Fangens drøm om frihed

På en eller anden måde sidder vi jo alle i et bur, der består af det, der udgør vores personlighed. Vi er i fængsel som os selv, til trods for, at vi måske meget hellere ville være en anden. Nogle finder udveje til at forlade personligheds-buret eller fængslet og kan gå så vidt som til at skifte køn, andre nøjes med ny make-up og tøj eller plastiske operationer af forskellig art.

Ak ja, det gør nu tingene mange gange mere besværligt, hvis det fængsel, man sidder i, befinder sig i et element, der sådan set er naturligt for én, men at man samtidig er nødt til at færdes gennem et andet for virkelig at blive fri. Så er det nemlig ens fangevogter, der skal befri én, og den slags ender jo ofte i veritable Zoologiske Haver.

Ja, kroppen kan i høj grad være et fængsel. At være for tyk eller for svag kan virkelig hæmme en persons flugt-planer. Noget, kan der gøres noget ved med viljestyrke og planlægning, men ikke alt: tremmerne viger ikke, og fængslet vinder ....

Biblioteks-mystik

I forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts, kiggede jeg på bibliotekernes udbud af kvindebøger. For god ordens skyld slog jeg også mit eget navn op, og fandt til min overraskelse rigtig mange af mine værker/artikler. Det kom bag på mig, for sidst jeg så efter, var det kun en brøkdel af min store produktion, der havde fundet nåde for Bibliotekscentralens strenge blik, da de ikke kan lide selvudgivere. Lige det argument for en forkastelse af litteratur finder jeg ret vildt, for hvad er forskellen på en selvudgiven og ikke-selvudgiven bog? Det er såmænd bare forlagsredaktørerne og forlagets distributionskanaler samt anmeldelser hist og pist, hvilket man nu engang ikke kan vurdere en udgivelse på.
"Estrid" er et af de værker, jeg ventede at se, og som jeg da også fandt. Den er blevet genudgivet, hvilket ville have glædet personen Estrid. Bogen er imidlertid ikke min yndlingsbog af alle dem, jeg har udgivet, men jeg forstår godt, at den kan vække interesse hos dem, der kender Jørgen-Frantz Jacobsens roman "Barbara", for Estrid var jo modellen til denne berømte, færøske forførerske.

Så vidt jeg kan se, er denne bog, der er kommet på et pænt og hæderværdigt forlag, nemlig Lindhardt & Ringhof, repræsenteret på smukkeste vis hist og pist på vore biblioteker, og hvis ikke de har den, kan man bestille den. Ergo: dér må selv min surhed og forurettethed vige for en realitet, der bør glæde mig.

Det har altid pikeret mig, at den eneste af mine e-bøger, der har fundet vej til bibliotekerne er ovennævnte bog, "Ondskab", der såmænd heller ikke er en af mine yndlinge. Jeg er ret overbevist om, at den er blevet optaget som biblioteksbog, fordi en anerkendt litterat har givet den nogle pæne ord med på vejen, og det er ikke rimeligt, at en bog kun bedømmes ud fra den slags. Ikke desto mindre er det det system, vi alle er underlagt, og det oser af snobberi - HM!

Nå, men kronik-samlingen "Lilith og Adam" er grunden til, at jeg studsede over de mange af mine artikler, der kan lånes på biblioteket. I denne selvudgivne ebog har jeg samlet de fleste af mine mange avisartikler, men selve bogen afvises af Bibliotekscentralen, for den er jo selvudgivet og dermed automatisk bedømt som værdiløs. Magen til hykleri skal man altså lede efter!
Forklaringen ligger nok i det, der danner facit for så meget andet i vort samfund, nemlig PENGE! Hvis bibliotekerne gør det muligt for potentielle lånere at hente mine artikler hjem, (for jeg tvivler på, at de ligefrem ligger på hylderne i de enkelte biblioteksafdelinger), så sparer de bibliotekspenge til forfatteren = mig! Smart og skurkagtigt, hvilket får mig til at veksle mellem forargelse og latter, for denne manøvre har også et latterligt aspekt. (Godt, man har humor ....)
Grinet stivner dog, når jeg nu også ser en hulens masse af mine ellers forkastede e-bøger opført på listen over mine samlede udgivelser. Har de dem, eller har de dem ikke??? Er de pludselig blevet bløde over for selvudgiveren EC??? Hvordan er det gået til, og hvorfor har de ikke henvendt sig for at få lov til at låne mine bøger ud? Hvad med bibliotekspenge???? Hvis de låner dem ud, sker det så uden at afregne med mig????
Jeg må vist forsøge at tage mig sammen og forsøge at låne nogle af mine egne e-bøger for at se, om de er der eller ikke, hvilket dog ikke sker nu, da jeg simpelthen er for overvældet af opdagelsen til at gå i flæsket på bibliotekerne. Desuden har jeg for flere år siden slået hånden af det svigefulde bibliotekssystem, idet jeg ikke har lånt noget i meget lang tid og derfor ikke længere er inde i lånesystemet ....


