Hæslige forsøg med mennesker

Hvis denne skønne, unge dame var blevet født i Nazi-Tyskland, ville hun automatisk være blevet udset til udslettelse, da hun er det, man kalder "evnesvag". Den slags personer var uønskede i det land, der selv mente, at deres befolkning repræsenterede det ypperligste inden for menneskeden som race betragtet. At der overhovedet ikke findes en "germansk race", men kun en "germansk sprogstamme" forstod man enten ikke eller tog ikke i betragtning. 

Måske disse specielle mennesker med Down's Syndrome ville være blevet brugt i menneskeforsøg, før de blev myrdet som ikke-værdige borgere i Tyskland. Det kommer ikke bag på os, for vi ved, hvad der skete i kz-lejre, og vi kender bl.a. Josef Mengeles forsøg og mord på såkaldte "undermennesker". Hvad vi ikke forventer er, at den slags også er forekommet i pæne, civiliserede lande som f.eks. Sverige. Og hvad med sådan noget som f.eks. det danske "Forslag til Lov om kliniske forsøg med lægemidler", der blev Fremsat den 26. februar 2016 af sundheds- og ældreministeren (Sophie Løhde)? Her åbnes der op for muligheden af at anvende umyndige personer, hvis bare deres voksne værge giver en skriftlig tilladelse. Det lyder ikke rart, og det virker også, som om det er noget, der kan være sket før - uden skriftlige tilladelser. 

Selvfølgelig er det et dilemma, for hvis medicin ikke testes, så kan det unægtelig gå galt. Spørgsmålet er dog, HVEM der skal lægge krop til, og hvor meget man kan byde forsøgs-personer mht. smerter, ubehag og eventuelle følger. Desuden ved man jo godt, at hvis mennesker ikke stiller op, så går det højst sandsynligt ud over dyrene. Altså en dum situation for både medicinalindustrien og eventuelle patienter. Jeg kan ikke se nogen let vej ud af denne situation, men én ting er essentiel for mig: der skal være et samtykke direkte fra testpersonen, hvilket selvfølgelig udelukker børn, dyr og f.eks. mentalt udfordrede personer. Det er ganske enkelt moralsk forkert at involvere ikke-bevidste individer i den slags.

At der er personer, der stiller sig til rådighed som forsøgspersoner, må man respektere - i hvert fald hvis de ikke er blevet presset til det, sådan som det skete i kz-lejrene. Fangerne vidste, at de kunne leve længere, hvis de meldte sig til forsøg, så det gjorde en del af dem, måske uden et egentligt pres fra lægernes side.

Men som sagt, én ting var nazisterne, noget andet pæne, civiliserede lande som f.eks. Sverige. Jeg blev i hvert fald både forarget og vildt forbløffet, da jeg læste om de svenske caries-forsøg på evnesvage i 1940'erne. Det ville jeg aldrig have troet kunne ske, men det gjorde det.  

Det med samtykket sprang man vist over, inden man gik i gang med at stopfodre mentalt handicappede patienter med slik. Inden da havde de fleste af dem haft gode tænder uden huller, men efter de årelange forsøg havde de angiveligt alle "rådne" tænder. I 1920'erne og 1930'erne havde tandlæger diskuteret, hvorfor så mange havde ødelagte tænder og skulle have gebis. Var det noget arveligt? Noget, de spiste? Spørgsmålet var selvfølgelig vigtigt, men forsøget på en afklaring var og blev uacceptabel.

Mundhygiejnen var ofte ikke-eksisterende mange steder i Europa, men det syntes ikke at forklare selve problemets kerne. Den anklagende finger havnede imidlertid på de søde sager, og så fik man den ide, at de, der havde Down's Syndrom, passende kunne gøre gavn som forsøgspersoner. At disse mennesker var let tilgængelige på "Vipeholm Mental Institution" uden for Lund har været for fristende for eksperimenterende læger og tandlæger. Patienterne hér bestilte ikke andet end at "løbe omkring", og de fleste af dem havde under alle omstændigheder ikke en lang levealder, så de blev udset til diverse forsøg.

Indtil 1942 var Hugo Fröderberg den eneste læge på stedet, og han opdelte patienterne i fire grupper med nogle kategoriseret som "lavere end dyr". Foragten for patienterne var altså tydelig ud fra den måde, Fröderberg beskrev dem. Disse mentalt handicappede udmærkede sig dog på én måde: deres tænder var langt bedre end gennemsnits-svenskerens. Sådan forblev det jo altså ikke, og til slut blev spot føjet til skade, for alle fik store tandsmerter, som man ikke gjorde noget ved for de "allerlavest" rangerende patienter. Dvs. at man brugte disse mentalt handicappede mennesker, som det passede dem, der udførte de forskellige eksperimenter, og så efterlod man dem med uforklarlige smerter og ubehag uden nogen form for hjælp. Magen til svineri skal man altså lede efter, for disse mennesker var uskyldige ofre for noget, der ikke engang var deres problem, da de jo netop havde haft gode tænder, da eksperimentet startede.

