Kvinder, der komponerer

Clara Schumann

Ja, også før i tiden fandtes der kvinder, der komponerede, men som i musikhistorien typisk nok samles i en ikke-statusgivende særgruppe: "Kvindelige komponister". Ligesom det er tilfældet med de andre grupperinger af kvinder, der skriver eller maler, er også denne selvfølgelig med til at opretholde teorien om, at kvinder, der "gør den slags", er meget specielle og slet ikke spor feminine. I virkeligheden er de - ligesom deres mandlige kolleger - kunstnere inden for et felt, hvor de skaber en form for kunst, samtidig med, at de tilfældigvis er kvinder. Deres specielle erfaringer som kvinder kan have givet dem inspiration, ligesom det sker med kunstnere, der er mænd. Lister over en vis tidsalders forfattere, malere, komponister og musikere bør imidlertid omfatte begge køn samlet og ikke bare det mandlige som en repræsentant for det "normale", medens kvinderne sendes til separate kvindelister. Hvis en person skaber kunst, så er vedkommende kunstnere, ligegyldigt hvilket køn han/hun har.

Forbindelsen mellem kvinder og musik var noget, man kendte langt tilbage i tiden, for antikke vaser viser ikke bare mænd, der musicerer, men også kvinder. Man spørger sig selv, hvad det er for et musikstykke, kvinden spiller? Er det noget, hun kender fra andre, eller har hun selv komponeret det? Vi kan se, at der sker noget i Antikken, men ved desværre ikke, hvad de dybere omstændigheder er. Nok er der tale om en kunstart, der er dokumenteret gennem bl.a. disse vasemotiver, men ellers er den hyllet i glemsel. Noget, der såmænd også gælder de første århundreder efter Kristi fødsel. Kvindebevægelsen i 1970erne fik imidlertid sat fokus på mange af de ting, der var med til at usynliggøre kunstnere af kvindekøn, og i den forbindelse har man fundet flere kvinder tilbage i tiden, der var komponister, men som bare er blevet glemt. (Retfærdigvis må det siges, at det var en skæbne, der også overgik mange mænd). Senere tiders musikere og komponister af kvindekøn er ikke blevet udraderet af den menneskelige erindring på helt samme måde, for de bliver "bare" ignoreret eller skubbet til side som en anomalitet.

At der fandtes kvinder, der ikke bare musicerede, men også komponerede meget langt tilbage i tiden, ved man faktisk udmærket. Formentlig den allerførste kvinde, man har bevarede musikstykker af, er den byzantinske nonne Kassia (810-865). Hun skrev en hel række hymner, der er indgået i den græsk-ortodokse kirkes liturgi. Dvs. at hun har et vist ry som komponist og ikke bare regnes for en mere eller mindre ligegyldig "kuriositet".

Hildegard von Bingen (1098-1179) 

Kirken skabte gode muligheder for kunstnerisk udfoldelse for mange talentfulde kvinder. Det var den tyske abbedisse og mystiker Hildegard von Bingens held, for hun både skrev og komponerede, - når hun da ikke var optaget af sine mange religiøse syner. Blandt Hildegards kompositioner var musikdramaet "Ordo virtutum", men hun var enormt flittig og skrev også bøger om teologi, botanik og medicin. Ud over musikken og alle disse skriverier gjorde hun også sit for at rådgive forskellige folk - høj og lav - pr. brev. Efter sin død blev hun kanoniseret som helgen, hvilket nok mest hænger sammen med hendes mange religiøse visioner, der startede, allerede da hun var tre år gammel.

 Hildegard modtager et syn

Typisk nok var hun næsten totalt glemt, før 800 års-jubilæet for hendes død fik halet hende ud af glemslen i 1979. Pludselig blev hun ikke bare kendt, men også direkte populær, således er der kommet adskillige indspilninger af hendes musik siden da, og hendes liv er blevet studeret og analyseret af mange eksperter. 

Beatrice de Dia

Nogenlunde samtidig med Hildegard von Bingen levede den provencalske grevinde, Beatrice de Dia (1140-1175/1160-1212), der komponerede til sine egne såkaldt høviske digte. Hun er blevet kaldt en "trubadur", formentlig fordi hun  ikke kun skrev kirkelige hymner. Interessant nok lader hun til kun at have været én ud af flere af sin slags inden for samme tidsrum. Dvs. at hvor klostrene gav kvinder gode muligheder for at skabe musik, så kunne særligt begunstigede også gøre det inden for deres eget miljø, nemlig de velhavende, der tilhørte adelstanden ....

Gracia Baptista (ca. 1530-1557) var en spansk nonne, der opnåede den store ære at få en af sine kompositioner for orgel udgivet i 1557. Det var hun formentlig den første, der fik, og hendes eksempel er endnu et bevis på de muligheder, kirken gav kvinder, der udøvede kunst. At være katolik og dermed have mulighed for en klostertilværelse i stedet for ægteskab og børnefødsler har bestemt ikke været det dårligste alternativ for talentfulde kvinder. 

