Løst og fast om skytsånder: må man fyre - eller tæve - dem??!!!!

Pavel Kuczynski

Jeg ved egentlig ikke, om jeg ligefrem tror på engle, men det skulle ikke undre mig, om de fandtes under en eller anden form, bare helt anderledes end vi er blevet oplært til at tro. Således ser jeg denne hårdt prøvede og afgjort særdeles udnyttede, barfodede og bevingede person - også kaldt en "engel" - som et glimrende billede på min egen ideal-skytsengel, der unægtelig ligner en tjener, slave eller en meget avanceret robot en hel del. Den holdning kan jeg så gøre mig tanker om, for jeg er godt klar over, at det selvfølgelig ikke er så pænt af mig, meeen .....

Ordet "skyts" får mig i hvert fald til at lege med tanken om, at der rent faktisk findes en overjordisk skabning, hvis opgave det er at følge og beskytte os. Ikke at der er meget, der tyder på, at det virkelig forholder sig sådan, men det kunne jo tænkes, og det ville nu være rart, bare en gang imellem ....

Ja, jeg kunne godt forestille mig, at min egen skytsengel også er smuttet og nu får en stærkt nødvendig psykiatrisk behandling et eller andet sted i de himmelske sfærer. Dvs. hvis netop han da ikke i virkeligheden stammer fra de nederste områder, hvor man helst ikke selv skal havne, selv om der dog er nogen, der efter sigende forstår at styre den slags "anti-engle", der kaldes "djævle". Eftersom jeg ønsker orden i tingene og mener, at det burde min skytsånd sørge for, at jeg får, så er jeg ikke på forhånd afvisende over for en "mørk engel", når bare han gør, som jeg siger, og det er nok det, der er svært at sikre sig ....

Nu ligger der jo ikke forestillinger om et herre-/tjenerforhold i tanken om skytsengle. Deres (påståede) opgave er mest at hjælpe mennesker med en åndelig udvikling, der måske først kan mærkes efter døden, dvs. efter at man har sluppet alle materialistiske krav og ønsker. Den ide er den fremherskende i religionen, men den bryder med det, jeg gerne så praktiseret her og nu: HELD I SPRØJTEN, tak!!! SLUT MED UHELD OG MODGANG!!! Ak ja, sådan fungerer det ikke ifølge de kloge, der har mere tjek på systemet end os andre, der ikke har en teologisk eksamen, men bare stiller med en række nedskrevne ønsker. Den slags lister er formentlig altid forbundet med jordelivet og ikke den himmelske paradistilstand, vi formodes at stile imod, så det siger sig selv, at sådan noget kan vi godt glemme alt om, hvilket er irriterende her og nu, hvor vi alle formentlig har noget at slås med .... 

Også de mørke engle kan tilsyneladende få kvababbelser over deres pligter. Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man ser et billede som det nedenfor, der vist nok viser en fortvivlet, mørk engel. Hvad er der galt med ham, fik han opgaver, han ikke kunne klare, - eller som han afskyede??? Har også mørke engle moralske skrupler, hvis "deres" menneske skejer ud og begår onde gerninger??? Hvis det er tilfældet, så opfylder han så vidt jeg kan se ikke sine overordnede pligter over for sin meget-meget mørke herre og mester, der vel er den, der har givet ham hans opgaver. En djævels samvittighedskvaler kan bare ikke andet end at skabe store problemer for ham mht. loyalitet. 

Det er sjovt, som man reagerer, når man ser en af de mørke med en uskyldig barnesjæl. Nok kan jeg lege med tanken om at "engagere" en af dem som skytsengel i stedet for de hvide og syndfri, jeg forestiller mig, at jeg hidtil har haft, men det støder, ja, oprører mig at se en af dem korrumpere et uskyldigt barn. Tanken om de mørke og slemme er altså ikke så afklaret, som jeg selv troede, for sådan en situation viser mig, at nok er jeg jævnligt gal på de hvide, men i mine øjne virkningsløse, men selv om jeg kan flirte med tanken om en mørk og slem skytsånd, så ville det ikke være løsningen ....

Nedenfor ser vi Hugo Simbergs maleri af englen, der har fået bank. Det er en meget ynkelig, bevinget person, der bæres bort af to meget unge mænd, og umiddelbart er jeg lige ved at hovere: "Ha, "dit menneske" blev gal og gav dig øretæver, og det har du sikkert fortjent, din dovne slambert!!!" Dette er dilemmaet ved at vælge det gode, men alt for ofte ineffektive mht. jordiske gøremål, man kan brokke sig og måske også fyre ham, men ikke slå på tæven, selv om det klør i fingrene på én .... 

Hugo Simberg: "Den sårede engel"

En af de morsomme ting ved skytsengle er, at forestillingen om dem hviler på meget gamle traditioner, der ikke nødvendigvis er religiøse. Nogle af dem hører til folketroen og ligner feer, andre optræder som en art projektion af ens egen personlighed, dvs. som noget, der kunne kaldes en "usynlig tvilling". Det lyder vildt, men er faktisk den mest logiske forklaring på skytsånder: man fører en indre samtale med sig selv, men oplever det, som om der er en anden uden for ens psyke, måske i skikkelse af en form for dobbeltgænger. 

