søndag den 11. juli 2021

Det konstruerede alibi

Er dette en uskyldig mands ansigt? Det er der en del på Facebook, der plæderer for på den side, der er oprettet til ham og hans sag, og da han er dødsdømt samt har udtømt sine appel-muligheder, er det vigtigt at være helt sikre på hans skyld/uskyld. Gjorde han, hvad han er dømt for, eller var det hele et  resultat af overordentlig uheldige omstændigheder? Ud fra det, der er forelagt i sagen, virker han ikke bare som en super-skyldig skiderik, men som en manipulator af rang, og det er den slags, der gør, at det er svært for f.eks. mig at tro på en fejl i efterforskningen. Det forekommer mig meget mærkeligt, at man kæmper for netop ham, da han altid har slået mig som en dømt, der ikke kan herske nogen som helst tvivl om. Ikke desto mindre er det, hvad man forsøger at gøre, og det er selvfølgelig al ære værd, hvis man virkelig tror på hans sag, men det gør jeg altså ikke. 

Den dømtes navn er Kevin Dowling, og han blev den 14. december 1998 dødsdømt for røveriet imod samt voldtægten/voldtægtsforsøget på samt også mordet på en totalt uskyldig kvinde: Jennifer Lynn Myers. Hun havde et kunstgalleri, og den 6. august 1996 kom der en mand ind, der truede hende med en revolver. Han røvede hende og voldtog/forsøgte så ellers at gennemføre en voldtægt af hende, men mislykkedes muligvis. Da der kom en ind i galleriet, flygtede han, men et stykke tid efter genkendte hun ham - eller rettere sagt hans stemme - da hun besøgte en butik, hvor han arbejdede. Fund af bl.a. reb og andet stemte med overfaldet på hende, men to dage før retssagen imod Dowling for røveriet og det seksuelle overgreb, blev Jennifer Lynn Myers skudt. Dette mord virkede selvfølgelig yderst påfaldende så tæt på retssagen, så Kevin Dowling blev straks hovedmistænkt. 

Det er muligt, at dette påfaldende sammentræf gav politiet tunnelsyn, men det er nu mere end bare en smule sandsynligt, at mordet blev begået af den, der vandt mest ved hendes død, nemlig Dowling. Hans støtter har senere forsøgt at få mistanken kastet på hendes mand og en tidligere forretningspartner, men dette har ikke ført til det resultat, de håbede på. 

Kevin Dowlings alibi er meget specielt, for han - eller en i hans familie - gav politiet en videooptagelse af en fisketur, han angiveligt var på, da mordet blev begået. Bl.a. med hjælp fra en astronom fandt man dog hurtigt ud af, at tidsangivelsen på videoen ikke passede. Den var blevet ændret, og fisketuren virkede også sær, fordi han hele tiden så på sit ur og ikke fangede nogle fisk. Man kan sige, at hvis denne video var tænkt som det ultimative bevis på hans uskyld, så blev det i stedet et meget stærkt bevis imod ham, fordi det sagde noget om hans vilje til at manipulere andre. 

Senere har Dowling så forsøgt at få videoen omfortolket som et indicium på noget helt andet, nemlig at han på mordtidspunktet gjorde noget, hans kone ikke brød sig om: besøgte en stripbar. Den var lavet for at sløre denne forsyndelse og havde alligevel intet med et alibi for mordet på Jennifer  at gøre. Eftersom han efter dommen har bombarderet systemet med anklager imod snart den ene, snart den anden, der efter hans mening alle deltog i en storstilet konspiration imod ham, så virker han efterhånden ikke bare desperat, men direkte løgnagtig. Han forsøger tydeligvis at trække tiden ud, hvilket ikke gør ham mere troværdig, for han har ikke kunnet skaffe nye, afgørende beviser, der støtter ham, i den forløbne tid.

Som sagen står nu, regnes Jennifer Lynn Myers' overfaldsmand for at være den samme som den, der myrdede hende. Det er en meget sørgelig sag, for hun var en sød og venlig kvinde, der havde bestemt ikke havde fortjent at hverken blive overfaldet, røvet eller myrdet på denne måde. Derfor ses Dowlings nu udtømte appel-muligheder som sidste led før det endelige punktum: hans henrettelse. At han med sin video har forværret sagen imod sig, hvor han (sandsynligvis) havde regnet med at få et perfekt alibi ud af sine anstrengelser, er ingen andens skyld end hans egen. 

Hvis der er den mindste tvivl om hans dom, så synes jeg, at den skal forvandles til fængsel på livstid. Jeg tror som sagt ikke på hans uskyld, for intet han har gjort eller sagt tjener som bevis på, at han ikke gjorde, hvad han er dømt for, men hvis der er tvivl, så bør han ikke henrettes. 

 

https://www.imdb.com/news/ni61495901 

 

http://kbd.altervista.org/FF.html 


https://www.latestnewssouthafrica.com/2020/08/12/what-happened-to-kevin-dowling-death-row/

 

Wikipedia


lørdag den 10. juli 2021

Den hullede mave og det medicinske eksperiment

Når det gælder læger og hospitaler, er der ikke meget, der kommer bag på mig, heller ikke en maler, der kommer for at lave et maleri af patientens blod. Lægers opgave er jo dobbelt, idet de både skal helbrede og forske i sygdomme, og de ofrer formentlig ofte den ene side for at hjælpe den anden. Begge sider kan have betydning for deres karriere, og det hensyn vil jo altid spille ind, selv om patienterne kun interesserer sig for det, der kan hjælpe dem fremover ved at få bugt med det, der plager dem. De tager normalt ikke bevidst del i lægernes forskning, men der er dog undtagelser ....

