En ulækker omgang pædofili og nepotisme

 

Robert Richards IV

Du Pont-arvingen Robert Richards IV voldtog jævnligt sin datter fra hun var tre år gammel, dvs. fra omkring 2007, men han kom aldrig i fængsel for svineriet, fordi han og hans familie havde gode forbindelser, var rige og kunne betale sig fra den straf, der automatisk ville have ramt en fattig mand uden kontakter. Under udredningen og også i retten jamrede han over, hvor dårligt han havde det over det, han havde gjort. "There’s no excuse for what I’ve done to her," sagde han, og det havde han så sandelig ret i, men hvad blev der gjort ved ham? Intet - eller meget, meget lidt, for han fik en betinget dom på otte år, da dommeren var bange for, at han ville komme ud for slemme ting i et fængsel sammen med andre ikke-rige indsatte, der bare ikke kan lide pædofile fædre, der forgriber sig på deres børn. Ud over denne pro forma-dom skulle han betale en bøde på $4,395 samt gennemgå en eller anden form for behandling. 

Dommer Jan Jurden

Skrækken for, at man ville give ham samme behandling i fængslet, som han havde givet sin datter i hjemmet, virker ikke helt logisk, da han ikke er/var en lille splejs, men en ca. 188 cm høj fyr på omkring 135 kg. OK, hvis det hele er blæver, så er det ikke til hans fordel, men det lader det ikke til at være. Ergo: de vil formentlig hade og foragte ham i fængslet, men han må formodes at kunne forsvare sig imod eventuelle angribere, så den begrundelse dur bare ikke. Efter domsafsigelsen undskyldte dommeren - Jan Jurden - dommen, men det er nu ikke nok for dem, der ser dette som et klart tilfælde af nepotisme: visse steder i verden står penge og forbindelser altid over loven ..... 

I et land som USA, hvor man simpelthen tilbeder penge og rigmænd, har man set mange sære eksempler på, hvordan retfærdigheden tipper over, når det er en velhavende forbryder, der afgjort har fortjent noget andet end et "klap på kinden" eller en "løftet pegefinger". Denne sag har da også vakt forargelse, men den er jo blot én ud af mange, så det virker hyklerisk på mig, når ikke forargelsen følge af noget mere substantielt. På den ene side, anklager, fængsler og fordømmer man mange pædofile, på den anden har vi så en sag som denne, hvilket virker selvmodsigende.

At den lokale presse ligesom overså denne sag er direkte sært. Var de i lommen på den overmåde velhavende Du Pont-familie, der støttede og hjalp deres fortabte slægtning hele vejen igennem, eller hvordan gik det til? Fordi den lokale presse "så forbi" forbrydelsen, kom der ingen negative artikler om faderen, der voldtog sin lille datter. I hvert fald ikke på det tidspunkt, hvor retssagen og dommen var aktuel, for senere kom der skred i en udvikling, der umuligt kan have været rart for hverken forbryderen eller hans fornemme slægt.

Tracy Richards

Dommen faldt altså i 2009, men i 2014 sagsøgte hans ekskone, Tracy, ham for de skader, hans forbrydelse havde givet hende og barnet. Det satte fut i offentlighedens interesse på nationalt plan og skabte forargelse, ligesom mange udtrykte afsky for den milde dom, der jo slet ikke stod mål med forbrydelsen eller lovgivningen på området. At han heller ikke var så god til at overholde aftalen om at lade sig behandle for sine stygge lyster, gjorde bestemt ikke sagen bedre. En dyberegående psykiatrisk undersøgelse pegede også på muligheden af, at han ikke bare havde forbrudt sig imod sin datter, men også sin søn. Han lader dog til at have indgået en eller anden form for aftale med sin ekskone, som hun nægter at tale om med udenforstående, for han kom stadig ikke i fængsel, og hans betingede dom gik kun til 2017, så han er kommet fra sagen uden de helt store vanskeligheder. Nu holder han lav profil og lever sit liv i en Du Pont-ejendom med store, skyggefulde træer, der beskytter ham imod nysgerrige pressefolk og pædofili-hadere.

