Et royalt bryllupsnatsmareridt

Den danske kong Valdemar den Stores datter, prinsesse Ingeborg (ca. 1176-1238), var kendt som en køn, venlig og intelligent kvinde, så man har sikkert ikke ventet problemer, da hun ægtede den franske konge, Filip II August (1165-1223). I Danmark har man afgjort set dette ægteskab som virkelig prestigefyldt, selv om der lige fra starten var en del af de forskellige stridigheder, der meget ofte opstod i forbindelse med de gængse forhandlinger omkring kongelige ægteskaber. Det var jo nu engang ikke bare to forskellige privatpersoner, men også to lande, der så at sige blev smedet sammen i Den hellige Ægtestand, og der var meget at tage hensyn til.

Et moderne, romanticeret portræt af kong Filip II August

Filip var blevet konge allerede som teenager og var enkemand, efter at hans første hustru, Isabella of Hainault, var død i barselseng som 19-årig. Meget trist, men dog ikke noget, der burde have nogen indflydelse på forholdet til hans anden hustru, prinsesse Ingeborg, der var kommet fra Danmark, 17 år gammel, med fine, kongelige aner og en pæn medgift. Sidstnævnte plejede at være det centrale ved royale bryllupper, men hvem ved, det var det måske alligevel i dette tilfælde. Kongen og hans første hustru havde i hvert fald været sammen i temmelig lang tid, for hun var bare 10 år - og han nogle år ældre - da de blev gift. 

Isabella of Hainault

Måske man kan sige, at de to var vokset op sammen, og han har muligvis stadig sørget over tabet af hende. Måske for med Filip var der mange besynderlige ting, der ikke helt kan forklares. En samtidig har beskrevet ham således: "... en smuk, stor og stærk fyr, skaldet, men med et venligt rodmosset ansigt, og et gemyt mest til det gode liv, vin og kvinder. Han er generøs over for sine venner, skarp over for dem der har mishaget ham, velbevandret i krigslistens kunst, ortodoks i troen, klog og stædig i sine beslutninger. Han afsiger dom med stor hastighed og nøjagtighed." Desværre var hans dom over hans nye hustru, den danske Ingeborg, overmåde hastig, men bestemt ikke favorabel, for han forskød hende simpelthen på bryllupsnatten. 

Filip II Augusts segl

Ægtefællerne havde ikke mødtes før deres bryllupsdag den 14. august 1193. Dagen efter blev Ingeborg kronet af ærkebiskoppen af Reims som dronning af Frankrig, og derefter var der ikke langt til bryllupsnatten, der fandt sted samme dag. At det forløb på en ganske bestemt måde, hvor ægteskabet blev det, man kalder "konsumeret", var helt afgørende, for uden det blev det ikke regnet for gyldigt. Derfor var det logisk nok en anke, kongen greb til, da han forskød sin nye hustru på selve bryllupsnatten, for han påstod, at ægteskabet ikke var blevet konsumeret. At den unge Ingeborg ikke lod sig forskyde - og da slet ikke med den begrundelse, som hun anfægtede på det kraftigste - er nok kommet bag på ham, men han satte ALT ind på at få hende ud og fandt på den ene årsag efter den anden. 

Ingeborg

Ingeborg benægtede altså, at ægteskabet ikke var blevet konsumeret, og hun gik imod alle hans andre påstande og kneb. Hun blev, og hun var og blev dronning - BASTA! Paven, som hun havde eller fik forbindelse med, lod sig heller ikke besnakke til at give Filip en annullering, heller ikke med en anden (falsk) begrundelse, han kom med, nemlig at de var for nært beslægtede gennem hans første hustru, til at ægteskabet var acceptabelt. En fransk-dansk kirkemand, Abbed Vilhelm, støttede Ingeborg og udarbejdede et slægtstræ over det danske kongehus for at modbevise Filips påstande om en alt for nær beslægtelse. Det ene påskud til en annullering fulgte efter det andet, men Ingeborg veg ikke en tomme, selv om hun var helt og aldeles uønsket ved det franske hof. Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor han ville af med denne smukke, unge og fornemme, danske hustru, der havde opfyldt alle de aftaler, som det danske kongehus havde indgået med ham. Der er dem, der påstår, at misèren skyldtes, at hun havde en forfærdeligt dårlig ånde, hvilket selvfølgelig kan have været rigtigt, men da dramaet jo altså foregik i Middelalderen, kan det ikke have været så meget anderledes end hos mange andre på den tid. Ordet "hekseri" blev også nævnt, hvilket gør, at jeg i hvert fald mistænker, at han blev impotent på bryllupsnatten og gav hende skylden. Det er dog kun en mistanke og ikke andet .....