Ikke én, man tænker på som en skytsånd, men det er folk i visse erhverv nu alligevel, og de bliver ofte groft udnyttet. Når jeg tænker på det, får jeg straks dårlig samvittighed over mine egne ønsker om en skytsånd som tjener, slave eller robot ....

Englen, der var en djævel

Lyst hår arrangeret i en ungdommelig og nærmest barnlig frisure, smukke, blå øjne, ja, Karla Homolka (født den 4. maj 1970) ligner noget, hun ikke er/var, for det uskyldige ydre snyder: hun er/var bestemt ingen uskyldsren engel. Tværtimod er hun en af de ubetinget modbydeligste og kyniske, canadiske mordere, man kender. Derfor figurerer hun da også højt oppe på diverse lister over de mest afskyelige kvindelige (serie-)mordere, man kan forestille sig. Kort sagt en person, man tager for givet befinder sig bag tremmer - og bliver der! Sådan er det imidlertid ikke gået, da Karla, der er særdeles intelligent, har fået manøvreret sig ud i et normalt liv med en ny mand og tre børn. Hvad hendes første mand, Paul Bernardo, angår, så sidder han fortsat dér, hvor han i den grad fortjener at sidde, nemlig i et fængsel ....

Brylluppet mellem Karla Homolka og Paul Bernardo den 29. juni 1991

Karla fik ingen børn med sin første mand og medskyldige, Paul Bernardo (født den 27. august 1964), som hun mødte, da han var 23 og hun 17 år. Dengang havde hun drømme om at blive dyrlæge, men arbejdede på det tidspunkt i en dyrehandel i et indkøbscenter. Paul havde en stilling som bogholder eller måske ligefrem regnskabschef i et stort firma. De var begge ud af velhavende, respekterede familier og havde ingen økonomiske problemer. Desuden var de det, der førte til deres øgenavn, "Ken og Barbie", dvs. smukke, unge mennesker med flair for at begå sig i de såkaldt "bedre kredse". At de begge var som tikkende bomber, parate til at eksplodere, var der ingen, der anede. Der var dog dem, der bemærkede, at Karla tabte sig, og at hun begyndte at gå med tøj, der kunne dække mest muligt af hendes krop, hvilket ofte er et faresignal, da det kan tyde på hustruvold. Nogle af disse årvågne personer spekulerede på, om Pauls stadig mere og mere tydeligt dominerende adfærd også gav sig fysiske udtryk, men ingen greb ind, f.eks. ved at foreslå Karla at forlade ham - eller bare tale med hende om det, der skete: man så, men uden virkelig at se ....

Som senere afsløringer viste, ville det nok heller ikke have hjulpet så meget, for Pauls unge kone ikke bare tolererede hans overgreb på både hende selv og andre kvinder, men deltog selv i noget langt værre. Da han fortalte hende, at han var den eftersøgte Scarborough-voldtægts-mand, der havde overfaldet og voldtaget mere end ti kvinder siden 1987, tog hun forbavsende nok ikke afstand fra hans forbrydelser, og snart efter blev hun selv involveret i dem. Et halvt år før deres bryllupsdag i 1991 voldtog og dræbte de i fællesskab Karlas yngre søster, Tammy (1975–1990). Det skete i forbindelse med en bedøvelse under et overgreb, som de begge deltog i. (Jeg vil dog mene, at visse ting kunne dog tyde på, at dødsfaldet ikke var en del af den oprindelige plan, men snarere et uheld, selv om Tammys død fortsat regnes for mord).

Stakkels, purunge Tammys død blev i første omgang afskrevet som et uheld under indtagelse af alkohol, så det blev ikke efterforsket som mord eller forhindrede, at Pauls og Karlas bryllup fandt sted uden problemer et halvt år senere. Perfekt for "Ken og Barbie", der solede sig i hyldesten som det smukke, unge par med en lys fremtid foran sig.

I december 1992 brast boblen imidlertid, fordi Karla meldte Paul for den hustrumishandling, hun blev udsat for, og som bare var blevet værre og værre. Lægen, der tilså hende, sagde, at han aldrig havde set noget menneske så ilde tilredt, da hun mødte op for at foretage sin anmeldelse, hvilket betød, at hun blev mødt med stor medlidenhed og forståelse på politistationen. At hun havde sat sig for at prikke endnu mere hul i "Ken-og-Barbie-lykke-boblen" forvandlede imidlertid sagen totalt, da det nu kom til at handle om de mord og voldtægter, Paul angiveligt havde tvunget hende til at deltage i. Dvs. at hun fremstillede sig selv som det uskyldige offer for sin brutale og kriminelle mand. Der var imidlertid én vildt interessant oplysning blandt alle dem, hun gav politiet, der virkelig fængede: forbrydelserne var optaget på bånd. Desværre vidste hun, efter hvad hun sagde, ikke, hvor de afslørende  videoptagelser af uhyrlighederne befandt sig, idet de måske var blevet destrueret af Paul. Da hele mord- og voldtægtssagen hvilede på hustruvoldsofret Karlas beskrivelser, var det meget vigtigt for efterforskerne at finde båndene, men det lykkedes dem ikke, selv om de endevendte det unge pars hjem, vist nok gennem 71 dage ....