Vinden vendte dog, da Tracy startede sin retssag, for folk blev forargede over, hvad han havde gjort - og indrømmet under domsafsigelsen i 2009 - og også over, at han ikke havde betalt barnet/børnene nogen erstatning. Hvor den første dom netop ikke havde tiltrukket sig den store opmærksomhed, så blev det nu helt anderledes, og folks harme gik også ud over dommeren, Jan Jurden, der måtte have speciel beskyttelse. Ingen forstod, hvordan han kunne gøre, hvad han havde gjort eller hendes overmåde milde dom. Spørgsmålet om forbrydere, der betaler sig til at nærmest uigennemtrængeligt forsvar, var også oppe at vende i flere sammenhæng, hvilket mildt sagt er på tide.

https://edition.cnn.com/2014/04/02/justice/delaware-du-pont-rape-case/index.html

 

https://www.killingmycareer.com/tag/dupont-heir-robert-h-richards-iv/ 

 

https://eu.delawareonline.com/story/news/local/2014/06/27/du-pont-heir-ex-wife-settle-child-sexual-abuse-lawsuit/11578711/ 

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2593119/Revealed-Multimillionaire-du-Pont-family-heir-spared-jail-raping-three-year-old-daughter-judge-decided-not-fair-bars.html

https://www.forbes.com/sites/denizcam/2019/06/14/how-a-du-pont-heir-avoided-jail-time-for-a-heinous-crime/?sh=400c87b929db 

https://eu.delawareonline.com/story/news/local/2014/06/27/du-pont-heir-ex-wife-settle-child-sexual-abuse-lawsuit/11578711/



https://www.news.com.au/world/heir-to-du-pont-chemical-business-robert-h-richards-iv-raped-daughter-but-spared-jail-after-judge-said-he-woudnt-fare-well-in-prison/news-story/73bea5f928e919ceb0cb12877cec63a7 

"Det Levende Skelet"

 

Der er blevet gættet på, hvad der var galt med Isaac W. Sprague (1841-1887), men man er stadig ikke kommet frem til en endelig diagnose af hans mærkelige tilstand som "levende skelet". Hvad fejlede han, der gjorde, at han bare tabte og tabte sig, selv om han havde en sund appetit, og begge hans forældre var ganske normale??? Var det en muskelsygdom, som nogle læger mener, eller var det "noget med stofskiftet", som andre hævder? Problemet blev bl.a. forsøgt forklaret med, at "han svømmede for meget",  hvilket lyder som en ret vild påstand. Det kan dog være rigtigt, at det stadige vægttab startede med kramper efter en svømmetur, da han var 12 år gammel, og derfra bare fortsatte og fortsatte, men det lyder som en skrøne. 

Modelbillede af skomagerværksted

Faderen var skomager, og det var meningen, at den unge Sprague skulle følge i hans spor, men det blev hurtigt klart for alle, at hans fysiske tilstand gjorde ham for svag til at udføre almindeligt arbejde. Gode råd var dyre, men så fik han forskellige tilbud om at blive en del af de "sære mennesker"-shows - Freak Shows - der var så populære en overgang: han ville egentlig ikke, men havde ikke andre muligheder, så han lod sig vise frem som "Det levende skelet", bl.a. i "P.T. Barnum’s American Museum" på Manhattan. Det var dér, tidens "freaks" slog deres folder og tjente til dagen og vejen ved at fremvise deres fysiske særheder og deformiteter. Hans løn var på $80 om ugen, hvilket svarer til $1,320 i 2021, og beregnet ud fra tidens levefod, tror jeg, det var ganske godt for en ufaglært mand.

Ja, levende var han, men cirkuslivet var hårdt, og han havde jo ikke valgt det, fordi han elskede at vise sig frem, tværtimod. Han blev dog hos Barnum i tre år, indtil en cirkusbrand i 1863 var ved at tage livet af ham. Denne ulykke ansporede Barnum til at omorganisere sit cirkus og oprette “P. T. Barnum’s Grand Traveling Museum, Menagerie, Caravan & Hippodrome” i 1870, men det betød ikke et farvel til Sprague. Nogenlunde samtidig mødte han Tamar Moore, der blev hans hustru samt mor til hans tre - iøvrigt helt normale - sønner.

Med ansvaret for en familie måtte Sprague sørge for at tjene nogle penge, og den eneste udvej var Barnum. På det tidspunkt vejede han 40 kg og var naturligvis meget fysisk svag. Derfor bar han somme tider en halskrave med mælk, der hele tiden forsynede ham med næring. Dette reddede muligvis hans liv, men noget andet tærede på ham og hans livskraft, nemlig økonomien. Han blev ofte ramt af uheld, og det blev ikke bedre af, at han sad i gæld på grund af sin uforsigtighed med penge. Faktisk var han ludoman, og det lader ikke til, at han på noget tidspunkt formåede at gøre sig fri af sin spillelidenskab.

