USA er landet med det høje antal af alt muligt, bl.a. også seriemordere. I England vakte det bestyrtelse, at én mand med "kælenavnet" Jack the Ripper kunne myrde fem kvinder i 1888 og være sluppet af sted med det. Det blev set som noget meget specielt, og man husker ham den dag i dag, selv om der er kommet mange andre og endnu værre mordsager til senere. Mange spørgsmål er aldrig blevet besvaret, og det gælder først og fremmest morderens identitet: HVEM var Jack the Ripper, og hvor mange mord kan anses for at være begået af ham? Ingen ved det med sikkerhed, men man regner alligevel de fem 1888-mord for "kanoniske", selv om der sagtens kan være både flere og færre ....
I USA vrimler det nærmest med mordere, der har rigtig mange liv på samvittigheden. Ikke alle er hverken identificeret eller fanget, og antallet af mordofre blafrer også ofte i luften, men man har dog estimerede tal for de flestes vedkommende. Når det drejer sig om den forbryder, der stadig regnes for Amerikas første seriemorder, dvs. Dr. H. H. Holmes (1861–1896) er der oplyst tal fra (ca.) 27 til 200, men han endte med at blive hængt den 7. maj 1896 for ét eneste mord, nemlig på sin forretnings-partner, Benjamin Pitezel, hvis tre børn han formentlig også har myrdet.
Benjamin Pitezel
Der er andre kendte ofre for hans mordlyst, men de var ikke med i dommen, måske fordi man simpelthen ikke ønskede at trække sagen i langdrag, når det allerede var kendt, hvad han havde gjort imod sin forretningspartner og - sandsynligvis også - hans familie.
Holmes' oldebarn, den amerikanske advokat Jeff Mudgett, mener i øvrigt, at H. H. Holmes rent faktisk er lig med enlændernes berømteste seriemorder, dvs. Jack the Ripper, og at han begik mordene på en af sine rejser. Desuden hævder han, at en af hans andre efterkommere, altså foruden ham selv, er prins Harrys kone, Meghan Markle.
H. H. Holmes
Intet lader til at have været fremmed for Holmes, når det kom til forbrydelser. Han var bigamist - eller rettere sagt trigamist - forsikringssvindler og altså morder. Nogle af mordene gav ham en ekstra indkomst, fordi han solgte ligene til medicinstuderende, hvis han da ikke selv havde brug for dem til sine livsforsikrings-svindlerier.
Ikke bare hans morderiske aktiviteter, men også det hus i Chicago, som han købte og fik renoveret, så det blev til en ren morder-hule, lever videre i film og bøger om uhyggelige eksistenser. Dette hus blev forsynet med hemmelige rum, trapper, der ikke førte nogen steder hen, osv., osv., og det fik meget passende tilnavnet "The Murder Castle" i almindelig tale.
Holmes havde formentlig oprindelig haft planer om at lave huset om til et hotel, men det lader ikke til at være sket. Det blev brugt til alt muligt, som han nu var i gang med, og efter hans arrestation fandt man f.eks. knogle-rester af Benjamin Pitezels to små døtre, men ikke af hans søn, der var og blev forsvundet.
Det var et meget uhyggeligt hus, hvor der fandt forskellige uhyrligheder sted. Efter sin henrettelse fik H.H. Holmes en mærkelig renæssance, da det nu blev hans tur til at blive gravet op af sin grav. Dette skyldtes, at der gik en masse rygter om, at det i sin tid var lykkedes ham at flygte fra fængslet, sådan at det slet ikke var ham, der var blevet henrettet. Det ønskede man afklaret én gang for alle, så graven blev åbnet, og liget blev gravet op til en obduktion
DNA-analyser af en af hans tænder beviste hans identitet. Selv om liget var temmelig nedbrudt, så havde han stadig sit karakteristiske overskæg.
