Familien Bowmans adoptivdatter, Aundria, var en yndig, ung pige, men i 1989 forsvandt den 14-årige pige sporløst. Alle mulige teorier florerede, men hun var og blev borte, fordi man ikke for alvor tog fat på den ellers meget nærliggende mistanke om, at det var hendes adoptivfar, Dennis Bowman, der stod bag hendes forsvinden. Noget, der bl.a. skyldtes hendes adoptivmors totale afvisning af, at hendes mand havde forgrebet sig på deres fælles adoptivdatter. Da Aundria inden sin forsvinden havde fortalt hende om det, blev hun forarget og skældte hende ud: "Det er løgn, og du ved det!" var hendes svar til den ulykkelige pige. Desværre var det aldeles ikke løgn, for Dennis havde svært ved at styre sig, når lysten kom over ham, hvilket andre piger også havde oplevet.
Kathleen Doyle
I 1980 havde Dennis overfaldet, voldtaget og myrdet den 25-årige Kathleen Doyle, der var gift med en pilot, men han blev først arresteret for dette mord i 2019. Dvs. at i al den tid havde denne sag været "kold", ligesom Aundria-sporet nærmest kølnede øjeblikkeligt, fordi politiet afviste hendes forsvinden som noget kriminelt. Efter deres mening var den 14-årige en oprørsk teenager, der var løbet hjemmefra efter et skænderi med sin adoptivfar, og det var ikke hans skyld, at hun ikke blev fundet igen. Man forsøgte sig dog med forskellige sporingsmetoder, bl.a. retoucherede billeder af hende, som hun måtte formodes at se ud, efterhånden som hun ældedes, men intet førte til noget som helst i denne efterhånden nærmest "dybfrosne" sag.
Man må undre sig over, hvordan en kones tillid til ægtemanden kan beskytte denne i flere årtier. Brenda var gift med Dennis i næsten 50 år, og efter Aundias forsvinden havde hun flere gange ringet til politiet og fortalt, at anonyme personer havde fortalt hende, at de havde set den forsvundne pige rundt omkring, og at hun så ud til at have det godt. At den slags påstande skulle være nok til at frede en mand som Dennis er ikke bare besynderligt, men også afskyeligt. Måske Brenda har været meget forelsket i ham og har derfor afvist alle mistanker om, at Aundria talte sandt, da hun fortalte hende, at han havde forgrebet sig på hende, men alligevel - sikke et ækelt svigt over for et barn, hun havde adopteret.
Da hammeren faldt, og Dennis blev fængslet for mordet på Kathleen Doyle, fortalte han endelig langt om længe sin kone, at det var ham, der havde myrdet Aundria. Dvs. han påstod dog, at de havde skændtes, og at hun under dette skænderi var faldet ned af trappen, hvilket havde dræbt hende. En løgn, der blev afsløret, da politiet fik gravet hendes skelet op, for det var tydeligt, at der havde været tale om vold.
Den angiveligt "dødelige trappe"
Efter fængslingen fik Dennis Bowman to livstidsdomme for de mord, han havde begået. Kan der være flere ofre? Måske, men der er i hvert fald MeToo-ofre for hans besvær med at styre sine lyster. Noget, der altså kan pege på noget endnu værre og dødeligt ....
Den sydafrikanske jernbanefunktionær James Edwin Wide kunne lide at vise med sine spring fra jernbanevogn til jernbanevogn, hvilket havde givet ham tilnavnet "Jumper". Det ville ikke have været så farligt, hvis vognene holdt stille, men han sprang mellem dem, når de var i bevægelse, og en dag gik det galt. Wide faldt ned mellem to vogne og fik begge ben kørt af lige under knæet. Da meget af hans arbejde som signalpasser krævede en fysisk indsats, var gode råd dyre, men tilfældet hjalp ham, for på en markedsplads mødte han i 1881 Jack, der kørte en oksekærre. At Jack ikke var et menneske, men en abe, foruroligede ham ikke. Han havde desperat brug for en pålidelig assistent, og noget sagde ham, at Jack ville være den perfekte medarbejder.