Den 6. juni 1822 blev den canadiske pelsjæger Alexis Bidagan dit St. Martin en ufrivillig del af den medicinske historie. (Han er normalt kendt som Alexis St. Martin, da "dit" betyder "kaldt", men hans virkelige navn var Alexis Bidagan). Der er lidt uklarheder omkring hans alder, da hans fødselsdag oplyses forskelligt, men han var sandsynligvis født den 18. april 1794, hvilket betyder, at han var en ung mand på 28, da han kom ud for et alvorligt vådeskud på nært hold, der efterlod et hul i hans mave. Den ene lunge hang ud, og det så virkelig slemt ud. Ingen ventede derfor, at han ville overleve ulykken, men efter næsten et års sygeleje, var såret delvis lægt og blev efterhånden forvandlet til en fistel, dvs. en (ofte rørformet) forbindelse mellem huden og diverse indre organer. Det må have set nogenlunde sådan ud:

Fistlen betød, at der var dannet en form for "vindue" ind til St. Martins mave. Dette syn fik virkelig sat gang i militærlægen William Beaumonts (1785-1853) forskersjæl, da patienten blev bragt til ham. Helbredelsen af den stakkels St. Martin har måske ikke været det, der optog ham mest, for med dette hul ind i hans mave, kunne han som læge studere den menneskelige fordøjelse som ingen anden før ham. Efter St. Martins lange sygeleje fik Beaumont lov til at eksperimentere med hans mave gennem den åbne fistel. Den 1. august 1825 indførte han bl.a. følgende fødemidler bundet sammen med en silkesnor: bøf, råt grisekød, gammelt brød og snittet kål. 

Sådan ca. en time senere trak Beaumont snoren ud og kunne se, at kålen og brødet i modsætning til kødet var halvt fordøjet. Eksperimentet optog Beaumont meget, og inden for de næste 8 år udførte han over 200 forsøg, indtil St. Martin sagde stop, fordi han på dette tidspunkt havde stiftet familie og ikke orkede mere. William Beaumont skrev derpå sit højt priste værk "Experiments and Observations on the Gastric Juice, and the Physiology of Digestion" (1833). Der var jo tale om grundforskning, og afhandlingen blev banebrydende for den del af lægevidenskaben, der beskæftigede sig med maven og fordøjelsen.

Man kan sige, at med sine eksperimenter fik lægen "snor i patienten", og det lykkedes kun, fordi Beaumont havde været snedig nok til at få den usofistikerede St. Martin til at underskrive en kontrakt omkring et job som "tjener". Smart, må man sige, for nu havde han ikke bare en fyr i sit brød, der udførte almindeligt arbejde i huset, men også et menneskeligt "forsøgsdyr", der stod til rådighed for hans eksperimenter. Efter St. Martins oprør i 1834 forsøgte Beaumont gentagne gange at få ham til at vende tilbage, men det lykkedes ham nu ikke. 

Eksperimenterne har sikkert ikke kun været en lang række lidelser for St. Martin, og de to har nok også oplevet en form for kompagniskab, men St. Martin vendte tilbage til livet som pelsjæger. Ironisk nok kan man sige, døde lægen langt før patienten, nemlig i 1853. Selv med et så alvorligt sår som et permanent hul ind i maven levede St. Martin længe. Nogle hævder, at han blev 83 år gammel, medens andre påstår, at han blev (ca.) 78. Han holdt sig dog godt og havde tilsyneladende et dejligt liv, også i alderdommen. (På nedenstående tegning er han enten 78 eller 81).

På grund af alt det lægelige blev hans venner og slægtninge alvorligt bekymrede for, at der ville komme nogen og genoplive ham på læge-magisk vis, da han døde i 1880. Man lod ham derfor ligge ubegravet længere end det normalt var tilfældet, fordi man ikke ville risikere mere mystisk hokuspokus med hans krop.

Alexis St. Martin med sin kone, Anne

fredag den 9. juli 2021

Ulv i fåreklæder


Denne mand, John Rairdon, er en far, men samtidig også en bedrager og morder, hvilket gør denne sag meget, meget sørgelig. Man spørger uvilkårligt sig selv, "hvordan kunne han få sig selv til at gøre det", men det kunne han, og det er vist begrænset, hvor stort indtryk hans forbrydelse gjorde på ham selv. Da han blev interviewet for nogle år siden, og man spurgte ham, hvordan han følte omkring hans datter Sarahs død, svarede han utroligt nok: "Jeg tænker næsten aldrig på hende." Nå nej, men hun var da også "kun" hans offer - og hans datter.

Det siges, at den yndige og meget vakse Sarah var som snydt ud af næsen på sin mor, hvilket måske til en vis grad kan forklare noget af, hvad der skete, for det siges også, at denne mor forlod hjemmet og sin mand og aldrig så sig tilbage. Han derimod blev ikke bare meget såret, men også vred, foruden at han simpelthen savnede hende i sit liv. Hvorom alting er, så forsvandt den på det tidspunkt 13-årige Sarah den 20. maj 1985. Hun valgte at spadsere hjem fra skole, og man frygtede, at hun var blevet bortført af en fremmed, der ikke ville hende det godt. Der blev ret hurtigt sat gang i en eftersøgning, og den blev ledet med stor ihærdighed af Sarahs far, John Rairdon, der tydeligvis følte en personlig glæde ved sin fremtrædende rolle. Han boltrede sig i opmærksomheden, mødtes med eftersøgningshold, lod sig interviewe og talte direkte til den formodede bortfører, men også den forsvundne pige med grådkvalt stemme, og alle havde frygtelig ondt af den sørgende far. Derfor kom det som et enormt chok for det lille sammentømrede landsbysamfund, at den, politiet anholdt som mistænkt i sagen, var selv samme John Rairdon, der ledede eftersøgningen af sin forsvundne datter.

