mandag den 6. december 2021

Døde på en levende måde ....

En bedårende, lille afro-amerikansk pige, ikke sandt? Ja, hun ligner fuldstændig, men er altså ikke et levende barn, selv om hun ser sådan ud. Faktisk er hun en såkaldt "Reborn Doll", der efterhånden findes i alle former, størrelser og aldersgrupper. Nogle samler ligefrem på dem og omtaler dem også gerne som "deres børn", hvilket de i hvert fald ikke er, for de er ikke bare stendøde, men tilmed ufødte, og sådan er biologiske børn nu engang ikke .....

Er hun skør? Ikke nødvendigvis, men jeg ville nu ikke sætte mine penge på et væddemål om, at hun er ganske normal, for det er hun jo heller ikke. En ting er at have smukke dukker i sit hjem, noget andet at behandle dem som levende, for det er de altså ikke. Man kan spekulere over disse fanatiske Reborn dukke-"mødre" og deres motiver, men jeg har endnu ikke fundet en enkel og ligetil forklaring, der dækker alle perspektiver.

For mig at se ligner dukkerne i høj grad de billeder, man har set, af små, døde lig i det 19. århundrede. De bliver også passet og plejet, som var de ikke - dybest set - affald. Dette kunne have været en Reborn-dukke, men er altså en lille, død baby fra engang for mange år siden. Barnet er stadig nuttet og derfor lige til at kramme, men dette er og bliver en tom skal, for det er dødt og vågner ikke til live igen, ligegyldigt hvad man gør ved det lille lig.

Er dette mon den sørgende farmand til den lille afdøde? Det er svært at finde en umiddelbar lighed mellem dem, for babyen er tydeligvis ikke død for nylig. Man kan sige, at der er gået lidt for mange dage, til at man kan opretholde illusionen om, at den lille "bare sover" og snart vågner op igen, men derfor sørger de efterladte jo alligevel over dets bortgang, hvilket  er grunden til, at de har fået billedet taget.
 

Når man ser nogle menneskers totale engagement i deres kæledyr, så kan man skimte en lighed i dyrkelsen af både de ægte afdøde og substitutterne, Reborn dukkerne. Langt hen ad vejen har man virkelig hals- og håndsret over både dyr og dukker, idet man somme tider glemmer, at førstnævnte ikke er lig med sidstnævnte, men altså levende væsener med deres egne ønsker samt definitioner af et tåleligt liv. At ovenstående er så nuttede, at de ligner legetøj, nægter jeg ikke, men det er de altså ikke .....


Situationen med Reborn-dukkerne er omvendt af den med kæledyrene, for de ser levende ud, men er altså stendøde. Man kan klæde dem af og på, som man vil, og der kan aldrig opstå spørgsmål om, hvorvidt de sulter eller bliver vanrøgtet. En nem måde at være "forældre" på, må man sige, og dem, der er faldet for systemet med de tilsyneladende levende dukker, kan have ren samvittighed, for de kan mishandle dem lige så tosset, de vil, uden anklager om børnemishandling. Har farmand pædofile lyster? Jamen hvem skal dog forhindre ham i at virkeliggøre dem med familiens "næsten levende" Reborn dukke? Ingen!!!

Hvis man gerne vil være forældre, men helst ikke have ansvaret for rigtig, levende børn med alle deres krav om mad og andre former for forsørgelse, så er Reborn-dukkerne nok et godt alternativ. De skal ikke passes og plejes som et kæledyr, men kan tages frem af et skab, når man har lyst til sidde/gå/stå/ligge med dem. Fordi de er en ejendel, kan de sælges og/eller byttes, hvilket jeg har set annonceret på bl.a. DBA's sider. Priserne er iøvrigt ikke i den lave ende af skalaen .....
 

En yndig, lille pige og sikkert kønnere end så mange andre af den levende slags, men "adoptionen" af hende forekommer mig nu alligevel at være særdeles sær. Noget af det mest underlige er dog den simulerede fødsel af en Reborn dukke.


 

https://reborn-in-denmark.com/ 

 

https://en.wikipedia.org/wiki/The_Bradford_Exchange 

 

https://www.rbgdoll.com/?pp=0&epik=dj0yJnU9WHNIclZobTZhOXRzcjIzMmZjMVFhTjFTS1dkVTJsYUQmcD0xJm49SThicHpFMWJGT05WYVlWQnlvdUFhdyZ0PUFBQUFBR0dzME1n 

lørdag den 4. december 2021

Bøsse-morderen Dennis Nilsen

Ung og ret sød at se på, helt sikkert en, der kan få opmærksomhed fra både herrer og damer. I bagklogskabens lys kan man dog hævde, at der er "noget lumsk" over hans lille smil og blikket, men det er faktisk den spidse næse, der får mig til at tænke på seriemorderen Ted Bundy. Nå, men Dennis Nilsen - og ham er det jo - var nu mere til mænd end til de smukke, unge kvinder, "charmedrengen" Ted jagtede og slagtede efter forgodtbefindende.


