Magikeren, der forsvandt

Når man ikke bare er en dygtig bugtaler, men også kan de mest utrolige ting, der synes at bryde den tyngdelov, vi andre er underlagt, så kan man vel også forsvinde helt og aldeles? Den tanke har sikkert mange gange meldt sig, når man har diskuteret William B. Wood (c.1862-1908), der var en berømt tryllekunstner og bugtaler, og som havde stor succes med sin optræden i både Europa og Amerika. 

Da Wood og hans medarbejder, nemlig hans 20-årige datter Bertha, pludselig forsvandt under vejs med skib fra Mexico til Yucatan under en voldsom storm, (som nogen dog tvivler på fandt sted, da den er uregistreret af alle myndigheder), virkede det som trylleri. Havde han udført sit bedste nummer hidtil? Kort sagt, var der tale om trolddom, eller var han og Bertha omkommet til søs på grund af det påståede uvejr, eller var de blevet myrdet af pirater eller skibets besætning? Nok var der angiveligt opstået uvejr, hvilket naturligvis ville have sat skibet i fare, men da ingen af besætningsmedlemmerne omkom eller kom til skade, var det nu alligevel mystisk. At Woods og Berthas bagage samt fire bugtaler-dukker, som han brugte ved sine numre, flød i land, men hverken faderens eller hans datters lig, gav det anledning til mange gætterier, og det gør det såmænd også den dag i dag. Der var faktisk flere fans, der ønskede, at præsidenten skulle give befaling om, at der blev indledt en decideret politi-efterforskning vedr. "foul play", men det skete nu ikke.

Dukkerne var lavet af træ, hvilket selvfølgelig har været grunden til, at de kunne flyde

Wood og hans datter var de eneste passagerer om bord på skibet, hvilket skabte rygte på rygte. Man mistænkte således også, at skibsbesætningen havde haft lange fingre og var blevet afsløret, da de stod på hovedet i deres passagereres ejendele. Rygtet gik, og nogle mente, at der opstod en kamp, og at den var endt med mord på Wood og Bertha. Selv hælder jeg mest til teorien om, at parret blev myrdet på skibet på grund af de mange penge - $20,000 - som Wood havde med sig, og derpå smidt i havet, hvor deres lig forsvandt. At deres bagage drev i land, men ikke de selv er dog sært ....

Rejsen foregik i 1908, og da de ikke havde kunnet finde et passagerskib til Sydamerika, tog de med en nedslidt bugserbåd ved navn "Cuneto Bulnes". De havde afgjort foretrukket en god, regelret og garanteret sødygtig passagerbåd, men havde ikke haft noget valg. Det betød dog også, at de skulle sejle med sømænd, der ikke var vant til at have passagerere med, hvilket nok heller ikke har været så rart for dem.

Ak ja, hvis bare dukkerne virkelig havde kunnet tale, men det kunne de selvfølgelig kun med Woods eller en anden bugtalers hjælp. Derfor forbliver forløbet om bord på skibet en gåde, men gætterierne er blevet ved, og også mange i vor tid har en mening om, hvad der skete. Noget, der bl.a. skyldes, at Wood og hans evner som bugtaler, etc. var meget berømte, både i Europa og Amerika.

Selv om Wood kunne mange ting og bl.a. var berømt for et pistol-og-forsvindings-nummer, var det hans evner som bugtaler, der skabte hans største berømmelse. Modsat alle andre inden for bugtaler-faget arbejdede han med flere dukker på én gang, hvilket tyder på en stor koncentrationsevne, da han jo hele tiden skulle skifte stemme, så den passede med hver enkelt dukke. 

Er den kvindelige assistent, man ser på billedet, Bertha? Det er der vist ingen, der ved, men det kan det sagtens være. Faktisk håber jeg, at det er hende, for jeg har ikke kunnet finde hendes portræt nogen steder, men føler, at hun også bør have et par ord med på vejen. Hun mistede jo (formentlig) livet i en meget ung alder, og det er altid sørgeligt.