Én ting er Nazi-Tyskland og de svinestreger, man begik deér, men noget andet er pæne, civiliserede landes mangel på medmenneskelighed. At man behandlede den intelligensmæssigt højest rangerende gruppe gør det hele endnu værre, for sådan en forskel ud fra intelligens viser efter min mening en total mangel på empati. De ikke så intelligente patienter har levet i et uforståeligt helvede, som de ikke har haft en jordisk chance for at forholde sig til på anden måde end med konstante lidelser. 

https://edition.cnn.com/2019/10/30/health/swedish-cavity-experiment-wellness/index.html

 

https://sverigesradio.se/avsnitt/vipeholmsanstalten-del-2-kariesexperimentet-och-barnen-p1-dokumentar 

https://sverigesradio.se/artikel/sveriges-hemliga-koncentrationslager-under-kriget

 

https://folkedrab.dk/artikler/sterilisation-og-eutanasi 

https://www.berlingske.dk/videnskab/nazisternes-bidrag-til-sundheden-0

 

https://prezi.com/ixuuo-8t1b6d/nazisternes-menneskeforsg/ 

https://www.retsinformation.dk/eli/ft/201512L00142

https://www.dr.dk/drtv/serie/menneskeforsoeg_6389  

 

Når forsikringer fører til mord

Hvor gammel er denne lille, yndige pige, og er hun, hvad hun ligner, eller tager vi fejl, fordi vi kender visse tendenser i Den Viktorianske Tidsalder? Sagt på en anden måde: er hun død, eller sidder hun bare lidt stift, fordi det højtidelige øjeblik med en fotograf, der tager hendes billede, overvælder hende? Og - også ret vigtigt i nogle historiske sammenhæng - er hun fyldt tre år??? Hvis hun er død samt fyldt tre år, så kan hun være en økonomisk gevinst for sin familie, hvis de vel at mærke har tegnet en livsforsikring på hende - for slet ikke at tale om flere forsikringer, sådan som nogle gjorde for at skaffe sig en god sjat penge. At det kostede børn livet, var der afgjort dem, der tog det let med, for hvad blev disse små ikke forskånet for i et barsk samfund, hvor mange blev udsat for frygtelige forhold? Så var det bedre at "komme op til Gud" ....

Selv om barnet kan være centrum for en intrige, nemlig et grusomt bedrageri, der kan koste det livet, så er det jo uskyldigt og har ikke haft nogen anelser om de planer, som dets forældre eller andre med myndighed over det har brygget sammen for at få kroner i kassen. Samfundet som sådant må dog have lugtet lunten, for i 1850 indførte man i England en lovfæstet begrænsning i, hvem der kan tegne livsforsikringer for hvem og for hvor meget. Dengang kostede en almindelig begravelse omkring £2, men nogle "begravelsesforeninger" udbetalte fire, hvilket havde givet nogle særdeles skrupelløse og meget kreative individer lidt for gode ideer. De tegnede således flere livsforsikringer for børn, der så hurtigt efter døde af ikke-naturlige årsager. Derfor indførte man en lovbestemmelse om, at ingen børn under 10 år kunne forsikres for mere end tre pund. Noget, der forventedes at holde deres uformuende forældre fra mordplanerne på deres små forsvarsløse poder.

Nok kunne nogle af børnene indtjene en slat penge via børnearbejde, men hver og en af dem skulle jo have tøj og mad samt logi, og det kostede alt sammen, så der var nogle barske og hårdhjertede, men først og fremmest fattige "underklasse"-personer, der simpelthen sluttede sig sammen i "dødsklubber", såkaldt "Friendly Societies". Formålet var at hjælpe de fattige med udgifterne til begravelsen af børn eller andre familiemedlemmer via ugentlige indbetalinger til et fond, sådan at der var penge den dag, hvor der blev brug for dem. Fristelsen var dog ofte for stor, idet nogle medlemmer så disse fonde som en guldgrube. Man skulle bare have et lig, der så kunne omsættes til penge .....

Smidt på gaden? Nå, men så har man da heldigvis et par "overflødige" børn at tage af, så der kunne komme penge til huse ....

Systemet demonstreres på glimrende vis gennem Liverpool-søstrene Margaret Higgins og Catherine Flanagan, der styrede et syndikat af morder-kvinder. Der var mindst ni kvinder, der arbejdede sammen, men det var nu kun disse to, der blev afsløret og henrettet for omfattende livsforsikringsbedragerier, der kostede mindst ti mennesker livet. En af disse myrdede stakler var Margaret Higgins' ægtemand, Thomas Higgins. De to havde kun været gift i knapt et år, før han blev myrdet med arsenik. Da man opdagede dette, fik man gravet andre afdøde op, som søstrene havde haft noget med at gøre, og så rullede lavinen: de blev afsløret, retsforfulgt, dømt og henrettet .... 

