Uren gennem hårdt fysisk arbejde

 

Det indiske kastesystem virker enormt uretfærdigt på de fleste vesterlændinge. Jeg vil imidlertid hævde, at vore forestillinger om social lighed i vestlige lande til gengæld er præget af et system af naivitet og vrangforestillinger, og at det på flere punkter ligner det indiske til forveksling. De sociale skel er ikke så tydelige som i Indien, hvor der også officielt tilstræbes at holde styr på de såkaldte "kaster": 1) brahminerne (lærde og præster), 2) kshatrivaerne (krigere), 3) vaishvaerne (jordbesiddere og håndværkere), 4) sudraerne (tjenestefolk) og som rosinen i pølseenden: dalitter, der også kaldes "kasteløse". Dem, der sådan som dalitterne, befinder sig uden for kastesystemet slider med såkaldt "urent arbejde", der f.eks. kan være forskellige former for rengøring, vask, slagteri, arbejde med læder, visse tjenesteydelser, etc., etc.. 

At være uden for som kasteløs gør, at man rangerer langt under alle andre. Man er "urørlig" på den måde, at hvis folk fra en af kasterne rører ved én, så vil de blive genfødt som kasteløse i deres næste liv. Noget, der ikke ligefrem er eftertragtet, for så hører man til samfundets allerlaveste socialgruppe, fordi de hænger på arbejde, der defineres som "urent", og som i hvert fald er et tungt eller bare rigtig modbydeligt, manuelt slid.

Her ser man en kasteløs mand, der arbejder i kloakkerne, og det svarer meget godt til definitionen på det arbejde, som han og hans lige forventes at udføre: snavset, underbetalt, urent, lavt defineret - men virkelig nødvendigt. Hvis vi sammenligner med vores del af verden ser vi straks, at det er denne slags arbejde, der holder samfundet i gang og sørger for, at det fungerer. Vi kan sagtens klare os uden arbejdsfri billionærer, men ikke uden renovationsarbejdere. De er ikke bare nyttige men direkte nødvendige, for at samfundet ikke skal bryde sammen og gå til i uhygiejniske og sundhedsfarlige forhold. Vi ved det, men denne viden fører desværre ikke til en ægte værdsættelse af disse menneskers indsats ....

Hvis man sætter sagen på spidsen, så kan ethvert samfund faktisk undvære alle høj-statuskaster som bl.a. præster, lærde, krigere og tjenestefolk, men ikke landmænd og håndværkere, der ifølge det indiske system er placeret på det næstnederste trin af rangstigen. Det vigtigste er og bliver dog de kasteløse, men de hædres jo altså ikke ligefrem for deres indsats i Indien. Der berettes om mange uefterforskede overgreb på dem, og det er oprørende, at det skal være sådan. At der er alle disse tydelige ligheder med det system, vi har/har haft i vores del af verden, og som vi kan se spor af - eller eksempler på - den dag i dag er derfor meget tankevækkende ....

Op af det uhumske kloakhul, sandsynligvis uden nogen påskønnelse af det, han har gjort for at få systemet til at virke. Sådan var det også med den gruppe arbejdere her i landet, der gik under betegnelsen "natmænd". Før indførelsen af et moderne kloaksystem med træk-og-slip i alle husstande sørgede de for at tømme latriner og/eller gruber samt fragte indholdet væk i nattens mulm og mørke, så afhentningen generede det pæne borgerskab mindst muligt. Normalt opsamlede man nemlig fra engang i 1500-tallet afføring og den slags i huller med murede sider og et hul i bunden, så der kunne ske en vis nedsivning gennem disse såkaldte "gruber" under husene. Det, der ikke var sivet ned, skulle så fjernes af byens natmand ....

Ud over dette mindre behagelige arbejde med at tømme gruber/latriner gik natmanden tillige bødlen til hånde. Senere fik han også til opgave at holde gaden ren for affald. På det tidspunkt var man begyndt at sætte aktivt ind imod folks uvane med bare at smide dette på gaden. Man fik nemlig lidt efter lidt indført brugen af en "renovationsvogn", der kørte rundt i gaderne og påkaldte sig borgernes opmærksomhed ved hjælp af en skralde, så de vidste, at nu var det tid til at komme ned med skraldet, der så blev kørt væk. Dette gav i øvrigt anledning til forskellige sproglige fornyelser, idet man begyndte at tale om "skrald", "skraldemænd" og "skraldevogne". 

Natmandens arbejdsområde omfattede også flåning af selvdøde dyr samt assistance ved henrettelser. Den slags arbejde blev anset for "urent", og ligesom i f.eks. Indien skulle man passe på med ikke at komme i fysisk kontakt med de "urene natmænd", der stod for det. De formodedes nemlig at smitte hæderlige folk, der ikke var involveret i den slags nedværdigende arbejde. 