Jeg forestiller mig, at hun kan være den høje, smækre dame i baggrunden af denne plakat, men ved det ikke. Hun afløste i øvrigt Woods oprindelige assistent, nemlig hans kone, der var hendes mor, for hun havde været nødt til at holde op af helbredsgrunde.

https://ventriloquistcentralblog.com/william-wood-worlds-greatest-ventriloquist-circa-1900-1910/

 

https://www.ventriloquistcentral.com/ventriloquism-tribute/vaudeville-ventriloquists/ 

 

https://geniimagazine.com/wiki/index.php?title=Will_B._Wood 

 

Wikipedia 

Kvinden, der elsker kvindemordere

Nogle kvinders fascination af "slemme drenge" er altså ret grotesk, og når det går galt, så må man sige, at det var så sandelig deres egen skyld. Dette gælder ikke mindst for skuespillerinden og forfatteren Veronica Lynn Compton (født 1956), der nu hedder Veronica Lynn Compton Wallace. Af en eller anden sær grund var hun mægtig optaget af seriemordere og kom temmelig tæt på et par af dem. En af dem, der interesserede hende mest, var den ene af de såkaldte "Hillside Stranglers", Kenneth Bianchi (født den 22. maj, 1951), som hun sendte manuskriptet til sit skuespil "The Mutilated Cutter", der handlede om en kvindelig seriemorder. 

Angelo Buono

Hvorfor valgte hun nu ham i stedet for hans fætter og morder-"kollega", Angelo Buono (1934-2002)? Tjah, mon ikke det hang sammen med den kendsgerning, at Bianchi så langt bedre ud end Buono? Det er næsten den eneste brugbare forklaring, eftersom hun også faldt for sin fængslede "penneven".

Kenneth Bianchi

Det var Veronicas håb, at Bianchi ville optræde som en art "redaktør" på hendes skuespil, medens han straks fik andre ideer af en langt mere håndfast art end hendes forfatterdrømme: han fik smuglet en gummihandske med sin sæd ud til hende og bad hende om at hjælpe sig med at fabrikere falske spor, der kunne få ham løsladt. Noget, der krævede, at hun skulle myrde en kvinde på samme måde, som "The Strangler" var kendt for at gøre, placere den udsmuglede sæd i hende og så ellers lade politiet finde ofret. Med DNA-spor i form af sæd fra den fængslede Bianchi var det klart, at The Strangler måtte være en anden. Ret udspekuleret for en fyr, der havde forsøgt at påberåbe sig alt lige fra ægte sindssyge til en hjerneskade fra hans barndom. Under hans retssag havde Veronica vidnet for forsvaret med forvrøvlede og misvisende oplysninger, der mest bestod af løgne, så han vidste, at han kunne stole på hende: hun var en ægte fan og groupie.

Bianchi havde en hård opvækst på den måde, at han var født af en prostitueret kvinde, der havde bortadopteret ham som nyfødt. I hans skøre knold har denne "forkastelse" måske givet ham en undskyldning for at myrde den ene prostituerede kvinde efter den anden, men der var nu også andre, der blev ofre for hans og fætterens mordlyst. Selv om Bianchi altså påberåbte sig sindssyge så vel som hjerneskade, havde han faktisk en højere intelligens end gennemsnittet, og hans psykiske symptomer viste sig at være falske: han spillede skør, men var det ikke i almindelig forstand. Han var ganske enkelt et ondt og modbydeligt menneske, men sådan så Veronica ham ikke, selv om han havde forklaret hende præcis, hvordan hun skulle begå et "copy-cat-mord", der lignede hans egne mest muligt. Dermed havde han selvfølgelig afsløret, at han var skyldig, men hun opførte sig, som om det da var helt OK. Man spørger sig selv, om hun var sindssyg eller "bare" kynisk, men det var nu nok mere de stoffer, hun tog, der styrede hendes vanvittige, men heldigvis mislykkede forsøg, på at myrde en ung mor til 2-3 børn, så Bianchi kunne blive løsladt.

Dette skrupskøre mordforsøg sendte hende i fængsel, hvor hun minsandten optog forbindelsen med en anden kvindemorder, som hun prompte forelskede sig i, nemlig Doug Clark (født den 10. marts, 1948). Bianchi og hans fætter havde myrdet ialt 12 kvinder, men denne nye l'amour havde "kun" halshugget syv kvinder sammen med sin kone og medskyldige, Carol M. Bundy (1942-2003). 

Indledningen til Clarks og Veronicas "fængselsromance" var det kort han sendte hende sammen med fotografiet af et hovedløst kvindelig. Som man siger: der skal specielle effekter til specielle personer, og det havde de to åbenbart helt styr på.

