Søstre til en henrettet dronning

Hertuginden af Suffolk, Lady Frances, der var mor til Jane, Catherine og Mary Grey

De lærde diskuterer stadig, om Lady Jane Grey (født i oktober 1537 og henrettet den 12. februar 1554) virkelig var eller ikke var den lovmæssige dronning af England i de sidste ni dage af sit liv. Eftersom hun var barnebarn af Henrik VIII's søster, Mary (1496-1533), hvis kortvarige ægteskab med Louis XII af Frankrig, havde gjort hende til fransk dronning i nogle år, før hun giftede sig hemmeligt med Charles Brandon, hertug af Suffolk, så var Tudor-afstamningen indiskutabel, så den side af sagen var god nok, meeen ..... 

I sit nye, selvvalgte ægteskab, som hendes bror, Henrik VIII, først modsatte sig kraftigt, men senere accepterede, efter at han havde indkasseret diverse bodspenge, fik Mary Tudor fire børn, der nåede voksenalderen. Datteren Frances (1517–1559) blev mor til Lady Jane (1537–1554) og to andre døtre, Lady Catherine (1540–1568) og Lady Mary Grey (1545-1578). Ingen af dem fik et let liv, først og fremmest fordi de som potentielle tronfølgere, var  begrænset i alt, hvad de foretog sig. Desuden var deres forældre kendt som meget strikse, især moderen, der efter sigende var direkte voldelig, ikke mindst over for den ældste datter, Lady Jane Grey. Således gik der rygter om, at hun direkte piskede hende til at acceptere ægteskabet med Lord Guilford Dudley samt udnævnelsen til dronning af England. Ingen af delene lader til at være hendes eget valg, men gennemført blev det.

Lady Jane Grey

Man spørger uvilkårligt sig selv, hvordan denne unge, begavede og efter datidens forhold direkte lærde, unge kvinde pludselig havnede på den engelske trone. Det skete, da hendes fætter, kong Edward VI (1537–1553), der var søn af Henrik VIII og hans tredje dronning, Jane Seymour, døde den 6. juli 1553, og landet manglede en indiskutabel tronarving. Den unge konges efterladte bestemmelser viste nemlig, at han mente, hans to halvsøstre, Mary og Elizabeth, der på et tidspunkt var blevet erklæret "illegitime" af deres fælles far, Henrik VIII, ikke var passende - eller bare berettigede - til titlen som regerende dronning. Begge blev senere dronning, selv om deres legitimitet kunne betvivles, fordi de altså var blevet regnet for "bastarder" af deres far. Henrik VIII havde ellers bestemt, at de skulle følge deres halvbror, hvis han døde uden efterkommere, men Edward VI var altså så meget i tvivl, at han udnævnte Jane Grey til sin efterfølger.

Thomas Seymour

Ret hurtigt efter Henrik VIII's død havde hans enke, Catherine Parr, giftet sig med Thomas Seymour. Han havde på et tidspunkt arbejdet for at få Jane Grey gift med fætteren, Edward VI, hvis stedmor, Catherine Parr, der jo altså nu var hans hustru, hun havde boet hos siden 10-års-alderen. De planer strandede så på den unge konges dårlige helbred og tidlige død samt modstand i Seymour-familien. Trist nok skete der desuden det sørgelige, at Catherine Parr, der virkelig havde været en kærlig støtte for Jane Grey, døde i barselsseng.

Henrik VIII's enke, Catherine Parr

Den ærgerrige Frances Brandon havde gennemført nogle ærgerrige forhandlinger vedr. sine to ældste døtres ægteskaber i 1553, hvor Jane blev påtvunget Lord Guilford Dudley, og Catherine fik Lord Herbert, søn af Lord Pembroke. Janes 9-dages dronningeværdighed efter Edward VI's død i 1553 førte imidlertid til den ene tragedie efter den anden. Både hun, hendes mand og to af hans brødre blev anklaget og henrettet for højforræderi. Det samme skete for Janes far, Henry Brandon, der blev henrettet en uge efter sin datters død, hvorpå hans enke, Janes mor, Frances, overraskede alle ved at gifte sig med Adrian Stokes, "Master of the Horse". Ironisk nok blev hun tilsyneladende fuldt ud tilgivet af den ældste af Henrik VIII's døtre, der nu blev dronning, nemlig Mary I (1516–1558). Ingen hørte derefter Frances så meget som nævne sin henrettede datter, Jane, som hun tilsyneladende havde visket ud af hukommelsen. 