Barbara Strozzi

Da operamusik blev populært i anden halvdel af 1500-tallet, blev der brug for kvindelige sangere, idet disse dog fik skarp konkurrence fra kastratsangerne, der dukkede op i det 16. århundrede, men som senere blev forbudt. Samtidig komponerede kvinder som f.eks. Maddalena Casulana (ca. 1540-83), Francesca Caccini (1587-ca. 1640), nonnen Isabella Leonardo (ca. 1620-1704) og Barbara Strozzi (1620-ca. 1664/1619-1677) også vokalmusik. Noget, der virkelig spillede en rolle mht at gøre en komponist kendt, var udviklingen af trykte noder, der udbredte musikken til andre end de snævre kredse omkring den enkelte kunstner. Desuden opstod der et specielt koncertliv, der også gav komponister mange muligheder.

 Elisabeth-Claude Jacquet de La Guerre 

Konger og adelige stormænd omgav sig med talentfulde folk, fordi disse kunne gøre dem ære. Det gjaldt også Ludvig XIV, hvis protegé, Elisabeth-Claude Jacquet de La Guerre (1664-1729), blev anset for noget helt specielt, ja, nærmest et unikum. Han opmuntrede hende på alle måder, og hun brillerede med kompositioner såvel som musiceren. Det lader til, at hun som musiker især havde et talent for improvisationer, bl.a. på orgel. Som komponist skrev hun musikken til en opera, en ballet, foruden meget andet. 

P. Klæstrups Visekælling. Tegning fra 1800-tallet

 

De fleste kvinder optrådte som sangere og ikke som komponister af de symfonier og koncerter, mændene brillerede med. Det gav imidlertid også arbejde til andre samfundsklasser end dem, man fandt ved hoffet, sådan som det kan ses af ovenstående tegning af en "visekælling". Har hun selv skrevet ord og musik, eller er det noget nedarvet, hun har taget op? Det er der vist ingen, der ved, men det har forhåbentlig givet hende til dagen og vejen.

Man kan spørge sig selv, "hvor var den kvindelige Mozart?", og hun fandtes åbenbart ikke, men der var dog et par stykker, der komponerede klaverkoncerter og vokalværker for solister, kor og orkester. En af dem var den østrigske Marianne Martinez (1744-1812), der har fået flere af sine værker indspillet i nutiden. En anden var den nok mere kendte Maria Theresia von Paradis (1759-1824), der var blind fra sin tidligste barndom. Hun var beundret af mange og direkte populær i samtiden. Man mener, at Mozart har skrevet et af sine musikstykker til hende, men hun komponerede også selv.

 

Maria Theresia von Paradis

 

Den franske Louise Farrenc (1804-75) var en super-flittig komponist, der gjorde sig gældende inden for de fleste musikgenrer, men det var mest hendes kammer- og klavermusik, der var kendt. I Frankrig var hun beundret, men i Tyskland mødte hun den specielle modstand, der bunder i den misofyni, som mange kunstnere af kvindekøn blev ofre for. Man anså det for "ukvindeligt" samt grænseoverskridende på en unaturlig og dermed forkastelig måde. De samme problemer kom en anden komponist, nemlig Louise Adolpha Farrenc (1850-1927) ud for, og denne holdning løber faktisk som en rød tråd gennem den samlede historie om kvinder og kunst.

Kvindelige komponister i Danmark: udvalg (gengivet fra Den Store Danske)

• Maria Theresia Ahlefeldt (født prinsesse af Thurn und Taxis), 1755-1810
• Emma Hartmann (født Zinn), 1807-51
• Cora Petersen (født Nyegaard), 1812-91
• Caroline Recke-Madsen (født Lumbye), 1833-1901
• Johanne Fenger, 1839-1913
• Sigrid Henriette Wiencke (født Stadfeldt), 1819-1907
• Nanna Liebmann (født Lehmann), 1849-1935
• Tekla Griebel Wandall (født Griebel), 1865-1940
• Hilda Sehested, 1858-1936
• Nancy Dalberg (født Hansen), 1881-1949
• Benna Moe, 1897-1983
• Irene Osiander, 1903-80
• Else Marie Pade, 1924-2016
• Gudrun Lund, f. 1930
• Birgitte Alsted, f. 1942
• Helle Norup, f. 1947
• Hanne Rømer, f. 1949
• Anne Linnet, f. 1953
• Christina Wagner Engberg (født Wagner Smitt), f. 1960
• Eva Noer Kondrup, f. 1964
• Bodil Heister, f. 1952

 

https://nordicwomensliterature.net/da/2011/01/04/hvorledes-jeg-kvaeder-visen-frem/ 

 

http://oboeclassics.com/~oboe3583/ambache/wGuerre.htm

 

https://www.telegraph.co.uk/news/2018/01/26/bbc-revives-works-lost-women-composers-help-redress-historic/ 

 

https://denstoredanske.lex.dk/kvindelige_komponister 

 

https://sciodoo.de/kassia-vikings/# 

 

https://www.capradio.org/classical/classical-music/2021/03/01/classical-music-030121/?__cf_chl_jschl_tk__=pmd_Ss8yoRkx9dB8xqNLDrllKGATYqj4xAAm5GHjLU9sna8-1635011165-0-gqNtZGzNApCjcnBszQhl

https://theo.kuleuven.be/apps/press/theologyresearchnews/2020/08/17/manuscripts-hildegard-von-bingens-visions-in-the-dendermonde-codex/

 

Wikipedia

 

"Du er altså HELT FORKERT dernede ...."