Et af Veronicas senere kunstværker skal nok indikere, at hun har født sig selv, og det har hun på en måde ret i, for efter sin løsladelse i 2003, har hun gjort sig på nettet som en art "celebrity", hvilket jo er helt grotesk. Kvinden er dømt for et vanvittigt og totalt uprovokeret mordforsøg, hvilket ud fra omstændighederne så at sige tegner hendes meget lidt positive karaktertræk. Det lykkedes hende ikke, men hun forsøgte, og hun har flirtet med mord og mordere siden sin ungdom, så hvad rumsterer der egentlig i knolden på hende? Noget af det kan man danne sig et indtryk af gennem hendes udgivelser som f.eks. denne:

Hun maler og skriver samt hjemsøger internettet med både det ene og det andet, hvilket er underligt at tænke på for én, der ikke finder det spor "naturligt" - eller bare acceptabelt!!! - at bruge medmennesker som statister i ens eget liv. Jeg konstaterer, at hun altså er, som hun er, men jeg er mildt sagt ikke vild med det, hun står for.

 

https://da.mydailyselfmotivation.com/articles/crime/10-twisted-facts-about-the-hillside-strangler.html 

 

https://criminalminds.fandom.com/wiki/Veronica_Compton 

 

https://wickedhorror.com/features/true-life-horror/serial-killers/the-hillside-stranglers-cousins-turned-killers/ 

 

http://pelicanbomb.com/art-review/2016/part-3-i-am-the-real-veronica-compton 

 

Wikipedia

 

Torturen, der kaldes "forvaring"

En ting er et fængsel med en dør, som fangen bliver ført ind ad, hvorefter den bliver lukket bag ham eller hende. Det er sikkert hårdt at sidde indespærret dag ud og dag ind, selv under rimeligt humane vilkår med en vis menneskelig kontakt, mad, gårdture og måske tilmed mulighed for at telefonere i ny og næ, men nogle moderne fængselsceller ligner faktisk mere hotelværelser end noget som helst andet. Hvad enten man bor i et rottebefængt fangehul eller en luksussuite, så fungerer et fængsel dog altid som en frihedsberøvelse af den alvorlige slags.

Straffesystemer har vekslet alt efter kultur og historisk periode. F.eks. er jeg glad for, at vi ikke længere brænder folk levende, sender dem på hjul og stejle eller gør andre gruopvækkende ting ved dem her i landet. Det er dog kun nogle hundrede år siden, at det også skete her, hvilket er en rystende tanke, for vi er da de humane, ikke? Andre kulturer langt herfra gør/har gjort skrækkelige ting ved de borgere, der bryder loven på en eller anden måde, men det har vi da aldrig gjort, vel?

Dette billede viser f.eks. en mongolsk kvinde, der er blevet "sat i fængsel" på grund af utroskab. Man korser sig ved tanken om hendes lidelser, og fantasien løber måske løbsk, når man forestiller sig, hvor længe hun skal være indespærret på denne måde, uden mad og drikke, og med døden som eneste udgang på denne grumme "fængsling". Ifølge vore begreber overgår en sådan umenneskelig straf langt noget, vi kan forestille os er sket i vor ende af verden, men det er det faktisk, nemlig via en fængsels-form, der blev kaldt "oubliette". Ordet betyder helt konkret et "glemmested", og det er da også den bedste og mest korrekte betegnelse for disse skrækkelige steder, som der dog heldigvis er færre af, end myterne giver udtryk for. Nogle mener desuden, at de ikke er historisk korrekte fremstillinger af denne type fængselsceller, og det skulle da glæde mig, om de havde ret .....

Hvorom alting er, så hører oublietterne til den del af fængselsformerne, der normalt kaldes "fangehul", og de befinder sig som regel under jordens overflade, hvor der ikke kommer så meget som et solstrejf eller vindpust ind. Nogle er meget små og holdes uoplyste, sådan at fangen sidder i totalt mørke eller i hvert fald uden ret meget lys. Som fangehul betragtet er oublietterne ekstra grusomme ved kun at have én indgang, nemlig gennem en faldlem oppe i loftet, som fangen ikke selv kan nå. Dette har fået nogle formentlig rystede historikere til at betvivle, at disse rum blev brugt til mennesker, men snarere til opbevaring af forskellige former for madvarer som f.eks. korn. Desværre er denne teori ikke for alvor blevet underbygget, men hænger tværtimod og flagrer i et arkæologisk tomrum, der ikke uden videre frikender fortiden for brugen af oublietter som fangehuller. Mange forfattere af spændingsromaner eller historiske romaner har elsket ideen om disse skrækkelige steder, så de har gjort flittigt brug af dem i bøger som f.eks. Walter Scotts populære og ofte filmatiserede "Ivanhoe" fra 1819, her med Elizabeth Taylor og Robert Taylor. 