Deres metode var enkel, men snedig, for som regel var der ingen, der mistænkte noget, når de brugte deres yndlingsgift: arsenik. Dette dødelige stof fandtes i mange dagligdags forekomster som f.eks. tapet, skønhedsmidler, medicin, osv.. Hvad Thomas Higgins angik, så var hans liv forsikret i fem forskellige selskaber og kunne indbringe £108 og 4 shillings, hvilket var en formue for mennesker fra datidens arbejderklasse. Når kvinderne havde valgt en person, der helst skulle forvandles til en kilde til indkomst, så tegnede de en livsforsikring - også ofte uden at informere den forsikrede om dette - og så fik alle, der havde bidraget til at betale præmien for denne måske intetanende person deres del af kagen, når vedkommende døde. Nogle af de dræbte var f.eks. enlige logerende, men andre kunne være familiemedlemmer, de ikke lige havde gavn af på anden måde ....

Børnedødeligheden var høj og ikke kun blandt fattige mennesker. At de små somme tider blev "hjulpet på vej" chokerede imidlertid det viktorianske samfund, selv om jeg er ret overbevist om, at folk i mange tilfælde må have vidst det. Formodentlig er det opkomsten af de snedige dødsfald, der kan give en økonomisk fordel via livsforsikringer, der har forarget folk mest. Langsomt er det dæmret for dem, at denne type forsikringer er et tveægget sværd, for de kan direkte føre til mord eller mordplaner. Noget, man i øvrigt ser en hel del af i vore dages Amerika, hvor flere mordsager har været tæt forbundet med omfattende svindlerier med livsforsikringer ......

Teoretisk set ville det også være muligt i Danmark - og er måske også sket uden at være blevet opdaget. Dvs. at også her kan mange dødsfald skyldes lidt vel snedige familiemedlemmer, koner, kærester eller søskende ....

 

http://www.mitfanoe.dk/index.php/da/fanos-historie/handel-handvaerk-og-industri-pa-fano/handel/309-forsikring-pa-fano?tmpl=component&page= 

https://www.theguardian.com/business/2002/sep/19/research.artsandhumanities

https://historienet.dk/kriminalitet/britiske-husmoedre-var-iskolde-arsenik-mordere 

 

https://wendyhopkins.co.uk/a-victorian-attitude-to-dying/ 

 

https://eh.net/book_reviews/regulated-lives-life-insurance-and-british-society-1800-1914/ 

 

Wikipedia

Barnemord som hævn

 

Fem små guldklumper, der alle endte i sorte affaldssække, fordi deres far, Timothy Ray Jones Jr., myrdede dem. Under retssagen forsøgte han at forklare årsagen til denne vanvittige handling, men selv om det var den ene søns ønske om at "komme hjem", nemlig væk fra ham og hjem til børnenes mor, der startede mord-orgiet på alle fem børn, så var der hverken hoved eller hale i det, han sagde - dvs. for andre mennesker. For ham selv har det hele sikkert hængt godt sammen ..... 

Mordene var det sidste punktum i en lang, sørgelig familiehistorie med druk, vold, incest og vanvid. Det er helt tydeligt, at Timothy ikke havde haft en lykkelig barndom, men den slags kan nu ikke forklare det, han gjorde den 29. august 2014, hvor han myrdede sine fem børn. Selvfølgelig var det svært for ham, at hans mor blev indlagt som skizzofren - og stadig er det - og at han ofte følte, at han havde arvet hendes sygdom, men heller ikke det kan berettige hans handling. Desuden modbeviste rettens læger hans mulige skizzofreni-diagnose, selv om han dog havde mèn efter en mindre hjerneskade i forbindelse med en ulykke. Da han blev gennemtestet af flere læger, herskede der imidlertid en vis uenighed om hans mentale tilstand. Havde han begået mordene i raseri - sådan som han selv påstod - eller handlede han ud fra en nøje tilrettelagt plan? Meget tyder på, at det var planlagt på forhånd, men bevist uden for enhver tvivl blev det dog ikke.

Allerede som barn viste Timothy sin begavelse som matematik-geni. Han kunne løse tekniske og matematiske problemer, voksne gav op overfor. På grund af hans specielle talent syntes hans fremtid lys, selv om han havde rodet sig ind i forskellige kriminelle forhold som teenager, bl.a. check-bedragerier. Som voksen havde han imidlertid fået en god stilling med en løn på $80,000 hos det internationale computerfirma Intel. Hans kristne tro burde også have holdt ham på rette vej og i hvert fald ikke have støttet hans beslutning om at myrde alle sine fem børn. Noget, der foregik som en række enkeltstående mord, hvoraf nogle blev bevidnet af de myrdedes søskende, inden det blev deres tur til at blive kvalt af faderen. Således var det angiveligt datteren Merahs uheldige tilstedeværelse, da han "kom til" at dræbe sin næstældste søn, Nathan, fordi han ville hjem til sin mor i stedet for at blive hos sin far, der gjorde, at han også dræbte hende. Derfra gik det hele slag i slag, indtil han havde myrdet alle fem børn og puttet dem i de plastiksække, de blev fundet i. 