Sagen minder mig imidlertid om Englands Henrik VIII, der fattede fysisk afsky for sin fjerde hustru, Anne of Cleves, fordi hun ikke faldt for ham, da han hilste hende i forklædning. I hans maskulint-romantiske forestillingsverden burde hun som kvinde være i stand til at se igennem forklædningen og straks falde for den sex-appeal, han selv mente at besidde. Det gjorde hun så ikke, og det må have ramt hans maskuline forfængelighed dér, hvor det gør mest ondt på en mand .....

Filip II August

Hvad Filip II August angår, så kom han altså ikke af med sin nye dronning på lovlig, dvs. kirkeligt defineret vis, men det problem forsøgte han at snyde sig ud af ved at forvise hende til et kloster. Samtidig begyndte han selv at sondere dagens tilbud af giftemodne prinsesser. Den første, han udvalgte, blev imidlertid kidnappet af en greve, der giftede sig med hende, idet han sagde, at hun ikke skulle have en mand, der allerede var gift. Det må have været en besk pille for Filip, men han trøstede sig med Agnes af Andechs-Meranien fra Dalmatien, der fødte ham to børn. 

Agnes af Andechs-Meranien fra Dalmatien

Paven påpegede dog, at dette forhold var bigami, og han beordrede Filip til at forskyde Agnes og straks genoptage ægteskabet med Ingeborg. Dette nægtede Filip, og så satte paven ham under et interdikt, der startede i 1199 og fortsatte til den 7. september 1200. Året efter gjorde presset fra paven og Ingeborgs bror, den danske kong Valdemar Sejr, at han tog sin forskudte dronning tilbage i 1201. Det varede dog 12 år, før hun også blev anerkendt som dronning ved  hoffet.  

Valdemar II Sejr, konge af Danmark og Ingeborgs bror

Ingeborg havde tilbragt tyve år af sit liv enten i et kloster, som hun ikke selv havde søgt ophold i, eller på diverse fjerne slotte. Meget af tiden havde hun været så fattig, at hun solgte eller pantsatte de ejendele, hun havde haft med sig. Det kunne så endda være, men det, at der var gået så mange år, som hun under andre omstændigheder ville have tilbragt som en formentlig produktiv dronning, berøvede hende også chancen for at blive mor til den næste konge eller andre kongelige børn. Sådan ville hendes liv som dronning være forløbet under normale omstændigheder, og det ville hun nok have været tilfreds med, da det var den almindelige karrierevej for en prinsesse.

Filip II August

Da Filip lå for døden i 1223, bad han sin søn, Ludvig VIII, og dennes søn, Ludvig IX, om at behandle Ingeborg med den respekt, der bør vises en enkedronning. Samtidig efterlod han hende en arv på 10,000 Livres. Var det mon derfor, at Ingeborg fik læst messer for hans sjæl, eller havde hun virkelig tilgivet ham? Det vil vi aldrig få at vide, men de to Ludvigers accept af hende og hendes status som enkedronning hang i hvert fald sammen med deres frygt for, at den søn, som Filip havde fået med Agnes, skulle true deres krav på tronen ved at få bekræftet sin legitimitet som ægtefødt. Med Ingeborg som anerkendt enkedronning var det selvfølgelig ikke muligt, for så blev hun jo set som den legitime dronning, også i den periode, hvor Agnes havde haft den stilling. Nu om stunder siger man, at vi er penge-fikserede, men dengang var man afgjort tronfølger-fikseret, hvilket sådan set er to beslægtede tendenser. Hvad bryllupsnattens mareridt angår, så har der været mange skrækkelige kongelige ægteskaber og bryllupsnætter op igennem tiden .....

https://www.buzzfeed.com/juliegerstein/wedding-nightmares-thatll-make-you-glad-youre-single 

https://www.ranker.com/list/most-disastrous-royal-weddings/genevieve-carlton 

https://archive.triblive.com/lifestyles/more-lifestyles/hax-brides-slip-of-tongue-turns-wedding-night-into-nightmare/ 

https://historytheinterestingbits.com/2017/01/15/the-unfortunate-wives-of-philip-ii-of-france/ 

https://www.dandebat.dk/dk-historie36.htm

 

Wikipedia

 

Vilde affærer på kryds og tværs

 

Violet Trefusis (1894-1972) var en køn pige af god familie. Hendes far, George Keppel, var søn af den syvende jarl af Albemarle, men hans familie mistænkte nu, at han ikke var Violets biologiske far. I stedet nærede de en vis mistanke om, at hendes rigtige far var bankieren og parlamentsmedlemmet William Beckett, der senere blev den anden baron Grimthorpe. Nu var hendes mor, Alice Keppel, jo heller ikke ligefrem en dydsdragon, og hun var i mange år den senere kong Edward VIIs yndlingselskerinde, så mistanken er måske ikke så mærkelig endda ....