Der er forskellige beretninger - også i nutiden - om tilfælde, hvor fængselspersonalet simpelthen har glemt en fange, og så har han/hun siddet dér og kukkeluret, sulten og tørstig. Det skete f.eks., da en fange angiveligt sad indespærret uden at få hverken vådt eller tørt i 18 dage. (NB: jeg synes, at der mangler en hel del i denne beretning mht konkrete oplysninger om tid og sted ....) 

Én ting er at blive holdt indespærret i et fangehul langt nede i jorden og kun at få mad, når en eller anden måske husker ens eksistens, noget andet at blive sendt til et torturkammer à la dem, man rent faktisk finder i visse gamle borge. Hér sad man ikke fanget som i fangehullet, men man blev ført derhen, når en eller anden grum person fandt det nødvendigt.

Rekonstruktion af torturkammer

I en obliette behøver man hverken pinebænk, gloende tænger eller andet af samme skuffe, for den er i sig selv en snedigt udtænkt tortur. Fangen bliver placeret et sted, som der ikke er nogen udgang fra, og han/hun får ikke mad eller vand, for formålet med indespærringen er, at han/hun dør uden at blive sendt til en egentlig henrettelse. Det minder unægtelig en hel del om den skrækkelige død, der blev den utro, mongolske kvinde til del, og det er så umenneskeligt, at jeg håber virkelig, at den fængselsform mere er en myte end en realitet. Foreløbig tror jeg dog mere på de historikere, der fortæller, at det skam skete - f.eks. i Bastillen i Frankrig - men ikke så ofte, som antaget.

Det siges dog, at denne specielle, franske oubliette i Bastillen ikke var beregnet til mennesker, men til opbevaring af is. Sandt? Tjah, den tidligste brug af ordet "oubliette" i Frankrig går helt tilbage til 1374, hvilket efter min mening tyder på, at vore ønsker om, at det ikke er sandt, at man pinte fanger på denne måde, nok alligevel er det. Desuden blev det efterhånden mere og mere almindeligt med fangehuller, der var en del af adelens borge efter det tolvte århundrede, sådan at der er en historisk tradition for den slags og også for torturkamre.

Noget meget sært og også ret foruroligende er nutidens interesse for historiske steder, hvor der skete mord, eller hvor folk blev holdt fanget og tortureret. Faktisk lader det til, at visse gamle herresæder rundt omkring i verden har lokket mange turister til hvert år med beretninger om alt det skrækkelige, der angiveligt skete på netop deres gård, fordi mange ønsker at gyse over disse begivenheder. Noget, der selvfølgelig har fristet ejerne til at udnævne alle mulige skumle rum i deres huse til fangehuller, oublietter eller torturkamre. Dette er på én gang sørgeligt og samtidig urkomisk. 

 

https://www.tripadvisor.dk/Attraction_Review-g1966263-d3587850-Reviews-Fangehullet_Ved_Hagenskov-Ebberup_Assens_Funen_and_Islands.html

 

https://en.wikipedia.org/wiki/Dungeon 

 

https://www.exploring-castles.com/castle_designs/castle_dungeon/ 

 

Wikipedia

 

Seriemorder contra massemorder

Flot dame med muskler, men absolut ikke Hitlers kvindeideal, for det var og blev den ydmyge og tjenstivrige kvinde, der passede til det gamle, patriarkalske "Kinder, Küche, Kirche". I en tale på partidagen i Nüremberg den 8. september 1934 sagde han: "Kvindefrigørelse er blot et ord, der er opfundet af det jødiske intellekt." I samme tale satte han kvinden op på den historiske, dobbeltbundede piedestal, hvor hun på én gang tilbedes og samtidig undertrykkes, fordi de egenskaber, hun fremhæves for, også er dem der holder hende fast i en bestemt underdanig samfundsrolle. Smart, og det har virket i århundreder, så det må have faldet ham let at indsylte kvinden i de gamle floskler, hvis løgne han formentlig ikke engang selv har gennemskuet, men har set som udtryk for "naturens orden". 