En udløsende faktor var sandsynligvis hans kone, Amber, der havde fundet sammen med en meget yngre nabo, efter at hun var blevet undertrykt gennem mange år i ægteskabet med Timothy. Denne utroskab gik imod alle hans forestillinger om ægteskab, der byggede på nogle gammeltestamentlige teorier om "kvinders stilling" som underdanige fødemaskiner. Noget, Amber altså havde reageret imod ved at forlade ham, men først efter at have fået fem børn.

Som barn og stor knægt havde Timothy været voldsomt skinsyg på enhver, der tog hans fars opmærksomhed. Hans jalousi gjaldt stort set alle, som han følte, at hans far holdt mere af eller var mere interesseret i end ham. Eftersom det angiveligt var 1) Ambers utroskab, 2) skilsmissen fra Amber og 3) Nathans ønske om at forlade sin far for at tage hjem til sin mor, der førte til mordene, så lyder det egentlig ikke så usandsynligt, at hele tragedien blev udløst af en allerede eksisterende sorg over at føle sig forladt som barn. At hans mor havde nægtet at give ham mad, "fordi hun ikke ville have en fed baby", havde måske også skabt et traume, men ud fra alle oplysninger var det faderens "svigt" ved at få kærester og ikke ene og alene koncentrere sig om sin søn, der havde været det værste for ham. Alt omkring "svigt" og forladthed ramte ham meget hårdt, men selv om man kan se et mønster, så synes jeg stadig ikke, det forklarer hans handlemåde.

Timothy fik en dødsdom, men der kan gå mange år, før den bliver eksekveret. Måske det aldrig sker, selv om jeg  nu tvivler på, at han får held med sine appeller. Dertil er hans forbrydelse for alvorlig. Når det er sagt, så skal man tænke på andre fædre, der har dræbt deres børn for at hævne sig på en kone, der ikke lever op til deres vilde forestillinger om kvindelig underdanighed. I det hele taget synes mord at være blevet langt mere almindeligt som facit på frustrerede mænds mere eller mindre besynderlige ideer om kønnenes stilling i det moderne samfund. Disse horrible barnemord er bestemt ikke Ambers skyld, om så hun var aldrig så utro, men hun har en vis medskyld i og med at hun lod sig presse ind i en samværsform, der bare ikke bør accepteres af nogen. Hun skulle være gået langt før, og hun skulle straks have modsat sig Timothys ideer om kvindens stilling.

Amber efter at være kollapset i retten

 

https://www.thestate.com/news/local/crime/article231479443.html 

 

https://www.postandcourier.com/news/father-of-man-who-killed-his-5-kids-says-mental-illness-and-cult-doomed-the/article_b531f0dc-821f-11e9-ad29-07fe474e8ff7.html 

 

https://www.postandcourier.com/news/grandma-of-man-who-killed-his-5-kids-says-his-mom-was-crazy-as-a/article_0bca1230-7e24-11e9-89de-3709c267cae7.html 

 

https://www.bbc.com/news/world-us-canada-48625989 

 

https://www.thesun.co.uk/news/9699541/timothy-jones-jr-murder-children-wife-affair/ 

 

https://www.theguardian.com/uk/2006/nov/05/ukcrime.lornamartin 

 

https://www.researchgate.net/publication/23971571_Fathers_Who_Kill_Their_Children_An_Analysis_of_the_Literature 

 

re here: https://www.thestate.com/news/local/crime/article231479443.html#storylink=cpy

Glas, hav og tillokkelser

Masser af byer verden over gør en ekstra indsats for at lokke turister til i sommerhalvåret, hvor folk er kendt for at spendere mange penge på deres fornøjelser. Hav og strand er perfekte lokkemidler, og de kræver ikke meget andet end et vist opsyn med renlighed og tilgængelighed. Der er dog visse steder, der går ind for mere end at friste med naturens legepladser. Det gælder f.eks. Lincoln City på USA's vestkyst. Konkurrencen om turister - samt alle de gode sommer-penge - er hård, så her har man fundet et meget specielt middel til at få folk til at vende snuden imod netop denne by: man kaster over 3000 smukke, hule, håndlavede glaskugler i grams til enhver, der søger dem på den strand, som byen også kan skilte med. 

Oprindelig var denne type kugler en naturlig del af fiskeriet, idet de blev skabt for at holde nettene oppe, hvilket de var gode til, fordi de jo altså var hule. De var først og fremmest kendt i Japan og Norge, og de endte deres tjeneste som fiske-redskaber ved at flyde ind til kysten efter at være blevet rusket fri af nettene af hårdt vejr. 

De kunne ligge samlet eller enkeltvis, men blev i alle tilfælde kaldt "The Glass Fishing Floats" og udfyldte virkelig en mission, da de jo altså havde haft den vigtige opgave at holde nettene flydende. En skrap vinterstorm kunne resultere i rigtig mange frigjorte glaskugler, der dukkede op på stranden, hvor de blev indsamlet af de mange, der fandt dem smukke. De blev simpelthen til samleobjekter for folk med blik for former og farver. At de havde forskellige farver og mønstre gjorde dem ret unikke og var med til at gøre dem så efterspurgte. 

