Skæg for sig og snot for sig ....

Der er kvinder, der på grund af hormonelle problemer får skæg, men det vækker ikke den store begejstring, for ansigtshår regnes for et tegn på maskulinitet, og derfor er ikke comme il faut i vort samfund med skæggede damer.

Før i tiden var der kvinder, der skabte sig en cirkus-karriere som "den skæggede dame", men nu ville en omgang skønhedsbehandlinger med elektriske nåle få udryddet den formastelige ansigtsprydelse. Hår på hovedet er én ting, men i ansigtet overtræder det alle regler om femininitet contra maskulinitet.

Mænd taber nu engang ofte hårpragten, og den vigende hårgrænse er sikkert til stor sorg og græmmelse hos mange af dem. Måske nogle af dem ligefrem sammenligner sig selv med stakkels Samson, der mistede håret, da hans svigefulde elskerinde, Delilah, fik det skåret af ham, så hans maskuline kraft forsvandt for en tid.
Aha, kraft, saft og hår! Dér har vi forklaringen på de overleverede forventninger til de to køns hårvækst. Mænd signalerer kraft, styrke og modenhed med skæg og noget ganske andet med et bart ansigt ...

Det er ikke engang løgn, at skæg skal der til! Det lader nemlig til, at både kvinder og mænd opfatter skæggets maskulinites-symbolik. Faktisk synes jeg ikke selv, det er så rart at blive kysset af en fyr med skæg, der kører rundt i ansigtet på én som et hår-rivejern, men jeg kan godt se, at skæggede mænd signalerer nogle ting, som kvinder sætter pris på.
Der er dog et træk, som disse fyre har, der ikke normalt appellerer til kvinder: skæg kan bruges som en form for maske, der skjuler følelser, og det hader kvinder ....

https://www.realmenrealstyle.com/beard-stubble-psychology-vdo/

https://www.bbc.com/future/article/20160418-the-real-reason-men-grow-beards

Hvordan man skaber en Adolf

Et yndigt barn med et lidt betuttet udtryk. Den lille mund ser ud, som om den var overmåde rød og kan såmænd godt lignes ved en rosenknop. Da barnet voksede op, forsvandt munden bag et overskæg, der blev berømt som en af den voksne mands signaturer.
Denne lille dreng, Adolf, blev født den 20. april 1889 og døde (formentlig) den 30. april 1945, hvilket ikke var én dag for tidligt. Faderen var toldfuldmægtig Alois Hitler, og hans mor var dennes tredie kone samt slægtning.

Der er forskellige forlydender om, at Adolf elskede sin mor, men fra en tidlig alder gjorde oprør imod sin far. Alois var en brutal mand, der som barn selv var blevet mishandlet af sin stedfar, og dette mønster videreførte han i sin egen familie, idet han bl.a. ofte pryglede Klara og deres søn, Adolf. Billeder af ham udstråler da også noget, der virker som brutalitet.

Livet havde dog heller ikke været let for Alois, der sine første leveår havde prædikatet "uægte". Hans mor havde været kogekone hos en jødisk familie, og det hører med til Hitler-myten, at hun blev forført eller måske voldtaget af én herfra, således at Adolf i virkeligheden var kvart-jøde. Denne myte, for det er tilsyneladende ikke andet, da historien mangler reelt belæg med skriftligt materiale i form af kirkebøger og allimentations-beviser, etc., er af nogle blevet set som årsagen til Adolfs senere brændende had til det jødiske folk.
Adolfs halvbror, Alois, boede i Liverpool med sin irske kone Brigid, og det var her deres søn, William Patrick Hitler, blev født. Han forsøgte på et tidspunkt at slå mønt af sit slægtskab med den onkel, der nu var kendt som Der Führer, og det siges, at da det glippede, truede han ham med at afsløre hans jødiske aner for verden. Måske det er derfor, at Adolf forbød enhver omtale af sin slægt og fik også den kirkegård, hvor mange familiemedlemmer var begravet, jævnet med jorden og omdannet til militært øvelsesområde. Desuden - og det virker temmelig pudsigt - forbød han i Nürnberglovene kvinder under 45 år at tage arbejde i jødiske husholdninger.

At hans senere kone, Eva Braun, havde jødiske aner, vidste (formentlig) hverken han eller hun, for denne viden er tilsyneladende først kommet frem længe efter deres (formodede) selvmord i 1945.

Det er for nemt at sige, at det, der skabte den højtråbende galning, og som blev skyld i enorme lidelser både i og uden for Tyskland, var et produkt af en brutal barndom gennem flere slægtled. Mange andre har været ude for lige så slemme eller måske ligefrem værre ting uden at blive til Hitler. Han var speciel og må have haft en personlighedsbrist, der var forbundet med narcissisme og andet af samme skuffe ...