Ikke bare arbejdet med de ulækre substanser, men også assistancen ved henrettelser blev set som stærkt deklasserende. Desuden var det med til at give natmændene et blakket ry, at der gik rygter om, at de spiste selvdøde dyr som f.eks. heste, da dette dyr først ret sent blev betragtet som en madvare.

Så vidt jeg kan se var "natmænd" og "rakkere" det samme, for de beskæftige sig med det samme: de flåede kadavere, som de lavede lim, benmel, sæbe, etc. af. Både natmænd og rakkere var i hvert fald direkte udstødte af samfundet, og de giftede sig derfor som regel inden for deres egne rækker. At komme ud af disse fastlåste grupper kan ikke have været let og skete sikkert over adskillige generationer. De "finere" borgere og store landmænd gjorde i hvert fald deres for, at natmændenes børn ikke skulle omgås deres små poder, for i visse kredse var det almindeligt at holde borgerbørnene hjemme fra skolen, så de ikke skulle påvirkes af "rakker-ungerne". Dvs. at man blev nødt til at ansætte huslærere eller selv undervise børnene. Man spørger uvilkårligt sig selv om, hvordan dette har påvirket begge grupper af børn, både de "fine" og de udstødte ....

Denne unge mand ses her i færd med at producere det, som det var natmandens opgave at skaffe sig af med på en så pæn måde som muligt. (Beklager: jeg ved ikke, hvor billedet stammer fra, eller hvor gammelt det er).  

Uretfærdigvis var der også en vis modvilje imod skorstensfejere, og igen lader det til, at være det hårde, manuelle - og nødvendige - arbejde, der trækker fra. Beviset på "fornemhed" var det ikke-fysiske arbejde samt den ikke-eksisterende kontakt med ulækre substanser og handlinger. 

 

https://www.berlingske.dk/boeger/da-menneskelig-fornedrelse-var-en-del-af-den-danske-virkelighed 

 

http://risgaardhuse.dk/rakkernatmand.htm 

 

https://indien.dk/kastesystemet/ 

 

http://www.christrup.eu/Dokumenter/Peder_Jensen_Natmand/hvem_var_natmaendene_og_rakkerne.htm 

 

Wikipedia

 

Verdens farligste hacker?

 

Man kan vel ikke frakende ham en vis form for charme, men han ligner afgjort mere et eventyrvæsen fra en bog af f.eks. Tolkien eller Rawlins - for slet ikke at tale om film som "E.T." eller "Star Wars"!!! Bortset fra det, så er han altså en skotte ved navn Gary McKinnon (født den 10. februar 1966), der for knap 20 år siden satte verden på den anden ende, da han blev afsløret som super-hacker. Selv påstod han, at han bare havde ledt efter noget på nettet vedrørende en undertrykkelse af folks viden om gratis energiforsyninger, skjulte UFO-aktiviteter og forskellige teknologiske landvindinger, der kunne have potentiel værdi for almindelige mennesker. Den troede USAs eksperter ikke på, hvilket selvfølgelig skyldtes, at McKinnon under sine private besøg hos sin kærestes tante havde hacket sig ind i deres allermest hemmelige og forbudte arkiver, som de troede var - og altid havde fremstillet som - 100% sikre. 

USAs militær, NASA, etc., etc. lå åbent for den skarpsindige skotte, der - måske ikke så uventet - er autist, for disse to karakteristika følges ofte ad. Amerikanerne rasede og forlangte at få ham udleveret til retsforfølgelse. Formuleringerne havde en sådan karakter, at englænderne frygtede det kunne ende med en fængselsstraf på 70 år eller måske endda en dødsdom, og det ville de ikke finde sig i skulle overgå en af deres statsborgere. De foretog dog en del undersøgelser og raslede også med sablen, for Gary McKinnons specielle evner forskrækkede alle verden over, inklusiv dem. Muligheden af, at hackere kan skaffe sig adgang overalt var skræmmende for alle. I 2002, hvor McKinnon blev afsløret efter en 13 måneder lang, hemmelig "opdagelsesrejse" i de amerikanske arkiver under pseudonymet "Solo", havde alle taget for givet, at det amerikanske system var så sikkert som Fort Knox - og det var det så ikke, hvilket selvfølgelig har skræmt de ansvarlige for sikkerheden i de enkelte lande ....

Én ting er leg, noget andet er alvor, og efter afsløringen blev McKinnon straks udråbt til at være samfundsfjende nr. 1, for han gennemførte noget, der ikke bare truede USAs sikkerhed, men også dets ry som usårligt. Nogle af hans udtalelser pillede også ved amerikanernes troværdighed omkring visse sager, og det så man heller ikke på med milde øjne ....

