Evig verdensberømmelse

 

Denne søde, smukke og meget årvågne vovse har helt uden selv at ville det opnået en evig verdensberømmelse. Hvis man havde spurgt den, ville den afgjort have sagt "nej tak!", for hvad fornøjelse har en hund af at blive sendt ud i verdensrummet med en éngangsbillet? Ingen!!!

Den var oprindelig en herreløs hunhund, der levede på gaden og klarede sig igennem, så godt den nu kunne. Da den blev indfanget, har den måske ligefrem været glad for muligheden for at blive fodret hver dag, for det har den næppe været vant til. De mennesker, der omgav den, har sikkert også været ekstra venlige over for den, for det var vigtigt, at den blev nem at komme til for dem, der havde planer om at gøre den verdensberømt for tid og evighed. Som noget af det første har den nok fået et navn, nemlig Laika, hvilket betyder "hund, der bjæffer", og det har hun da sikkert gjort tit, både på gaden og i rum-laboratoriet. 

Hun blev optrænet, fik en rumdragt og passet som noget, hun ikke var oprindelig, nemlig et kæledyr. Den 3. november 1957 blev hun sendt op med rumraketten "Sputnik 2", men man vidste godt, at hun ikke ville komme ned igen i live. Det hævdes imidlertid, at man troede hun ville overleve i nogle dage, men nej, sådan gik det ikke, for hun døde efter bare 5-7 timer. Noget, der optog folk verden over, for mange identificerede sig med hunden og ikke med rumprojektet, selv om det faktisk var allerførste gang, et levende væsen var blevet sendt i en fuld omdrejning omkring jordkloden. Mægtig spændende for dem, der valgte hende som "astronaut", men ikke for hende. Mange verden over har gjort sig tanker om den lille, kønne hunds skæbne, og man håbede, at der som et minimum var et aflivningsprogram inkluderet i opsendelsesprogrammet, men det, hun døde af, var rumkapslens overophedning. Den del af rum-eventyret var ikke populært og er det stadig ikke, så da hun (angiveligt) blev udvalgt, fordi hun havde et nuttet udseende, der kunne appellerede til folk verden over, forregnede rumforskerne sig, for folk identificerede sig med hende og ikke med projektet. Derfor ser man stadig spørgsmål om hendes skæbne rundt omkring på internettet .....

Halvtreds år efter, da rumkapslen blev hentet ned, og man så noget, som nogle fremstillede som Laikas lig, men som næppe var det, rystede det mange, for hvad havde hun gjort for at blive dræbt af overophedning langt ude i rummet, hvor hun jo ikke hørte til????? Hun var et mishandlet og misbrugt dyr, der havde fortjent bedre end at blive en umælende del af rumkapløbet mellem USA og USSR. Selv med en vægt på 4-5 kg. fordampede hun formentlig og er på en vis måde blevet en del af alt og alle her på kloden som "damp". Heller ikke den tanke er særlig rar, og det siges faktisk forskellige steder, at russiske rumfolk senere har beklaget det, der skete med hende. Ikke at det hjælper hende, men OK, det er da altid noget .....

R.I.P., ja, det må man nok sige, men hvad hjælper det den lille hund, der blev et offer for mennesker? Nok kom der et par frimærker med Laikas portræt, og de er da ganske nydelige, men hvad gavn og glæde har en hund af det? Absolut ingen!

Senere, nemlig i 2008, blev der også rejst en statue af hende, hvor både hun og opsendelsen hyldes. Jeg synes dog, det er hyklerisk at placere hunden på en hånd, der rækker opad i noget, der skulle være en hyldest til hende. De hænder, der placerede hende i rumfartøjet, gjorde intet for hende, men kun for projektet ....

 

https://www.atlasobscura.com/places/laika-monument



https://horrorhistory.net/2018/02/28/laika-the-space-dog/

 

https://medium.com/@kaalicharan/laika-come-home-e0d689921430 

 

https://didyouknowpets.com/facts-about-laika-the-first-dog-in-space/ 

 

Wikipedia

 

Mord og mødre

En sød hund med en dejlig fyr: Ramsay Scrivo (1981-2014), der ligner en rigtig hyggelig bamsebjørn. Derfor er det også en underlig tanke, at den mand, vi ser her, endte i syv affaldsposer efter at være blevet myrdet og parteret, fordi det var lettere at håndtere for hans morder end et intakt lig. Inden mordet var han blevet fyldt med sovemidlet Xanax, da et tidligere mordforsøg med ildspåsættelse var mislykkedes, fordi han nåede at vågne, inden flammerne og røgen dræbte ham. Hvem i alverden kunne dog hade denne tilsyneladende søde og dyrevenlige fyr så meget, at han blev myrdet på en så ækel måde, at hans død blev afsløret af en forbipasserende motorcyklist, fordi han opdagede hans afhuggede hoved, da det var rullet ud af en efterladt skraldepose? 