Publikum var stadig glade for ham og hans optræden, så han havde en fortsat mulighed for at tjene penge på sit udseende. Der var i øvrigt forskellige imitatorer, der sultede sig selv for at blive som ham, så de også kunne blive cirkus-"artister". Andre har dog været ægte "levende skeletter" som f.eks. nedenstående kvinde. Han var altså ikke ene om sin underlige sygdom/tilstand, men der var tilsyneladende ingen, der vidste, hvordan den skulle behandles.
 

Et af de meget populære numre, han optrådte med, var en fiktiv boksekamp med sin freak-kollega, "Fatso". Kontrasten mellem tyk og tynd forekom folk morsom i sig selv, hvilket er typisk for disse shows: syge og handicappede blev begloet og applauderet for det, der rent faktisk var ulyksalige sygdomme.

Isaac W. Sprague's sidste år var vanskelige, ikke mindst økonomisk, og på et tidspunkt gik han med til at sælge sit lig, når han engang døde. Han fik udbetalt $1,000 af Harvard Medical School, men døde i decideret fattigdom den 5. januar 1887. Selv om det jo var sørgeligt, så må man sige, at han viste styrke og også værdighed i sin måde at tackle de begrænsninger, hans tilstand udstak for ham: han peb ikke.                                             

https://allthatsinteresting.com/isaac-w-sprague

https://worldhistoryproject.org/1865/isaac-w-sprague-aka-the-original-living-skeleton-begins-performing-at-barnums-american-museum

https://historyofyesterday.com/the-living-skeleton-represents-the-crude-part-of-humanity-4dcfe72f1c12

 

Wikipedia

 

Kanarie-pigerne fra Første Verdenskrig

 

Sikke en flot, rank dame, - og så er hun kommet på et engelsk frimærke, hvilket sandelig ikke er enhver beskåret. Hun må virkelig have udført en bedrift af de helt store. Ganske rigtigt, det har hun, og det varmer ens hjerte, at hun - som et såkaldt "hverdagsmenneske" - blev hædret for det, da alt for mange ignoreres, overses eller simpelthen går i glemmebogen. Det gjorde Charlotte Meade - kaldt "Lottie" - (1889-1916) altså ikke. Hun havde født fem børn, men et af dem døde som helt lille, og det var næppe ualmindeligt i hendes omgangskreds. Familien, der bestod af Lottie, hendes mand, soldaten Frederick George Meade, og de fire tilbageværende børn, boede i et beskedent kvarter i London. Hendes far var skomager i Marylebone, der dengang endnu ikke var blevet det fashionable sted, vi kender i dag. Kort sagt, Lottie kom fra beskedne kår, men har været en god, hæderlig og arbejdsom kvinde.

Ligesom drenge og mænd kan drømme om at udføre heltegerninger med våben i hånd, så kan kvinder gøre det samme. Nogle gange forvandles drømmen fra en fantasi til den skinbarlige virkelighed, og det var det, der skete for bl.a. Lottie, bare på en temmelig speciel måde. Da hendes mand var væk som soldat i Frankrig, sluttede hun sig i 1915 nemlig til den arbejdsstyrke, der lavede våben til brug i den krig, der rasede under navnet Første Verdenskrig. De våben, hun arbejdede med, var bomber, der skulle fyldes med det meget farlige sprængstof trinitrotoluene, der er almindeligt kendt under betegnelsen TNT. 

Arbejdet med påfyldningen af dette farlige stof var simpelthen blevet et nyt kvindeerhverv, og der var mange, der arbejdede med det. De fleste måske ikke så tæt på som Lottie og nogle andre, men dog forbundet med det. Arbejdet blev regnet for "patriotisk", og var godt betalt, for det var meget farligt. Pengene har sikkert været med til at lokke kvinderne til, for det har været småt med penge under krigen, hvor de almindelige familieforsørgere var væk. Arbejdet kunne dog koste kvinderne dyrt, da der var eksempler på, at nogle af arbejderne blev blinde, mistede hænderne - eller livet.

Billedet af Lottie på frimærket viser en forholdsvis ung, sund og stærk kvinde, så man bliver forbavset, når man hører, at hun døde allerede som 27-årig. Hvordan i alverden gik det til? Trist, men det kan umuligt have været uventet, da det samme jo altså skete for andre af de kvinder, der arbejdede med TNT-påfyldningen af bomberne.

En af disse var Alice Post, der også døde i 1916. Heller ikke dette dødsfald har været uventet, og ligesom med Lottie blev det indirekte adviseret ved den fysiske forandring, som disse "bombepiger" undergik: både hud og hår blev gule, hvilket førte til det sære kælenavn "kanariepigerne". 

