Sikke en flot, rank dame, - og så er hun kommet på et engelsk frimærke, hvilket sandelig ikke er enhver beskåret. Hun må virkelig have udført en bedrift af de helt store. Ganske rigtigt, det har hun, og det varmer ens hjerte, at hun - som et såkaldt "hverdagsmenneske" - blev hædret for det, da alt for mange ignoreres, overses eller simpelthen går i glemmebogen. Det gjorde Charlotte Meade - kaldt "Lottie" - (1889-1916) altså ikke. Hun havde født fem børn, men et af dem døde som helt lille, og det var næppe ualmindeligt i hendes omgangskreds. Familien, der bestod af Lottie, hendes mand, soldaten Frederick George Meade, og de fire tilbageværende børn, boede i et beskedent kvarter i London. Hendes far var skomager i Marylebone, der dengang endnu ikke var blevet det fashionable sted, vi kender i dag. Kort sagt, Lottie kom fra beskedne kår, men har været en god, hæderlig og arbejdsom kvinde.
Ligesom drenge og mænd kan drømme om at udføre heltegerninger med våben i hånd, så kan kvinder gøre det samme. Nogle gange forvandles drømmen fra en fantasi til den skinbarlige virkelighed, og det var det, der skete for bl.a. Lottie, bare på en temmelig speciel måde. Da hendes mand var væk som soldat i Frankrig, sluttede hun sig i 1915 nemlig til den arbejdsstyrke, der lavede våben til brug i den krig, der rasede under navnet Første Verdenskrig. De våben, hun arbejdede med, var bomber, der skulle fyldes med det meget farlige sprængstof trinitrotoluene, der er almindeligt kendt under betegnelsen TNT.
Arbejdet med påfyldningen af dette farlige stof var simpelthen blevet et nyt kvindeerhverv, og der var mange, der arbejdede med det. De fleste måske ikke så tæt på som Lottie og nogle andre, men dog forbundet med det. Arbejdet blev regnet for "patriotisk", og var godt betalt, for det var meget farligt. Pengene har sikkert været med til at lokke kvinderne til, for det har været småt med penge under krigen, hvor de almindelige familieforsørgere var væk. Arbejdet kunne dog koste kvinderne dyrt, da der var eksempler på, at nogle af arbejderne blev blinde, mistede hænderne - eller livet.
Billedet af Lottie på frimærket viser en forholdsvis ung, sund og stærk kvinde, så man bliver forbavset, når man hører, at hun døde allerede som 27-årig. Hvordan i alverden gik det til? Trist, men det kan umuligt have været uventet, da det samme jo altså skete for andre af de kvinder, der arbejdede med TNT-påfyldningen af bomberne.
En af disse var Alice Post, der også døde i 1916. Heller ikke dette dødsfald har været uventet, og ligesom med Lottie blev det indirekte adviseret ved den fysiske forandring, som disse "bombepiger" undergik: både hud og hår blev gule, hvilket førte til det sære kælenavn "kanariepigerne".
Lottie begyndte på våbenfabrikken i 1915 og døde et år senere. Det samme er vel sket med Alice Post og alle de andre kvindelige ofre for TNT, så man undrer sig over, at det ikke blev stoppet. Nok havde landet brug for bomber, men de havde sørme også brug for kvinder. At disse dødsfald skete så hurtigt efter ansættelsen som i tilfældet med Lottie er virkelig uhyggeligt, for hvorfor var de ikke bedre beskyttet imod TNT's bivirkninger? Det udstyr, der nævnes som "beskyttende", var det i hvert fald ikke, og jeg kan forestille mig, at pigerne også har indåndet trinitrotoluene under påfyldningen.
Det hævdes, at der ved krigens slutning var omkring 2,9 millioner "munitionettes", der var den mere officielle benævnelse for disse kvinder, men hvor mange af dem overlevede? Mon de selv har vidst, at dette bestemte arbejde kunne være lig med en dødsdom, og at de ikke ville kunne regne med at blive gamle? Man kan sagtens beundre sådan en som Lottie, der udførte dette vigtige arbejde, men der opstår forskellige spørgsmål i forbindelse med hendes - og de andre kvinders - historie, der endnu venter på at blive besvaret. For mit vedkommende bliver det til et meget stort HVORFOR??????
Også denne brud var en "kanarie-pige", og jeg har forstået det sådan, at hun døde kort efter brylluppet. Det har så både hun og hendes brudgom formentlig været forberedt på, eller hvad? Man spørger sig selv om, hvorfor hun ikke påtog sig et andet og ikke særlig farligt arbejde, hvor hun også kunne vikariere for de mænd, der var ved fronten. At mændene ikke kunne lide at blive erstattet af kvinderne og var bange for, at de ville snuppe deres arbejde under krigen, er én ting, men samtidig viste deres indsats, at det kvindelige køn udfyldte rollen som "erstatnings-arbejdere" på glimrende vis, og det har været skræmmende for mændene. Det gav desuden kvinderne en vis prestige samt større selvtillid, og det kan man da glæde sig over, samtidig med at man ryster på hovedet ad mændene, der måtte beroliges af Staten, der lovede dem, at kvindernes indsats kun gjaldt, medens de var ved fronten.
Med hensyn til det smukke frimærke med Lottie, så blev det skabt, efter at hendes mand kom tilbage fra krigen. På det tidspunkt efterspurgte The Imperial War Museum memoralia fra krigens tid, og han sendte dem fotografiet af Lottie, der blev udvalgt som motiv til frimærket. Efter at være blevet enkemand giftede han sig iøvrigt med en ung enke, hvis mand var faldet i krigen. Et ægteskab, han formentlig var direkte nødt til at indgå i, da han jo stod dér med fire børn, der vist alle var under ti år. Et problem, som det forventedes af ham som mand at få en kvinde til at tage sig af .....
https://thecowkeeperswish.com/2018/07/11/the-canary-girls-of-ww1/
http://www.gpedia.com/en/gpedia/Wikipedia:WikiProject_Women_in_Red/Meetup/107
https://www.hoddereducation.co.uk/media/Documents/History/WW1_sample_pages.pdf
https://www.bbc.com/news/uk-england-39434504
Wikipedia