Alice Keppel med sin datter, Violet

Ja, den lille Alice var en yndig pige, hvem nu end hendes far var. Når man husker hende i dag, så skyldes det imidlertid ikke hendes forældre, men hendes pige-kæreste, forfatteren Vita Sackville-West (1892-1962), som hun havde kendt, siden hun var ti år gammel. Vita var gift med diplomaten, politikeren og forfatteren Sir Harold Nicolson (1886-1968), der var lige så omkringflagrende som sin forfløjne hustru. 

Vitas mand, Sir Harold Nicolson

Som medlemmer af den særdeles liberale Bloomsbury-gruppe levede de i det, vi i vore dage kalder et "åbent ægteskab". Begge havde forskellige affærer med alle mulige personer af begge køn. Noget, der forøvrigt var kendt i samtiden. Nok var nogle af de ting, de lavede, ret skandaløse, men da begge ægtefæller foretog sig alt muligt erotisk, så blev de sædvanlige løftede øjenbryn måske i virkeligheden i deres tilfælde forvandlet til en måben af forbløffelse.

Vita hyggesnakker med sin mands elsker, Raymond Mortimer

Sir Harold Nicolson havde såmænd lige så mange affærer med mænd, som Vita havde med kvinder, men ægteskabet holdt alligevel, og de fik også to sønner, hvoraf den ene, Nigel Nicolson, udgav en bog i 1973 om sine forældres usædvanlige ægteskab, "Portrait of a Marriage".

Vita Sackville-West

 

Engang måtte Harold dog rejse efter sin kone til Frankrig, fordi hun var stukket af med Violet, der på det tidspunkt var hendes store kærlighed. Ikke nok med at Vita var vild med den flyvske Violet, som hun altså havde kendt siden barndommen, men denne havde også en sådan magt over hende, at Sir Harold Nicolson anså hende for at være den eneste, der kunne true ægteskabet. Normalt kaldte han sin kones lesbiske affærer for "her muddles", så han tog dem åbenbart ikke særlig alvorligt. Hans skræk - og respekt - for den forføreriske Violet fremgår imidlertid af hans beskrivelse af hende som "a fierce orchid, glimmering and stinking in the recesses of life". UHA, siger man bare, men han var jo altså en mand, der følte sig alvorligt truet af en farlig rival/rivalinde, så man må vel bære over med ham .....

 

 

Violet med sin mor, Alice Keppel

 

Da Violet havde tilbragt flere måneder med Vita i Frankrig, var blevet set sammen med hende i forskellige offentlige sammenhæng som f.eks. på en danse-restaurant i Monte Carlo, trådte hendes mor, Alice Keppel i karakter. Hun forlangte, at Vita giftede sig med en af de mange mænd, der var betaget af hende, men som slet ikke interesserede hende. Den unge mand, Alice havde i kikkerten, var krigshelten Denys Trefusis (1890-1929), og efter at han havde svoret aldrig så meget som at røre hende, gik Violet med til ægteskabet. Han var meget forelsket i hende, men hun havde stadig en masse følelser for Vita, og de talte om og planlagde jævnligt at stikke af sammen. Ligesom Harold måtte også Denys - efter pres fra sin svigermor, Alice Keppel - hente sin hustru hjem til familiens arne efter en kærligheds-udflugt med Vita. På disse ture nød de to kvinder hinandens selskab, og da de begge skrev, fik de meget ud af at samarbejde omkring udarbejdelsen af et fælles roman-projekt, der dog aldrig blev færdiggjort, men som formentlig kan findes som fragmenter i deres senere separate værker. 

 

Violets påtvungne ægtemand, Denys Trefusis

 

Den jaloux Harold, der jo frygtede at miste sin hustru, Vita, greb til en tarvelig list: han påstod, at Violet havde været utro imod hende, og at hun havde været i seng med sin mand, Denys Trefusis. Dette benægtede Violet på det kraftigste, og der var sandsynligvis ikke belæg for anklagen, men det gav anledning til mistro mellem de to kvinder. Deres affære fortsatte dog, off and on, i årevis, men da de endnu engang flygtede til Frankrig, og deres respektive mødre sendte deres svigersønner ud efter dem, vidste Violet, at den lakkede imod enden. 

 

Violet og Denys Trefusis, side om side, men uden egentlig at være sammen

 

Forholdet mellem Violet og Denys var altså formelt, idet det ikke var, hvad han havde ønsket, eller vel sagtens havde forventet. Alligevel var det ham, der præsenterede hende for den særdeles velhavende amerikanske Singersymaskine-arving, Princesse de Polignac (1865–1943), der - som stort set alle denne tids kvinde-elskende damer - var gift. Hun havde sin prinsesse-titel fra sit andet ægteskab med den musik- og kunstelskende bøsse Prins Edmond de Polignac (1834-1901), der fulgte efter et katastrofalt, annulleret ægteskab med prins Louis de Scey-Montbéliard, hvor bruden var flygtet fra brudgommen på bryllupsnatten og havde truet med at dræbe ham, hvis han rørte hende.