På det tidspunkt var den purunge, virkelig kønne og meget søde pige blevet fundet død af at være blevet stukket i maven med et spidst instrument. En af Rairdon-familiens ialt 11 sammenbragte foruden et par fælles børn havde i sin uskyld sagt noget til en betjent: "Far og Sarah har noget kørende." Den slags forventer man ikke lige af en familiefar, men bemærkningen gjorde, at John blev forhørt igen, og denne gang tilstod han drabet samt det incestuøse forhold, han havde haft til sin datter. Man mener, at han havde mødt hende, da hun valgte selv at gå hjem fra skole, og at han havde taget hende med til et forladt hus, hvor de ofte mødtes. Da de var steget ud af bilen, og han begyndte at lægge op til hende som så tit før, har hun formentlig afvist ham og måske tilmed sagt, at nu måtte det holde op. Dette kan have gjort ham hvidglødende af raseri, fordi hun i den grad lignede sin mor, dvs. den hustru, der havde forladt ham, at han stak hende i maven med en syl, så hun døde. Dvs. at der var tale om et affektdrab med en speciel baggrund.

John Rairdon virkede ikke særlig angerfuld og benægtede først, at han havde myrdet sin datter. Dog måtte han indrømme, at han havde misbrugt hende. Mærkeligt nok, kan man sige, var der flere af de kvindelige landsbybeboere, der havde luftet mistanker imod ham, men ingen af de mandlige. Desværre var der så ingen, der havde reageret på deres mistanker, før Sarah forsvandt. Hvis en eller anden havde taget fat i problemet, ville det formentlig ikke have udviklet sig så slemt. Den nærmeste til dette var Sarahs stedmor, Johns nye kone, Marilyn, men hun nærede en vis modvilje imod Sarah, der antyder, at hun vidste, hvad der skete, men ikke ønskede at "lave ballade" i den i forvejen hårdt pressede familie. 

Under de afhøringer, hvor John Rairdon tilstod overgrebene, sagde han til sidst, at "han måske nok havde myrdet Sarah, men at han ikke kunne huske det". OK, manden var chokeret, vel sagtens både over sagen og over at være blevet afsløret, men alligevel, det er altså for ynkeligt. Der er noget pivet og klynkende over ham, der lader til at gå mere på ham selv end på det unge liv, han havde taget, og det gør ham og hans handlinger endnu mere usympatiske. Han var kendt som en såkaldt "flink fyr", men var i virkeligheden en ulv i fåreklæder.

Fordi jeg i den grad afskyr og foragter ham, så finder jeg det utroligt, at sådan et udskud søger prøveløsladelse den ene gang efter den anden. Dette fik han på et tidspunkt hjælp til af en kvinde, han giftede sig med i fængslet, men som nu er død. Sagen er dog den, at selv om det skulle lykkes ham, så mangler han at afsone straffen for sine sex-overgreb, så hvordan han end vender og drejer sig, så kommer han udelukkende ud med fødderne først ....

torsdag den 8. juli 2021

Novelle fra min novellesamling "Magiske øjeblikke": "Løver i hjemmet"


Jenny hørte det tunge åndedræt bag sig og vidste, at hun måtte se at komme ud af værelset så hurtigt som muligt. Hun kunne ikke se dyret, men lugten og den dumpe knurren fortalte hende, at der var et stort rovdyr inde hos hende. Lyden kom fra et sted lige under de to vinduer ved siden af altandøren i den modsatte ende af rummet, og med rædsel gik det pludselig op for hende, at hun havde glemt at lukke en af disse indgange til sin nye lejlighed. Det kom som et chok for hende, at hun på denne måde måske selv havde lukket denne potentielle morder ind - og dræbt ville hun jo blive, hvis ikke hun kom ud i en vis fart, ligegyldigt hvilket rovdyr, det drejede sig om. Den gennemtrængende lugt, som hun før havde oplevet i rovdyrhuset i Zoologisk Have,  nåede hendes næsebor med fuld styrke, og det gik op for hende, at dyret nu var meget tæt på hendes skjulested bag ved sofaen. I samme øjeblik hun mærkede den store pote med de nålespidse kløer imod sit ene lår, reagerede hun og rullede lynhurtigt rundt, helt hen til døren ud til gangen, som det på en eller anden måde lykkedes hende at få op og derpå også smækket i bag sig. Denne flugt var på et hængende hår, og hendes forsvinden udløste et brøl af skuffelse bag den lukkede dør ind til stuen, hvor dyret stadig var, da hun kunne høre dets åndedræt. Da det kradsede med voldsom kraft på døren, gøs det i hende af skræk - og i samme øjeblik vågnede hun, gennemblødt af angstens sved.

Hun satte sig ret op i sengen og begyndte at inspicere sit nattøj, sine arme og ben, der var de dele af hendes krop, der havde været tættest på rovdyret. "Puha!" sagde hun hen for sig. "Nå, der er heldigvis ikke noget at se i dag ..." Hun holdt kanten af natkjolen ud foran sig i strakt arm, men den så hel og pæn ud.

