En lidt vel mørklødet præsidentfrue?

 

Hvis nutidsmennesker i Europa tænker på Syden i Amerika, så er det som regel den fiktive sydstats-heltinde Scarlett O'Hara, de ser for deres indre blik. Jeg forestiller mig denne sagnomspundne kvindeskikkelse i den engelske skuespillerinde Vivien Leighs skikkelse. Selv om jeg har læst Margaret Mitchells roman, så er det afgjort filmen, jeg husker bedst, hvilket måske hænger sammen med den fantastiske rollebesætning. 

Mentalt set burde jeg bevæge mig fra den forkælede sydstatsskønhed Scarlett og over til et par af dem, der danner den historiske baggrund for handlingen, nemlig slavinden Mamie, spillet af den formidable Hattie McDonald, der - som den første sorte skuespiller i USA - fik en Oscar for rollen, og Butterfly McQueen, der har rollen som hendes dumme og naive datter, Prissy. At Clark Gable kæmpede for disse to fantastiske, men sorte skuespillerinders ret til at deltage i højtidelighederne omkring filmens premiere varmer mit hjerte. Tanken om, at netop de to skulle udelukkes på grund af deres hudfarve, er i hvert fald komplet grotesk.

Baggrunden for handlingen er Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865), hvor Syden kæmpede for at bevare det slaveri, de hvide havde levet højt på i generation efter generation. En række sydstater løsrev sig fra føderationen (De forenede Stater) og kæmpede som konføderalister imod Nordstaternes unionister. Sydens præsident var Jefferson Davis (1808-1889), der efter krigen blev anklaget for forræderi imod Unionen samt - i lighed med mange andre sydstatsfolk - fik frataget sit amerikanske statsborgerskab. I 1978 fik han det dog tilbage posthumt, dvs. næsten 100 år efter sin død. Af statur ligner Jefferson Davis sin politiske modstander - samt samtidlige præsident-kollega - Abraham Lincoln meget, men står selvfølgelig for de modsatrettede ideologier.

Den Amerikanske Borgerkrig endte altså med Nordstaternes sejr og slaveriets ophør, idet omkring 4 millioner slaver blev frigivet. Disse fire krigsår havde desværre kostet 600.000 mennesker livet, og den resulterede i Sydens tilbagevenden til Unionen (De Forenede Stater). Den dag i dag hersker der en vis bitterhed over disse begivenheder, der bl.a. giver sig udtryk i meget sørgelige racekonflikter. 

Jefferson Davis's anden kone var den 20 år yngre Varina Anne Banks Howell Davis (1826–1906), der af flere blev mistænkt for at være noget så sært for landets første og eneste konføderale præsident som mulat. Billedet ovenfor, hvor hun bærer en smuk broche, er således blevet bespottet som en retoucheret "forfalskning", der skal få hende til at se hvidere ud, end hun var.

Underteksten på dette bryllupsbillede påstår også, at Varina var mulat, hvilket Jefferson jo altså ikke var. Dengang må det have været en grov fornærmelse imod præsidentfruen, medens vi europæere i nutiden højst finder det lidt pikant. I vore øjne var Varina afgjort en smuk, ung pige, hvis lidt mystiske familiebaggrund bare gør hende ekstra interessant. Sagen er den, at hendes oldeforældre eller tipoldeforældre, (hvoraf den mandlige part kom fra Skotland), aldrig giftede sig. Nutidsmennesket vil udbryde et dybtfølt "Og hvad så???!!!!!!!", men i hendes tid var det anderledes, og det er da meget muligt, at hendes oldemor eller tipoldemor var sort eller måske indianer, sådan som det også er blevet foreslået af race-fanatikere.

Smuk og statuarisk, men barnløs i 6-7 år. Da hun endelig blev gravid, døde barnet som lille. Hun fik ialt fem børn, hvoraf de fire sønner alle døde tidligt. Den eneste, der overlevede, var hendes datter, Margaret, og gennem hende blev hun mormor, men altså aldrig farmor, selv om hun jo oprindelig fik fire sønner. 

Fire af de ialt fem Davis-børn 

Som person var hun heldigvis ikke en, der bare levede for sine børn, da hun var meget selvstændig i tanke og handling. F.eks. gav hun åbent udtryk for sin modvilje imod slaveriet og gik ikke helhjertet ind for borgerkrigen. Senere gjorde hun imidlertid, hvad hun kunne for at genoprette sin mands ære og værdighed gennem forskellige skriverier. Bl.a. færdiggjorde hun hans memoirer.