Morderen var såmænd ingen anden end den samme, der fødte ham 32 år før, nemlig hans mor, Donna Scrivo (født den 2. april 1954). Da Ramsays far døde havde hun, der var sygeplejerske, fået fuldt formynderskab over sin søn, der led af flere alvorlige psykiske sygdomme. Uden sin medicin kunne han blive meget voldsom, og han fik også tit depressioner. Altså alt i alt en stor opgave for hans 61-årige mor, selv om han på mange måder normalt var en sød fyr. Efter faderens død havde han dog været i slagsmål den ene gang efter  den anden, været aggressiv, osv.. Dvs. at han fyldte rigtig meget i hendes liv og ikke kun på en god måde. Han var besværlig og sær, hvilket bl.a. viste sig som tvangstanker. Således havde han, kort før mordet, krævet at få en tand fjernet, fordi han troede, at den i virkeligheden var en form for spionudstyr eller højtaler. Han hævdede også, at en slægtning havde forsøgt at forgive ham - dog ikke hans mor - og der er ingen tvivl om, at han har været en stor opgave for Donna.

 

Det var dog formentlig noget andet, der drev hende til mord. Sagen var nemlig den, at Donna, der jo var blevet enke, havde fået kontakt med en tidligere kæreste, og at hun ønskede at satse på et nyt forhold i en anden delstat. Kæresten havde ikke direkte stillet krav om, at Ramsay blev efterladt, når hun flyttede ind hos ham, men det lå ligesom i luften, hvilket hun handlede på. Hun ønskede et nyt liv med en ny mand, og dér var den syge søn en alvorlig hæmsko. Man må dog spørge sig selv om, hvorfor hun ikke fandt en anden løsning, og hvordan i alverden hun kunne få sig selv til ikke bare at myrde ham, men også partere hans lig. Det virker umiddelbart ekstremt ondt, ja, direkte hadsk.

Obduktionen af ligdelene viste, at Ramsay først var blevet fyldt med sovepiller for derefter at blive kvalt, hvilket er en meget personlig mordmetode, fordi den indebærer en direkte fysisk kontakt. Hun må virkelig have været opsat på at skaffe sig af med sin syge søn, så hun kunne få en fremtid med sin kæreste.  

I begyndelsen påstod hun, at han havde forladt boligen og derefter var forsvundet. Senere ændrede hun historien til, at en ukendt, maskeret mand havde tiltvunget sig adgang til huset og havde tvunget hende til at hjælpe sig med den myrdede Ramsays lig. Desuden havde han angiveligt holdt hende indespærret i fem dage. Overvågningskameraer rundt omkring i byen afslørede dog hurtigt, at den eneste, der færdedes med de store affaldsposer, der jo beklageligvis indeholdt hendes søns parterede lig, var hende selv. Poserne var blevet spredt rundt omkring, men blev altså opsporet, da motorcyklisten opdagede posen med det afsavede hoved, fordi det  afslørede forbrydelsen.

 

Det, der ryster folk mest, er tanken om, at dette er en mor, der myrder sit barn. Der er tale om en handling, man ikke tilskriver mødre, men ikke desto mindre er der mange eksempler på kvinders mord på deres børn op igennem tiden. Kvinder har i mange århundreder været i klemme socialt og økonomisk, hvilket har været drivkraften bag deres mord på uønskede, nyfødte børn, enten ved at de selv begår mordet, eller ved at de overlader babyerne til såkaldte "englemagersker". De har følt sig nødsaget til at skaffe sig af med en social byrde, der ikke i deres øjne er lig med et velkomment, men kun et uvelkomment barn. Måske den lille er født efter en voldtægt eller bare ikke er accepteret i det samfund, hvor kvinden hører til, og det har fået hende til at begå sin forbrydelse. Et af argumenterne for abort er jo netop, at kvinden kan afslutte disse uønskede svangerskaber uden at føle sig tvunget til mord på nyfødte, færdigbårne børn.