Den skotske skurk var som en fisk i vandet, da han brød ind i systemet og havde bl.a. moret sig med at slette hemmeligstemplede filer, hvorved han lukkede for militære baser, etc., etc.. Ikke nok med det, men han efterlod også noget, der kunne ligne trusler, hvor han sammenlignede USAs aktiviteter med terrorisme. Amerikansk tolerance over for ham og hans aktiviteter blev heller ikke bedre af, at han efterlod en besked på militærets website, der var en ren fornærmelse: "Jeres sikkerhedssystem er noget bras!" På den baggrund er det såmænd ganske forståeligt, at amerikanerne ville have ham udleveret, men den gik ikke, for han havde forskellige britiske støtter, også blandt menige englændere.

Hans ivrigste støtte var dog hans kærlige mor, Janis Sharp. Hun skrev ligefrem til Obama og bad ham om at få standset kravet om udlevering. Det var imidlertid den britiske indenrigsminister Theresa May, der den 16. oktober 2012 satte en stopper for udleveringen til USA. På det tidspunkt havde kampen raset i 10 år, for amerikanerne gav sig ikke: de ville retsforfølge og straffe den efter deres mening super-farlige skotte.

Gary McKinnon og hans mor, Janis Sharp

En af de ting, McKinnon fortalte, at han havde fundet ud af var, "at amerikanernes månelanding" var fup, at de ofte fjernede beviser på rumvæseners besøg på jorden, osv., osv..

De kunne være tvillinger!

Den dag i dag står Gary McKinnon som verdens dygtigste og dermed farligste hacker, men mange andre har fulgt i hans fodspor og kan være endnu dygtigere. Det gælder bl.a. nogle russere, der også har markeret sig. Sikkerheden er derfor formentlig truet både på denne og den anden side af Atlanterhavet. Er det ligegyldigt? NEJ! Dog har jeg en mistanke om, at kun denne viden om fare kan gøre de truede myndigheder så utrygge, at de virkelig får gennemført sikrere systemer og får dem, de har, opdateret fortløbende. Det burde være sket, allerede inden McKinnon gik i gang, men gjorde det åbenbart ikke, hvilket er grunden til, at amerikanerne så at sige blev "taget med bukserne nede".

 

 

https://www.dailyrecord.co.uk/news/crime/scots-computer-whizz-gary-mckinnon-7053078

 

 

 

https://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=111896512 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2218786/Gary-McKinnon-Theresa-May-courageously-decides-Aspergers-sufferer-NOT-extradited.html

 

 

 

https://www.chron.com/news/nation-world/space/article/NASA-hackers-says-agency-removes-aliens-from-6684188.php 

 

Fattigdom, myter og svindelnumre

Storhertuginde Tatiana Nikolaevna af Rusland (1897-1918) var zar Nikolaj II's datter. Efter sin død fik hun et kortvarigt kunstigt "forlænget liv", da en ukendt kvinde forsøgte selvmord ved at hoppe ud fra en bro i Berlin og ned i det på den årstid isnende kolde vand. Kvinden overlevede og blev indlagt på et hospital for sindslidende, hvor hun i flere måneder nægtede at identificere sig selv eller bare tale. Hun havde uforklarlige ar rundt omkring på kroppen, som lægerne gjorde sig mange tanker om, for de tydede på, at hun havde været ude for nogle voldsomme og meget voldelige begivenheder.

Samtidig med at dette skete, var der gang i en masse rygter om, at en eller flere af zarens fire døtre, storhertuginderne Olga, Tatiana, Maria og Anastasia, havde overlevet den massakre på zar-familien, der fandt sted natten mellem den 16. og 17 juli 1918, og som Lenin havde givet ordre om. Aviserne rundt omkring skrev om muligheden for, at det kunne være tilfældet, og flere bedragere var allerede dukket op og havde udgivet sig for snart den ene, snart den anden af de unge piger. Det er der sådan set ikke noget underligt i, for det er sket om og om igen op igennem historien, når en fornem eller bare berømt person dør under mystiske omstændigheder, forsvinder uden spor eller har været bortført, og man havde rent faktisk ikke kunnet finde ligene af zar-familien, så der var frit slag for svindlere af alskens art.

Tatiana

Den ukendte kvinde på hospitalet for sindslidende havde en accent, som nogen bedømte som russisk, og det var måske det, der satte gang i næste trin af denne spændende historie om den tabte virkelighed: "genkendelsen"!!! Der var i hvert fald en anden patient ved navn Clara Peuthert, der mente, at den stadig ukendte kvinde i virkeligheden var lig med zarens datter, storhertuginde Tatiana. Da Clara blev udskrevet fra hospitalet, opsøgte hun flere fornemme russiske flygtninge og  fortalte dem om sin mystiske medpatient. Det gav anledning til mange besøg fra folk med forbindelse til det russiske kejserdømme, idet de håbede at genfinde en af zardøtrene på hospitalet. 

