Drab og escort på den danske måde

Helle Sara Peters (født 24. januar 1965) var ikke, hvad hun så ud som. Når man ser hendes foto, så tænker man kun "kynisk, egoistisk og hjerteløs morder", hvis man på forhånd kender hendes historie, for hun ser sød og frisk ud. Glamour er der ikke meget af, men hendes "frisk-pige-udseende" må have været med til at skaffe hende kunder, da hun arbejdede som escort-pige. Jeg kan i hvert fald udmærket forestille mig, at mange mænd er faldet for hendes smukke, mørke øjne, smilehuller og noget buttede skikkelse. Ingen har på forhånd kunnet ane, hvad hun kunne finde på for at få de penge, hun higede efter. I USA har der været mange, der har bedrevet lignende forbrydelser som dem, hun begik, men her i landet skiller hun sig nu alligevel ud - eller også har hendes eventuelle ligesindede danske medsøstre været snedigere, så de har haft lettere ved at skjule deres forbrydelser, end hun havde. 

Her ser man Helle blive ført bort af politiet, hvilket formentlig betyder, at billedet er fra en tid, hvor man havde opdaget, at hun ikke bare havde myrde én, men to, hvoraf den ene var hendes godt 10 år ældre, 46-årige invalide mand, René Stauning Larsen. Han blev handicappet og kom til at sidde i kørestol efter en blodprop, hvilket førte til en enorm irritation over hans hjælpeløshed samt bestandige behov for hendes pleje. Netop dette behov var imidlertid den officielle forklaring på, at en af hendes tidligere kærester, Karl Marius Valdemar Jensen, flyttede ind i huset til dem, så han kunne hjælpe Helle med hendes syge mand. 

Helle med sin handicappede mand, René Stauning Larsen

At den såkaldte plejer, Karl, ikke bare hurtigt blev Helles elsker, og at de to sammen planlagde en måde at dræbe René, er måske ikke overraskende, når man tænker på, hvordan deres tankegang var. De fandt i hvert fald den syge mere og mere irriterende, efterhånden som hans helbred svækkedes markant. Han krævede hele tiden piller, og det var så som så med renligheden, hvilket gik de to kærester på, da han angiveligt blev ulækker og tilmed stank. Ingen af dem var ligefrem åndsfyrster, for de blev begge regnet for at befinde sig på sinke-stadiet mht intelligens, men alligevel lykkedes deres plan i første omgang. Nok bemærkede folk, at René var væk, men de stolede på Helles forklaring om, at han var på et plejehjem. At han i virkeligheden lå begravet under nogle fliser i baghaven, var der ingen, der gættede - eller ytrede mistanke om. 

Karl Marius Valdemar Jensen

I de næste to år boltrede Helle sig med forskellige falsknerier, der gav hende adgang til hendes afdøde mands pension og konti, idet hun samtidig snoede sig uden om forskellige kreditorer ved flere gange at ændre afdødes navn. Selve mordet havde været hårrejsende, idet René først blev forsøgt myrdet med piller, uden at det virkede. Da han ikke døde som forventet, men blot mistede bevidstheden, påtog Karl sig opgaven med at gøre arbejdet færdigt, om jeg så må sige. Han slæbte den bevidstløse mand ud på badeværelset, iførte sig et par handsker og holdt René for næse og mund, indtil han var død. Bagefter kom Karl i tanke om, at døde mennesker kan identificeres ved hjælp af tænderne, så han gik i gang med at trække tænder ud på liget. Næste skridt var så at få ham placeret i den primitive grav under fliserne.
 

Et par år efter ramlede planen sammen. Helle havde forsøgt at overtale Karl til at hjælpe sig med at udplyndre og myrde en af hendes gamle, velhavende kunder fra hendes tid som escort-pige, og han gik også langt med at planlægge mordet, men endte med at springe fra. Den gamle mand, nemlig den 82-årige Jens Alfred Madsen, som hun vidste lå inde med store, skjulte pengebeløb, forekom hende at være et så nemt offer, at hun simpelthen ikke kunne opgive planerne, men i stedet fandt sig en ny hjælper. Det var hendes nye kæreste, fiskeren Henning Jørgensen, og med hans hjælp gennemførte hun mordet samt scorede godt 700.000 kr oven i de ca. 300.000, hun havde tilegnet sig fra René.  