Lige for tiden er det moderne med en stor bagdel. Jeg tror, at det er reality-stjernen Kim Kardashian, der har været forbillede på området på samme måde, som Audrey Hepburn i sin tid fik skabt tynd-som-et-kosteskaft-trenden. Før det tynde look, var begrebet "en smuk pige" lig med en kvinde med tydelige ottetals-kurver, der måske nu vil blive set som "deller". Sådan en anerkendt og beundret skønhed fra tidligere tider vil nemlig muligvis blive anset for "buttet" eller direkte "tyk" af nutiden, for hun bliver bedømt ud fra modedirektiver, der ville have været hende og hendes samtidige fremmede. Meget uretfærdigt faktisk ....

Annoncerne svinger med moden, og vi lader os ofte rive med af deres lokketoner. At få opmærksomhed af det modsatte køn regnes jo for "livets salt" af de fleste. I virkeligheden er modens levetid af ret begrænset varighed, og inden længe kan trenden svinge fra numser til barme, sådan som det var før de supertynde modellers tid.

Én ting er den synlige del af kroppen og dens former, noget andet det, der stadig gemmes bag tøjet af såkaldte "anstændighedsgrunde". Mænd kan drømme om at få en større penis, og der er formentlig også "kure" og teknikker, der foregøgler dem, at der er midler, der kan give dem lige præcis det, de ønsker. Baggrunden for dette ønske er, at en sådan stor legemsdel repræsenterer en høj grad af "maskulinitet". Disse mænds ideal er måske pornostjernen John Holmes, hvis organ med sine 38 cm blev regnet for enormt. Denne naturens gavmildhed gav ham imidlertid problemer med tyngdekraften, selv om han nåede at indspille mange porno-film, før organet skvattede endeligt sammen.

John Holmes  

Hvad kvinders nedre dele angår, så er der kulturer, hvor hymen regnes for et must: jomfrudom er vejen frem for en ærgerrig pige, og er den mistet før brylluppet, så er gode råd dyre. Faktisk i bogstaveligste forstand, da kun velhavende kvinder har råd til en hymen-rekonstruktion, der kan give dem den tabte mødom tilbage. I vores vesterlandske kultur har en hymen ikke den store betydning, men det har den som sagt nogle andre steder på vor fælles planet, så nogle speciallæger lever fedt af at rekonstruere den hos bekymrede piger af anden etnisk oprindelse. 

Alt det der med "hymens lænker" er for os at se noget fortidigt vrøvl, og der er såmænd også visse diskussioner, om hvorvidt der overhovedet findes sådan et indre fysisk "låg", der sladrer om tidligere erfaringer ved ikke at reagere, som myten foreskriver, nemlig ved at bløde. Eftersom det drejer sig om noget indvendigt, kan der sikkert snydes med tilstedeværelsen på både den ene og den anden måde, da ingen umiddelbart har set den. For mig at se skaber dette en naturlig forskel på det synlige og det usynlige, idet det gør hymen-rekonstruktioner til en unik operation.

Hvad det ydre angår, så kan ALT tilsyneladende "forskønnes", så de forskellige legemsdele lever op til modens krav. Fjern fedt, få fedt - nemlig i form af Botox - stram eller løs op, men gør noget, for ellers forbliver du "grim". Egentlig en ret grov påstand om noget, der reelt set dikteres af moden i stedet for af funktionen. 

Jeg er f.eks. ikke vild med de tatoveringer, der er blevet moderne til alle køn, selv om nogle af dem kan være virkelig flotte. De er skabt som følge af en modedille, og om nogle år forkastes de såmænd nok for en ny bølge af skønhedsdiller, for så skal man nok være glat uden "kruseduller" af nogen art. Når/hvis det sker, vil der være mange, der forsøger at få dem fjernet, hvilket er lettere sagt end gjort, især når det gælder de tatoveringer, hvor der er rigtig mange farver ....

Jep, mere intimt end dette kan det næsten ikke blive, for her fokuseres der på synlige, men - af "anstændighedsgrunde" - skjulte områder. Ikke bare den stort set usynlige vagina med hymen kan få en omgang under kirurgens kniv, men også de ydre dele af kvindens kønsorganer, nemlig det, man kalder vulva. 