Under krigen havde hun boet i Richmond, som hun ikke brød sig om, men som ældre flyttede hun til New York efter sin mands død i 1889, og her hun boede til sin egen død i 1906.Tiden som enke gik bl.a. med at skrive. Et problem ved arbejdet med materialet omkring Jeffersons regeringstid samt hans dispositioner under krigen var, at noget nær alt skriftligt materiale var blevet brændt, da Syden tabte krigen, men hun gjorde, hvad hun kunne.

Den overlevende datter, Margaret Davis, på sin bryllupsdag, hvor hun blev Margaret Hayes. 

https://faktalink.dk/titelliste/den-amerikanske-borgerkrig 

 

https://jdrhawkins.com/2019/04/16/women-of-the-confederacy-pt-9/ 

 

https://encyclopediavirginia.org/entries/davis-varina-1826-1906/ 

 

https://www.nytimes.com/2018/04/30/books/review/varina-charles-frazier.html 

 

Wikipedia

Te med de døde

Mærkeligt nok er der en hel del, der tyder på, at den colombianske seriemorder Luis Alfredo Garavito (født den 25. januar 1957), der er dømt for at have myrdet omkring 138 drenge, kan have gjort dette for at føle et nærmere tilhørsforhold til dem, der blev hans ofre. Det er i hvert fald sådan, jeg tolker det faktum, at han efter mordene ofte/som regel stablede ligene op til "te-selskab" med ham. Umiddelbart lyder det vanvittigt, for døde mennesker drikker nu engang ikke te, men dette kan have repræsenteret en form for familie-hygge, som han søgte. Hans tilnavne er "Bæstet" eller "Dyret" og "Fedtmule", og han virker da også både latterlig og fjollet samt bestialsk, for han var ikke bare te-drikker, men dyrkede også nekrofili og voldtægt. Man ved, at selv om han er dømt for at have myrdet 138 drenge, så er der i virkeligheden nok dobbelt så mange, der er døde for hans hånd. 

I betragtning af, at der åbenbart findes seriemordere overalt på denne planet, så er det interessant, at nogle af dem tydeligvis føler sig knyttet til deres ofre. Det gælder ikke bare Garavito, men også sådan en dybt perverteret mand som f.eks. amerikaneren Samuel Little (1940-2020). Han var angiveligt søn af en prostitueret, hvilket er blevet brugt som årsag til hans mange kvindemord. Noget, jeg dog ikke ser nogen logik i, men sådan er det ofte med "forklaringerne" på disse kvindemordere. Hvorom alting er, så skabte han portrætter af de omkring 93 kvinder, han har tilstået at have myrdet, og hvoraf de fleste formentlig var sex-arbejdere. Efter hans opfattelse havde han og hans ofre stadig en eller anden form for fortsat positiv forbindelse. Han mente ikke, at disse mange kvinder, hvis liv han havde stjålet for at skaffe sig selv nogle minutters seksuel fornøjelse, bar nag til ham. Nej da, ikke efter hans opfattelse, og på grund af denne tolkning, blev han også altid vred, hvis efterforskerne så meget som antydede, at det, han havde gjort ved sine ofre, var simpel voldtægt. Sådan kunne han slet ikke se det, og han blev meget fornærmet, når man påpegede denne forbrydelse.

Når han blev spurgt ud om de kvinder, han havde myrdet og voldtaget, så var det klart, at for ham var de ikke bare ukendte, der efter forbrydelsen flød ud i ikke-personificerede erindringsbilleder. Nej, tværtimod, og det er faktisk ret fascinerende, fordi det må ses som et udtryk for det personlige, mere eller mindre kærlige tilhørsforhold, han mente at have til dem. 

Ligesom f.eks. Little fulgte Garavito et fast mønster, hvor ofret - nemlig fattige landbobørn - blev lokket med ind på en mark efter en længere spadseretur, som han vidste ville udmatte dem, sådan at de var nemmere at overmande. Inde på marken myrdede han dem og placerede deres lig, som om de deltog i et imaginært og dybt uhyggeligt te-selskab. Når han blev træt af "legen" med netop disse myrdede børn, skaffede han sig nye, og så gentog processen sig. Det er på samme tid både personligt og upersonligt, og det virker nærmest manisk, hvilket gør det endnu mere grotesk. At han var blevet seksuelt og følelsesmæssigt misbrugt i barndommen er der tilsyneladende ingen tvivl om, idet hans stærkt alkoholiserede far havde voldtaget ham og tvunget ham til forskellige handlinger med andre udenforstående. Han blev mobbet i skolen og havde ikke rigtig nogen venner, bl.a. fordi faderen forbød det. Da han var omkring 11 år gammel, tog faderen ham ud af skolen, fordi han ville have, at han bidrog til familiens underhold. Det førte til nye sex-angreb, bl.a. fra en nabo, men på nogenlunde samme tid opdagede han sine egne pædofile tilbøjeligheder. 