Lady Catherine Grey

Når Jane Grey og hendes forskellige støtter kunne blive henrettet for højforræderi, så er det klart, at hendes to tilbageværende, yngre søstre også var i farezonen, for som børnebørn af Henrik VIII's søster, Mary Tudor, kunne de jo gøre krav på den trone, som hans datter, Mary I (1516–1558) nu havde indtaget. Som dronning huskede hun dog på familiens støtte til hendes forskudte mor, Henrik VIII's første hustru, Catherine af Aragonien, og gav derfor Frances noget af den ejendom tilbage, som familien ellers havde mistet. Dronning Mary og de to tilbageværende Grey-søstre faldt dog ikke i armene på hinanden efter en eller anden tilgivelsesscene, for der skete det, at Janes yngre søster, Catherine, hvis ægteskab med Lord Herbert, var blevet annulleret, brød de bestemmelser, som Henrik VIII havde indført vedr. alle potentielle tronarvingers ægteskaber. Disse gjorde det til noget yderst ulovligt, ja, faktisk højforræderi, bare at nærme sig en sådan person med et ægteskabstilbud, hvilket Catherine må have været fuldt ud bevidst om, da hun stik imod alle regler i 1560 giftede sig hemmeligt med Edward Seymour, der var en nevø af Henrik VIII's tredie kone, moderen til Edward VI, dvs. Jane Seymour. 

Elizabeth I 

Dette skete efter Mary I's død, så det var nu Elizabeth I, der sad på tronen, og hun blev rasende, da en graviditet afslørede sandheden: Jane Greys søster, Catherine, havde brudt loven, der forbød den slags ægteskaber uden kongelig accept. Denne forbrydelse sendte Catherine og hendes elskede, Edward Seymour, i Tower, hvor begge deres sønner blev født som "illegitime", fordi man ikke kunne finde den præst, der angiveligt havde viet deres forældre.Var de gift, eller var de ikke? Det spørgsmål er vist ikke helt opklaret, men elskende var de i hvert fald.

Edward Seymour

At Catherine var dybt forelsket i Edward Seymour og han i hende er der ingen tvivl om, men hendes kærlighed blev hendes undergang. Hun fødte sine såkaldte "bastard"-sønner i fængslet, men blev selv sendt af sted for at bo som fange hos en af dronningens hoffolk. Formentlig har hun været dybt berørt af denne ulykkelige situation, for det fortælles, at hun nærmest sultestrejkede, hvilket var en medvirkende årsag til, at hun døde som 28-årig. 

Catherine Grey med sin ældste søn, Edward Seymour, Lord Beauchamp

Man skulle tro, at den sidste tilbageværende af de tre Grey-søstre, Mary, havde lært af Catherines eksempel, men nej, også hun brød reglerne om ikke at gifte sig uden regentens tilladelse. Hang det sammen med hendes fysiske problemer som handicappet, dværg, pukkelrygget, eller hvad hun nu var? Frierne har jo nok ikke ligefrem stået i kø, for hun blev regnet for - og beskrevet som - enormt grim, ja, hoffets grimmeste kvinde, så måske hun bare var glad for at møde én, der ville giftes med hende? Dengang så man nemlig deformiteter og handicaps som en form for "Guds Dom", der angav den ramtes dårlige egenskaber, hvilket må have været hårdt for Mary socialt set.

Mary Grey

Marys udvalgte var enkemanden stabssergeant Thomas Keys (ca. 1524–inden 5. september 1571), der var dobbelt så gammel som sin brud. Han havde syv børn og var kendt for sin enorme kropslige størrelse, så den lille-bitte Mary og hendes meget store mand må have været et meget specielt par for dem, der mødte dem. Det siges, at han var vild med sin miniature-kone, og de burde have haft en fremtid sammen, men nej, Marys rolle som arveberettiget til den engelske trone ødelagde det hele, for de blev begge sendt i fængsel for at have brudt loven om kongelig anerkendelse af et ægteskab mellem en mulig tronfølger og en udefra, der ikke var blevet accepteret af majestæten - og som tilmed var af borgerlig herkomst. På en vis måde forekommer dette par mig endnu mere romantisk end Lady Catherine og Edward Seymour, og jeg har mindst lige så ondt af Mary Grey som af søsteren.