https://bibliotek.dk/da/search/work?search_block_form=Else+Cederborg&select_material_type=bibdk_frontpage&op=S%C3%B8g&year_op=%2522year_eq%2522&year_value=&form_build_id=form-qP9O6iEHGR3w3SkIvAorIpdMWmxkHCm64Z1ok_5rBbI&form_id=search_block_form&sort=rank_frequency&page_id=bibdk_frontpage#content


 

Manden, der elskede at blive elsket

Henry Lee Lucas (1936 – 2001) havde haft en forfærdelig barndom med alkoholiserede og voldelige forældre, hvoraf især moderen gjorde barnets liv til et helvede. Hun prostituerede sig og lod sønnen se på, når hun havde herre-besøg. Desuden slog og ydmygede hun ham på utallige måder. Der er ingen tvivl om, at han blev skadet både fysisk og psykisk, og med en intelligenskvotient på under 100 var han ilde faren.

Både som barn og voksen følte han sig - og var for det meste også - uelsket, men på et tidspunkt fik han en homoseksuel ven, som han følte samhørighed med. De to turede omkring, hvilket fik alvorlige konsekvenser for dem begge, da de blev anklaget for mord-orgier over hele USA. Henry Lee Lucas tilstod det ene mord efter det andet, hvilket utroligt nok skaffede ham berømmelse samt den respekt og kærlighed, han altid havde higet efter. Eller rettere sagt: sådan opfattede han den interesse, som de mange mord, man tilskrev ham, vakte blandt alle mulige forskellige mennesker.
Mht politifolkene, så så han dem nærmest som hyggelige kammerater, men knyttede sig især til én, nemligden højt respekterede Sheriff Jim Boutwell, der iøvrigt altid gik med hvid skjorte og stetson-hat. Henry Lee Lucas kaldte ham ligefrem sin ven, åbenbart uden rigtig at forstå hans rolle i politiarbejdet.

Det har vist sig, at Henry Lee var så forhippet på at behage sin nye "ven", at han stort set indrømmede alle tidens uopklarede mord i miles omkreds. På et tidspunkt påstod han, at han havde myrdet 360 mennesker, hvoraf de fleste var kvinder. Optagelser af Boutwells mange forhør af ham viser imidlertid, at sheriffen havde en dårlig vane med at fortælle mere om forbrydelserne,end at høre på den mulige morders redegørelser. Han har simpelthen fodret ham med de oplysninger, der blev brugt som "bevis" på hans skyld som morder, og på et tidspunkt blev han dødsdømt, dog ikke for mordet på sin mor, da han var teenager, men på en veninde. Dette mord har han muligvis begået, men sikkert er det ikke, og sådan er det med de fleste af de mordsager, der blev rejst imod ham ....

Corona og livsforlængende behandlinger

Denne italienske læge har  travlt med at tilbagevise oplysninger om, at man i Italien ikke behandler corona-patienter over 60, og det kan man så tro - eller lade være med - men rygtet bygger bl.a. på Jyllands-Posten, der ikke regnes for en uvederhæftig sensations-avis: 

Den danske avis citerede den norske VG for oplysningerne i den første version. Avisen havde beskrevet en korrespondance mellem en anonym anæstesilæge i Italien og en norsk journalist på VG, hvoraf det fremgik, at det pågældende hospital ikke længere intuberer patienter over 60 år. Uddrag:
""Her er man, ifølge lægen, holdt op med at behandle patienter over 60 år.
Her er man, ifølge lægen, holdt op med at behandle patienter over 60 år.
»Så personer over 60 år er efterladt til døden?« spørger journalisten.
»Vi giver dem oxygen. Vi intuberer ikke personer over 60 år. Vi efterlader dem til at dø,« påstår lægen.

Men det passer ikke, siger overlægen på hospitalet i Milano. Det er ifølge overlægen heller ikke rigtigt, at hospitalet ikke har udstyr nok."

Hvem har ret, og hvem lyver??? Hvad enten påstanden er sand eller ikke, så ved vi da godt, at der kan opstå katastrofe-situationer, hvor der vælges mellem patienter. Ingen i Sundhedsvæsenet indrømmer det formentlig, men hvordan skulle det være muligt at IKKE udføre et sådant valg, når samfundet for alvor er truet?

