Selv om jeg jo har skrevet en ungdomsroman om en blanding af et menneske og en "alien", så er jeg ikke nogen ekspert på emnet Rummet og eventuelle ET'er. Det er heller ikke en af de af mine bøger, jeg selv sætter højest, men den har dog nogle naive, men ikke ganske uinteressante betragtninger over emnet. Sagen er jo den, at når det gælder rumfart, "flyvende tallerkener" og "rumfolk", så bevæger vi os ind på noget, vi stadig ikke kan påvise fuldt ud. Vi kan gætte eller - som jeg har gjort i min bog - fantasere om mulighederne.
I vore solsystem er vi nr. 3 fra solen, idet Merkur og Venus er tættere på. Det er en mærkelig tanke, at kun de fire inderste (Merkur, Venus, Jorden og Mars) er såkaldte "klippeplaneter". I modsætning til de fire yderste (Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun) er de som "klippeplaneter" forsynet med en fast overflade. De yderste er "gasplaneter", hvilket er noget, jeg slet ikke kan forestille mig. Er de som en sky, en mose eller måske et hav uden en virkelig form? Det tror jeg ikke, men det er de tanker, ordet "gas" vækker i mig.
Jeg ved, at Venus har et tykt skydække, hvilket straks vækker min
nysgerrighed, for gemmer der sig mon noget interessant bag disse skyer, som vi ikke
ved så meget om? Ikke at det betyder så meget igen, når nu den er vort solsystems varmeste planet. Det lyder ikke umiddelbart tillokkende med et besøg, men den fascinerer alligevel forskerne, og man har ikke helt opgivet at udforske den. Faktisk var den den første planet, der blev kigget efter i sømmene ved hjælp af et rumfartøj fra USA: Mariner 2, den 14. december 1962. Derefter har mange andre fløjet hen over planeten, bl.a. NASAS Magellan, hvis instrumenter skabte et kort over den. Det fartøj, der kom det hede helvede nærmest, er imidlertid russisk, for det landede på planeten, men blev derefter pulveriseret af den ekstreme varme. I 1978 overlevede NASAS Pioneer Venus Multiprobes omkring en time, før den også gik til. Venus er ikke for sarte sjæle eller sarte fartøjer ....
Nok er Merkur den mindste planet i solsystemet, men da det er den, der ligger tættest på solen, er den afgjort interessant. Den opfører sig nærmest som en excentrisk balletdanser, for den roterer tre gange rundt om sin egen akse, for hver gang den laver to omløb om solen. På grund af dens nærhed til solen kan man ikke uden videre se den, men må vente til morgen- eller aftenskumringen, hvis der da ikke er solformørkelse. Det giver den et lidt mystisk præg, for nok har den haft besøg af Mariner 10 i 1974-1975, men den fik kun kortlagt under 50% af overfladen, og senere undersøgelser fik kun samlet nogle stumper information. Ikke før 2011 blev det hele kortlagt, og det viser sig, at den ligner månen med mange kratere og næsten ingen atmosfære. En af mærkværdighederne ved den er dens enormt stærke magnetfelt.
Ja, det er der jo ingen, der ønsker at opleve
De planeter, der kredser omkring jorden er alle spændende, men selvfølgelig især dem, mennesker kan besøge. Om vi har den rette indstilling - især ansvarsfølelse - til at vi burde kaste os ud i den slags eventyr, er jeg dog ikke så sikker på. Jeg kan forestille mig, hvordan en flok astronauter sviner til på en jomfruelig jordklode uden at have samvittighedsnag, for det er mennesker vant til at kunne gøre ustraffet her på jorden. Det er dog mit håbe, at jeg tager fejl, for når jeg tænker på det, menneskelige opdagelsesrejsende gjorde ved de nye kontinenter og befolkninger, de stødte ind i under deres rejser, så bliver jeg bleg. Sådan skal det helst ikke være, hvis det en dag lykkes os at tilbringe længere tid på en fremmed planet ....
Før i tiden var månen en kilde til fantasier og vilde forestillinger om "månemænd", men sådan er det ikke mere. Vi har besøgt den og ved, at den ikke er beboet af mærkelige skabninger: der er ingen månemand, selv om det er en sjov tanke.