Nogenlunde sådan ser en kvindes vulva ud. Det er den, manden møder, og som mange har farverige og ikke altid smigrende navne for. Ét af disse går på, at vulva ligner "en dårlig østers", og at den "lugter af fisk". Til det kan jeg kun sige, at hvis dette er tilfældet, så ville den naturlige reaktion fra manden være et begejstret udbrud, for begge dele har afgjort den naturgivne funktion at lokke ham til. 

Desværre er der mange mænd, der udbreder sig om, "hvor ulækker og ildelugtende" dette fantastiske organ er, vel at mærke uden at vedkende sig homoseksuelle tendenser. For mig er det et bevis på, hvor forkvaklet både de samt kønslivet i patriarkatet er. Det triste er, at det er kvinders selvopfattelse også. Mange opfatter deres kønsorganer som meget problematiske, fordi de ikke er tro kopier af venindernes. Det, der støder dem - og formentlig også deres mand eller kæreste (?) - er ofte "hængende skamlæber", hvilket selvfølgelig er lige præcis det, de specialiserede kirurger står parat til at fixe for en pæn sum penge. 

Det stødende objekt er de indre skamlæber, der omkranser indgangen til skeden/vagina. Mange kvinder føler, at netop deres er grimme og frastødende, fordi de forekommer dem alt for store. Kirurgerne vil gerne have sådanne patienter, hvilket dog ikke beviser, at de anstødelige læber er "forkerte" på nogen måde. Det er trist, at kvinder evig og altid skal præpareres med forestillinger om, at de ikke slår til, er grimme eller "forkerte", for det er en løgn, der er med til at fastholde et system, der burde have været styrtet for længe siden. Ergo, damer, det er noget fis, og det burde ikke influere jer og påvirke jeres dømmekraft. 

https://www.dr.dk/nyheder/indland/nyt-projekt-kvinder-faar-maalt-skamlaeberne

https://www.self.com/story/labia-surgery-facts

from-current-premisesand-needs-your-help 

 

https://www.nhs.uk/conditions/cosmetic-procedures/labiaplasty/ 

 

https://www.mycme.com/courses/breast-implant-illness-whats-the-evidence-7558?utm

 

https://politiken.dk/kultur/art4899128/35-cm-i-frit-fald 

 

https://mylooks.dk/behandlinger/ny-m%C3%B8dom-hymenrekonstruktion/ 

 

Wikipedia

 

Psykiatri som forsvar

Peter Sutcliffe alias "The Yorkshire Ripper" 

Da den infame, engelske kvindemorder Peter Sutcliffe (1946-2020) endelig blev fanget i 1981 efter at elendigt politiarbejde, var der flere, der udtrykte forbavselse over, at han faktisk var en ganske flot fyr. Senere "gik glansen af Sankt Gertrud", som man siger, for efter flere overfald røg det gode udseende, men oprindelig var han flot, og det undrede dem, der mente, at kvindemord hænger sammen med frustrationer over ikke at kunne få damer. I Sutcliffes tilfælde var der tilmed en hengiven kone inde i billedet, så hvad rendte han til prostituerede for? Og hvad lignede det at myrde dem????

Peter og Sonia Sutcliffe

Både Sutcliffe og hans kone, Sonia, var outsidere. Hun var bare 15 år, da hun mødte ham på en bar, hvor hun ellers ikke forventedes at komme på grund af sin unge alder. I sin barndom og tidlige ungdom havde Sutcliffe ikke formået at "score" alle de kvinder, som hans udseende lagde op til, for han blev anset for sær, var indadvendt og havde svært ved at holde en samtale i gang. Også Sonia havde problemer med en almindelig kommunikation, da hun talte med en stærk østeuropæisk accent, så på det punkt lignede de hinanden. Senere kom der mere til, da hun efter en tid fik den besked, at hun ikke kunne få børn, og at hun desuden led af skizzofreni. Hendes mand støttede hende imidlertid, ligesom hun senere støttede ham, da han blev fanget og - vupti!!! - sørme også fik en skizzofreni-diagnose, der i hvert fald frelste ham fra en ubehagelig fængselscelle. 

Mange begræd det faktum, at dødsstraffen i England var blevet afskaffet i 1965, for var der nogen, der havde fortjent et møde med bødlen, så var det Sutcliffe. Han havde nemlig myrdet 13 kvinder og overfaldet 7 i tidsrummet 1975-1980, tilmed med det syge påskud, at "Gud havde pålagt ham at dræbe prostituerede", hvilket nogle af, men ikke alle, hans ofre var.

Straffen blev 2 livstidsdomme, idet der skulle gå mindst 30 år, inden der overhovedet kunne så meget som overvejes at bevilge en prøveløsladelse. Han blev sendt i det ordinære Parkhurst Fængsel, men efter et par år, hvor han bl.a. var blevet overfaldet, overflyttedes han til Broadmoor Hospital på grund af den alvorlige skizzofreni, han angiveligt led af. At der var tale om en fupdiagnose er vi mange (inklusiv mig!), der tror, for som mentalpatient havde han mange fordele og ligefrem lettelser i  afsoningen. Noget, der helt sikkert må have virket tillokkende på en manipulerende mand som netop Sutcliffe.