Thomas Keyes 

Fordi Keyes var borgerlig, blev han sendt i Tower, men til Fleet-fængslet og placeret i en alt for lille celle for en på hans størrelse. Han tilbød at give Mary en annullering af ægteskabet, men den gik ikke, for Biskoppen af London fandt intet, der kunne gøre en sådan annullering acceptabel. Noget, der sikkert skyldtes, at parret havde lært én ting af Catherine Greys eksempel, så de havde sørget for adskillige vidner til vielsen. Gift var de altså, og det fortælles, at Mary sørgede dybt over hans død. Det gjorde det heller ikke bedre, at hun ikke anede, hvor hun skulle tage hen, da hun blev sat fri i 1572, for hun havde meget begrænsede midler og ikke ret mange venner. Hendes mor var også død, og hendes stedfar, Adrian Stokes, havde giftet sig igen, men heldigvis for Mary, kendte hans nye kone hende og kunne lide hende, så hun slog sig ned i stedfaderens hjem. Da hun døde i 1578, var hun i begyndelsen af trediverne, men på det tidspunkt lader det til, at hun var kommet på en mere venskabelig fod med sin kusine, dronning Elizabeth I.

https://www.dewiki.de/Lexikon/Catherine_Grey



https://tudortimes.co.uk/people/katherine-grey-life-story

https://www.hrp.org.uk/tower-of-london/history-and-stories/lady-jane-grey/

https://www.hrp.org.uk/tower-of-london/history-and-stories/lady-jane-grey/

 

https://pastlovespodcast.co.uk/tag/lady-katherine-grey/ 

 

Wikipedia

Tanker omkring samfundsmæssige idealer og realiteter

TrickleDown-idiotiet og andre smarte måder at plyndre den almindelige borger får jævnligt gang i overvejelserne omkring det system, der ser så godt ud på papiret, men som gang på gang viser sig umuligt at realisere: kommunismen. Fandens også, når nu de fleste faktisk ønsker ret, rimelighed og retfærdighed for alle. Jeg må indrømme, at jeg ikke har nogen dybere viden om eller indsigt i politik, men én ting ved jeg dog: stabilitet er altafgørende for et systems succes, og denne stabilitet er noget med at hvile i sig selv. Dvs. at systemet ikke skal holdes oppe via tvang og overgreb, sådan som det f.eks. skete i Hitlers Tyskland og Stalins Rusland. Ingen af dem duede på længere sigt, og det ved vi nu, men det gjorde man ikke dengang, hvor troen på "den stærke mand", der frelser landet, stadig fungerede.

Løsenet synes at være "solidaritet", hvor systemet har en indbygget styringsmekanisme, der sørger for, at ingen kan udnytte andre. Eftersom jeg er forarget over de lave lønninger og de tilsvarende alt for høje indtjeninger i henholdsvis laveste og højeste "klasse" i f.eks. USA, ser jeg dette super-kapitalistiske system som "Djævlens Værk". For mig at se holdes det oppe af den dumme "Amerikanske Drøm", der går ud på, at "enhver er sin egen lykkes smed", sådan at enhver fattigrøv kan ende som en ny multimillionær, hvilket er idealet for de fleste amerikanere. Folk opfatter ikke sig selv som nederst i hierarkiet eller som en udnyttet og underbetalt slave, men som en fremtidig/mulig rigmand, og hver gang det lykkes for én at realisere drømmen, vil millioner andre bøje nakken og håbe på deres eget held. Det er en meget individualiseret drøm, hvor sådan noget som "fælles bedste" og loyalitet tilsyneladende slet ikke optræder.

Somme tider virker det, som om man som enkeltperson absolut hører til i en bås af en eller anden slags, men det er nu ikke nødvendigt for ens egen skyld. Det irriterende er jo også, at begge de politiske fløje hver for sig har gode ideer, selv om de som helhed er uacceptable i et samfundssammenhæng. Hvad marxismen angår, så virker den helt igennem logisk og brugbar, men jeg tror ganske afgjort, at dens menneskesyn er totalt forfejlet, hvilket gør dens politik overordentlig sårbar. For at få det system til at fungere, så skal vi nærmest forvandle os til engle, for det kræver, at man skubber den egoisme, som vi alle har en større eller mindre portion af, til side og giver os til at lever for fællesskabet i stedet for os selv og vore nærmeste. "Kollektivet", "socialismen" og "partiet" er smukke principper, men heller ikke mere for de fleste af os.

 
Marx havde en efter min mening naiv tro på en klasseløs urtilstand, der i hans retorik blev forvandlet til både udspring og ideal for fremtidens mennesker. Når dette ideelle samfund genopstår, så er der ikke længere brug for "staten" til at styre det hele, for alle lever i fred og fordragelighed, fordi alt er kollektivt. Hans tro på et ideelt jæger-samler-samfund, hvor alle var lige, forekommer mig naiv, og jeg mener, at det mangler der altså beviser på .... 