Vores interesse i Månen er skiftet til Mars, og når man taler om "flyvende tallerkener" med "aliens", så er det den planet, man tænker på. Jeg mistænker, at troen på disse "rumfolk" er en art udløber af religionen. Man forestiller sig, at sådanne fremmede fra Rummet/Mars er i besiddelse af svar på de spørgsmål, vi stiller om liv og død, at de kan helbrede sygdomme og skabe teknologier, der kan forandre livet på jorden med et snuptag.
At højt udviklede, fremmede væsener fra andre planeter skulle komme her for at dele ud af deres viden forekommer mig ikke særlig sandsynligt. Faktisk forekommer det mig slet ikke sandsynligt, at de bare findes inden for vort solsystem. Om de eksisterer i andre solsystemer skal jeg ikke gøre mig klog på med andet end et fantasi-gæt: ja, hvorfor ikke? Universet er så uendelig stort og uudforsket, at det ikke skulle undre mig, men jeg tror ikke umiddelbart, at disse væsener fra andre solsystemer gider at besøge os. Skulle de gøre det, så må de være enormt langt foran os i teknologi og viden. Hvis vi skulle tage ud på en opdagelsesfærd her på jorden, så vil de måske gøre det på samme måde, som vi har gjort og betragte os som en art insekter uden værdi i os selv. Eller som mulige slavearbejdere ....
Med hensyn til Mars, så går overvejelserne på, om vi kunne kolonisere den og dermed flytte nogle af vore egne problemer over på den. Tanken er på samme tid både tillokkende og skræmmende, for nok kan det være spændende at rykke teltpælene op og starte forfra et andet sted, men de gange, vi har gjort det her på jorden, har vi begået handlinger, der er uværdige og onde, så det tror jeg ikke er nogen god ide uden en omfattende tankeændring .....
Ind imellem får man dog overraskelser som f.eks. denne: en ny planet er fundet, og den ligner Jorden!!! Hvor i alverden har den gemt sig indtil nu, og hvordan er det gået til, at den nu er blevet opdaget? Den slags får mig til at tænke på gamle science fiction-fortællinger som f.eks. "Klodernes Kamp" af H. G. Wells (1897). Man kan grine ad dramaet med Orson Welles' radioudsendelse i 1938, der var formet som en nyhedsreportage, der skræmte livet af folk, men jeg tror mere på sådan en situation end de venlige og hjælpsomme "aliens", der deler ud af deres kunnen.
Saturn med ringene vækker også fantasier, men da den jo er en "gasplanet", bliver det nok aldrig andet end netop det: fantasier .... Sådan tror jeg det meste vedr. Rummet vil være i mange år fremover, og jeg begræder det ikke ....
Absolut et smukt ansigt med fine, regelmæssige træk. Skægget og håret er helt forrygende og må have krævet alt lige fra kamme og børster til krøllejern. Gad vide, hvor han fik den slags fra i det fængsel på Berkeley Castle, han blev sat i for at være den, han var via fødsel, byrd og personlighed: kong Edward II af England (1284–1327). Det med personligheden var et kildent spørgsmål, da han havde mandlige favoritter, der gav anledning til mistanker om, at han var bøsse, selv om han var gift med en notorisk skønhed og fik børn med hende. Man spørger sig selv, om det var derfor hans hustru, dronning Isabella af Frankrig (1295-1358), gjorde oprør imod ham og fik indsat deres søn, den mindreårige Edward III, i hans sted. Samt om det kan være grunden til, at han fik en så hæslig død, formentlig på hendes befaling.
Hvorom alting er, så var Edward II ikke født som tronarving, for han var ikke den ældste af Edward I's sønner. Det var hans ældre bror, Alphonso, men han døde ung.
Marcus Stones maleri af Edward II og Piers, der "gantes" til venstre (1872)
Piers Gaveston (c. 1284–1312) var Edward II's favorit og modtog sin
adelstitel, Jarl af Cornwall, mindre end en måned efter hans
tronbestigelse. Adelen skummede af raseri over at se denne ikke synderlig fornemme konge-favorit få større og større indflydelse. At kongen også sørgede for, at han indgik et fordelagtigt ægteskab med hans niece, Margaret de Clare, må have været som en rød klud lige i øjnene på dem. De gjorde, hvad de kunne for at bekæmpe ham og hævnede sig bl.a. ved at få ham forvist fra hoffet den ene gang efter den anden. I 1312 blev han imidlertid fanget af Guy de Beauchamp, Jarl af Warwick, og det endte med hans voldsomme død.