En medfange i Parkhurst knuste en kop og kørte den rundt i ansigtet på Sutcliffe

Som dømt for alvorlige forbrydelser var han kun i stand til at indrette sig bedst muligt i fangenskab, og det foregik gennem psykiatriske diagnoser. Han "var ikke ond, led eller morderisk, men SYG", og han skulle derfor behandles i stedet for at straffes, og det blev han så, nemlig gennem 30 år, indtil der var en fornuftig person, der sørgede for, at han blev overflyttet til et almindeligt fængsel. 

Sonia forlod sin mand i 1982 og blev endeligt skilt fra ham i 1984

I årenes løb kom Sutcliffe ud for flere alvorlige overfald, således også i Broadmoor, hvor han bl.a. mistede synet på det venstre øje og fik det højre skadet. En anden gang blev han forsøgt kvalt med en ledning. Da han endelig døde af Covid-19 i 2020, var han i en elendig fysisk forfatning. Det flotte ydre var væk, og han lignede, hvad han hele tiden havde været: et uhyre!

Det interessante ved tilfældet Peter Sutcliffe er hans evne til at manipulere eksperterne og her især læger og psykiatere. Da han blev arresteret, var han iklædt en form for "voldtægts- og mordkostume" i form af en sweater med V-hals under bukserne, idet ærmerne var trukket op over benene, således at V-halsen på sweateren lod hans skridt være udækket. Albuerne var forstærket, således at de beskyttede hans knæ, til når han knælede ned over sit offer. Dvs. at man må sige, at han var enormt velforberedt til "at følge Guds stemme og udføre hans bud" - eller simpelthen til at gennemføre det, han nød, nemlig at myrde og skænde kvinder. Kort sagt: han snød både med motiv og senere også med den diagnose, der gav ham flest mulige fordele. Da han blev overflyttet til et ordinært fængsel efter at have nydt tilværelsen som mental-patient på Broadmoor, brokkede han sig da også over at have mistet en masse af de goder, han havde haft.

En morder, der næsten med det samme blev udråbt til at være et klart psykisk tilfælde er Peter Madsen, der i 2018 myrdede og skændede den svenske journalist Kim Wall. At han er narcissist gør ham imidlertid ikke automatisk til skizzofren, hvilket åbenbart er det, der skal til, for at en psykisk diagnose direkte kan betale sig. Derfor fik han ikke en behandlingsdom, men blev idømt livstid, hvilket en italiensk avis misforstod, for de troede nemlig, at han fik en dødsdom. Efter et udspekuleret flugtforsøg, der med al ønskelig tydelighed beviser, at knoppen fungerer på ham, og at han er forskruet, men ikke gal, blev straffen skærpet, men ikke forlænget. Den kan dog spille ind, hvis han en dag får den ide at søge om at blive prøveløsladt. Noget, han efter min mening ikke bør have bevilget, også fordi der er tegn på, at han også ligger bag mordet på en anden unge kvinde, hvis sag endnu ikke er blevet opklaret.

På fri fod havde han haft et interessant liv som en meget populær opfinder, men alt det satte han over styr, da han overfaldt og myrdede den intetanende svenske journalist. Der er sikkert dem, der forsøger at finde huller i systemet, der kan forvandle hans dom fra fængsel til psykiatri - og derfra til løsladelse som "helbredt". Inden for retspsykiatrien kæmper man for reformer, der - så vidt jeg kan se - alle lægger op til lettelser for de kriminelle med psykiske diagnoser. Vildt! siger jeg, for én ting er, at forbrydere, der måske i virkeligheden burde have behandlingsdomme, bliver sendt i fængsel, noget andet at glemme eller undskylde de forbrydelser, de har begået. Jeg forstår godt, at Peter Sutcliffe protesterede imod at blive indsat i et almindeligt fængsel efter i 30 år at have ført et hav at psykiatere rundt i manegen, så han kunne få de fordele, en behandlingsdom gav ham. Det var smart, men det var også noget, vi skal gøre, hvad vi kan for at beskytte os imod.

https://www.nzherald.co.nz/world/covid-19-coronavirus-yorkshire-ripper-serial-killer-peter-sutcliffe-dies-aged-74-after-refusing-covid-treatment/EBCWZFKDFFTIE4VWCSA5SSPHLU/ 

 

https://www.execulink.com/~kbrannen/attackps.htm 

 

https://www.thetimes.co.uk/article/peter-sutcliffe-i-knew-she-was-no-prostitute-but-wasnt-bothered-i-just-wanted-to-kill-a-woman-3m6rj5nmz 

 

https://www.islandecho.co.uk/former-parkhurst-prisoner-peter-sutcliffe-dies-aged-74/ 

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-3340330/Yorkshire-Ripper-set-transfer-ordinary-prison-Killer-deemed-no-longer-mentally-ill-31-years-Broadmoor.html 

 

https://www.thesun.co.uk/news/13194939/yorkshire-ripper-supportive-wife/ 

 

https://www.historyextra.com/period/modern/a-brief-history-of-capital-punishment-in-britain/ 

 

https://www.seoghoer.dk/krimi/chok-afsloering-i-dokumentar-er-peter-madsen-mulig-gerningsmand-i-emilie-meng-drabet 

 

https://menneskeret.dk/nyheder/psykisk-syge-faar-lange-domme-retspsykiatrien

 

https://www.bbc.com/news/uk-england-leeds-56593918 

 

Wikipedia

 

"Det sker kun for andre ...."

