Baby-bokse og uønskede nyfødte

Man skulle ikke tro, at disse "baby-bokse" til uønskede, nyfødte børn er nødvendige i et moderne samfund. Folk kan da bare få en abort eller bortadoptere deres babyer efter fødslen, ikke? Så nemt er det imidlertid ikke, for vi ser stadig nogle af de uhyggelige baby-mord, der var så almindelige før i tiden, hvor forældrene/mødrene satte deres børn ud, så "skæbnen" kunne afgøre, om de skulle omkomme af kulde, sult og tørst uden ligefrem at blive myrdet. Eller de har vel fortalt sig selv, at det så sandelig ikke var mord, selv om deres handling i de fleste tilfælde automatisk medførte barnets død. De professionelle "Englemagersker" var foragtede af samfundet, men de tjente til dagen og vejen ved at befri forældrene/mødrene for det uønskede barn, så de var et mellemled i deres mordprocess. 

Man har fundet udsatte babyer i plastikposer, papkasser eller halvt nedgravet i jord. Det er det barn, der kan være levende, hvorimod dem, der f.eks. smides i en sø, stensikkert dør. En af de babyer, der er blevet fundet i Peru, var halvt nedgravet og havde også fået jord i munden. Da moderen blev fundet, sagde hun, at hun havde dækket barnet med jord for at beskytte det mod de vilde hunde, der var på stedet, men at hun ønskede, at det blev fundet levende. Hun opfattede det altså ikke selv som et decideret mordforsøg fra hendes side, men det kunne let være endt med den lilles død. Man kan sige, at hun tog chancen med en hjerteskærende 50/50-løsning, der ikke burde have været nødvendig noget sted på vor fælles jordklode....

Denne redningsaktion, hvor en herreløs hund finder et udsat, nyfødt barn og redder det, er nok en sjældenhed. Jeg tror i hvert fald, at det oftere sker, at hunden dræber den lille og derpå formentlig fortærer ham/hende. 

Første skridt i at "skabe et hittebarn" er den hemmelige fødsel. Ingen, eller kun meget få, loyale venner, ved noget, idet kvinden føder alene. At det også sker i Danmark kom noget bag på mig, for vi har da andre muligheder end at efterlade nyfødte offentlige steder. Ikke desto mindre var der i 2019 fundet 24 hittebørn siden 1997, hvilket jeg synes er rigtig mange. (Der er ingen tal for danske hittebørn før 1997). Disse hittebørn bliver i de fleste tilfælde anbragt i en plejefamilie og senere bortadopteret. Politiken havde den 2. januar 2018 opstillet en liste over de på det tidspunkt sidste 10 års fund af danske hittebørn, der dog - så vidt jeg kan se - ikke engang er fuldstændig: 

 

1. En nyfødt pige bliver fundet i en plastikpose under en busk i Farum. Hun er afkølet, men uden for livsfare.
2. Nedkølet barn bliver fundet i København, men er uden for livsfare. Pigen er omkring en uge gammel.
3. En kvinde finder et nyfødt barn i en plastikpose i Maribo. Drengen bliver bragt til hospital og overlever.
4. En nyfødt baby bliver fundet død i Søndersø ved Viborg. Barnet var lidt for tidligt født og vejede omkring to kilo. Undersøgelser har slået fast, at det var i live ved fødslen.
5. I et buskads ved Hee Skole i Ringkøbing bliver et spædbarn fundet. Barnet bliver opdaget af en flok legende drenge.
6. Liget af et højst fire dage gammelt spædbarn bliver fundet i en plastikpose i et skovområde nær Horsens.
7. Underkroppen fra liget af spædbarn bliver fundet i grusgrav i Storvorde syd for Aalborg.
8. Lig af spædbarn i plastikpose bliver fundet i å i Odense.
9. Nyfødt dreng bliver fundet efterladt i sommerhuskvarter i Liseleje i Nordsjælland.
10. To-tre dage gammelt barn bliver fundet i god behold i buskads i Odense.
11. Nyfødt barn bliver fundet død bag en hæk i villakvarter i Vanløse.

 

Man spørger sig selv om, hvorfor vi ikke også har "baby-bokse", når problemet åbenbart ikke er ukendt her i landet. I Tyskland er der ca. 90 af disse bokse, men der er dog uenighed om, hvorvidt de har sikret børnene en chance for overlevelse. Umiddelbart kan jeg ikke tro andet, end at det er en god ide, selv om systemet vel ikke kan redde alle uønskede børn, da forældrene måske prioriterer deres egen sikkerhed og anonymitet højere end den nyfødtes liv. 

Baby-boks-systemet gør det ellers muligt for moderen/forældrene at lægge barnet i en varm seng, der står opredt i en klinik på den anden side af lugen. Adgangen til denne seng går altså gennem en lem i muren uden for klinikken. Det skulle være sikkert, men i vore dage, hvor det vrimler med elektriske dimser, der filmer og registrerer alt, kan man måske betvivle overholdelsen af den anonymitet, som systemet angiveligt giver. Dette er uheldigt, da det kan være det afgørende argument for moderen/forældrene. 

Eftersom de allerførste baby-bokse her i Europa går tilbage til 1198 (Marseille) og senere er blevet fulgt af andre i bl.a. Belgien, Holland, Italien, Polen, Schweiz, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Østrig, Sydafrika, Filippinerne, Indien, Japan, Malaysia, Pakistan, Sydkorea, Canada og USA, så har ideen vist sig nyttig. Man har virkelig reddet børn, der nemt kunne have været døde, fordi moderen/forældrene ikke så anden udvej end at dræbe dem. Alfa og omega for brugen af disse bokse er imidlertid den garanterede anonymitet, hvilket også betyder ingen overvågningskameraer ....