En flittig bombe-kvinde, men hvor er den beskyttende maske og handsker, der kunne redde hende fra at få nerveskader og derfor miste hænderne? Det er der bare ikke, og det er sært, at man ikke gjorde mere for at beskytte disse kvinder, hvoraf de fleste måske har været mødre og eneforsørgere.
 

Lottie begyndte på våbenfabrikken i 1915 og døde et år senere. Det samme er vel sket med Alice Post og alle de andre kvindelige ofre for TNT, så man undrer sig over, at det ikke blev stoppet. Nok havde landet brug for bomber, men de havde sørme også brug for kvinder. At disse dødsfald skete så hurtigt efter ansættelsen som i tilfældet med Lottie er virkelig uhyggeligt, for hvorfor var de ikke bedre beskyttet imod TNT's bivirkninger? Det udstyr, der nævnes som "beskyttende", var det i hvert fald ikke, og jeg kan forestille mig, at pigerne også har indåndet trinitrotoluene under påfyldningen.

Det hævdes, at der ved krigens slutning var omkring 2,9 millioner "munitionettes", der var den mere officielle benævnelse for disse kvinder, men hvor mange af dem overlevede? Mon de selv har vidst, at dette bestemte arbejde kunne være lig med en dødsdom, og at de ikke ville kunne regne med at blive gamle? Man kan sagtens beundre sådan en som Lottie, der udførte dette vigtige arbejde, men der opstår forskellige spørgsmål i forbindelse med hendes - og de andre kvinders - historie, der endnu venter på at blive besvaret. For mit vedkommende bliver det til et meget stort HVORFOR??????

Også denne brud var en "kanarie-pige", og jeg har forstået det sådan, at hun døde kort efter brylluppet. Det har så både hun og hendes brudgom formentlig været forberedt på, eller hvad? Man spørger sig selv om, hvorfor hun ikke påtog sig et andet og ikke særlig farligt arbejde, hvor hun også kunne vikariere for de mænd, der var ved fronten. At mændene ikke kunne lide at blive erstattet af kvinderne og var bange for, at de ville snuppe deres arbejde under krigen, er én ting, men samtidig viste deres indsats, at det kvindelige køn udfyldte rollen som "erstatnings-arbejdere" på glimrende vis, og det har været skræmmende for mændene. Det gav desuden kvinderne en vis prestige samt større selvtillid, og det kan man da glæde sig over, samtidig med at man ryster på hovedet ad mændene, der måtte beroliges af Staten, der lovede dem, at kvindernes indsats kun gjaldt, medens de var ved fronten.

Med hensyn til det smukke frimærke med Lottie, så blev det skabt, efter at hendes mand kom tilbage fra krigen. På det tidspunkt efterspurgte The Imperial War Museum memoralia fra krigens tid, og han sendte dem fotografiet af Lottie, der blev udvalgt som motiv til frimærket. Efter at være blevet enkemand giftede han sig iøvrigt med en ung enke, hvis mand var faldet i krigen. Et ægteskab, han formentlig var direkte nødt til at indgå i, da han jo stod dér med fire børn, der vist alle var under ti år. Et problem, som det forventedes af ham som mand at få en kvinde til at tage sig af .....

 

https://thecowkeeperswish.com/2018/07/11/the-canary-girls-of-ww1/ 

 

http://www.gpedia.com/en/gpedia/Wikipedia:WikiProject_Women_in_Red/Meetup/107 

 

https://www.hoddereducation.co.uk/media/Documents/History/WW1_sample_pages.pdf 

 

https://www.bbc.com/news/uk-england-39434504 

 

Wikipedia

"Ride, ride ranke ...."

 

I vor tid, hvor det er tyndet ud i konger og royale slægter, er mange kongelige personer, der engang besad magt og status som regenter, blevet glemt. Andre huskes af sære grunde, sådan som det er tilfældet med den svenske og norske kong Magnus VII/IV's dronning, Blanche af Namur (1320-1363), der kendes i Norden som Blanka. Hun var en meget fornem dame med kongelige og adelige aner, der bl.a. forbandt hende til det franske Capet-kongehus. Man spørger sig selv, hvordan denne fine og angiveligt meget smukke dame kunne havne i Norden som den svenske konges dronning, men de blev i hvert fald gift i 1335, selv om kongen faktisk blev regnet for bøsse, bl.a. af Den Hellige Birgitta, hvilket var baggrunden for hans tilnavn "Smek". Denne seksuelle orientering gav Birgitta iøvrigt Blanche skylden for, da hun efter en række dødfødsler ikke længere ville dele soveværelse med kongen. Noget, der efter Birgittas vurdering skulle have ført til, at kongen svigtede kvindekønnet, for i stedet at kaste sig over mænd og især én bestemt. Efter den såkaldt hellige kvindes mening var Blanche derfor "en giftig slange, en luder" samt en masse andet forfærdeligt, inklusiv en utro hustru .....