Penge drev hende, og hun udviste unægtelig stor hittepåsomhed mht at skaffe sig dem. Hun havde nu også et godt håndelag med andre ting, hvilket hun viste under mordet på den 82-årige kunde: som slagterdatter havde hun før i tiden tjent gode lommepenge ved at hjælpe til i faderens forretning, og under mordet, som hun begik med knivstik, havde hun ifølge sin medhjælper, kæresten Henning Jørgensen, råbt: "Jeg ved sgu' nok, hvordan man slagter svin!" Var Jens Alfred Madsen et "svin"? Næh, men det var hun, der uden videre slagtede to mænd for at stjæle deres penge. Forøvrigt forsøgte denne nye kæreste angiveligt at hjælpe den gamle mand, da han lå døende.

Efter at være blevet anholdt i forbindelse med mordet på Jens Alfred Madsen kom der også fokus på Helles mand, René, for hvor var han blevet af? Det plejehjem, hun påstod, at han var havnet på, kendte ikke noget til ham, og inden længe blev hans grav under fliserne afsløret: Helle havde ikke bare begået mord på én mand, men på to, og hun blev anklaget samt dømt for begge.

Under retssagen kom der forskelligt frem om hendes problemer i ungdommen, men intet hjalp, for hun blev sendt i fængsel på livstid, og er formentlig en af de indsatte, der aldrig løslades. Psykologernes rapport var trist, men sikkert også afgørende: "Helle Sara Peters er ikke sindssyg, så lidt som hun må formodes at have været sindssyg på tidspunkterne for de påsigtede handlinger. Begavelsesmæssigt er hun fundet placeret i sinkeområdet,” lød en del af konklusionen."

 

https://www.seoghoer.dk/kendte/krimisager-vi-aldrig-glemmer-escortpige-blev-dobbeltmorder 

 

https://www.bt.dk/nyheder/tidligere-elsker-hun-slagtede-ham-som-et-svin

 

Wikipedia

Nymfomani: diagnose eller frigørelses-ideologi?

Det er klart: kvindelige ET'er i tegneserie-universet ligner jordiske kvinder godt nok til at kunne optræde som mulige, tillokkende sex-partnere, men er alligevel udstyret med nogle aparte træk, der gør, at herrerne med stor sandsynlighed vælger dem fra. Tarveligt, når nu der endelig dukker en kvinde op, der er alt det, mange (uvidende, dumme og naive) mænd har drømt om: den umættelige nymfoman, de tror, er svaret på mange af deres bønner om evig fest og ballade på lagnerne. Disse såkaldt "frigjorte" drømmekvinder opfatter herrerne som nogen, der er drevet af den samme form for begær, som de allerede hylder i forbindelse med kvinder, de ikke investerer i, nemlig "in-ud" samt "slut-prut"-damer. At nymfomanen formentlig ser dem på samme måde er vist ikke helt gået op for dem endnu ....

Denne type mænd spotter nok kun en sygelig sex-trang i kvinder, de ikke er følelsesmæssigt bundet til, som noget sexet, et frit valg fra kvindens side og ikke som noget, der kræver medicinsk behandling. Faktisk passer det dem glimrende at løbe ind i "sådan en kvinde", selv om de måske officielt fordømmer hende af moralske grunde. Drejer det sig om en kone, kæreste, datter eller søster, så opfatter de formentlig også uden videre et frådende, kvindeligt sex-krav som en moralsk defekt, der skal/kan straffes i stedet for at blive søgt behandlet lægeligt, for det kan da ikke være et medicinsk problem, vel? Jo, det kan det faktisk udmærket, men ikke mange kender til denne specielle feminine lidelse. Den mandlige variant, priapisme, er bedre kendt, måske også fordi den er synlig, da manden jo får "flag på", som man siger.

Priapisme er betegnelsen for en langvarig erektion uden lystfølelse. Der går myter om, at en sådan ubehandlet tilstand kan føre til, at den hårdt ramte penis kan ende med ligefrem at eksplodere indefra. Behandlingsmulighederne lyder ret rædsomme, og jeg tvivler på, at den angrebne penis kan genvinde sit gode helbred, selv om der anvendes forskellige former for medicin eller special-kirurgi. I nogle tilfælde kan der ligefrem blive tale om amputation, hvilket selvfølgelig er det endelige "God Nat" til det hårdt ramte organ. Lige præcis denne "kur" undrer mig i øvrigt, da det er testiklerne, der producerer de kønshormoner, der påvirker penissen, og dem er man tilsyneladende ikke ude efter. Kan det virkelig tænkes, at man amputerer af kosmetiske grunde, da en uregerlig penis jo er temmelig synlig???? Jeg nægter at tro det, men finder "kuren" mistænkelig .....