En heltedåd, hvor den tapre brandmand bekæmper de morderiske flammer og redder folk i det brændende hus? Ja, i dette tilfælde, men ikke når det gælder brandmanden og forfatteren John Leonard Orr (født den 26. april 1949), for nok blev han betragtet som et tapperheds-unikum for sin evne til at spore brande og møde op som den første for at slukke dem, men glorien falmede, da først man fik mistanke om, at det var ham selv, der antændte dem. Hvad nytter det, at han optræder som en helt den ene gang efter den anden, når han har smykket sig med falske fjer, og hans ildspåsættelse f.eks. koster fire mennesker livet? Var det et uforudset uheld eller en del af hans planlægning? Man kan sige, at hvad det end var, så var det utroligt, at der ikke omkom flere, for han var ikke bare brandstifter, men serie-pyroman ....
Hvorom alting er, så blev han ikke mindst beundret af sine to døtre, der var meget stolte af deres tapre far, der blev beundret af både civilbefolkningen og sine kolleger. Derfor var det ekstra hårdt for dem, da han blev dømt.
Orr havde en særlig teknik med at bruge tre tændstikker, der blev lagt ind i et stykke gult, linjeret papir samt en tændt cigaret. Det hele var rullet ind i hinanden og derpå holdt fast med en elastik. Disse små "brandbomber", som han anbragte i butikker og varehuse, tændte ikke med det samme, hvilket var en fordel for ham, da han så kunne komme væk, så han ikke blev forbundet med anstiftelsen, men kun med slukningsarbejdet. Ind imellem brugte han andre metoder til at starte en ildebrand i åbne arealer. Alt sammen mægtig snedigt og også virkningsfuldt, når det gjaldt det vigtigste for ham: han kunne komme og pudse glorien som helt ved en brandslukning.
Den 10. oktober 1984 udbrød der en voldsom ildebrand i "Ole's Home Center", der befandt sig i et butikscenter. Butikken blev komplet raseret af ilden, der sørgeligt nok også kostede fire mennesker livet, nemlig en 2-årig dreng og hans bedstemor foruden en 26-årig mor til to og en 17-årig ekspedient. Hvor branden i første omgang blev bedømt som udløst af en kortslutning, så protesterede Orr imod denne tolkning og insisterede på, at der var tale om brandstiftelse. Den eneste måde den holdning kan forstås er ved at se den som et udtryk for hans narcissisme: han var stolt af sit værk og ville ikke have sin "bedrift" bortforklaret som et hændeligt, teknisk uheld.
Hans succes som brandstifter kom dog til en ende, da en skarpsindig brandefterforsker opdagede, at de steder, hvor der udbrød brande af den type, der kendetegnede Orr, havde der været en brandmands-kongres. Nettet strammedes om den stolte pyroman og smækkede helt sammen om ham, da man fandt en af de karakteristiske "gul-papir"-dimser, han brugte til at antænde brande med, og det var muligt at se et fingeraftryk, der viste sig at være hans.
¨
Resterne af et hus, der er brændt ned til grunden efter en af Orrs brande i 1990
Efter arrestationen i 1991 fik Orr ikke én, men fire livstidsdomme samt 21 år ekstra. Man spørger dog sig selv om, hvorfor det tog så lang tid at afsløre ham, når han faktisk havde udgivet flere romaner om en brandmand, der gjorde lige præcis det, han selv havde gjort, bl.a. denne:
Forherligelsen af den heltemodig brandmand - og pyroman - burde have fået politiet på sporet langt tidligere. I stedet for fik han masser af muligheder for at pudse sin falske helteglorie og hans status som brandmand ved (ofte) at møde op som den første på stedet, hvor han så begik den ene bedrift efter den anden. Efter hans domfældelse samarbejdede hans datter, Lori, med journalisten Frank Girardot om en bog om ham og hans forbrydelser. Det tog hende ellers lang tid at tro på hans skyld, og ved retssagen var hendes positive karakterbeskrivelse med til, at man opgav en dødsdom. Efterhånden forstod hun dog, at han havde gjort, hvad han blev anklaget for, og at han ikke var den helt, hun og hendes søster havde troet lige siden deres tidligste barndom.