Som ventet fik Donna Scrivo en livstidsdom, hvilket da også virker rimeligt, men hvis man tænker videre over sagen, så er hun ikke bare en ond person, der myrder sin søn, men også en trængt kvinde, der bindes til et evigt moderskab for en søn, der er en stor, voksen og ofte voldsom mand. Det er afgjort slået klik for hende, men samtidig er det tydeligt, at mordet er planlagt: hun er fast besluttet på at gøre sig fri og få et bedre liv med kæresten og handler derefter. Noget, der heller ikke er populært i den gængse moderskabsmytologi, for dér forventes hun at ofre sig selv for sønnens skyld. En ulykkelig situation, der får mig til at tænke på det, Martha Smithy siger om kvinders liv den dag i dag: "Almost every story of maternal infanticide starts with 'the baby wouldn't stop crying,' but the story is more than just bad or mentally ill mothers who lethally assault their baby. The story is about how hard it is to be a good mother in a society where women are expected to raise their children in their spare time and with their spare change. When I first began interviewing mothers who had killed their infant, everyone viewed them as bad people. Spending time with them and intensively reviewing their stories made me realize that, while they did a horrific thing, they are not bad, evil people. This reduced the distance between good and bad for me. The realization that these women weren't inherently evil then led to another question: What could cause a normal person to kill an infant? Smithey's answer: The unfair social conditions we've all been taught to accept as normal." (: citat med div. EC-forkortelser)

https://www.abc.net.au/news/2021-03-21/australia-invisible-victims-filicide-missed-red-flags/13253150

 

https://theconversation.com/men-and-women-kill-their-children-in-roughly-equal-numbers-and-we-need-to-understand-why-153527 

https://today.ttu.edu/posts/2020/08/Stories/sociologist-studies-what-leads-mothers-kill-children

 

https://eu.freep.com/story/news/2015/06/30/donna-scrivo-murder-son-dismember/29509353/ 

https://eu.freep.com/story/news/local/michigan/macomb/2015/01/09/donna-scrivo-mother-killing-dismembering-son-st-clair-shores-preliminary-exam/21523429/

 

https://disability-memorial.org/2014/01 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-3086949/Woman-guilty-murder-death-dismemberment-adult-son.html

 

Wikipedia 

 

Lidt om den danske profet, Martinus

Jeg kendte engang én, der talte varmt for den danske profet, Martinus Thomsen (1890-1981), hvilket dog ikke sagde mig så meget. Faktisk fandt jeg denne danske religionsstifler alt for spekulativ til at være virkelig interessant. Var han en ægte profet, en person, der "havde set lyset", eller en halvskør fusentast? Det sidste tror jeg ikke, at han var, og det første er da muligt, men så ikke på en måde, der virker dragende på mig. Skulle jeg søge noget religiøst, så ville det være et andet sted og hos andre, men interessant, at han da, nemlig som fænomen.

Han blev født uden for ægteskab den 11. august 1890, og han lærte aldrig sin far at kende eller fik bare hans navn oplyst, selv om en mand, der  arbejdede samme sted som hans mor, blev udlagt som hans far. Da hans mor ikke kunne have ham hos sig og desuden døde, da han var 11 år gammel, voksede han op hos sin morbror og dennes kone, der også før havde taget sig af mange plejebørn. De gav ham et kærligt barndomshjem, men skolegang blev der ikke ret meget af. Som 12-årig kom han ud at tjene som hyrdedreng, men efter sin konfirmation kom han i lære som smed, hvilket han dog ikke havde fysik til at gennemføre. Egentlig drømte han om at blive missionær, men opgav det, da der var kristne dogmer, han bare ikke kunne forlige sig med. Et andet ønske var at blive skolelærer, men det forstod han var urealiserbart.

Efter at være flyttet til København i 1918 blev han (formentlig som en nødløsning) skiftevis postbud og vagt. I 1910 var han ellers blevet uddannet som mejerist og havde arbejdet rundt omkring på forskellige mejerier rundt omkring i hele Danmark. Ti år efter sin uddannelse som mejerist blev han ansat som kontorist på mejeriet Enigheden. 

 

I marts 1921 oplevede han noget, der virkede som en åbenbaring på ham. Han kaldte det "den hvide" og "den gyldne ilddåb", og det skete i forbindelse med en lille bog om meditation, der så at sige katalyserede hans trosforestillinger. For ham var der tale om en voldsom bevidsthedsændring, en åbenbaret viden, der måske altid havde ligget latent i ham.

Bogen havde fået ham til at meditere, og derfra var det gået stærkt. Selv udtrykker han det på denne måde: "Den kosmiske ilddåb, som jeg havde gennemgået, og hvis nærmere analyse, jeg ikke kan komme ind på her, havde altså efterladt sig den kendsgerning, at der i mig var blevet udløst nye sanseevner, evner der satte mig i stand til – ikke glimtvis – men derimod i en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand at skue de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var således ikke noget mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i verdensaltets liv og indviet i det guddommelige skabeprincip." (Martinus' hovedværk: Livets Bog 1 stk. 21)."  