Oprindelig stammede de fra den norske glasfabrik Hadeland Glasswerk, og da de første blev lavet i 1842, har designet rigtig mange år på bagen. Japan begyndte dog først at producere glaskugler til fiskeriet i 1910. Da man begyndte at bruge dem generelt i fiskeriet, skulle de erstatte de oprindelige typer af træ og kork, der havde en ulyksalig evne til at blive ødelagt af skrappe bølger og hav-skadedyr. Dem af glas var til gengæld noget nær uforgængelige, kunne genbruges og havde alle mulige størrelser, lige fra store som baseball-bolde eller som basketball-bolde. Nu er man så gået væk fra glas som materiale, idet man i stedet bruger det billigere plastik, som alle miljø-aktivister ellers i den grad advarer imod

På grund af dette kommer der ikke længere flåder af glaskugler fra havet og ind på stranden, men traditionen med at lede efter dem har så dybe rødder, at man i Lincoln City forsøger at opretholde den ved selv at gemme kugler af glas rundt omkring. Denne officielle, årlige jagt på glaskugler kaldes meget passende for "The Finders Keepers Treasure Hunt", og den går sådan ca. 20 år tilbage i tiden, hvilket nok betyder, at den er kommet for at blive, så længe der er nogen, der samler på den slags. Eftersom de forhandles som antikviteter, så har de efterhånden fået værdi for alle mulige typer af samlere.

 https://vatican.com/Fishing-Nets-Floats-Glass-Float-Balls/

 

 https://www.amazon.com/glass-fishing-floats/s?k=glass+fishing+floats

 

https://www.nauticaldecorstore.com/glass-ball-floats-1/ 

 

Wikipedia

Kvinden, der rystede det viktorianske samfund i dets grundvold

Når den irske kvinde Catherine - kaldt "Kate" - Webster (født i 1849) kom til jobsamtale, må hun have været et frydefuldt syn for den frue, der havde ideer om, hvordan hun skulle få mest muligt ud af sine tjenestefolks arbejdsevne, for hun var en høj, kraftig pige og stærk pige, der helt sikkers ville kunne tage godt fat - hvis hun vel at mærke gad .... Sagen var dog den, at Kate foretrak at stjæle og leve af salget af sine tyvekoster, idet det ofte var hendes arbejdsgivere, det gik ud over. Derfor skiftede hun også ofte navn fra sted til sted, så hun ville være sværere at spore. 

 

Ind imellem sine fængselsophold tog hun arbejde hos personer, hun kunne bestjæle, og det var sikkert også hendes plan, da hun lod sig ansætte som tjenestepige hos den velhavende, midaldrende enke Mrs. Julia Thomas i Richmond, London. At denne dame ofte besøgte slægtninge forskellige steder i landet og derfor somme tider forlod hjemmet i længere perioder har måske også lokket hende til - og har givet hende ideer, hun kunne planlægge ud fra ....

Hun kunne se, hvordan Mr. Thomas, der havde været gift to gange med mænd, der begge var døde, nød sin både personlige og økonomiske frihed. Som yngre havde hun været lærerinde og var åbenbart en belæst kvinde, der passede godt ind i det samfund, hun var en del af, og hvor hun bl.a. gjorde sig gældende som ivrig kirkegænger. De to kvinder var på mange måder meget forskellige og har haft mange sammenstød om både det ene og det andet. En af de ting, Mrs. Thomas ikke kunne fordrage, var hendes tjenestepiges mange besøg på stedets kro. Noget, de direkte skændtes om, men intet tyder på, at Kate gav efter for sin frues ønsker, for hun fortsatte med sine hyppige besøg på kroen. Til sidst blev det for meget for Mrs. Thomas, der fyrede hende, men dog lod hende blive i tre dage mere, angiveligt fordi hun skulle forberede sin afrejse. Denne venlighed skulle komme hende dyrt at stå, men det vidste hun selvfølgelig ikke ....

Den pæne borger-madamme, Mrs. Thomas, har heller ikke forstået at aflæse sin tjenestepiges sind og personlighed. Hun har næppe fattet, hvilken mangesidet rebel hun var. Visse ting i hendes karakter indikerede ellers, at hun ikke bare gav efter for samfundets opfattelse af en fattig kvinde fra Irland. F.eks. havde hun beholdt sin "uægte" søn i stedet for at aflevere ham hos en såkaldt "englemagerske" eller andre, der hjalp de ugifte kvinder af med deres uønskede børn, når de der "kom i ulykke". At det var en stor skam at have fået et barn uden at være gift var således ikke noget, hun lod sig styre af, og det tager jeg som et tydeligt tegn på selvfølelse og også ligegyldighed over for samfundets regler og bestemmelser. Hun lod sig i hvert fald ikke tryne af de forestillinger, der normalt styrede kvinders liv dengang. At hun også havde svært ved at finde sig til rette i den almindelige stilling, som hendes køn og fattigdom automatisk udstak for hende viser sig på mange måder, der virkede chokerende dengang. 