Anna Marie Hahn var en led kælling, der myrdede den ene gamle og mere eller mindre hjælpeløse mand efter den anden. Antallet kommer ikke op i de astronomiske højder som mange mandlige morderes kvindemord, men de (mindst) fem mænd, hun dræbte med gift for at kunne stjæle deres egendele, blev dobbelt forrådt af hende: hun spillede venligsindet, og de anså hende for at være en ven, der ville lette deres tilværelse i alderdommen. Lettet blev den, men kun for værdier og liv, så hun havde ingen rimelig grund til sine vilde protester imod den dødsdom, hun fik, for den var velfortjent, siden den nu var den højeste straf, dér hvor hun boede, og hun havde myrdet den ene gang efter den anden. 

At dødsstraf i sig selv er noget, man kan diskutere for og imod, er en anden ting, for her gælder det noget andet: selve den kendsgerning, at ingen kommer herfra i levende live, og at vi alle "skylder Vorherre vor død". Det gjaldt også Anna Marie Hahn, selv om det tydeligvis kom bag på hende. Efter hendes begreber var den slag kun noget, der overgik andre, og ikke hende.

Man kan sige, at nogle lægger op til voldsomheder på grund af deres erhverv eller meget upopulære ideer, men de fleste har næppe forventet, at de ville blive myrdet. Mange af dem har sikkert heller ikke kunnet forestille sig, at de døde. De kan selv have dømt andre til døden eller nægtet at bevilge dem den benådning, der kunne have reddet deres liv, men at de selv stod for tur er nok kommet bag på de fleste, der ender livet på denne måde. Jeg vil tro, at denne overbevisning hænger sammen med denne type menneskers tendens til at se alt ud fra deres egne behov. Ud fra deres egen overbevisning er de, så at sige, "fredhellige".

Skuespillerinden Sharon Tate, glad og smuk, formentlig flere år før hun mødte Charles Mansons vanvittige tilhængere og mistede livet under deres mord-orgie. En mulighed, der sikkert slet ikke var faldet hende ind. Tværtimod har hun som gravid måske været så optaget af at skabe liv, at hun har følt, at hun i sin krop har repræsenteret livet som sådant. Noget, der formentlig kan give enhver en stærk fornemmelse af udødelighed.

En mig ubekendt myrdet kvinde ligger dér, bukket sammen og svinebundet. Retfærdigt???? Hvad havde hun gjort, for at ende sådan?????? Sagen er den, at der ikke er nogen retfærdighed i denne verden, kun en masse tilfældigheder, hvoraf nogle er gode for den enkelte - og andre ikke. Det svinebundne offer her er virkelig et offer, og tilfældet har ikke været hende nådig, men morderen har haft "en god dag" ... 

I flere af de programmer, jeg har set om mordofre og deres familier, er der én bestemt replik, der går igen: "Jeg fatter ikke, at det kan ske for os. Den slags sker ellers kun for andre ...." Sagen er den, at de fleste af os nok har den forkerte opfattelse af os selv og den rolle, vi spiller her på jorden, at vi på en eller anden måde er fredet. På en vis måde opfatter vi os selv som jordens centrum, og det er der altså ingen af os, der er. Dybest set er vi alle - lige fra den mindste myre til Albert Einstein - lige og uden nogen form for fortrinsret: naturen holder lige så meget med rovdyret som med det dyr, der bliver dets bytte, medens vi som mennesker ofte reagerer imod f.eks. "den stygge ulv", der dræber den søde, bløde og uskyldige kanin.

OK, der sker måske slemme ting for os, men egentlig opfatter vi det som en "fejltagelse" fra skæbnens side: den slags bør ikke ske for os, selv om det sker for andre. Det er interessant at høre og læse om mordere som f.eks. Anna Hahn, der på vej til deres velfortjente henrettelse, protesterer og kæmper imod noget, de ikke troede kunne ramme dem - eller som f.eks. den afskyelige Ted Bundy - forsøger at forlænge sin fængsling, da han jo er i sikkerhed i fængslet. Det, han lokker med, er nye oplysninger om forbrydelser, han har begået, men som efterforskerne mangler for at få et fuldt overblik. Afgjort en sølle, men forståelig taktik, der imidlertid ikke virkede i Bundys tilfælde, for den 24. januar 1989 oplevede han det, han havde forsvoret ville kunne ske for ham: henrettelsen!