Her ser man den halshuggede Piers med sin banemand, Guy de Beauchamp, Jarl af Warwick, der skræver over hans lig.
Det varede nu ikke længe, før Edward II fik sig en ny favorit, nemlig Hugh Despenser den Yngre (1286-1326), hvorved hans familie fik mange fordele, der ikke huede hverken adelen eller dronningen, Isabella af Frankrig (1295-1358). Hun var kommet til landet som Edward II's 12-årige brud og var kendt for sin intelligens og skønhed. Hendes forældre var det franske kongepar, Filip IV og dronning Johanne I af Navarre, så hun var af den allerfineste kongelige æt og havde følgelig krav på respekt.
Vist nok et billede af den purunge Isabella, der bliver modtaget af sin ægtemand, Edward II
I begyndelsen støttede hun sin mand, selv om det trak op til uvejr på grund af hans forkærlighed for Piers, som hun dog formåede at gøre sig gode venner med. Hun forstod til fulde at spille på sin kongelighed og fik efterhånden en betydelig autoritet og magt, der gjorde, at hun kunne sno sig i sit nye land. Den nye favorit, Hugh Despenser den Yngre, kunne hun dog ikke forlige sig med. Var det den forrådte hustru eller dronningen i hende, der gjorde oprør? Det er der delte meninger om, ligesom Edward II's påståede homoseksualitet også diskuteres af de lærde. Var han - eller var han ikke - bøsse, sådan som der var mange, der mente, både dengang og nu? En af kilderne er Christopher Marlowes skuespil "The Troublesome Reign and Lamentable Death of Edward the Second, King of England, with the Tragical Fall of Proud Mortimer" (1592), men det er jo altså skrevet adskillige år efter Edward II's død i 1327.
Kan Isabella have reageret på at måtte se sig selv som kvinde blive skubbet til side for en mand, og var det derfor, hun formentlig indledte en affære med Roger Mortimer? Som sagt, meningerne er delte, men umuligt er det altså ikke, for hvad skulle få en smuk, ung kvinde som Isabella til at acceptere sådan en situation?
Isabella og Roger Mortimer
Efter en diplomatisk rejse til sit hjemland, Frankrig, vendte Isabella tilbage til England i 1326. Med sig havde hun en flok lejesoldater, og på ingen tid fik hun - og Mortimer - styrtet kong Edward II og indsat sig selv som regenter for hans søn, Edward III. Var det på det tidspunkt, hun fik tilnavnet "Hunulven fra Frankrig"? At hun var upopulær skyldtes dog ikke bare, at hun styrtede sin mand, fik ham i fængsel og formodentlig også myrdet på grusom vis ved hjælp af et rødglødende spyd op i hans anus, men at hun var ødsel samt formentlig havde et forhold til Mortimer.
Blot 18 år gammel trådte den myrdede konges søn, Edward IV, i karakter, for han gjorde sig fri af sin mors og hendes formodede elskers regentskab og hævdede sin magt som konge. Mortimer blev henrettet, og dronning Isabella blev holdt indespærret i to år, men derpå taget til nåde igen af sin søn, kong Edward IV.
Hunulven Isabella kan meget vel have været en frustreret kvinde, der havde god grund til at gøre oprør imod et ægteskab, hvor hun åbenbart altid så sig henvist til rollen som det tredje hjul. Hun havde ikke selv valgt sin ægtemand og havde været meget ung, da hun kom til sit nye land, men alt det var jo ofte prinsessernes almindelige vilkår. Det var sådan, de gjorde karriere, og de har næppe gjort oprør imod dette system, men måske nok de personlige ofre, de led ved at havne hos en mand, der ikke værdsatte dem efter fortjeneste. Dramaet omkring Edward II synes i hvert fald at indeholde personlige elementer, der kan have været svære at leve med for en kvinde.
Mulatten Solitude (født omkring 1772 eller 1780 som resultat af en voldtægt) er meget kendt - og så alligevel ikke, for der er store områder af hendes liv, der henligger i totalt mørke. Hvad blev der f.eks. af den datter, hun var gravid med, da hun blev dømt til døden for sit oprør imod kolonimagten Frankrig, men blev holdt i live til efter fødslen, sådan at hendes "herre" ikke gik glip af en ny slave? Man ved, at denne datter blev født den 28. december 1802, dvs. én dag før hendes mor blev tortureret til døde, men hvad blev der af hende? Datteren omfattedes åbenbart ikke af den vigtigste kilde til viden om Solitude, vi har: "Histoire de la Guadeloupe" ("History of Guadeloupe") af Auguste Lacour (1805–1869).