Magnus Eriksson Smek

Tre år gammel blev Magnus Eriksson Smek (1316-1374) valgt som konge af Norge og Sverige. Eftersom Danmark på det nærmeste var blevet pantsat væk af kong Valdemar Atterdags far, Christoffer II, var det en nem sag for den nu myndige Magnus at tilegne sig Skånelandene ved at betale pantet med 34.000 mark sølv (6.432 kg). Han lod sig hylde som konge af dette købte land, hvilket ikke huede Valdemar Atterdag, der kæmpede ihærdigt for at samle det pantsatte og splittede Danmark. I første omgang måtte Valdemar dog finde sig i Magnus' besiddelse af det eftertragtede område, men da denne i 1357 måtte anerkende sin søn, Erik XII (1339-1359), som konge af Skånelandene og store dele af Sverige, begyndte det at gå tilbage for den svenske konge. Far og søn havde ført magtkampe siden 1355, men Erik var i 1344 blevet valgt som arving til Sverige og Skåne, medens hans bror, Håkon, fik Norge i 1355. Hans hustru var såmænd vores egen Margrethe I, nemlig Valdemar Atterdags datter, der i 1363 blev gift med den norske konge som 10-årig og syv år senere fødte sønnen Oluf.

Stridighederne mellem Magnus og hans søn, Erik, virker som et antiklimaks til den romantisering, der beskriver de to små drenges barndom med deres kærlige mor, Blanche, der er beskrevet i børnesangen "Ride, ride ranke, hesten hedder Blanke". Vores danske gengivelse findes i flere versioner som f.eks. den, der følger nedenfor, hvor Blanka/Blanche ikke nævnes, men det er denne sang, der gør, at hun huskes den dag i dag. Den svenske version starter med "Rida, rida ranka, hästen heter Blanka ....".

Den lille prins Erik - eller Haakon - "rider" på sin mors knæ

Ride ride ranke!
Sig mig hvor skal vejen gå?
Bedstefar besøg skal få.
Ride ride ranke!

Ride, ride ranke!
Og når vi så stiger af,
siger vi "goddag, goddag!"
Ride, ride ranke!

Ride, ride ranke!
Bedstemor, hun er så snild.
Vi kan lege som vi vil.
Ride, ride, ranke!

Ride, ride ranke!
Nu til onkel i galop.
"Er han hjemme?" Ja! Så stop!
Ride, ride ranke!

Ride, ride ranke!
Nu er hesten ordnt'lig træt.
Rytteren er god og mæt.
Ride, ride ranke!

 

Billederne af den kærlige mor, Blanka/Blanche indeholder ikke noget om det, der fulgte med magtkampen mellem Erik og hans far, Magnus. Man beholder indtrykket af en svensk idyl på grund af dem og sangen, men da Erik i 1359 lå på sit dødsleje, beskyldte han sin mor for at have forgivet sig. Om der var noget om denne beskyldning, eller om det bare var en døende mands tågesnak, er der vist ingen, der rigtig ved. 

Magnus Eriksson Smek

Hvad Magnus Eriksson Smek angår, så må man sige, at det ikke gik ham særlig godt efter sønnens død, for kort efter fik Valdemar Atterdag held med sine mange intriger samt brugen af våbenmagt: han fik samlet det pantsatte land, og i 1364 blev Magnus fordrevet fra Sverige, sad fængslet i nogle år (1365-1371) og døde ved et skibbrud i Norge i 1374. På det tidspunkt havde hans dronning, Blanche/Blanka, været død i elleve år, hvilket måske var meget godt, da synet på hende var skiftet, og der åbenbart var dem, der mistænkte hende for at have myrdet sin søn, Erik, og dennes gravide hustru. Nu mener man til gengæld, at de begge døde af pest, men dengang var man åbne over for alle mulige slemme teorier om kongen og hans dronning.