Det her er lige mig!!! Hvis jeg kom ud for sådan noget, ville jeg fluks få fat på værktøj - eller eksperter - der kunne åbenbare, hvad der gemte sig i denne skjulte boks, for jeg ELSKER hemmelige rum, skjulte steder og den slags. Bare tanken om dem får min fantasi til at at galopere i vild fart, for hvad kan de dog ikke gemme??? Realiteterne vil næppe nogensinde kunne følge med fantasien, når det gælder sådan noget, og det jeg synes bedst om er "forklædte" rum, bygninger, døre, etc..
Hvem skulle dog have troet, at dette lille tårn med lampen i virkeligheden var en politistation? Det er det skam, og det er beliggende i London, men jeg tvivler på, at der er så mange, der kender noget til det, for det er jo nærmest camoufleret til usynlighed. Ikke at det usynlige er mig imod, for jeg er jo altså ret fascineret af hemmelige rum, skjulte (tapet-)døre og gamle, glemte steder af forskellig art. De fleste er nemlig gamle, men der er dog også nogle nyopførte, der fungerer fint for nutidsmennesker med ønsket om private rum af forskellig art ....
Hemmelige, skjulte rum, der måske har ligget glemt i århundreder, er ikke bare en romantisk ide i gamle spændingsromaner, men også ofte en spændende mulighed, der f.eks. afsløres ved købet af en gammel ejendom med både plads og spøgelser. Tanken om, at man kan forflytte sit synlige legeme til et privat, "usynligt" sted kan være enormt tillokkende, for det smager af nye valg, eventyr, spændende muligheder og masser af chancer, og det bør der være en del af i ethvert liv, ligegyldigt hvordan det ellers er ....
Somme tider er de hemmelige steder bare dobbelte skuffer eller et skab i et skab, men det kan også være både et helt hjem, der f.eks. befinder sig skjult under det synlige hus, eller et gammelt bykvarter. Tanken om fortiden - for det er det som sagt som regel - der er død, men så alligevel lever videre under den synlige overflade er yderst interessant, for dette repræsenterer en form for tidsrejse, der ellers er umulig i den synlige verden. Åben en skjult lem i gulvet, gå ned ad en gammel, slidt trappe og havn i et udsnit af dine forfædres reelle verden, der bare er blevet glemt. Super-spændende!
Dette er et mindre udsnit af det, der engang var det gamle London under Compton Street. Det har ikke den status som f.eks. Katakomberne i Paris, men minder mig om dem, og de står jo stadig for en masse historiske perioder. De har således ikke bare huset knogler af døde helt tilbage fra romertiden, men også modstandsfolk under Den Tyske Besættelse. Der er helt sikkert sket mange forskellige ting her, der har haft historisk betydning, men oprindelig var stedet et sammensurium af gange, stier og kalkstensbrud. Senere blev det så begravelsesplads, da kirkegårdene blev overfyldte.
Normalt går jeg ind for "begravelser uden grav", nemlig via "strøning af asken" og helst til havs, så dette er et overvældende syn for mig, men ikke helt så slemt som f.eks. Katakomberne i Palermo, hvor ikke bare knoglerne, men hele liget bevares. Dér røg det, jeg sætter pris på, nemlig det private, for hvordan kan man bevare fornemmelsen af sit privatliv, hvis flere tusind lig "nidstirrer" én, hvad enten de kan se noget eller ej?
Noget andet, der har den samme udstråling som skjulte og hemmelige steder, er forladte bygninger. Hvorfor blev de forladt, og hvad der er foregået i dem?
Engang var dette arbejdsplads og vel også bolig for mennesker, men nu ligger bygningen ubrugt hen og forfalder bare. Det ligner et svigt - og er et svigt - men hvad er baggrunden mon?