Mrs. Thomas forsvandt efter deres sidste sammenstød, hvor Kate blev fyret, men det blev forklaret med, at hun var rejst på besøg hos slægtninge. Naboerne studsede dog over at se tjenestepigen Kate spankulere omkring i fruens tøj, men også det fik den snu kvinde bortforklaret. For mig at se er det dog et tydeligt tegn på Kates ønske om at tilegne sig sin arbejdsgiver liv, rub og stub, men den gik selvfølgelig ikke. Hun fik solgt en masse af hendes ejendele, men da hun forsøgte at få kroejeren på den kro, hun var glad for at besøge, til at købe inventaret i Mrs. Thomas' hus, så begyndte nettet at strammes om hende. Folk undrede sig mere og mere over alt det, der foregik i det hus, som Kate havde været uforsigtig nok til på et tidligere tidspunkt at hævde, at hun skulle arve. Til nogen sagde hun ligefrem, at huset var hendes, og at hun havde arvet det fra en tante.

Nogenlunde samtidig begyndte der at dukke lig-dele op, og et par af stedets herrer fortalte, at de havde hjulpet Kate med at transportere en tung taske ned til floden. Andre havde hjulpet hende med en tung kasse. Mere og mere tydede på, at der var foregået noget skummelt i Mrs. Thomas' hus, og da Kate pludselig rejste hjem til Irland, tog den detektiv, der var blevet sat på sagen, efter hende. Hun blev bragt tilbage til London og benægtede ikke, at Mrs. Thomas var død, men gav de mænd, der havde hjælpet hende, samt kroejeren, der ville have købt inventaret, hvis ikke han altså havde fået mistanke om luskerier, skylden. Eftersom liget var blevet parteret, tog man for givet, at det umuligt kunne være en kvinde, der havde begået denne udåd, for det passede ikke med datidens billede af den "naturlige kvindelighed", så en af de mænd, Kate havde peget på, blev faktisk formelt anklaget for mord. Heldigt nok for ham havde han dog et vandtæt alibi, og søgelyset blev derfor rettet imod Kate. Hun nægtede længe, men blev anklaget og derpå dømt til døden, noget, hun protesterede imod, "da hun var gravid".

Den troede retten ikke på, så man lod en flok på hele tolv erfarne kvinder undersøge hende, og  selvfølgelig viste det sig, at hun havde løjet: hun var aldeles ikke gravid. Nok havde Kate været virkelig dygtig til at snyde sig igennem både det ene og det andet, men denne gang gik det ikke, som hun havde håbet, og dommen stod fast.

Hele denne historie med det parterede lig rystede samfundet. At en tjenenstepige kunne finde på at myrde sin madmor var uhørt. Det var et samfundsoprør af de virkelig alarmerende, og de grusomme detaljer omkring mordet gjorde det selvfølgelig ikke bedre. Dommen stod imidlertid ved magt, og den 29. juli, 1879, blev hun hængt. Denne mordsag er senere nærmest blevet en krimi-klassiker, dels på grund af detaljerne, dels fordi Kate kan ses som en tidlig oprører imod vanvittige samfundsforhold, der på forhånd knægtede både kvinder og fattigfolk.  

En af de grumme detaljer var påstande om, at Kate havde kogt Mrs.Thomas's kropsdele i en stor kedel, og at hun derpå havde tilbudt fattige på gaden noget af det fedt, der blev trukket ud af liget på denne måde. Nogle historikere mener, det virkelig skete, andre ikke, men det skulle ikke undre mig, om det virkelig fandt sted, sådan at Kate oven i alt det andet forsøgte at få sin arbejdsgiver fortæret i bogstaveligste forstand. Noget andet, der forøgede chokket for samtiden var det faktum, at man ikke fandt alle ligdelene. Hvor var f.eks. afdødes hoved? Ingen kunne finde det, før det uventet dukkede op i Sir David Attenborough baghave i juli 2011. Hans hus ligger tæt på Mrs. Thomas' tidligere hjem samt den kro, hvor Kate holdt af at komme, og der hersker ingen tvivl om, at her har vi den myrdede kvindes kranium.

https://www.irishpost.com/news/ten-facts-kate-webster-irish-maid-hanged-dismembering-employer-victorian-london-131185

 

https://www.thehistorypress.co.uk/articles/london-s-victorian-murderesses/ 

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2011513/Skull-David-Attenboroughs-garden-murder-victim-Julia-Martha-Thomas.html 

 

Wikipedia

 

Slemme Henry og hans vrangforestillinger

Det virker grotesk, når man søger billeder af en bestemt person og så støder ind i andre menneskers overvejelser omkring hans status som seriemorder. Alle disse overvejelser går tilmed på, hvordan hver enkelt af de amerikanske stater har sin berømte morder. Nogle forbrydere er mere berømte end andre, og der lå faktisk et underforstået konkurrence-element i det, jeg læste om Henry Louis Wallace (født 4. november 1965). Latterligt, for seriemord er nu engang ikke en "karriere", man skal stræbe efter eller på nogen måde forherlige. Denne specielle morder er kendt som "Bad Henry", hvilket i mine ører lyder som en form for kælenavn. At navnet er givet ham af andre og ikke - som f.eks. i "BTK"s tilfælde - af ham selv gør det direkte pinligt, for det tyder på, at han har fans. Hans andet navn, "The Taco Bell Strangler", er bare beskrivende, hvilket vel er OK, men "Bad Henry" underspiller det, han gjorde imod (mindst) ti kvinder, og det er bare ikke acceptabelt. Værdien af deres liv og personligheder vil til enhver tid stå langt over hans "ry" og "status" som morder.