Nu var der bare det ved det, at den krigsindsats, som han forventede fra mændene, betød, at industrien blev tømt for arbejdere. Ergo: Lige med ét blev kvinder fyldt med propaganda om deres betydning i både hjemmet og på arbejdsmarkedet, hvor de skulle erstatte mændene. Pludselig ikke bare kunne, men også skulle kvinderne forlade Kinder, Küche, Kirche-sfæren for at hjælpe Tyskland til sejr ved bl.a. at producere de våben, der var brug for til Hitlers erobringstogt. Dette betød imidlertid også, at de nu færdedes alene uden for hjemmet på akavede tidspunkter, der gjorde dem sårbare over for alle mulige volds- og sexforbrydere. Mange af disse kvinder benyttede tog-systemet til at komme frem og tilbage til deres arbejde, og fordi de jo var nyttige samfundsborgere i denne ekstreme historiske periode, var det dobbelt uheldigt, at der pludselig begyndte at ske kvindemord rundt omkring Berlins S-Bahn. Kvinder blev overfaldet, nogle blev også voldtaget, og mindst otte blev myrdet.

Den fremragende kriminalmand, SS-Hauptsturmfuhrer Wilhelm Lüdtke (1898-1966 = ?), der var leder af Berlins afdeling for alvorlige forbrydelser, knoklede løs med sagen, men blev ikke ligefrem støttet af nazi-partiet. 

Wilhelm Lüdtke

På den ene side forlangte de, at han fandt morderen, og at han blev dømt som den undergravende krigsforbryder, han blev set som, fordi han forhindrede kvinderne i at komme frem og tilbage på arbejde, på den anden side skulle kriminalmanden nødig finde en morder, der ikke passede til propagandaminister Goebbels billede af skurken. Tanken om at han kunne være en arbejdssom tysker med parti-bogen i orden var uacceptabelt for nazi-spidserne, der i begyndelsen bortforklarede forbrydelserne, men som derpå automatisk fremstillede overfaldsmanden som en ikke-tysker af jødisk afstamning.

Ifølge den nazistiske ideologi gjorde ægte, gode tyskere bare ikke "sådan noget", og det var farligt at komme med den slags teorier. Stakkels Wilhelm Lüdtke måtte balancere som på æggeskaller, for han var efterhånden sikker på, at forbryderen netop var en tysk jernbanearbejder. Kun en mand i en sådan stilling kunne snige sig ind på kvinderne, når de færdedes med tog. Efter store anstrengelser lykkedes det ham at pågribe en mand, som han anså for at være den skyldige, nemlig jernbanearbejderen Paul Ogorzow (1912–1941), der imidlertid forsøgte at dække sig ind under sit partimedlemsskab. Det lykkedes nu ikke, selv om han faktisk havde ladet sig tilmelde på et meget tidligt tidspunkt, nemlig som 18-årig, sådan at han tilsyneladende virkelig gik ind for nazismen.

Paul Ogorzow

Den seje kriminalmand Lüdtke knækkede ham dog ved at vise ham kranier, der angiveligt tilhørte nogle af de myrdede, men hans afhøringer af ham blev lettet af, at hans assistent, George Heuser (1913-1989), tilsyneladende var på bølgelængde med ham. De var jævnaldrende og snakkede godt sammen, sådan at Ogorzov betroede sig til ham, bl.a. vedr. sit kvindehad og "behovet" for at myrde kvinder. Dette hjalp kriminalfolkene, men ikke Ogorzow, der blev dømt til døden og guillotineret dagen efter. Som et bizart træk i nazi-ideologien modtog hans kone en regning for hans henrettelse dagen efter.

Denne guillotine blev brugt i nazi-tiden

At den flittige kriminalmand Lüdtke fik bugt med denne forbryder må man tage hatten af for, da det ikke har været nemt for ham at arbejde under de omstændigheder, nazi-regimet afstak for ham. Måske det ville have været en trøst for ham at vide, at rundt omkring i verden var der andre mordere, der nød godt af krigens kaos og lovløshed. Det var ikke bare hans Berlin, der var blevet hjemsøgt af en seriemorder, for de fandtes tilsyneladende overalt.

Som sagt, fik Lüdtke god hjælp af sin assistent, Georg Heuser, men netop derfor er der en stor ironi i, at denne kriminalmand, der var med til at fælde en seriemorder med mindst otte mord + en masse overfald på samvittigheden, selv myrdede mange tusinde mennesker. Hans bedrifter i forbindelse med opklaringsarbejdet var formentlig med til, at han i 1944 blev indrullet i en af de Einzatsgruppen, hvis opgave det var at deportere og myrde de jøder, der stadig befandt sig i Slovakiet, og dette hverv gik han op i med liv og sjæl. 