Jacks ejer ønskede ikke at skille sig af med ham, men det lykkedes Wide at overtale ham. Aben Jack blev købt som kæledyr, men blev meget mere end det. Han viste sig hurtigt at være både lærenem og hengiven. Dog var det rigtigt, som hans oprindelige ejer havde sagt til Wide, at hvis denne flittige og intelligente medarbejder ikke fik Cape Cognac hver aften, så var han sur og hængøret dagen efter, så det måtte Wide sørge for, at han fik. Desuden fik han et officielt medarbejder-nummer samt en løn på 20 cents om dagen foruden en flaske øl en gang om ugen.
The Port Elizabeth Mainline Railroad havde ikke fuld tillid til Jacks evner som signalmand, men Wide beviste for dem, at han var fuldt ud lige så god og omhyggelig som et menneske. De foretog en hel række tests af Jack og lod Wide beholde sit job med tilføjelsen af denne specielle abe-assistent. Hans handicap var selvforskyldt, og hans eneste alternativ til jobbet ved jernbanen var arbejdsløshed, hvilket han ønskede at forhindre med alle til rådighed stående midler. Den dygtige abe reddede hans job og dermed hans økonomi, og de lader til ikke bare at have været gode arbejdskammerater, men også rigtige venner. Jernbaneinspektør George B. Howe beskrev deres forhold i 1890: “It was very touching to see his fondness for his master.
As I drew near they were both sitting on the trolley. The baboon’s arms
round his master’s neck, the other stroking Wide’s face.”
Ikke bare var Jack en dygtig jernbanearbejder, men han var også meget nyttig i huset. Han fejede gulve, bar skrald ud, osv., osv.. Desuden skubbede han Wides kørestol, så han kunne komme omkring. Formodentlig har han set det hele som en leg og har ikke haft nogen anelse om den betydning, han havde for Wides job, hvilket gør det mere acceptabelt for mig som dyreven. Nok blev han udnyttet, men der er ingen beretninger om mishandling eller direkte tvang, så jeg finder det OK, selv om han ikke fik et optimalt abe-liv.
Jack døde af tuberkulose i 1890, og på det tidspunkt havde han været jernbanearbejder-assistent i ni år. Da jeg er en sentimentalt dyreven, kan jeg ikke lide at tænke på, at hans kranium befinder sig på The Albany Museum i Grahamstown, og at han altså ikke er begravet i komplet tilstand som et menneske og med fuld honnør.
Noget, man godt kunne kalde en "catfish", men denne søde kat har nu kun invaderet computeren og ikke store dele af internettet med falske profiler og lokkende tilbud om masser af sex, modeljobs eller store indtjeninger. Det er der til gengæld andre, der har gjort den ene gang efter den anden, og det har i flere tilfælde kostet unge mennesker livet eller "bare" deres sindsro, fordi de har blottet sig på en måde, de ikke ønskede, og som de føler, er dybt nedværdigende. Noget, de kan have ret i, da det ulykkeligvis kan forhindre dem i at få de jobs eller kærester, de har drømt om.
Catfishen Anton Martynenko ligner en sød fyr, og jeg fatter ikke, at han følte, det var nødvendigt for ham at lokke andre fyre til gennem falske profiler og afpresning. Måske det først og fremmest skyldtes hans totale forgabelse i en bestemt type unge mænd, der ikke var til mænd, men til kvinder? Jeg har nu en stærk fornemmelse af, at i netop hans tilfælde så drejede det sig også om et spil, hvor han elskede at føle sin magt over de fyre, han var vild med, men som ikke viste nogen særlig interesse i ham: han var den stærke, og de unge og atletiske fyre, han var så tiltrukket af, havde bare at gøre, som han sagde, for ellers ville der ske ting, de ikke ville kunne lide .....
Anton Martynenko var bankmand og bøsse. Hans mandlige ideal var som sagt de unge, muskuløse og atletiske fyre, han så i det fitness-center, hvor han kom. De havde bare ikke øje for ham, men snakkede hele tiden om de sexede damer, der lod ham selv kold. Det fik ham til at udtænke en plan om at få kontakt med dem, han fandt lækre, nemlig at posere på div. websites som en ung og smuk kvinde på jagt efter mandlige fotomodeller. De skulle bare sende "hende" nogle nøgenbilleder, så ville de hurtigt få masser af opgaver og tjene penge som modeller.