Dennis Andrew Nilsen (1945-2019) var af skotsk-norsk oprindelse, idet hans far var fra Norge og hans mor fra Skotland. Som barn havde Dennis på et tidspunkt "leget doktor" med sin søster, så da han som teenager opdagede, at han tændte på drenge, hvis ansigtstræk mindede ham om hende, troede han, at han nok "bare" var biseksuel. Noget, han senere måtte indrømme over for sig selv ikke var tilfældet: han var til mænd, og han var tilmed til voldtægt af mænd - eller af deres lig. 


Vejen fra levende til død stod han selvfølgelig selv for efter at have lokket sine ofre med sig hjem. Nogle af dem var bøsser og/eller trækkerdrenge, medens andre bare var hjemløse og/eller arbejdsløse, der havde brug for et måltid mad og et midlertidigt nat-logi. At deres ven i nødens stund havde i sinde at myrde dem, har de ikke haft nogen anelse om, men han var faktisk selv en ensom og fortabt sjæl, der søgte et menneskeligt samvær, som han ikke fik ret lang tid ad gangen.

Mordene foregik altså altid hjemme hos Dennis, nemlig i et af de to steder i London, hvor han boede mellem 1978-1983. Et par af ofrene havde han haft håb om ville flytte ind hos ham som hans kæreste, men hans forhold holdt simpelthen ikke, og der kan have været et vist element af skuffelse i hans mange mord og hans bizarre behandling af ligene. Nogle af de døde beholdt han hos sig i flere uger, vaskede, pudrede og klædte dem på, som han nu ønskede at se dem. De fleste brugte han formentlig som en art menneskelige sex-dukker, også flere uger efter deres død.


En nydelig mand og sikkert også en, der kunne have vakt Dennis Nilsens interesse, men dette er nu hans banemand, blikkenslageren Mike Cattran, der blev tilkaldt på grund af en skrækkelig stank omkring afløbet, som Dennis selv havde været med til at klage over. Da han som morder jo godt vidste, at nu var der fare for, at han ville blive opdaget, tilbragte han natten før mordene blev opdaget af blikkenslageren og politiet med et nytteløst forsøg på at fjerne de menneskelige rester og erstatte dem med kyllingeben og andet fra dyr til mad-brug. Efter sin arrestation og under  kørslen til politistationen blev han spurgt om, hvorvidt der kun var ét eller måske to lig  i kloaksystemet. "Næh," sagde han, "der er nok en 15-16 styks ...."


Det har der sikkert også været, for man fandt også mere end 1000 tænder og rigtig mange knoglefragmenter i haven bag den ene af hans boliger, men i første omgang blev han nu kun dømt for mord på seks unge mænd. At der var langt flere, og at kun en brøkdel af dem kunne identificeres, er trist at tænke på. Detaljerne omkring voldtægterne og mordene på ofrene gør det hele endnu mere horribelt. Her ses således den gryde, som han brugte til at koge afhuggede hoveder i.

Uhyrlighederne har han selv fortalt om på de båndoptagelser, man har fra fængslet, og de er interessante, men dybt foruroligende som vidnesbyrd om en meget, meget pervers mand. Da man spurgte ham, hvorfor han ikke holdt op med disse meningsløse mord, svarede han, at det var det eneste i hans liv, der gav ham et kick samt glæde. Det er tydeligt, at han ikke fortrød mordene og det faktum, at han havde berøvet disse mange unge mænd deres liv og livsmuligheder. 

Her ser man en voksfigur af den efter afsløringen meget berømte og særdeles berygtede seriemorder Dennis Nilsen blive eskorteret til sin plads i gyser-afdelingen af Madame Tussauds. Andre har foreviget ham med dokumentarer, film og TV-udsendelser, foruden at der selvfølgelig også er udegivet en masse avisartikler om ham i tidens løb.

 

 

https://www.dailystar.co.uk/tv/how-dennis-nilsen-died-excruciating-22693862 

https://www.mirror.co.uk/features/how-plumber-who-found-human-10747120 

https://www.mylondon.news/news/nostalgia/des-creepy-letters-dennis-nilsen-18905026 

https://ph.news.yahoo.com/dennis-nilsen-serial-killer-dinner-train-091530741.html

https://www.devonlive.com/news/devon-news/killer-dennis-nilsen-penned-final-1564177

https://www.holliescrack.com/post/who-did-dennis-nilson-kill

https://thetab.com/uk/2021/08/18/dennis-nilsen-true-story-memories-of-a-murderer-tapes-netflix-219626 

Wikipedia


fredag den 3. december 2021

Hvem dræbte Napoleon I?

 

Som vi ved, ikke mindst fra ældre krimier, så er arsenik et af de mest populære mordvåben, hvilket ikke mindst den britiske krimidronning Agatha Christie, ofte har demonstreret. Her ses hun med en af de engelske skuespillerinder, nemlig Margareth Rutherford, der har givet liv til hendes nok mest berømte detektiv, Miss Marple, der er udstyret med et skarpt blik for luskede arvinger, mord - og arsenik ..... 

Også uden for krimiernes verden har dette såkaldte "arvingernes pulver" imidlertid banet vejen for mange, der bare ikke har kunnet vente på, at deres sejlivede arveonkel døde naturligt. Arsenik regnes for et "civiliseret" mordvåben sammenlignet med f.eks. knive, revolvere, økser og lignende. Blodet fosser ikke ud og påkalder sig unødig opmærksomhed, og mange af symptomerne virker naturlige, fordi de tilskrives almindelige sygdomme. Et af de første "normale symptomer" på arsenikforgiftninger er således hovedpine. Det har vi jo alle sammen i ny og næ, så det skulle gå meget mærkeligt til, hvis nogen øjeblikkelig går fra erkendelsen af sådan et symptom til mistanker om et mordforsøg med arsenik. 