Det for mig at se mest interessante lighedspunkt mellem kvinders og mænds form for priapisme er, at de begge opleves uden egentlig lystfølelse. Kvinder lider ikke af en regulær priapisme, for det, de har, er noget, der kaldes "Persistent sexual arousal syndrome". Dér, hvor denne lidelse kommer den mandlige priapisme nærmest, er dens optræden uden nogen egentlig påviselig  grund. De ramte kvinder kan efter sigende være smask-liderlige døgnet rundt og få masser af orgasmer, men uden at opleve det specielle klimaks, der - om jeg så må sige - slukker for kontakten ved at bringe tilfredsstillelse. Denne konstante sex-lyst er afgjort en alvorlig tilstand, ikke mindst for kvindens sociale tilhørsforhold. Driften, der altså kan være konstant, virker ifølge alvorstunge lægelige artikler nemlig hæmmende på en kvindes koncentrationen, hvilket forekommer mig at være en overflødig betragtning, da det jo nærmest siger sig selv.

Hvad behandlinger angår, så er der ikke rigtig enighed om, hvad der giver bedst resultat for de angrebne kvinder, dvs. hvad der lægger låg på drifterne, så patienten kan fungere i sociale sammenhæng. Blide ord og bortforklaringer virker i hvert fald ikke, for der er ikke tale om indbildning. Det er et ægte fysisk problem, og jeg har forstået det sådan, at midler imod neuropati i mange tilfælde kan have en vis virkning. Ellers fodrer man patienten med antidepressiva og lignende, men det er vist i høj grad individuelt, om det har nogen form for virkning. Amputation er der jo af gode grunde ikke tale om, da det kun gælder for mænd.

 

https://spademanns.fandom.com/wiki/Priapisme 

 

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/mandlige-koensorganer/tilstande-og-sygdomme/penis-og-urinroer/priapisme/ 

 

https://journals.lww.com/painrpts/fulltext/2020/02000/persistent_genital_arousal_disorder__a_special.3.aspx

 

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4980903/ 

 

https://archive.psuvanguard.com/lars-von-triers-satanic-gospel-nymphomaniac/ 

 

https://www.bt.dk/utroligt-men-sandt/sex-umaettelig-kvinde-har-endelig-fundet-droemmemanden 

 

https://www.webmd.com/mental-health/what-is-erotomania 

 

Wikipedia

Funderinger omkring "Det Døve Spektakel"

Der er et gammelt ord, der går på to almindelige handicaps, blindhed og døvhed: Den blinde stakkel og det døve spektakel. Blindhed vækker medlidenhed, medens døvhed virker irriterende på mange. Selv ville jeg meget, meget nødig miste synet, men samtidig kan jeg ikke benægte, at jeg - ligesom flere andre i min mødrende familie - har fået svært ved at høre. Ikke at jeg ikke vil høre, men jeg kan bare ikke altid, og især ikke i nogle samtalesituationer. Det kan så skyldes, at nogle mennesker i den grad mumler, hvor de burde tale tydeligt. En, jeg kender, går således ofte ud og holder foredrag, og jeg tør vædde med, at der er mange af hendes tilhørere, der ikke forstår, hvad hun siger, for hun taler virkelig ekstremt sagte, men det vil hun ikke høre tale om. Sådan er det nemlig med hørelse, noget er fysisk, andet er psykisk - eller ligefrem ideologisk = man KAN godt høre, men VIL ikke, for det man hører passer ikke med ens overbevisning. Oplysninger om, at man er svær at forstå, fordi ens stemme eller ens diktion gør det vanskeligt at opfange ens ord, opfattes fornærmende af mange, for sådan ser de det ikke selv.

Hvorfor kan man ikke bare rette skavanken, så man får eller genvinder evnen til at høre? Tjah, øret er ikke et af de mindst udviklede organer, så det kan man altså ikke, selv om jeg personligt kender flere, der har fået implantater, avancerede høreapparater og den slags, og som fortæller, at det har hjulpet enormt meget. Selv har jeg overvejet at få et efter min mening meget dyrt høreapparat til godt 20.000,00 kr., for det er der et familiemedlem, der har haft gavn af. Min nærighed og/eller økonomiske forsigtighed samt generelle mistro til behandlere af alskens art får mig dog til at betænke mig, for en ting er jo, at dette specielle apparat gavner denne bestemte person fra min familie, men intet garanterer, at det gør det samme for mig, så ....