 Georg Heuser

 

Det er på alle måder virkelig grotesk, at denne mand, der var med til at fælde seriemorderen Ogorzow, selv var massemorder. I 1963 blev han i hvert fald fundet skyldig i at have deltaget som en af hovedmændene bag mordene på 11.103 mennesker, hvilket jo får Ogorzows "bedrifter" til at blegne i sammenligningen. Var det denne beredvillighed til at myrde, der havde gjort ham til sådan en god samtalepartner under afhøringerne af seriemorderen? Tanken er uhyggelig, men måske i virkeligheden ikke mere mærkelig, end at Ogorzow optrådte som en "speciel vagtmand for kvindelige passagerere" på de toge, hvor han jagtede sine ofre ....

 

https://second.wiki/wiki/georg_heuser

https://www.jta.org/1962/12/20/archive/torture-of-minsk-jews-before-execution-described-at-german-trial

https://mofibo.com/dk/da/books/636029-A-Serial-Killer-in-Nazi-Berlin-The-Chilling-True-Story-of-the-S-Bahn-Murderer

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2206982/I-liked-shoot--women-kids--kind-sport-Secret-Nazi-tapes-reveal-ordinary-German-soldiers-responsible-war-crimes-just-SS.html 

 

https://www.berlinexperiences.com/s-bahn-murderer-a-serial-killer-in-nazi-berlin/ 

 

https://www.berlingske.dk/kultur/hitlers-kvinder 

 

https://historyofyesterday.com/women-of-the-third-reich-3e16c329cf43 

 

Wikipedia

 

Tanker omkring børn, kæledyr, gamle forældre og hjerteslag

Nå ja, hun vidste jo, hvor hendes mor havde lagt guffet, så det var "uden for rækkevidde" - HA!!! En smart unge - eller et snu kæledyr - vil i hvert fald forsøge at komme til godterne, og sådan bliver det ved, indtil de bliver gamle og skræmmer livet af voksne børn eller ejere ved andre tossestreger. Den skræk, de indgyder, er faktisk det normale for dem, der er være tæt på nogen, de føler et vist ansvar for, hvad enten det er børn, dyr eller gamle i familien. 

INGEN bad denne vovse om at vikle sig ind i stolen, men det skete, fordi dyr nu engang er dyr og meget nysgerrige. Jeg tvivler på, at hunden forestillede sig, at denne manøvre kunne bringe goder for dagen som flere gåture, godter eller kæl og klap, men spændende var det. Og en udfordring, så det er ikke utænkeligt, at den er direkte stolt af sin dåd ....

Herligt, hvis man er hjemme, og naboerne ikke kan se ind, men ret uheldigt, hvis den strippende mand er ens far, søn eller ægtemand, og man frygter samfundets dom over ham og resten af familien.

                                            Et sekund fra en hånd-skade af de grimme .... 

Man kan ikke være alle vegne, og man kan heller ikke holde øje med alle i ens omgivelser, som man føler et ansvar for. Til gengæld kan man bekymre sig så meget, at det ender med stress, mavesår og måske ligefrem et hjerteslag. Spørgsmålet er så, hvad man stiller op med sådan en situation, som mange - eller de fleste af os? - kommer ud for. Tjah, man kan fortælle sig selv, at man ikke har ansvaret for alle i ens omgivelser, men på det punkt er man ofte døv for ens egne argumenter, for selv om logikken omkring det evige ansvar er mangelfuld, så er følelsen der, og den fortsætter langt ud over yngel-tiden, dyreholdet eller voksen-barns-situationen. Kort sagt, jeg ser ingen løsning, for det ligger i de fleste af os at føle ansvar og bekymre os for vore nærmeste, inklusiv naboer, som man måske kun kender af udseende. I visse situationer og tidsaldre har det faktisk været det, der har reddet både mennesker og dyr fra død og lemlæstelse ....

Hvem er hun? Det vides ikke, men ud fra holdningen og den krumme ryg vil jeg bedømme hende til at være en bedstemor, der gør sit bedste for at redde familiens yngste skud. Lykkedes det? Aner det ikke, og ud fra det, man har hørt om krige og de vilkår, de har skabt, vil jeg ikke engang gætte, men jeg håber, at hun fik reddet sig selv og familiens børn. Hun gjorde i hvert fald, hvad hun kunne og har fortjent, at det lykkedes ende .....

Ted Bundy's skæbnekvinde

En af myterne omkring den infame seriemorder Ted Bundy er, at han myrdede kvinder, der mindede ham om én, der havde såret ham og hans forfængelighed ved at afvise ham i hans tidlige ungdom. Mordene på mindst 36 sagesløse kvinder skulle så være hans forskruede hævn over den person, han følte havde ydmyget ham, for den slags kunne Teds ego bare ikke klare. 