Hele sagen blev totalt forkludret af Pauls uerfarne, men ambitiøse advokat, da han faktisk fandt de gemte bånd i parrets hus, men et sted, som politiet havde overset. Han burde afgjort have afleveret båndene til politiet, men valgte at beholde dem, fordi de kunne belaste anklagerens sag ved at sværte hans stjernevidne, Karla, til, hvilket teoretisk set kunne vinde sagen for ham. Sagen var nemlig den, at båndende med al ønskelig tydelighed viste, at hun aldeles ikke blev tvunget til noget som helst, men at hun ofte var den udfarende kraft i de pinsler, de myrdede ofre blev udsat for efter at være blevet kidnappet og holdt fanget. Hvis det var blevet afsløret, ville "den stakkels mishandlede hustru" være havnet side om side på samme anklagebænk som sin mand, serievoldtægtsmanden og morderen, Paul Bernardo, men nu blev hun i stedet for et vidne imod ham. Eftersom hele sagen hvilede på Karlas udsagn og den tiltro, hun fik som offer for hustruvold, var det ekstra rystende, når båndene viste, at hun var noget mere og langt værre, nemlig en medskyldig, bl.a. i det, der førte til hendes lillesøsters tragiske død efter at være blevet misbrugt i bevidstløs tilstand. Noget tydede tilmed på, at hun - og ikke Paul - var initiativtageren ....

Pauls forsvarsadvokat holdt båndene skjult i over et år, men blev så erstattet af en anden og langt mere erfaren advokat. Alt forandredes, men da sagen jo altså udelukkende hvilede på Karlas udsagn om, at Paul havde dræbt de to piger, de havde kidnappet i fællesskab, og som de begge havde forulempet seksuelt samt tortureret, så stod anklageren over for et enormt problem: opgive at få en notorisk voldtægtsmand og morder dømt eller holde fast i Karlas ikke-eksisterende uskyld? Uden denne "uskyld" røg hendes troværdighed som vidne, så den var vigtig for anklage-siden. Dette dilemma førte til det, der senere er blevet kaldt "The deal with the Devil", hvilket er et glimrende udtryk for det, der skete: Karla medgav sin rolle i forbrydelserne og fik fem år for hver af de to piger, parret havde kidnappet, mishandlet og myrdet. Ud over det fik hun tillige to år for det, der nu blev anset for et mord på Tammy. Altså ialt 12 år, hvilket er latterligt - alt taget i betragtning ....

Man går ud fra, at det glamourøse par var fælles om mordene, men sikkert er det nu ikke, for disse forbrydelser ses ikke på båndene, "kun" torturen og voldtægterne. Dvs. at man kun har de to forbryderes udsagn at gå frem efter, og de er selvfølgelig vidt forskellige: Karla siger, at Paul ikke bare voldtog og torturerede pigerne, men at det også var ham, der myrdede dem. Han siger til gengæld, at det var hende, der stod for mordene. Altså ord imod ord og ingen håndfaste beviser på, hvad der skete ...

Folk, der kender - eller har truffet - Paul siger, at hans generelle selvovervurdering og enorme selvglæde gjorde det umuligt for ham bare at forestille sig, at han ville blive fanget og dømt. Han tog for givet, at samfundets regler ligesom ikke gjaldt for ham, men dér tog han fejl, for han endte med en livstidsdom samt fik prædikatet "dangerous offender", hvilket sikrer hans fortsatte fængsling. 

Billedet af Karla, der af mange ses som det, der bedst portrætterer hende som den "personificerede ondskab"

Hvad Karla angår, så havde hun jo fået manøvreret sig ud af den straf, hun havde fortjent ved at få en aftale om en dom på 12 år som anklagerens vidne. At båndene afslørede hendes forbrydelser blev underspillet på grund af hendes rolle som voldsoffer og vidne, selv om Paul blev ved med at hævde, at det var hende og ikke ham, der havde myrdet pigerne. Desuden havde hun ene kvinde stået for bortførelsen og medvirken i en voldtægt af en af hendes veninder, den såkaldte "Jane Doe". Intet af dette talte imidlertid lige så meget som den gavn, retten havde af hendes vidneudsagn, og som gjorde, at hun kunne blive løsladt og nærmest forsvinde ud i anonymitet sammen med en ny mand. 