Ind imellem søgte han sammen med kvinder, som han dog ikke altid lader til at have haft et seksuelt forholdt til, men hvis eventuelle børn han var venlig og kærlig imod. Hvorfor nu det, når han voldtog og myrdede andre? Jeg tror, det skyldes et overmåde stærkt ønske om at virkeliggøre en illusion om det velfungerende familieliv, han aldrig selv havde oplevet. At han havde udviklet en psykisk sygdom, er der ingen tvivl om, og han gik ud og ind af mentalsygehuse, forsøgte selvmord og hørt oftere og oftere "stemmer i hovedet". Hans torturmetoder lignede efterhånden dem, hans far havde brugt imod ham, men når han mishandlede et barn, blev han grebet af anger, bad voldsomt for sit døde og mishandlede offer. At han var kuleskør er der ingen tvivl om, bl.a. fordi han med tiden blev Hitler-tilbeder og ytrede beundring for kz-lejrene. Han opsøgte alle mulige okkulte personer, dyrkede Satanisme, etc., etc.. På den ene side er det umuligt at ikke afsky ham som det uhyre, han er, på den anden side er det lige så umuligt at ikke føle medlidenhed med ham som det mishandlede barn, han var fra begyndelsen af. Efter min mening undskylder eller forklarer det ene dog absolut ikke automatisk det andet.

Garavito var god til at skifte udseende, og han var som en kamæleon i sit samvær med andre. Efter en ulykke havde han imidlertid fået en fysisk skade, der var med til at identificere ham: han blev halt. Selv om mange børn forsvandt, så var der dog ikke rigtig nogen opmærksomhed omkring det før 1997, hvor man fandt en massegrav med 41 børn. I 1999 var der en hjemløs mand, der reddede en dreng fra Garavito, og han blev arresteret den 22. april samme år. Inden længe blev han afsløret som "La Bestia" og idømt 1.853 år og 9 dages fængsel. Jeg vil sige, at det ikke var én eneste dag for meget, men hans dom blev ændret på grund af de colombianske 40-års-regler. Ingen kan sidde i fængsel længere end 40 år, og senere blev dommen yderligere reduceret til 22 år. Dvs. at han på et tidspunkt formentlig vil blive frigivet, hvilket forekommer mig lige så grotesk, som hvis Samuel Little, (der døde i fængslet i 2020), var blevet løsladt. Der kan være sket dem skrækkelige ting i barndom og ungdom, men det tæller ikke på nogen måde som en løsladelsesgrund .... 

 

https://chameleontruecrimestories.com/the-depraved-murders-of-138-boys-c34802669750

https://www.britannica.com/biography/Luis-Garavito

https://medium.com/the-mystery-box/the-beast-luis-garavito-6b6418852e51

Wikipedia

Den ikke-eksisterende hotelgæst

Jeg kan egentlig godt forestille mig en situation, hvor et menneske så at sige dukker op i et hidtil uprøvet voksen-liv, f.eks. efter sygdom, der har udraderet erindringen om en stor del af vedkommendes tidligere liv. Sådan en person står uden barndom og uden tidlig ungdom, kun et hér og nu: "Se dig omkring, hér er du, og du har ingen fortid eller nutid, men måske en fremtid som en personlighed, du ikke engang selv kender ...." En interessant tanke og ikke umiddelbart en eftertragtelsesværdig oplevelse, men dog en mulig livssituation, som man kan havne i og det som både død og levende. Er man død, så kan man blive en såkaldt "Jane Doe eller "John Doe", der ender i en navnløs grav, og dem er der faktisk en hel del af rundt omkring i verden.

Hvis man er levende, men har hukommelsestab, ja, så er man nærmest låst inde i en hjerneskal, der tilhører én, men som er som fremmed land.

De higer og søger efter identiteten, men personen kan være godt gemt i hjernevindinger, han/hun ikke selv har styr på. En anden mulighed er, at vedkommende udmærket ved, hvem han/hun er, men ikke ønsker at forblive dette individ. Et sådant menneske kan f.eks. forvandle sig til en Jane eller John Doe, sådan som det skete med den mystiske "Peter Bergmann", der kom til Irland for godt ti år siden, udelukkende med det formål at forsvinde. Da han ankom til byen Sligo og checkede ind på Sligo City Hotel den 12. juni 2009, bemærkede man, at han talte med en kraftig, tysk accent, der umiddelbart  godt kunne passe med den østrigske adresse, han opgav.

Ingen fattede mistanke om, at han var andet end en ganske almindelig østrigsk hotelgæst, men da han havde tjekket ud den 15.juni, fik man anledning til at efterprøve hans færden, for dagen efter blev han fundet død i splitternøgen tilstand på stranden. 