Han mente selv, at han havde fået en kosmisk bevidsthed. Denne ligger parat til alle mennesker og er ikke kun noget, han kan opleve, men alle har hver deres vej til denne. Det gør dog ikke noget, at det måske tager tid, for efter Martinus' mening lever vi alle mange liv, hvor vi lærer gennem både barske og behagelige livsomstændigheder. Alle er altså udødelige, og alle er i gang med en udvikling fra primitive former til stærkt udviklede og vidende væsener. Hele denne lære betegner han "Martinus Kosmologi", som han selv kalder "åndsvidenskab" og ikke "religion". Gennem sine ialt 41 bøger udbredte han sine tanker, men det skete også via hans "Martinus Institut".

Som mystiker formidler han en åndelig indsigt, som han selv forbinder med sin intuition. Foreløbig adskiller denne sig fra andre menneskers, fordi han befinder sig på et specielt trin i udviklingen. Det er vigtigt at gøre sig klart, at nok taler han om sin "kosmiske bevidsthed", men denne vil altså på et tidspunkt kunne opnås af alle.

Article Source: http://EzineArticles.com/?expert=Else_Cederborg

https://www.kristendom.dk/danmark/forskere-undviger-martinus

 

 

 

Wikipedia

 

En lidt vel mørklødet præsidentfrue?

 

Hvis nutidsmennesker i Europa tænker på Syden i Amerika, så er det som regel den fiktive sydstats-heltinde Scarlett O'Hara, de ser for deres indre blik. Jeg forestiller mig denne sagnomspundne kvindeskikkelse i den engelske skuespillerinde Vivien Leighs skikkelse. Selv om jeg har læst Margaret Mitchells roman, så er det afgjort filmen, jeg husker bedst, hvilket måske hænger sammen med den fantastiske rollebesætning. 

Mentalt set burde jeg bevæge mig fra den forkælede sydstatsskønhed Scarlett og over til et par af dem, der danner den historiske baggrund for handlingen, nemlig slavinden Mamie, spillet af den formidable Hattie McDonald, der - som den første sorte skuespiller i USA - fik en Oscar for rollen, og Butterfly McQueen, der har rollen som hendes dumme og naive datter, Prissy. At Clark Gable kæmpede for disse to fantastiske, men sorte skuespillerinders ret til at deltage i højtidelighederne omkring filmens premiere varmer mit hjerte. Tanken om, at netop de to skulle udelukkes på grund af deres hudfarve, er i hvert fald komplet grotesk.

Baggrunden for handlingen er Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865), hvor Syden kæmpede for at bevare det slaveri, de hvide havde levet højt på i generation efter generation. En række sydstater løsrev sig fra føderationen (De forenede Stater) og kæmpede som konføderalister imod Nordstaternes unionister. Sydens præsident var Jefferson Davis (1808-1889), der efter krigen blev anklaget for forræderi imod Unionen samt - i lighed med mange andre sydstatsfolk - fik frataget sit amerikanske statsborgerskab. I 1978 fik han det dog tilbage posthumt, dvs. næsten 100 år efter sin død. Af statur ligner Jefferson Davis sin politiske modstander - samt samtidlige præsident-kollega - Abraham Lincoln meget, men står selvfølgelig for de modsatrettede ideologier.

Den Amerikanske Borgerkrig endte altså med Nordstaternes sejr og slaveriets ophør, idet omkring 4 millioner slaver blev frigivet. Disse fire krigsår havde desværre kostet 600.000 mennesker livet, og den resulterede i Sydens tilbagevenden til Unionen (De Forenede Stater). Den dag i dag hersker der en vis bitterhed over disse begivenheder, der bl.a. giver sig udtryk i meget sørgelige racekonflikter. 

Jefferson Davis's anden kone var den 20 år yngre Varina Anne Banks Howell Davis (1826–1906), der af flere blev mistænkt for at være noget så sært for landets første og eneste konføderale præsident som mulat. Billedet ovenfor, hvor hun bærer en smuk broche, er således blevet bespottet som en retoucheret "forfalskning", der skal få hende til at se hvidere ud, end hun var.

Underteksten på dette bryllupsbillede påstår også, at Varina var mulat, hvilket Jefferson jo altså ikke var. Dengang må det have været en grov fornærmelse imod præsidentfruen, medens vi europæere i nutiden højst finder det lidt pikant. I vore øjne var Varina afgjort en smuk, ung pige, hvis lidt mystiske familiebaggrund bare gør hende ekstra interessant. Sagen er den, at hendes oldeforældre eller tipoldeforældre, (hvoraf den mandlige part kom fra Skotland), aldrig giftede sig. Nutidsmennesket vil udbryde et dybtfølt "Og hvad så???!!!!!!!", men i hendes tid var det anderledes, og det er da meget muligt, at hendes oldemor eller tipoldemor var sort eller måske indianer, sådan som det også er blevet foreslået af race-fanatikere.