Hvorfor i alverden har ingen reddet dette store hus? Kunne det ikke have været brugt som noget andet, hvis man ikke længere ønskede at bruge det som bolig? Var der spøgelser, eller tænkte man, at der kunne være det, og var det derfor, ingen tog ansvaret for det?
Eftersom der findes minegange, katakombere, etc. under jorden, der ellers er beboet et mennesker, så spekulerer man uvilkårligt på, om hele byer kan eksistere og fungere sådan et sted. Ja, det lader til det, for i 1963 var der en tyrkisk mand, der renoverede kælderetagen på sit hus og stødte på en sær, ældgammel stenmur, som hans nysgerrighed fik ham til at bryde igennem. Og hvad fandt han? Jo, det, der gemte sig langt nede under hans hus var hele rækker af rum, der var udgravet i den vulkanske undergrund. Da der kom system i graveriet, blev det hurtigt klart, at det drejede sig om en labyrint af ældgamle rum, der i alt ville kunne rumme 20.000 mennesker i en glemt, underjordisk storby. Man fandt ud af, at den stammede fra bronzealderen, hvilket selvfølgelig gjorde den endnu mere interessant.
Hvis man ville, kunne man vel bo dernede, men det har under alle omstændigheder historisk betydning ved at fortælle noget om gamle forfædres liv.
Da den unge Katarina, der var født i Litauen som Marta Helena Skowronska, men ifølge myten med skandinaviske aner, blev ført bort fra sit hjem i Marienbad i 1702, kunne hun ikke have forestillet sig, at hun ville ende som den russiske zar Peter den Stores kone og efter hans død blive Ruslands regerende kejserinde. Hvordan skulle hun også kunne det ud fra sine hidtidige erfaringer som bondedatter, analfabetisk tjenestepige og forladt hustru?
Dette er ikke Katarina som lille, men det kan godt have været sådan, hun så ud, da hun som ca. 3-årig og forældreløs først blev sendt til en tante i Marienbad og derefter blev optaget i den protestantiske præst Johann Ernst Glücks hjem. Han var en veluddannet og sprogkyndig mand, der f.eks. oversatte Biblen til litauisk, men han gjorde intet for at bibringe Katarina nogen form for lærdom. Hun blev kun tjenestepige og vaskekone hos Glück-familien, indtil hendes madmor, præstens kone, blev bekymret for, at hendes søn skulle falde for den kønne pige. Fluks blev hun i 1702 giftet væk med den svenske dragon Johan Cruse - aka Johann Rabbe - men godt en uge efter måtte han forlade Marienbad med sine soldaterkammerater, da de svenske tropper blev trukket væk fra byen. Hvad der blev af ham, er der tilsyneladende ingen, der ved, men væk var han, så alle (inklusiv Katarina) har vel taget for givet, at han var død.
Dette er ikke Katarinas svenske ægtemand, men sådan kan han have set ud, og det er jo ikke så galt. Om hun sørgede over ham er ikke til at vide, men netop år 1702 var så fuldt af exceptionelle begivenheder i hendes liv, at man kan mistænke, hun simpelthen ikke havde tid til den slags luksuriøse følelser. Nogle af historierne om hendes liv på dette tidspunkt er man bare nødt til at tage med et gram salt, for de er ret vilde. Bl.a. var der dem, der påstod, at hun blev fremvist for en højt rangerende russisk officer i undertøj, og at hun måske endte som enten elskerinde eller tjenestepige hos hans overordnede, feltmarskal Boris Sheremetev.
Alexander Menshikov
Fra sit mulige ophold hos feltmarskallen kom hun til prins Alexander Menshikovs husholdning, hvilket betød, at hun automatisk nærmede sig de kredse, hvor zar Peter den Store (1672-1725) færdedes, da han var hans bedste ven. Der er senere opstået rygter om, at Menshikov købte Katarina af Sheremetev, og at de to havde et seksuelt forhold, men hvad enten det passer eller ej, så er det anerkendt af div. velorienterede historikere, at de to dannede et livslangt venskab, og at han blev hendes vigtigste rådgiver, da hun arvede tronen efter Peter.