Hele
denne sørgelige historie om død og undertrykkelse startede med den
franske guvernør over Guardelope i årene 1794-1798, Jean-Baptiste Victor
Hugues (1762-1826). Han frigav slaverne på øen efter ordre fra
regeringen hjemme i Frankrig. Otte år senere udstedte Napoleon, der kom til magten i 1799, den
befaling, at de aldeles ikke skulle være fri, men at alle skulle tilbage til den
tidligere slave-tilstand. Dette førte til et desperat oprør og
påfølgende hårde straffe for ikke bare at falde til føje, men at modsætte sig slaveriet. De tidligere
slaver ville ikke lade sig kue endnu engang, men efter at
deres oprør var blevet nedkæmpet, blev alle de mest fremtrædende i
oprørshæren henrettet og altså også Solitude, selv om det skete senere end for hendes kammerater. Disse mennesker havde kæmpet tappert
imod de talmæssigt og udstyrsmæssigt overlegne franske tropper, men endte altså alligevel med at blive slået. I hele denne kamp var det sort imod hvid, idet sidstnævnte
gruppe ønskede at genoprette en orden, de troede var den "naturlige",
men som førstnævnte lige så naturligt reagerede imod.
Jean-Baptiste Victor
Hugues
Frigivelsen skete selvfølgelig ud fra Den Franske Revolutions principper om ligeværd, men sandheden er, at sorte og hvide ikke blev set som lige, heller ikke på den ø, hvor de sorte og deres forfædre var født, men hvor franskmændene var udefra kommende indtrængere.
Øen er stadig et mål for udlændinge, men nu som turister. Nogle af dem kommer nok for at studere de mange hajer i området ....
Den unge Napoleon Bonaparte
Kampene varede i 18 dage, men man må nok sige, at resultatet var givet på forhånd, da franskmændene var 3.500 trænede soldater imod 1000 tapre, men ikke nær så veludstyrede og veluddannede indfødte. Nogle af disse var soldater, men så var der altså også menige folk som Solitude, der deltog aktivt i kampen uden andre forudsætninger end deres retfærdige harme.
Solitude mindes med et par statuer, en musical af Pascal Vallot, en roman af Frederic Lesgrands-Terriens og et gadenavn. I 2020 besluttede man desuden at oprette en park i Paris, “Jardin Solitude” (Solitude Garden) med hendes statue.
Der er et sjovt, gammelt folkeeventyr på Island, der handler om kvinder, mænd og det, førstnævnte kan forvente af sidstnævnte. En af de ting, kvinder forlanger - i hvert fald ifølge eventyret - er en ordentlig "günter", og skulle en mand ikke være velsignet med et sådant organ, så bliver de meget utilfredse og indberetter ham måske ligefrem for øens øverste myndighed. I eventyret er det en ældre kvinde, der føler sig snydt af sin mand på grund af hans ualmindelig lille organ. Som det kan ses af billedet ovenfor tager - eller tvinger? - hun ham med til en officiel bedømmelse, for nu vil hun ikke finde sig i det mere.
Den utilfredse kvinde forlanger at få det, loven påbyder manden at stille med og bliver meget skuffet, da hun får at vide, at der ikke findes sådan en lov. Denne besked lukker dog ikke kæften på den utilfredse kvinde, der fastholder, at hendes mand altså er for ringe udstyret til at dække hendes behov. Ene og alene på den baggrund får hun skilsmisse og kan gå i gang med at søge, hvad det nu er, hun ønsker hos en anden mand.
Nicole Prause, PhD, der her ses med et par modeller over typiske penisser, besluttede sig for at undersøge sagen nærmere. Hendes forskning i emnet er ikke den første, men måske en af de mere grundige, fordi hun jo selv er kvinde og kan have været irriteret over, at vi alt for ofte får en sludder for en sladder, når dette emne berøres. Forskningen foregik på The University of
California, Los Angeles, og The University
of New Mexico, og den omfattede 75 testpersoner af hunkøn, der blev bedt om at vurdere 33 forskellige 3D-printede penis-attrapper samt fortælle om deres egne seksuelle ønsker og erfaringer.