En af dem, der faldt for Martynenkos lokketoner var Tommy Wiita, men han var langt fra den eneste. Nogle af de fyre, Martynenko fik til at sende nøgenbilleder som et led i ansættelsen som fotomodel, blev lokket hjem til ham, hvor han pressede dem med trusler af forskellig art, så de lod ham udføre oral-sex på dem. To af disse unge mænd begik senere selvmord, hvilket jeg umiddelbart synes er ret grotesk, for det virker som en overdreven reaktion på mig. Nok var de blevet misbrugt, men de burde afgjort have meldt Martynenko i stedet for at tage livet af sig selv. Og desuden: hvorfor er det egentlig så slemt at blive set nøgen, at man overvældes af skamfølelse?
En, der ikke lod sig lokke hjem til Martynenko, var Grant Abens, men han havnede til gengæld i en voldsom, årelang depression, fordi han var blevet truet med, at hans nøgenbilleder ville blive sendt til hans skolekammerater samt spredt rundt om på internettet. At Martynenko mente disse trusler alvorligt viste sig, da en af Grants kvindelige skolekammerater, Kourtney Lofgren, modtog nogle fotografier af mandlige skolekammerater, nogle med erektion, andre uden, men alle uden en trevl på kroppen.
Kourtney Lofgren
Denne kvindelige skolekammerat blev forarget over, at se sine klassekammeraters privatliv krænket på denne
måde og gjorde det, de åbenbart ikke selv kunne samle sig sammen til: hun meldte det, men i
første omgang uden noget særligt resultat. Det kom først, da
hun fik skolemyndighederne til at træde ind i sagen, hvilket bl.a. skete, fordi de mente, at disse nøgenbilleder af purunge fyre var en form for børnepornografi. Alle drengene var nemlig omkring 13-14 år, da billederne blev taget. Da politiet blev aktiveret,
opdagede man, at Martynenko havde billeder af omkring
400 unge mænd, der altså var blevet ofre for hans fidus. Straffen blev derefter: 40 års
fængsel, noget der formodentlig i realiteten er en livstidsdom til den
på tidspunktet for dommen 32 år gamle Martynenko.
Danny Heinrich
I fængslet mødte Martynenko i øvrigt en anden type forbryder, nemlig en hardcore pædofil ved navn Danny Heinrich, der havde skjult enorme mængder børneporno på sin computer. Denne skumle person var desuden mistænkt for at have bortført, voldtaget og myrdet mindst en dreng, nemlig den 11-årige Jacob Wetterling. (Man mistænker dog stadig, at han også har slået forskellige andre drenge ihjel år tilbage i tiden). I modsætning til Martynenko var han endnu ikke domfældet, selv om politiet var ret sikre på, at han var skyldig i de mord, han var mistænkt for. Problemet var bare, at man ikke havde fundet Jacob Wetterlings lig, hvilket gjorde sagen overordentlig vanskelig for politiet.
Jacob Wetterling
Eftersom Martynenko og Heinrich kommunikerede så godt de nu kunne i fængslet, opstod der imidlertid en vis fortrolighed mellem dem. Martynenko fik forskellige informationer, som han gav videre gennem sin advokat, og som fik Heinrich dømt. Til gengæld fik han selv trukket to år af sin dom på 40 år, der altså blev reduceret til 38. Ifølge Martynenko viste Heinrich i øvrigt en meget stor vrede imod de drenge, han havde overfaldet, idet han gav dem skylden for det, der var sket. Den har man hørt før, nemlig i forbindelse med mænds mord på attraktive kvinder, der har afvist dem, men det virker altid lige besynderligt, fordi det vender op og ned på grusomme forbrydelser, hvor ofrene gøres til forbrydere, selv om deres eneste deltagelse i mordet er som et særdeles samarbejdsuvilligt lig .....
Spansk familie-scene med far (den spanske diktator/generalíssimo Francisco Franco Bahamonde: 1892-1975), datter, (María del Carmen Franco y Polo, bl.a. kendt under kælenavnet Carmencita Franco: 1926–2017) og mor (Carmen: 1900–1988)). Tilsyneladende efter den gængse skabelon for familier, altså bortset fra, at visse personer - bl.a. historikere - hævder, at rollerne var helt og aldeles anderledes. For det første påstår såkaldte "velunderrettede kilder", at Generalissimoen ikke bare manglede sex-lyst, men også, at han rent faktisk ikke kunne det, der skal til for at få et barn, fordi han havde fået en skade i lysken som 16-årig.
Far og datter - eller onkel og niece?