                                          Drømmepigen, Diane Edwards, med kort hår                               

Han havde oprindelig haft store planer om berømmelse og rigdomme, politisk indflydelse og magt, men da han på et tidspunkt fik dårlige karakterer under sine jura-studier, flippede han helt ud, selv om han tilsyneladende ikke opgav studierne. Det føltes imidlertid, som om den karriere, der skulle til, for at fastholde kærestens interesse, gled ham af hænde. For ham var studierne, drømmene om succes inden for snart sagt alle felter og forholdet til den pige, han havde forelsket sig i, forbundet med hans selvfølelse. Nu opdagede han, at han aldeles ikke var den succes-dreng, han så sig selv som, og som var den eneste version af personen Ted Bundy, hans ego kunne acceptere. 

Det, der for ham var den attråværdige kærestes kendetegn - nemlig langt, glat, mørkt hår - ses bl.a. her på et fotografi af den ellers pressesky kvinde, der tilsyneladende blev Teds skæbnekvinde. I modsætning til Ted, der var født uden for ægteskab i en rodet familie, der måske var præget af både fattigdom og incest, kom hun fra en god familie og var kendt som en både intelligent og meget "classy" pige. Man kan sige, at for sådan én som Ted var hun en perfekt trofæ-kæreste, og det betød meget for ham, da succes og dens synlighed var det, han ønskede mest af alt. Kæresten stammede fra Burlingame i Californien, og hendes fulde navn var Diane Marjorie Jean Edwards, men hun er blevet kendt under pseudonymerne Stephanie Brooks og Marjorie. Ud over at man ved, hun fik en enorm betydning for ham, er der ikke megen viden om hende, for hun har - i modsætning til et par andre af hans kærester - holdt sig helt uden for det mediecirkus, der opstod efter hans retssag og dom. Fordi de fleste af mordofrenes udseende var som kalkeret over Dianes hendes billede, og man ved, hvilken betydning hun fik på ham, har hun imidlertid bevaret en sikkert komplet uønsket, men vedvarende berømmelse.

Diane Edwards var Teds første alvorlige forhold, men hun var en pige, som han slet ikke kunne leve op til. Ifølge senere oplysninger i forbindelse med Dianes interview i forbindelse med Dr. Al Carlisle's studie af seriemordere i 1976, "Violent Mind: The 1976 Psychological Assessment of Ted Bundy", var han umoden, ufokuseret, svag og ude af stand til at forsvare sig på en måde, hun anså for maskulin. Hun har imidlertid sagt, at en af de ting, hun oprindelig faldt for, var hans evne til at udtrykke sig med ord, både mundtligt og skriftligt. Ikke desto mindre kaldte hun ham en "people-pleaser", der ikke "would stand up for himself", og sådanne egenskaber har hun tydeligvis foragtet. At den slags skulle koste så mange unge kvinder livet er grotesk, men da han så sent som dagen inden sin henrettelse selv tillige forbinder sin mordlyst med seksuelle lyster og f.eks. advarer imod den måde, porno efter hans mening spiller ind i sådanne tendenser, tegner der sig nu alligevel et mønster, man har set både før og efter i mange mænds mord på kvinder. En interessant detalje omkring deres forhold, der også kan være betydningsfuld, er hans oplysninger om, at hun var den første kvinde, han var i seng med.

Ted og Diane kom sammen i omkring 1½ år, indtil hun ifølge ham ligesom "sivede" ud af hans liv, idet hun ophørte med at besvare hans breve. Da det gik op for ham, at hun ikke længere var interesseret, har det ligesom understreget hans opfattelse af sig selv som én, der ikke var den succes-dreng, han ellers havde troet. Begæret efter at gøre sig socialt var der stadig, og på andre måder har han sikkert haft meget høje tanker om sig selv samt har forventet, at andre så ham, som han ønskede at blive set. Han har sagt noget om, at han ville have hævn over hende, fordi hun havde skrottet ham, og da de på et senere tidspunkt sås igen et stykke tid, var det ifølge hans oplysninger denne gang ham, der angiveligt "sivede" ud af hendes liv. Passer det, eller er det bare en af de mange Bundy-løgne, han er kendt for? Det er vist aldrig blevet afklaret, og det virker ikke særlig troværdigt på mig, også fordi hun har fortalt, at hun brød med ham på en meget direkte måde. 