Træningsmodeller til condom-påsætning
Noget af det, kvinderne også blev spurgt om var, hvordan de forholdt sig til penis-størrelsen i et fast forhold contra et one-night-stand. Det viste sig, at det faste forhold ikke krævede så store penisser som det løse. Især var det bredden på penissen, der optog dem. Faktisk var der en hel del, der tydede på, at for kvinder var længden, der er det mænd selv beundrer, ikke noget særligt. De ville meget hellere have en kortere, men også bredere penis, hvilket sådan set er logisk nok. Den "tykke javertus" bringer større kontakt mellem klitoris og vagina end den lange, der bare hamrer løs på livmodermundingen, hvilket ikke fører til det ønskede resultat - orgasme - men måske nok kan være godt, hvis man ønsker at blive gravid. Ved engangsknald var kvindernes foretrukne penis-størrelse 16,30 cm i længden og 12,70 cm i bredden. Det er en smule større end de gennemsnitlige mål for en penis, som er 13,12 cm i længden og 11,66 cm i omkreds. Ifølge Illustreret Videnskab er danske mænds penisser over verdensgennemsnittet med sine 14,90 cm i længden.
Det fine ved Nicole Prauses undersøgelse er, at den tester kvinderne ved at bruge penis-modeller. De kan ikke tilskrive sig selv ønsker og erklæringer, der ikke passer med deres valg.
Drenget og direkte nuttet at se på - og så var han tilmed en vaskeægte helt: Charles Lindbergh (1902-1974). I 1927 opnåede han en øjeblikkelig verdensberømmelse, da han som den første pilot foretog en solo-flyvning over Atlanterhavet. Samme år fik han den specielle "Medal of Honor" samt blev Time Magazine's "Man of the Year".
Alt sammen meget smigrende for en ærgerrig pilot, og noget, der virkelig vandt alles hjerter for ham. At han ikke bare var en modig mand, der vovede liv og lemmer for sit flyve-eventyr, men også havde nogle ret ubehagelige ideer, der til forveksling ligner dem, Adolf Hitler kom med, er både kendt og samtidig "glemt": helterollen og den rystende kidnapnings-affære den 1. marts, 1932, hvor hans ældste søn blev myrdet, fastholder ham i rollen som en, "man kan lide" på trods af noget, de fleste da heldigvis tager afstand fra.
Det har nok også hjulpet en del, at i Billy Wilders film om ham og hans bedrift spilles han af en sand publikums-darling, nemlig James Stewart. En sær konstellation forøvrigt, da Stewart havde deltaget aktivt og tappert i Anden Verdenskrig, som Lindbergh lige så aktivt havde talt imod og gjort alt, hvad han kunne for at forhindre, selv om han faktisk kom til at gøre tjeneste, dog ikke som militærmand, men som privatmand.
Efter hans mening herskede der en uretfærdig holdning til Tyskland, anført af England, jøderne og USAs præsident, Franklin Delano Roosevelt, der styrede verden direkte imod en verdenskrig. Var han naiv? Ja, men også fuld af vrangforestillinger om race, "overmennesker" og politik. Mange dengang gennemskuede ikke, hvad nazisterne stod for, og Lindbergh
luftede altså antisemitiske ideer, der den dag i dag er med til at
plette hans eftermæle. Han var dog ikke en direkte tilhænger af partiet, som han i hvert fald ikke var tilmeldt, men han gik ind for mange af dets ideer.
På alle fotografier af ham virker han så enormt renfærdig, at man uvilkårligt tilskriver ham alskens gode egenskaber: en rigtig god, amerikansk dreng, bortset fra at han altså er voksen og burde vide bedre end at udbrede nazi-lignende, racediskriminerende ideer samt kæmpe for "de hvides rettigheder".
Ikke nok med det, men i 1938 fløj han også til Tyskland, hvor han modtog en medalje, der blev overrakt ham af Herman Göring, idet han som flyver selvfølgelig også beundrede Luftwaffe. Ved samme lejlighed talte han henført om, hvor heldigt det var for Tyskland at have en så fremragende leder som Adolf Hitler. Noget, der vel hang sammen med hans også ofte udtalte aversion imod kommunismen og Sovjetunionen. Efter krigen er det dog blevet antydet, at dette besøg gav ham indsigt i nogle tyske militærhemmeligheder, der kom amerikanerne til gavn.