Hans tøj lå spredt ud rundt omkring ham, men hans penge, personlige papirer og alt andet, der kunne have identificeret ham, var væk. Obduktionen viste, at han var druknet, hvilket gjorde, at dødsfaldet blev set som selvmord. Mere mystisk var det, at den hjemmeadresse, han havde brugt på hotellet viste sig at bestå af en tom byggegrund. "Peter Bergmann" fandtes ikke, bortset fra at hans lig altså befandt sig i et land, hvor han var en fremmed. Hvem i alverden var han, og hvad fik ham til at komme til netop denne lille, irske by, hvor han i hvert fald ikke var kendt på forhånd?

Sikkerhedskameraer rundt omkring i byen havde opfanget ham, men det virkede, som om han på forhånd vidste, hvor de var, sådan at han kunne undgå, at de fik gode fotografier af ham. Meget mystisk, for man kunne se på nogle af disse fotografier, at han systematisk gennemgik de papirer, han havde på sig for derefter at rive dem i stykker og smide dem væk. Hvorfor så hemmelighedsfuld? Hvad havde han at skjule - og hvorfor?

Når man ser billeder af ham, så virker han - med eller uden papirer - som en uanseelig og nærmest anonym mand, så hvad var hans hemmelighed? Obduktionen pegede på flere mulige årsager til, at han formentlig valgte selvmord, for hans helbred var tydeligvis svært belastet. Han manglede en nyre, havde prostata- og også knoglekræft, men virkede ikke umiddelbart svækket. Han lignede én, der var i forholdsvis god form, men var det altså ikke, og han kan også have haft mange smerter.

Den dag i dag aner man ikke, hvem han var, så han har virkelig haft held med at opretholde den anonymitet, som han gjorde alt for at bibeholde. Efter et års tid blev hans lig begravet i Sligo, hvor man stadig spekulerer på, hvem han var, og hvorfor han kom dertil .... 

https://soapboxie.com/government/The-Fascinating-Mystery-of-the-Death-of-Peter-Bergmann

 

https://www.irishtimes.com/life-and-style/people/a-lonely-sligo-death-still-shrouded-in-mystery-1.4589709 

https://theghostinmymachine.com/2021/03/29/unresolved-the-mysterious-death-of-peter-bergmann-sligo-ireland/

 

Wikipedia

Fornemme folk og politiske omvæltninger

Kong Victor Emmanuel III med den belgiske kong Albert I

Prinsesse Mafalda af Hessen (1902-1944), der var født Prinsesse af Savoyen, var ikke ligefrem nogen decideret skønhed, men dog ikke så uheldig med sit ydre som sin far, den italienske konge, Victor Emmanuel III (1869-1947). Jeg har set påstande om, at hans meget lidt smukke udseende samt ikke mindst hans ringe - dvs. "umandige" - højde (1,53 cm) direkte oprørte Hitler, og at han ikke brød sig om at vise sig offentligt med ham, når han besøgte sin allierede, Benito Mussolini (1883-1945). Senere fik han så alle mulige andre grunde til at fatte modvilje imod den lille, grimme konge, for nok havde han oprindelig åbnet døren for Mussolini, hvis styre han først modsatte sig mange år efter, at han havde givet ham magten, foruden at han havde underskrevet forskellige jøde-fjendske love, men det var også ham, der fik ham afsat og arresteret i 1943, da de allierede nærmede sig. Tydeligere kan det næsten ikke siges, at han ikke var en ægte ven af tidens fascistiske diktatorer. Måske man kan sige, at han var en typisk politisk "vejrhane", der nærmest fulgte vinden og dens skiftende retninger, når det gjaldt politik. Sådan var det formentlig med de fleste kongelige, men Victor Emmanuel virkede, som var han til fals, så længe han kunne opretholde kongedømmet.

 

Kongens datter, prinsesse Mafalda, havde i 1925 giftet sig med den afsatte tyske kejser Wilhelm II's nevø, Prins Philipp af Hessen (1896-1980), der havde arbejdet som indretningsarkitekt i Rom, hvor de mødtes. Fem år efter brylluppet meldte han sig ind i nazist-partiet, hvilket vil sige nogle år før, Hitler dannede regering. Derfor omgikkes den italienske prinsesse højt rangerende tyskere, men både Hitler, Goebbels og forskellige andre mistænkte, at hun i virkeligheden modarbejdede dem, selv om jeg nu aldrig har hørt noget om, hvordan dette eventuelt skete. Hun blev under alle omstændigheder udsat for diverse interne undersøgelser, og opsynet med hende blev forstærket, da hendes far, kong Victor Emmanuel III, lod Mussolini arrestere. 