Efter nogle år vendte hun dog tilbage under et par nye navne, Emily Bordelais og Leanne Teale, som hun jonglerer med efter behov. Fordi hun deltog i skolearrangementer, bl.a. som frivillig hjælp, blev hun imidlertid afsløret, og jeg vil tro, at hun ender med at forlade sit hjemland, Canada. Én ting er i hvert fald helt sikker: canadierne glemmer ikke hverken det, hun gjorde, eller den smarte juridiske manøvre, der lod hende slippe så mildt fra sine uhyrlige fobrydelser. Nogle har tilmed jagtet hende via internettet og har bl.a. oprettet en Karla-side på Facebook.
 

https://www.voxbliss.com/karla-homolka-now/

https://www.soundhealthandlastingwealth.com/people/karla-homolka-children/ 

https://pepsip.tumblr.com/post/165241344061/karla-homolka-spotted-at-a-clinic-by-a-facebook 

https://emily666bordelais6guadeloupe.wordpress.com/2011/11/20/hello-world/

https://www.bbc.com/news/world-us-canada-40126909 

https://www.theglobeandmail.com/news/national/karla-homolka-lives-in-guadeloupe-and-has-three-children-new-book-reveals/article4360378/ 

https://www.the-sun.com/news/4260599/who-is-karla-homolkas-husband-thierry-bordelais/ 

https://www.huffpost.com/archive/ca/entry/karla-homolka-kristen-french-marcia-penner-letter-best-friend_n_16925646 

https://www.thefamouspeople.com/profiles/karla-homolka-11294.php 

Wikipedia 

 

Frejdis, vikingkvinde og Amerikafarer

 

Så hun sådan ud, Erik den Rødes stærke og krigeriske datter, Frejdis? Det er ikke til at sige, men da man ved, at faderen fik tilnavnet "Røde" efter sin hårfarve, er det nemt at forestille sig, at hans datter havde arvet dette særlige slægtstræk. Hun formodes at være født omkring 970, og hun er kendt for sine Vinland-ekspeditioner - og sin luskethed. Nu er Vinland jo ikke hvor som helst, for det ligger på den anden side af jordkloden og formodes at være en del af det, vi i dag kender som Amerika. Beskrivelserne af Vinland virker dog ikke helt pålidelige, for det er lidt for overdådigt med laks i åer og vilde vindruer på land. OK, meget er sket siden ca. 986, hvor vikingen Bjarke Herulfsen så at sige var stødt på dette uventede landområde, da han var på vej til Grønland. De første, der udforskede det fremmede land, var Erik den Rødes søn, Leif den Lykkelige (ca. 970–ca. 1020), men også hans datter, Frejdis Eriksdatter, og det foregik omkring år 1000. 

Vikingen Erik den Røde etablerede den første europæiske bosættelse i Grønland, hvilket der fortælles om i "Erik den Rødes Saga", og hans søn, Leif den Lykkelige, gjorde altså noget lignende i det såkaldte "Vinland". Forskerne er imidlertid ikke helt enige i, hvor dette nyopdagede område lå. Der er stadig forskellige tvivlsspørgsmål omkring denne viking-ekspedition, men det er dog sikkert, at Leif havde sin (halv-)søster Frejdis med, sådan at hun også må regnes som en art "Amerika-opdager". 

Der fortælles om Leifs ekspedition i de to "Vinlandssagaer", "Erik den Rødes Saga" og "Grønlandssagaen", hvor Frejdis altså også optræder. Disse sagaer er dog ret forskellige, hvilket måske skyldes, at de er senere nedskrivninger af mundtligt overleverede beretninger. Diverse arkæologiske udgravninger har dog bekræftet, at der virkelig var bosættelser, der svarer til det, der blev fortalt om vikingernes Amerika-eventyr. Det interessante er, at Frejdis bliver nævnt i begge disse sagaer, hvor der bl.a. fortælles om hendes mindre pæne opførsel. Hendes far, Erol den Røde, var unægtelig en lidt vel krigerisk og morderisk person, der måtte flygte den ene gang efter den anden, fordi han havde myrdet en eller anden, og det lader til, at denne datter ikke bare har arvet hans hårfarve, men også en hel del af hans psyke. Noget af det værste hun gjorde var, da hun efter at have gennemført den fjerde Vinlands-ekspedition, fik skibsbesætningen myrdet, fordi hun ville have fingre i sine kompagnoners handelsvarer. Kun fordi hun var Leifs søster blev hun ikke straffet for denne handling, men hun - og hendes efterkommere - tabte anseelse.

Senere tiders forestilling om en vikingdatter

Det kan ikke nægtes, at hun var - eller bliver fremstillet som - overmåde lumsk. Således fik hun lokket sin mand, Thorvard, til at begå mordene ved at lyve om, at handelsmændene havde slået hende. Hvis ikke han hævnede denne påståede forbrydelse, ville hun lade sig skille fra ham, så han gjorde, som hun ville. Senere forlod hun Vinland og vendte tilbage til Grønland, hvor hendes mand havde ret store landområder. Da hun mødte sin bror Leif, løj hun og sagde, at de myrdede handelsfolk selv havde besluttet at blive i Vinland, hvilket de rent faktisk havde, men ikke i myrdet tilstand ....

Der er noget kækt og muntert over den unge Frejdis, men det kan ikke nægtes, at hun med tiden blev noget af en besk blomme. Alligevel lader det til, at mange ser hende som en art forbillede for kvinder, og det er jeg ikke så begejstret for. Nok er det herligt med en stærk og handlekraftig vikingkvinde, men Frejdis er nu mere end det, for hun ligner faktisk en moderne seriemorder, der pløjer sig igennem fjender og andre, der står i vejen for hende, og den holdning er jeg ikke så vild med ....