En endnu bekvemmere anvendelighed ser man i forbindelse med det, der tilsyneladende er blevet mange amerikanske (kvindelige) morderes yndlingsgift, nemlig kølervæske. Det smager sødt og er derfor perfekt sammen med søde drikke. At der er tale om en forgiftning er ikke lige til at se for ofret, men væsken er ret effektiv. Derfor er metoden blevet brugt om og om igen med imponerende resultater. Det fine ved et middel som kølervæske er, at det fås nemt og billigt, for det indgår naturligt i en bilejers hverdagsliv. Man skal ikke ud og handle med skumle personer i mørke gyder, men kan gå ned og købe det i en ganske almindelig forretning. 

Inden maj 2010 var det også ret nemt at få fat på arsenik, nemlig i forbindelse med rotte-bekæmpelser, men det er nu blevet forbudt for privatpersoner. Hvis man har et rotteproblem, skal man tilkalde en autoriseret rottebekæmper og ikke selv fuske med det. 

Som ældre fremtrådte Elizabeth I som et spøgelse. En ung adelsmand, der så hende uden makeup blev så forskrækket, at han ikke nåede at tænke sig om, men kom med et par yderst fornærmelige betragtninger om hendes ydre, der vist nok endte med at koste ham livet. Hvad havde han set, der i den grad forskrækkede ham? Man mener, at hendes brug af den gængse makeup, hvor hendes ansigt fremtrådte som unaturligt bleg, ikke bare havde belastet hendes helbred, men også hendes ydre. Sagen var nemlig den, at denne makeup indeholdt arsenik. Det gjorde makeuppen imidlertid også mange år senere, da Max Factor, Helena Rubinstein og Elizabeth Arden startede deres firmaer for dyre skønhedsprodukter. Dette vareområde var simpelthen forgiftet af de midler, der skulle tjene som forskønnelsesmidler. 

Pinligt nok indeholder visse fødemidler også arsenik. Det gælder bl.a. ris, som man ved indeholder "arsen", der sammen med ilt udgør arsenik. Derfor skal risene skylles og behandles på en særlig måde.
 

Før i tiden indeholdt mange forskellige former for medicin arsenik og/eller andre substanser, der nu ses som giftige. Der var ellers alle mulige populære midler, der solgtes helt op til engang i 1960'erne. Noget andet, der solgtes langt op i tiden var en speciel form for tapet. Farven grøn blev i en bestemt nuance fremstillet ved at opløse kobberacetat i eddike og derpå tilsætte en arsenikopløsning, hvilket gjorde de tapeter, der var farvet med produktet både smukt grønne og overordentlig giftige .....


Ingen bliver vist forbavset over at høre, at Napoleons lig var fuldt af arsenik, for hans mange fjender og politiske modstandere har selvfølgelig ønsket ham død i årevis, og de har da sikkert prøvet alt muligt for at få bugt med ham, men hvem myrdede ham og hvordan??? Den gængse opfattelse i vore dage er, at han døde af mavecancer, men at han også blev udsat for en arsenikforgiftning i forbindelse med sit fangenskab på St. Helena. Man ved nemlig nu, at dagligstuen i det hus, der tjente som hans fængsel, havde tapeter med arsenik, men det havde man også mange andre steder, da man jo endnu ikke vidste, at det var farligt.

En gruppe italienske forskere, der foretog analyser af Napoleons hår, fandt ud af, at han sandsynligvis har været udsat for en kontinuerlig arsenikforgiftning gennem hele sit liv og altså ikke bare en enkelt gang. Det virker sært, for så mistænker man jo, at han må have været forfulgt af giftmordere fra før, han blev kejser, og det virker trods alt ikke sandsynligt. Hvor kom arsenikken så fra??? Tjah, en nærliggende tanke er faktisk, at den ikke stammer fra fjender, men fra tapeter i hans forskellige hjem. Mange har ønsket ham død, men det var sandsynligvis de forskellige tapetsererne, der optrådte gennem hele hans liv, der slog ham ihjel uden at være klar over det .....


https://ekstrabladet.dk/krimi/mor-og-datter-forgiftede-far-med-koelervaeske-i-kirsebaervin/5727596

https://www.hjernetips.dk/sundhed/106-hverdagens-giftstoffer

https://illvid.dk/medicin/de-fem-mest-giftige-stoffer

https://historienet.dk/kriminalitet/britiske-husmoedre-var-iskolde-arsenik-mordere

https://historienet.dk/samfund/dagligliv/500-aars-madskandaler-fra-arsenik-slik-til-blaa-maelk 

https://www.kemifokus.dk/tapeterne-der-draebte/ 

https://usamerika.dk/shirley-allen-den-sorte-enke-der-draebte-sin-mand-med-koelervaeske/ 

https://ekstrabladet.dk/krimi/article3081420.ece 

https://www.bolius.dk/maa-man-koebe-rottegift-i-tyskland-243

https://rosengaardcentret.dk/blog/makeuppens-magiske-rejse/ 

https://samvirke.dk/artikler/soerg-for-at-skylle-dine-ris-foer-du-koger-dem

Wikipedia

 