Philipp af Hessen

Hendes mand var nazist, hendes far var en politisk vejrhane, men hvad var hun selv? Formentlig hverken det ene eller det andet, men hun blev et krigsoffer, da nazisterne satte hende i Buchenwald, hvor hun døde efter et allieret bombeangreb i 1944. Hendes fire børn blev derefter opdraget af deres far, prins Philipp af Hessen, men kun i kort tid, da han også røg i kz-lejr. Kort sagt, en meget sørgelig historie om menneskelige fejltrin og underlige, uventede "krøller" på såkaldt fornemme menneskers skæbne. 

Kong Victor Emmanuel handlede sikkert hele vejen igennem med ét eneste formål for øje: at bevare kongemagten for sin familie. Skæbnen snød ham dog, for da han abdicerede til fordel for sin søn, Umberto II, regerede denne kun i 34 dage, hvilket gav ham øgenavnet "Majkongen". Hvad Victor Emmanuel angik, så flygtede han til Ægypten, hvor han levede i eksil til sin død i 1947. Spøjst nok "levede" hans lig dog videre i Ægypten i 70 år, indtil det blev hjembragt, selv om ikke mindst den jødiske del af befolkningen protesterede.

Inden Philipps svigerfar, kong Victor Emmanuel III, lod Mussolini arrestere, gik nazi-karrieren altså OK for ham, selv om hans kone, Mafalda, var under mistanke. Hvordan følte han det, da Mafalda røg i Buchenwald? Var han meget ulykkelig, eller følte han en form for lettelse, siden han jo var biseksuel, og i mange år havde haft et kærlighedsforhold med digteren Siegfried Sassoon? Nazisterne anså ham for at være ægte homo- og ikke biseksuel, og jeg gad nok vide, om det var en af grundene til, at de tidligt fattede mistanke til hans hustru, prinsesse Mafalda. Hvorom alting er, så var en af hans mægtige, mangeårige venner Hermann Göring. På grund af dette venskab blev han udnævnt til "chef for provinsen Hesse-Nassau" og blev desuden sat til at skaffe kunstværker til det museum, som Hitler ville lade opføre i sin hjemby, Linz.

Da Victor Emmanuel lod Mussolini arrestere i 1943 blev forholdet mellem Philipp og Hitler afkølet i betydelig grad. Han og hans kone blev altså begge arresteret og indsat i en koncentrationslejr. Mafalda omkom, men Philipp blev flyttet rundt mellem tre forskellige lejre, og efter krigen havnede han i de allieredes varetægt, men blev løsladt i 1947.

Billedet her er fra Mafaldas bryllup med Philipp af Hessen. Dér står de, midt i en sværm af fornemme slægtninge, hvoraf mange gik til under krigen, enten som personer eller som indtil da vigtige medlemmer af ikke-længere-eksisterende fyrstehuse. De havde overlevet Første Verdenskrig, og ingen af dem har sikkert kunnet forestille sig, at den ville blive fulgt af Anden Verdenskrig mindre end en menneskealder after fredsslutningen. Det er en sær tanke, at hvis de havde været super-rige og ikke bare super-fornemme, så havde de formentlig haft en chance for at overleve omvæltningerne i forbindelse med krigen. De fleste har nok sat deres lid til deres fornemme aner, hvilket ikke rigtig tæller i vore dage. Hvis man ønsker at se et symbolsk billede på en historisk omvæltning, så er dette bryllupsbillede egentlig ganske illustrativt: intet i denne verden er SIKKERT eller har et gyldigt "evighedstempel" ....

https://www.wikiwand.com/en/Princess_Mafalda_of_Savoy 

https://www.bbc.com/news/world-europe-42400766

 

 

https://www.susannaduffy.com/mafalda-con-funghi/ 

https://daydaynews.cc/en/history/104369.html

 

 

Wikipedia

 

 

"Luderen" og "Madonnaen" - to bibelske Maria'er

Min interesse i religion går først og fremmest på den virkning, de forskellige trosretningeer har haft på samfundet. Foreløbig har der vist været omkring 4.000 guder i verden, og det tal tror jeg er sat lavt, sådan at der i virkeligheden har været mange flere. 

 

Man kan undre sig over, hvordan folkeslag, der gennem mange generationer har tilbedt kraftfulde og farverige guder som de nordiske Odin, Freja, Thor, etc., kan skifte over og blive kristne. Det viser nogle interessante ting om den menneskelige natur, som vi burde studere indgående. Noget andet, man må studse over, er forandringerne i tolkninger af de enkelte gudeskikkelser: "gode" bliver "onde" - eller omvendt. Nogle får større betydning, andre mindre, selv om de måske startede med at være almægtige. Alt dette spejler efter min mening samfundsændringer, som vi måske endnu ikke helt har kortlagt, bl.a. fordi vi er forblændet af det, vi tror, er "naturligt" eller "historisk berettiget". Dette forekommer mig særlig interessant i forbindelse med kvindelige guder, profeter eller apostle, for her kan man bare ikke se bort fra, at ideologien omkring dem afspejler radikale samfundsændringer, der måske har været længe undervejs.