Med hensyn til kidnapningsaffæren, så havde han i 1929 giftet sig med en "pige af god familie", nemlig forfatteren og ambassadørdatteren Anne Morrow (1906–2001), og de havde fået en smuk søn, der ligner en super-baby, men måske ikke var det.
Allerede inden mordet og den påfølgende obduktion af den lille dreng var der visse rygter om, at han havde forskellige fysiske skavanker, som Lindbergh med sine overmenneske-/under-menneske-ideer simpelthen må have taget afstand fra. Disse specielle ideologier havde han formentlig fra den franske kirurg Alexis Carrel, som han beundrede og arbejdede sammen med på et specielt projekt omkring 1930.
Man har bl.a. talt om muligheden af, at den lille dreng led af engelsk syge, at han havde et mistænkeligt stort hoved i forhold til kroppen, men at der også var andre helbredsproblemer. Efterhånden er der så opstået rygter om, at ikke en kidnapper, men barnets egen far stod bag den lilles død. Det er jo en meget alvorlig påstand, og den svæver stadig et eller andet sted i baggrunden af billedet af den beundrede flyverhelt.
Da den lille dreng blev kidnappet i 1932 og nogle måneder senere fundet død, blev offentlighedens opmærksomhed ikke overraskende meget voldsom omkring
det, aviserne kaldte "Århundredets forbrydelse". Noget, Lindbergh fandt
utåleligt, og dette var med til at få ham og hans kone, Anne, til at søge tilflugt i
Europa.
På det tidspunkt var Bruno Richard Hauptmann blevet dømt og henrettet som kidnapper, selv
om han lige til det sidste hævdede sin uskyld. Alt dette gjorde, at det unge par bare ikke fik fred for
pressen og de mange nysgerrige i USA. Begejstringen for "Det Tredie Rige" førte til, at
han og Anne på et tidspunkt ligefrem overvejede at købe et hus i
Berlin, men de planer blev dog skrinlagt, efter sigende under
indflydelse af Krystalnatten mellem den 9. og 10. november 1938.
Ud over de ialt seks børn, Lindbergh fik med Anne, havde han flere kuld illegitime børn. Der er vist ingen tvivl om, at Anne vidste, hvad der foregik, men at hun valgte at lukke øjnene for hans erotiske eskapader, bl.a. med søstene Hesshaimer og en navnløs kvinde, der alle resulterede i flere børn. Man spørger sig selv, om denne børnerigdom skyldtes en form for "bevidst avl" ud fra nazi-agtige tanker om overlegne og underlegne individer. Ville han videregive sine gener og se sig selv multipliceret via disse ialt cirka 20 børn? Det skulle ikke undre mig, om det var tilfældet, for den tankegang lå tydeligvis i hans natur ....
Med sit specielle og - efter min mening - kunstige smil ligner han noget fra en "funny man"-film eller måske snarere "Pinocchio". Er han mon i familie med den amerikanske PeeWee Herman-skuespiller Paul Reubens, for de minder faktisk om hinanden?
Nej, det ved jeg, at han ikke er, for Scott Rogers (1962-2014) var englænder, og Paul Reubens er jo altså amerikaner, og nok forstod de begge at gøre sig synlige via skuespil, men kun sidstnævnte var rent faktisk skuespiller. Scott var dog virkelig god til at spille komedie, for han kom fra England med sit følge af venner samt en datter, Kimberley, og i løbet af kort tid fik han et job som TV-vært i Baton Rouge med sit eget show, “Around Town”, hvor han bl.a. støttede lokale foretagender, der ikke havde råd til PR-kampagner.