 

https://www.canadianmysteries.ca/sites/vinland/whereisvinland/sagaofgreenlanders/indexen.html 

https://nota.dk/bibliotek/bog/frejdis-eriksdottir#audio

 

https://denstoredanske.lex.dk/Vinland 

Wikipedia

Fundet, men stadig navnløs ....

Ja, død er han, selv om han i første omgang blev opfattet som en lettere bedugget turist eller strandligger, der nød Somerton Beach i Australien med en cigaret. Dagen efter blev det dog tydeligt, at han ikke var en person, der nød noget som helst, for det kan man nu engang ikke, når man er død. Det meste omkring den dødfundne er forblevet gådefult, for hvem i alverden var denne ganske nydelige, pænt klædte, ukendte mand, der blev fundet død på den australske strand den 30. november 1948? Hvordan havnede han dér, og hvorfor var alt, der kunne identificere ham, blevet fjernet? Gåderne var mange, og det var gætterierne også - tilmed den dag i dag, selv om man dog har fundet nye spor i løbet af de 70 år, der er gået, siden hans lig blevet set på stranden.

Ikke et uvant syn i en storby

Alt taget i betragtning så er der langt flere døde end levende på denne jord. Vi ser dem bare ikke, da de fleste af dem jo er blevet forvandlet til muld. Dvs. at et lig fra eller til ikke er den sensation, man umiddelbart skulle tro, fordi anonyme ligfund da heldigvis ikke er et dagligdags syn i vor del af verden, hvor der bliver taget hånd om afdøde medborgere. Hvad den australske strand angår, så bliver den - ligesom alle andre steder ved havet - somme tider "velsignet" med afdøde personer. Nogle er druknet, andre er ikke, og i sidstnævnte tilfælde kan der være tale om en forbrydelse. Med hensyn til den døde mand på Somerset Beach, så mente obducenten, at han havde fået et hjerteanfald, men derfor var han nu alligevel ikke død af naturlige årsager, for der blev fundet spor af en meget stærk, men ikke umiddelbart genkendelig gift i hans system. Noget, der gjorde det endnu vigtigere at finde frem til den, der havde givet ham den, for vedkommende var jo morder - hvis altså ikke der var tale om selvmord, hvilket teoretisk set var muligt. Ligegyldigt hvem der havde givet - eller skaffet - ham den dræbende gift, så var og forblev den afdøde en gåde i rigtig mange år, for der var tilsyneladende ingen, der genkendte ham eller vidste, hvem han var.

Mærkerne var som sagt skåret af hans tøj, han havde ingen tegnebog eller penge på sig, men i hans lommer fandt man en brugt tog- samt busbillet, tyggegummi, en pakke cigaretter, tændstikker og en kam. Knapt 14 dage efter fundet af den ukendte opdagede man imidlertid hans kuffert på Adelaide togstation.

I denne kuffert lå der forskellige ting som f.eks. en rulle orange tråd, der svarede til en syning i hans lommer. En spisekniv forekommer mig at være et sært tilbehør i en kuffert, men den kan have haft en speciel funktion, jeg bare ikke kan gennemskue. Det mest interessante var umiddelbart set tre beklædningsstykker med mærkater, hvor der stod "Keane" eller "Kean", men dem, der efterforskede dødsfaldet blev skuffet: enten var hans i øvrigt pæne tøj købt brugt, uden at han havde fjernet mærkaterne, eller også havde han et falsk navn. Ved en ekstra obduktion fandt man imidlertid en lille, hemmelig lomme i den dødes bukser, og i den lå der en mystisk seddel med noget på et fremmed sprog.

Ikke et navn, men et citat, der syntes at være revet ud af et gammelt, berømt, persisk digt, "Rubaivat" af Omar Khayyam: Citatet "Tamam Shud" kan oversættes med "Det er afsluttet", hvilket i mine øjne tyder på en afskedshilsen ved et selvmord, men da man sporede den afrevne lap papir til en sygeplejerske ved navn Jessica Thomson, fik tanken om mord nye tilhængere. Gør man Jessica uret ved at tro, hun myrdede "The Somerset Man", der på et tidspunkt havde været hendes kæreste? Alt sammen noget, hun i øvrigt benægtede over for politiet, men (til en vis grad) indrømmede over for sin datter, Kate Thomson. Hun ville dog heller ikke afsløre den dødes identitet for datteren, men det lader til, at både hun og den døde mand oprindelig var russiske spioner. Hvad bogen angår, som den mystiske seddel var revet ud af, så hævdede hun, at hun havde givet den til en helt anden mand, hvilket han bekræftede.