 

 

Denne duo kender vi, for i vor kultur er vi blevet præsenteret for utallige billeder af Jomfru Maria, der fødte Jesus, angiveligt efter et besøg af den såkaldte Helligånd, men hvad med de andre Maria'er, der omgav ham som voksen i tiden lige inden korsfæstelsen? Ud over hans mor er der jo trods alt tre andre i Det Nye Testamente, nemlig 1) Maria Magdalene, 2) Maria Salomé og 3) Lazarus' søster, Maria Betania. Den mest interessante af disse Maria'er er afgjort Maria Magdalene, der lader til at have stået Jesus virkelig nær. Hun har ligefrem sit eget evangelium, der dog ikke er blevet optaget i den Bibel, vi kender i dag. Evangeliet regnes nemlig for et af de apokryfe skrifter på græsk, der blev udeladt i den samlede bibel, fordi de ikke passede til de kristne doktriner, der blev udviklet gennem tiden. (Der er imidlertid kommet en oversættelse af den oprindelige, koptiske 400-tals-tekst ved danskeren Marianne Aagaard Skovmand, der f.eks. kan fås på SAXO. Her skal man så huske på, at evangeliet ikke er komplet, da der mangler forskellige passager samt indledningen).

Jeg er slet ikke i tvivl om, at der er sket en tidlig patriarkalsk funderet social status- og værdi-ansættelse gennem religionen. Faktisk tror jeg, at en af de monoteistiske religioners hovedfunktion har været at definere mænd og kvinder som samfundsvæsener, bl.a. gennem de roller, de tildeles i forbindelse med Guden, dvs. i dette tilfælde Jesus. Derfor overrasker det mig heller ikke, at der fortælles om stridigheder mellem apostlen Simon Peter - den senere Sankt Peter - og en kvindelig discipel, nemlig Maria Magdalene. Apostlen er simpelthen jaloux over den status, Maria Magdalene har, men bliver irettesat af Jesus. Hun er da også en meget betydningsfuld person i hans følge, idet hun tager med rundt omkring ligesom de mandlige disciple.

Hendes navn nævnes ialt 12 gange i Biblen, men interessant nok aldrig - som ofte med andre kvinder - i forbindelse med deres far, bror, mand eller søn. Hun er sig selv, og træder frem i sit eget navn som et æret individ med sin egen historie og betydning. Ikke nok med at hun bliver nævnt alle disse gange, men hun deltager også i det, man kunne kalde "top-begivenhederne". Således befinder hun sig ifølge alle fire evangelier på Golgatha langfredag. Desuden er hun beskrevet i Matthæusevangeliet som den sidste, der forlader den korsfæstede. Ud over dette, er hun også den første ved graven påskemorgen. 

 

 

Den allerførste gang, Maria Magdalene nævnes, er i Lukasevangeliet kap. 8,2, idet hun er en af de kvinder, som Jesus helbreder for onde ånder. Således fortælles det, at Jesus drev syv dæmoner ud af Maria Magdalene, og det er såmænd de syv dæmoner, der i middelalderen bliver til de syv dødssynder. Mere interessant er det dog, at hun ifølge den senere slutning på Markusevangeliet, nemlig kapitel 16,9, er den første, der møder den genopstandne Jesus. Det er hun også i Lukasevangeliet kap. 20,1-18. I de synoptiske evangelier og i Første Korintherbrev kap. 15 tildeles denne vigtige rolle til gengæld hendes "rival", den mandlige discipel, Peter. 

 

 

Hvilken tolkning kom først? Tjaaahhh, man kan jo gætte, og jeg gad nok vide, om Maria Magdalenes besynderlige sammenblanding med den i virkeligheden navnløse "skøge", der ifølge Lukasevangeliet kapitel 7,36-50 grædende vasker Jesu fødder, salver dem og tørrer dem med sit hår, har forvirret begreberne og forvrænget beretningen, så der er gået kuk i persongalleriet, for det kan vel ikke tænkes, at den patriarkalske samfundsorden bevidst har valgt at dele kvindekønnet op i de bekvemme "luderen og madonnaen"-grupperinger? Dermed er den fremtrædende Jesus-discipel Maria Magdalene i hvert fald blevet forvandlet til noget helt andet, end det hun ellers fremstilles som i de forskellige evangelier. Kirkefaderen Augustin (død 430) kaldte hende således "Apostlenes Apostel" uden antydning af referencer til den såkaldt "syndige kvinde", der vasker Jesu fødder. Det er også interessant, at Østkirken tolker hendes skikkelse helt anderledes end Vestkirken, der går ind for luder-/madonna-symbolikken.