Smuk og statuarisk, men barnløs i 6-7 år. Da hun endelig blev gravid, døde barnet som lille. Hun fik ialt fem børn, hvoraf de fire sønner alle døde tidligt. Den eneste, der overlevede, var hendes datter, Margaret, og gennem hende blev hun mormor, men altså aldrig farmor, selv om hun jo oprindelig fik fire sønner. 

Fire af de ialt fem Davis-børn 

Som person var hun heldigvis ikke en, der bare levede for sine børn, da hun var meget selvstændig i tanke og handling. F.eks. gav hun åbent udtryk for sin modvilje imod slaveriet og gik ikke helhjertet ind for borgerkrigen. Senere gjorde hun imidlertid, hvad hun kunne for at genoprette sin mands ære og værdighed gennem forskellige skriverier. Bl.a. færdiggjorde hun hans memoirer.

Under krigen havde hun boet i Richmond, som hun ikke brød sig om, men som ældre flyttede hun til New York efter sin mands død i 1889, og her hun boede til sin egen død i 1906.Tiden som enke gik bl.a. med at skrive. Et problem ved arbejdet med materialet omkring Jeffersons regeringstid samt hans dispositioner under krigen var, at noget nær alt skriftligt materiale var blevet brændt, da Syden tabte krigen, men hun gjorde, hvad hun kunne.

Den overlevende datter, Margaret Davis, på sin bryllupsdag, hvor hun blev Margaret Hayes. 

https://faktalink.dk/titelliste/den-amerikanske-borgerkrig 

 

https://jdrhawkins.com/2019/04/16/women-of-the-confederacy-pt-9/ 

 

https://encyclopediavirginia.org/entries/davis-varina-1826-1906/ 

 

https://www.nytimes.com/2018/04/30/books/review/varina-charles-frazier.html 

 

Wikipedia

Te med de døde

Mærkeligt nok er der en hel del, der tyder på, at den colombianske seriemorder Luis Alfredo Garavito (født den 25. januar 1957), der er dømt for at have myrdet omkring 138 drenge, kan have gjort dette for at føle et nærmere tilhørsforhold til dem, der blev hans ofre. Det er i hvert fald sådan, jeg tolker det faktum, at han efter mordene ofte/som regel stablede ligene op til "te-selskab" med ham. Umiddelbart lyder det vanvittigt, for døde mennesker drikker nu engang ikke te, men dette kan have repræsenteret en form for familie-hygge, som han søgte. Hans tilnavne er "Bæstet" eller "Dyret" og "Fedtmule", og han virker da også både latterlig og fjollet samt bestialsk, for han var ikke bare te-drikker, men dyrkede også nekrofili og voldtægt. Man ved, at selv om han er dømt for at have myrdet 138 drenge, så er der i virkeligheden nok dobbelt så mange, der er døde for hans hånd. 

I betragtning af, at der åbenbart findes seriemordere overalt på denne planet, så er det interessant, at nogle af dem tydeligvis føler sig knyttet til deres ofre. Det gælder ikke bare Garavito, men også sådan en dybt perverteret mand som f.eks. amerikaneren Samuel Little (1940-2020). Han var angiveligt søn af en prostitueret, hvilket er blevet brugt som årsag til hans mange kvindemord. Noget, jeg dog ikke ser nogen logik i, men sådan er det ofte med "forklaringerne" på disse kvindemordere. Hvorom alting er, så skabte han portrætter af de omkring 93 kvinder, han har tilstået at have myrdet, og hvoraf de fleste formentlig var sex-arbejdere. Efter hans opfattelse havde han og hans ofre stadig en eller anden form for fortsat positiv forbindelse. Han mente ikke, at disse mange kvinder, hvis liv han havde stjålet for at skaffe sig selv nogle minutters seksuel fornøjelse, bar nag til ham. Nej da, ikke efter hans opfattelse, og på grund af denne tolkning, blev han også altid vred, hvis efterforskerne så meget som antydede, at det, han havde gjort ved sine ofre, var simpel voldtægt. Sådan kunne han slet ikke se det, og han blev meget fornærmet, når man påpegede denne forbrydelse.

Når han blev spurgt ud om de kvinder, han havde myrdet og voldtaget, så var det klart, at for ham var de ikke bare ukendte, der efter forbrydelsen flød ud i ikke-personificerede erindringsbilleder. Nej, tværtimod, og det er faktisk ret fascinerende, fordi det må ses som et udtryk for det personlige, mere eller mindre kærlige tilhørsforhold, han mente at have til dem. 