Hvorom alting er, så blev hun i 1703 zarens livsledsagerske og bedste kammerat. De to fik noget helt specielt sammen, men blev først gift i 1712, da hun jo mildt sagt ikke var en standsperson, og han desuden allerede var gift. Hans første kone, Eudoxia Lopukhina, som han var blevet påtvunget i 1689 og ikke kunne fordrage, var blevet tvunget i kloster, men i 1698 lod han sig skille fra hende. Hun døde i 1731, hvilket vil sige seks år efter ham og fire år efter hendes efterfølger, nemlig Katarina, der på det tidspunkt havde fungeret som regerende kejserinde i et par år: 1725-1727.
Katarina og Peter var altså meget glade for hinanden, og hun var f.eks. god til at berolige ham, når han fik sine frygtede sammenbrud. Han led bl.a. af noget, der måske var epilepsi, måske Parkinson, men hun kunne - som den eneste - lette hans pinsler, når han fik krampe. De fik ialt elleve
børn, hvoraf dog kun to døtre nåede voksenalderen. Hvad Katarinas regering angik, så lå det hende på sinde at skære ned på militærudgifterne, da landet på dette tidspunkt havde fred. Eftersom det lykkedes hende at få dette personlige ønske gennemført, så gav hendes plan bønderne skattelettelser, der forøgede hendes egen popularitet. Da hun døde - vist nok af et slagtilfælde - kom der imidlertid en anden gren af zar-familien til, idet efterkommere af Peters mentalt og fysisk syge halvbror, Ivan V, fik magten, indtil den ene af Katarinas og Peters overlevende døtre, Elizabeth (1709-1762), blev kejserinde efter et statskup i 1741, hvor hun styrtede barnekejseren, Ivan VI.
Jeg synes, at Elizabeth ligner sin mor en hel del i udseende, men også på et ikke så heldigt punkt: Der var ingen tvivl om, at hun var et begavet barn, men hendes opdragelse var temmelig planløs, og hun blev aldrig god til hverken at læse eller skrive. Hendes pynte- og forlystelsessyge tror jeg dog ikke stammede fra Katarina, selv om hun endte i dyre rober og med flotte smykker ....
Er dette en kvinde med et tilforladeligt udseende? Ville man stole på hende og give hende oplysninger om ens privatliv og formueforhold? Og hvad med at introducere hende til ens pæne og godtroende venner, der alle er mellem 70-80 år gamle, ville man gøre det??? NUL, NUL, NUL, absolut ikke!!!!!
Desværre var Sylvia Sutton ikke bare ensom efter sin mands død, men også alt, alt for naiv og tillidsfuld. Da en såkaldt synsk kvinde påstod at vide en masse om, hvad hun burde gøre i sit liv som enke, var hun ganske afgjort sulten efter opmærksomhed og omsorg. Når denne "spåkone" påstod, at hendes aura var grå, og at hun derfor skulle udføre forskellige ritualer, som hun ville gelejde hende igennem livets besværligheder, så troede hun hende - eller gjorde i hver fald hvad hun sagde. På grund af sin naivitet og ensomhed var hun et let bytte for den "synske" zigøjnerkvinde Brenda Nicholas, der (forøvrigt kaldte sig "Monica", men i øvrigt jonglerede med mange forskellige navne, alt efter tid og sted). Sammen med Sylvia var hun "Monica", hvilket den ældre dame måske har opfattet som et passende, eksotisk navn til en synsk person.
"Monica" startede med at lægge tarotkort for den ældre, ensomme og sikkert ret forvirrede kvinde, men fik hurtigt manøvreret sig ind i hendes bankkonti, som hun ganske enkelt tømte. Alt i alt forsvandt der over en million dollars. At hun virkelig havde en utrolig magt over Sylvia viste sig også gennem hendes krav om, at hun hele tiden skulle flytte. Faktisk boede hun kun det samme sted i nogle få måneder ad gangen efter at have truffet "Monica", der manøvrerede rundt med hende og hendes ejendele, som det passede hende.