Scott med sin datter (i sort kjole med prikker) og forskellige gæster i studiet
Scott med den britiske accent, som mange amerikanere snobber for, havde haft held med sit TV-projekt, idet mange var vildt begejstrede for ham og hans program. Man må sige, at hans karriere i USA var ret forrygende, men det hang nok også sammen med hans evne til at få indflydelsesrige venner, der bare fandt ham super-skøn med hans engelske manerer og friskfyragtige facon
En af hans medbragte, engelske venner var "den venlige kæmpe", Matthew Hodgkinson, som han ofte præsenterede som sin halvbror. Noget, der undrede folk i Baton Rouge, for de var totale modsætninger i både ydre og personlighed. Hvor Scott elskede at føre sig frem, så virkede Matthew super-genert og meget tilbageholdende. Et par andre medlemmer af den sammenbragte familie var en 10-årig adoptivsøn og en 2-årig plejesøn, som Scott ønskede at adoptere. Deres tilstedeværelse skulle vise sig at få stor betydning, da man fandt Scott død sammen med den hårdt sårede Matthew. Ingen forstod, hvad der var sket, for den døde Scott og den sårede Matthew, der lå i samme rum, lignede ofre for en art "Romeo og Julie"-pagt. Hvorfor havde "den venlige kæmpe" dog skudt sin gode ven Scott, og hvorfor havde han derpå vendt våbnet mod sig selv? Meget mystisk indtil Scotts datter, Kimberley, trådte frem med en meddelelse, der forbløffede alle, inklusiv politiet.
Hun forlangte, at man slukkede for de maskiner, der holdt liv i den sårede Matthew, og hun havde en trumf, der ikke var til at komme uden om: hun var ikke bare sin fars datter, men også Matthews kone. Den var der ingen udenforstående, der havde set komme, men gift var de, nemlig for at skaffe ham opholdstilladelse i USA, hvor hun var statsborger. Matthews mord på den person, der jo teknisk set var hans svigerfar, havde dog stadig et vist "Romeo og Julie"-præg, da det viste sig, at de to mænd rent faktisk var eller havde været kærester i mange år.
Matthew mødte Scott, da han meldte sig til hans danse- og skuespilskole, "The Academy of Dancing and Performing Arts", men han var ikke den eneste, der var viklet ind i hans forskellige svindlerier. En anden englænder fra Scotts gruppe af medbragte venner fortalte, at både han og Matthew var blevet seksuelt misbrugt af ham siden teenage-årene. Efterhånden kom der mere frem om Scotts aktiviteter i England, for det viste sig, at da han kom til USA, var han på flugt fra anklager om pædofili og sex-misbrug af drenge.
At komme til USA i midten af 1990'erne var noget af en satsning, og man må tage hatten af for ham, at han fik opbygget et nyt liv for sig selv og dem, der fulgte ham. Han kunne simpelthen ikke udholde tanken om at blive afsløret, da de to mindreårige drenge blev fjernet fra hjemmet på mistanke om sex-misbrug. Rollen som populær TV-vært var lige noget for ham, og han nød den i fulde drag.
Samtidig nød han også, at han blev prædikant i en amerikansk kirke, og det var nok noget af det første, der ville ryge, når politiet for alvor tog fat på sagen. At han på dette tidspunkt havde oprettet sin egen kirke tæt på TV-studiet gjorde det hele endnu værre. Hvor han havde solet sig i populariteten og den lokale berømmelse, stod
han nu over for alvorlige anklager om bedrageri af forskellig art,
pædofili, sex-misbrug og andet, der må have ramt hans selvfølelse som et dræbende øksehug.
Der er detaljer i dette drama, der kan virke komiske, men jeg ser det nu snarere som en pendant til de græske tragedier, hvor menneskelig forfængelighed lider skibbrud. Folk står tilbage, ribbet for alt, og der er ikke rigtig nogen god udvej for nogen overhovedet. Én ting, man kan glæde sig over, er dog, at han åbenbart aldrig havde forgrebet sig på hverken sin adoptiv- eller plejesøn ....
En ganske nydelig kvinde, men med et spor af død efter sig: Lori Vallow Daybell (født den 26. juni, 1973). Da hun var i gang med sit fjerde ægteskab, blev hun beklageligvis 1) indfanget af en passion for en mand, hun ikke var gift med, nemlig forfatteren til okkulte og semi-religiøse værker, Chad Daybell (født 11. august, 1968), og 2) og - baseret på hans bøger - blev hun overbevist om, at Dommedag var nær, og at hun og resten af menneskeheden var truet af zombier, og lignende uhyrer.
Chad Daybell
Inden mødet med den efter hendes mening forførende Chad Daybell havde Lori boet sammen med sin fjerde mand, Charles Vallow, sin datter fra sit tredje ægteskab, Tylee, og en adopteret søn, JJ. I løbet af nogle få måneder var både ægtemand og børn væk. De var nemlig blevet myrdet og derpå forsøgt skaffet af vejen.