I samme øjeblik bankede det på døren, og hendes mor, der var på besøg hos hende, stak hovedet indenfor. "God morgen, skat," råbte hun med munter røst. "Har du sovet godt?"

Jenny bare så på hende, og moderen sukkede dybt. "Åh, jeg havde håbet, at du var sluppet af med den grimme drøm - hvor den så end stammer fra. Skete der noget særligt denne gang?"

"Ja," den var få millimeter fra at fange mig, men denne gang er jeg vist sluppet uden rifter."

"Ups!" sagde hendes mor, der nu var nået helt hen til hendes seng. "Dit ene ben bløder vist en smule  ..."

Med skrækblandet ærgrelse konstaterede Jenny, at der alligevel var en temmelig markant rift på hendes højre læg. "Åh altså," sagde hun, "hvor er det dog irriterende."

"Ja, jeg tør jo dårligt nok gentage, hvad jeg har sagt tidligere," sagde moderen, "men det må altså være dig selv, der gør det i søvne, for her er jo selvfølgelig hverken løver eller andre rovdyr."

"Tja," sagde Jenny og trak på skuldrene, "jeg er såmænd ikke selv fremmed over for den tanke, men så er der alligevel noget, der ikke stemmer." Hun havde aldrig fortalt sin mor den fulde sandhed, nemlig at hver eneste gang hun lukkede øjnene for at tage en blund, så mødte hun et rovdyr et eller anden sted i lejligheden. Forleden var hun faldet i søvn foran TV'et, og lige inden hun vågnede, havde hun pludselig siddet ansigt til ansigt med en gepard, hvis smukke øjne hun havde stirret lige ind i. Den havde ikke skadet hende, men havde dog fulgt hende med blikket, da hun flygtede ud i køkkenet. Andre episoder havde været langt mere dramatiske, og hun var efterhånden kommet i et betydeligt søvnunderskud på grund af det, hun oplevede i søvne, for nu var hun selvfølgelig blevet bange for at lægge sig til at sove.

Hun sukkede og trak så på skuldrene. ""Alting har en ende, kun slangerne har tvende"," sagde hun, "og nu har jeg fået nok. Jeg ringer til min læge allerede i dag, og så må jeg have et eller andet beroligende, der kan hjælpe mig igennem natten."

Hendes mor svarede ikke, men så blot på hende med et meget bekymret blik. Alt det, som hendes datter kom ud for, forekom hende så underligt, da hun selv - så vidt hun da vidste - aldrig havde haft et mareridt i hele sit liv.

Jenny fik en tid hos sin læge, Rita, der også var hendes kusine. Hun var heldig, at der var et afbud selv samme dag, men da hun sad over for Rita, stod det hende klart, at det var hende umuligt at formidle sine oplevelser til denne super-jordbundne person, som hun ellers på mange måder satte højt. Efter at have fortalt op ad døre og ned ad stolper om de mærkelige begivenheder, hun havde været ude for, og også tidligere havde nævnt, nemlig at hun vågnede op med konkrete sår og rifter samt sønderflænsede natkjoler, sagde Rita ganske tørt:

"Du ved vel, at det er noget, du selv gør, ikke sandt?"

"Nej," sagde Jenny, "men jeg vidste, du ville sige noget i den stil ..."

"Nå ja, eftersom jeg er læge, er jeg nødt til at bevare min sunde fornuft ..."

"Og jeg har måske sat min over styr?"

Der opstod en pause, men så sagde Rita: "OK, der er ingen nemme forklaringer på det, du oplever, men har du ikke spist krydret mad, lige inden du har lagt dig? Eller hvad med at se for meget AnimalPlanet eller et andet naturprogram sent om aftenen?"

"Nej, slet ikke noget i den stil," sagde Jenny, temmelig irriteret. "Jeg ser netop aldrig dyreprogrammer, fordi jeg er bange for at få denne form for drømme. De kommer bare alligevel, og nu er det hver eneste nat."

"Der findes jo forskellige slags afslapningsteknikker, måske du skulle prøve en af dem ..."

"Dur det til noget?"

"Det har rent faktisk hjulpet adskillige mennesker, men jeg tror først, du kan begynde på et hold om nogle måneder, hvor det starter på ny. Jeg skal dog gerne forsøge at få dig ind før ..."

"Tak," sagde Jenny, "men jeg har brug for noget afslappende her og nu, for jeg fungerer slet ikke i hverdagen, så udkørt er jeg ..."

"OK, jeg kan ikke lide at give dig den slags, men for nogle uger går det vel ..."

"Godt," sagde Jenny, der følte en voldsom lettelse ved tanken om en snarlig pillesikret søvn, "men hvad mener sagkundskaben ellers, at mareridt er?"

"Tja, ingen ved det rigtig, men nogle siger, at de stammer fra stress eller post-traumatiske begivenheder. Så vidt jeg ved, er du jo ikke stresset, vel?"

"Nej," sagde Jenny, "og heller ikke overanstrengt på arbejde, deprimeret eller sådan noget, men jeg er ond i sulet over disse natlige rovdyr-shows."

"Så tag en pille eller to af det, jeg skriver op til dig, men ring også til mig om en uges tid, så jeg ved, hvordan det går."

Da Jenny forlod sin kusine, var hun fyldt med håb. Rita var en god læge, og hun ville sikkert finde en måde at sætte en stopper for dette nonsens. Hendes tanker vandrede øjeblikkelig videre til de konkrete sår og rifter, hun var vågnet op med, de sønderrevne natkjoler og alt det andet, og så dalede hendes håb igen.