Tatiana Romanov 

Nogle var overbeviste om, at den ukendte var den savnede zar-datter Tatiana, medens andre var usikre. Eftersom Tatiana havde været særlig nært knyttet til sin mor og havde opholdt sig meget sammen med hende, så var der én bestemt person, hvis ord havde en betydelig vægt, nemlig zarinaens tidligere hofdame, baronesse Sophie Buxhoeveden, og hun afviste, at den ukendte kvinde kunne være Tatiana, for denne havde været højere, end hun var, og folk vokser nu engang ikke nedad. Da baronessen forlod hospitalet udtalte den ukendte sig, idet hun sagde: "Jeg har aldrig sagt, at jeg var Tatiana."  Kort tid efter "indrømmede" hun imidlertid, at hun var den yngste af de fire storhertuginder, nemlig Anastasia, og det holdt hun fast ved resten af sit liv, selv om hun fremstod som "Anna Anderson". Dette navn havde hun formentlig givet sig selv for at kunne forlade hospitalet med en form for identitet.

Den ægte Anastasia (1901-1918) var en yndig og livlig pige, som mange sikkert har holdt af for hendes charmerende personlighed. Det er og bliver dog sært, at længslen efter en happy end på zar-dramaet kan have fået tilhængere af myten om hende til at hoppe på den galej, at "Anna Anderson" var lig med zar-datteren. Nu, hvor vi har DNA, ville det ikke kunne ske igen, for så ville man hurtigt få af- eller bekræftet identiteten på enhver, der påstod, at de var en forsvunden prins eller prinsesse. I dette tilfælde var problemet imidlertid, at man stadig ikke havde fundet ligene af den myrdede zar-familie. Derfor vrimlede det fortsat med personer, der påstod, at de var snart den ene, snart den anden af de døde, og de havde hver deres tilhængere blandt de sørgende slægtninge og hoffolk.

Da den angivelige Anastasia reagerede meget følelsesbetonet ved at høre et bestemt musikstykke blive spillet, blev det set som et utvetydigt bevis på, at hun var den zar-datter, hun påstod at være. Denne sære beredvillighed til at se den mistede prinsesse i den tidligere mentalpatient skyldtes formentlig sorgen og chokket over det, der var sket i Rusland, men man må sige, at mange var alt, alt for villige til at tro på det, Anna Anderson sagde. En, hun ikke kunne snyde, var zar Nikolajs søster, storhertuginde Olga, der ankom til Berlin sammen med niecens lærer, Pierre Gilliard, og ingen af dem genkendte hende i denne ret grove kvinde. Storhertuginden var angiveligt forstående over for hendes situation, men anså hende for en bedrager, og det samme gjaldt Gilliard. 

Gleb Botkin, der var søn af zarfamiliens læge, der var blevet henrettet sammen med sine arbejdsgivere, var til gengæld overbevist om, at hun talte sandt, for hun havde nævnt nogle barndomslege, de to havde deltaget i for mange år siden. Han udgav forskellige artikler til støtte for Annas påstande og anklagede Romanov-familien for at modarbejde hende, fordi de ønskede at sætte sig på den arv, hun var berettiget til efter sine henrettede forældre. Der var også en tidligere hoffunktionær, der "genkendte" Anna som Anastasia på en bestemt detalje ved hendes fødder.

Kampen rasede mellem dem, der troede på historien om den reddede og flygtede zar-datter, men en avis i Berlin bragte en artikel, hvor det blev afsløret, at den kvinde, der hævdede at være storhertuginde Anastasia, og som var kendt som Anna Anderson, i virkeligheden var den polske fabriksarbejderske, Franziska Schanzkowska.

Dette bragte satte dog ikke en stopper for tilliden til Anna Anderson og hendes historier om en ganske anden og langt fornemmere slægtslinje. Folk, der troede på hende, vedblev med at understøtte hende, også økonomisk, men senere i livet emigrerede hun til USA, hvor hun højt oppe i årene giftede sig med en excentrisk amerikansk rigmand, Jack Manahan, der formentlig har kunnet sørge for hende på bedste vis.

Da hun døde i 1984, bragte ikke engang dette en ende på hendes postulat om at være Anastasia. Folk var delt op mellem troende og ikke-troende, og først da man fandt de forsvundne lig af zaren og hans familie, blev det bevist samt fastslået, at den virkelige Anastasia var død sammen med sin familie i 2018-massakren. Ingen af de fire storhertuginder havde overlevet.