Hov, jamen hvor kom Carmencita så fra???? Ikke fra hverken sin officielle mor eller far, for han kunne sandsynligvis ikke avle børn, og da ingen nogensinde har set hende gravid, så kan hun heller ikke være blevet mor. Sært???? Næh, for Generalissimoen havde en yngre, meget viril og sex-begejstret bror ved navn Ramon, og den såkaldte "velunderrettede kilde" påstår, at Carmencita var hans datter med en anonym - og på dette tidspunkt afdød - prostitueret. Denne yngre bror var en helt anden type end diktatoren Francisco Franco Bahamonde, som vi i daglig tale kalder "Franco". Hvor generalissimoen - ganske som brødrenes mor - var dyden selv, så var Ramon udsvævende som deres far.
Ramon Franco Bahamonde (1896-1938)
Sladder og løgne eller sandheden om Francos familie?????????? Og - hvad der er det vigtigste - betyder det noget, når man taler om en diktator, der ytrede sig på en afskyelig måde om det folk, hvis leder han var i 41 år, da han sagde, at han "såmænd gerne dræbte det halve Spanien for at sikre landet imod kommunismen"? Nej, hans politiske skurkestreger er det afgørende for bedømmelsen af ham, men derfor kan man jo godt finde det spændende (og underholdende) med lidt sladder om hans familieliv, da han jo som fascist og dermed super-konservativ gik ind for religion og de gamle familie-værdier med hjemmegående kvinder, der gik meget i kirke, og som havde mange børn. Selv kunne han altså kun præstere ét barn, der formentlig ikke var hans biologiske datter, men hans niece.
Franco og hans brud, sagførerdatteren Carmen Polo, hvis familie ikke gik ind for deres ægteskab. Hendes far advarede hende således imod militærpersoner, (hvilket Franco jo var), der efter hans mening var "værre end torreadorer". Det afskrækkede ikke Carmen, og det var tydeligt, at da hendes mand kom til magten, nød hun den stilling, hun selv fik i det spanske samfund. Jeg husker således en bemærkning, som en spansk veninde kom med om fru Franco: "Det var hende, der havde bukserne på i det forhold, for hun styrede ham i et og alt." Interessant og samtidig sært, når man taler om en mand, der regerede sit folk med hård hånd, og som uden videre "ryddede ud" blandt dem, hvis de trodsede ham og hans politik, både før, under og efter borgerkrigen. Endnu en interessant detalje er dog fru Carmens lighed med hans strenge og dominerende mor .....
I midten ses fru Franco og Argentinas præsidentfrue, Evita Peron, der besøgte Spanien i 1947
Det fortælles, at generalissimoen Franco - til trods for visse fysiske begrænsninger - tydeligt viste sin betagelse af den smukke, unge og blonde Evita. Noget, der ikke huede hans kone, og der opstod derfor en vis rivalisering mht mode, udseende og udstyr mellem de to kvinder. På et tidspunkt iklædte fru Franco sig således en storslået pels for at demonstrere sin høje status over for Evita Peron. Det blev bemærket, og folk morer sig over det den dag i dag.
Spaniens mægtigste kvinde, Carmen Franco
At landet var ved at forbløde under og efter Francos borgerkrig har næppe givet hverken Carmen eller hendes ægtemand - den "store generalissimo" - søvnløse nætter. Han var snu nok til at holde sig ude af både Hitlers og Mussolinis forsøg på at binde ham til deres politik, for han havde sin egen, og den holdt han fast i. Efter et møde mellem Franco og Hitler sagde sidstnævnte, at han hellere ville have trukket tre tænder ud uden bedøvelse, end sidde i møde med Spaniens diktator. At kalde Franco for neutral under Anden Verdenskrig er en sær tolkning af det faktum, at han nød godt af forskellige foranstaltninger, som både Hitler og Mussolini hjalp ham med. Man kan måske mene, at han gjorde gengæld, da omkring 80.000 spanske frivillige sluttede sig til Hitlers styrke i Rusland, hvor mange af dem omkom eller blev taget til fange af russerne.
Problemet med Franco demonstreres tydeligt i hans redigering af den propagandafilm fra 1940, han skrev manuskriptet til anonymt, nemlig "Raza" (dvs. race). Her hævdedes det bl.a., at fascisternes mål ikke var politisk magt, men nødvendigheden af at frelse Spanien. Ti år senere udkom filmen i en ny version, idet alle fascisthilsener var fjernet, og hverken amerikanere, republikanere, frimurere, etc. stod for skud, men kun kommunisterne, der altid blev fremstillet som det værste af det værste af den lille diktator.