Hvad enten Den Hellige Birgitta og Erik havde ret eller ej, så var dronning Blanche det meste af sit liv så respekteret, at hun fik sit eget segl. Det afbilder hende med krone og scepter, hvilket er ret sigende, for det viser, at hun var respekteret .....

https://www.encyclopedia.com/women/encyclopedias-almanacs-transcripts-and-maps/blanche-namur-d-1363

https://books.google.dk/books?id=Eh6NDwAAQBAJ&pg=PT33&lpg=PT33&dq=ride+ride+ranke+hesten+hedder+blanke,+svensk&source=bl&ots=hJPGWza0wy&sig=ACfU3U2j7_cuNGCWcnOXsQrw5FR1-b04cg&hl=en&sa=X&ved=2ahUKEwjMh6_6o9f0AhX5QfEDHUHAB4IQ6AF6BAgQEAM#v=onepage&q=ride%20ride%20ranke%20hesten%20hedder%20blanke%2C%20svensk&f=false

 

https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/magnus-eriksson-1316-1374/ 

 

Wikipedia

 

Blev hun myrdet??? Barokmalerinden, der døde alt for tidligt

 

Maleri af Elisabetta Sirani

Kan kvinder male? For at besvare det spørgsmål kan man jo begynde med at spørge, om kvinder har en hjerne foruden det samme antal øjne og hænder som mænd? Nå, det har de, jamen så er de fysisk udstyret til at kunne male. Op igennem historien er de imidlertid ofte blevet forhindret i det for i stedet at blive henvist til "kvindelige gøremål" som f.eks. broderier, syning og den slags, der alt sammen sker uden for offentlighedens søgelys. Den slags er det, man kalder "hjemlige sysler", og det hører til den sfære, kvinder helst skal holde sig til gennem det meste af historien, men dog ikke altid. At stå ved et staffeli og udtrykke noget, der tydeligt viste, at de havde ideer, fantasi og opfattelsesevne, kort sagt, at de gjorde sig tanker om liv og død, mænd og kvinder, blev ikke set som "kvindeligt". Det betød, at mange kvindelige maleres værker blev bortforklaret, idet de tit blev tilskrevet mænd, måske tilmed deres konkurrenter.

Elisabetta Sirani (1638–1665) var en glimrende, italiensk maler, og hun fik faktisk anerkendelse for sin kunst. Rige kunstelskere og/eller kunstsamlere købte mange af hendes værker, og dette salg gjorde det muligt for hende at forsørge sin familie, dvs. hendes mor og far samt tre søskende foruden hende selv, da den sædvanlige familieforsørger - nemlig faderen - blev så hårdt ramt af gigt, at han ikke kunne arbejde mere. Ret imponerende, må man sige.

Et højt elsket motiv for både mandlige og kvindelige malere: Madonna med barnet. Her er det Elisabetta, der har givet sin version, og det når bestemt samme kunstneriske højder som dem, hendes mandlige kolleger har præsteret. Man ved, at når hun malede, så kom der mange og så på, fordi hendes hurtighed og sikkerhed var vidt berømt. Hun fik derfor mange elever, bl.a. sine to søstre, Barbara and Anna Maria, og hendes indflydelse på den tids malerkunst var derfor mærkbar, også efter hendes død.

 

Ligesom f.eks. den forrygende Artimisia Gentileschi malede også Elisabetta den bibelske heltinde Judith med Holofernes' afhuggede hoved, tilmed i flere versioner. Det motiv virker på mig som et signal eller et kodesprog, der siger noget om kvindeligt raseri inden for patriarkatets snævre rammer. Elisabettas Holofernes er meget, meget død, men ikke særlig blodig, og hendes Judith har et forklaret, engleagtigt udtryk. På mig virker hun nærmest vemodig. Der er intet af Artimisias vilde had og hævntørst over hendes Judith, og hun ser væk fra det hoved, hun har "høstet". Så er der mere vildskab og hævnlyst over hendes "Timoclea dræber Alexander den Stores kaptajn", men motivet bygger også på en barsk historie fra Plutarch.

Det fortælles, at Timoclea var af en fornem slægt i Theben, som Alexanders befalingsmand voldtog for derefter at forsøge at røve hende. Da Timoclea bildte ham ind, at der lå skjulte skatte i brønden, var han uforsigtig nok til at bøje sig ned over den, hvorpå hun verfede ham ned i vandet og dræbte ham med sten, som hun kastede ned på ham. Har Elisabetta mon tænkt på en bestemt mand, da hun malede dette mord på en voldtægtsmand? Ikke så vidt jeg ved, men der er tydeligvis mere liv og drama over dette motiv end over Judith med Holofernes' hoved. 