Dette er et sørgeligt, medicinsk tilfælde og næppe en god kandidat til livsforlængende behandlinger, hvis det er knapt med medicin og fødevarer. Trist, men jeg er ikke blå-øjet nok til at tro, at mennesker, der ikke bidrager til samfundet med penge eller arbejdskraft bliver reddet i katastrofesituationer, hvis det betyder, at de arbejdsføre må undvære. Grunden til, at jeg tror dette, er selvfølgelig, at der de sidste år er blevet skåret ned over for handicappede og ældre. Det er fakta og ikke spor rart at tænke på, men sådan er det ....

https://ugebrev.dk/flashnews/geopolitik/kort-foelg-udbredelse-af-corona-virus-paa-denne-kortoversigt/

https://www.telegraph.co.uk/news/2020/03/14/italians-80-will-left-die-country-overwhelmed-coronavirus/?fbclid=IwAR07cRJ5xSllOcZifAyDf7r_w6TGor-27_ev7oGpMInJXxNuzP6FAQOSPsM
 

Den moralske indbrudstyv ....

Ja, børne-porno er FY, Føj og Forbudt, men det er indbrud jo altså også, så dette må siges at være en meget atypisk forbryder. Har han selv været ude for en eller anden, der "gjorde ting" ved ham, da han var barn? Aner det ikke, men det virker som den eneste logiske forklaring, og så er hans handling jo pludselig langt mere forståelig ....

Historisk ønskedrøm eller en realitet?

Den polsk-jødiske ballerina Franceska Mann (1917-1943) tilskrives forskellige forskellige former for heltedåd, da hun blev indsat i Auschwitz i 1943. Desværre veksler beskrivelserne af dem, så det er svært/umuligt at vide 100% sikkert, hvad det egentlig var, der foregik. Strippede hun for nazier, der blev så betaget af hendes skønhed og ynde, at det var nemt for hende at stjæle den enes pistol, som hun så skød ham med? Eller greb hun sin højhælede sko og jog den i øjet på en nazi ved navn Walter Quakernack, så han tabte sit våben, sådan at hun kunne snuppe det og dræbe/såre ham og to andre med det?

Og hvad var det med de jødiske kvinders opstand, som hendes handling angiveligt fik sat i gang? I denne version var der både drab og lemlæstelser af nazier, før kvinderne blev standset af en kugleregn. Alt sammen startet af Franceska Mann, der var modig nok til at give sig i kast med overmagten. Det mærkelige er, at hun tidligere var mistænkt for at være nazi-kollaboratør, og at en af versionerne om hendes død gik på, at hun ikke blev skudt, men begik selvmord.

Alle mulige historiske begivenheder har vage eller direkte usande beskrivelser, både i vor tid og i fortiden, men med Franceska Mann virker nogle detaljer enten usandsynlige eller stærkt overdrevne, så hvad skal man tro? Havde hun f.eks. spillet kollaboratør for at kunne udspionere nazierne, eller var denne mistanke grebet ud af luften? Skød hun en, to eller tre nazier for derpå selv at blive skudt, eller begik hun selvmord? - Svaret blafrer i vinden ....

"The Three Bullets of Francesca Mann". www.americanthinker.com. Retrieved September 15, 2019

Cynthia Southern (2015). The Vixen Who Shot A Nazi: The story of Franceska Mann, who shot SS Guard Josef Schillinger, in Auschwitz-Birkenau. Kindle Edition. Amazon. ASIN B00KUZY0UQ.

Rødtoppen, der blev til blondinen over dem alle

Sød og landlig med et væld af røde krøller og et kæmpestort, uforbeholdent smil. Hendes navn var Norma Jeane Baker, og det kan godt være, at hun har drømt om berømmelse som filmstar, men den kom først senere.

Norma Jeane er stadig kendt, fordi hun gav slip på sin oprindelie identitet og blev til ikonet Marilyn Monroe. Feministen og forfatteren Gloria Steinem, der kendte hende personligt, og som skrev en bog om hende, har fortalt, at den berømte star kunne tænde og slukke for den personlighed som "lille-pige-sex-gudinde", der gjorde hende så elsket. Den var noget påtaget, og hun levede af at være Marilyn Monroe, men reagerede også imod denne rolle, for den var ikke identisk med hendes personlighed.

Hun var hverken dum eller uvidende, men folk - dvs. mænd - elskede at se hende i den rolle, og derfor forvandlede hun sig, så hun kunne indfri filmfolkenes og biografpublikummets forventninger. Gloria Steinem hadede at se, hvad hun gjorde ved sig selv i nogle af hendes mest elskede roller, men det er først senere, at mange andre har forstået, hvad der foregik.





Gloria var/er selv en flot dame, der på et tidspunkt arbejdede som "bunny", nemlig for at afdække den udnyttelse af pigerne, som der foregik.   

https://www.theguardian.com/commentisfree/2013/may/26/gloria-steinem-bunny-tale-still-relevant-today