tirsdag den 23. juni 2020

Mord af angst for livet?



En talentfuld og sød, ung pige mistede livet på tragisk vis, da hendes high school-kammerat og gode ven, Daniel Joseph Bartelt, voldtog og myrdede hende. De havde ikke været kærester, men omgikkes som venner og havde mange fælles interesser - først og fremmest musik og sang - der gjorde, at de ofte mødtes i forskellige sammenhæng som bl.a. korsang. Derfor var det et stort chok for familie og venner, at det netop var Daniel, der myrdede Jessie, der jo blev regnet for at være en nær ven.

I det hele taget vakte flere af Daniels handlinger gennem nogen tid undren i vennekredsen, hvor han ellers altid havde haft en høj stjerne på grund af sine mange talenter. Man kan sige, at folk lå på maven for ham og applauderede alt, han gjorde. Han blev kort sagt opfattet som en frisk og meget intelligent fyr, og ingen havde sikkert kunnet forestille sig, at han skulle udskifte sin college-plads med en fængselscelle. Ikke desto mindre var det lige præcis det, der skete, for pludselig droppede han ud af college og vendte hjem til sin fødeby, hvor han påstod at have fået et job.
Kort tid efter blev en ung kvinde, der ikke hørte til kredsen omkring Daniel og Jessie, overfaldet af en fremmed, ung mand, da hun luftede sin hund i en park. Hun fik vristet sig løs, men fik flere sår efter knivhug. Langsomt, ja, meget, meget langsomt faldt mistanken på Daniel, for hvem kunne dog forestille sig, at denne talentfulde og populære fyr skulle overfalde en ham ubekendt, ung dame med en kniv?

Ikke desto mindre afslørede politiets efterforskning, at han ikke bare havde foretaget dette meningsløse overfald, men at han nogle dage senere også havde voldtaget og myrdet sin gode ven gennem mange år, nemlig Jessie.
Alt omkring det job, der mere eller mindre legitimerede hans flugt fra college, viste sig desuden at være løgn. Han havde tilbragt den tid, hvor han påstod at være på arbejde, i parker og andre steder, hvor han kunne sidde og drømme store, urealistiske drømme om en forfatter- og musikerkarriere. Meget af tiden gik dog med stadig vildere voldsfantasier, og til sidst besluttede han sig for at føre dem ud i livet, for - som han sagde under et politiforhør - "jeg har ikke et job og kan heller ikke få det, og jeg er bange for livet, så jeg ville skræmme en anden". 

For mig at se var hans frustrationer tydeligvis forbundet med hans mangeårige succes i hjembyen, hvor han nærmest blev regnet for et geni. Både i og uden for skolen kunne folk lide og beundrede ham, men jeg tror, at det var et enormt chok for ham at komme på college, hvor alle jo pr. definition er begavede og måske endnu mere talentfulde end ham. I high school blev han altså opfattet som en stjerne af sine jævnaldrende, og mange så ham som skolens mest begavede elev, hvilket må have givet hans selvopfattelse et boost, så han måske også selv overvurderede sine evner og talenter. Livet blev svært for ham, da han ikke længere havde sit hjemlige publikum med alle beundrerne fra skoletiden, og det lod han så gå ud over to uskyldige kvinder, der ikke havde nogen andel i hans personlige fiasko.
Jeg har en stærk fornemmelse af, at mange andre mordere har reageret på lignende situationer og har myrdet, fordi de ikke selv slog til i forskellige sammenhæng. Daniels problem burde have været opdaget og behandlet, før det kom så vidt, men som byens succes-dreng fremstod han vel sagtens som usårlig, hvilket han absolut ikke var.



mandag den 22. juni 2020

To be or not to be Shakespeare

I den engelske Nazi-satire, "Pimpernel Smith", spiller Leslie Howard en britisk  arkæologiprofessor, der tager til Tyskland på en studietur sammen med sine studerende i 1939. Dvs. vel gør han ej, for hans egentlige ærinde er at frelse mennesker, der er i livsfare, men som ikke kan forlade landet uden hjælp. Altså en meget nobel gerning, og Leslie Howard er som skabt til rollen som engelsk gentleman og humanist.