Hvor man, så langt tilbage jeg kan huske, har gjort alt for at skjule apparaturet og gøre det så usynligt som muligt, så er der nu flere høreapparatsmodeller, der gør det modsatte. Det samme har man gjort med kunstige lemmer, der også før i tiden altid blev camoufleret, men som nu kan blive til personlige udtryk for en eller anden overbevisning eller stemning. I stedet for at tage afstand fra situationen, vælger man at acceptere den og gør den til noget nyt, som man også kan glæde sig over.

Jeg har aldrig hørt nogen påstå, at evnen til at "mundaflæse" kompenserer for tabet af hørelsen, men det kunne det sikkert for nogle med den rette indstilling. Dem hører jeg nok ikke til, men jeg er da imponeret over, at nogle mennesker har den evne samt lyst til at opøve den. Kort sagt: der er nye tilgange til problemet end bare det at melde ud, at nu er man altså døv, så ingen kan forvente, at man deltager i samtaler, etc. ....

 

https://da.delachieve.com/mundaflaesning-hvordan-man-laerer-teknikken-med-mundaflaesning/

 

 

"Momo" og "The Momo Challenge"

Sagt med det samme: her er jeg på gyngende grund, for jeg forstår faktisk ikke alle hemmeligheder omkring "The Momo Challenge", eller hvordan den japanske kunstner Midori Hayashis skulptur kunne blive en form for kultfigur - tilmed i negativ forstand!!! - der greb ind i menneskers liv via internettet. Hvis man slår ordet "Momo" op, så henvises der både til denne uhyggelige figur og til den tyske forfatter Michael Andreas Helmuth Ende (1929–1995), der skrev flere berømte, filosofiske bøger for børn og unge. Bogen, hvor pigen Momo optræder, har et hav af forskellige titler, hvilket kan være noget forvirrende. 

På tysk er dens fulde titel "Momo oder Die seltsame Geschichte von den Zeit-Dieben und von dem Kind, das den Menschen die gestohlene Zeit zurückbrachte" (1973), men den er også kendt som "Zeit ist Leben" eller bare "Momo". Der skal et stærkt forfatternavn til at overleve den slags, og det har Michael Ende da også.

På dansk er bogen kendt som "Momo og tidstyvene", medens den på engelsk præsenteres under forskellige titler som "Momo" eller " The Grey Gentlemen" og "The Men in Grey". Bogen er filmatiseret og har også fået forskellige priser, men er nok ikke helt så berømt som en anden af Endes bøger, nemlig "The Neverending Story" (1979), der på dansk hedder "Den uendelige historie". 

Hvordan går det så til, at navnet på bogens hovedperson, Momo, forbindes med "The Momo Challenge", der angiveligt har drevet flere unge mennesker i døden samt ud i grusomme forbrydelser? For det første regner man nu "The Momo Challenge" for internet-svindel, nu hvor den første panik har lagt sig over rygterne om "spillet" og dets virkning på børn og unge. Flere berømtheder som f.eks. Kim Kardashian advarede ellers offentligt imod de skrækkelige følger, der kunne ramme deltagerne i dette "spil", men det virker, som om farerne var stærkt overdrevne? Påstandene var mangetydige, idet nogle gik på en ukendt japaner, der kaldte sig "Momo" eller en gruppe af anonyme japaneres forbryderiske internet-jagt på unge, sårbare mennesker. Ved at gøre forskellige ting kom ofrene angiveligt i kontakt med "Momo", der var inspireret af Midori Hayashis skulptur. Uhyret vidste tilsyneladende på forhånd alt om deltagerne, og det gav dem forskellige opgaver, lige fra mord til selvmord. Det handlede altså ikke om penge, men om liv og død for de unge deltagere, og der var faktisk beretninger om selvmord og mord rundt omkring i verden, der blev regnet for en følge af "spillet" ....