 

https://monicakelsey.com/

 

https://shbb.org/about-us

 

https://www.newyorker.com/news/news-desk/the-baby-box-lady-of-america

 

http://homelanding.dk/en-baby-en-plastikpose/

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/babyluger-spreder-sig-over-hele-verden 

 

Wikipedia

Magtdrømme og et kæmpestort ego på afveje

 

Sejrrig, stolt og charmerende, ja, sådan var den amerikanske sanger og komponist Joseph Brooks (1938–2011) på dette tidspunkt af sit liv, men det skiftede til noget helt andet, efterhånden som hans karriere og privatliv ikke længere fulgte hans ønsker. Trist nok, for han havde talent og kunne have haft et godt liv, hvis bare han havde indrettet sig på den kendsgerning, der faktisk gælder for os alle, selv om vi selv tror, vi er noget særligt: verden er ikke indrettet på vores ønsker alene, og andre mennesker er ikke skakbrikker, som man kan flytte omkring efter forgodtbefindende.

Som barn havde Brooks angiveligt lært at spille klaver allerede som 3-årig. Bare to år efter begyndte han at skrive skuespil. Nogenlunde samtidig begyndte han dog også at stamme. Et problem, der formentlig opstod i forbindelse med hans forældres skilsmisse. Selv blev han gift og skilt fire gange, og han fik lige så mange børn. Et af disse, nemlig sønnen Nicholas, opnåede sin egen form for berømmelse, da han som 24-årig myrdede sin ti år ældre kæreste, den kønne og talentfulde peruvianske badedragts-designer, Sylvie Cachay, på et hotel. Dette skete formodentlig, fordi hun ville gøre alvor af sine tidligere trusler om at forlade ham, fordi han ikke foretog sig meget andet end at drikke og tage stoffer. Han var desværre det, man kunne kalde "a lost case" efter at have tilbragt det meste af sin barndom alene med sin far, der ikke bare forbød ham at se moderen, der var flygtet til England med parrets datter, men som også nedgjorde og mishandlede den lille dreng både psykisk og verbalt. Intet han gjorde var godt nok eller bare nogenlunde rigtigt.

Der er ingen tvivl om, at Joseph Brooks var en elendig far, og resultatet var altså en søn, der hadede og frygtede ham, og som slet ikke kunne klare sig selv. Han havde simpelthen ikke lært de færdigheder, der kunne have gjort ham i stand til at forsørge sig selv, hvilket afgjort hang sammen med hans fars konstante nedgørelse af ham. 

Joseph fik grundlagt en formue gennem det, han havde en speciel succes med, nemlig "jingles" til reklamespots. Ud over det skrev han hit-sange som f.eks. "My Ship Is Coming In", "If Ever I see You Again" og "You Light Up My Life", foruden at han producerede forskellige ting. Dvs. at han havde afgjort succes, men måske ikke på den måde, han selv havde ønsket, for oprindelig sigtede han på en karriere som sanger. Hans film, "You Light Up My Life", som han selv havde ventet sig meget af, floppede totalt, men i stedet for at acceptere, at kritikerne ikke kunne lide den, spildte han omtrent $1.5 på at tilbagevise kritikken. Denne reaktion var ret typisk for ham, da han åbenbart ventede, at han - og kun han - kunne afgøre, hvad der var godt eller bare brugbart i hans liv.

Der var imidlertid nogle år, hvor han nærmest væltede sig i succes, tjente en masse penge og fik forskellige priser, men så gik det galt, for den 23. juni 2009 blev han stillet over for 91 anklager om ret slemme overgreb på unge kvinder med skuespiller-ambitioner. Med hjælp fra sin betroede assistent, Shawni Lucier, fik han lokket disse kvinder til sin lejlighed i New York under påskud af at ville bedømme deres evner som skuespillere, så han kunne hjælpe deres karriere på vej. 

Sådanne klamme fyre har der unægtelig været en hel del af inden for branchen, men det uhyggelige med netop denne specielle sag er, at det hele var konstrueret som et velsmurt maskineri, hvor Shawni Lucier optrådte som en mellemting mellem en alfons og en trofast tjenestepige. Når Brooks lagde an til at overfalde og voldtage de unge kvinder, der besøgte ham, så trak hun sig diskret tilbage og lod ham være alene med dem. På en vis måde var hun hans Ghislaine Maxwell, men han var kun en delvis Epstein, for han videreformidlede ikke kvinderne.

Den som ung ganske pæne og tiltrækkende Brooks blev efterhånden forvandlet til et fysisk vrag. På de sidste billeder ligner han noget, der er løgn, og det er velfortjent, når nogle journalister har kaldt ham "creepy" (: uhyggelig). Fortrød han sine misgerninger, både over for sine eks-koner, sine børn og over for de kvinder, han forgreb sig på? Det er der ikke meget, der tyder på, for han brugte hele den formue, som hans søn Nicholas stod som arving til, og som han havde regnet med at få, på advokater, der skulle få ham frikendt. At han var en forbryder, ville han nok aldrig selv indrømme, men han slap nu ikke, for anklagerne bare voksede og voksede. Til sidst, da det formodentlig endelig gik op for ham, at han som godt 70-årig stod over for en fængselsdom, begik han selvmord.