Når så man kommer til beskrivelsen af "Bad Henry" som person, så pointeres det, at hans ugifte mor, tekstilarbejder Lottie Mae Wallace, havde et meget hårdt arbejdsprogram, for at få det til at løbe rundt. Det er ligesom underforstået at hun så ikke gav ham det hyggelige hjem, der ses som idealet for en opvoksende dreng, og som han burde have haft. At hendes strenge opdragelsesprincipper fremhæves i beskrivelser af ham er desuden med til at forrykke billedet af denne kvinde-morder. Under den senere retssag imod ham gjorde en tilkaldt psykologi-ekspert gældende, at hun konstant havde udsat sin søn for psykiske og fysiske overgreb, og at han desuden havde mentale problemer i tiden for mordene. Der er sikkert også dem, der direkte vil hævde, at det "er hendes skyld", at han hadede kvinder og myrdede dem efter forgodtbefindende, for det er en af myterne om disse fyre: "mor brød med kønsrollemønsteret ved at knokle som en gal og være streng som en mand, ergo er det hende, der har skabt kvindemorderen gennem sin angiveligt alt for maskuline pesonlighed". Grove løjer, når skylden for mænds mord på kvinder skydes på andre kvinder, enten direkte eller indirekte ....

Henry lader ellers til at have klaret sig pænt i skolen og også senere i Flåden. Desværre begynder det at gå galt med narko i Flåden. Da han bliver hjemsendt, sumper han med både narko og forskellige former for kriminalitet, som f.eks. indbrud - og mord. Sært nok var der ikke nogen særlig ihærdig efterforskning af Henrys mange mord, og det blev senere hævdet, at det skyldtes, at ofrene var unge, sorte kvinder. Havde de været hvide, ville sagen efter fleres mening have set helt anderledes ud. Som det var nu, fik Henry lejlighed til at begå mord efter mord, når trangen kom over ham. Man diskuterer stadig, om han nåede op på 11, eller om det "kun" var 10, men jeg vil sige, at hvad det end var, så var det mildt sagt alt for mange, og der kan endda være endnu flere .... 

Efter at have forladt Flåden fandt han arbejde på diverse restauranter, men blev fyret fra flere af dem. Det med at holde på et job var bare ikke ham, men til sidst fik han et job som bestyrer på en Taco Bell. Nogenlunde samtidig blev en af hans kærester gravid, og han blev gift. Det er da muligt, at det har været en stresset periode i hans liv, men det er nu ingen undskyldning for at overfalde, voldtage og myrde den ene kvinde efter den anden. Ikke desto mindre er det en af de ting, der ofte fremhæves i beskrivelserne af ham og hans handlinger, hvilket virker som et forsøg på at undskylde noget, der ikke kan undskyldes. Desuden hvilken klar forbindelse er der mellem hans job- og narkoproblemer og unge, myrdede kvinder, han slet ikke kender, og som ikke personligt har gjort ham noget - bortset fra at eksistere?

Der er flere ting i denne sag, der støder mig, fordi jeg ser en markant del af det som forsøg på at "skyde skylden på" andre. At Henry tilmed har den frækhed at appellere sine ni (9!!!!!) velfortjente dødsdomme den ene gang efter den anden er forargeligt. Her må jeg sige, det glæder mig, at han ikke har haft held med sine appeller, for der er faktisk ingen undskyldninger for, hvad han har gjort. Det er der selvfølgelig aldrig, men alt "krimskramset" omkring ham og hans skæbne gør mig - hvad enten det er moralsk forkasteligt eller ej - endnu mere uforsonlig, end jeg ønsker at være .....

 

https://thisinterestsme.com/black-serial-killers/

 

http://themurdersquad.com/episodes/the-taco-bell-strangler-henry-louis-wallace-does-he-have-more-victims/  

 

Wikipedia

Balzacs skarpe blik

Ja, nogen skønhed var han ikke, men han havde et godt blik for sociale forhold og historisk udvikling. Desuden kunne han skrive, så læserne stadig gribes af det, hvilket er noget af en præstation i betragtning af, at hans liv sluttede for mange år siden: Honoré de Balzac (1799-1850). 

Man siger, at han er den moderne realistiske romans fader. Han har også betydet meget for den realistiske scenekunst, da hans skuespil "La Marâtre" fra 1848 førte til et gennembrud for denne nye skuespilform. Det er dog mest hans romaner og noveller, der interesserer mig. De fleste af dem udstiller menneskelig sorg og dårskab, men også misbrugt kærlighed, grådighed og gerrighed, så man bliver klogere af det, men ofte også meget trist, for hvor kan vi mennesker dog være dumme. Denne virkning oplever man ikke mindst i forbindelse med hans lange novelle/korte roman "Oberst Chabert" (1832), der er en del af "La Comédie Humaine". Her behandler han det franske samfund efter Napoleon I's fald og genindsættelsen af Bourbonerne, dvs. den henrettede Ludvig XVI's brødre, Ludvig XVIII og Charles X. 