Eftersom den falske Anastasia havde fået fjernet blindtarmen mange år før, kunne man også bevise, at hun virkelig var den polske fabriksarbejderske Franziska Schanzkowska. Hele dette årelange drama havde været ét stort bedrageri med masser af skuffede tilhængere, der havde støttet den falske Anastasia. Lige den detalje gør det meget interessant, for det viser noget om menneskers tiltro til myter, de ønsker at tro på. Ikke sandheden - endsige sandsynligheden - sejrer i dette spil om højt elskede myter, som de troende bare ikke vil slippe ....

 

Nej, det var hun ikke, men i stedet var hun en ikke-kongelig fabriksarbejderske, der fandt en fidus og levede højt på den i rigtig mange år. Betegnende nok udtalte Franziskas polske familie sig flere år inden dødsfaldet om den på det tidspunkt ukendte kvinde, idet de sagde, at hun var deres skægtning, men at det var bedre for hende at leve videre blandt sine rige og fornemme støtter end at blive forenet med sin fattige, polske familie ....

https://www.ranker.com/list/romanov-family-mystery-solved/setareh-janda

 

Wikipedia 

Den psykopatiske Rockefeller-fantast

 

Krigsguden Mars fremstillet af en tysk-født svindler og morder, der elskede high-society så højt, at han løj og påstod, at han hørte til en af de fornemste, amerikanske familier, nemlig Rockefellerne. Intet ved hans ydre tyder på, at han er en af rockefellerne, der nemlig har meget markante og derfor som regel let genkendelige slægtstræk.

Hvor man end kigger på Rockefeller-stamtræet, så finder man ikke denne mand, selv om han hævdede, at han skam var ægte nok. Inden da havde han påstået, at han var henholdsvis skuespiller, instruktør, kunstsamler, fysiker, skibskaptajn, forhandler af internationale gældsaftaler og en engelsk aristokrat, men på et tidspunkt "blev" han til "Clark Rockefeller", selv om der var dem, der ville have svoret på, at de nogle år før havde mødt ham som den tyske udvekslingsstudent, Christian Karl Gerhartsreiter (født 21. februar 1961).

En ganske sød fyr at se på, men fuld af fup og fiduser, der alle gik ud på at skaffe ham det, han ønskede sig, nemlig en højere og mere fremtrædende status i samfundet. Han ville ikke være en usynlig, tysk studerende, men ville gøre ALT for at få sine ønsker om ydre hæder og ære, berømmelse og penge, opfyldt, dvs. anerkendt af omgivelserne. Kort sagt, han ville være "nogen", ligegyldig hvad det krævede .....

På en eller anden måde fik denne såkaldte "Rockefeller-ætling" besnæret den dygtige og formuende forretningskvinde, Sandra Boss, der dermed blev hans økonomiske livline. De fik en datter, hvis kælenavn var  "Snook", og som han angiveligt var stærkt knyttet til. Da hans kone fik nok af hans konstante hemmelighedskræmmeri og særdeles kontrollerende adfærd, og derfor forlod ham, accepterede han tilsyneladende, at han kun kunne se lille Snook på overvågede besøg. I virkeligheden huede det selvfølgelig ikke en kontrol-freak som ham, så han brød alle aftaler og bortførte barnet på en meget dramatisk måde. 

I løbet af skilsmisseprocessen blev det afsløret, at han aldeles ikke var en Rockefeller, men selv havde konstrueret denne fornemme, kunstige identitet. Man fandt også ud af, at han brugte - eller snarere havde brugt - andre aliasser.

Én ting var sikker: han var ikke tilfreds med at være Gerhartsreiter og mente sig formentlig berettiget til noget større og fornemmere. Der var dog også en anden grund til hans hyppige navneskift, for undervejs i skilsmisseforløbet blev det også afsløret, at han var efterlyst for mord. Hans tidligere bofælle i USA, forfatteren Edward Savio,  henvendte sig nemlig til FBI, fordi han - ud fra avisbilleder i forbindelse med kidnapningen af Snook - genkendte ham som mordmistænkt i en sag i Californien, hvor et ungt ægtepar blev myrdet. Dengang dette fandt sted, var han stadig Gerhartsreiter, og sagen kan altså være med til at forklare hans forskellige navneskift. Noget, der dog ikke hjalp ham, for i dag afsoner han 27 år for mord i et fængsel i Californien.