På et tidspunkt støder han dog på en vis "General von Graum", der er fuldstændig overbevist om Tysklands forrang på alle områder og ikke mindst kulturen. Han er en super-eksponent for det moderne begreb "fake news", og samtalen mellem ham og Horatio Smith ved et ambassadeselskab er skøn satire og vidunderlig humor.


But we have one problem. "To be or not to be?" as our great German poet said.
German? But that's Shakespeare.
But you don't know?
Why, I know it's Shakespeare. I thought Shakespeare was English.
No, no, no. Shakespeare is a German. Professor Schuessbacher has proved it once and for all.
Oh dear, how very upsetting. Still, you must admit that the English translations are most remarkable.
Good night.
Good night. Good night. "Parting is such sweet sorrow."
What is that?
.
Oh, just one of the most famous lines in German literature



Leslie Howard, Mary Morris og Francis L. Sullivan

Jeg forstår faktisk godt general von Graum, der forsøger at pynte sig og sit land med lånte fjer. Det er så pokkers menneskeligt, at det er til at hulke over, også fordi jalousi og ekstrem ærgerrighed formentlig aldrig lader sig udrydde, selv om det piner dem, der rammes af det.

Tudor-arven

Da ingen af Henrik VIII's legitime efterkommere selv fik afkom, forestiller man sig nok, at Tudor-slægten uddøde med Elizabeth I, men det er ikke tilfældet. Faktisk kan man sige, at den nuværende dronning, nemlig Elizabeth II, også er en Tudor, for hendes mor hører til Seymour-slægten, der omfatter Edward Seymour. Han var søn af Edward VI’s onkel, der var bror til hans afdøde mor, Jane Seymour.


Hun var den eneste af Henrik VIII's seks koner, der fødte en levedygtig søn, nemlig Edward VI, der døde ung og ikke selv fik børn. Til gengæld er det indirekte hans skyld, at hans slægtning, Jane Grey, kom så galt afsted, fordi han som protestant ikke ville efterlade sin trone til sin katolske halvsøster, Mary, og heller ikke til sin anden halvsøster, Elizabeth. At begge søstre alligevel endte med at besidde denne trone i et vist tidsrum, var slet ikke hans plan, da han lå dér på dødslejet og skulle udpege sin efterfølger og altså pegede på sin unge slægtning, Jane Grey, der egentlig slet ikke ville være dronning. Man mener, at hendes ambitiøse mor, Frances Grey, tvang hende til at tage imod kronen, og den unge kvinde led en krank skæbne, da hendes regering blev styrtet i 1554 efter blot ni dage og hun selv blev henrettet samt erstattet af sin katolske kusine, Mary.



Begge Henrik VIII's søstre fik imidlertid efterkommere. Den søster, man kender bedst, er selvfølgelig Margareth, der giftede sig med den skotske konge. En af hendes efterkommere var James VI af Skotland, der er bedst kendt som Kong James I af England.
Hvad den yngre søster, Mary, angår, så fik hun kun to overlevende døtre, nemlig Eleanor Clifford, Grevinde af Cumberland, og Frances Grey, hertuginde af Suffolk, hvis ældste datter, Jane Grey, altså led en krank skæbne, da hun blev henrettet i 1554 efter blot ni dage som (mere eller mindre ufrivillig) dronning af England.


Jane Greys yngre søster, Katherine, ville måske være blevet udpeget til at følge Elizabeth I på tronen, men hun blev forelsket og dummede sig, idet hun ikke bare giftede sig uden dronningens tilladelse, men også tabte vielsesattesten. Desuden døde det eneste vidne til vielsen, hvilket var meget uheldigt, for var hendes børn så legitime eller illegitime? Noget, der var af afgørende betydning dengang og især når det gjaldt arvefølgen til et kongedømme. Hendes udvalgte var iøvrigt Edward VI's onkels søn, Edward Seymour.