Den såkaldte datter, Carmencita, har bragt ære over Franco-familien, dels ved altid at støtte sine forældre og ære deres minde, ligegyldigt hvad. Hun har været gift med Cristóbal Martínez-Bordiú, 10th Marquis of Villaverde, hvilket gjorde hende til prinsesse, fordi han selv befandt sig oppe i disse sociale lag. Han var dog også hjertekirurg, og i 1968 udførte han den første hjertetransplantation i Spanien. Ægteskabet fik dog en brat ende, da hun i 1978 forsøgte at udsmugle guld, juveler og medaljer, der havde tilhørt hendes far, men blev arresteret i lufthavnen. Kort efter blev hun og hendes mand separeret, og hun flyttede sammen med antikvitetshandleren Jean-Mari Rossi i Paris. Noget, der dog ikke har trukket fra i hendes popularitet blandt fascisterne.
Francos udvalgte efterfølger var den unge spanske prins Juan Carlos, der var gift med den græske prinsesse Sophia. Da Franco døde i 1975, blev Juan Carlos lynhurtigt udnævnt til konge, og næsten samtidig gav han Carmencita en fornem titel som "Hertuginde af Franco". Det er dog intet imod den glædelige kendsgerning, at Spanien fik sit første demokratisk valg i 1977 ....
Det er en underlig tanke, at hvert eneste af disse hatteklædte mande-hoveder engang poppede ud af en kvindes krop. Fødslens mirakel og alt det dér virker særlig (vid-)underligt, hvis man ser på det som en ganske normal, kollektiv oplevelse. Ingen, ligegyldigt hvilket køn eller medfødt gen-pulje, man tilhører, undgår denne oplevelse, for ingen føder sig selv. Der skal en kvinde til for at skabe disse hatteklædte herrer, og hver enkelt mor vil sikkert sagtens kunne genkende sin nyfødte baby i disse voksne mænd.
Nyfødt, et fuldbårent mirakel og tilsyneladende ikke særlig vild med at være blevet født efter ni måneders slid for den kvinde, der bar og fødte ham/hende. Nå ja, men fødslen er jo som sagt en selvfølge for hvert enkelt individs indgang her på jorden og bliver derfor til noget ret banalt, hvilket det ikke er i sig selv. Den lille nyfødte her er i hvert fald ikke imponeret, selv om han/hun har været udsat for en ret voldsom kraft på "397 pounds of pressure per square foot, or 2.8 pounds of
pressure per square inch on her baby's head." Man kan godt forstå, at babyens hovedskal ikke er vokset sammen på dette tidspunkt af den lilles liv, for det ville sprænge den, eftersom der er tale om en voldsom fysisk påvirkning.
Et stolt øjeblik: tvillingesøstre føder et barn samtidig og på det samme hospital
Selve fødslen starter med veer eller vandafgang efter sådan ca. 37-42 ugers graviditet. Livmoderhalsen udvider sig til en 10 cm bred åbning. Ideelt set ligge fosteret - der snart bliver til barnet!!! - med hovedet nedad, da en sædefødsel kan være både vanskelig og farlig for mor og barn. Hvis alt går vel, så fødes barnet, og som et resultat af den kvindes anstrengelser, der bar og fødte den lille, har vi en fremtidig voksen samfundsborger for os. Ret utroligt, alt taget i betragtning, men sådan er det jo med det såkaldt "svage køn" ....
Jep, også seje fyre var engang en del af deres mors krop, og de lever kun, fordi ingen - heller ikke denne specielle kvinde - uddrev dem før tid. Særdeles fantastisk og mirakuløst, når man virkelig tænker over det, for det er ikke en proces, man har haft let ved at eftergøre med kunstige midler. Der er dog født et lam, der udviklede sig uden for sin mors livmoder, men ét lam er nu engang ikke en fåreflok ....