 

Princesse de Polignac, født Winnaretta Singer

 

Ægteparret Polignac havde en mondæn salon i Paris, hvor berømtheder som f.eks. Proust, Cocteau, Valery og Poulenc kom. Derudover blev de mæcener for komponister som Debussy og Ravel samt mange andre. Han var amatør-komponist, og hun elskede musik, hvilket var med til at binde dem sammen. De havde simpelthen et godt kammeratskab, der samtidig var et anerkendt dække for deres egentlige tilbøjeligheder, da de begge dyrkede deres eget køn. Winnaretta havde masser af forhold med kendte kvinder som f.eks. maleren Romaine Brooks, pianisten Renata Borgatti samt - i ti år (1923-1933) - Violet Trefusis. På et tidspunkt havde hun desuden et forhold til den berømte engelske forfatter Virginia Woolf (1882-1941), hvilket indirekte forbinder hende med Violets store kærlighed, Vita Sackville-West. 

Vita Sackville-West og Virginia Woolf

 

Begge skrev, men Virginia bevægede sig nu på et andet kunstnerisk niveau end Vita. (Der var også dem, der mente, at Violet nåede litterære højder, der lå over Vitas, men det er ligesom en anden historie .....). 

 

Virginia Woolf satte Vita Sackville-West et forrygende minde med romanen "Orlando" fra 1928, for hun var inspirationen til den. Den fortæller den totalt vilde historie om den flotte adelsmand Orlando, der er en af dronning Elizabeth I's yndlinge. Som 30-årig gennemgår han imidlertid et forunderligt kønsskifte og lever videre som kvinde i (foreløbig) 300 år, dvs. op til vores tid, uden spor af synlige alderstegn. Medens Virginia altså er inspirationen til romanen, så optræder Violet som den lunefulde, meget smukke og sexede, men utro russiske prinsesse Sasha, der knuser hans hjerte, og som måske er den, der indirekte sætter gang i hans forvandling. 

 

Violet blev i Frankrig indtil tyskerne besatte Paris under Anden Verdenskrig, for da vendte hun tilbage til England. Hun genopfriskede forbindelsen med Vita, men nu (formentlig) som et venskab uden erotiske undertoner. På det tidspunkt havde Virginia Woolf begået selvmord, angiveligt af frygt for, at hendes skrøbelige sind skulle briste endnu engang, så hun skulle indlægges. Da Violet døde i 1972, var det ti år efter Vita. På det tidspunkt var den førhen så eventyrlige og dragende kvinde en skygge af sig selv, idet dødsårsagen var sult som følge af en sygdom, der gjorde, at hendes krop ikke formåede at optage det, hun spiste.

 

Violet Trefusis tre år før sin død

https://puncherandwattmann.com/scholar-finds-sackville-wests-poem-to-mistress-violet-trefusis-as-it-falls-out-of-book/ 

 

https://rebeccastarrbrown.com/2019/03/07/bertie-mrs-keppel/

 

https://lesbianmeetsbooknyc.wordpress.com/2011/08/07/an-unexploded-bomb-violet-trefusis/ 

 

https://familypedia.fandom.com/wiki/Denys_Robert_Trefusis_(1890-1929) 

 

https://www.theguardian.com/books/2013/apr/29/sackville-west-lost-poem-lover-trefusis 

 

Wikipedia

Når mødre biologisk set ikke er mødre, men mostre .....

 

Man har altid sagt, at faderen er usikker, for moderen kan jo have haft en affære med en anden mand, hvorved manden snydes for chancen til at få sine gener videreført. Hvor faderen altså altid er usikker, er moderen til gengæld altid sikker, især hvis fødslen er bevidnet af troværdige personer. Hvis ikke, nå ja, så kan der opstå tvivl, sådan som vi bl.a. har set det i et par kongehuse, der angiveligt har forsøgt at pådutte samtiden en ikke-selvavlet arving. Det var det, som bl.a. den engelske kong Jakob II (1633-1701) blev beskyldt for, hvilket var baggrunden for den såkaldt "Glorværdige Revolution" i 1690, der endte med til at koste ham den engelske trone. 

Den amerikanske alenemor Lydia Fairchild var aldrig i tvivl om, at hendes børn, som hun jo selv havde båret og født, virkelig var hendes. Mistanken om, at det ikke var tilfældet faldt hverken hende eller hendes venner ind, for hvordan kunne noget så selvindlysende betvivles??? Da det alligevel skete, og hun blev beskyldt for forskellige former for socialbedrageri, var hun mindst lige så forbløffet som alle andre, bl.a. læger, politifolk og formentlig også hendes familie samt nære venner.