Eftersom vi lever i et højteknologisk samfund, der heldigvis for os hverken er decideret kapitalistisk eller kommunistisk, så har vi altså brug for at kunne uddelegere fælles opgaver. Om de bliver udført på en forsvarlig måde bør diskuteres i hvert enkelt tilfælde, for det viser sig gang på gang, at det gør de altså ikke. Trist, men sandt ....

 

Kvinden, der blev forvandlet til en sex-dukke

Alma Schindler (1879-1964) var meget smuk, og det er klart, at mændene flokkedes om hende. Ud over skønhed havde hun også forskellige talenter, da hun gjorde sig bemærket inden for både kunst, musik og litteratur. Hendes far var landskabsmaleren Emil Jakob Schindler, og hendes mor, Anna Sofie, havde en kortvarig karriere som operasangerinde. Da Emil Jakob døde i 1892, giftede Anna Sofie sig med maleren Carl Moll. Begge Almas barndomsjem har været gennemsyret af kunstneriske interesser, hvilket for Almas vedkommende gav sig udtryk i hendes forsøg inden for musik. Som 9-årig begyndte hun således at komponere på egen hånd.

Den yndige, unge Alma

Som 22-årig mødte Alma den 19 år ældre operadirektør, komponist og dirigent Gustav Mahler (1860–1911), der blev vildt forelsket i hende. Deres forhold var imidlertid fra begyndelsen af noget sært, set med nutidige øjne, for Mahler havde skriftligt betinget sig, at hun opgav sine musikalske aspirationer for i stedet at hellige sig ham og hans musik. Noget, Alma åbenbart gik med til, selv om hun på det tidspunkt havde fuldført omkring 100 kompositioner, hvoraf mange senere er blevet kendt og beundret.

Gustav Mahler 

Kort efter brylluppet blev deres første datter født. Hun døde dog blot et par år senere, men deres anden datter, Anna Justine, voksede op og blev en kendt billedhugger. 

Alma og Gustav Mahler

Ægteskabet havde forskellige problemer, hvoraf nogle skyldtes Almas trang til at flirte med eb del af de mange mænd, der stadig gav hende en masse opmærksomhed. Da Mahler døde i 1911, havde hun allerede et stykke tid haft et forhold til den to år yngre arkitekt Walter Gropius, der blev hendes anden mand, efter at han dog i første omgang havde trukket sig, fordi han fandt ud af, at hun - samtidig med deres affære - havde været i seng med sin mand, Gustav Mahler. 

Oskar Kokoschka

Den forførende Mahler-enke gjorde også et stort indtryk på maleren Oskar Kokoschka, ja, så stort, at han, da affæren ophørt i 1914, fik fremstillet en "Alma-dukke", der nok først og fremmest skulle erstatte hende i sengen. Hans bestilling var særdeles detaljeret, og det var tydeligt, at han gik meget op i udformningen af denne "kunstige Alma", hvilket siger en del om dens funktion. Resultatet er dog temmelig klumpet, og nogle har antydet, at den kvindelige kunstner, der frembragte den, nemlig Hermine Moos, kan have valgt at sabotere Kokoschkas ide.

Den siddende Alma-dukke

"Yesterday I sent a life-size drawing of my beloved and I ask you to copy this most carefully and to transform it into reality. Pay special attention to the dimensions of the head and neck, to the ribcage, the rump and the limbs. And take to heart the contours of body, e.g., the line of the neck to the back, the curve of the belly. Please permit my sense of touch to take pleasure in those places where layers of fat or muscle suddenly give way to a sinewy covering of skin. For the first layer (inside) please use fine, curly horsehair; you must buy an old sofa or something similar; have the horsehair disinfected. Then, over that, a layer of pouches stuffed with down, cottonwool for the seat and breasts. The point of all this for me is an experience which I must be able to embrace!"

Alma-dukken i liggende tilstand

Jeg vil nok sige, at dette er noget af et overgreb på den kvinde, der ikke længere ønskede at fortsætte et forhold til den forelskede - eller nok snarere besatte? - Kokoschka, også fordi Alma oven på deres affære genoptog forbindelsen med Gropius, som hun giftede sig med i 1915. Året efter fødte hun sin tredie datter, Manon (1916-1935). Det må have været sært både for Alma og for hendes døtre samt senere ægtemænd og elskere at vide, at Kokoschka havde fået fremstillet den heldigvis ikke alt for vellignende dukke af hende. Hendes mange amorøse eventyr fortsatte dog, og i 1920 lod hun sig skille fra Gropius for i stedet at indlede et forhold til forfatteren Franz Werfel (1890-1945), som hun blev gift med ni år senere. 

