Barnebrud og kongelighed

Tudor-slægtens stammoder, Lady Margaret Beaufort, var blot 12-13 år ældre end sin søn, kong Henrik VII af England. Eftersom hun var hans biologiske mor, betyder dette, at hun var 12 år, da han blev undfanget. Alt for tidligt vil nutidsmennesker sige, men dengang var det ikke helt ualmindeligt med meget unge brude. Mange historikere mener iøvrigt, at denne tidlige debut som mor betød, at hendes krop blev skadet, og at det var grunden til, at hun ikke fik flere børn efter sønnens fødsel. Noget, der ikke er bevist, men heller ikke usandsynligt. Hvorom alting er, så var hun nært knyttet til sin søn og støttede både ham og hans krav på tronen, der var noget uldent ....

Margaret havde været forlovet med en anden mand siden 1-årsalderen, men fordi der ikke var tale om en konsumering af forholdet, kunne denne ultra-tidlige forbindelse annuleres, så den purunge pige kunne gifte sig med sin anden bejler, nemlig Edmund Tudor, der var søn af den tidligere dronning, Catherine de Valois, og hendes anden mand, Owen Tudor. Det var hans halvbror (og dronning Catherines ældste søn), kong Henrik VI, der nærmest havde beordret ham til at fri til den rige arving, for hun var det, man nu om stunder kalder "a catch". Således var hun ikke bare overmåde velhavende, men også af kongelig byrd, da hun nedstammede fra Edmund III. Noget, der i høj grad var en fordel for Edmond, der kun havde et meget vagt krav på tronen. Faktisk kan man sige, at det kun eksisterede gennem hans brud, Margaret ....
Brylluppet mellem de to mødte ingen modstand, for dengang var det helt legalt at gifte sig med så unge piger, selv om de fleste forældre dog efterhånden foretrak, at deres døtre var nogle år ældre. Sagen var jo den, at dødeligheden må have været høj blandt disse barnebrude, hvilket må have været trist at opleve for forældrene. Det bekymrede dog ikke samtiden så meget, for dengang regnede man ikke det fysiske liv for så meget som sjælens overlevelse gennem religionen. Hvis bare man var "frelst", så skidt med om man var død ....

…

Voldtægt som underholdning

For 37 år siden var navnet Cheryl Araujo berømt (og berygtet!) i hele USA, for denne unge kvinde på 21 år havde anmeldt en ualmindelig modbydelig voldtægt, hvilket havde medført, at forbryderne blev idømt fængselsstraffe. Dengang var det ikke almindeligt, at voldtagne kvinder gik så langt som til at melde voldtægtsforbryderne, og New Bedford, hvor Cheryl var vokset op, var totalt splittet på grund af denne sag. Noget, der også skyldtes, at retssagen som den første af sin art blev TV-transmitteret. Cheryls ansigt blev ikke vist på TV, men hendes navn og adresse blev oplyst, hvilket jo var helt vanvittigt, fordi det kunne give anledning til forfølgelser i lokalsamfundet, hvilket var lige præcis, hvad der skete.
Det, der skete, var at Cheryl, der var mor til to små piger, blev cigaret-sulten og tog en smuttur til Big Dan's Tavern for at købe nogle smøger fra automaten lige inden for døren. Hun gik ikke lige med det samme, men hyggesnakkede lidt med servitricen og fik også en enkelt drink. Noget, hun ikke gjorde, var at tale med de forsamlede mænd i baren, så  intet i hendes adfærd lagde op til det overrfald, hun kom ud for, da hun ville gå igen. Ikke desto mindre blev hun grebet bagfra og smækket ned på billardbordet, hvor forskellige mænd voldtog hende efter tur, medens andre heppede, som var det en sportsbegivenhed. Efter to timer lykkedes det hende imidlertid at rive sig løs og løbe væk fra baren, halvnøgen og ude af sig selv.  Nogle af mændene fra baren fulgte efter hende, men stak af, da tre andre og udenforstående mænd greb ind og tilkaldte politiet.

Efter en horribel retssag, hvor Cheryl blev gjort til syndebuk, idet mange støttede voldtægtsmændene, "for hun var ikke bedre værd, og hvad lavede hun helt alene i en bar", fik forbryderne en dom på 6-12 års fængsel. De heppende idioter, der forhindrede bar-ejeren i at gribe ind, blev til gengæld frikendt. Selv om disse ækle idioter kom i fængsel for deres forbrydelse, så vendte befolkningen sig imod Cheryl, og hun og hendes søster blev nødt til at flytte til Florida. Prøvelserne og forfølgelsen havde imidlertid været for meget for hende, for hun begik selvmord to år senere. Noget, der også hang sammen med eksponeringen gennem TV-dækningen, hvor hendes navn og adresse blev røbet.