Hvordan kunne sådan en situation dog opstå? Jo, det hang sammen med hendes sociale situation. Eftersom hun altså var alenemor til to børn og ventede nr. 3, så var hun så at sige blevet presset af omstændighederne til at søge økonomisk hjælp. Som led i ansøgningen skulle hun imidlertid give sit og børnenes DNA, så man kunne se, at hun ikke var en socialbedrager, men virkelig var mor til børnene. Stor var hendes forbløffelse - og vantro - da div. videnskabelige tests afslørede, at det var hun ikke. De børn, hun dog havde født og båret, var biologisk set slet ikke hendes. Derfor foregik fødslen af det tredie barn under opsyn, og det var overmåde spændende, hvad analyser af dette barns blod ville vise. Forvirrende nok for alle - og ikke mindst Lydia - var heller ikke dette barn hendes i biologisk forstand. Faktisk var hun alle sine børns moster, men ikke deres mor ifølge eksperterne.

Heldigvis for hende viste det sig, at hun ikke var den eneste kvinde, der havde oplevet noget lignende, og yderligere analyser beviste, at ja, hun var børnenes moster, selv om det var højst besynderligt, da hun ikke havde en søster. Forklaringen lå i fænomenet tvillinger, for uden at hun eller nogen i familien vidste det, måtte hendes mor i sin tid have ventet to enæggede døtre, da hun fødte hende. Det ene foster var blevet opslugt af det andet - nemlig Lydia -  ligesom det sker med siamesiske tvillinger. To personer smelter sammen i deres mors livmor og bliver til én, hvilket der er forbløffende mange eksempler på, selv om mange sikkert omkommer før fødslen.

Det besynderlige biologiske fænomen, som Lydia og et par andre kvinder oplevede, kaldes "kimære" efter den gamle sagnfigur, der bestod af flere forskellige dyr. "Kimærisme" opstår, når et par tveæggede tvillinger, der har hver deres blodtype, udveksler bloddannende stamceller i livmoderen. Hvis der så sker det, at den ene tvilling "opsluger" den anden, så kan der ske det samme som i Lydias tilfælde. Hvor det "opsugede" foster er hankøn, får det indvirkning på den overlevende søsters celler. Forvirrende nok kan også bl.a. sådan noget som f.eks. knoglemarvs-transplantationer føre til et individs forandring til en kimære. Mildt sagt besynderligt, og jeg vil ikke påstå, at jeg helt ud forstår processen, men den er altså velkendt nu.

Hvad Lydia angår, så blev alle anklager og mistanker om socialbedrag droppet efter afsløringen af, hvordan en mor ikke altid er mor til de børn, hun har båret i ni måneder samt født på samme måde, som hun i sin tid selv blev født.

https://www.scientificamerican.com/article/3-human-chimeras-that-already-exist/

 

Medical mystery: Woman gives birth to children, discovers her twin is actually the biological mother

 

Wikipedia

Dronning Victoria og hendes afrikanske protegé og fan

Det er ret tankevækkende, at den engelske dronning Victoria, hvis farmor, nemlig George III's dronning, (Sophia) Charlotte af Mecklenburg-Strelitz, angiveligt var "farvet", tog imod en lille, yndig, sort slavepige som gave i 1850, og at hun blev meget glad for hende. Nogle hævder, at hun ligefrem blev adopteret af dronningen, men det tror jeg nu ikke er tilfældet. Den rette betegnelse er formentlig "guddatter", og det var ikke enhver beskåret at blive kaldt af dronningen af England.

Victorias farmor, (Sophia) Charlotte af Mecklenburg-Strelitz var overmåde populær blandt sine engelske undersåtter, selv om hun blev regnet for "mindre pæn" - for nu at sige det på den måde - på grund af sine efter sigende tydelige negroide træk. Hvem ved, måske elskede Victoria hende, som hun var, og måske spillede dette ind, da hun faldt for den lille, sorte pige, der havde haft en meget usikker tilværelse som slave, men som efter sigende oprindelig var født som prinsesse i Nigeria?

Pigen, der blev født i 1843, hed oprindelig Aina eller Ina, men hendes navn blev ændret til Sarah Forbes Bonetta, da den engelske kaptajn Frederick E. Forbes bragte hende til Europa. Hun var blevet fanget nogle år før under en af kongen af Dahomeys slavejagter, hvor hendes forældre var omkommet. Som 7-8-årig slavepige hos kongen blev hun senere overgivet til englænderen som led i en gaveudveksling, men det er lidt usikkert, om hun allerede på det tidspunkt var tænkt som en gave til dronning Victoria. Knap 8 år gammel blev hun i hvert fald givet videre til dronningen, hvis yndling hun blev. Den børnerige dronning, der ellers ikke var vild med børn, faldt simpelthen for den lille, bedårende og meget vakse pige og sørgede for, at hun blev undervist i alle en pæn viktoriansk dames færdigheder. At barnet viste sig at være overmåde intelligent var afgjort med til at skaffe hende dronningens sympati, og det har selvfølgelig også gjort omstillingen fra afrikansk slave til fin society-dame mulig, for det må have krævet en hel del af et barn at omstille sig på denne måde. Efter nogen indledende undervisning kom hun imidlertid til at bo hos præsten Frederick Scheon og hans kone, og de stod for den daglige pleje, pasning og vel sagtens også undervisning.  