Ligesom f.eks. Little fulgte Garavito et fast mønster, hvor ofret - nemlig fattige landbobørn - blev lokket med ind på en mark efter en længere spadseretur, som han vidste ville udmatte dem, sådan at de var nemmere at overmande. Inde på marken myrdede han dem og placerede deres lig, som om de deltog i et imaginært og dybt uhyggeligt te-selskab. Når han blev træt af "legen" med netop disse myrdede børn, skaffede han sig nye, og så gentog processen sig. Det er på samme tid både personligt og upersonligt, og det virker nærmest manisk, hvilket gør det endnu mere grotesk. At han var blevet seksuelt og følelsesmæssigt misbrugt i barndommen er der tilsyneladende ingen tvivl om, idet hans stærkt alkoholiserede far havde voldtaget ham og tvunget ham til forskellige handlinger med andre udenforstående. Han blev mobbet i skolen og havde ikke rigtig nogen venner, bl.a. fordi faderen forbød det. Da han var omkring 11 år gammel, tog faderen ham ud af skolen, fordi han ville have, at han bidrog til familiens underhold. Det førte til nye sex-angreb, bl.a. fra en nabo, men på nogenlunde samme tid opdagede han sine egne pædofile tilbøjeligheder. 

Ind imellem søgte han sammen med kvinder, som han dog ikke altid lader til at have haft et seksuelt forholdt til, men hvis eventuelle børn han var venlig og kærlig imod. Hvorfor nu det, når han voldtog og myrdede andre? Jeg tror, det skyldes et overmåde stærkt ønske om at virkeliggøre en illusion om det velfungerende familieliv, han aldrig selv havde oplevet. At han havde udviklet en psykisk sygdom, er der ingen tvivl om, og han gik ud og ind af mentalsygehuse, forsøgte selvmord og hørt oftere og oftere "stemmer i hovedet". Hans torturmetoder lignede efterhånden dem, hans far havde brugt imod ham, men når han mishandlede et barn, blev han grebet af anger, bad voldsomt for sit døde og mishandlede offer. At han var kuleskør er der ingen tvivl om, bl.a. fordi han med tiden blev Hitler-tilbeder og ytrede beundring for kz-lejrene. Han opsøgte alle mulige okkulte personer, dyrkede Satanisme, etc., etc.. På den ene side er det umuligt at ikke afsky ham som det uhyre, han er, på den anden side er det lige så umuligt at ikke føle medlidenhed med ham som det mishandlede barn, han var fra begyndelsen af. Efter min mening undskylder eller forklarer det ene dog absolut ikke automatisk det andet.

Garavito var god til at skifte udseende, og han var som en kamæleon i sit samvær med andre. Efter en ulykke havde han imidlertid fået en fysisk skade, der var med til at identificere ham: han blev halt. Selv om mange børn forsvandt, så var der dog ikke rigtig nogen opmærksomhed omkring det før 1997, hvor man fandt en massegrav med 41 børn. I 1999 var der en hjemløs mand, der reddede en dreng fra Garavito, og han blev arresteret den 22. april samme år. Inden længe blev han afsløret som "La Bestia" og idømt 1.853 år og 9 dages fængsel. Jeg vil sige, at det ikke var én eneste dag for meget, men hans dom blev ændret på grund af de colombianske 40-års-regler. Ingen kan sidde i fængsel længere end 40 år, og senere blev dommen yderligere reduceret til 22 år. Dvs. at han på et tidspunkt formentlig vil blive frigivet, hvilket forekommer mig lige så grotesk, som hvis Samuel Little, (der døde i fængslet i 2020), var blevet løsladt. Der kan være sket dem skrækkelige ting i barndom og ungdom, men det tæller ikke på nogen måde som en løsladelsesgrund .... 

 

https://chameleontruecrimestories.com/the-depraved-murders-of-138-boys-c34802669750

https://www.britannica.com/biography/Luis-Garavito

https://medium.com/the-mystery-box/the-beast-luis-garavito-6b6418852e51

Wikipedia

Den ikke-eksisterende hotelgæst

Jeg kan egentlig godt forestille mig en situation, hvor et menneske så at sige dukker op i et hidtil uprøvet voksen-liv, f.eks. efter sygdom, der har udraderet erindringen om en stor del af vedkommendes tidligere liv. Sådan en person står uden barndom og uden tidlig ungdom, kun et hér og nu: "Se dig omkring, hér er du, og du har ingen fortid eller nutid, men måske en fremtid som en personlighed, du ikke engang selv kender ...." En interessant tanke og ikke umiddelbart en eftertragtelsesværdig oplevelse, men dog en mulig livssituation, som man kan havne i og det som både død og levende. Er man død, så kan man blive en såkaldt "Jane Doe eller "John Doe", der ender i en navnløs grav, og dem er der faktisk en hel del af rundt omkring i verden.

Hvis man er levende, men har hukommelsestab, ja, så er man nærmest låst inde i en hjerneskal, der tilhører én, men som er som fremmed land.