Samme aften tog hun en pille, inden hun lagde sig, og da hun vågnede om morgenen, var hun meget lettet, for hun havde ikke drømt om rovdyr om natten: ingen frygt eller en farefuld flugt, blot en skøn, restituerende søvn en hel nat. Da hun tog nattøjet af, fik hun imidlertid et chok, for der var adskillige friske rifter foruden et decideret sår. Hun stirrede på begge dele, som om hun ikke troede sine egen øjne, og det gjorde hun da heller ikke, for hvordan var det muligt? Efter at have tænkt lidt over det, kom hun til den konklusion, at det var sket i søvne, og at hun havde gjort det selv, men at det var hendes held, at hun alligevel havde fået en god nats søvn.

I en uges tid sov hun som en sten, men vågnede op hver eneste morgen og så en forrevet natkjole foruden friske sår og rifter på arme og ben. Hun besluttede sig for ikke at fortælle Rita den fulde sandhed, men blot hævde, at situationen nu var helt under kontrol. Selv samme nat oplevede hun dog igen, hvordan et enormt rovdyr sneg sig ind på hende og overvældende hende med sin rovdyr-stank. Hun besluttede sig for at tage to i stedet for en pille, og i nogle uger holdt hun dyrene fra livet. Nå, tænkte hun, det er altså piller, der skal til. Flere og flere, selv om jeg ellers aldrig tager den slags.

Efter at have tænkt sagen igennem, besluttede hun sig for at lave et par eksperimenter: hun spiste et par dejlige sandwiches med masser af fyld lige inden sengetid, efter at have set både AnimalPlanet, National Geographic og Discovery i flere timer. Desuden lod hun piller være piller og lagde sig med mave og sind fyldt, men uden medicin.

Det varede ikke længe, før hun følte nærværet af de store kattedyr, men denne gang var det, som om hun befandt sig midt  ude iblandt dem. Der var sandelig kløer og spidse tænder til alle sider for hende, og rovdyrlugten var overvældende. Alt dette fortalte hende, at hun ikke var i stand til at styre sine egne drømme. Da en af løverne - eller hvad det nu var - passerede tæt forbi hende, følte hun elektriske gnister fra dens pels og ind imod hendes tynde natkjole. Den udstødte et brøl lige ind i ansigtet på hende, og hun flygtede ud af soveværelset. Denne gang var hun skarpt forfulgt af dyret, der var lige bag ved hende. Idet hun vågnede, fik hun straks øje på flængerne i natkjolen og nogle ret dybe rifter på benene.

Hun ringede så hurtigt som muligt til sin kusine, men blev skuffet, fordi hun ikke var meget for at give hende flere piller, og desuden havde mistet sine illusioner om den behandling, hun tidligere havde foreslået hende. "Folk har det vist hyggeligt, men det hjælper desværre ikke i længden," sagde hun, men tilbød samtidig at ringe og rykke for en plads, hvis hun stadig var stemt for at prøve behandlingen. Jenny takkede pænt nej tak og gik så hjem igen, idet hun meldte sig syg på arbejdet. Samme nat befandt hun sig endnu engang midt blandt løverne. Hun følte, hvordan rovdyrkæber lukkede sig om hendes arme og ben, hvordan kløer rev hende på ryg og bryst, og da hun mærkede, hvordan kloklædte poter lukkede sig om halsen på hende, kom hendes mor farende og vækkede hende. Hendes skrig i søvne havde gået hende gennem marv og ben, og hun ruskede hende for at få hende vågen.

"Åh, Jenny!" råbte hun, "jeg troede, at mareridtene var holdt op, nu da du fik den medicin."

Det eneste, Jenny formåede var at sætte sig op i sengen, begrave ansigtet i hænderne og bare græde og græde. Derpå rettede hun sig op og steg ud af sengen. Uden et ord styrtede hun hen til altandøren, rev den op og kastede sig ud, inden hendes mor kunne standse hende.

 

Katrine var overlykkelig, da hun fik den dejlige lejlighed så billigt. Hun vidste godt, at det skyldtes den forrige ejers selvmord, men følte ikke noget særligt ved den oplysning. Blot nogle måneder efter at være flyttet ind, havde hun imidlertid en mærkelig drøm om slanger. Hun vækkede sin mand, Jakob, og han forsøgte at trøste hende ved at fortælle om alle teorierne om mareridts opståen. De blev enige om, at det skyldtes den krydrede ret, de havde spist samme aften, og episoden endte såmænd med en lidenskabelig gang erotik. Da hun igen drømte om slanger natten efter, blev de dog begge ret irriterede. Denne slange havde været virkelig skræmmende, for den lå på brystet af hende, og dens kløftede tunge spillede i munden på den.

Nat efter nat drømte Katrine om slanger. Da hun én nat mødte en seks meter lang kobra, så var det slutsignalet for både ægteskabet og adressen. Hun flyttede ud, og han solgte lejligheden til sin gode ven og kollega, Henrik, der var himmelhenrykt for det gode køb. Så snart Henrik var flyttet ind, havde han en yderst livagtig drøm om hajer. På en eller anden måde lod det til, at de trivedes på land i hans nye lejlighed. I drømme mødte han dem overalt, indtil han besluttede sig for at sælge lejligheden til en ung mand ved navn Sune. Han så aldrig skyggen af hverken rovdyr, slanger eller hajer, men hans drømme var invaderet af giftige edderkopper ...


onsdag den 7. juli 2021

Himmelrummet og fantasien

Selv om jeg jo har skrevet en ungdomsroman om en blanding af et menneske og en "alien", så er jeg ikke nogen ekspert på emnet Rummet og eventuelle ET'er. Det er heller ikke en af de af mine bøger, jeg selv sætter højest, men den har dog nogle naive, men ikke ganske uinteressante betragtninger over emnet. Sagen er jo den, at når det gælder rumfart, "flyvende tallerkener" og "rumfolk", så bevæger vi os ind på noget, vi stadig ikke kan påvise fuldt ud. Vi kan gætte eller - som jeg har gjort i min bog - fantasere om mulighederne. 