Da kaptajn Frederick E. Forbes tog imod den lille slavepige som gave, skyldtes det bl.a., at han var klar over, at en af Dahomey-skikkene bestod i menneskeofringer, og det ønskede han ikke for lille, henrivende Aina/Ina. Hendes væsen gav ham indtryk af, at hun kom fra en fornem familie, men man har dog aldrig for alvor kunnet etablere en helt pålidelig stamtavle for hende, selv om hun blev regnet for prinsesse. Hvorom alting er, så passede hun godt ind i det engelske hof som dronningens guddatter, men kaptajn Forbes havde oprindelig været villig til selv at tage hende til sig, formentlig som adoptivdatter. 

I 1862 fik Sarah - som dronningen forøvrigt kaldte Sally - tilladelse til at gifte sig med kaptajn James Pinson Labulo Davies, der var en begavet og ganske flot nigeriansk forretningsmand, landmand, søofficer, statsmand og filantrop, og de flyttede derpå til Afrika. Sarahs svigerforældre havde også været slaver, men var blevet befriet af englænderne, så man kan sige, at med det ægteskab kom hun hele cirklen rundt mht. oplevelser for til sidst at havne dér, hvor hendes egentlige rødder var.

Sarah havde taget sin ældste datter, den senere Mrs. Victoria Randle, med til London for at præsentere hende for dronningen som lille barn. Senere besøgte denne afrikanske Victoria og to af hendes børn selv dronningen. På det tidspunkt har Sarah formentlig været død, for hun døde allerede som 37-årig af en tuberkulose, hun nok har raget til sig i det kolde, engelske klima.

Sarahs skæbne spejles indirekte af Martha Ann Ricks (1817-1901), der var født som slave i Tennessee, for dér kunne lille Sarah såmænd også være endt, hvis hun da ikke var blevet ædt af kongen af Dahomey's undersåtter. Denne konge levede nemlig af slavejagt og forsynede bl.a. Sydens bomuldsmarker i USA med afrikanske slaver.

I 1830 købte Martha Ann Ricks far, George Erskine, sin familie fri af slaveri, og de flyttede alle til Liberia. Martha giftede sig med en mand ved navn Zion Harris, som hun havde mødt under en af sine udenlandsrejser med Liberias første præsident Joseph Jenkins Roberts. Det står lidt uklart, hvad hendes stilling som rejseledsager egentlig gik ud på, og man kan mistænke alt muligt, men hvorom alting er, så hun forsørgede sig i hvert fald som kylling-, kalkun-, ande- og fårefarmer. Når hun ikke arbejdede på sin gård, var hun meget flittig med nål og tråd, og efter at have fattet interesse og sympati for Englands dronning Victoria knoklede hun i 25 år på at sy og brodere et sengetæppe til hende. 

Det færdige resultat var et stort, smukt tæppe med det liberianske kaffetræ som motiv. Broderiet bestod altså af dette karakteristiske træ, der var fremstillet med mere end 300 blade, og der var mange flotte detaljer. Som 76-årig fik Martha mulighed for at rejse til England og selv overgive gaven til dronning Victoria den 16. juli 1892.  

Det er sjældent, man ser dronning Victoria med et smil på læben, men det håber jeg, at hun havde, da Martha besøgte hende med sin fine gave, ligesom jeg er sikker på, at hun ofte har smilt til sin afrikanske guddatter, den lille Sarah.

 
https://www.bbc.com/news/world-africa-40500884
 

https://medium.com/lessons-from-history/queen-victoria-had-an-african-goddaughter-she-admired-c600c0eea791

 
https://www.dailymail.co.uk/news/article-5329417/Images-capture-pioneering-African-Americans-1800s.html 

https://www.thetimes.co.uk/article/former-slave-who-charmed-victoria-gets-pride-of-place-ckdl8lwmz

Wikipedia

En ulækker omgang pædofili og nepotisme

 

Robert Richards IV

Du Pont-arvingen Robert Richards IV voldtog jævnligt sin datter fra hun var tre år gammel, dvs. fra omkring 2007, men han kom aldrig i fængsel for svineriet, fordi han og hans familie havde gode forbindelser, var rige og kunne betale sig fra den straf, der automatisk ville have ramt en fattig mand uden kontakter. Under udredningen og også i retten jamrede han over, hvor dårligt han havde det over det, han havde gjort. "There’s no excuse for what I’ve done to her," sagde han, og det havde han så sandelig ret i, men hvad blev der gjort ved ham? Intet - eller meget, meget lidt, for han fik en betinget dom på otte år, da dommeren var bange for, at han ville komme ud for slemme ting i et fængsel sammen med andre ikke-rige indsatte, der bare ikke kan lide pædofile fædre, der forgriber sig på deres børn. Ud over denne pro forma-dom skulle han betale en bøde på $4,395 samt gennemgå en eller anden form for behandling. 