Lori og hendes fjerde ægtemand, Charles Vallow.
Det viste sig, at det var Loris bror, Alex Cox, der havde myrdet sin svoger, Charles Vallow, men børnenes forsvinden blev forklaret på forskellige måder, bl.a. som "ophold hos en ven af familien". Den ven, der blev udpeget, protesterede imidlertid imod denne påstand. Derefter talte man i stedet om en "missing children"-sag, der f.eks. kunne skyldes en bortførelse, hvilket typisk er af en pædofil eller lignende. Der blev udlovet en dusør, men det tog sin tid, før der skete noget afgørende i denne del af efterforskningen.
Alt håb om at finde de to børn i live forsvandt, da deres lig blev fundet på en ejendom, der tilhørte Loris femte mand, dvs. forfatteren Chad Daybell. Ham var hun blevet gift med nogle få måneder efter, at hendes fjerde mand, Charles Vallow, var blevet skudt af hendes bror. "Sært nok" døde hendes femte mands daværende kone, Tammy, forholdsvis kort tid efter dette mord, angiveligt af såkaldt "naturlige årsager". Havde man brugt dette kaotiske forløb med mord efter mord, Dommedags-fantasier, okkulte påvirkninger og lidenskab mellem to religions-forstyrrede individer som Lori og Chad i en kriminalroman, ville det næppe være blevet accepteret som sandsynligt. Der ville nok blive dømt "far fetched", og her var det tilmed iblandet selvopfundne og/eller overnaturlige forestillinger om jordens snarlige undergang, zombier og lignende utysker, så den historie fik ikke for lidt. At der også var indblandet en livsforsikring på rigtig mange penge virker nærmest som en art antiklimaks, for det er jo lige ved at være det "normale" i amerikanske mordsager. Forsikringssvindel er simpelthen blevet en ny plausibel indtægtskilde for rigtig mange mordere ....
Der er nogle uhyggelige detaljer i børnenes mordsager, bl.a. fordi pigen, Tylee, ikke bare var blevet lemlæstet, men også forsøgt brændt. Hvem har dog gjort noget sådant imod en purung pige, kan det have været børnenes mor, Lori? Hvis det var Chad, hvordan kan hun så have undgået at vide noget om det, og i så tilfælde, hvor forskruet kan man være, hvis man gifter sig med sine børns morder, om så han er aldrig så meget forfatter og mystiker?
Lori har selv udtalt, at hun "blev en super-fan af Chad Daybells bøger". De lader alle sammen til at handle om religiøse påstande og alternative anskuelser om liv og død, som f.eks.denne:
I disse år synes ingen at være så religionsforstyrrede som amerikanerne. Det vrimler med kulter og selvbestaltede profeter, prædikanter og okkulte healere. Chad Daybell adskiller sig vist ikke fra de fleste af denne type, men det er sørgeligt, at hans religiøse påstande kan have kostet (mindst) fire mennesker livet: 1) Charles Vallow, 2) Chads kone, Tammy, 3) Tylee og 4) JJ. At den mand, der skød Charles Vallow, nemlig Loris bror, Alex Cox, nu også er død af "naturlige årsager" gør det hele endnu mere grotesk. Man spørger sig selv, om hans mord på Charles var et bestillingsarbejde, fordi han var begyndt at tale om skilsmisse, da han var imod sin kone Loris vilde betagelse af Chad Daybell og hans religiøse forestillinger. Måske Lori tænkte som så: hellere en død fjerde ægtemand og en stor livsforsikring-sum end endnu en skilsmisse? Man kan sige, at hans død betød "mange fluer med ét smæk" for det nye par, Lori og Chad ....
Både Lori og Chad nægter sig skyldige i mord eller henviser til religiøse forestillinger som forklaring på deres handlinger. Tanken om den "Dommedag", de føler er nær, kan dog ikke undskylde noget som helst af det, de står anklaget for. Om så jorden revnede og gik midt over, så kan det ikke undskylde de (mindst) 4-5 mord, de står anklaget for at have begået. Formentlig ud fra hendes forvirrede fremtoning og besynderlige religiøse ideer har dommeren erklæret Lori uegnet til at gennemgå en retssag, så det er meget spændende, hvordan den hurdle tackles af retten ....