De higer og søger efter identiteten, men personen kan være godt gemt i hjernevindinger, han/hun ikke selv har styr på. En anden mulighed er, at vedkommende udmærket ved, hvem han/hun er, men ikke ønsker at forblive dette individ. Et sådant menneske kan f.eks. forvandle sig til en Jane eller John Doe, sådan som det skete med den mystiske "Peter Bergmann", der kom til Irland for godt ti år siden, udelukkende med det formål at forsvinde. Da han ankom til byen Sligo og checkede ind på Sligo City Hotel den 12. juni 2009, bemærkede man, at han talte med en kraftig, tysk accent, der umiddelbart  godt kunne passe med den østrigske adresse, han opgav.

Ingen fattede mistanke om, at han var andet end en ganske almindelig østrigsk hotelgæst, men da han havde tjekket ud den 15.juni, fik man anledning til at efterprøve hans færden, for dagen efter blev han fundet død i splitternøgen tilstand på stranden. 

Hans tøj lå spredt ud rundt omkring ham, men hans penge, personlige papirer og alt andet, der kunne have identificeret ham, var væk. Obduktionen viste, at han var druknet, hvilket gjorde, at dødsfaldet blev set som selvmord. Mere mystisk var det, at den hjemmeadresse, han havde brugt på hotellet viste sig at bestå af en tom byggegrund. "Peter Bergmann" fandtes ikke, bortset fra at hans lig altså befandt sig i et land, hvor han var en fremmed. Hvem i alverden var han, og hvad fik ham til at komme til netop denne lille, irske by, hvor han i hvert fald ikke var kendt på forhånd?

Sikkerhedskameraer rundt omkring i byen havde opfanget ham, men det virkede, som om han på forhånd vidste, hvor de var, sådan at han kunne undgå, at de fik gode fotografier af ham. Meget mystisk, for man kunne se på nogle af disse fotografier, at han systematisk gennemgik de papirer, han havde på sig for derefter at rive dem i stykker og smide dem væk. Hvorfor så hemmelighedsfuld? Hvad havde han at skjule - og hvorfor?

Når man ser billeder af ham, så virker han - med eller uden papirer - som en uanseelig og nærmest anonym mand, så hvad var hans hemmelighed? Obduktionen pegede på flere mulige årsager til, at han formentlig valgte selvmord, for hans helbred var tydeligvis svært belastet. Han manglede en nyre, havde prostata- og også knoglekræft, men virkede ikke umiddelbart svækket. Han lignede én, der var i forholdsvis god form, men var det altså ikke, og han kan også have haft mange smerter.

Den dag i dag aner man ikke, hvem han var, så han har virkelig haft held med at opretholde den anonymitet, som han gjorde alt for at bibeholde. Efter et års tid blev hans lig begravet i Sligo, hvor man stadig spekulerer på, hvem han var, og hvorfor han kom dertil .... 

https://soapboxie.com/government/The-Fascinating-Mystery-of-the-Death-of-Peter-Bergmann

 

https://www.irishtimes.com/life-and-style/people/a-lonely-sligo-death-still-shrouded-in-mystery-1.4589709 

https://theghostinmymachine.com/2021/03/29/unresolved-the-mysterious-death-of-peter-bergmann-sligo-ireland/

 

Wikipedia

Fornemme folk og politiske omvæltninger

Kong Victor Emmanuel III med den belgiske kong Albert I

Prinsesse Mafalda af Hessen (1902-1944), der var født Prinsesse af Savoyen, var ikke ligefrem nogen decideret skønhed, men dog ikke så uheldig med sit ydre som sin far, den italienske konge, Victor Emmanuel III (1869-1947). Jeg har set påstande om, at hans meget lidt smukke udseende samt ikke mindst hans ringe - dvs. "umandige" - højde (1,53 cm) direkte oprørte Hitler, og at han ikke brød sig om at vise sig offentligt med ham, når han besøgte sin allierede, Benito Mussolini (1883-1945). Senere fik han så alle mulige andre grunde til at fatte modvilje imod den lille, grimme konge, for nok havde han oprindelig åbnet døren for Mussolini, hvis styre han først modsatte sig mange år efter, at han havde givet ham magten, foruden at han havde underskrevet forskellige jøde-fjendske love, men det var også ham, der fik ham afsat og arresteret i 1943, da de allierede nærmede sig. Tydeligere kan det næsten ikke siges, at han ikke var en ægte ven af tidens fascistiske diktatorer. Måske man kan sige, at han var en typisk politisk "vejrhane", der nærmest fulgte vinden og dens skiftende retninger, når det gjaldt politik. Sådan var det formentlig med de fleste kongelige, men Victor Emmanuel virkede, som var han til fals, så længe han kunne opretholde kongedømmet.