Francis “Patrick” Fleming som yngre
Efter en af disse utallige flytninger fik Sylvia en ny nabo, som hun blev gode venner med, nemlig den jævnaldrende krigsveteran Francis “Patrick” Fleming. Han var en højt dekoreret, men nu pensioneret søofficer, der elskede at fortælle om sine oplevelser, men også at vise sine kæreste ejendele, nemlig nogle værdifulde mønter og medaljer, frem for enhver, der var interesseret i at se dem. "Monica" var mægtig interesseret, men ikke fordi hun glædede sig på hans vegne over, at han havde disse sjældne og værdifulde ting. Næh, det der interesserede hende var selv at få fingre i dem med alle til rådighed stående midler ....
Heldigvis for "Monica" kan man sige havde hun en god ven, der var forelsket i hende, og som ville gøre hvad som helst for hende: Charles Jungbluth. Også andre af dem, hun havde "hjulpet", bl.a. som spåkone var villige til at gøre ALT for hende. Det, hun bad dem om, var at hjælpe hende med at røve mønterne og medaljerne fra Francis "Patrick" Fleming. Han anede ikke uråd, da han ikke var klar over, at hun aldeles ikke var Sylvias niece, sådan som hun havde påstået, og at hun kun var interesseret i hans glæde og stolthed, mønterne og medaljerne, fordi hun ville stjæle dem. Med hjælp fra sine kumpaner lykkedes det "Monica" at få fat på Flemings værdigenstande, men først efter at han var blevet myrdet med mange knivstik på en meget brutal måde.
Francis “Patrick” Fleming
Den pæne og venlige, pensionerede søofficer lå altså myrdet på bestialsk vis, efter at "Monica" og hendes venner havde hugget hans mønter og medaljer, men det lykkedes dem nu ikke at få taget livet af det andet offer, hun havde udset sig. Også han var en ældre mand med værdifulde ejendele, som Brenda ønskede at få fingre i. Endnu et af hendes mange, mange ældre-ofre fattede mistanke, da det gik op for ham, at hun da vist ikke havde planer om at tilbagebetale de store lån, han var blevet manipuleret til at give hende. Da han henvendte sig til politiet, rullede bolden, for hun blev forhørt og kunne for en gangs skyld ikke tale sig ud af anklagerne.
"Monica" og hendes medsammensvorne endte i retten, hvor de gjorde en ynkelig figur. Hun græd sig stort set igennem hele retssagen og forsøgte dels at skyde skylden for mordet på Charles Jungbluth, dels at undskylde sig med sin zigøjner-baggrund. Intet bed på dommeren, heller ikke hendes konstante henvisninger til sine to teenagesønner, der var afhængige af hende, og som blev alene, hvis hun røg i fængsel.
Ud over mordanklagen blev hun også stillet til regnskab for mere end 50 andre kriminelle forhold, der omfattede alt fra identitetstyveri til forskellige former for tyveri og bedragerier. Dommen blev på 34 år, bl.a. fordi hun blev erklæret farlig for sine omgivelser, da hun tydeligvis var helt uden skrupler, stjal med arme og ben samt snød, bedrog og myrdede, som hun nu følte sig berettiget til, hvilket vil sige når som helst .....
Sylvia har mistet alle sine penge og har været igennem en voldsom manipulation, der kunne have knækket enhver, men det lader til, at hun nu får hjælp af venlige - og forhåbentlig ærlige!!!!! - mennesker, der er blevet rørt over hendes trængsler. Det må man håbe, for hun er omkring de 80 år og er tydeligvis en sød, men forvirret sjæl, der kun alt for let har ladet sig snyde af en mester-svindler, den skrækkelige Brenda Nicholas/"Monica".