I vore solsystem er vi nr. 3 fra solen, idet Merkur og Venus er tættere på. Det er en mærkelig tanke, at kun de fire inderste (Merkur, Venus, Jorden og Mars) er såkaldte "klippeplaneter". I modsætning til de fire yderste (Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun) er de som "klippeplaneter" forsynet med en fast overflade. De yderste er "gasplaneter", hvilket er noget, jeg slet ikke kan forestille mig. Er de som en sky, en mose eller måske et hav uden en virkelig form? Det tror jeg ikke, men det er de tanker, ordet "gas" vækker i mig.

Jeg ved, at Venus har et tykt skydække, hvilket straks vækker min nysgerrighed, for gemmer der sig mon noget interessant bag disse skyer, som vi ikke ved så meget om? Ikke at det betyder så meget igen, når nu den er vort solsystems varmeste planet. Det lyder ikke umiddelbart tillokkende med et besøg, men den fascinerer alligevel forskerne, og man har ikke helt opgivet at udforske den. Faktisk var den den første planet, der blev kigget efter i sømmene ved hjælp af et rumfartøj fra USA: Mariner 2, den 14. december 1962. Derefter har mange andre fløjet hen over planeten, bl.a. NASAS Magellan, hvis instrumenter skabte et kort over den. Det fartøj, der kom det hede helvede nærmest, er imidlertid russisk, for det landede på planeten, men blev derefter pulveriseret af den ekstreme varme. I 1978 overlevede NASAS Pioneer Venus Multiprobes omkring en time, før den også gik til. Venus er ikke for sarte sjæle eller sarte fartøjer ....

Nok er Merkur den mindste planet i solsystemet, men da det er den, der ligger tættest på solen, er den afgjort interessant. Den opfører sig nærmest som en excentrisk balletdanser, for den roterer tre gange rundt om sin egen akse, for hver gang den laver to omløb om solen. På grund af dens nærhed til solen kan man ikke uden videre se den, men må vente til morgen- eller aftenskumringen, hvis der da ikke er solformørkelse. Det giver den et lidt mystisk præg, for nok har den haft besøg af Mariner 10 i 1974-1975, men den fik kun kortlagt under 50% af overfladen, og senere undersøgelser fik kun samlet nogle stumper information. Ikke før 2011 blev det hele kortlagt, og det viser sig, at den ligner månen med mange kratere og næsten ingen atmosfære. En af mærkværdighederne ved den er dens enormt stærke magnetfelt.

Ja, det er der jo ingen, der ønsker at opleve
 
De planeter, der kredser omkring jorden er alle spændende, men selvfølgelig især dem, mennesker kan besøge. Om vi har den rette indstilling - især ansvarsfølelse - til at vi burde kaste os ud i den slags eventyr, er jeg dog ikke så sikker på. Jeg kan forestille mig, hvordan en flok astronauter sviner til på en jomfruelig jordklode uden at have samvittighedsnag, for det er mennesker vant til at kunne gøre ustraffet her på jorden. Det er dog mit håbe, at jeg tager fejl, for når jeg tænker på det, menneskelige opdagelsesrejsende gjorde ved de nye kontinenter og befolkninger, de stødte ind i under deres rejser, så bliver jeg bleg. Sådan skal det helst ikke være, hvis det en dag lykkes os at tilbringe længere tid på en fremmed planet ....  


Før i tiden var månen en kilde til fantasier og vilde forestillinger om "månemænd", men sådan er det ikke mere. Vi har besøgt den og ved, at den ikke er beboet af mærkelige skabninger: der er ingen månemand, selv om det er en sjov tanke.
 

Vores interesse i Månen er skiftet til Mars, og når man taler om "flyvende tallerkener" med "aliens", så er det den planet, man tænker på. Jeg mistænker, at troen på disse "rumfolk" er en art udløber af religionen. Man forestiller sig, at sådanne fremmede fra Rummet/Mars er i besiddelse af svar på de spørgsmål, vi stiller om liv og død, at de kan helbrede sygdomme og skabe teknologier, der kan forandre livet på jorden med et snuptag.


At højt udviklede, fremmede væsener fra andre planeter skulle komme her for at dele ud af deres viden forekommer mig ikke særlig sandsynligt. Faktisk forekommer det mig slet ikke sandsynligt, at de bare findes inden for vort solsystem. Om de eksisterer i andre solsystemer skal jeg ikke gøre mig klog på med andet end et fantasi-gæt: ja, hvorfor ikke? Universet er så uendelig stort og uudforsket, at det ikke skulle undre mig, men jeg tror ikke umiddelbart, at disse væsener fra andre solsystemer gider at besøge os. Skulle de gøre det, så må de være enormt langt foran os i teknologi og viden. Hvis vi skulle tage ud på en opdagelsesfærd her på jorden, så vil de måske gøre det på samme måde, som vi har gjort og betragte os som en art insekter uden værdi i os selv. Eller som mulige slavearbejdere ....