Michael Endes hovedperson "Momo" er absolut ikke hverken ond eller selvmorderisk, men jeg gad nok vide, at denne romanfigur har appelleret specielt til japanerne, men på en underlig bagvendt måde. Jeg ved, at der er en populær japansk sangerinde, der kalder sig "Momo", men jeg har ikke kunnet finde ud af, om navnet - eller ordet! - har en særlig japansk betydning, eller om de simpelthen bare er vilde med Endes bog. Den blev i hvert fald oversat af hans anden, japansk-fødte hustru, Mariko Sato, som han giftede sig med i 1989. Via hende fik han stor interesse for japansk kultur og besøgte landet flere gange, hvilket vel også har været med til at vække japanernes interesse for ham og hans værker.

Momo, japansk sangerinde 

Hvad forbindelsen til figuren og tankerne bag "The Momo Challenge" angår, så er den mig en gåde, og jeg tager for givet, at der er tale om "noget specielt japansk". Interessant nok er der måske i virkeligheden tale om to forskellige former for misbrug af andres kunstneriske produkter i forbindelse med dette "spil": 1) Endes romanfigur, og 2) Midori Hayashis skulptur. Da Ende døde i 1995, kendte han i hvert fald intet til "The Momo Challenge", for den kørte først fra 2016, hvor billeder af skulpturen begyndte at cirkulere på nettet. Midori Hayashi har fralagt sig alt ansvar for denne besynderlige brug af hans skulptur, idet han påstår slet ikke at kende noget til de - eller den - japaner(-e), der hævdes at ligge bag "The Momo Challenge". Kort sagt: hele denne sag er på mange måder en gåde.

Midori Hayashi og hans skulptur

Siden man åbenbart ikke kan få en forklaring, så man vel bare glæde sig over, at "spillet" nu alligevel ikke har krævet helt så mange ofre, som først antaget. Faktisk er der dem, der hævder, at der slet ikke er nogen, men det er nu ikke mit indtryk, at det er rigtigt. Dertil er der for mange, der hævdes at være ofre fra forskellige lande ....

 

https://www.rollingstone.com/culture/culture-news/what-is-momo-challenge-800470/ 

 

https://www.theatlantic.com/technology/archive/2019/02/momo-challenge-hoax/583825/ 

http://www.readathomemom.com/2015/11/momo.html

 

https://www.vox.com/2019/3/3/18248783/momo-challenge-hoax-explained 

 

Wikipedia

Eugenie, kejserinde af Frankrig

Kejserinde Eugenie (1826–1920) var spanier af fødsel, idet hendes far var Cipriano de Palafox y Portocarrero, den 8de greve af Montijo, men hun blev berømt via sit ægteskab med en franskmand, nemlig kejser Napoleon I's nevø, Louis Napoleon. Han, der var søn af kejserens (ikke særlig trofaste) steddatter, Hortense de Beauharnais i hendes ægteskab med hans bror, Louis Napoleon, blev Frankrigs første præsident efter et statskup i 1851, men et par år efter genindførte han kejserdømmet, som han havde propaganderet for i årevis, og blev derpå Napoleon III.

Napoleon I's søn, den såkaldte "Napoleon II", mest kendt som Hertugen af Reichstadt (1811-1832)

Den såkaldte Napoleon II, der kun var en art "titulær" kejser i et par uger, var Napoleon I's søn, der døde af tuberkulose som 21-årig i 1832. Visse rygter hævdede, at han var den østrig-ungarske kejserinde Sophies elsker og far til hendes søn, Maximillian I af Mexico, der i så fald var Napoleon I's illegitime sønnesøn. Eftersom det var den selv samme mand, der fulgte hertugen af Reichstadt som kejser Napoleon III af Frankrig, der overtalte den østrig-ungarske prins til at lade sig indsætte som kejser af Mexico i 1864, kommer der unægtelig mange ekstra krøller på den historie: hvis rygterne om Reichstadt og Sophie passer, så blev Napoleon I's illegitime, men biologiske sønnesøn dræbt på grund af hans muligvis falske nevø ....

Napoleon I var blevet regnet som et militært geni, og det var denne evne, der havde skaffet ham kejser-titlen, men sådan var hans (mulige) nevø og efterfølger slet ikke. Han deltog i et par mere eller mindre uheldige eller ubetydelige småkrige og var ellers præget af et stærkt vankelmod, men slyngede gerne om sig med løfter om både det ene og det andet som f.eks. sociale reformer, der dog aldrig blev gennemført. Hans hustru, Eugenie, spillede en vis politisk rolle og blev tillagt noget af skylden for hans forskellige fiaskoer, hvoraf den værste var hans involvering i kejserdømmet i Mexico. Frankrig led et nederlag, og det gik i høj grad ud over Napoleon III's renomé, da den østrig-ungarske kejser af Mexico, Maximillian I, blev henrettet, og kejserdømmet faldt. Flere og flere så Napoleon III som en fusentast, der var dygtig til at skaffe sig magt, men ikke til at udøve den, og nogle gav ham øgenavnet "Napoleon den Lille".