Snook er tilbage hos sin mor, der er blevet skilt fra sin bedrageriske mand. Efter arrestationen har man fundet et langt spor af løgne og fabrikerede beviser på, hvordan Gerharsreiter snoede sig ind på livet af alt og alle i sine omgivelser, som han følte "var noget". Nogle af dem, som f.eks. den amerikanske spillerinde Ann Carter, som han påstod var hans mor, kendte han overhovedet ikke. Andre kunne være bekendte, der angiveligt - men løgnagtigt!!!! - havde udstedt anbefalinger for ham, nærmest uden at kende ham som andet end et flygtigt bekendtskab. Når det gjaldt ting, der kunne fremme hans interesser, var han komplet skrupelløs, løg, bedrog og myrdede uden skyggen af betænkeligheder. Det har han så ikke fået meget andet ud af end et "fast ophold" i San Quentin-fængslet, hvor han bør blive resten af sine dage .....

https://www.ranker.com/list/dark-rockefeller-family-facts/harrison-tenpas

https://www.bostonherald.com/2008/08/29/actress-clark-rockefeller-is-not-my-child/

 

https://www.vanityfair.com/style/2009/01/fake_rockefeller200901 

 

https://www.npr.org/2011/07/10/137624164/30-year-con-from-german-kid-to-rockefeller-scion

 

Wikipedia

Manden, der ønskede, hans kone forblev tyk

Et umage par? Hun = meget buttet. Han = en streg i luften. Den kombination plejer at blive fremstillet som en stopklods i ethvert parforhold - medmindre han direkte tænder på buttethed, og hun lider af en udtalt selvforagt, der giver sig udtryk i vilde og fedende spisevaner, som han opmuntrer hende til at bevare. 

Chris Jones var tilsyneladende vild med sin voluminøse kone, Heather, og de fik da to børn, som de begge holdt meget af. Hvad Heather angik, så var hun , som det kan ses af bryllupsbilledet, altså buttet til sin vielse og havde det åbenbart OK med dette faktum, men da hendes vægt steg eksplosivt til 170 kg efter fødslen af datteren Ava, gjorde dette hende vildt deprimeret. Hun lukkede sig inde og ville ikke se nogen - eller rettere sagt: hun ville ikke vise sig frem, for hun skammede sig over sit udseende. 

Hendes mand holdt ikke igen med komplimenterne og kaldte hende ofte for smuk, men det blev mere og mere klart for hende, at hun ikke selv syntes, hun så godt ud. Noget, der må have skabt et så skævt forhold, at hun besluttede sig for at handle: hun gennemførte en diæt, der på et år forvandlede hende fra meget stor til det modsatte. 

Chris fortalte hende direkte, at han elskede, som hun så ud før, og at han ikke kunne lide hendes nye udseende. Hun var til gengæld ellevild over endelig at slippe af med de overflødige kilo. Forvandlingen var markant, og hun blev både gladere og langt mere udfarende. Bl.a. fik hun et job som lærerinde, som hun var meget glad for.

Da Chris blev ved med at udtrykke utilfredshed med hendes nye udseende, besluttede hun sig for at forlade ham, hvilket han modsatte sig på det allerkraftigste. I hans tolkning af fortiden havde de været enormt lykkelige, da hun var buttet, medens hun tværtimod mente, at det ikke havde været tilfældet. Måske hun endda har følt sig undertrykt af ham på grund af hans insisteren på, at hun forblev tyk? Hvorom alting er, så rejste hun sammen med børnene og slog sig ned et temmelig øde sted et godt stykke fra deres gamle bolig.  

 

Hans idylliske tolkning af de "gamle dage" med Heather gjorde, at han konstant forsøgte at få hende tilbage, men hun sagde direkte, at hun var færdig med ham og fik tilmed et tilhold imod ham. Da hun pludselig forsvandt fra sit nye hjem, og der blev iværksat en stor eftersøgning, påstod han, at hun havde en affære med en "Ed", der viste sig at være en Facebook-ven. Denne Ed benægtede alt og fortalte så ellers politiet, at han havde talt i telefon med Heather, da Chris pludselig opsøgte hende en sen aften, og at hun havde været meget bange på grund af dette besøg. Oplysningen fik politiet til at fokusere på Chris, og efter nogen tid fandt de ud af, at han stod bag hendes forsvinden. Hårdt presset fortalte han, at han havde fundet hende død efter selvmord, og at han havde kørt hende ud i skoven, hvor han brændte hendes lig, "for at børnene ikke skulle se hende". Denne uautoriserede bortskaffelse af hans eks-kones lig kaldte han en "viking-begravelse".