Adolf Hitler-positur allerede som barn: de korslagte arme er symbol på tillukkethed og afstandtagen, medens hovedets lidt bagoverbøjede holdning viser stolthed og trods ...

Gode gerninger

Dette kan være den ældre dames kærlige barne- eller oldebarn, der føler sig forpligtet til at hjælpe hende af familiære grunde. Sikkert er det dog ikke, for det kan også være en fremmed, der bare ikke kunne udholde at se hende stavre rundt dér, gennemblødt i regnen, for han er nemlig et godt menneske med empati. De findes, og det er dejligt at tænke på, for de repræsenterer vejen frem i vort samfund.
Der er dog også den meget mindre behagelige mulighed, at denne ældre dame selv havde en paraply, som fyren stjal fra hende. Man skulle ikke tro det muligt, men der er faktisk dem, der ville forstå hans handling uden overhovedet at gøre sig tanker om hverken godt eller ondt, "for sådan er mennesker nu engang". Sagen er dog den, at når nogen er sådan, så er det, fordi de vælger at være det, og den holdning skaber ikke nogen vedvarende fremgang for hverken dem eller vores samfund som sådan.

Forskellen mellem godt og ondt ligger, så vidt jeg kan se, i det materielle og det immaterille. At slå nogen for panden og hugge deres penge, mad, ejendom eller kæreste giver uomtvistelige materielle fordele. Man forøger sine besiddelser, hvilket er noget, der regnes for godt i vort materialistiske samfund.
Hvis man i stedet vælger at lade være med den slags og måske giver en hjælpende hånd, hvor det er tiltrængt, så skaber det (som regel) kun indre glæde, MEN UDELUKKENDE HVIS MAN PÅ FORHÅND HAR EN MORAL, der tolker dette som godt. Det skæpper ikke i kassen og har derfor ingen SYNLIG effekt, men det føles godt, fordi vi har lært, at det er det. Dvs. at godhed og empati har en langt større bevisbyrde med hensyn til det, de kan give os, end ondskab og egoisme, hvor fordelene er synlige for alle ....

Sperm og katastrofer

Hurra for kondomet, selv om det er surt for sædcellerne, der har kæmpet sig helt op til det sted, hvor ægget ville tage imod dem, hvis altså ikke, hun sagde NEJ! Al den sperm, der er blevet spildt på ufølsomme æg, der ikke falder for deres charme, er ikke andet end en vittighed for mange, der måske finder de små livlige fyre sjove, men også meget irriterende og besværlige.

Kun én når i mål, og i vore dage med prævention og fri abort er ikke engang den sædcelle sikret et godt og produktivt liv.

Vi ved nok, hvad et "glemt kondom" kan betyde for kvinden, og den viden gør det klart for os, at nok er babier vidunderlige, nuttede og alt det dér, men det gælder kun, når de er velkomne i moderens liv. En uvelkommen baby kan ødelægge virkelig meget for hende, så hun er i sin gode ret til at se sædcellerne som en art baktusser, der skal holdes ude.

Desuden - og det er faktisk MEGET interessant - er man kommet langt med forskningen omkring menneskelig formering uden mandligt bidrag. Hvordan landet end ligger med forskningen omkring mandeløs formering, så er der allerede sket noget, der unægtelig er noget bekymrende: ifølge en avisartikel for godt en måned siden, så ligger den danske mands sædkvalitet helt i bund. Det lyder ikke godt, for dels kan det være en tragedie for en mand, dels kan det ikke undgå at skabe problemer i et parforhold. At der tilsyneladende heller ikke rigtig er noget at gøre ved det er virkelig trist ....

https://www.berlingske.dk/videnskab/kunstig-saed-kan-overfloediggoere-manden



http://denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Zoologi/Almen_zoologi/formering/formering_(Dyr_-_K%C3%B8nnet_formering)


https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/har-vi-brug-bade-maend-og-kvinder

Tidsrejsende

Tanken om, at man kan rejse i tid er interessant, og en af dem, der oftest - formentlig mest i spøg - bliver mistænkt for at være en tidsrejsende, er den canadisk/amerikanske skuespiller Keanu Reeves (født i 1964), der tilsyneladende forbliver den samme smukke fyr år efter år. Manden er nu 56 år, men det er bare ikke til at se! OK, han kan have tyet til plastikkirurgi, men det er det ingen beviser eller bare indikationer på, så hvad er hans hemmelighed?????

Andre filmfolk har leget med tanken om tidsrejser, bare tænk på de enormt populær "Tilbage til Fremtiden"-film, hvor Michael J. Fox som Marty McFly rejste frem og tilbage i tiden.