Processen er nemlig ikke noget, man kan gentage uden store økonomiske omkostninger og nye videnskabelige landvindinger, f.eks. i forbindelse med mennesker. Derfor bør man værdsætte hunkønsvæsener af alle arter langt mere, end tilfældet er. Det er faktisk rimeligt pænt af kvinder, at de overhovedet overvejer at tage del i ikke bare en fødsels-proces, men også sådan ca. 18 års pasning og pleje, før barnet regnes for fuldvoksent i juridisk forstand ....
Kvinden blev i mange århundreder regnet for "svag" i forhold til manden, men det ved man nu, ikke er tilfældet. Mandens muskelstyrke er større end kvindens, men hun besidder en større udholdenhed end ham. I forbindelse med graviditet og fødsel præsterer hun desuden nogle fantastiske ting med sin krop, der modsiger tolkningen af hende som fysisk "svag".
Hvor latterligt! Jeg har set lignende fejltolkninger i forbindelse med rumfart, hvor der heller ikke er "uddrevne og flyvende uterusser". Tanken er grotesk og bygger ene og alene på dumme fordomme om kvinder.
Engang var hun kejserinde af Rusland, men inden da var hun som datter af den danske kong Christian IX (1818-1906) prinsesse af Danmark, så da hendes søn, zar Nikolaj II (1868-17. juli 1918), ikke bare mistede sit rige, men også sit og hele sin families liv, vendte hun tilbage til sit fødeland, Danmark. Her blev hun fulgt i tykt og tyndt af den hengivne livkosak - dvs. livvagt - Timofei Xenofontowitch Jaschik. Som hendes trofaste bodyguard passede han på hende, for hun var og blev hans elskede enkekejserinde, der var kommet til Rusland i 1866 som den danske prinsesse (Marie Sophie Frederikke) Dagmar (1847–1928), der forvandledes til zarina Maria Feodorovna, da hun giftede sig med zar Alexander III (1845-1894).
Timofei Xenofontowitch Jaschik var en imponerende skikkelse og en mand, som man vist nødig skulle komme på tværs ....
Den yndige, unge Dagmar
Alle kong Christian IX's børn blev regnet for at være overmåde smukke,
og det gjaldt ikke mindst de tre døtre, Alexandra (1844-1925), Dagmar og Thyra (1853–1933). Efter min
mening var Alexandra med sine klassiske ansigtstræk og flotte figur den
smukkeste, medens Dagmar nærmest forekommer mig at være "nuttet", hvilket dog ikke forklejner hende eller hendes tiltrækningskraft.
Dagmar var måske nok den "næstkønneste" af de danske prinsesser, men det
må være, hvad det være vil, for den mand, Dagmar blev gift med, nemlig zar
Alexander III (1845-1894), var i hvert fald helt vild med hende. Umiddelbart forekommer de mig at være et sært par, for han var kæmpe stor og bjørneagtig, medens hun var en lille vims spirrevip - så at sige en "kvinde i dukke-størrelse". At hun først havde været forlovet med hans afdøde storebror, storfyrst Nikolaj, virker formentlig lidt sært på nutidsmennesker, men den specielle konstellation har man jo ofte set i de europæiske fyrstehuse, så Dagmar og hendes mand har næppe fundet det alt for underligt.
Hele Dagmars liv bestod af noget, der kunne kaldes en "karriere-trappe". Hun steg i graderne, da hendes far blev udnævnt til dansk tronfølger, fordi Frederik VII forventedes at dø uden livsarvinger. Man kan sige, at hendes far, Christian (IX) var en nødløsning, hvis avancement skyldtes hans og hans hustrus slægtslinjer. Begge nedstammede fra Frederik V, men Christians hustru, Louise af Hessen (1817-1898), havde en større arveret. Hun var niece til den afdøde Christian VIII og kusine til hans søn, den daværende Frederik VII, der døde i 1863. Da det skete, blev Dagmar dansk prinsesse og hendes forældre Danmarks nye kongepar.
Døtrene havde ikke deres skønhed fra fremmede: her ses deres mor, dronning Louise, der blev gift med sin halvfætter, Christian (IX), som hun fik seks børn med, der alle fik en form for karriere via giftermål og udnævnelser.
Den unge, kønne zarina Maria Feodorovna med et lidt betuttet udtryk, hvilket man vel egentlig ikke kan fortænke hende i med alle de omskiftelser, hun kom ud for i en tidlig alder.