Dronningen blev ikke glad for nu at sige det på den måde, og hun fængslede det unge par og fik deres påståede ægteskab annulleret. Desuden forhindrede hun den unge mor i at have noget med sine to sønner at gøre, og hun tabte i den grad livslysten, at hun døde, ikke engang 30 år. Den ene af hendes sønner overlevede dog, og det er en af hans efterkommere, der nu sidder på den engelske trone som Elizabeth II.











søndag den 21. juni 2020

Forfatteren, der var maler

Forfatteren Paul Jordan-Smith var en lærd mand, der ikke bare skrev romaner, men også var godt bevandret i latin samt filosofi. Hans kone, Sarah Bixby Smith, var maler, og da hendes realistiske malerier fik en meget kold modtagelse af kunsteksperter, blev han gal. Hævnen var ligefor, da han ville gøre eksperterne til grin ved at indsende egne malerier. Han tog for givet, at de var aldeles rædselsfulde, da han aldrig før havde forsøgt sig som maler, og aldrig havde haft en pensel i sin hånd.

For at føre sit hævngerrige svindelnummer ud i livet antog han et pseudonym, der lød russisk, nemlig Pavel Jerdanowitch, og påstod, at hans billeder tilhørte en hidtil ukendt kunstretning ved navn "Disumbrationism", idet navnet gik på hans manglende evne til at male skygger.


I et par år sendte han adskillige malerier til bedømmelse af kunstkritikere. Alle vakte interesse, og nogle blev ligefrem fremhævet som meget talentfulde. Paul Jordan-Smith undrede sig, men fortsatte ellers bare sit hævntogt med billede efter billede.

Jeg mener faktisk, at han havde talent, og at nogle af hans billeder ikke bare et velkomponerede, men direkte gode. At han selv så dem som svindel skal jo ikke afholde os andre fra at se noget i dem, siden de nu er her. Var der ligefrem ligheder mellem dem og Paul Gauguins værker, som en kunstkritiker hævdede? Måske, men det hele sluttede, da han gik til bekendelse vedr. sit "fupnummer" og så ellers fortsatte sit forfatterliv ....






https://www.artsy.net/article/artsy-editorial-hoax-art-movement-fooled-art-establishment?fbclid=IwAR0hu6FOVQcYuXTINvGIm6TD-ORqrxG-O_LIzlym05XHkqM5bKg1XeDLd3Y











Har du et ansigt, da skøn derpå ....

Hvad repræsenterer et menneskes identitet bedst? Ikke en fod eller hånd, en albue eller et knæ, men måske en næse, for den sidder i ansigtet. Nemlig, udadtil er man sit ansigt, medmindre ens krop er så bemærkelsesværdig på  grund af deformiteter eller ekstrem skønhed, for så er det måske den, der tiltrækker sig mest opmærksomhed. Ikke desto mindre: ansigtet er det, der udtrykker ens personlighed og at miste det er en livsødelæggende katastrofe. Desværre for Raymond Robinson var det lige præcis det, der skete for ham, da han var en glad og frisk dreng med en tendens til uartighed. F.eks. har han næppe fået lov til at klatre op i meget høje træer for at betragte de fuglereder, han var så optaget af.

Uheldet var ude for hans klatre-eventyr gjorde, at han fik et elektrisk stød, der gjorde hans hud grønlig. Han mistede også sine øje, næse, mund, det ene øre, og hans venstre arm blev ødelagt. En meget, meget trist begivenhed, der tilmed førte til et liv fyldt med chikane, forfølgelse og tilmed vold. Folk frygtede "Den grønne mand", der også blev kaldt "Charlie No Face", og forstod ikke, at han var et offer for en tragisk ulykke og ikke et farligt uhyre. Han tilbragte det meste af sit liv uden venner, men var elsket af sine nærmeste slægtninge.
Selv efter hans død i 1985 så folk i Pennsylvania, hvor han boede, ham som en uhyggelig og truende figur, som de troede var ude efter dem. Legenden om den grønne, ansigtsløse mand fortsatte med at leve blandt dem, der burde have vidst bedre end at forfølge et ulykkes-offer.
 

lørdag den 20. juni 2020

Med Biblen i hånd ....