Den romersk-katolske Eugenie i bøn, 1856

Det andet kejserdømme under Napoleon III, blev altså mere og mere vakkelvornt. Som i alle dynastier var der brug for arvinger, men Eugenie havde problemer, der gjorde fødsler og svangerskaber meget vanskelige for hende. Noget, der måske også hang sammen med hendes syn på sex, som hun fandt afskyeligt. 

De fik dog én søn, Louis-Napoleon (1856–79), efter en rædselsfuld fødsel, der tog to dage, og som muligvis har skadet hende, så hun ikke kunne få flere børn, eller som fik hende til at fravælge den del af livet. Som det var tilfældet med f.eks. kejserinde Sissi af Østrig-Ungarn og Alexandra af England fokuserede omverdenen næsten udelukkende på hendes påståede skønhed. Der lød mange lovsange omkring denne ene ting, (som jeg i hvert fald har temmelig svært ved at få øje på), og som jeg slet ikke synes kompenserer hende for et vanskeligt liv i overhalingsbanen. 

I 1870 vovede Napoleon III pelsen ved at føre landet ud i den såkaldte "Fransk-tyske krig", der medførte flere nye fiaskoer for ham. Slaget ved Sedan betød enden på kejserdømmet, for kejseren blev ikke bare slået, men også fanget af tyskerne, hvilket førte til, at han blev erklæret afsat i Frankrig, selv om han blev frigivet forholdsvis kort tid efter. Han og Eugenie slog sig ned i England, hvor han gik i gang med at planlægge et come-back som kejser, men døde inden han kunne gennemføre sine planer.

Louis-Napoleon, den såkaldte Napoleon IV

Efter Napoleon III's død sad Eugenie altså tilbage med sit eneste barn, der af nogle blev regnet for sin fars efterfølger som Napoleon IV. Den unge mand gik ind i engelsk militær, og han var åbenbart meget ivrig efter at vise sit værd som soldat, for han fik englænderne overtalt til at lade sig deltage i krigen mellem briterne og zuluerne. Til enorm sorg for sin mor - samt for sine kejsertro politiske støtter i Frankrig - kostede denne ubesindige krigsdeltagelse ham livet i 1879. Med hans død var det slut med storhedsdrømme om huset Bonapartes genoprettelse. Hvad hans mor, Eugenie, angik, så trak hun sig tilbage fra offentlig fremtræden. Da hun døde som 94-årig i 1920, blev hun gravsat sammen med sin mand og søn i St. Michael's Abbeys krypt. Hvad man end kan mene om familien, så blev hun æret ved at få Asteroide 45 navngivet efter sig, medens dens måne blev kaldt "Petit-Prince" efter hendes søn. 

 

Den gamle Eugenie

 

https://www.trenfo.com/da/historie/andet-franske-kejserrige 

 

https://denstoredanske.lex.dk/Eug%C3%A9nie_-_fransk_kejserinde 

 

Wikipedia

Utak var verdens løn for Doris Babcock

Doris Babcock 

Mange havde vist advaret den 66-årige Doris Babcock imod at lukke teenageren Zachary Snyder ind i familiens hjem, men hun, der var en meget kærlig og omsorgsfuld kvinde, ønskede virkelig at gøre en forskel i den uheldige, unge mands liv. Han havde været i plejesystemet i årevis og havde det ikke spor godt i et samfund, der ikke rigtig havde plads til en person af hans slags, da han var blevet kriminel og også ofte opførte sig ret så psykotisk. Man får dog indtryk af, at hun har været naiv nok til at mene, at det eneste, han manglede, var moderlig kærlighed og et godt hjemmemiljø. Efter fire års omsorg, hvor Doris og hendes mand, lastbilchaufføren Cecil Babcock, havde sørget for og hjulpet den vanskelige unge mand på alle måder, viste han så sin "taknemmelighed" på den værst tænkelige - ja, nærmest uhørte - måde: han myrdede sin plejemor Doris, som han ellers altid refererede kærligt til som "bedstemor", selv om de ikke var i familie med hinanden.