Zar Alexander III og hans zarina, Maria Feodorovna. Da han døde pludseligt i 1894 kom hans og Dagmars efter min mening komplet umulige søn på tronen: Nikolaj II. Her ses han som barn på sin mors ryg. Mon hun forkælede ham for meget, sådan at han simpelthen ikke forstod, at der fulgte forpligtelser med hans embede som zar? Det bør hun vel ikke have skylden for, men det blev tydeligt, at han var helt uden sans for, hvad der krævedes i en turbulent tid med politiske omvæltninger. Jeg har altid syntes, at han på nogle punkter mindede om den gode og rare, men politisk set pinligt enfoldige Louis XVI af Frankrig, og ham gik det som bekendt også ilde .....
INTET kunne få den ældre Dagmar til at acceptere sandheden om hendes søn, svigerdatter og børnebørns skæbne. Hun nægtede direkte at høre om, hvordan de var blevet massakreret den 17. juli 1918, for det "kunne umuligt være rigtigt". Efter hendes mening levede familien i sikkerhed et hemmeligt sted i udlandet, og man skulle ikke så meget som antyde, at det, der skete i Jekaterinburg, virkelig havde fundet sted.
Man kan lyve for sig selv, hvis sandheden er for ubærlig, men der var jo det ved denne gruppe-henrettelse, at ligene længe var forsvundet. Derfor kan man godt sige, at Dagmar havde en pointe: der var ingen synlige døde, så familien måtte stadig være i live. At det ikke forholdt sig sådan, forstod hun åbenbart aldrig.
Her er familien i huset, hvor de sad indespærret, men at gå fra dette familiebillede til fotografierne af deres genfundne skeletter ville formentlig have været helt umuligt for Dagmar. Også den russiske kirke afviste længe, at dette kunne være den henrettede zar og hans familie, så hun var ikke ene om sine fornægtelser.
Skeletterne af den henrettede Romanov-familie under identifikationen efter at være blevet fundet i 2007
Dagmar med sin nevø, den danske kong Christian X (1870-1947). Det fortælles, at de havde en strid omkring den tidligere zarinas elektricitetsforbrug. Han ønskede, at hun skulle spare, hvilket angiveligt fik hende til at skrue endnu mere op for elektriciteten. Faktisk en ret morsom tanke, og hvis det ikke bare er en legende, så siger en sådan episode meget om dem begge.
Zar Alexander III og hans hustru, zarina Maria Feodorovna, med deres børn: som zarina havde Dagmar ikke haft den store politiske indflydelse. Hun havde helliget sig sine pligter som mor og hustru, men da hun blev enke som forholdsvis ung, forsøgte hun at vejlede sin søn. Et forsøg, der dog ikke varede ved, bl.a. på grund af svigerdatterens rolle som den vigtigste vejleder. Faktisk fik Dagmar først en rigtig indflydelse som enkekejserinde, fordi hun hjalp og støttede det russiske emigrantmiljø i Vesteuropa. Stridigheder, der byggede på hendes fornægtelse af Nikolaj II's død, førte dog til forskellige magtkampe om arvefølgen. At Nikolaj virkelig var død, accepterede hun altså aldrig, hvilket bl.a. viste sig, da hendes nevø, storfyrst Kirill Vladimirovich, udnævnte sig selv til ny zar i 1924. Både Dagmar og forskellige andre i de kejserlige kredse protesterede med den begrundelse, at man endnu ikke vidste, om zar Nikolaj II og hans familie - samt hans brødre - var døde. Det forekommer os latterligt nu, men var ikke totalt ulogisk i 1928, hvor Dagmar døde og blev stedt til hvile i krypten under Christian IX's kapel i Roskilde Domkirke. Først med Sovjetunionens fald i 1991 kom der holdbare oplysninger om Romanovernes skæbne.
Sært nok er Romanov'erne, der i sin tid blev henrettet som det værste af det værste, senere blevet kanoniseret. Den (efter min mening) komplet uduelige Nikolaj II er blevet forvandlet til den "hellige zar".
Hvad identifikationen angår, så er den med hjælp af Prins Philip blevet gennemført med DNA-prøver efter store anstrengelser. Ikke nok med det, men den afdøde zarina Maria Feodorovna er blevet genforenet med sin myrdede familie. I 2006 blev hendes kiste overført til Sankt Petersborg og placeret i Alexander Nevski-kapellet. Den 28. september samme år blev hun gravlagt ved siden af sin mand, zar Alexander III.