Da Elisabetta døde helt uventet som 27-årig i 1665, begyndte der straks at gå rygter om, at hun var blevet myrdet af misundelige kolleger eller en ansat i husholdningen, som hun havde en strid med. Undersøgelser har dog vist, at hun døde af et slemt mavesår. Hvor kom det fra, kan det have været stress over at stå som familiens forsørger, der har gjort hende syg? At familien måske endda ikke var så taknemmelig, som de absolut burde have været, kan ses af den kendsgerning, at hendes far gjorde krav på og beholdt alle hendes indtægter. En ting er, at hun så at sige betalte gildet, men samtidig var hun altså også en stækket. familieslave. Den kendsgerning kan næsten ikke andet end føre til stress og mavesår .....

 

https://www.timeout.com/madrid/art/a-tale-of-two-women-painters-sofonisba-anguissola-and-lavinia-fontana 

 

https://nmwa.org/art/artists/elisabetta-sirani/ 

 

https://nmwa.org/blog/from-the-collection/curators-travelogue-women-artists-of-bologna/ 

 

Wikipedia

BLINK - du er død!

 

Da jeg så dette billede, så tænkte jeg, hov, det er ikke 1. april endnu, men den er faktisk god nok: det er ingen spøg, men den rene, skære sandhed, og den er besk, for nok er jordelivet ofte en grum omgang, men livet her er nu engang det eneste, vi har uden for fantasiens verden. Om der er andet, kan man diskutere og diskutere, men foreløbig er alle former for påstande og forklaringer kun antagelser: vi ved ikke, hvad der sker, når vi dør, bortset fra, at vore kroppe bliver forvandlet til noget forgængeligt. Man er mildt sagt ikke, hvad man har været som død, og det er også nødvendigt med denne omformning og nedbrydelse, for hvor i alverden skulle vi ellers gøre af alle de døde mennesker, dyr og planter, der har levet her på vores planet?

Lægevidenskaben giver ganske vist flere forklaringer end religionen, men ingen af dem kommer med et håndfast bud på, hvordan det er at afslutte sit liv. Det skal man faktisk til forfatterne for, og jeg er såmænd selv en af dem, der har givet et par bud på "dødens mysterium", bl.a. dette om en dreng, der dør for tidligt, fordi Døden klokker i det: 

Man tror måske, at selvmordsmaskiner er en ny opfindelse, men dér tager man fejl. Jeg ved, at en australsk fortaler for selvmord, nemlig PhilipNitschke med tilnavnet "Dr. Død", har lavet en allerede i 2003, og der kan sagtens være andre før ham, som  jeg bare ikke kender til. Det nye er, at de nu er lovliggjort i Schweiz, for de har altid været forbudt, da man tidligere har frygtet, at de kan friste svage og livstrætte personer over evne, så folk begår selvmord til højre og venstre. Den slags er trist for individet og noget roderi for staten, for hvor bliver alle de betalingsduelige personer af, hvis de vælger at investere i en selvmordsmaskine i stedset for i skat og opsparinger? At selvmord er blevet gjort nemt og lovligt et sted i verden er derfor en skræmmende tanke for de fleste regeringer, og maskinerne bliver formentlig forbudt de fleste steder: formentlig NUL import af borger-drabsmaskiner hverken her eller i de fleste andre europæiske lande ....

Argumentet for disse maskiner er stærkt. Det ved man, hvis man kender et sygt menneske, der plages af stærke smerter og konstant ubehag, og hvis lidelser er kroniske. Problemet er bare, at nogle vil misbruge maskinerne, enten til et meget tidligt selvmord eller til mord, for det kan de selvfølgelig også bruges til ....

 

https://www.siasat.com/coffin-shaped-suicide-machine-legalized-in-switzerland-2237887/

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/australsk-l%C3%A6ge-lancerer-selvmordsmaskine

https://www.dr.dk/nyheder/udland/dr-doed-praesenterer-selvmordsmaskine

 

https://nyheder.tv2.dk/2008-04-05-selvmordsmaskine-skaber-vrede 

Det kastrerede pædofili-offer

 

En modig, lille, hollandsk stridsmand, Henk Heithuis (1935-1958), havde sat sig for at erklære den mægtige Katolske Kirke krig efter en rædselsfuld barndom på katolske børnehjem. Disse blev drevet af munke, der havde den uskik at forgribe sig på børnene, når de kunne komme til det. En anmeldelse af denne forbrydelse var noget, han vidste kunne få alvorlige følger for ham selv, men han havde truffet sin beslutning. Den 30. januar 1956 indgav han derfor en anklage om alvorlige seksuelle overgreb på børnehjemmene. Dette var meget modigt gjort af ham, for de fleste andre, der havde oplevet munkenes sex-overfald på børnehjemmene, turde ikke indgive en kriminel anklage imod dem. I 1950'erne tav man nemlig med den slags, men det ville Henk bare ikke være med til længere. Han ville have, at overgrebene stoppede og ønskede måske også at få hævn, men ingen af delene var ligefrem nemme at få gennemført, da anklager af denne art på dette tidspunkt blev regnet for uhørte og ubegrundede angreb på Kirken: "Sådan var de hellige mænd bare ikke ...." At det var lige præcis det, de var, kom først frem flere år senere, hvor det væltede frem med lignende anklager fra bl.a. kordrenge.