Ingen var så god til at redigere sin livshistorie som Karen Blixen (1885-1962). Som ved et trylleslag er "Den Afrikanske Farm" ("Out for Africa") blevet til et epos om en kærlighedsaffære mellem hende og den spændende, engelske eventyrer og storvildtjæger Denys Finch-Hatton (1887-1931), selv om det i virkeligheden var den kendte femme fatale, flyver-heltinde, hestetræner og forfatter Beryl Markham (1902-1986), der løb af med ham. Hun har senere beskrevet ham således:
Hvis ikke Denys var styrtet ned med sit fly, så ville "Den Afrikanske Farm" have set ganske anderledes ud, for så ville han og/eller Beryl nok have protesteret imod Blixens udlægning af begivenhederne. At Beryl tilmed også muntrede sig med Blixens ægtemand, Bror von Blixen-Finecke (1886–1946), når de to var på storvildtjagt sammen, er blevet bekræftet af hende selv, så hun var så at sige en hoved-figur i den danske forfatters liv, men ikke i hendes værker.
Josslyn Hay (nr. 2 fra venstre) og Lady Idina Hay (født Lady Sackville), ved siden af ham
Netop på denne tid var de engelske, mere eller mindre aristokratiske kolonisatorer i Kenya berygtet for deres vilde liv med druk, narko, kone-bytning og sex til højre og venstre. Som gruppe var de kendt som "The Happy Valley People", og dette slæng af livsnydere - hvoraf flere dog endte med at begå selvmord - satte så at sige standarden for de hvides liv: sådan foregik det for dem, der slog deres folder på The Muthaiga Country Club. Den centrale figur i dette sceneri var den vildt udskejende, men samtidig højfornemme Josslyn Hay (1901-1941), der var den 22nde Jarl af Erroll. Noget, der ikke frelste ham fra at blive myrdet, formentlig enten af en jaloux ægtemand, en tidligere elskerinde eller en politisk modstander. Beryl var ikke fornem nok til virkelig at blive en del af denne gruppe, men hun omgikkes ofte dens medlemmer og er utvivlsomt blevet påvirket af deres specielle livsstil.
Da Beryl var bare 4 år gammel, flyttede hun med sin far til Kenya, men uden hendes mor og bror, Richard. Meget af Beryls tid gik med jagt og leg med de lokale børn, medens det til gengæld var så som så med skoleundervisningen. Hun tog del i sin fars professionelle heste-opdræt og skabte sig et navn inden for branchen allerede som teenager. Da han pludselig gik konkurs og flygtede til Peru, efterlod han hende, og det betød, at hun måtte klare sig selv, hvilket hun gjorde ved - som den første kvinde i Kenya - at få licens som heste-opdrætter. Et andet "career-move" var ægteskabet med Jock Purves i 1919, der dog ikke afholdt hende fra at opbygge sit ry som en uimodståelig femme fatale med mange affærer med andre mænd. Smuk var hun egentlig ikke, men hun blev kendt som overordentlig sexet, og det var mange mandlige notabiliteter i hendes liv allerede som purung. En af disse var den engelske Prince of Wales og senere kong Edward VIII.
Edward, Prince of Wales
Denne playboy-prins besøgte Kenya i flere omgange og har sikkert haft det herligt med Happy Valley-folket. Tiden var en anden, så han deltog i storvildtjagt - bl.a. sammen med Denys Finch-Hatton - og nedlagde store, majestætiske dyr, som var det den naturligste sag, (hvilket det i hvert fald aldrig bliver i mine øjne!!!!).
Ud fra billeder af de to mandfolk er det tydeligt, at de nød hinandens selskab og havde det rart sammen. Ikke bare delte de disse jagtoplevelser, men de havde - eller fik - også begge et forhold til Beryl, dog vist nok ikke på samme tid. For prinsens vedkommende har denne kenyanske affære næppe været særlig seriøs, men det blev det for hans yngre bror, prins Henry, Hertugen af Gloucester (1900-1974), den tredie i arvefølgen til den britiske trone og hans følgesvend på turen til Kenya i 1928.