Jessica Thomson (1921-2017)

Var det Jessica, der gav - eller bare skaffede - ham den gift, der førte til et dødeligt hjerteanfald og i så tilfælde hvorfor? Ingen ved det, men Kate finder det ret sandsynligt, at det var tilfældet, for som hun har sagt i australsk TV: "Min mor havde en mørk side, en meget mørk side ...." Det lyder jo spændende, men det forklarer nu ikke noget vedr. Jessica og hendes mystiske kæreste. Sådan set vil det heller ikke forklare noget at få liget gravet op og DNA-bestemt, men det er der dem, der arbejder på, selv om man i første omgang har opgivet dette projekt, fordi det er en meget dyr proces, der kun tjener til at stille folks nysgerrighed. Hvis en DNA-test viste, at Kate var den ukendtes datter, så ville det selvfølgelig bevise, at Jessica løj: hun kendte ham så absolut, selv om hun påstod over for politiet, at hun aldrig havde set ham for sine øjne. Spørgsmålet er bare, hvem sådan en viden ville gavne, for Jessica er nu lige så død som den mand, hun måske/måske har kendt - og muligvis har myrdet ....

Det mest interessante er formentlig, at sagen ikke bare har fanget offentlighedens interesse, men også fastholdt den i 70 år. Derfor skulle det heller ikke undre mig, om den dag kommer, hvor nysgerrige personer får liget gravet op, (selv om det vel er begrænset, hvor meget der kan være tilbage af det), tester det, osv., osv., for sådan har vi mennesker det nu engang med gåder ....

 

https://www.abc.net.au/news/2019-10-15/a-marriage-and-a-mystery-somerton-man-romantic-twist/11377458?nw=0&r=HtmlFragment 

https://www.mentalfloss.com/article/71520/mysterious-death-somerton-man?a_aid=45728

 

https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/forsker-overrasket-lig-bevaeger-sig-i-graven-mere-end-et-aar-efter-doeden 

 

https://www.adelaidenow.com.au/news/south-australia/new-twist-in-somerton-man-mystery-as-fresh-claims-emerge/news-story/18b3fe551a0b50d1adad4b42646a1748 

 

https://www.abc.net.au/news/2021-05-11/federal-budget-women/13339300 

 

Wikipedia

Babsedronningen Agnes Sorel

 

Dette ligner et billede af Madonna med barnet, som vi har set det i så mange andre udgaver, men det er nu temmelig sigende, at den lille, runde baby, hvis buttethed viser, at han er en slughals, ser væk fra den blottede barm. Kvindens nedslagne blik er heller ikke nok til at stoppe ens umiddelbare fornemmelse af, at dette ikke er den dydsirede Guds Moder, men en særdeles verdslig kvinde, der viser barm for at vække andre og mere verdslige lyster end de rent spirituelle. Faktisk fik denne berømte kvinde designet sine kjoler, så barmen var særdeles blottet. At hun også ellers var en strålende skønhed, der af mange blev anset for at være Frankrigs - eller Europas - smukkeste kvinde, giver dette "fysiske udsagn" en særlig vægt. Hendes navn? Agnes Sorel (1422-1450).

Det for os noget drastiske design forandrer ikke Agnes' biografi og status, for som den franske kong Charles VII's hjerterdame var og blev hun den første officielle, kongelige elskerinde, dvs. en sengekammerat, der blev anerkendt som mere end lige netop det. Hun var altså ikke bare kendt for forbindelsen med landets monark, men var blevet indsat i en officiel stilling, der ikke trak fra i hendes image, selv om det, hun gjorde, blev regnet for umoralsk.

Den franske kong Charles VII (1403-1461) 

 

To kvinder spillede en vigtig rolle i denne konges liv. Den ene var hans elskerinde, Agnes Sorel, og den anden hans politiske støtte, Jeanne D'Arc (1412-1431). De levede alle i en vild og voldsom tid under det, der er blevet kaldt "Hundredårskrigen", og Charles måtte således kæmpe på flere fronter, bl.a. fordi hans far, Charles VI, havde gjort ham arveløs i 1420 og i stedet havde udnævnt den engelske Henrik V som arving til sin franske trone. 

 

Hvor Jeanne kæmpede for kongen med sværd i hånd - og blev henrettet som heks for dette brud på kønsrollemønsteret - gjorde Agnes, hvad hun kunne via forhandlinger, fine forbindelser, overtalelser og betalinger. Det sidste skaffede hun ved at sælge eller pantsætte nogle af de mange smykker, Charles havde givet hende i årenes løb. Denne handling er blevet foreviget i en gravering fra 1859, der viser Agnes i en langt mere ærbar udførelse end i babse-billederne fra hendes egen tid, for i det nittende århundrede var tiden ikke længere til tant og fjas med blottet barm og tydelige seksuelle signaler.

 

 

 

Stillingen som officiel elskerinde havde så absolut været lukrativ, for den havde skaffet hende store rigdomme foruden tre levendefødte døtre. At Charles anerkendte dem som sine betød, at de kunne indgå i fordelagtige ægteskaber, når den tid indtraf. (Noget, der iøvrigt gjorde, at Agnes' gener blev spredt til flere fornemme, europæiske familier). 