 

I ciklen: denne kvindelige - eller meget kvindagtige - figur i Leonardo DaVincis "Den Sidste Nadver" bliver af nogle anset for at være Maria Magdalene, der sidder ved siden af Jesus. Det er da også en position, hun er berettiget til som enhver anden fremtrædende discipel og apostel, der er med til at udbrede hans lære.

 

De fleste forestiller sig nok Biblen som et oldgammelt samlet skrift, der er nedarvet gennem mange generationer, men det er ikke rigtigt. Tværtimod kan man sige: MANGE har ført pennen, da den blev til, og det bærer den så sandelig også præg af både i holdninger og skrivestil ...

 

Er Biblen fiktion eller faktion? Ifølge myten blev Det Gamle Testamente skrevet af Moses, men dér kommer man så ud for det problem, at der ikke er håndfaste beviser på, at han nogensinde har eksisteret, men - sat på spidsen - gælder dette jo stort set ALLE bibelske personer, inklusiv Jesus. Vi ved, at den er en antologi af forskellige religiøse tekster fra det fjerde århundrede, der oprindelig blev skrevet mellem det tiende århundrede f.Kr. og det første e.Kr.. Inden det fjerde århundrede bestod det, vi forstår ved Biblen, af løse dokumenter, der blev samlet og ordnet som et enkelt bind, der blev kendt som Biblen.

Rembrandt van Rijn, painting of Moses Breaking the Tablets of the Law, 1659

 

Modsat de kristnes hellige skrift, Biblen, blev Koranen angiveligt åbenbaret for Muhammed af ærkeenglen Gabriel gennem et forløb på ialt 22 år og derpå nedskrevet som én samlet bog i 114 kapitler. En vigtig pointe her er, at Muhammed var analfabet og derfor ikke var i stand til selv at "finde på" teksten, hvilket man må indrømme giver Koranen en større historisk troværdighed end Biblen. Hvordan den end er blevet skabt, så udgør den ikke et sammensurium af såkaldt "hellige", men redigerede tekster.

Ingen "retter" eller udvider altså Koranen, men Biblen er et stort kludetæppe af rettelser og ændringer gennem mange århundreder. Går man til den ældste samlede udgave af Biblen, "Codex Sinaiticus", mangler der f.eks. en meget vigtig detalje, der ellers er totalt afgørende for kristendommen og den kristne tro, nemlig Jesu genopstandelse. Den mangler såmænd også i Markus-evangeliet, og det giver anledning til mange bekymringer for troende, for kom dette evangelium før Matthæus-evangeliet, hvor genopstandelses-episoden er? Hvis det kom først - dvs. i forhold til Biblens anerkendte evangelier - så sættes der unægtelig spørgsmålstegn ved selve genopstandelsestanken, ligesom det sker ved sammenligninger med Codex Sinaiticus. 

Den ældste skrift tæller nemlig som den originale, ikke-redigerede og må derfor ses som den, der kommer sandheden om de forskellige begivenheder nærmest. Det lader til, at de fleste forskere nu regner Markus-evangeliet for det ældste, så ikke bare Codex Sinaiticus, men også Biblen, som vi kender den, har altså en beretning om Jesu død, der ikke omfatter en genopstandelse.

Desuden er de "engle", der optræder som en vigtig detalje i vores nutidige opfattelse af begivenhederne omkring korsfæstelsen, her bare ukendte mænd ved graven, der skræmmer kvinderne, der er kommet for at salve Jesu lig, så de flygter. Der er altså masser af indbyrdes forskelle mellem de fire evangelier, og det er tydeligt, at historien er blevet revideret og udbygget op igennem århundrederne. For mig at se er der tale om en (social) fantasi over det, der udgjorde kristendommens fundament: Jesu død. Dvs. at beretningen tog farve af samfundet og de love, der gjaldt dér. Dette kender vi også fra andre religioner verden over.

Noget andet, der efterhånden er blevet mytologiseret, er Jesu forhold til Maria Magdalene. Ifølge nogle middelalder-legender var de gift og fik i hvert fald ét barn, nemlig en datter, der måske endda vandt indpas i det franske kongehus. Ideen om dette giver i hvert fald de franske konger en legitimitet som ingen andre. Hvordan det nu end forholder sig, så er der rigtig meget, der tyder på, at hun sammen med de mandlige disciple har haft en fremtrædende rolle og tillige lederposition i den ældste kirke. I de apokryfe skrifter fortælles der om hendes lange, fortrolige samtaler med Jesus. Hun fremstilles som en legitim leder og fortolker på linje med de mandlige disciple.