Oscar Wildes niece

 

Dorothy "Dolly" Wilde, 1925

En flot dame, der afgjort ligner sin berømte - og berygtede - onkel, forfatteren Oscar Wilde, en hel del. Ligesom Oscar var også Dorothy "Dolly" Wilde (1895-1941) mest til sit eget køn, selv om hun afgjort nød mandlig opmærksomhed og ligefrem pralede af de frierier, hun modtog fra forelskede herrer. Den beundring, hun fik fra højre og venstre, gjaldt dog ikke kun hendes flotte ydre, men også hendes charme og skarpe vid. Således var hun - ligesom sin onkel Oscar - berømt for sin rappe replik, der skaffede hende ind i de parisiske saloner, hvor hun brillerede på alle mulige måder.

Oscar Wilde (1854–1900)

Det virker sært i vor frisindede tid, men det lader til, at hele Wilde-slægten med undtagelse af Dolly skiftede navn oven på Oscae-skandalen med homoseksuelle affærer og især den med den unge Lord Alfred Douglas. Hans kone forlod ham efter at have antaget et nyt navn, nemlig Holland, til både sig selv og deres to sønner. På et tidspunkt medens Oscar afsonede sin dom på to år, fødtes Dorothy "Dolly" Wilde, der var datter af hans ældre, alkoholiserede bror, Willie, hvis eneste barn hun var. 


Onkel og niece mødtes aldrig, men hun var vild med ham, hans ry og hans værker, så hun beundrede sin onkel langt mere end f.eks. sin egen far, der døde nogle få år efter hendes fødsel. Da Willie døde, blev familien imidlertid så fattig, at Dollys mor, Lily, ikke mente at have råd til at beholde hende i hjemmet. Hun blev sendt til noget, hun selv har beskrevet som et "landligt kloster", der ikke lader til at have givet hende gode minder om hendes barndom.

Ved Første Verdenskrigs udbrud tog den unge Dolly til Frankrig, hvor hun blev ambulance-kører. Hun blev kæreste med en af sine kvindelige kolleger, nemlig Standard Oil-arvingen Marion "Joe" Carstairs, der senere blev berømt som speedbåd-sejler. Hendes tilnavn var "Den hurtigste kvinde på havet", hvilket siger meget om både hende som person og hendes ambitioner.

Netop på dette tidspunkt, inden Anden Verdenskrig, havde lesbiske kvinder en masse gode muligheder i Paris. Det vrimlede med mødesteder som f.eks."The Monocle", men mange af festlighederne foregik i private hjem, hvor Dolly virkelig slog sine folder, også fordi hun var den berømte og berygtede Oscars niece og lignede ham meget i det ydre. Hun skrev ganske vist ikke som ham, men oversatte dog lidt, og fandt da også indpas i byens litterære cirkler. Her mødte hun bl.a. Scott Fitzgeralds hustru, Zelda, som hun forsøgte at forføre, hvilket resulterede i den harmfulde forfatters hævn: der var nogle fornærmende referencer til hende i hans "Tender Is the Night", som han dog endte med at skære væk inden udgivelsen. 

Dolly i et eksotisk antræk

Blandt hendes kærester var journalisten Janet Flanner og den spændende, biseksuelle russisk-amerikanske skuespillerinde Alla Nazimova.


Dolly var unægtelig en meget smuk kvinde, og hun forstod at brillere og at skaffe sig rige venner og velyndere. Desværre for hende var hun dog ikke nær så velhavende som smuk, idet hun kun havde en lille arv fra sin stedfar at leve af. En sådan situation kan ikke have været helt nemt for en noget nær substistensløs narkoman som hende. Hun blev flere gange indlagt til afvænninger, men det var næsten et fast mønster, at disse ikke bare mislykkedes, men at hun også blev udskrevet med nye former for afhængighed. F.eks. betød en af hendes indlæggelser, at hun nu også blev forfalden til sovemedicin.
Hun var jo altså ikke rig, og man får indtryk af, at hun klarede sig igennem som noget af en snylter, der skaffede sig gratis logi rundt omkring i byen. Hendes livsstil og manglende pengemidler betød i hvert fald, at hun nærmest levede fra hånden og i munden. Det var hun åbenbart ganske god til, men hendes fortryllede Pariser-liv sluttede, da tyskerne besatte Paris under Anden Verdenskrig. Et par år før havde hun opdaget, at hun havde cancer, hvilket formentlig også spillede ind, da hun besluttede sig for at forlade Paris.