Intet i denne verden er så misbrugt som Biblen og Koranen. Hvis folk påkalder sig Gud, Jesus eller diverse profeter som støtte og argument for deres egne gerninger, så ved man, at man skal tænke ekstra over det, de står for. Donald Trump er ikke ligefrem min yndlingsperson, og når han forsøger at legitimere sine handlinger med Biblen, så bliver jeg direkte forarget. Manden er jo ikke bare tidligere TV-showmand, men handelsmand, og det var den slags, Jesus angiveligt fordrog fra kirken, fordi den, som han sagde, ikke var et handelshus, men et bedehus. (Dette påståede  udsagn fratog selvfølgelig ikke handelsfolkene adgang til kirken, men kun udøvelsen af deres erhverv dette specielle sted).


Og nej, jeg er ikke pludselig gået hen og er blevet religiøs, men jeg kender et trick, når jeg ser det, og det gør jeg, når en amerikansk præsident legitimerer sin magt med Biblen i hånd, for så pådutter han sig selv eller sit embede en direkte forbindelse til den Gud, så mange amerikanere stadig dyrker som en realitet .....




Stalking og et labert mandfolk

Smag og behag er som bekendt forskelligt, og kontordamen Ruth Ann Steinhagen (1929-2012) blev altså så vild i varmen, da hun for første gang så den lithauisk-amerikanske baseballspiller Eddie Waitkus (1919–1972) i 1946 eller 1947, at hun tænkte på og drømte om ham dag og nat. Han var hendes drømmehelt, og hun dyrkede ham med billeder, avisudklip og hjemlige fantasi-scenerier, hvor hun forestillede sig, at han deltog. At hun aldrig havde mødt ham ansigt til ansigt betød åbenbart ikke noget, for hun var helt besat af ham.

Fordi han oprindelig var litauer, fik hun undervisning i dette sprog, men desuden satte hun sig for at få ALT at vide om Waitkus, så hun skaffede også årgangsbøger fra hans skole. Ved hjælp af dem fandt hun frem til, at han havde haft en skolekammerat, hvis navn hun brugte til at lokke ham til et møde på det hotel, hvor både han og hun var indlogeret i forbindelse med en kamp den 14. juni 1949.
Året før havde hendes tysk-fødte familie sendt hende til en psykiater på grund af hendes besættelse af sportshelten, men det gav ikke det ønskede resultat: hun var og blev totalt forgabt i ham. Interessant nok drømte hun  tilsyneladende ikke om at forføre ham, men om at dræbe ham, angiveligt fordi besættelsen fik hende til at lide.


Hvorom alting er, så sendte hun ham en besked, som han troede var fra den pige, han kom sammen med, så han gjorde, som hun bad ham om, nemlig besøgte hende på hendes hotelværelse. Så snart han trådte indenfor, sagde hun, at hun havde en overraskelse til ham, og at hvis hun ikke kunne få ham, så skulle ingen. Derpå trak hun et gevær frem og skød ham uden videre. Han blev hårdt såret, men kom sig efter et par års hospitalsbehandling, og dette tidsrum tilbragte hun til gengæld på et psykiatrisk hospital, hvor man mente, at hun led af skizzofreni.
 
I 1952, hvor hun blev udskrevet, flyttede hun hjem til sine forældre og levede ellers så stille og anonymt som muligt. Eddie Waikus tilgav hende åbenbart, for han gjorde intet for at få hende i fængsel eller forlangte erstatning.



Dette dramatiske forløb blev senere beskrevet af forfatteren Bernard Malamud i bogen "The Natural" (1952), der blev filmatiseret med  Robert Redford og Glenn Close (1984) i hovedrollerne.
Jeg formoder, at man skal have været besat på samme måde som denne kvinde for at forstå hende, og det er da gudskelov de færreste af os, der har prøvet. Måske man også skal være super-sportsfan, for virkelig at føle suget, men selv under de omstændigheder er det jo ekstremt ....