 

 

https://www.biblicalarchaeology.org/daily/biblical-topics/bible-versions-and-translations/absent-from-codex-sinaiticus-oldest-new-testament/ 

 

 

 

https://allthatsinteresting.com/who-wrote-the-bible 

 

https://codexsinaiticus.org/en/project/translation.aspx

https://codexsinaiticus.org/en/manuscript.aspx?dir=prev&folioNo=3&lid=en&quireNo=3&side=v&zoomSlider=0

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/

 


https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/maria-magdalene-og-mariaevangeliet

 

 

 

https://www.discoverwalks.com/blog/rome/top-10-facts-about-mary-magdalene/ 

 

 

 

Wikipedia

 

Strøtanker omkring visse uønskede gaver

OK, din højt elskede og meget forkælede kat har bragt dig lidt "føde", som den forventer, at du bliver mægtig begejstret for. Det gør du ikke, og den er meget forbavset, men også forarget. Hvad gør man så? Et sådan situation er faktisk sværere, end man skulle tro, for dette er en kærlighedsgave, og dem bør man ikke afvise med væmmelse, for det er meget sårende for den, der giver gaven. Desuden får du jo altså disse to afdøde mus af en person, som du elsker, og som du ikke vil fornærme, da nu den er så stolt af sin fangst. 

Man vil nødig skuffe katten, men det bliver man selvfølgelig nødt til, medmindre man er parat til at sætte tænderne i en rå muse-steg. Noget, de færreste af os ønsker, selv om der har været perioder i menneskets historie, hvor mus, rotter og andet af samme skuffe var velkomne madvarer, for der var simpelthen ikke andet at få ....  

Sagen er den, at katte er og bliver rovdyr. De er jægere og har et naturligt jagtinstinkt, som man ikke kan få ud af dem. Hvis man selv er vegetar + dyreelsker, er det dog hårdt at blive præsenteret for det ene myrdede byttedyr efter det andet, så hvad gør man? Man kan selvfølgelig tale dunder til den firbenede morder, men hvad hjælper det? Ikke det mindste, så den taktik er og bliver håbløs, selv om man kan se på mange kæledyr, at de forstår, hvad ord som "Fy!!!" betyder - de er bare ligeglade og/eller forvirrede over denne reaktion på noget, de selv opfatter som en bedrift, der fortjener ros. 

Alle former for kommunikation kan være enormt svært. Den ene part kommer med ytringer, der bare ikke passer ind i det sprog, den anden kender.

Somme tider er det helt håbløst, og man må opgive, men til andre tider kan situationen føre til opfindelsen af nye sprogformer: nød lærer kælen opfinder at morse - osv, osv. .... Det er smart, og man kan let forestille sig, hvordan de to har udvekslet hede kærlighedsord, omgivet af formentlig snerpede familiemedlemmer. Hvis man skal sammenligne med katte-sproget, så skulle det bestå af en hel række aftalte signal-ord, hvor dobbelte budskaber som f.eks. "dygtig kat, men nej tak, ikke til mig" kom ind på førstepladsen. Desværre er det nok umuligt, selv om jeg altså mener, at katte forstår påbud og henstillinger, men at de bare er totalt ligeglade. 

Byttet er der, og det er hårdt at se det så tæt på, når man er en kat. Al den rappen og skræppen virker tilmed som en hån, så fristelsen er svær at modstå for en rask jæger. At forklare katten, at disse fjerklædte væsener kan flyve, at de napper, og at de desuden befinder sig i et vådt, katte-fjendtligt element, er umuligt. Måske et par dårlige erfaringer er det eneste, der trænger igennem til sådan en jæger, men ikke engang det er sikkert. 

Eftersom katten altså er en jæger og bliver vild af jagtbegær, når den ser noget, den kan nedlægge, så er der formentlig kun én sikker måde at stimulere den på en sikker måde, nemlig via legetøj. Selv synes jeg, at laserstrålen, der tager form som en rød plet, er alletiders. Den kan underholde katten i timevis, og den giver god motion til den firbenede jæger.

Nu er der så det ved det, at katte er intelligente væsener, så denne røde plet fungerer ikke altid efter hensigten, og virkningen varer måske ikke så længe, som man kunne ønske. 

Afsløret: ikke pletten, men den, der styrer den .... 

Jeg har set forslag til katte-legetøj, der består af fjer fra vilde fugle. Det er mentalt stimulerende med lidt pseudo-jagt, hvor byttet allerede er dødt og/eller ikke længere har brug for sine fjer. At det ikke er det samme for et rovdyr som et levende bytte, siger sig selv, men det giver os blødsødne anti-smådyrsmordere fred i sjælen. 

 

https://www.thesprucepets.com/cat-hunting-gifts-553946 

 

Wikipedia