 

En meget ung Diane, dvs. sandsynligvis fra før hun mødte Ted

Ved bruddet havde Diane ifølge sine egne angivelser altså været temmelig direkte, idet hun havde sagt, at nok holdt hun af ham, men han var bare ikke den type mand, hun ønskede sig. Desuden var der visse ting ved ham, der gjorde, at hun ikke følte sig sikker på, hvem og hvad han egentlig var. Hans forsøg på at få hende til at skifte mening, lod hende vist temmelig kold, for hun lod sig i hvert fald ikke presse til at genoptage det. Om hendes holdning skiftede for et kort interval på et senere tidspunkt, eller om det bare er en Bundy-fantasi, er som sagt ikke til at sige. Hvorom alting er, efter at forholdet til Ted var endegyldigt forbi, giftede Diane sig efter sigende, men der er ingen oplysninger om hendes ægteskab, navn som gift, eventuelle børn, karriere eller andet. Hendes anonymitet er gennemført på en imponerende måde, for man kan lige forestille sig den interesse, der kunne opstå omkring hende og hendes nuværende liv, bl.a. i forbindelse med bøger, artikler, dokumentarfilm samt Netflix's serie om Ted.

Stadig en nydelig dame, men nu uden den karakteristiske midterskilning, der blev så kendt, fordi den virkede som en form for morder-fetich. Når man samler det, man ved om hende, hendes baggrund og personlighed, så tegner der sig et billede af en kvinde, Ted skulle leve op til og ikke som ved hans mangeårige senere kæreste, Elizabeth Kloepfer/Kendall, der virker som én, der ikke helt levede op til ham, i hvert fald ikke intellektuelt. Det var ellers en af de egenskaber, han beundrede og måske ligefrem forventede hos dem, han omgav sig med. Diane gjorde ham ifølge hans egne udsagn usikker, (hvilket var noget, han hadede), men Elizabeth havde han tillid til, hvilket er ret ironisk, da hun var den første, der henledte politiets opmærksomhed på ham.

Elizabeth Kloepfer/Kendall var meget forelsket i Ted og har ikke haft den viden, der har fået hende til at stille spørgsmålstegn ved hans påståede bedrifter. Til gengæld fornemmede hun ret hurtigt i forholdet, at der var noget, der ikke rigtig var, som det skulle, men der skulle flere anmeldelser til, før politiet tog hende alvorligt. 

Da de tre dødsdomme faldt i 1979, gjorde Ted alt for at forhale dommens udførelse. Under retssagen havde han giftet sig med en tidligere kollega, Carol Anne Boone, der simpelthen nægtede at tro på anklagerne imod "sin kanin", som hun kaldte ham. De havde truffet hinanden, da Ted havde et job ved The Washington State Department of Emergency Service i 1974. Her "hjalp" han bl.a. med at efterforske sine egne mord, hvilket er dybt ironisk, men typisk for hans frækhed. Formentlig har han gjort, hvad han kunne for at forplumre efterforskningen.

I 1974 havde han forsøgt at kidnappe den 18-årige Carol DaRonch, men hun fik vristet sig løs, og hendes vidneudsagn sendte ham i fængsel i 1976 efter at være blevet arresteret i 1975. Som man kunne forvente af ham, benægtede han dog forbrydelsen og sagde desuden mange mindre pæne ting om hende i årene fremover. Sammen med hans ekskæreste Elizabeth Kloepfer/Kendall var hun dog en virkelig heltinde i dramaet, medens Carol Anne Boone var en lettroende nar, der tilmed var så forgabt i ham, at hun fik en datter, Rose, med ham, der sørme var avlet på dødsgangen. Da han i dagene inden sin henrettelse i den elektriske stol den 24. januar 1989, pludselig begyndte at tilstå de mange mord, han hidtil havde benægtet, blev hun så skuffet, at hun lod sig skille fra ham. Grunden til disse tilståelser var selvfølgelig, at han troede, han kunne købe tid ved at stille efterforskerne nye oplysninger i udsigt, men den gik nu ikke, for henrettet blev han.

Far Ted, mor Carol og lille Rose

https://www.express.co.uk/showbiz/tv-radio/1078851/Ted-Bunny-tapes-who-is-girlfriend-Diane-Edwards-conversations-with-a-killer-netflix

https://historycollection.com/40-disturbing-facts-about-ted-bundy/4/

 

https://www.vanityfair.com/hollywood/2020/01/ted-bundy-girlfriend-elizabeth-kendall-interview 

https://www.eonline.com/news/1010464/the-serial-killer-and-the-women-who-loved-him-dissecting-ted-bundy-s-three-defining-relationships

 

Wikipedia