Denne genindsættelse fandt sted efter Napoleons fald, som alle troede var slutningen på hans kejserdømme. Dér tog man imidlertid fejl, for hans nevø, Napoleon III, ventede i kulisserne, selv om hans magtovertagelse først kom senere. Oberst Chabert foregår i den hektiske tid, hvor Bourbonernes "Restoration" skaber fred og fremgang, men uden at de kunne realisere det, de håbede, nemlig at genindføre det gamle régime inden Revolutionen. Nok kom der to Bourbon-konger, hvis regeringer tilsammen dækkede knap tyve år, men det blev aldrig det samme som i f.eks. Ludvig XIV's eller XV's tid. Til gengæld blev det heller aldrig det samme som under Napoleon I, men det vidste Chabert og hans samtid ikke.

Ludvig XVIII af Frankrig

Det siger næsten sig selv, at "Restorationen" også indebærer et opgør med "den gamle tid", der i dette tilfælde er lig med kejserdømmet. Dem, Napoleon favoriserede, betragtes med mistro eller direkte fjendskab af landets nye Bourbon-herrer. Det betyder også, at dem, der kunne gøre karriere under Napoleon ved hjælp af deres evner, nu igen står tilbage for adelige "standspersoner", der er født ind i deres position. En af dem, der er blevet en del af det nye regime, er grevinde Ferraud, der er gift med en særdeles ambitiøs Restorations-adelsmand og politiker, men som ikke helt hører til i disse nye fine kredse. Hun deltog nemlig med liv og sjæl i Napoleons-tidens sociale liv. At hun i virkeligheden heller ikke hører til i Restorationstidens adelige kredse, forstår hun først, da hendes sagfører, den højt begavede Derville fortæller hende, at den usselt udseende og nærmest vagabondagtige mand, der har opsøgt både ham og hende med påstande om, at han er hendes første mand, oberst Chabert, som alle troede var død, og ikke en svindler: han er i bogstaveligste forstand en mand genopstået fra graven,og det vækker ikke ligefrem glæde i grevinde Ferrauds hjerte, for hendes nye liv bygger på anerkendelsen af hendes "enkestand".

Oberst Chabert blev altså formodet død, ja, han blev ligefrem begravet som død, men fik ved egen kraft møvet sig op gennem mængden af faldne soldater, som han var blevet begravet sammen med. Venlige mennesker tog sig af ham, og han er nu vendt tilbage for at genvinde det navn og den formue, han mistede som angiveligt død. Noget andet, han mistede, var hans kone, der har giftet sig igen efter hans formodede død, og som nu er grevinde Ferraud. Både han og hun var oprindelig opkomlinge og passede som sådanne godt til Napoleons-tiden, hvor man kunne skabe sig et navn ved sin dygtighed og ikke havde brug for et gammelt adeligt slægtsnavn. Grevinden var oprindelig den prostituerede Rose Chapotel, som obersten gav navn og status, da han giftede sig med hende. Som hans "enke" fik hun også hans formue, og det var med til at gøre hende interessant for Restaurations-tidens ærgerrige og griske adelsmænd som f.eks. den greve, der blev hendes anden mand. At hun i sin tid var en hædret del af Napoleons kredse, glemte han for glæden over hendes nedarvede formue.

Derville, der oprindelig ikke havde troet på den forhutlede mand, der påstod, at han var oberst Chabert, bliver meget interesseret i ham og hans skæbne. Han ønsker at hjælpe ham til en forståelse med den såkaldte grevinde Ferraud. Hendes - og hendes børns - skæbne afhænger af denne ordning, men grådigheden vinder sejr, idet hun forsøger at snyde Chabert. Eftersom han ikke døde, er ægteskabet med greven faktisk ugyldigt, og deres børn er derfor illegitime, hvilket gør situationen yderst prekær for hende. Tanken om at miste nogle af de penge, hun troede var hendes arv, er hende imidlertid i den grad imod, at alle aftaler går i vasken. Hendes nye mand har desuden allerede fået blik for en anden kvinde, der vil passe bedre ind i hans liv, da hun ikke er forbundet med napoleonstidens livsførelse.

Denne Balzac-historie får sat fingeren på nogle sociale forhold, der er meget interessante, og som også bør sige nutidsmennesker noget. Den er et lærestykke i historie og politik er det på en meget kløgtig måde ved at lægge dramaet omkring de skiftende samfundsforhold omkring Revolutionen, Napoleon-tiden, etc. ud i et medrivende menneskeligt drama. Det er godt drejet af en skarpsindig forfatter, der fortjener at blive husket.

 

https://www.deutschlandfunkkultur.de/waltershausens-oper-oberst-chabert-doppelt-verloren.1091.de.html?dram:article_id=497985 

 

https://h-france.net/fffh/classics/chabert-vs-chabert/ 

 

Wikipedia