Ja, slut-prut med den infame Ted!!! 

At han også kommer ind i rummet med den elektriske stol, hvid som et lagen og overhovedet ikke så fræk og kæphøj som ellers er også et tegn på hans afvisning af det, der nu også sker for ham: han - ligesom de mindst 36 unge kvinder, han har voldtaget og myrdet - skal dø, for han er hverken udødelig eller "Skæbnens yndling", selv om han troede det.

https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2001-5/sygeplejerskers-deltagelse-i-henrettelser

 

http://www.annalsofcrime.com/01-03-2col.htm 

 

https://thecinetalk.com/2021/06/08/diana-lovejoys-life-after-her-imprisonment-what-is-she-doing-now/ 

 

Wikipedia

 

Vikingen Rollo og kong Karl den Enfoldige

Karl den Enfoldige 

Der er nu noget morsomt over de gamle beskrivende kongenavne. Jeg havde dog aldrig hørt om "Karl den Enfoldige" (879-929) af Frankrig, der også er kendt som "Karl den Ærlige" foruden "Karl III", men han er altså søn af "Ludvig den Stammende"(846-879), dvs. Ludvig II i den officielle franske kongerække. Ludvigs far var "Karl den Skaldede" (823-877), der figurerer som Karl II i kongerækken. "Karl den Skaldede" var søn af "Ludvig den Fromme" (778-840), dvs. Ludvig I, men han er nok mest kendt for at være den sidste fransk-romerske kejser. Senere annekterede tyskerne denne titel, der dog blev genoplivet i en anden form af Napoleon Bonaparte.

Ludvig den Fromme

Efter det, jeg har læst om "Karl den Enfoldige", så synes jeg egentlig, at han virker som en ganske fornuftig mand. Sagen var jo den, at han var nødt til at være pragmatisk, fordi Karl den Stores efterkommere havnede i en nedgangsperiode. De formåede simpelthen  ikke at forsvare rigets grænser, så Karl den Enfoldige besluttede sig for at danne forbund med dem, han ikke kunne besejre. Den værste af disse fjender var vikinghøvdingen Rollo/Rolf. Eftersom han ikke kunne slå ham, gik han i forbund med ham. Rollo/Rolf blev udnævnt til hertug af Normandiet mod at holde sine viking-kolleger væk, og det klarede han med bravur.

Vikingen Rollo

Det var altså Karls pragmatiske holdning til vikingproblemet, idet han fik gjort sin fjende til en allieret. Denne (formentlig danske) viking var ellers god til plyndringer. I øvrigt var Rollo (860–930) muligvis dansker, idet han synes at være født i nærheden af Faxe. Noget, et dansk bryggeri har udnyttet i forbindelse med en af deres øl-sorter.

Nordmændende hævder imidlertid, at han var nordmand, men Faxe giver sig ikke og har bl.a. rejst en sten over den berømte kriger. For dem er der ingen tvivl om, at Rollo/Rolf var en ægte Faxe-søn, der bragte hæder over byen både som viking og som fransk hertug. Det lader nemlig til, at en DNA-analyse fra 2014 viser, at Rollo og hans forfædre 12 generationer tilbage kom fra Danmark og sandsynligvis fra Sjælland, hvilket understøtter Faxe-teorien. Hvad enten han var dansk eller norsk, så er han i hvert fald skandinav.

 

 

Den ikke spor enfoldige, men i virkeligheden ret snu Karl forhandlede sig til fred med den barske viking ved i 911 at love ham det normanniske hertugdømme. Derved blev han den første hertug af Normandiet, og Rollo, der genkendte en god handel, når han så den, slog til og giftede sig tilmed med en ægte fransk og meget fornem prinsesse, nemlig Gisela, der var datter af Karl den Enfoldige. Det betød imidlertid, at Rollo var nødt til at forskyde sin tidligere kæreste eller kone, Poppa, som han havde en søn med. Man hævder, at han ikke var sød ved sin franske hustru, selv om hun altså var prinsesse, og da hun døde barnløs, genoptog han straks forbindelsen med Poppa. Efter normannernes erobring af England i 1066 havnede Rollos efterkommere med Poppa på den engelske trone, så man må sige, at denne (formentlig danske) viking virkelig forstod at gøre karriere.

 

 

Rollo og Gisela 

Der var imidlertid lidt etikette-problemer i forbindelse med Rollos officielle trosskabsed til Karl, for den stolte viking nægtede at kysse hans fod og ville heller ikke lade en af sine mænd gøre det. Da han alligevel gjorde det, så skete det på hans egen måde, idet han løftede kongen fod op, så han væltede ham bagover. Den stakkels konge faldt på ryggen, men lige det lader ikke til at have gjort skår i deres samarbejde i årene fremover. Rollo opfyldte også sine løfter til kongen, bortset fra hans opførsel over for Gisela, der vist aldrig var god. Da kongen sendte et par af sine hofmænd til hendes hjælp, fik han dem hængt!