Hun rejste i hvert fald hjem til England, bl.a. på grund af sin brystkræft. Stædig som hun var, nægtede hun dog at lade sig behandle kirurgisk, men søgte i stedet en åbenbart virkningsløs alternativ behandling. Da hun døde som bare 45-årig, kunne man ikke fastslå en sikker dødsårsag, for dødsfaldet kunne både skyldes canceren, men også en overdosis.

https://www.irishtimes.com/culture/niece-who-was-wilder-than-wilde-1.1105899

 

https://www.agefotostock.com/age/en/details-photo/marion-barbara-joe-carstairs-on-a-speedboat-with-a-male-civilian-passenger/MEV-13144833 


 https://archive.nytimes.com/www.nytimes.com/books/first/s/schenkar-wilde.html

 

https://worldqueerstory.org/2019/09/07/dorothy-wilde/ 

 

Wikipedia


onsdag den 1. december 2021

"Livet som lig": Kristeligt Dagblad, 2014


Det sker, at jeg gennemgår nogle af mine gamle udgivelser, som jeg derefter "genopliver" ved at poste dem her på det, der har været min blog i adskillige år. Nu er tiden kommet til en kronik fra 2014: "Livet som lig", Kristeligt Dagblad, den 14. november. Noget af stoffet fra denne kronik er før indgået i andre artikler, men her er den samlet:

Et ordentligt bump mod ruden og en meget død due satte tankerne i gang hos dagens kronikør. For hvad er det lige, der sker, når døden indtræffer? Sært nok tildeles man som død et specielt ejerforhold til sig selv. Pludselig taler man om ”hans/hendes lig”, men sproget snyder, for på intet tidspunkt i livscyklen ejer man i mindre grad sig selv.
ORLEDEN MORGEN da jeg sad og hyggede mig med min morgenkaffe, lød der et ordentligt bump, fordi en due fløj direkte ind i ruden over for mig. Selvom lyden var skræmmende, var det dog værre at se den afsjælede fugl ligesom glide ned ad ruden for derefter at ende i buskadset nedenfor.

Det værste var afgjort det pludselige og ganske uventede i selve dødsfaldet. Nok ved man, at døden kan komme som lyn fra en klar himmel, men én ting er at vide det, noget andet at se det bevist på en så håndfast måde. Da jeg gik ned for at tjekke, om duen nu også var rigtig død, kom jeg igennem gården, der denne morgen var fyldt op med et helt møblement. Ups, tænkte jeg, der er vist en, der har sluppet håndtaget, og nu bliver lejligheden ryddet. Alt dette udgjorde for kort tid siden et medmenneskes hjem, men var nu skrald. På en vis måde ligesom afdøde selv, idet vedkommende nu befandt sig i den mellemtilstand, hvor man er et ”lig”, og hvor ens allersidste opgave består i at lade sig skaffe af vejen én gang for alle. Cirklen sluttes så at sige, idet man bevæger sig fra ufødt til født og derpå til ”lig”. Sært nok tildeles man som død imidlertid et specielt ejerforhold til sig selv. Pludselig taler man om ”hans/hendes lig”, ”mit/dit lig”, men sproget snyder, for på intet tidspunkt i livscyklen ejer man i mindre grad sig selv. 

Nå, men duen viste sig (heldigvis?) at være stendød og lod sig derfor skaffe af vejen som skrald. På vejen tilbage gennem gården så jeg, at de første ”ådselsgribbe” allerede var mødt op. Jeg genkendte dem på min egen reaktion, da mit blik automatisk zoomede ind på blandt andet en pæn standerlampe, der nu var blevet til affald. MINE MED-GRIBBE OG JEG udvekslede et par mistroiske og griske øjekast, idet vi tvang os selv til et høfligt ”god morgen, dejligt vejr i dag!”. Ingen af os sagde mere, men da der dukkede endnu en interesseret ”grib” op, spurgte jeg, om han vidste, hvem der var død. Det gjorde han ikke, men en af de først ankomne ”gribbe” kom med et muntert ”ja, hér finder man ham i hvert fald ikke, for vi har været det hele igennem - ha, ha, ha!”.

Nej, tænkte jeg på vej op, det gør man vel ikke, for nu er han/hun på vej videre i processen med at få forvandlet sit lig til en pæn og acceptabel, det vil sige usynlig eksborger. Noget, der paradoksalt nok giver liv til en hel industri, hvor der beskæftiges alt fra læger, patologer, bedemænd, balsamører/sminkører, gravere, kirkegårdsbetjente, blomsterhandlere, præster og politifolk. Når det går rigtig hedt til, giver et dødsfald også nyt liv til pressen, men så skal det også være noget særligt, hvor ”(grav-)jord” rimer på ”mord”.

Visse steder, hvor man går meget op i at bevare liget bedst muligt, får folk, der kender balsameringens kunst, til dagen og vejen ved at opretholde en illusion af evigt liv. Det skete for eksempel i tilfældet med Eva Pern, men inden da blev også andre prominente lig bearbejdet efter alle kunstens regler. Således er der velbevarede mumier både i og uden for Egypten, men også fint dekorerede skeletter som de 19 juvelklædte ukanoniserede ”helgener”/”martyrer” fra Sankt Deodatus (Rheinau, Schweiz).

MAN SPØRGER sig selv, hvordan nogen kan få den skøre idé at overdænge disse for længst afdøde og tilmed tvivlsomme kirkelige dignitarer med kostbare juveler i en verden, hvor levende mennesker sulter. En ting er, at den lille, italienske pige Rosalia Lombardo (1918-1920), blev mumificeret, da hun døde af lungebetændelse, så hun den dag i dag ser forbløffende levende ud, noget ganske andet at udstyre en flok skeletter med kroner og sceptre, guldkæder og så videre.