For mig at se var Brooks en typisk repræsentant for en bestemt mandetype, der ikke kan forestille sig en verden, hvor de ikke bestemmer. Havde han behøvet at overfalde og voldtage alle de kvinder? Formentlig ikke, da hans ry sikkert kunne have skaffet ham en ny kæreste eller kone på frivillig basis, men det har næppe været nok for denne magt-liderlige mandsperson. At voldtage og misbruge kvinder har givet ham den magtfølelse, han åbenbart altid har hungret efter, og som man ser hos så mange andre voldtægtsforbrydere og kvindemordere.

 

https://nymag.com/news/features/71271/

 

https://www.nytimes.com/2011/05/23/nyregion/joseph-brooks-found-dead-won-songwriting-oscar.html 

https://www.imdb.com/name/nm0112072/

 

Wikipedia

Hun fulgte ham gennem tykt og tyndt - også i krig

Familierne Blalock og Pritchard havde være på kant med hinanden i 150 år, så det kom som en stor overraskelse for alle, da Sarah Malinda Pritchard (ca. 1840-1901) giftede sig med William McKesson Blalock (1838-1913) i 1856. Hans kælenavn var "Keith", og inden længe fik hun sit eget meget specielle kælenavn for en kvinde, nemlig "Sam". Det skete i forbindelse med en dristig handling, der kunne have kostet hende livet, men som hun slap godt fra: da hendes elskede "Keith" blev indkaldt i Borgerkrigen på Sydens side, forklædte hun sig den 20. marts 1862 som soldat og fulgte ham, uden at han på forhånd vidste det. For at gennemføre sin plan klippede hun sit meget lange hår af og iklædte sig lidt for stort mandetøj, der skjulte hendes kvindelige former. Denne list lykkedes hende, indtil hun blev såret i skulderen, og feltskæreren fandt ud af, at hun i hvert fald ikke var en mand. Han lovede imidlertid Malinda og Keith ikke at røbe hemmeligheden med det samme, så de fik tid til at planlægge deres flugt.

William McKesson Blalock, også kaldt "Keith"

Oprindelig havde det været "Keiths" plan at flygte fra sydstatshæren, når den bevægede sig over i et område, hvor det ville passe med hans ønsker, men forholdene gjorde, at han i stedet måtte lade sig forfremme. Noget, der skete ret hurtigt efter, at han var trådt ind i hæren, da han åbenbart havde specielle evner for det militære. Flugtplanerne rumsterede dog stadig i hovedet på ham, nemlig fordi han i virkeligheden ønskede at skifte side og tilslutte sig de nordstatsstyrkerne. Hvorom alting er, så skaffede han sig mulighed for at forlade hæren ved frivilligt at pådrage sig et voldsomt eksem. Malinda, der havde poseret som hans bror, "Sam", fulgte med, efter at have røbet sit sande køn og derpå være blevet smidt ud af hæren, hvor hun ellers havde gjort god fyldest.

Denne blodige borgerkrig kostede 620.000 soldater samt mange civile livet. Den afsluttede ganske vist slaveriet og genskabte Unionen, men mange af de stridigheder, der lå til grund for krigen, fortsætter den dag i dag. Meget trist, også fordi en borgerkrig kan splitte en familie fuldstændig, da de enkelte familiemedlemmer jo kan have valgt hver sin side. "Keith" og Malinda var ikke enige politisk, men det lod de ikke komme imellem sig, selv om det dog er tydeligt, at hun fulgte ham, ligegyldigt hvad han valgte. Hun ville ganske enkelt være sammen med ham, ligegyldigt hvad.

Efter "Keiths" nummer med den selvpåførte eksem tog ægteparret hjem igen, men det varede ikke længe, før man forstod, at han i virkeligheden var en desertør. Lokale Sydstats-agenter stillede ham over for et valg: meld dig til hæren endnu engang eller bliv indkaldt, og dette påbud fik dem til at flygte. På et tidspunkt levede de sammen med andre desertører og nordstatssympatisører i bjergene, hvor de deltog i guerillakrigsførelse, foretog raids, etc., etc.. Malinda blev endnu engang såret i skulderen, og "Keith" mistede det ene øje. Efter krigen slog de sig ned som bønder, fik fire børn og adskillige børnebørn. Malinda døde af naturlige årsager i 1901 og "Keith" 12 år senere i en ulykke.  

Det interessante ved Malindas historie er, at hun ikke var den eneste kvinde, der gik ind i aktiv militærtjeneste, selv om det var forbudt og blev anset for at være overmåde upassende. Nogle gjorde det ligesom hende, fordi de ønskede at være sammen med manden i deres liv, men det gjaldt nu ikke alle. I visse tilfælde blev deres sande køn interessant nok ikke opdaget før efter deres død, nemlig fordi de havde været lige så gode soldater som deres mandlige krigskammerater. 

 

 

https://www.womenhistoryblog.com/2006/07/malinda-blalock.html 

https://www.ncpedia.org/biography/blalock-sarah........

 

https://wizzley.com/the-women-who-fought-in-the-american-civil-war/ 

 

https://www.nationalwomenshistoricalsociety.org/blog/2018/1/29/malinda-pritchard-blalock 

 

Wikipedia

Et royalt bryllupsnatsmareridt

Den danske kong Valdemar den Stores datter, prinsesse Ingeborg (ca. 1176-1238), var kendt som en køn, venlig og intelligent kvinde, så man har sikkert ikke ventet problemer, da hun ægtede den franske konge, Filip II August (1165-1223). I Danmark har man afgjort set dette ægteskab som virkelig prestigefyldt, selv om der lige fra starten var en del af de forskellige stridigheder, der meget ofte opstod i forbindelse med de gængse forhandlinger omkring kongelige ægteskaber. Det var jo nu engang ikke bare to forskellige privatpersoner, men også to lande, der så at sige blev smedet sammen i Den hellige Ægtestand, og der var meget at tage hensyn til.

Et moderne, romanticeret portræt af kong Filip II August

Filip var blevet konge allerede som teenager og var enkemand, efter at hans første hustru, Isabella of Hainault, var død i barselseng som 19-årig. Meget trist, men dog ikke noget, der burde have nogen indflydelse på forholdet til hans anden hustru, prinsesse Ingeborg, der var kommet fra Danmark, 17 år gammel, med fine, kongelige aner og en pæn medgift. Sidstnævnte plejede at være det centrale ved royale bryllupper, men hvem ved, det var det måske alligevel i dette tilfælde. Kongen og hans første hustru havde i hvert fald været sammen i temmelig lang tid, for hun var bare 10 år - og han nogle år ældre - da de blev gift. 

Isabella of Hainault

Måske man kan sige, at de to var vokset op sammen, og han har muligvis stadig sørget over tabet af hende. Måske for med Filip var der mange besynderlige ting, der ikke helt kan forklares. En samtidig har beskrevet ham således: "... en smuk, stor og stærk fyr, skaldet, men med et venligt rodmosset ansigt, og et gemyt mest til det gode liv, vin og kvinder. Han er generøs over for sine venner, skarp over for dem der har mishaget ham, velbevandret i krigslistens kunst, ortodoks i troen, klog og stædig i sine beslutninger. Han afsiger dom med stor hastighed og nøjagtighed." Desværre var hans dom over hans nye hustru, den danske Ingeborg, overmåde hastig, men bestemt ikke favorabel, for han forskød hende simpelthen på bryllupsnatten. 

Filip II Augusts segl

Ægtefællerne havde ikke mødtes før deres bryllupsdag den 14. august 1193. Dagen efter blev Ingeborg kronet af ærkebiskoppen af Reims som dronning af Frankrig, og derefter var der ikke langt til bryllupsnatten, der fandt sted samme dag. At det forløb på en ganske bestemt måde, hvor ægteskabet blev det, man kalder "konsumeret", var helt afgørende, for uden det blev det ikke regnet for gyldigt. Derfor var det logisk nok en anke, kongen greb til, da han forskød sin nye hustru på selve bryllupsnatten, for han påstod, at ægteskabet ikke var blevet konsumeret. At den unge Ingeborg ikke lod sig forskyde - og da slet ikke med den begrundelse, som hun anfægtede på det kraftigste - er nok kommet bag på ham, men han satte ALT ind på at få hende ud og fandt på den ene årsag efter den anden. 

Ingeborg

Ingeborg benægtede altså, at ægteskabet ikke var blevet konsumeret, og hun gik imod alle hans andre påstande og kneb. Hun blev, og hun var og blev dronning - BASTA! Paven, som hun havde eller fik forbindelse med, lod sig heller ikke besnakke til at give Filip en annullering, heller ikke med en anden (falsk) begrundelse, han kom med, nemlig at de var for nært beslægtede gennem hans første hustru, til at ægteskabet var acceptabelt. En fransk-dansk kirkemand, Abbed Vilhelm, støttede Ingeborg og udarbejdede et slægtstræ over det danske kongehus for at modbevise Filips påstande om en alt for nær beslægtelse. Det ene påskud til en annullering fulgte efter det andet, men Ingeborg veg ikke en tomme, selv om hun var helt og aldeles uønsket ved det franske hof. Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor han ville af med denne smukke, unge og fornemme, danske hustru, der havde opfyldt alle de aftaler, som det danske kongehus havde indgået med ham. Der er dem, der påstår, at misèren skyldtes, at hun havde en forfærdeligt dårlig ånde, hvilket selvfølgelig kan have været rigtigt, men da dramaet jo altså foregik i Middelalderen, kan det ikke have været så meget anderledes end hos mange andre på den tid. Ordet "hekseri" blev også nævnt, hvilket gør, at jeg i hvert fald mistænker, at han blev impotent på bryllupsnatten og gav hende skylden. Det er dog kun en mistanke og ikke andet .....

Sagen minder mig imidlertid om Englands Henrik VIII, der fattede fysisk afsky for sin fjerde hustru, Anne of Cleves, fordi hun ikke faldt for ham, da han hilste hende i forklædning. I hans maskulint-romantiske forestillingsverden burde hun som kvinde være i stand til at se igennem forklædningen og straks falde for den sex-appeal, han selv mente at besidde. Det gjorde hun så ikke, og det må have ramt hans maskuline forfængelighed dér, hvor det gør mest ondt på en mand .....

Filip II August

Hvad Filip II August angår, så kom han altså ikke af med sin nye dronning på lovlig, dvs. kirkeligt defineret vis, men det problem forsøgte han at snyde sig ud af ved at forvise hende til et kloster. Samtidig begyndte han selv at sondere dagens tilbud af giftemodne prinsesser. Den første, han udvalgte, blev imidlertid kidnappet af en greve, der giftede sig med hende, idet han sagde, at hun ikke skulle have en mand, der allerede var gift. Det må have været en besk pille for Filip, men han trøstede sig med Agnes af Andechs-Meranien fra Dalmatien, der fødte ham to børn. 