Pludselig var det hele dog slut for Agnes, da hun døde som 28-årig. Dødsårsagen var måske fødslen af hendes fjerde og dødfødte datter, men sikkert er det ikke. Allerede kort efter dødsfaldet begyndte der at gå rygter om mord, og mange mente, at hun var blevet forgivet. Kongens søn og tronarving, Louis (XI), hadede hende, så der var dem, der troede, at han havde myrdet hende. Graven blev åbnet og flyttet flere gange, men først i 2005 blev Agnes' rester undersøgt videnskabeligt.

 

Det viste sig, at hun meget vel kan have været et mordoffer, for det, der var tilbage af hendes lig, var fuldt af kviksølv. Nu er der så bare det ved det, at netop dette blev anset for medicin og et skønhedsmiddel, så det kan have været Agnes selv, der tog lidt for grådigt for sig af "vidundermidlet". Man mener dog, at mængden af kviksølv i hendes liv tyder på, at der virkelig var tale om mord, men bevises kan det jo ikke.

 

Den dødsmaske, man byggede over hendes ansigtsknogler, viser i øvrigt, at hun virkelig må have været meget smuk, og at hun faktisk lignede de berømte Agnes-portrætter fuldstændig.
 

https://www.thetimes.co.uk/article/harlots-whores-hackabouts-by-kate-lister-review-jlsm59lwk 

 

https://www.medievalists.net/2013/02/kings-and-courtesans-a-study-of-the-pictorial-representation-of-french-royal-mistresses/ 

 

https://www.medievalists.net/2016/01/agnes-sorel-death-of-the-official-mistress-of-the-king/ 

 

https://theculturetrip.com/europe/france/articles/agnes-sorel-and-the-history-of-toplessness/ 

 

https://www.taipeitimes.com/News/world/archives/2012/05/26/2003533791 

 

http://en.posztukiwania.pl/2014/01/26/a-boobie-that-nursed-the-europe/ 

 

Wikipedia

Hulkehistorier som undskyldning for mord

 

Sølle at se på? Tjah, måske, men når det kom til det, Joseph "Joey" Daniel Miller (født den 2. september 1964) brændte for, så fik han åbenbart uanede kræfter, hvilket kom til at koste adskillige kvinder livet. Først var der tre, hvis død han blev dødsdømt for, men så kom der et par mere, som man bare ikke havde opdaget i første omgang. Nu ved man altså, at der mindst er fem, og der kan sagtens være flere, der bare ikke er blevet fundet endnu. At de også er blevet voldtaget, kommer ikke som nogen overraskelse, for det hører ligesom med til disse mandlige seriekiller-mord. Hvorom alting er, så har de få overlevende ofre fortalt mange gruopvækkende detaljer om karakteren af hans trusler og overgreb, hvilket gør, at han anses for at være en meget farlig mand, der aldrig bør løslades. Hvilket han "selvfølgelig" har forsøgt at blive, men det er altså ikke lykkedes for ham ....

Som godt 50-årig sidder han i fængsel på livstid, selv om han oprindelig blev dødsdømt. Sagen er bare den, at han klarede frisag og ikke mødte bødlen, fordi han efter dommen er blevet vurderet til at være mentalt handicappet, og det gør, at man ikke føler, han kan straffes på samme måde som en person, der er normalt begavet. Meget tyder dog på, at Miller kan have snydt med sine tests, for meget af det, han har gjort tyder på planlægning: 1) som ofre valgte han konsekvent sorte lavstatuskvinder, der ikke ville blive eftersøgt så grundigt, som hvis de havde tilhørt en anden samfundsgruppe, 2) hans angreb var tilrettelagte forud, for han medbragte forskellige remedier, der tydeligt viste, at han vidste, hvad det krævede at fastholde kvinderne og gøre dem ukampdygtige. Hvis man kan planlægge sådan noget - og slippe godt fra det gang på gang - så beviser man efter min mening, at man måske nok ikke er en Einstein, men at man heller ikke er komplet uintelligent. Ergo: jeg mener, at han meget vel kan have snøret systemet. Da han blev fanget, skete det, efter at han først havde revet sig løs og var flygtet op på tagryggen af det hus, hvor han opholdt sig, og dér blev han siddende i flere timer, idet politiet ikke kunne få ham ned ude at risikere både hans og deres egne liv. Kan man flygte på den måde uden at være i stand til at se muligheder og flugtveje? Nej, så efter min mening er han en snyder, der spiller dummere, end han er ...

Jeg indrømmer, at det irriterer mig, at alle "(bort-)forklaringer" på hans adfærd bygger på beretninger om mobberi og barndomstraumer, der omfatter incest og andet sex-misbrug. Det er da muligt, at det er rigtigt, men på mig virker det som en nem udlægning af en psyke, uden at det jo i mindste måde forklarer, hvorfor hans barndoms- og ungdomsproblemer skal gå ud over unge, sorte kvinder, der ikke er en del af hans ubehagelige fortid. Hvad har de gjort for at fortjene at blive myrdet af sådan en utiltalende fyr? Intet, og alligevel kommer man med "forklaringer" på mordene, der på mig virker meget lidt ræsonnable. Faktisk vil jeg sige, at man én gang for alle skal holde op med at minimere spørgsmålet om skyld i mordsager mellem fremmede via hulkehistorier. Det er pinligt, og det hverken forklarer eller undskylder noget som helst ....