Prins Henry, Hertugen af Gloucester
På det tidspunkt var Beryl blevet skilt fra sin første mand og derpå gift med nr. 2, den velhavende Mansfield Markham, hvis efternavn hun bevarede livet ud, selv om hun faktisk senere fik en tredie ægtemand, Raoul Schumacher, i 1942.
Et fotografi fra den anden gang, Beryl stod brud, nemlig med Mansfield Markham, i Nairobi, 1927. Deltagerne var, i midterrækken: Karen Blixen, Clara (Beryl's mor), Mansfield Markham, Beryl, Lord Delamere samt en ukendt person. The to drenge i forreste række er Beryl's stedbrødre. (British Library)
Prinserne Edwards og Henrys mor, dronning Mary
Prins Henry var ikke noget geni, men hans følelser synes at have været ægte og meget stærke. Således er der dem, der hævder, at hans kærlighed til Beryl varede livet ud, selv om han senere blev gift med en smuk og standsmæssig kvinde. At han måske troede, at hans forhold til den flygtige Beryl fik følger, sådan at han var far til den søn, hun fødte i London i 1929, har måske spillet en rolle. Det gjorde det muligvis også for hans mor, den strikse dronning Mary (1867-1953), der forlangte, at deres affære skulle slutte, men som samtidig tildelte Beryl en årlig sum på £15,000, hvilket af nogle er blevet udlagt som et bevis på, at hun troede Beryls søn, Gervase, var Henrys. Der er mange forskellige udlægninger af denne begivenhed, men man regner det nu for usandsynligt, at sønnen rent faktisk var prinsens, da Beryl højst sandsynligt allerede var gravid, da hun mødte ham. Den sandsynlige far er derfor hendes ægtemand på det tidspunkt, det drejer sig om, nemlig Mansfield Markham. Det var da også hans mor, der stod for opdragelsen af barnet, sådan at det var så som så med hans forbindelse med hans mor, Beryl. De to have også altid et anstrengt forhold til hinanden, hvilket der måske ikke er noget at sige til.
Gervase with Mansfield Markham
Årsagen til, at det kom så langt, at Beryl ligefrem fik tildelt en årlig sum efter sine affærer med de to prinser, skyldtes nok snarere, at Mansfield truede med at offentliggøre sagen i en skilsmissesag, han overvejede på det tidspunkt. Han ville nemlig indkalde prins Henry som delagtig i skilsmissen, og det ville have været en skandale, som dronningen må have frygtet. Da Beryl senere blev rodet ind i en ny skandale med en anden mand, valgte Mansfield dog at lade sig skille i 1942, hvorefter hun giftede sig med Raoul Schumacher, men beholdt hans efternavn, som hun jo var kendt under.
Én ting var alle Beryls spændende affærer - og der var rigtig mange - noget andet hendes bedrifter som flyver og forfatter. Hun var således den første kvinde, der formåede at foretage en non-stop-flyvetur, øst til vest, over Atlanterhavet i 1936. Inden da havde ingen kvinde fløjet non-stop fra Europa til Amerika, tilmed solo. Dette blev anset for en bedrift, der blev beundret af alle med indsigt i flyvning, datidens flyvemaskiner og flyvningens historie.
Noget andet, hun er blevet beundret for er den selvbiografi, hun skrev, "West with the Night" fra 1942. Den fortæller bl.a. om hendes barndom i Kenya og senere karriere som bl.a. heste-opdrætter, flyver, etc..
Denne bog blev altså rost meget, men er senere blevet fulgt af flere bøger, ikke af, men om hende, bl.a. denne i romanform.
Af andre kan nævnes denne, der vist også gør meget ud af Finch-Hatton-figuren, sådan at vi måske kan ende med at få myterne om ham og Blixen kraftigt redigeret:
