere, hun fandt ud af, hvordan hun var blevet smittet før fødslen, og det påvirkede hende voldsomt psykisk set i årene fremover, men hun forfulgte nu ikke sagen eller hævnede sig.
Det, der skete, var, at hendes fan, der var i marinen, havde været i karantæne, fordi hun var syg af mæslinger. I stedet for at respektere karantænen, sneg hun sig ud, fordi hun absolut måtte møde Gene, da hun var hendes yndlingsstjerne. At hun dermed udsatte den gravide skuespiller for fare, ignorerede hun åbenbart, og den, der betalte prisen for denne tankeløshed, var lille Daria, der blev født med nedsat syn, døv og retarderet i 1943.
Gene var og blev en skønhed, men fik det, man med et samlebegreb, kalder "dårlige nerver". Da datidens super-playboy, nemlig den eftertragtede prins Aly Khan, forlod hende, fordi hans far ikke kunne lide hende - sandsynligvis fordi han havde været meget glad for Rita!! - fik hun et nervøst sammenbrud og blev indlagt. De næste par år røg hun ind og ud af hospitalet, og hun begyndte også at ryge voldsomt, hvilket formentlig var det, der førte til lungesygdommen Emfysem, som hun døde af, 70 år gammel. Inden da havde hun udgivet sin selvbiografi, "Self Portrait", hvor hun bl.a. også fortalte om sin affære med den evige liderbuks, John F. Kennedy.
I dag har jeg nærmest medlidenhed med denne såkaldte "man eater", for hun havde bestemt ikke det lette liv, man umiddelbart tror. Ikke at det undskylder, hvad hun gjorde imod den syge Rita, men for at være helt ærlig, så tror jeg, at havde det ikke været hende, Aly Khan faldt for, så havde det været en anden filmskønhed, for sådan var han nu engang. Desuden var damerne mere end villige til at falde for ham ....
Ja, de ligner hinanden, men de er jo altså også enæggede tvillinger, og så er det ikke "unaturligt", men bare "sært" for deres omgivelser. De selv synes måske ikke engang, at der er nogen særlig lighed, medens andre ofte tager fejl af dem og f.eks. tror, de har talt med søster "A", medens det i virkeligheden er "B".
Stakkels, lille pus, der bliver totalt forvirret over disse to udgaver af den "samme" bedstefar. Hvad skal han/hun dog tro om dette fænomen? For slet ikke at tale om, hvis det er trillinger, for de kan nemlig også være enæggede.
Noget endnu mere forvirrende end enæggede tvillinger er det sære fænomen, man kalder en "dobbeltgænger". Umiddelbart tror de fleste nok, at det bare er en myte, men dér tager de fejl, for der er faktisk flere personer, der har været kendt som "dobbeltgængere". De er også beskrevet i litteraturen, bl.a. af den store, russiske forfatter, Fjodor Dostojevski i romanen "Dobbeltgængeren" (1846).
Hovedpersonen i romanen er et nervøst gemyt, der er sig bevidst, at han virker komisk på omgivelserne. Hverken hans kolleger eller andre er decideret ondskabsfulde over for ham, men han falder altid udenfor og føler sig derfor distanceret fra alt og alle. At han erkender, at han langsomt er ved at blive fortrængt af den dobbeltgænger, der lurer i kulissen, gør hans liv endnu mere vanskeligt, for hvad gør man i sådan en situation? Han forsøger at finde denne farlige dobbeltgænger, men ender med at blive fortrængt af ham. De fleste opfatter nok denne uhyggelige kæde af dunkle begivenheder som en indre proces, sådan at den stakkels mand i virkeligheden slås med sig selv, men det gør det nu ikke mindre skræmmende.
Andre forfattere har brugt dobbeltgænger-motivet på forskellig vis, og en af dem er H.C. Andersen med eventyret "Skyggen". Her slår den stadig stærkere og stærkere skygge sin ejermand ihjel ved at fortrænge ham. Diverse gysere som "Dracula", "Dr. Jekyll og Mr. Hyde" samt Oscar Wildes "Billedet af Dorian Gray" behandler sådan set samme emne, og ingen af disse beretninger giver et positivt billede af den dobbeltgænger, der dukker op og fortrænger det ægte menneske. Dobbeltgængeren er af det onde, er dødbringende og farlig.
Uden for litteraturen optræder der imidlertid også dobbelgængere. Nogle
opfattes af dem, der er det oprindelige menneske, andre ikke, for der er
også dem, der kun ses af andre, men aldrig af deres "ejermænd". En af dem, der angiveligt selv har set sin dobbelgænger, er den engelske digter Percy Shelley. Kort tid inden han omkom i en drukneulykke, fortalte han sin kone, Mary Shelley, at han havde mødt sin dobbeltgænger i Italien, hvor den havde stillet ham et spørgsmål: "Hvor længe har du så tænkt at være tilfreds?" Her skal dobbeltgængeren formentlig ses som en form for forvarsel om død, selv om det ikke fremgår direkte, hvad dens formål er. Andre, som f.eks. John Donnes vision af sin kone, er uden den slags bombastiske varsels-perspektiver. Da han var i Paris, befandt hun sig rent faktisk hjemme i England, hvor hun fødte en dødfødt datter, men på samme tid så han hende pludselig gå gennem lokalet med et slapt og livløst barn i armene.På det tidspunkt viste han endnu ikke, at hun havde født, og at barnet var dødt.
En anden, der hævdes at have set sin dobbeltgænger kort tid før sin død, er dronning Elizabeth I af England. Hun så sig selv ligge, bleg og afkræftet på sin seng, og præcis sådan kom hun faktisk til at ligge, da hun blev syg og døde i selvsamme seng.
Også præsident Abraham Lincoln så sig selv som en form for forvarsel om døden, da han så sig selv, bleg og svækket i et spejl. Det skete i 1860, hvilket vil sige kort tid efter at han vandt præsidentvalget for anden gang. Han døde fem år senere efter at være blevet skudt af John
Wilkes Booth.
Nogle mener, at vi alle har en dobbeltgænger, men en ydre lighed kan snyde. Det er klart, at også mennesker, der ikke er i familie med hinanden, kan ligne hinanden temmelig meget, men der skal altså mere til at tale om ægte dobbeltgængere.
Det ekstra, der skal til, finder man f.eks. i en af de mest fascinerende eksempler på noget, der ligner et ægte fænom, nemlig Emilie Sagee. Denne unge, franske lærerinde havde en besynderlig evne til at miste sine jobs, selv om alle mente, at hun var en meget dygtig og flittig kvinde. Eleverne kunne lide hende, og det gjaldt også hendes kolleger, så hvad var der galt, når hun den ene gang efter den anden stod uden job?
Hvad Emilie ikke kunne se var, at mange gange når hun befandt sig et sted, så kunne andre samtidig se hende et andet sted. Folk flippede ganske enkelt ud over dette fænomen og blev utrygge ved hende. I 1846 fik den på det tidspunkt 32-årige, hårdt prøvede lærerinde en stilling ved Pensionat von Neuwelcke, og kort efter begyndte problemerne: også hér så folk hende dobbelt. Nogle gange optrådte hendes dobbeltgænger som en karikatur af hende, gentog hendes bevægelser eller trådte hen til tavlen og skrev tilsyneladende på den. Et af de tilfælde, der vakte mest opsigt, var da hun optrådte både inde i klasseværelset og på samme tid også i haven udenfor. Det forskrækkede - som så ofte før - hendes elever og kolleger, men må have været en ekstra sær oplevelse, fordi hun ikke selv var klar over, hvad der skete.