 

https://www.pennlive.com/news/2016/04/the_grisly_history_of_joseph_m.html?fbclid=IwAR1t8KGpWwHfCJw0M8dsYUI-JGIakEH997FFDe1T5J1NZMeM9SWuNIxFgUY

 

https://www.pennlive.com/news/2016/04/the_grisly_history_of_joseph_m.html

 

https://criminaldiscoursepodcast.com/joseph-miller/ 

 

Wikipedia

Myten om den morderiske dronning Eleonora

Jeg har altid godt kunnet lide dronning Eleonora af Aquitanien (1122/1124–1204), hvilket måske hænger sammen med det faktum, at hun i filmen "The Lion in Winter" blev spillet af Katharine Hepburn, der også er en af mine favoritter. Dronningens anden ægtemand, kong Henrik II af England, blev spillet af Peter O'Toole, hvilket gav det hele et specielt skær af ægte lidenskabelighed, både med hensyn til had og kærlighed. Man kunne forestille sig, at han var en lækker steg, da hun som en 30-årig fraskilt og erfaren kvinde giftede sig med ham som en dreng på 19-20 år, og at hun havde haft en udstråling, der havde holdt ham fanget i et ægte had-kærligheds-forhold. At han havde mange elskerinder, medens hun havde travlt med at føde deres otte børn, kan man såmænd også forestille sig, for sådan var tiden jo.

"Fair Rosamund" af John William Waterhouse, 1917

Den kendteste af Henriks mange elskerinder, Rosamond Clifford (død 1176) har fået en romantisk status gennem de sidste tusind år, der bare er vokset og vokset. Hendes skæbne taler åbenbart til mange mennesker, samtidig med at myterne om hende trækker fra i Eleanoras image. At det meste af det, der siges, er noget man med en let omskrivning kunne kalde "tildigtninger", betyder mindre: "Fair Rosamond" har bevaret sin status som den smukke, venlige og nærmest konstant uskyldige konge-elskerinde, der venter trofast på ham i den labyrint, han har bygget til hende, bl.a. for at beskytte hende imod den skrækkelige, onde og morderiske dronning Eleonora. 

At der aldeles ikke var nogen labyrint, og at der ikke er noget, der tyder på, at rygterne om, at dronningen myrdede sin rivalinde var sande, ser man let på. Rollefordelingen i den almene bevidsthed er fastlagt: SLEM, ældre kvinde med en yngre mand, der på romantisk vis forelsker sig i hendes modsætning, nemlig den smukke, jomfruelige og meget unge, godhjertede kvinde.   

Da Rosamond døde i 1176, sad dronning Eleonora i fængsel, men ikke for et mord, der formentlig aldrig fandt sted. Næh, hun, der var intelligent og selvstændig, havde gjort oprør imod sin mand i en arvestrid sammen med tre af deres sønner, og da det slog fejl, blev hun straffet med fængsel i næsten 15 år. Noget, der selvfølgelig har givet rygterne om hendes forbrydelser imod Rosamond ny næring: kan en dronning blive udsat for sådan noget uden virkelig at være en forbryder af den allerværste slags? Sådan har man tænkt, for alternativet, at hun var en politisk intrigemager, der blev holdt indespærret på grund af sine alliancer med de sønner, der var naturlige arvinger til kongeriget, men også oprørere imod deres kongelige far, var ikke nær så romantisk og spændende. At forældrene ikke var enige omkring arvefølgen forhindrede dog ikke to af deres sønner i at blive konge af England, nemlig Richard I - også kaldt "Rikard Løvehjerte" - og John (kaldt "Johan Uden Land")
 

Gamle middelalder-intriger lever og trives stadig på livet løs via bøger og film, fordi nogle af personerne var meget spændende og farverige. Det gælder ikke mindst Eleonora af Aquitanien, der i det virkelige liv var gået fra at være en af Europas mest ombejlede, kongelige arvinger, både på grund af sit udseende og de landområder, hun besad, til at blive 1) dronning af Frankrig, idet hun som 15-årig blev gift med den kedsommelige Ludvig VII, som hun fik et par børn med, før hun blev skilt og derpå gift med 2) Henrik II af England. Dermed blev hun den eneste, der både har været dronning af Frankrig og England, men man husker hende altså først og fremmest for en opdigtet historie om mord på en rivalinde, der til gengæld har opnået noget nær helgenstatus. 

Det er dog Eleonora, der kom til at hvile side om side med sin mand, Henrik II, og sin ene søn, Richard II, medens Rosamonds grav blev ødelagt mange århundreder efter hendes død, fordi "hun var en hore". Hva'be'ha'r???!!!! Var den jomfruelige engel ikke længere dyrket af det engelske folk som indbegrebet af ægte kærlighed? Næh, men der bliver stadig spekuleret over, hvordan hun var, og hvem der måske tog hende af dage ....

https://englishhistoryauthors.blogspot.com/2014/10/fair-rosamund-mistress-of-henry-ii.html

https://www.britannica.com/biography/Rosamond-English-mistress 

Wikipedia