Agnes af Andechs-Meranien fra Dalmatien

Paven påpegede dog, at dette forhold var bigami, og han beordrede Filip til at forskyde Agnes og straks genoptage ægteskabet med Ingeborg. Dette nægtede Filip, og så satte paven ham under et interdikt, der startede i 1199 og fortsatte til den 7. september 1200. Året efter gjorde presset fra paven og Ingeborgs bror, den danske kong Valdemar Sejr, at han tog sin forskudte dronning tilbage i 1201. Det varede dog 12 år, før hun også blev anerkendt som dronning ved  hoffet.  

Valdemar II Sejr, konge af Danmark og Ingeborgs bror

Ingeborg havde tilbragt tyve år af sit liv enten i et kloster, som hun ikke selv havde søgt ophold i, eller på diverse fjerne slotte. Meget af tiden havde hun været så fattig, at hun solgte eller pantsatte de ejendele, hun havde haft med sig. Det kunne så endda være, men det, at der var gået så mange år, som hun under andre omstændigheder ville have tilbragt som en formentlig produktiv dronning, berøvede hende også chancen for at blive mor til den næste konge eller andre kongelige børn. Sådan ville hendes liv som dronning være forløbet under normale omstændigheder, og det ville hun nok have været tilfreds med, da det var den almindelige karrierevej for en prinsesse.

Filip II August

Da Filip lå for døden i 1223, bad han sin søn, Ludvig VIII, og dennes søn, Ludvig IX, om at behandle Ingeborg med den respekt, der bør vises en enkedronning. Samtidig efterlod han hende en arv på 10,000 Livres. Var det mon derfor, at Ingeborg fik læst messer for hans sjæl, eller havde hun virkelig tilgivet ham? Det vil vi aldrig få at vide, men de to Ludvigers accept af hende og hendes status som enkedronning hang i hvert fald sammen med deres frygt for, at den søn, som Filip havde fået med Agnes, skulle true deres krav på tronen ved at få bekræftet sin legitimitet som ægtefødt. Med Ingeborg som anerkendt enkedronning var det selvfølgelig ikke muligt, for så blev hun jo set som den legitime dronning, også i den periode, hvor Agnes havde haft den stilling. Nu om stunder siger man, at vi er penge-fikserede, men dengang var man afgjort tronfølger-fikseret, hvilket sådan set er to beslægtede tendenser. Hvad bryllupsnattens mareridt angår, så har der været mange skrækkelige kongelige ægteskaber og bryllupsnætter op igennem tiden .....

https://www.buzzfeed.com/juliegerstein/wedding-nightmares-thatll-make-you-glad-youre-single 

https://www.ranker.com/list/most-disastrous-royal-weddings/genevieve-carlton 

https://archive.triblive.com/lifestyles/more-lifestyles/hax-brides-slip-of-tongue-turns-wedding-night-into-nightmare/ 

https://historytheinterestingbits.com/2017/01/15/the-unfortunate-wives-of-philip-ii-of-france/ 

https://www.dandebat.dk/dk-historie36.htm

 

Wikipedia

 

Vilde affærer på kryds og tværs

 

Violet Trefusis (1894-1972) var en køn pige af god familie. Hendes far, George Keppel, var søn af den syvende jarl af Albemarle, men hans familie mistænkte nu, at han ikke var Violets biologiske far. I stedet nærede de en vis mistanke om, at hendes rigtige far var bankieren og parlamentsmedlemmet William Beckett, der senere blev den anden baron Grimthorpe. Nu var hendes mor, Alice Keppel, jo heller ikke ligefrem en dydsdragon, og hun var i mange år den senere kong Edward VIIs yndlingselskerinde, så mistanken er måske ikke så mærkelig endda ....

Alice Keppel med sin datter, Violet

Ja, den lille Alice var en yndig pige, hvem nu end hendes far var. Når man husker hende i dag, så skyldes det imidlertid ikke hendes forældre, men hendes pige-kæreste, forfatteren Vita Sackville-West (1892-1962), som hun havde kendt, siden hun var ti år gammel. Vita var gift med diplomaten, politikeren og forfatteren Sir Harold Nicolson (1886-1968), der var lige så omkringflagrende som sin forfløjne hustru. 

Vitas mand, Sir Harold Nicolson

Som medlemmer af den særdeles liberale Bloomsbury-gruppe levede de i det, vi i vore dage kalder et "åbent ægteskab". Begge havde forskellige affærer med alle mulige personer af begge køn. Noget, der forøvrigt var kendt i samtiden. Nok var nogle af de ting, de lavede, ret skandaløse, men da begge ægtefæller foretog sig alt muligt erotisk, så blev de sædvanlige løftede øjenbryn måske i virkeligheden i deres tilfælde forvandlet til en måben af forbløffelse.

Vita hyggesnakker med sin mands elsker, Raymond Mortimer

Sir Harold Nicolson havde såmænd lige så mange affærer med mænd, som Vita havde med kvinder, men ægteskabet holdt alligevel, og de fik også to sønner, hvoraf den ene, Nigel Nicolson, udgav en bog i 1973 om sine forældres usædvanlige ægteskab, "Portrait of a Marriage".

Vita Sackville-West

 

Engang måtte Harold dog rejse efter sin kone til Frankrig, fordi hun var stukket af med Violet, der på det tidspunkt var hendes store kærlighed. Ikke nok med at Vita var vild med den flyvske Violet, som hun altså havde kendt siden barndommen, men denne havde også en sådan magt over hende, at Sir Harold Nicolson anså hende for at være den eneste, der kunne true ægteskabet. Normalt kaldte han sin kones lesbiske affærer for "her muddles", så han tog dem åbenbart ikke særlig alvorligt. Hans skræk - og respekt - for den forføreriske Violet fremgår imidlertid af hans beskrivelse af hende som "a fierce orchid, glimmering and stinking in the recesses of life". UHA, siger man bare, men han var jo altså en mand, der følte sig alvorligt truet af en farlig rival/rivalinde, så man må vel bære over med ham .....