Det var sjovt at se en fremtid - og fortid - gennem Martys øjne, også fordi der faktisk kan være noget om snakken. Således arbejdede selveste Albert Einstein med en teori om, at hvis man foretog en rejse i lysets hastighed, så ville man være yngre end dem, som stadig befandt sig i stilstand. På den måde ville man faktisk være rejst frem i tiden ....


Fascinerende, også fordi der faktisk er dem, der mener, at de er stødt på ægte tidsrejsende.

Et gammelt billede af en flok mennesker har også vakt postyr, for selv om alle mændene tilsyneladende er pænt klædt på i jakkesæt, så er der én, der skiller sig ud. Han ligner nærmest en hippie, og ingen lader til at vide, hvem han er.

Man kan lige skimte lidt af hans T-shirt, men ikke se inskriptionen, hvilket jo er ærgerligt, også fordi en identifikation kunne føre til en overraskende identificering, måske af en mester i PhotoShop ....
Han kan også have nærlæst bøger som denne, der faktisk mest er brugt som konfirmationsgave:

Mange forskellige beskæftiger sig altså med muligheden for tidsrejser på både seriøs og ikke-så-seriøs måde. Man kan dog endnu ikke hverken helt afvise eller bekræfte teorien, hvilket faktisk er ærgerligt ....

https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/forskere-tidsrejsende-efterlader-maske-spor-pa-facebook


https://illvid.dk/fysik/videnskaben-slaar-fast-tidsrejser-er-mulige

Skabt til at blive myrdet

Man ved, at de er intelligente, kærlige, sjove og tilmed renlige, selv om de bliver beskyldt for det modsatte. Det eneste problem er åbenbart, at de smager for godt, og er man til bacon, ja, så er man nok ganske uimodtagelig for tanken om at se dem som kæledyr eller (måske) som politiets hjælpere. Ikke desto mindre er det det, de er ved at blive for mange mennesker, der priser dem i høje toner.

Formodentlig har denne gris en lys fremtid som kæledyr, selv om den nu er noget større, end den type, man normalt ser i denne rolle, nemlig dem, der bor sammen med deres ejer i dennes hjem.

Jeg ved ikke, hvad en husvært ville sige til sådan et dyr, selv om han/hun måske har givet tilladelse til, at lejeren holder hund eller kat. Her kan jeg forestille mig, at sådan et fænomen som lugt spiller ind, for hvor besørger de? Går de på kattebakke, eller får de ble på? Den side af sagen synes jeg aldrig, man hører om, men ignoreres kan det jo ikke, hvis man planlægger at få sig en kælegris.

Desuden kan det ikke nægtes, at de kan være meget højlydte ....

 

Horribel mishandling af en uskyldig

Det kan være svært at se, at dette forhutlede barn, Louis-Charles, der sidder indespærret i et uhumsk fangehul, er en konge, men han var sin fars, Ludvig XVI's, arving, så selv om han aldrig blev kronet, så ville han ifølge royalisterne være blevet hans efterfølger, da han blev henrettet i 1793.
En måned inden Den Franske Revolution i 1789 døde hans ældre bror, Louis Joseph, og efterlod sig titlen "tronarving" til den 8-årige dreng, der dog aldrig fik nogen gavn eller glæde af den, for han - der jo var komplet uskyldig - blev sat i fængsel. Ikke nok med det, men han blev også tvunget/presset til at understøtte falske anklager imod sin mor, Marie-Antoinette, og sin faster, der blev anklaget for et seksuelt misbrug af ham.

Familien har som de fleste kongelige tydeligvis levet i et socialt vakuum af ubegribelig uskyld og uvidenhed, men det er også alt, man kan sige dem på. Der er i hvert fald intet, der tyder på, at anklagerne om incest byggede på realiteter. Louis-Charles havde været en smuk og højt elsket, lille dreng, men efter at hans mor, Marie-Antoinette, blev henrettet den 16. oktober 1793, døde han knap to år efter, formentlig af tuberkulose, der var forværret af sult og generel vanrøgt.

Royalisterne accepterede hans onkel som næste tronarving, og han tog navnet Ludvig XVIII for at ære sin døde nevø.
Historien om det indespærrede og mishandlede barn fik dog nyt liv, da der efter nogen tid dukkede flere tronprætendenter op. De fleste var latterlige kluddermikler, der ikke havde en chance for at blive troet, men én, nemlig den tyske urmager Karl Wilhelm Naundorff, fik mange tilhængere. På hans gravsten stod han opført som "Ludvig XVII", og denne påstand blev først tilbagevist én gang for alle i år 2000, hvor DNA endegyldigt beviste, at han ikke var den lille konge, der ifølge hans påstande var undsluppet fængslet.