Med hensyn til Mars, så går overvejelserne på, om vi kunne kolonisere den og dermed flytte nogle af vore egne problemer over på den. Tanken er på samme tid både tillokkende og skræmmende, for nok kan det være spændende at rykke teltpælene op og starte forfra et andet sted, men de gange, vi har gjort det her på jorden, har vi begået handlinger, der er uværdige og onde, så det tror jeg ikke er nogen god ide uden en omfattende tankeændring .....
 

 
Ind imellem får man dog overraskelser som f.eks. denne: en ny planet er fundet, og den ligner Jorden!!! Hvor i alverden har den gemt sig indtil nu, og hvordan er det gået til, at den nu er blevet opdaget? Den slags får mig til at tænke på gamle science fiction-fortællinger som f.eks. "Klodernes Kamp" af H. G. Wells (1897). Man kan grine ad dramaet med Orson Welles' radioudsendelse i 1938, der var formet som en nyhedsreportage, der skræmte livet af folk, men jeg tror mere på sådan en situation end de venlige og hjælpsomme "aliens", der deler ud af deres kunnen.
 
Saturn med ringene vækker også fantasier, men da den jo er en "gasplanet", bliver det nok aldrig andet end netop det: fantasier .... Sådan tror jeg det meste vedr. Rummet vil være i mange år fremover, og jeg begræder det ikke ....

 

tirsdag den 6. juli 2021

Den franske "hunulv" og bøsse-kongen

 

Absolut et smukt ansigt med fine, regelmæssige træk. Skægget og håret er helt forrygende og må have krævet alt lige fra kamme og børster til krøllejern. Gad vide, hvor han fik den slags fra i det fængsel på Berkeley Castle, han blev sat i for at være den, han var via fødsel, byrd og personlighed: kong Edward II af England (1284–1327). Det med personligheden var et kildent spørgsmål, da han havde mandlige favoritter, der gav anledning til mistanker om, at han var bøsse, selv om han var gift med en notorisk skønhed og fik børn med hende. Man spørger sig selv, om det var derfor hans hustru, dronning Isabella af Frankrig (1295-1358), gjorde oprør imod ham og fik indsat deres søn, den mindreårige Edward III, i hans sted. Samt om det kan være grunden til, at han fik en så hæslig død, formentlig på hendes befaling.

Hvorom alting er, så var Edward II ikke født som tronarving, for han var ikke den ældste af Edward I's sønner. Det var hans ældre bror, Alphonso, men han døde ung.

Marcus Stones maleri af Edward II og Piers, der "gantes" til venstre (1872)

Piers Gaveston (c. 1284–1312) var Edward II's favorit og modtog sin adelstitel, Jarl af Cornwall, mindre end en måned efter hans tronbestigelse. Adelen skummede af raseri over at se denne ikke synderlig fornemme konge-favorit få større og større indflydelse. At kongen også sørgede for, at han indgik et fordelagtigt ægteskab med hans niece, Margaret de Clare, må have været som en rød klud lige i øjnene på dem. De gjorde, hvad de kunne for at bekæmpe ham og hævnede sig bl.a. ved at få ham forvist fra hoffet den ene gang efter den anden. I 1312 blev han imidlertid fanget af Guy de Beauchamp, Jarl af Warwick, og det endte med hans voldsomme død.


Her ser man den halshuggede Piers med sin banemand, Guy de Beauchamp, Jarl af Warwick, der skræver over hans lig. 

Det varede nu ikke længe, før Edward II fik sig en ny favorit, nemlig Hugh Despenser den Yngre (1286-1326), hvorved hans familie fik mange fordele, der ikke huede hverken adelen eller dronningen, Isabella af Frankrig (1295-1358). Hun var kommet til landet som Edward II's 12-årige brud og var kendt for sin intelligens og skønhed. Hendes forældre var det franske kongepar, Filip IV og dronning Johanne I af Navarre, så hun var af den allerfineste kongelige æt og havde følgelig krav på respekt.

Vist nok et billede af den purunge Isabella, der bliver modtaget af sin ægtemand, Edward II

I begyndelsen støttede hun sin mand, selv om det trak op til uvejr på grund af hans forkærlighed for Piers, som hun dog formåede at gøre sig gode venner med. Hun forstod til fulde at spille på sin kongelighed og fik efterhånden en betydelig autoritet og magt, der gjorde, at hun kunne sno sig i sit nye land. Den nye favorit, Hugh Despenser den Yngre, kunne hun dog ikke forlige sig med. Var det den forrådte hustru eller dronningen i hende, der gjorde oprør? Det er der delte meninger om, ligesom Edward II's påståede homoseksualitet også diskuteres af de lærde. Var han - eller var han ikke - bøsse, sådan som der var mange, der mente, både dengang og nu? En af kilderne er Christopher Marlowes skuespil "The Troublesome Reign and Lamentable Death of Edward the Second, King of England, with the Tragical Fall of Proud Mortimer" (1592), men det er jo altså skrevet adskillige år efter Edward II's død i 1327.

 
Kan Isabella have reageret på at måtte se sig selv som kvinde blive skubbet til side for en mand, og var det derfor, hun formentlig indledte en affære med Roger Mortimer? Som sagt, meningerne er delte, men umuligt er det altså ikke, for hvad skulle få en smuk, ung kvinde som Isabella til at acceptere sådan en situation?