 

Kongens datter, prinsesse Mafalda, havde i 1925 giftet sig med den afsatte tyske kejser Wilhelm II's nevø, Prins Philipp af Hessen (1896-1980), der havde arbejdet som indretningsarkitekt i Rom, hvor de mødtes. Fem år efter brylluppet meldte han sig ind i nazist-partiet, hvilket vil sige nogle år før, Hitler dannede regering. Derfor omgikkes den italienske prinsesse højt rangerende tyskere, men både Hitler, Goebbels og forskellige andre mistænkte, at hun i virkeligheden modarbejdede dem, selv om jeg nu aldrig har hørt noget om, hvordan dette eventuelt skete. Hun blev under alle omstændigheder udsat for diverse interne undersøgelser, og opsynet med hende blev forstærket, da hendes far, kong Victor Emmanuel III, lod Mussolini arrestere. 

Philipp af Hessen

Hendes mand var nazist, hendes far var en politisk vejrhane, men hvad var hun selv? Formentlig hverken det ene eller det andet, men hun blev et krigsoffer, da nazisterne satte hende i Buchenwald, hvor hun døde efter et allieret bombeangreb i 1944. Hendes fire børn blev derefter opdraget af deres far, prins Philipp af Hessen, men kun i kort tid, da han også røg i kz-lejr. Kort sagt, en meget sørgelig historie om menneskelige fejltrin og underlige, uventede "krøller" på såkaldt fornemme menneskers skæbne. 

Kong Victor Emmanuel handlede sikkert hele vejen igennem med ét eneste formål for øje: at bevare kongemagten for sin familie. Skæbnen snød ham dog, for da han abdicerede til fordel for sin søn, Umberto II, regerede denne kun i 34 dage, hvilket gav ham øgenavnet "Majkongen". Hvad Victor Emmanuel angik, så flygtede han til Ægypten, hvor han levede i eksil til sin død i 1947. Spøjst nok "levede" hans lig dog videre i Ægypten i 70 år, indtil det blev hjembragt, selv om ikke mindst den jødiske del af befolkningen protesterede.

Inden Philipps svigerfar, kong Victor Emmanuel III, lod Mussolini arrestere, gik nazi-karrieren altså OK for ham, selv om hans kone, Mafalda, var under mistanke. Hvordan følte han det, da Mafalda røg i Buchenwald? Var han meget ulykkelig, eller følte han en form for lettelse, siden han jo var biseksuel, og i mange år havde haft et kærlighedsforhold med digteren Siegfried Sassoon? Nazisterne anså ham for at være ægte homo- og ikke biseksuel, og jeg gad nok vide, om det var en af grundene til, at de tidligt fattede mistanke til hans hustru, prinsesse Mafalda. Hvorom alting er, så var en af hans mægtige, mangeårige venner Hermann Göring. På grund af dette venskab blev han udnævnt til "chef for provinsen Hesse-Nassau" og blev desuden sat til at skaffe kunstværker til det museum, som Hitler ville lade opføre i sin hjemby, Linz.

Da Victor Emmanuel lod Mussolini arrestere i 1943 blev forholdet mellem Philipp og Hitler afkølet i betydelig grad. Han og hans kone blev altså begge arresteret og indsat i en koncentrationslejr. Mafalda omkom, men Philipp blev flyttet rundt mellem tre forskellige lejre, og efter krigen havnede han i de allieredes varetægt, men blev løsladt i 1947.

Billedet her er fra Mafaldas bryllup med Philipp af Hessen. Dér står de, midt i en sværm af fornemme slægtninge, hvoraf mange gik til under krigen, enten som personer eller som indtil da vigtige medlemmer af ikke-længere-eksisterende fyrstehuse. De havde overlevet Første Verdenskrig, og ingen af dem har sikkert kunnet forestille sig, at den ville blive fulgt af Anden Verdenskrig mindre end en menneskealder after fredsslutningen. Det er en sær tanke, at hvis de havde været super-rige og ikke bare super-fornemme, så havde de formentlig haft en chance for at overleve omvæltningerne i forbindelse med krigen. De fleste har nok sat deres lid til deres fornemme aner, hvilket ikke rigtig tæller i vore dage. Hvis man ønsker at se et symbolsk billede på en historisk omvæltning, så er dette bryllupsbillede egentlig ganske illustrativt: intet i denne verden er SIKKERT eller har et gyldigt "evighedstempel" ....

https://www.wikiwand.com/en/Princess_Mafalda_of_Savoy 

https://www.bbc.com/news/world-europe-42400766

 

 

https://www.susannaduffy.com/mafalda-con-funghi/ 

https://daydaynews.cc/en/history/104369.html

 

 

Wikipedia