"Saint Vincent" i Harrevel i Holland, hvor Henk blev udsat for diverse overgreb i årene 1950-1953 virker præcis lige så dystert og skummelt, som det åbenbart også var.

Her er der tale om et mere velkendt motiv: præsten Edward Wheeler Hall bliver fundet skudt sammen med sin ligeledes myrdede elskerinde, Eleanor Mills, i 1922. Stor skandale, men dog ikke afvist som en ubegrundet bagvaskelse, sådan som det skete med Henk, hvis anklager førte til et pacificerings-forsøg via hospitalsvæsenet. Han blev nemlig prompte indlagt på det psykiatriske hospital Huize Padua med diagnoser, som der overhovedet ikke var belæg for. Sådan var der sikkert flere andre mægtige organisationer ud over Kirken, der lukkede munden på dem, der angreb dem, men det religiøse indslag gør det hele dobbelt grotesk. Sørgeligt nok var Henk altså ikke den eneste, der kom ud for disse overgreb, og heller ikke for Kirkens selvopfundne "kur", nemlig kastration.

Hvad værre var, så blev Henk nemlig ikke bare indlagt på fiktive psykiatriske diagnoser, men også udsat for en fuld kastration, "da han jo måtte være homoseksuel for at påstå den slags uhyrligheder om de hellige mænd". Han, der var 20 år på dette tidspunkt, blev stadig regnet for umyndig i juridisk forstand, og han havde ingen, der kunne forsvare ham, så der var intet forsvar over for hverken det ene eller det andet. Da han gennemførte sin anklage, havde han ganske vist en pigekæreste og udviste ingen tegn på homoseksualitet, men det blev ignoreret i kampen for at få bugt med ham og hans anklager, der stillede Kirken i et dårligt lys. Således påstod man ligefrem, at det var ham, der havde forført munkene, og ikke dem, der havde misbrugt ham.

Operationen gjorde ham overmåde syg på grund af de hormonelle ubalancer, indgrebet påførte ham, men selv om det må have været hårdt for ham både fysisk og psykisk,  planlagde han alligevel et sagsanlæg imod Kirken. Før denne kunne gennemføres, døde han imidlertid i en mystisk bilulykke, og det er svært ikke at mistænke, at det i virkeligheden  var noget andet end et "hændeligt uheld", da det var et stort held for Kirken, at deres angriber nu var væk. Straks efter dødsfaldet den 28. oktober 1958 - dvs. samme dag - konfiskerede de hollandske myndigheder alle hans papirer, sagsakter, etc.. Samtidig påstod Kirken, at han selv havde bedt om kastrationen, hvilket der dog - pinligt nok for de "hellige mænd" - ikke var nogen form for skriftlige beviser på. Alt taler således for, at Henk blev et offer i dobbelt forstand, nemlig både for de pædofile munke, for Kirken som sådan og for fordomme omkring homoseksualitet, der egentlig ikke angik ham, da han var heteroseksuel, men som fik en stor indvirkning på hans liv.

Hele denne uhyrlige sag med seksuelle overgreb og tvangskastrationer voksede sig meget stor i årenes løb, også fordi en del af pressen involverede sig i den. En avisudredning viste således, at 800 katolske kirkefolk af forskellig art havde begået disse overgreb på børn gennem 40 år, og at man vidste dette på højeste sted. Tvangskastrationerne, som der var mindst 10 af, var heller ikke ukendte for regeringsmedlemmer, embedsmænd og andre i høje stillinger. Nogle af sidstnævnte synes således at være involveret i forsøgene på at skjule, hvad der foregik.

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2117574/Dutch-Catholic-Church-castrated-10-boys-1950s-effort-purge-homosexuality.html

https://www.thedailybeast.com/dutch-castration-scandal-how-journalists-broke-the-story

https://www.towleroad.com/2012/03/catholic-church-castrated-boys-for-homosexuality-committee/

www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/netherland…. 

https://www.bishop-accountability.org/news2012/03_04/2012_03_21_Stanley_WeShouldnt.htm 

https://newmanshapiro.com/child-whistleblowers-of-priest-rape-surgically-castrated-records-reveal/ 

Wikipedia