Det varede ikke længe, før den på dette tidspunkt 19-årige Zachary blev mistænkt for det bestialske mord. Resterne af Doris' lig var blevet fundet i hendes egen baghave, brændt til ukendelighed, så der var ingen tvivl om, at det drejede sig om mord, selv om hun var utrolig vellidt af alle omkring sig, angiveligt også af plejesønnen, Zachary. Fjender var der således ingen af - eller i hvert fald ikke nogen, man sådan lige kunne få øje på.

Cecil, der var afsted på et job som lastbilchauffør, fortalte imidlertid, at når Zachary var i hjemmet og modtog politiet, da de blev sendt ud for at tjekke op på Doris, der pludselig ikke besvarede sin mands telefonopkald, så var det ikke efter reglerne. Han og hans kone, Doris, havde nemlig opdaget, at plejesønnen havde stjålet fra dem, og det ville de ikke finde sig i, så han var blevet smidt ud nogle uger før. Det blev hurtigt opdaget, at den unge mand havde Doris' kreditkort på sig, og at hans hænder og arme havde forskellige sår og rifter, der fortalte om en kamp mellem ham og en anden person. Han benægtede dog længe alt, hvilket han ikke slap så godt fra, da der ikke var hverken hoved eller hale i det, han sagde. 

Doris var den eneste, der havde stillet op for ham i et forgæves forsøg på at få ham ind i en bedre livsbane, hvilket han erkendte, så hvorfor havde han myrdet hende? Forklaringen var grotesk: han havde mødt en pige, som han ønskede at imponere. Derfor havde han bildt hende ind, at Doris' bil tilhørte ham og ikke hende. Han havde simpelthen villet gøre et godt indtryk på den unge pige, som han formentlig var forelsket i, hvilket medførte løgne om hans sociale status. For at kunne opretholde løgnen havde han overfaldet, myrdet og brændt den plejemor, der havde overøst ham med velgerninger gennem fire år. Ja, utak var sandelig verdens løn for den kvinde, som han kaldte "bedstemor", og selv havnede han i fængsel med en livstidsdom, knapt tyve år gammel. Efter et flugtforsøg hævedes livstidsdommen tilmed med fem år.

Det er jo en skrækkelig - og sand - historie, men jeg mangler nu oplysninger om én ting: en teenager, ligegyldigt hvem og hvad han/hun er, lever ikke kun et plejebarns-liv, men har også - eller bør have - sociale kontakter med jævnaldrende og ikke mindst det andet køn, så hvad med de lommepenge, der gør dette muligt? Ægteparret Babcock udførte en beundringsværdig handling, da de tog den fortabte forbryderspire til sig, men sørgede de kun for pleje og logi, eller forstod de, at der skulle mere til, evt. i form af lommepenge eller et betalt job? Det er efter min mening naivt at tro, at en ung mand på Zacharys alder ikke har erotiske og romantiske interesser, hvor han bare er nødt til at "vise sig" for at få en kæreste, hvilket jeg nok gad vide, om de har tænkt på ....

https://eu.ocala.com/story/news/crime/2012/09/14/man-22-pleads-guilty-in-2009-dunnellon-murder/31908744007/

 

https://eu.ocala.com/story/news/crime/2012/07/03/murder-suspect-says-search-illegal/31905577007/ 

https://www.dreamindemon.com/community/threads/zachary-snyder-made-a-list-checked-it-twice-stabbed-and-set-fire-to-%C3%A2%E2%82%AC%CB%9Cgrandma%C3%A2%E2%82%AC%E2%84%A2.27925/

 

Wikipedia

Kejserens veninde

Filmene fra 1950'erne om "Sissi" med Romy Schneider, Karl Heinz Böhm og Romys mor, Magda Schneider var overmåde populære i sin tid. At instruktøren Ernst Marischka havde fyldt sine tre Sissi-film med populære romantiske løgne om det østrigske kerserdømme og kejserparret, Franz Joseph I (1848–1916) og Elizabeth - kaldt Sissi - (1854-1898), interesserede ikke publikum nær så meget som det drama og den romantik, han havde udstyret dem med. I filmene blev forholdet fremstillet som den store kærlighed, og sådan var det i hvert fald ikke for hendes vedkommende, medens han lader til i højere grad at have bevaret sine følelser for hende. Noget, der måske hænger sammen med den antierotiske tilstand, man har talt om i forbindelse med hende og hendes narcissistiske psyke.