Franz Werfel - vild med Alma!!!

Både Gustav Mahler og mange andre kendte musikere tilegnede deres værker til Alma. Der er sikkert mange af dem, der har håbet på at kunne vække hendes kærlighed, og man må sige, at det så sandelig også lykkedes for adskillige af dem. Hendes affærer blev senere besunget af den ironiske og mere eller mindre giftige Tom Lehrer:

https://www.theparisreview.org/blog/2015/02/17/my-fair-lady/

 

https://www.berlingske.dk/kultur/antisemitten-der-elskede-joeder  

 

Wikipedia

 

Mandemorderen Bonin - "The Freeway Killer"

Ja, nogle mænd myrder mænd - og af de samme årsager, som de myrder kvinder: SEX!!! Det gælder f.eks. dette afskum, der dog ikke er lige så berømt som andre seriemordere, der også har dræbt mange. Ikke desto mindre har William George "Bill" Bonin (1947-1996) tortureret, voldtaget og myrdet 21, men muligvis 36 unge mænd og drenge - eller endnu flere - inden for tidsrummet 1979-1980. Undervejs i forløbet fik han hjælp af ialt fire medsammensvorne, der trådte til ved nogle af mordene, men det var ham, der begik dem, og ham, der er kendt som "The Freeway Killer". Den tvivlsomme "ære" ved dette "kælenavn" må han i øvrigt dele med et par andre skiderikker, Randy Kraft og Patrick Wayne Kearney, idet de dog alle også er kendt under andre tilnavne. 

De tre mandemordere, der alle er kendt som "The Freeway Killer": Patrick Wayne Kearney, William Bonin og Randy Kraft

Patrick Wayne Kearney (født den 24. september 1939), der er kendt for at være pædofil, nekrofil og dyre-voldtægtsmand, har myrdet mindst 21 unge mænd og drenge i tidsrummet 1962-1967, men som det ofte er tilfældet med disse seriemordere, kan der sagtens være flere ofre, som man bare ikke kender til. 

Patrick Wayne Kearney

Hvad Randy Kraft (født den 19. marts 1945) angår, så torturerede, voldtog og myrdede han mindst 16 unge mænd og drenge mellem 1972 og 1983. Han er også kendt under navnene "The Scorecard Killer" og "The Southern California Strangler".

Randy Kraft 

Modsat sine "kollegaer" er Bonin nu død. Han blev henrettet i 1996 efter at have tilbragt 14 år på dødsgangen i San Quentin, hvilket sætter fokus på denne retspraksis, hvor den dømte kan få et helt liv bag tremmer, selv om han/hun er dødsdømt. Nogle af dem udvikler da også et system til at holde gang i sagerne, selv efter en dødsdom, hvilket sker gennem appeller eller løfter om nye afsløringer af deres forbrydelser og/eller placeringen af ofrenes lig. Den praksis var bl.a. Ted Bundy virkelig god til, faktisk helt op til den dag, hvor dommen blev eksekveret. Bonin fik i øvrigt noget ud af sin fængselstid, idet han brugte en del af sine 14 år bag tremmer til at udvikle sine kunstneriske talenter, hvor han både malede og skrev.

Som så mange andre seriemordere lader det til, at også Bonin havde en svær barndom med den voldelige fars alkoholisme og ludomani, der ofte satte familien i en meget vanskelig økonomisk situation. Moderen var en svag, passiv kvinde, der ikke gjorde noget for at beskytte sine sønner imod mandens vold. Familien var katolsk, og på et tidspunkt placerede moderen Bonin og hans yngre bror i  et katolsk kloster, hvor de kom ud for alle mulige former for vold i et "disciplinerings-forsøg", der mere ligner tortur. Da han senere blev placeret i et ungdomsfængsel, kom han også ud for seksuelle overgreb fra en lærers side. Alt sammen noget, der ligner opskriften på, "hvordan man laver en pædofil". Da han nåede puberteten, opdagede han, at han var bøsse, selv om han nu også havde forsøgt sig over for en pige, der dog afviste ham. Hans mor havde det svært med det faktum, at han var homoseksuel og fik sørget for, at han blev forlovet med en pige, som han skulle have været gift med, men som slog op med ham. 