 

Viser dette Karls tvungne abdikation? Jeg ved det ikke, men det kunne tænkes.

Karl drev sine hoffolk til vanvid med sin enorme betagelse af adelsmanden Hagano, som han overøste med gunstbevisninger. Nogle af disse var tilmed ikke altid noget, han havde hånd og halsret over, da det f.eks. kunne være et gods eller noget andet, der ikke tilhørte ham. På grund af denne opførsel blev Karl afsat i 923, og han levede i fangenskab de sidste seks år af sit liv.

 

https://pantheon.world/profile/person/Rollo/ 

 

https://dkwiki.dk/OrdBog/Karl_den_Enfoldige 

 

Wikipedia

 

"Grisen" Yolanda og sanglærken Selena

Da denne kvinde, nemlig Yolanda Saldívar (født den 19. september 1960), kom for retten for mordet på den højt elskede amerikansk-mexikanske sangerinde og kulturpersonlighed Selena Quintanilla-Pérez, gik den latinamerikanske befolkningsgruppe amok. 

Det føg med trusler på livet samt meget lidt venlige plakater, f.eks. med ordlyden "Dræb grisen!!!", hvilket var en utvetydig reference til den tiltaltes lidet kønne udseende, især sammenlignet med hendes smukke arbejdsgiver, Selena. 

Selena Quintanilla-Pérez (1971-1995), der optrådte under sit fornavn, (dvs. uden sit efternavn), var kendt for sit talent, sin skønhed og sine mange gode menneskelige egenskaber. Ud over sangen gjorde hun sig godt bemærket som sang-skriver, model og skuespiller, foruden at hun markerede sig inden for mode. Hun var vildt populær, især blandt latinamerikanere, selv om hun faktisk ikke var særlig god til spansk. Interviews foregik på engelsk, men de sange, hun indspillede, var dog på spansk, for det var det sprog, de fleste af hendes fans talte. Hendes familie var musikere, og hun var begyndt at optræde allerede som barn med familie-bandet "Selena y Los Dinos". Efter at have vundet forskellige priser, voksede hendes berømmelse til uanede højder, og hun fik smigrende tilnavne som f.eks. "Tejano-musikkens Dronning".

Den smukke, unge Selena udstrålede livsglæde og livskraft, hvilket gør det endnu mere sørgeligt, at hun skulle miste livet som bare 23-årig, fordi formanden for hendes fanklub, Yolanda Saldivar, der også var ansat til at varetage hendes regnskaber, skød hende. Diverse politiundersøgelser har bekræftet Selenas families mistanker om, at Yolanda, der tydeligvis elskede lige præcis den slags liv og glade dage, der ombølgede hendes arbejdsgiver, havde bedraget hende og fanklubben for et større beløb. Var det derfor, hun skød hende? Forsøgte hun at beskytte sig imod de politiangivelser, hun kunne vente, nu hvor disse forskellige uregelmæssigheder var blevet afsløret? Selv påstod hun, at mordet ikke var et mord, men et uheld, men antallet af skud samt skudvinklerne talte imod denne påstand: Selena var blevet myrdet med koldt blod af den tidligere sygeplejerske, dvs. den kvinde, der havde fået et nyt og meget mere spændende liv gennem hende.

Efter livstidsdommen er Yolanda kommet med forskellige kryptiske påstande om nogle store lidelser, der angiveligt skulle have gjort Selenas liv til noget af et helvede. Man har gættet på, hvad dette skulle være for "lidelser", men ingen har for alvor kunnet forklare, hvad det drejer sig om, og hvorfor Yolanda siger den slags. De fleste af de klip, der viser dem sammen, viser i hvert fald en strålende smuk Selena og en Yolanda, der sender hende sære blikke. Bestod hendes såkaldt kærlige følelser i virkeligheden i had og misundelse? Eller var hun ulykkeligt forelsket i hende? Forholdet virker i hvert fald meget sært på mig, og jeg forstår godt, at nogle har hævdet, at Yolanda er sindsforvirret. En mulighed, der dog ikke har formildet Selenas hævngerrige fans, for de hader hende stadig.

Efter mordet den 31. marts 1995 udnævnte den daværende guvernør over Texas, George W. Bush, den myrdede sangerindes fødselsdato til en officiel "Selenadag". Dvs. at den 16. april bliver hun fejret den dag i dag. Hendes berømmelse er også blevet fastslået med en film over hendes liv, hvor Jennifer Lopez spiller den unge sangerinde. Man kan dog hævde, at hendes berømmelse allerede blev slået fast, da hun vandt en grammy i 1994 for sit album "Selena Live!"

    

Yolanda har mulighed for at blive prøveløsladt i 2025 

^{https://www.oprahdaily.com/entertainment/a31881895/yolanda-saldivar-now/}

^{https://www.mysanantonio.com/news/local/article/Yolanda-Sald-var-could-be-released-2025-16304937.php}

^Wikipedia