Hvad Rosalia Lombardo angår, så blev hun balsameret af en af datidens fremragende balsamører, nemlig Alfredo Salafia, og derpå lagt i gravkapellet på Sicilien, hvor hun stadig ligger, men ikke i den oprindelige kiste. Sagen er nemlig den, at man for nogle år siden opdagede, at det snart 100-årige lig var ved at blive indhentet af tidens tand. Den gik jo ikke, for hvad enten hun er i live eller ej, så er hun nu blevet en turistattraktion. Himmel og hav blev sat i bevægelse for at redde den afdøde tumling, hvis to-årige jordeliv var blevet forlænget af balsameringskunsten.

Efter at man har set billeder fra nazisternes koncentrationslejre er det nu, som om det én gang for alle er blevet gjort klart for moderne mennesker, at død er død, og at intet kan gøre den ugjort. Sagen er bare den, at hver enkelt afdøde person kan betyde virkelig meget for de efterladte. På den ene side ved de, at der reelt set er tale om det, den omkomne due blev for mig, nemlig skrald, på den anden side vil de naturligvis til enhver tid nægte at behandle deres døde slægtninge eller venner som noget sådant. Liget både er og er ikke den person, det var i levende live, og man ønsker at behandle det ud fra en følelse af, at det eksisterer som individ - selv i død tilstand.

Når man står ved dødslejet og betragter det, der måske for et kort øjeblik siden var det vigtigste i ens liv, er det da også umuligt at se dette øjeblik som det første i en proces, hvor afdøde går fra en elsket og levende person til et anonymt skelet eller en dynge aske. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, også hvad os selv angår, hvilket nok er det allersværeste at forstå.

Mange sproglige udtryk narrer os også til en bagatellisering af dødsprocessen. Det gælder sådan noget som ”det bliver min død”, for det handler jo ikke om døden. Man misbruger udtrykket til at forstærke en erklæring om noget helt andet. Sådan er det også med ”dødlækker”, hvilket er et grotesk begreb, når man tænker på modsætningen mellem noget reelt lækkert og et lig, der jo ikke bevarer charmen ret længe.

Når man taler om selve dødsfaldet, bruger man ofte udtryk som for eksempel: ”han/hun tabte kampen”, der giver et falsk indtryk af, at hvis bare man kæmper længe og ihærdigt nok, så kan man besejre døden. Noget, der som bekendt og ifølge traditionen kun er lykkedes for én, nemlig Kristus ...

DØDSTRADITIONER er centrale i de fleste religioner, men er ofte bizarre eller direkte stødende for anderledes tænkende. Jeg kan for eksempel ikke lide at se knogler og hele skeletter, der bruges som udsmykning. Kapucinerkirken Santa Maria delle Concezione i Rom er måske den kendteste med knogleopstillinger. Her finder man resterne af cirka 4000 afdøde gejstlige, men der er andre kirker med endnu flere.

Jeg reagerer også imod kunstneriske galninge som Günther von Hagen og hans plastinerede lig. Det er mig umuligt at acceptere, at døde mennesker forvandles til brikker i et kunstnerisk puslespil. Engang var de hr., fru eller frk. X, og nu er de blevet til plastik-kødtrofæer eller til klodser.

Her må jeg dog indrømme. at når jeg går imod knogleopstillinger og plastinerede lig, så skyldes det nok, at jeg inderst inde har en forventning om at genfinde individet, men at disse ”kunstværker” beviser for mig, at det virkelig er udslettet. Hr., fru eller frk. X findes ikke mere, for de er blevet til tavse, manøvrérbare brikker i et religiøst eller kunstnerisk puslespil.

H.C. Andersen er lige så død som hr., fru eller frk. X, men hvis man halede ham op af graven og puttede ham i en benpyramide sammen med Søren Kierkegaard, Herman Bang, Karen Blixen og Tove Ditlevsen, så ville det næppe gå stille af. Assistens Kirkegård slap godt fra at bryde gravfreden og flytte et stort antal lig for at give plads til metroen, men den gik nok ikke med H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.

De fine, fornemme eller berømte afdøde beskyttes nemlig i deres grave, men der er dog undtagelser. For eksempel blev Henrik V's dronning, Katherine af Valois (1401-1437), udsat for en noget ureglementeret behandling efter sin død. Hendes barnebarn, Henrik VII, der foretog forskellige forandringer af Westminster Abbey, anbragte nemlig hendes balsamerede lig i en primitiv kiste og overlod det til almen beskuelse i over 200 år.

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/2014-11-14/livet-som-lig 

 

tirsdag den 30. november 2021

Det gør så dejligt ondt .....

 

Det dér med masokisme, hvor folk synes, det er noget så dejligt, når det gør ondt, har jeg svært ved at forstå, men sådan er det altså for nogen. Ligesom, der også findes andre, der nyder at få det til at gøre ondt på andre, hvilket jeg hverken forstår eller har nogen form for billigelse af. At nogle mennesker selv ofte opsøger dem, der får det til at gøre ondt på dem, accepterer jeg, men med en skuldertrækning, for det er mig dybest set ubegribeligt om end ikke forkasteligt. Dvs. at jeg forkaster sadisme som noget, man oftes møder i forbindelse med horrible forbrydelser, og som har haft forfærdelige konsekvenser for mennesker, der ikke deltager frivilligt. Er det en del af et erotisk spil, hvor begge parter er enige, accepterer jeg det som noget meget underligt, men dog ikke forkasteligt. Hvad masokisme angår, så accepterer jeg det som noget meget mærkeligt og mig komplet fremmed. Jeg indrømmer altså, at jeg ikke forstår nogen af delene fuldt ud, og at jeg derfor har visse forbehold.