Nogle af Bonins ofre

På et tidspunkt i ungdommen deltog han i krigen i Vietnam, hvilket angiveligt gav ham den overbevisning, at menneskeliv er stærkt overvuderet, og at det ikke betyder så meget endda. Ikke desto mindre fik han en medalje for at have reddet en såret soldater-kammerat. I Vietnam havde han affærer med både kvinder og mænd, men blev tilsyneladende bare bestyrket i sin fascination af drenge og unge mænd.

Den bil, som Bonin brugte ved mange af sine bortførelser og mord 

Megen af hans seksuelle og voldelige aktivitet virker som et orgie af had, og han begik handlinger, som det bare er umuligt at forstå. At han blev dømt, siger sig selv, for han havde virkelig begået mange forbrydelser imod uskyldige mænd og drenge.

https://criminalminds.fandom.com/wiki/William_Bonin

 

https://murder-town.com/solved-cases/creepiest-facts-about-the-freeway-killer-william-bonin/ 

 

https://www.latimes.com/local/california/la-me-freeway-killer-bonin-execution-19960223-snap-htmlstory.html

https://crimesandcuriosities.tumblr.com/post/639029974761963520/the-crimes-of-serial-killer-william-bonin-the

 

https://murder-town.com/solved-cases/creepiest-facts-about-the-freeway-killer-william-bonin/

 

Wikipedia

 

"Viking Love, Rape and Incest": Ezine article by Else Cederborg

All of us know that the old Vikings of Scandinavia were cruel and brutal warriors because that's what we have been told. Their image is somewhat troll like according to the way they have been depicted in modern times. However, in the Sagas, i.e. the medieval prose narratives of Scandinavian gods and heroes, they are first and foremost heroic and very brave figures.  

The troll like viking also is a popular troll like doll

To these men it’s no crime to set out on a predatory expedition as it’s part of their social obligations to restore order according to their beliefs. They conquer land which they feel belong to them and they kill enemies because that is necessary to obtain this goal. Some of their expeditions have a religious background as they want to serve their own gods by destroying those who are not part of their pantheon.

One of the most renowned warrior-heroes is the Danish viking Helge, the brother of king Roar. In some of the sagas he seems to have died a very young man, but in others, like in the "Skjoldungesaga-fragment" he lives and he sure is a very active viking. However, his fate is to be known and remembered as the viking who raped the proud noblewoman Olof who was married to a Saxon earl and who had derided him. However, this revenge, as it is, leads to the birth of a daughter who is kept a secret by her mother and is so hated by her that she names her after her dog, i.e. Yrsa. 

Several years after the birth of Yrsa her father, Helge, who still doesn't know anything about her, returns to the scenery for the rape and this time he abducts the beautiful, young girl and brings her with him to Denmark where they get married.

Strangely enough this marriage becomes a success. Both of them are unaware of the incest they are committing and are happy when their son, Rolf Krake, is born. But now the vengeful Olof strikes out to destroy their illicit happiness by informing them of their close relationship. The unhappy Yrsa leaves the Danish court and she marries the Swedish King Adils who later tries to murder Helge and also Rolf. 

However, Helge lives to have another daughter, Skuld, by a woman who is set out to be some kind of a fairy or maybe a witch. This daughter proves to be quite different from Yrsa as she is cruel by nature and quite demonic. She plays one of the main parts in the killing of her brother, Rolf Krake.

At that point Rolf Krake had grown to become one of the most renown heroes of the sagas. He is even supposed to have been one of the very early kings of Denmark, but as what was the case with his father, that's more than unlikely as both of them may just be fictive characters in the viking sagas of Scandinavia. Besides that, like with other Vikings Helge is mixed up with other brave and famous heroes of that name.

 
https://www.britannica.com/topic/Viking-people

 

https://www.britannica.com/place/Denmark/The-Viking-era 

 

https://www.visitdenmark.com/denmark/things-do/history-and-culture/top-viking-sites 

 

Wikipedia

 
    

Betragtninger om værdier samt pengenes vandringer ....

Vi besidder alle medfødte værdier i form af helbred, intelligens, kraft og styrke, men som historien har vist, er det sandelig ikke sikkert, at disse egenskabers ejermænd- og kvinder får lov til at nyde godt af dem. På grund af samfundets indretning med styrende og styrede, kan også de stærkeste - både fysisk og psykisk - ende med at få stjålet deres nedarvede talenter af nogen, der tilmed føler sig berettiget til dem, fordi de på en eller anden måde "står over" andre. De oprindelige ejeres kraft og styrke kommer således til at tilhøre andre, fordi de besidder en anderledes og uovervindelig form for magt, der ofte er baseret på ideologier. Systemet bliver tilmed langt op i historien beskrevet som "det naturlige" og/eller "gud-givne", hvilket så at sige gør alle diskussioner overflødige, dvs. indtil der er en eller anden, der afslører bedrageriet på en direkte eller indirekte måde.