Virkelighedens Sissi var regnet for en af sin tids store skønheder, men hun blev også set som temmelig neurotisk. Efter at have født tre børn trak hun sig i hvert fald mere og mere væk fra sin mand for at hellige sig sin hoved-interesse: hende selv, dvs. hendes eget ydre og indre. (Jfr. evt.: https://boobytrapec.blogspot.com/2022/01/sknhedens-fngsel.html og https://boobytrapec.blogspot.com/2021/12/dtre-af-en-feteret-sknhed.html . Hun engagerede sig i politiske spørgsmål, f.eks. omkring Ungarn, men ikke ret meget i sin egen rolle som østrigsk kejserinde. Det lader dog til, at hun fornemmede sin mands ensomhed i ægteskabet, for man mener, at hun sørgede for at præsentere ham for en meget talentfuld skuespillerinde, som han beundrede, nemlig Katharina Schratt (1853–1940).

Tanken med denne præsentation var formentlig, at skuespillerinden kunne underholde kejseren, som det så ofte har været tilfældet med herskere og deres kvindelige undersåtter, men Katharina Schratt blev langt mere for Franz Joseph end bare et stykke erotisk "legetøj". Hendes baggrund var ikke spor kongelig eller kejserlig, men borgerlig. Man kan sige, at da hun som 6-årig begyndte at udtrykke ønsker om at blive skuespiller, reagerede familien også med en typisk borgerlig modstand: deres datter skulle så sandelig ikke til teatret, men det kom hun nu alligevel, og Katharina debuterede som 17-årig. Hun fik stor succes i Berlin, hvor hun dog kun blev i nogle få måneder, før hun vendte hjem til Østrig, hvor hendes karriere virkelig tog fart, så hun blev super-stjerne i Wien. 

Forholdet mellem kejseren og skuespillerinden bliver for det meste fremstillet som platonisk, hvilket da også er muligt. Det vigtigste er imidlertid, at hun fremtræder som en god, loyal og trofast ven gennem 34 år, bortset fra en kortere periode i 1900/01, hvor de var uvenner over et eller andet. De forsonedes dog, og venskabet fortsatte, selv om hun en kortere overgang var gift med den ungarske greve Nikolaus, Baron Kiss von Ittebe, som hun fik en søn med. Ægteparret skiltes imidlertid kort efter fødslen af drengen på grund af noget, man kan kalde "gemytternes uoverensstemmelse".  

Katharina Schratt fortsatte sin teaterkarriere og fik stor succes, bl.a. ved turnéer i udlandet, men det var kejserens mange gaver, der gjorde hende til en velhavende kvinde. F.eks. fik hun et palæ både i Wien og uden for byen. Hendes spillegæld blev betalt af Franz Joseph, og man kan kun gætte på, hvor stor den var. 

Omkring 1900 droppede hun teatret efter en meningsudveksling med teaterdirektøren. Hun var kendt som flere mægtige mænds fortrolige veninde, men både dette skænderi og hendes forbigående uvenskab med kejseren giver mig indtryk, at hun bestemt ikke var en tam nikkedukke. Tværtimod må hun have haft sine meningers mod, idet hun har stået fast på sine egne ideer. Måske det i virkeligheden var denne egenskab, der har gjort hende til en så god ven for en mand som Franz Joseph, der vel ellers har kunnet få det meste, som han selv har villet. Hverken Sissi eller Katharina har han dog kunnet styre med et kejserligt påbud.

Katharina Schratt og hendes gode ven, kejser Franz Joseph, ca. 1910

Da Sissi blev myrdet i 1898, var Katharina den kejserlige enkemand en god støtte, og det fortsatte hun med indtil hans død i 1916. Fra og med da trak hun sig tilbage fra offentligheden, selv om hun i flere omgange blev bestormet med forskellige forfatteres og journalisters spørgsmål om hendes og kejserens forhold. Derfor er der mange ting, der er forblevet på gætteri-stadiet, men man ved dog, at hun ofte besøgte Franz Josephs og Sissis grav, at hun blev meget religiøs, og at hun var en stor dyreven, der testamenterede penge til dyreværnsorganisationer.

 

https://secretvienna.org/the-secrets-of-katharina-schratt/ 

 

https://www.encyclopedia.com/women/encyclopedias-almanacs-transcripts-and-maps/schratt-katharina-1855-1940 

  

Wikipedia