 

 

Violet med sin mor, Alice Keppel

 

Da Violet havde tilbragt flere måneder med Vita i Frankrig, var blevet set sammen med hende i forskellige offentlige sammenhæng som f.eks. på en danse-restaurant i Monte Carlo, trådte hendes mor, Alice Keppel i karakter. Hun forlangte, at Vita giftede sig med en af de mange mænd, der var betaget af hende, men som slet ikke interesserede hende. Den unge mand, Alice havde i kikkerten, var krigshelten Denys Trefusis (1890-1929), og efter at han havde svoret aldrig så meget som at røre hende, gik Violet med til ægteskabet. Han var meget forelsket i hende, men hun havde stadig en masse følelser for Vita, og de talte om og planlagde jævnligt at stikke af sammen. Ligesom Harold måtte også Denys - efter pres fra sin svigermor, Alice Keppel - hente sin hustru hjem til familiens arne efter en kærligheds-udflugt med Vita. På disse ture nød de to kvinder hinandens selskab, og da de begge skrev, fik de meget ud af at samarbejde omkring udarbejdelsen af et fælles roman-projekt, der dog aldrig blev færdiggjort, men som formentlig kan findes som fragmenter i deres senere separate værker. 

 

Violets påtvungne ægtemand, Denys Trefusis

 

Den jaloux Harold, der jo frygtede at miste sin hustru, Vita, greb til en tarvelig list: han påstod, at Violet havde været utro imod hende, og at hun havde været i seng med sin mand, Denys Trefusis. Dette benægtede Violet på det kraftigste, og der var sandsynligvis ikke belæg for anklagen, men det gav anledning til mistro mellem de to kvinder. Deres affære fortsatte dog, off and on, i årevis, men da de endnu engang flygtede til Frankrig, og deres respektive mødre sendte deres svigersønner ud efter dem, vidste Violet, at den lakkede imod enden. 

 

Violet og Denys Trefusis, side om side, men uden egentlig at være sammen

 

Forholdet mellem Violet og Denys var altså formelt, idet det ikke var, hvad han havde ønsket, eller vel sagtens havde forventet. Alligevel var det ham, der præsenterede hende for den særdeles velhavende amerikanske Singersymaskine-arving, Princesse de Polignac (1865–1943), der - som stort set alle denne tids kvinde-elskende damer - var gift. Hun havde sin prinsesse-titel fra sit andet ægteskab med den musik- og kunstelskende bøsse Prins Edmond de Polignac (1834-1901), der fulgte efter et katastrofalt, annulleret ægteskab med prins Louis de Scey-Montbéliard, hvor bruden var flygtet fra brudgommen på bryllupsnatten og havde truet med at dræbe ham, hvis han rørte hende.

 

Princesse de Polignac, født Winnaretta Singer

 

Ægteparret Polignac havde en mondæn salon i Paris, hvor berømtheder som f.eks. Proust, Cocteau, Valery og Poulenc kom. Derudover blev de mæcener for komponister som Debussy og Ravel samt mange andre. Han var amatør-komponist, og hun elskede musik, hvilket var med til at binde dem sammen. De havde simpelthen et godt kammeratskab, der samtidig var et anerkendt dække for deres egentlige tilbøjeligheder, da de begge dyrkede deres eget køn. Winnaretta havde masser af forhold med kendte kvinder som f.eks. maleren Romaine Brooks, pianisten Renata Borgatti samt - i ti år (1923-1933) - Violet Trefusis. På et tidspunkt havde hun desuden et forhold til den berømte engelske forfatter Virginia Woolf (1882-1941), hvilket indirekte forbinder hende med Violets store kærlighed, Vita Sackville-West. 

Vita Sackville-West og Virginia Woolf

 

Begge skrev, men Virginia bevægede sig nu på et andet kunstnerisk niveau end Vita. (Der var også dem, der mente, at Violet nåede litterære højder, der lå over Vitas, men det er ligesom en anden historie .....). 

 

Virginia Woolf satte Vita Sackville-West et forrygende minde med romanen "Orlando" fra 1928, for hun var inspirationen til den. Den fortæller den totalt vilde historie om den flotte adelsmand Orlando, der er en af dronning Elizabeth I's yndlinge. Som 30-årig gennemgår han imidlertid et forunderligt kønsskifte og lever videre som kvinde i (foreløbig) 300 år, dvs. op til vores tid, uden spor af synlige alderstegn. Medens Virginia altså er inspirationen til romanen, så optræder Violet som den lunefulde, meget smukke og sexede, men utro russiske prinsesse Sasha, der knuser hans hjerte, og som måske er den, der indirekte sætter gang i hans forvandling. 

 

Violet blev i Frankrig indtil tyskerne besatte Paris under Anden Verdenskrig, for da vendte hun tilbage til England. Hun genopfriskede forbindelsen med Vita, men nu (formentlig) som et venskab uden erotiske undertoner. På det tidspunkt havde Virginia Woolf begået selvmord, angiveligt af frygt for, at hendes skrøbelige sind skulle briste endnu engang, så hun skulle indlægges. Da Violet døde i 1972, var det ti år efter Vita. På det tidspunkt var den førhen så eventyrlige og dragende kvinde en skygge af sig selv, idet dødsårsagen var sult som følge af en sygdom, der gjorde, at hendes krop ikke formåede at optage det, hun spiste.