Dommer Jan Jurden

Skrækken for, at man ville give ham samme behandling i fængslet, som han havde givet sin datter i hjemmet, virker ikke helt logisk, da han ikke er/var en lille splejs, men en ca. 188 cm høj fyr på omkring 135 kg. OK, hvis det hele er blæver, så er det ikke til hans fordel, men det lader det ikke til at være. Ergo: de vil formentlig hade og foragte ham i fængslet, men han må formodes at kunne forsvare sig imod eventuelle angribere, så den begrundelse dur bare ikke. Efter domsafsigelsen undskyldte dommeren - Jan Jurden - dommen, men det er nu ikke nok for dem, der ser dette som et klart tilfælde af nepotisme: visse steder i verden står penge og forbindelser altid over loven ..... 

I et land som USA, hvor man simpelthen tilbeder penge og rigmænd, har man set mange sære eksempler på, hvordan retfærdigheden tipper over, når det er en velhavende forbryder, der afgjort har fortjent noget andet end et "klap på kinden" eller en "løftet pegefinger". Denne sag har da også vakt forargelse, men den er jo blot én ud af mange, så det virker hyklerisk på mig, når ikke forargelsen følge af noget mere substantielt. På den ene side, anklager, fængsler og fordømmer man mange pædofile, på den anden har vi så en sag som denne, hvilket virker selvmodsigende.

At den lokale presse ligesom overså denne sag er direkte sært. Var de i lommen på den overmåde velhavende Du Pont-familie, der støttede og hjalp deres fortabte slægtning hele vejen igennem, eller hvordan gik det til? Fordi den lokale presse "så forbi" forbrydelsen, kom der ingen negative artikler om faderen, der voldtog sin lille datter. I hvert fald ikke på det tidspunkt, hvor retssagen og dommen var aktuel, for senere kom der skred i en udvikling, der umuligt kan have været rart for hverken forbryderen eller hans fornemme slægt.

Tracy Richards

Dommen faldt altså i 2009, men i 2014 sagsøgte hans ekskone, Tracy, ham for de skader, hans forbrydelse havde givet hende og barnet. Det satte fut i offentlighedens interesse på nationalt plan og skabte forargelse, ligesom mange udtrykte afsky for den milde dom, der jo slet ikke stod mål med forbrydelsen eller lovgivningen på området. At han heller ikke var så god til at overholde aftalen om at lade sig behandle for sine stygge lyster, gjorde bestemt ikke sagen bedre. En dyberegående psykiatrisk undersøgelse pegede også på muligheden af, at han ikke bare havde forbrudt sig imod sin datter, men også sin søn. Han lader dog til at have indgået en eller anden form for aftale med sin ekskone, som hun nægter at tale om med udenforstående, for han kom stadig ikke i fængsel, og hans betingede dom gik kun til 2017, så han er kommet fra sagen uden de helt store vanskeligheder. Nu holder han lav profil og lever sit liv i en Du Pont-ejendom med store, skyggefulde træer, der beskytter ham imod nysgerrige pressefolk og pædofili-hadere.

Vinden vendte dog, da Tracy startede sin retssag, for folk blev forargede over, hvad han havde gjort - og indrømmet under domsafsigelsen i 2009 - og også over, at han ikke havde betalt barnet/børnene nogen erstatning. Hvor den første dom netop ikke havde tiltrukket sig den store opmærksomhed, så blev det nu helt anderledes, og folks harme gik også ud over dommeren, Jan Jurden, der måtte have speciel beskyttelse. Ingen forstod, hvordan han kunne gøre, hvad han havde gjort eller hendes overmåde milde dom. Spørgsmålet om forbrydere, der betaler sig til at nærmest uigennemtrængeligt forsvar, var også oppe at vende i flere sammenhæng, hvilket mildt sagt er på tide.

https://edition.cnn.com/2014/04/02/justice/delaware-du-pont-rape-case/index.html

 

https://www.killingmycareer.com/tag/dupont-heir-robert-h-richards-iv/ 

 

https://eu.delawareonline.com/story/news/local/2014/06/27/du-pont-heir-ex-wife-settle-child-sexual-abuse-lawsuit/11578711/ 

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2593119/Revealed-Multimillionaire-du-Pont-family-heir-spared-jail-raping-three-year-old-daughter-judge-decided-not-fair-bars.html

https://www.forbes.com/sites/denizcam/2019/06/14/how-a-du-pont-heir-avoided-jail-time-for-a-heinous-crime/?sh=400c87b929db 

https://eu.delawareonline.com/story/news/local/2014/06/27/du-pont-heir-ex-wife-settle-child-sexual-abuse-lawsuit/11578711/



https://www.news.com.au/world/heir-to-du-pont-chemical-business-robert-h-richards-iv-raped-daughter-but-spared-jail-after-judge-said-he-woudnt-fare-well-in-prison/news-story/73bea5f928e919ceb0cb12877cec63a7 