Politiets undersøgelser afslørede et væv af løgne, idet Chris bl.a. havde sendt beskeder til flere af hendes venner via hendes mobiltelefon, som han havde taget med sig efter mordet. Grunden til dette var selvfølgelig, at det skulle se ud, som om hun var rejst af egen fri vilje, men bare holdt sig skjult. Ganske snedigt, men ikke nok til at gennemføre hans plan om at hænge den totalt uskyldige Ed op på forbrydelsen, nemlig mord og ulovlig bortskaffelse af et lig. Noget, der kom til at koste Chris en lang fængselsstraf, da sagen endelig blev opklaret ....

Chris har flere gange senere appelleret sin dom, men forgæves. Han sidder et sted, hvor han kan fundere over den sørgelig sag om en mand, der ønskede at fastholde sin kone i en "buttetheds-fælde", hvor han kunne styre hende, fordi hendes usikkerhed var så voldsom, at hun så at sige forkastede sig selv. Meget trist, når man tænker over det, men ikke det første - eller eneste - eksempel på noget tilsvarende .....

 

https://www.fox13memphis.com/top-stories/chris-joness-appeal-denied-in-murder-of-estranged-wife-heather-palumbo-jones/485491991/ 

https://www.express.co.uk/life-style/life/717195/Woman-drops-five-dress-sizes-less-than-year-using-power-mind-heather-jones-wales

Klamme stodder??!!

 

Den knap 50-årige altmuligmand Steven Caruso hører til den slags uheldige individer, der virker "sære" på andre, og som de derfor automatisk rykker væk fra. Den reaktion kan være berettiget, fordi disse særlinge måske virkelig udgør en eller anden form for trussel, men hvad det end er, der gør dem "sære", så har de jo de samme behov for kontakt som andre mennesker, der bliver opfattet som "normale". Hvad Steven angik, så er det muligt, at hans eneste personlige kontakt med andre mennesker foregik på den café, hvor han kom hver eneste dag - officielt for at spise morgenmad, men uofficielt for at nidstirre servitricerne og små-stalke dem. Han havde altid yndlinge, som han forventede at blive betjent af, og det hurtigt .....

En af dem, han stirrede på, så hun blev utilpas ved det, var den ca. 32-årige Sandra Berfield. Hun var kendt som en venlig og betænksom kvinde, der gerne tog sig af andre og uheldige eksistenser. At hun derved gav en type som Caruso det indtryk, at hun var interesseret i ham som mand, var meget uheldigt, for det var hun altså ikke. Faktisk lader det til, at hun levede og åndede for sin multihandicappede datter, Diane, der døde pludseligt som 12-årig. Sandra sørgede dybt, men blev ikke mindre venlig af den grund.

At Steven på eget initiativ vaskede hendes bil, burde have fået hende til at være mere forsigtig med de signaler, hun udsendte, for på et tidspunkt inviterede han hende på en date, som hun afslog. Det gjorde ham vred, for han troede virkelig, at de havde noget gående, hvilket absolut ikke var tilfældet. Hans besættelse af den kønne og søde servitrice skiftede karakter, for da hun valgte at undgå ham på caféen, begyndte han at stalke hende på anden vis. Hun fik pludselig mange telefonopkald, hvor røret bare blev smidt på, ligesom der skete alt muligt andet, der viste, at hun var i fokus for en mands besættelse. På et tidspunkt gik hun til politiet for at få hjælp, men de kunne ikke gøre ret meget, fordi hun aldrig havde været i et forhold med Caruso. De gav hende dog et godt råd, der senere fik stor betydning: sæt et kamera op og fotografer, hvis der sker noget. Hun førte i forvejen en slags dagbog, hvor hun skrev ned, når han f.eks. havde opsøgt hende på hendes privat-adresse, og hun havde bortvist ham. Alt sammen mægtig godt for den påfølgende udredning.

Den forsmåede Caruso blev mere og mere arrig over at blive afvist, for han havde virkelig fejltolket hendes venlighed og havde vrangforestillinger om det forhold, der ikke var der, og som aldrig havde eksisteret mellem dem. På et tidspunkt fangede Sandra hans besynderlige aktiviteter omkring hendes parkerede bil, og da det viste sig, at der var blevet hældt farlige kemikalier i benzinen, foruden at dækkene var skåret op, fik hun en sag på ham. Han fik en fængselsstraf og afsonede et halvt år i 1999, men da han kom ud, var han så fløjtende gal, at han ligefrem blev dødsens farlig. 

Sandra Berfield var en køn og venlig pige

En dag modtog Sandra en pakke fra sin storesøster, Lois, idet den var lagt på hendes veranda. Eftersom den var fra et familiemedlem betænkte hun sig ikke, men tog den med ind i huset. Det viste sig at være en enorm fejltagelse, for pakken indeholdt en rørbombe, der eksploderede og dræbte hende. Beskrivelsen af, hvad der skete med hende, var grusom, for hun blev nærmest revet i stumper og stykker.