Ved at gøre Robert Smalls til slave, stjal man hans medfødte værdier, tilmed på en måde, så det virkede "naturligt", for var han ikke sort, og var den slags individer måske ikke under-mennesker? Tanken om at ens hudfarve automatisk kan forvandle én til en andens ejendom er grotesk, men sådan har det altså været i flere generationer og i mange forskellige former for samfund. Nogle magthavere indrømmer tilmed, hvad det er, der ligger bag deres undertrykkelse af disse lavt-rangerende personer.

Grove løjer, må man sige, for hvad pokker bildte han sig ind? 

Og så er der dem, hvis hudfarve ikke adskiller sig fra dem, der holder eller har holdt sorte slaver. Det viser sig, at hvide slaver slet ikke er spor ualmindelige, selv om man ikke altid kalder dem sådan, men omtaler dem som "arbejdere", "tjenestefolk" eller "underklasse". Ikke overraskende er der sørme også er en hel række ideologier, der støtter deres undertrykkelse. En af de virkelige effektive er religionen samt nogle forløjede eller misforståede "videnskaber" om "naturens orden". Intet er så nyttigt som troen på "Guds overherredømme" og den respekt, man skylder denne for ikke at havne i Helvede efter døden. Det stod selvfølgelig også Napoleon klart, og han var ikke bleg for at sige det ....

Personligt undrer jeg mig jævnligt over, hvordan ellers fornuftige folk kan lade sig besnære af tanken om rigdommens velsignelser for de fattige, hvis arbejde har skabt den og dermed puttet den i lommerne på de rige. Dette forløjede system er kendt som "TrickleDown", og det burde have været skrottet for mange år siden, men nej, det har stadig mange støtter, tilmed blandt dem, der er dets ofre. 

Begrebet "TrickleDown" forbindes ofte med præsident Ronals Reagan, for det er blevet adopteret af højrefløjen og er blevet brugt skamløst som argument for bevarelsen af kapitalismen. Det stammer imidlertid fra en mand, der anvendte det ironisk: Skuespilleren, humoristen og den politiske kommentator William Penn Adair Rogers (1879-1935).

For Will Rogers, (som han blev kaldt), var "TrickleDown" tænkt som en vittighed, hvad det da også er, for selv om det står for det modsatte, tømmer det de fattiges lommer for at berige de velhavende. Grunden til, at det kan lade sig gøre at snøre så mange mennesker, er efter min mening, at så mange drømmer naive drømme om selv en dag at blive millionærer, nemlig som en del af den "Amerikanske drøm". Den drøm har efter min mening fastholdt gode mennesker i et jerngreb, fordi de lærer at se deres nuværende, mere eller mindre sociale elendighed som noget midlertidigt: de har muligheden for at opnå drømmen, og det vil selvfølgelig ske for dem - tror de altså .....

Uventede indsigelser forbløffer dog verden i ny og næ. F.eks. sagde paven i 2013: "Some people continue to defend trickle-down theories which assume that economic growth, encouraged by a free market, will inevitably succeed in bringing about greater justice and inclusiveness in the world. This opinion, which has never been confirmed by the facts, expresses a crude and naïve trust in the goodness of those wielding economic power and in the sacralized workings of the prevailing economic system."

https://ethicalunicorn.com/2021/06/30/what-is-trickle-down-economics-why-it-doesnt-work/ 

 

https://www.thebalance.com/trickle-down-economics-theory-effect-does-it-work-3305572 

 

Wikipedia

 

Det "besudlede" pædofili-offer: "Jeg ved, at mit navn er Steven ...."