Hvad begreberne angår, så er modsætningen til "masokisme" altså "sadisme", og det er knyttet til den franske adelsmand Donatien Alphonse Francois Sade (1740-1814). Han havde tydeligvis en vildtvoksende psyke og søgte seksuel tilfredsstillelse gennem det, der er opkaldt efter ham, og som vi forstår ved "sadisme". Man må sige, at han på alle måder var en meget interessant mand, der gjorde sig som filosof, politiker og forfatter. Nogle af hans mange værker udkom under hans eget navn, men andre kom anonymt, og mange af disse benægtede han - mere eller mindre forgæves - at have skrevet. 


Hans krav om total erotisk frihed for individet virker naivt på mig, for det er nu engang sådan, at det, der er den enes "frihed", meget ofte er den andens fængsel. Dette ses bl.a. i hans teorier om "statsbordeller", hvor man(-den) kunne føre sine mere eller mindre absurde lyster og lidenskaber ud i livet, tilmed gratis, nemlig på statens regning. At man ikke kan gøre dette uden samtidig at undertrykke eller mishandle de personer (: kvinder!!!), der er tilknyttet bordellerne, faldt ham åbenbart ikke ind: altså en typisk aristokratisk og mandschauvenistisk tankegang, hvor nogle mennesker angiveligt eksisterer for at tjene andre, men ikke selv har nogen virkelig eksistens. Det, han håbede på/regnede med, var nok, at "unaturligt dydige", men seksuelt tiltrækkende kvinder ville "se lyset" og blive forvandlet til ikke bare villige, men også smask-liderlige deltagere i de orgier, han drømte om.


Marki de Sade tilbragte ialt omkring 32 år i fængsler og på sindssygehospitaler, og mange af hans værker blev skrevet, medens han var indsat. Man kan dog undre sig over, at han, der jo var adelsmand på et tidspunkt, hvor dette kunne betale sig for magtgriske personer, blev straffet på denne måde for noget, der så vidt vides aldrig blev til andet end fantasier om det, han kunne tænke sig at gøre, og som han syntes, andre burde tage del i. Når jeg læser om ham veksler jeg mellem forargede fnys og vilde latterkramper, for basalt set er hans drømme om det, der vel er "evige orgasmer", umulige at realisere fysisk for en mand. Teoretisk set ville en kvinde være i stand til at føre hans drømme ud i livet, men med flere mandlige partnere, efterhånden som potensen svigter de enkelte mænd. Mon han har tænkt på dette, eller har han været frustreret over det?


Masokismens besynger var Leopold Ritter von Sacher-Masoch (1836-1895), altså en fyr, der blev født omkring 100 år senere end Marki de Sade. Også han var adelsmand, men østriger og ikke franskmand. I sin levetid udgav han mange værker af forskellig art - bl.a. anti-antisemitiske, idet han støttede jøderne og deres stilling i det, der jo blev jødehaderen Hitlers fødested. Mange af Leopolds værker er ikke blevet oversat, f.eks. til engelsk, så hans berømmelse hviler på ret få værker, selv om han var en flittig skribent. Skyldes dette, at tanken om masokisme forekommer de fleste endnu mere fremmed end tanken om sadisme? At udlevere sig selv til en andens sex-tortur er i hvert fald næppe de flestes foretrukne stil ....

Denne roman, der afgjort er den berømteste af hans værker i og uden for Østrig, er oversat, og i 2015 blev den fulgt af "Die Gottesmutter", men den er vist ikke så kendt endnu. Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst den, men at jeg har en stærk mistanke om, at den ville kunne være umagen værd for kvinder fra vor tid.

Hvad "Venus im Pelz" angår, så blev den udgivet i 1870. Den bygger på Leopolds specielle fantasier om stærke kvinder i pels, der åbenbart var en fetich for ham og noget, han forsøgte at udleve med sine forskellige koner og kærester. Her ses han med sin anden kone, Hulda Meister, der også havde været hans assistent gennem nogle år. 

Som helt ung var Leopold blevet dybt berørt af Peter Paul Rubens' maleri af en buttet, nøgen kvinde i pels. Det var formentlig dette billede, der først vakte hans fetich til live.


Peter Paul Rubens
 
Dette berømte maleri var dog kun begyndelsen på hans fetich, og den kvinde, der inspirerede ham til "Venus im Pelz", var den litterære skribent Fanny Pistor, der opsøgte ham incognito i december 1869 for at få hans råd mht hendes egne skriverier. Ved dette møde kaldte hun sig "Baroness Bogdanoff", og den 8. december 1869 - dvs. meget hurtigt efter deres første møde - oprettede de en kontrakt, hvor han skrev under på at være hendes slave i seks måneder, medens hun lovede at bære pelsværk så ofte som muligt, især når hun var i humør til grusomheder ....
 