 

Violet Trefusis tre år før sin død

https://puncherandwattmann.com/scholar-finds-sackville-wests-poem-to-mistress-violet-trefusis-as-it-falls-out-of-book/ 

 

https://rebeccastarrbrown.com/2019/03/07/bertie-mrs-keppel/

 

https://lesbianmeetsbooknyc.wordpress.com/2011/08/07/an-unexploded-bomb-violet-trefusis/ 

 

https://familypedia.fandom.com/wiki/Denys_Robert_Trefusis_(1890-1929) 

 

https://www.theguardian.com/books/2013/apr/29/sackville-west-lost-poem-lover-trefusis 

 

Wikipedia

Når mødre biologisk set ikke er mødre, men mostre .....

 

Man har altid sagt, at faderen er usikker, for moderen kan jo have haft en affære med en anden mand, hvorved manden snydes for chancen til at få sine gener videreført. Hvor faderen altså altid er usikker, er moderen til gengæld altid sikker, især hvis fødslen er bevidnet af troværdige personer. Hvis ikke, nå ja, så kan der opstå tvivl, sådan som vi bl.a. har set det i et par kongehuse, der angiveligt har forsøgt at pådutte samtiden en ikke-selvavlet arving. Det var det, som bl.a. den engelske kong Jakob II (1633-1701) blev beskyldt for, hvilket var baggrunden for den såkaldt "Glorværdige Revolution" i 1690, der endte med til at koste ham den engelske trone. 

Den amerikanske alenemor Lydia Fairchild var aldrig i tvivl om, at hendes børn, som hun jo selv havde båret og født, virkelig var hendes. Mistanken om, at det ikke var tilfældet faldt hverken hende eller hendes venner ind, for hvordan kunne noget så selvindlysende betvivles??? Da det alligevel skete, og hun blev beskyldt for forskellige former for socialbedrageri, var hun mindst lige så forbløffet som alle andre, bl.a. læger, politifolk og formentlig også hendes familie samt nære venner.

Hvordan kunne sådan en situation dog opstå? Jo, det hang sammen med hendes sociale situation. Eftersom hun altså var alenemor til to børn og ventede nr. 3, så var hun så at sige blevet presset af omstændighederne til at søge økonomisk hjælp. Som led i ansøgningen skulle hun imidlertid give sit og børnenes DNA, så man kunne se, at hun ikke var en socialbedrager, men virkelig var mor til børnene. Stor var hendes forbløffelse - og vantro - da div. videnskabelige tests afslørede, at det var hun ikke. De børn, hun dog havde født og båret, var biologisk set slet ikke hendes. Derfor foregik fødslen af det tredie barn under opsyn, og det var overmåde spændende, hvad analyser af dette barns blod ville vise. Forvirrende nok for alle - og ikke mindst Lydia - var heller ikke dette barn hendes i biologisk forstand. Faktisk var hun alle sine børns moster, men ikke deres mor ifølge eksperterne.

Heldigvis for hende viste det sig, at hun ikke var den eneste kvinde, der havde oplevet noget lignende, og yderligere analyser beviste, at ja, hun var børnenes moster, selv om det var højst besynderligt, da hun ikke havde en søster. Forklaringen lå i fænomenet tvillinger, for uden at hun eller nogen i familien vidste det, måtte hendes mor i sin tid have ventet to enæggede døtre, da hun fødte hende. Det ene foster var blevet opslugt af det andet - nemlig Lydia -  ligesom det sker med siamesiske tvillinger. To personer smelter sammen i deres mors livmor og bliver til én, hvilket der er forbløffende mange eksempler på, selv om mange sikkert omkommer før fødslen.

Det besynderlige biologiske fænomen, som Lydia og et par andre kvinder oplevede, kaldes "kimære" efter den gamle sagnfigur, der bestod af flere forskellige dyr. "Kimærisme" opstår, når et par tveæggede tvillinger, der har hver deres blodtype, udveksler bloddannende stamceller i livmoderen. Hvis der så sker det, at den ene tvilling "opsluger" den anden, så kan der ske det samme som i Lydias tilfælde. Hvor det "opsugede" foster er hankøn, får det indvirkning på den overlevende søsters celler. Forvirrende nok kan også bl.a. sådan noget som f.eks. knoglemarvs-transplantationer føre til et individs forandring til en kimære. Mildt sagt besynderligt, og jeg vil ikke påstå, at jeg helt ud forstår processen, men den er altså velkendt nu.

Hvad Lydia angår, så blev alle anklager og mistanker om socialbedrag droppet efter afsløringen af, hvordan en mor ikke altid er mor til de børn, hun har båret i ni måneder samt født på samme måde, som hun i sin tid selv blev født.

https://www.scientificamerican.com/article/3-human-chimeras-that-already-exist/

 

Medical mystery: Woman gives birth to children, discovers her twin is actually the biological mother

 

Wikipedia

Dronning Victoria og hendes afrikanske protegé og fan

Det er ret tankevækkende, at den engelske dronning Victoria, hvis farmor, nemlig George III's dronning, (Sophia) Charlotte af Mecklenburg-Strelitz, angiveligt var "farvet", tog imod en lille, yndig, sort slavepige som gave i 1850, og at hun blev meget glad for hende. Nogle hævder, at hun ligefrem blev adopteret af dronningen, men det tror jeg nu ikke er tilfældet. Den rette betegnelse er formentlig "guddatter", og det var ikke enhver beskåret at blive kaldt af dronningen af England.