 

To kidnapnings-ofre for en pædofil, Steven Stayner (1965–1989) og Timothy White (1974–2010)

Vi ved, at voldtægtsofre tit får skylden for et eventuelt overfald ved f.eks. at blive bebrejdet deres "sexede påklædning". Mænd undskyldes ofte med deres "stærkere drifter", som der stadig er mange, der antager, er naturgivne, og som de derfor bare ikke kan styre. Det er selvfølgelig på flere punkter noget ævl, hvilket er godt for det mandlige køn, der ellers måtte lænkes og/eller behandles medicinsk på daglig basis, da den slags ikke ville kunne gå i vort styrede samfund, hvor der ikke er plads til folk, der ikke har så meget hold på sig selv, at de kan være gode, brugbare samfundsborgere. Dvs. ikke først og fremmest drifts-styrede bavianer. Før i tiden har der været perioder og kulturer, hvor pædofile tendenser er blevet accepteret, men i vor tid er alt, der bare tangerer den slags yderst forbudt, hvilket vi trods alt skal glæde os over. Der findes - og fandtes - måske også kvindelige pædofile, men de har nu aldrig været så synlige som de mandlige. Når man taler om pædofile i al almindelighed, så er det derfor næsten altid mænd, der refereres til.

I 2010 blev der rejst en statue af to pædofiliofre, der begge havde været bortført og misbrugt af en mand ved navn Kenneth Eugene Parnell (1931-2008). Den ældste af drengene havde været holdt fanget så længe, at han havde glemt sit oprindelige navn, men han huskede dog, at fornavnet var "Steven". Hans bortfører havde bildt ham ind, at hans forældre ikke havde råd til at have ham mere, at han fra og med nu hed "Dennis", og ud over det fik han ham til at kalde sig "Dad" (dvs. "far"). Man må dog sige, at denne Kenneth ikke havde specielt faderlige følelser for det 7-årige barn, han havde kidnappet i 1972, for han sex-misbrugte ham konstant, selv om han samtidig sørgede for, at han gik i skole som andre på sin alder. 

Kenneth Eugene Parnell med den på det tidspunkt ca. 14-årige Steven

Da Steven blev ældre, faldt Kenneths interesse i ham, og han forsøgte flere gange at finde en ny dreng at kidnappe. Før - eller nogenlunde på samme tid - havde han ladet en af sine elskerinder misbruge drengen. Senere forlangte han hjælp af ham til at indfange en ny dreng, men Steven saboterede disse forsøg. Da det endelig lykkedes Kenneth at finde den 5-årige Timothy White og kidnappe ham, reagerede Steven imidlertid for alvor, da han stak af med den kidnappede dreng og tog til politistationen med ham, hvor han fortalte om det, de hver for sig havde været ude for. Det var ved den lejlighed, han ytrede den nu berømte sætning: "I know my name is Steven."

Kenneth blev anholdt og dømt til syv års fængsel for kidnapning, men løsladt efter fem. Personlig synes jeg, det er en forbløffende kort fængselsstraf, men det skyldes formentlig, at man ville holde en hel del af forbrydelsens elementer skjult for offentligheden. Hvem beskyttede man med denne hemmeligholdelse? Steven og Timothy eller Kenneth? Det kan faktisk godt være, at man forsøgte at dække over de oplevelser, drengene havde været ude for i kløerne på Kenneth, fordi de blev set som skamfulde. Måske en eller anden sådan set velmenende person hemmeligholdt disse "besudlede børn's skam", selv om "skammen" ene og alene var Kenneths. Modsat i dag blev det seksuelle perspektiv i sagen i hvert fald ikke trukket frem, men holdt skjult ....

Timothy genforenet med sin mor 

Hvad Kennet angår, så kunne han bare ikke nære sig, for i 2004 forsøgte han sig igen som kidnapper, men blev fanget. Denne gang blev han idømt 25 års fængsel, men døde allerede i 2008.

Trist nok bebrejdede Steven sig selv det, der var overgået ham, ligesom mange af datidens kvindelige voldtægtsofre. Hvordan en dreng på 7 år ved bortførelses-tidspunktet kunne være skyldig i andet end at blive betragtet som en godbid af en pædofil forekommer mig ret gådefuldt, men det var en del af tidens ånd: sex var skamfuldt, og ofrene "var nok selv ude om det". Af andre ting, der påvirkede hans liv negativt, var oplysningen om, at hans ældre bror havde myrdet fire kvinder og altså var seriemorder ....

Fem år efter flugten fra fangenskabet hos Kenneth blev Steven gift, og han nåede at få to børn, inden han på tragisk vis omkom i en bilulykke. Den på det tidspunkt 14-årige Timothy deltog i begravelsen. Senere giftede han sig og fik også to børn, men blev syg og døde allerede i 2010.

 

https://www.newzsite.in/the-tragic-story-of-steven-stayner-the-boy-who-fled-his-kidnapper-but-could-never-return-to-normal-life/ 

https://www.shared.com/the-story-of-steven-stayner-still-haunts-residents-of-this-california-town/

 

Wikipedia