Fanny Pistor i pelsværk og med pisk samt Leopold, der sidder ydmygt for hendes fødder
 
De to rejste hemmeligt til Italien, hun på første klasse og han på tredie. Som et led i rollespillet spillede han hendes tjener, "Gregor". I "Venus im Pelz" optræder hun som den forførende "Wanda". Iøvrigt får bogen gjort klart, at der er en stor forhindring for et ægte, jævnbyrdigt forhold mellem mand og kvinde, for det kræver et samfundsmæssigt ligeværd. Således falder den fiktive "Wanda" for en sexet Byron-type, der undertrykker hende og ydmyger "Gregor". Leopolds konklusion er, at kvinden kun kan være enten slave eller herskerinde, fordi hun ikke besidder en ægte frihed i samfundet.


Aurora "Wanda" von Sacher-Masoch (1845-1906)

Fanny Pistor var ikke den eneste "Venus" for Leopold. I 1873 giftede han sig med Aurora von Rümelin, og hun hævder i sin bog, "The Confessions of Wanda von Sacher-Masoch", at hun var hans ægte "venus im pelz" gennem deres tretten år lange ægteskab: 1873-1886. For at få et harmonisk samliv, også for sine børn, udførte hun rollen som hans idealkvinde. Samtidig brugte hun dette skuespil til at opnå en dybere selvforståelse samt en analyse af kærlighedens væsen.


Leopold var vist noget af en sart sjæl, for han endte på sindssygehospital, hvor han tilbragte sine sidste år. Der er imidlertid forskellige angivelser vedr. dette, hvilket passer meget godt med det slør af hemmelighedsfuldhed, der hviler over store dele af hans liv. Ligesom Marki de Sade skilte han sig ud, og begge blev på en vis måde ofre for deres specielle lyster, der brød med den gængse moral, men som ingen af dem vist rigtig fik forløst.
 

Leopold gør sig tanker og skriver ned .... 

 

Strøtanker omkring begrebet "ordentlige mennesker"

 

Dette er jeg totalt enig i, og jeg mener, at vejen frem for menneskeheden ligger i en psykisk forædling, der kommer indefra, fordi man selv ønsker den. Mange mener, at vi fra naturens hånd er nogle egoistiske vildbasser, der bare ønsker at rage til sig, men det tror jeg faktisk ikke er rigtigt. Også fordi fred, fordragelighed og altruisme har sine fordele frem for mord, røverier og krig: ligene hober sig ikke op, og der kan skabes kontakter, der giver mange fordele til begge parter. Et bestemt begreb samler dette ikke-krigeriske eller ikke-kriminelle system, nemlig HANDEL. Hånden, der rækkes frem som en hjælp, kan senere blive hånden, der selv modtager hjælp ....

Handel antager mange forskellige former, lige fra varer, der sælges fra dør til dør, eller som falbydes på det nærmeste gadehjørne, til verdensomspændende udvekslinger af varer og valuta. Mange mener, at krige skaber - og udbreder - kultur, og det er da også tilfældet i nogle tilfælde, men det er ikke en sikker vej, ofrene er for mange, og der opbygges had og hævntørst. (Bare tænk på WWI, der gav nazierne muligheden for at sætte gang i WWII ved at appellere til folkets bitterhed og hævntørst).  

Jeg tror f.eks., at sådan noget som Silkevejen, der skabte en positiv kontakt mellem Vesten og Østen via handel, har været langt mere betydningsfuld, end alle former for krige, og i hvert fald langt mere, end man måske gør sig klart. Arkæologiske udgravninger har påvist en udveksling af genstande langs denne rute helt fra 6. årtusind f.Kr., og ikke før det 14. århundrede mistede det sin oprindelige store betydning. Handlen førte folk fra flere nationer sammen og udbredte kendskabet til kulturer og viden, de ellers ikke ville have fået. En del af det at være et ordentligt menneske betyder for mig at udveksle viden og respekt uden brug af magt og tåbelige overgreb. Uden disse karakteristika bliver der ingen handel, og ligene hober sig op på en meget sørgelig og unødvendig måde.

Hvad sker der dog her? Det, man ser, er såmænd et ægte MIRAKEL: mennesker udveksler menneskelighed, for dette er en flok amerikanske soldater, der gør deres bedste for at redde to alvorligt sårede tyske soldater i 1945. Tyskerne er kørt fast, men amerikanerne skubber deres vogn fri. Jeg håber, at redningsaktionen lykkedes, selv om jeg jo altså ikke ligefrem er nazi-elsker. Sagen er nemlig den, at også disse to er en del af den menneskelige race, hvilket gør deres redning vigtig og betydningsfuld for både venner og fjender.


Og hvad er nu dette? Tydeligvis en hospitals-scene, hvor der sker endnu et MIRAKEL: en raceforstyrret KKK'er bliver behandlet af sorte læger, der gør deres bedste for at redde ham på operationsbordet. Har de så meget som overvejet at aflive denne patient - eller bare nægte at behandle ham? Det tror jeg ikke, men det er unægtelig et sært syn at se KKK'eren ligge dér i halvdød tilstand, men i fuldt "ornat", medens dem, han så uretfærdigt angriber for den fiktive betegnelse "race", kæmper for hans liv. Dette hospitalspersonale er virkelig det, jeg forstår ved ordentlige mennesker, og det er patienten måske også inde bag den latterlige KKK-uniform.

Silkevejen = Wikipedia