Beboerne i Cheryls barndomsby, hvor hun var vokset op, støttede jo altså de dømte og fik samlet $20,000 sammen, så fire kunne komme ud mod kaution. Desuden var der mellem 7.000-10.000, der demonstrerede imod det, "der skete med vores drenge". Der var tilmed en underskriftindsamling, der støttede dem og ikke ofret, Cheryl. Kort sagt, som så ofte både før og efter i voldtægtssager blev sagen vendt på hovedet, og man anklagede ofret for at være den egentlige skurk. Cheryl modtog ligefrem dødstrusler, og de tre mænd, der havde tilkaldt politiet og hjulpet hende, fik også trusler af forskellig art. Det lokale samfund var helt klart for forbryderne og imod ofret.

Det kan sikkert stadig ske, at offentligheden giver ofret skylden, hvis de mener, at hun har opført sig uanstøndigt eller indladende, har været udfordrende klædt eller er kendt for sine mange elskere. Helt så nemt at få sådan en kvinde anklaget for det, der faktisk er en forbrydelse imod hende, er det dog ikke længere. I vores del af verden har man erkendt, at kvinder "NEJ!" altså er et NEJ, også juridisk set ....

Det udødelige lig

Både mennesker og dyr betaler livets gave med døden, hvilket normalt betyder, at man opløses og bliver til muld over en årrække. Hvis ikke de døde opløstes, så ville verden være fuldt af lig, og det ville gå ud over de levende. I nogle kulturer dyrker man døde slægtninge og lever med dem uden at lade sig gå på af stanken og det uhygiejniske aspekt, men sådan er vi i de vestlige lande ikke. Når lig ikke opfører sig som forventet og går i opløsning, så opfatter vi det som noget meget mærkeligt, der ligefrem kan give afdøde helgenstatus.
Sådan er det ikke med Lady Xin Zhui fra Han-dynastiets tidsperiode. Hun var gift med en adelsmand og bestilte vist ikke meget andet end at spise og sidde på sin flade uden at røre sig mere end allerhøjst nødvendigt. Da et hjerteanfald tog livet af hende i 163/168 f.Kr., var hun rent ud sagt fed og ødelagt af sine ædegilder og al den stillesidden. Hun havde galdesten og kan ikke have haft det rart i den sidste del af sit liv, der var præget af alle mulige skavanker både i bevægeapparatet og indre organer.
Hendes grav, som hun delte med sin mand og formentlig en af deres sønner, blev opdaget i 1968/1971 og giver nu en fortrinlig indsigt i livet dengang, for den var fuld af ejendele og gaver, som hun har fået med sig i døden. Det er alt sammen mægtig spændende, men det mest interessante er faktisk Lady Xin Zhui selv, for hun er noget nær ubegribeligt velbevaret. Hvordan kan man finde et 2.000 år gammelt lig med blod i årerne, blød hud, øjenvipper, muskler, hår, etc., etc.. Hun lå i en ukendt væske, der åbenbart har bevaret alle hendes organer? Mysteriet består, og arkæologerne spekulerer og kommer med teorier, for det er en kendsgerning, at Lady Xin Zhui ser ud til at trodse naturens love.

Øhhhhhh - hvem er jeg???

Transient epileptisk amnesi - også kaldt TEA-syndromet - betyder ”forbigående epileptisk hukommelsestab”. Dette syndrom er første gang beskrevet i 1980-erne, men er formentlig mere udvklet end først antaget. Det er ret uhyggeligt, ikke bare fordi det synes at være forbundet med neurologiske forandringer, bl.a. i temporallapperne, men også fordi der ikke er nogen helt dækkende forklaring på, hvad der sætter det i gang. Den udløsende faktor kan være kranietraumer eller blodpropper, men hos langt de fleste patienter, optræder TEA-anfaldene tilsyneladende spontant og uden nogen forklaring. Det betyder, at ens mølædte hjerne optræder højst besynderligt og usolidarisk med sin vært, og det gør den altså mindre brugbar.

TEA-syndromet har flere mystiske karakteristika, som mange af os sikkert har oplevet enten hos os selv eller hos mennesker, der står os nær. Der kan være tale om et forbigående hukommelsestab, f.eks. på 30-60 minutter, hvor patienten bliver "fjern" og desorienteret mht tid og sted. Vedkommende kan have lugte- eller smagshallucinationer.

De værste tilfælde udvikler sig til hukommelsesproblemer. Hos dem påvirkes måske både korttids- og langtidshukommelsen, men som noget af en pudsighed  kan det nævnes, at de i mange tilfælde selv er klar over, at de ikke kunne huske noget. Faktisk meget ironisk ....

At "have let ved kniven" ....

Hvad i alverden er det for nogle  fyre? Massemordere eller tvangs-voldtægtsforbrydere, der tænker - og handler - med underlivet? Næh, det er såmænd "bare" et par finske "knivjunkere", der hærgede i slutningen af 1700- og en stor del af 1800-tallet. Disse to fyre - nemlig Antti Isotalo og Antti Rannanjärvi - var nogle af de mest berømte/berygtede, og omgivelserne må have åndet lettet op, da de blev fanget. De ikke bare solgte knive, men havde også den uvane at hugge kunder, der irriterede dem, ned. Sådanne overfald fandt sted, hvor folk nu mødtes og kunne f.eks. være ved en begravelse, hvor ingen vel forventede den slags.