"Det Levende Skelet"

 

Der er blevet gættet på, hvad der var galt med Isaac W. Sprague (1841-1887), men man er stadig ikke kommet frem til en endelig diagnose af hans mærkelige tilstand som "levende skelet". Hvad fejlede han, der gjorde, at han bare tabte og tabte sig, selv om han havde en sund appetit, og begge hans forældre var ganske normale??? Var det en muskelsygdom, som nogle læger mener, eller var det "noget med stofskiftet", som andre hævder? Problemet blev bl.a. forsøgt forklaret med, at "han svømmede for meget",  hvilket lyder som en ret vild påstand. Det kan dog være rigtigt, at det stadige vægttab startede med kramper efter en svømmetur, da han var 12 år gammel, og derfra bare fortsatte og fortsatte, men det lyder som en skrøne. 

Modelbillede af skomagerværksted

Faderen var skomager, og det var meningen, at den unge Sprague skulle følge i hans spor, men det blev hurtigt klart for alle, at hans fysiske tilstand gjorde ham for svag til at udføre almindeligt arbejde. Gode råd var dyre, men så fik han forskellige tilbud om at blive en del af de "sære mennesker"-shows - Freak Shows - der var så populære en overgang: han ville egentlig ikke, men havde ikke andre muligheder, så han lod sig vise frem som "Det levende skelet", bl.a. i "P.T. Barnum’s American Museum" på Manhattan. Det var dér, tidens "freaks" slog deres folder og tjente til dagen og vejen ved at fremvise deres fysiske særheder og deformiteter. Hans løn var på $80 om ugen, hvilket svarer til $1,320 i 2021, og beregnet ud fra tidens levefod, tror jeg, det var ganske godt for en ufaglært mand.

Ja, levende var han, men cirkuslivet var hårdt, og han havde jo ikke valgt det, fordi han elskede at vise sig frem, tværtimod. Han blev dog hos Barnum i tre år, indtil en cirkusbrand i 1863 var ved at tage livet af ham. Denne ulykke ansporede Barnum til at omorganisere sit cirkus og oprette “P. T. Barnum’s Grand Traveling Museum, Menagerie, Caravan & Hippodrome” i 1870, men det betød ikke et farvel til Sprague. Nogenlunde samtidig mødte han Tamar Moore, der blev hans hustru samt mor til hans tre - iøvrigt helt normale - sønner.

Med ansvaret for en familie måtte Sprague sørge for at tjene nogle penge, og den eneste udvej var Barnum. På det tidspunkt vejede han 40 kg og var naturligvis meget fysisk svag. Derfor bar han somme tider en halskrave med mælk, der hele tiden forsynede ham med næring. Dette reddede muligvis hans liv, men noget andet tærede på ham og hans livskraft, nemlig økonomien. Han blev ofte ramt af uheld, og det blev ikke bedre af, at han sad i gæld på grund af sin uforsigtighed med penge. Faktisk var han ludoman, og det lader ikke til, at han på noget tidspunkt formåede at gøre sig fri af sin spillelidenskab.

Publikum var stadig glade for ham og hans optræden, så han havde en fortsat mulighed for at tjene penge på sit udseende. Der var i øvrigt forskellige imitatorer, der sultede sig selv for at blive som ham, så de også kunne blive cirkus-"artister". Andre har dog været ægte "levende skeletter" som f.eks. nedenstående kvinde. Han var altså ikke ene om sin underlige sygdom/tilstand, men der var tilsyneladende ingen, der vidste, hvordan den skulle behandles.
 

Et af de meget populære numre, han optrådte med, var en fiktiv boksekamp med sin freak-kollega, "Fatso". Kontrasten mellem tyk og tynd forekom folk morsom i sig selv, hvilket er typisk for disse shows: syge og handicappede blev begloet og applauderet for det, der rent faktisk var ulyksalige sygdomme.

Isaac W. Sprague's sidste år var vanskelige, ikke mindst økonomisk, og på et tidspunkt gik han med til at sælge sit lig, når han engang døde. Han fik udbetalt $1,000 af Harvard Medical School, men døde i decideret fattigdom den 5. januar 1887. Selv om det jo var sørgeligt, så må man sige, at han viste styrke og også værdighed i sin måde at tackle de begrænsninger, hans tilstand udstak for ham: han peb ikke.                                             

https://allthatsinteresting.com/isaac-w-sprague

https://worldhistoryproject.org/1865/isaac-w-sprague-aka-the-original-living-skeleton-begins-performing-at-barnums-american-museum

https://historyofyesterday.com/the-living-skeleton-represents-the-crude-part-of-humanity-4dcfe72f1c12

 

Wikipedia