Caruso kom automatisk i søgelyset, og selv om han protesterede og gang på gang hævdede sin uskyld, blev han dømt til livsvarigt fængsel. Hér, i 2021, har han vist nok efterhånden opbrugt alle sine appel-muligheder, for han hævder fortsat, at det ikke var ham, der dræbte Sandra, og at han i det hele taget ikke har "gjort noget galt". Sådan ser han det sikkert i sin forskruede virkelighed, men ved udredningen af denne grusomme mordsag fandt politiet et bjerg af beviser, der illustrerer hans maniske aktiviteter. Bl.a. havde han skaffet sig adresser, telefonnumre, etc. på alle hendes venner og familiemedlemmer over internettet. Faktisk var det derfor, han kunne sende en pakke til Sandra, der angiveligt kom fra hendes søster .....

Denne sørgelige sag førte til en ændring af lovene om stalking: i 2010 blev loven udvidet til også at omfatte mennesker, der ikke levede/havde levet i et parforhold, hvilket var en klar forbedring. 

Jeg vil sige, at Sandra havde al mulig ret til at afvise en fyr, hun ikke var tiltrukket af, og som forekom hende klam. Samtidig må jeg dog sige, at der er én ting, hun tilsyneladende havde glemt, nemlig at hendes behov for altid at være venlig og omsorgsfuld har givet et forkert billede af hendes følelser for Caruso. Alle vidste, at han var ensom, men stadig ønskede kontakt, og så kan det virke venligt og medmenneskeligt at give ham en overfladisk version af det, han var ude efter. Han var tydeligvis ikke "som andre", og hun har handlet ud af medlidenhed, men som autist - hvilket han formodentlig er - har han ikke haft mulighed for at forstå distinktionerne mellem interesse og venlighed. Det burde hun have tænkt på, bl.a. før hun inviterede ham til at dukke op til en medarbejder-fest, hvor han ikke hørte hjemme, da han var kunde og ikke medarbejder. Hun har sikkert selv følt, at hun gjorde en god gerning, medens hun i virkeligheden legede med ilden som den evige "gode samaritaner" .....

Sandras søster med et billede af hende 

https://thecinemaholic.com/sandra-berfields-murder-where-is-steven-caruso-now/

 

https://lailasnews.com/international/sandra-berfield-death-steven-caruso-today-after-sandra-berfield-death/ 

https://www.wesawthedevil.com/all-episodes/otd-sandra-berfield

 

Huset Stuarts stammoder

Den dramatiske historie om skotternes dronning Mary Stuart (1542-1587), der selv mistede krone + hoved, men hvis efterkommere arvede det samlede kongerige, vi nu kender som England, startede med hendes formoder, Marjorie Bruce - eller de Brus - Stuart, der blev født omkring 1296 og døde i 1316. 

Marjories far, Robert I (1274 - 1329) - kendt som Robert the Bruce - var en berømt og meget tapper kriger, der sloges imod englænderne

Robert I's ældste datter, Marjorie, blev altså stammoder til den skotske Stuart-slægt. Faktisk nåede hun lige akkurat at føde den søn, der blev kendt som den første Stuart-konge, nemlig Robert II, inden hun døde efter en tragisk ride-ulykke, kun 19 år gammel. 

 

Marjories søn, Robert II, hvis far var den sjette arvelige rigshovmester af Skotland, Walter Stuart, var gift to gange, men havde også utallige elskerinder. Alt i alt fik han omkring 20 børn, så man må sige, at han var yderst produktiv.

 

Angiveligt Marjorie Bruce Stuart 

Man kan spørge sig selv om, hvorfor en fornem prinsesse, datter af kong Robert I, tager på ridetur i højgravid tilstand, men det gjorde hun altså. Hele hendes liv havde været yderst dramatisk, efter at hendes fars styre blev væltet og hun selv blev taget til fange sammen med flere kvindelige slægtninge. Nogle af dem blev ydmyget på det groveste ved at blive holdt i bur og fremvist for offentligheden i den tilstand. Marjorie blev imidlertid sat i kloster, kun 9 år gammel, idet den konge, Edward I, der havde taget magten, nægtede at lade hende og hendes følge henrette, selv om hans rådgivere bad ham om det. Hun befandt sig i dette kloster i otte år, men da hun kom ud, blev hun gift eller forlovet med Walter Stuart, den sjette rigshovmester af Skotland, og dermed tog historien fart, selv om hun ikke selv kom til at opleve det ..... 

 

https://livesleftbehind.wordpress.com/2016/10/12/marjorie-bruce-1297-1316/ 

 

https://www.scotsman.com/regions/5-forgotten-queens-and-princesses-scotland-548776

 

Wikipedia