Isabella og Roger Mortimer

Efter en diplomatisk rejse til sit hjemland, Frankrig, vendte Isabella tilbage til England i 1326. Med sig havde hun en flok lejesoldater, og på ingen tid fik hun - og Mortimer - styrtet kong Edward II og indsat sig selv som regenter for hans søn, Edward III. Var det på det tidspunkt, hun fik tilnavnet "Hunulven fra Frankrig"? At hun var upopulær skyldtes dog ikke bare, at hun styrtede sin mand, fik ham i fængsel og formodentlig også myrdet på grusom vis ved hjælp af et rødglødende spyd op i hans anus, men at hun var ødsel samt formentlig havde et forhold til Mortimer. 
 

Blot 18 år gammel trådte den myrdede konges søn, Edward IV, i karakter, for han gjorde sig fri af sin mors og hendes formodede elskers regentskab og hævdede sin magt som konge. Mortimer blev henrettet, og dronning Isabella blev holdt indespærret i to år, men derpå taget til nåde igen af sin søn, kong Edward IV.

Hunulven Isabella kan meget vel have været en frustreret kvinde, der havde god grund til at gøre oprør imod et ægteskab, hvor hun åbenbart altid så sig henvist til rollen som det tredje hjul. Hun havde ikke selv valgt sin ægtemand og havde været meget ung, da hun kom til sit nye land, men alt det var jo ofte prinsessernes almindelige vilkår. Det var sådan, de gjorde karriere, og de har næppe gjort oprør imod dette system, men måske nok de personlige ofre, de led ved at havne hos en mand, der ikke værdsatte dem efter fortjeneste. Dramaet omkring Edward II synes i hvert fald at indeholde personlige elementer, der kan have været svære at leve med for en kvinde.

 

https://thehistoryvault.co.uk/the-mystery-of-edward-iis-death/ 

 

https://dan.wikitrans.net/Isabella_av_Frankrike


https://www.historytoday.com/archive/edward-ii-marries-isabella-france

 

https://denstoredanske.lex.dk/Isabella_-_engelsk_dronning 

 

Wikipedia

 

mandag den 5. juli 2021

Den tapre mulatkvinde, Solitude

 

Mulatten Solitude (født omkring 1772 eller 1780 som resultat af en voldtægt) er meget kendt - og så alligevel ikke, for der er store områder af hendes liv, der henligger i totalt mørke. Hvad blev der f.eks. af den datter, hun var gravid med, da hun blev dømt til døden for sit oprør imod kolonimagten Frankrig, men blev holdt i live til efter fødslen, sådan at hendes "herre" ikke gik glip af en ny slave? Man ved, at denne datter blev født den 28. december 1802, dvs. én dag før hendes mor blev tortureret til døde, men hvad blev der af hende? Datteren omfattedes åbenbart ikke af den vigtigste kilde til viden om Solitude, vi har: "Histoire de la Guadeloupe" ("History of Guadeloupe") af Auguste Lacour (1805–1869).


Hele denne sørgelige historie om død og undertrykkelse startede med den franske guvernør over Guardelope i årene 1794-1798, Jean-Baptiste Victor Hugues (1762-1826). Han frigav slaverne på øen efter ordre fra regeringen hjemme i Frankrig. Otte år senere udstedte Napoleon, der kom til magten i 1799, den befaling, at de aldeles ikke skulle være fri, men at alle skulle tilbage til den tidligere slave-tilstand. Dette førte til et desperat oprør og påfølgende hårde straffe for ikke bare at falde til føje, men at modsætte sig slaveriet. De tidligere slaver ville ikke lade sig kue endnu engang, men efter at deres oprør var blevet nedkæmpet, blev alle de mest fremtrædende i oprørshæren henrettet og altså også Solitude, selv om det skete senere end for hendes kammerater. Disse mennesker havde kæmpet tappert imod de talmæssigt og udstyrsmæssigt overlegne franske tropper, men endte altså alligevel med at blive slået. I hele denne kamp var det sort imod hvid, idet sidstnævnte gruppe ønskede at genoprette en orden, de troede var den "naturlige", men som førstnævnte lige så naturligt reagerede imod. 


 

Jean-Baptiste Victor Hugues
 
Frigivelsen skete selvfølgelig ud fra Den Franske Revolutions principper om ligeværd, men sandheden er, at sorte og hvide ikke blev set som lige, heller ikke på den ø, hvor de sorte og deres forfædre var født, men hvor franskmændene var udefra kommende indtrængere. 


Øen er stadig et mål for udlændinge, men nu som turister. Nogle af dem kommer nok for at studere de mange hajer i området ....


Den unge Napoleon Bonaparte

Kampene varede i 18 dage, men man må nok sige, at resultatet var givet på forhånd, da franskmændene var 3.500 trænede soldater imod 1000 tapre, men ikke nær så veludstyrede og veluddannede indfødte. Nogle af disse var soldater, men så var der altså også menige folk som Solitude, der deltog aktivt i kampen uden andre forudsætninger end deres retfærdige harme.


Solitude mindes med et par statuer, en musical af Pascal Vallot, en roman af Frederic Lesgrands-Terriens og et gadenavn. I 2020 besluttede man desuden at oprette en park i Paris, “Jardin Solitude” (Solitude Garden) med hendes statue.


http://www.unesco.org/new/fileadmin/MULTIMEDIA/HQ/CI/CI/pdf/publications/mulatto_solitude_en_3.pdf


https://goodblacknews.org/2018/08/09/history-meet-solitude-the-great-warrior-woman-of-guadeloupe-who-fought-against-french-troops-in-1802-while-pregnant/

 

Wikipedia