Det underlige er, at de kom fra alle mulige datidige samfundslag, men ofte var bønder. Ligesom i vore dage frygtede ofre og vidner at vidne imod dem, for så frygtede var de. Noget, der jo nok skyldtes, at tidligere vidner havde haft en ulyksalig evne til at "forsvinde", uden at nogen anede, hvor de blev af ....

Ansigtsknusere

Intet er så personligt (bortset fra DNA) som et ansigt. At "vise ansigt udadtil", at ikke "tabe ansigt", eller at "blive firmaets ansigt", etc., etc. er meget vigtigt. Man ER vel ikke udelukkende sit ansigt, men det er tæt på, for det tegner ens identitet og hele personlighed for omverdenen. Derfor vil det være en katastrofe virkelig at miste ens ansigt som f.eks. i krig eller ulykker.

Hvordan i alverden er det gået til? Det er der ingen, der ved, og det er nok også photo shop, men det illustrerer meget godt, hvad det ville betyde at tabe ansigt - og i dette tilfælde hele hovedet ....

Denne fyr må have været flot og tiltrækkende, da han var i live, men det er han altså ikke mere, og det kan ses: livet har forladt ham og har taget udtryk og personlighed med sig. Jeg har set lig med et smukt og forklaret udtryk, men jeg tvivler på, at det er normen, for det varer ikke længe, før næste led i processen "opløsning og skeletering" forvandler den døde og gør ham/hende ukendelig. Det er en person, men hvor man måske før var glad for at kunne give ham/hende et knus, så lokker dette ansigt ikke til intimiteter.

I 2013 var der en dansk kriminalsag, hvor en "bandeboss" truede tre drenge til forskellige former for kriminalitet. Truslen var den samme, som skuespilleren Lana Turners mafia-elsker, Johnny Stompanato, brugte: "Jeg skal KNUSE dit ansigt!!!" Netop denne skuespiller havde gennem hele sin karriere levet på sit smukke ansigt, for det var vist så som så med talentet. Da hendes datter (over-)hørte hans trusler, dræbte hun ham for at beskytte sin mor.

Her ses Lana og Johnny Stompanato, da alt (formentlig) stadig var fryd og gammen.

Jeg så et krimi-program, hvor kom med en henkastet bemærkning, som jeg skrev mig bag øret, fordi jeg syntes, den viser noget interessant om den menneskelige identitet: "Nogle mordere er først og fremmest ansigtsknusere ...."

Nå ja, tænkte jeg, de ønsker nok ikke, at deres offer skal genkendes. Reporterens næste bemærkning uddybede imidlertid problematikken: ".... de vil ikke lade deres offer beholde hans/hendes identitet ...."

Dér spidsede jeg ører, for sådan tror jeg, det forholder sig for dem, der virkelig ønsker at nedværdige og knuse et andet menneske: tab ansigt én gang for alle og vær død!!! Ret rædselsfuldt og på en vis måde endnu mere nedværdigende end så meget andet, disse skiderikker kan udsætte andre mennesker for.

Da Hoess kom op at hænge

Dette er tydeligvis ikke en situation, der falder i Rudolf Hoess' smag, men sådan ville det nok være for de fleste af os. Instinktet får os til at vige væk for løkken, der skal tage livet af os, selv om vi måske er indstillet på, at det er dér, vi er nu ....

Man må ellers sige, at netop Rudolf Hoess havde levet med døden tæt inde på kroppen, for han havde været lejrchef for Auschwitz, og det er faktisk det flittigt brugte krematorium, man kan se i baggrunden. Hans andel i svineriet har været høj, og man siger om ham, at han var skyld i millioner af menneskers død i kz-lejren. 

Her ses en betuttet udseende Hoess under Nürnbergprocessen året før hans død i 1947. Han ligner én, der surmuler over at være blevet overrasket med fingrene i kagedåsen, for det er da "ikke noget", vel? Hans "hva'-er-det-forbudt?!!!"-fjæs er som en eviggyldig illustration til begrebet dumhed og fejhed, og han ser ud, som om han er lige ved at bryde sammen i gråd. Dog næppe fordi han fortryder sine ugerninger, men fordi han har ondt af lille Rudolf, der jo slet ikke forstod, at det med at følge ordrer var en fælde og ikke mindst en intelligenstest: er du dum, eller er du bare modbydelig? Rudolf var åbenbart begge dele samt meget andet mindre pænt. Derfor fortjente han også det, der overgik ham foran krematoriet den 16. april 1947.

Gjorde han på noget tidspunkt nytte? Jo, da han (fejt???) vidnede imod Ernst Kaltenbrunner, Oswald Pohl og I.G. Farben. Noget, der sandsynligvis skete i et forsøg på at redde livet, men hvis det var tilfældet, så forregnede han sig sandelig ....

PS: jeg er ikke blind for det beklagelige faktum, at jeg må erkende, at jeg ikke har skygge af medlidenhed med Rudolf, selv om jeg erkender, at han er et menneske, og at man af den grund må forsøge at udvise en eller anden form for forståelse af, at han ikke er fuldkommen. Han har ret til at begå fejl som alle andre, men på samme måde har jeg vel ret til at  hade og fordømme hans slags?