Victorias farmor, (Sophia) Charlotte af Mecklenburg-Strelitz var overmåde populær blandt sine engelske undersåtter, selv om hun blev regnet for "mindre pæn" - for nu at sige det på den måde - på grund af sine efter sigende tydelige negroide træk. Hvem ved, måske elskede Victoria hende, som hun var, og måske spillede dette ind, da hun faldt for den lille, sorte pige, der havde haft en meget usikker tilværelse som slave, men som efter sigende oprindelig var født som prinsesse i Nigeria?

Pigen, der blev født i 1843, hed oprindelig Aina eller Ina, men hendes navn blev ændret til Sarah Forbes Bonetta, da den engelske kaptajn Frederick E. Forbes bragte hende til Europa. Hun var blevet fanget nogle år før under en af kongen af Dahomeys slavejagter, hvor hendes forældre var omkommet. Som 7-8-årig slavepige hos kongen blev hun senere overgivet til englænderen som led i en gaveudveksling, men det er lidt usikkert, om hun allerede på det tidspunkt var tænkt som en gave til dronning Victoria. Knap 8 år gammel blev hun i hvert fald givet videre til dronningen, hvis yndling hun blev. Den børnerige dronning, der ellers ikke var vild med børn, faldt simpelthen for den lille, bedårende og meget vakse pige og sørgede for, at hun blev undervist i alle en pæn viktoriansk dames færdigheder. At barnet viste sig at være overmåde intelligent var afgjort med til at skaffe hende dronningens sympati, og det har selvfølgelig også gjort omstillingen fra afrikansk slave til fin society-dame mulig, for det må have krævet en hel del af et barn at omstille sig på denne måde. Efter nogen indledende undervisning kom hun imidlertid til at bo hos præsten Frederick Scheon og hans kone, og de stod for den daglige pleje, pasning og vel sagtens også undervisning.  

Da kaptajn Frederick E. Forbes tog imod den lille slavepige som gave, skyldtes det bl.a., at han var klar over, at en af Dahomey-skikkene bestod i menneskeofringer, og det ønskede han ikke for lille, henrivende Aina/Ina. Hendes væsen gav ham indtryk af, at hun kom fra en fornem familie, men man har dog aldrig for alvor kunnet etablere en helt pålidelig stamtavle for hende, selv om hun blev regnet for prinsesse. Hvorom alting er, så passede hun godt ind i det engelske hof som dronningens guddatter, men kaptajn Forbes havde oprindelig været villig til selv at tage hende til sig, formentlig som adoptivdatter. 

I 1862 fik Sarah - som dronningen forøvrigt kaldte Sally - tilladelse til at gifte sig med kaptajn James Pinson Labulo Davies, der var en begavet og ganske flot nigeriansk forretningsmand, landmand, søofficer, statsmand og filantrop, og de flyttede derpå til Afrika. Sarahs svigerforældre havde også været slaver, men var blevet befriet af englænderne, så man kan sige, at med det ægteskab kom hun hele cirklen rundt mht. oplevelser for til sidst at havne dér, hvor hendes egentlige rødder var.

Sarah havde taget sin ældste datter, den senere Mrs. Victoria Randle, med til London for at præsentere hende for dronningen som lille barn. Senere besøgte denne afrikanske Victoria og to af hendes børn selv dronningen. På det tidspunkt har Sarah formentlig været død, for hun døde allerede som 37-årig af en tuberkulose, hun nok har raget til sig i det kolde, engelske klima.

Sarahs skæbne spejles indirekte af Martha Ann Ricks (1817-1901), der var født som slave i Tennessee, for dér kunne lille Sarah såmænd også være endt, hvis hun da ikke var blevet ædt af kongen af Dahomey's undersåtter. Denne konge levede nemlig af slavejagt og forsynede bl.a. Sydens bomuldsmarker i USA med afrikanske slaver.

I 1830 købte Martha Ann Ricks far, George Erskine, sin familie fri af slaveri, og de flyttede alle til Liberia. Martha giftede sig med en mand ved navn Zion Harris, som hun havde mødt under en af sine udenlandsrejser med Liberias første præsident Joseph Jenkins Roberts. Det står lidt uklart, hvad hendes stilling som rejseledsager egentlig gik ud på, og man kan mistænke alt muligt, men hvorom alting er, så hun forsørgede sig i hvert fald som kylling-, kalkun-, ande- og fårefarmer. Når hun ikke arbejdede på sin gård, var hun meget flittig med nål og tråd, og efter at have fattet interesse og sympati for Englands dronning Victoria knoklede hun i 25 år på at sy og brodere et sengetæppe til hende. 

Det færdige resultat var et stort, smukt tæppe med det liberianske kaffetræ som motiv. Broderiet bestod altså af dette karakteristiske træ, der var fremstillet med mere end 300 blade, og der var mange flotte detaljer. Som 76-årig fik Martha mulighed for at rejse til England og selv overgive gaven til dronning Victoria den 16. juli 1892.  

Det er sjældent, man ser dronning Victoria med et smil på læben, men det håber jeg, at hun havde, da Martha besøgte hende med sin fine gave, ligesom jeg er sikker på, at hun ofte har smilt til sin afrikanske guddatter, den lille Sarah.

 
https://www.bbc.com/news/world-africa-40500884
 

https://medium.com/lessons-from-history/queen-victoria-had-an-african-goddaughter-she-admired-c600c0eea791

 
https://www.dailymail.co.uk/news/article-5329417/Images-capture-pioneering-African-Americans-1800s.html 

https://www.thetimes.co.uk/article/former-slave-who-charmed-victoria-gets-pride-of-place-ckdl8lwmz

Wikipedia