søndag den 3. maj 2020

Når man ser sig gal på en guddom

Der er stil over en mand, der ikke bare nøjes med at beklage noget, men går aktivt ind i kampen imod det. Sådan var den romerske kejser Gaius Julius Caesar Augustus Germanicus, der er bedre kendt under sit kælenavn Caligula (12–41 e. Kr.), for da han blev gal på havguden Neptun, erklærede han krig imod ham. Som bekendt hesker havet stadig over store arealer på vor klode, hvoraf nogle er oversvømmet landjord, så det var altså Neptun, der vandt - eller i hvert fald ikke blev besejret.


Kejser Caligula er kendt for at være en skør rad, der holdt enorme orgier og gik i seng med sine tre søstre, angiveligt fordi han anså sig selv for guddommelig, og sådanne samlejer efter hans mening måtte være det mest passende for guder, da det sikrede, at et eventuelt afkom også blev guddommeligt. Selv optrådte han ofte i skikkelse af forskellige guder som f.eks. Herkules, Merkur, Venus og Apollon, men vist nok aldrig Neptun. Han fik fjernet hovederne på statuer af forskellige guddomme og fik dem erstattet med sit eget, og han kaldte sig selv for Neos Helios, dvs. "Den Nye Sol". På ægyptiske mønter blev han faktisk fremstillet som solgud.

Hans eftermæle var, at han var skingrende skør, men man må huske på, at det ikke var hans venner, der skrev hans nekrolog, tværtimod. Fremstillingen af ham som en skaldet, tyndbenet grimrian behøver heller ikke at være rigtig, men det ville nu ærgre mig, hvis det viste sig, at det med Neptun ikke passede, for den historie elsker jeg bare, da jeg længe har ment, at de himmelske magter bør have et menneskeligt modspil og såmænd også gerne én på snotten.




En kvindes hævn


Da den franske adelskvinde Jeanne de Clisson fra det fjortende århundrede oplevede, at hendes tredie mand, Olivier de Clisson IV, blev beskyldt for at være landsforræder og derpå henrettet, blev hun stjernetosset og svor hævn, selv om visse ting nu tyder på, at han faktisk var skyldig. Det samme var hun, for der var en form for tilknytning mellem hende og den engelske konge, der blev tydeligere og tydeligere efter nogle år.
Ingen anede imidlertid uråd, da hun solgte sit hus og sine jordbesiddelser for at købe tre skibe, for hvem kunne dog have forestillet sig, at denne fornemme, franske dame ville forvandle sig til en blodtørstig pirat og gøre alt for at skade Frankrig? Hendes aktiviteter til søs skaffede hende det meget sigende tilnavn "The Lioness of Brittany", og hendes skibe blev kaldt "The Black Fleet". Man sagde om hende, at hun henrettede hele skibsbesætninger og i hvert fald enhver fransk adelsmand, hun fik fat på. Hendes ultimative plan var imidlertid at dræbe kong Phillip VI, som havde fået hendes mand - og faderen til fem af hendes børn - henrettet.
Var der noget, hun havde masser af, så var det ellers ægtemænd. Hun var blevet gift første gang som 12-årig med den 19-årige Geoffrey de Châteaubriant, som hun fik to børn med. Da han døde, blev hun gift med Guy of Penthièvre, men familien fik dette ægteskab annulleret, og så mødte hun manden, der åbenbart var hendes drømmeprins: Olivier de Clisson IV. Deres 13 år lange ægteskab var en succes, men endte altså med, at han blev arresteret og henrettet, hvilket førte til hendes hærgen til søs.
Nu kunne man tro, at sådan en blodtørstig og oprørsk kvinde ville få samme skæbne som sin mand, men nej, hun kom ud af det med liv og lemmer i behold samt en fjerde mand. Efter at have hærget som pirat i 13 år blev hun i 1356 gift med en engelsk adelsmand, Walter Bentley, der ligesom hun selv var forbundet med Edward III af England. Så vidt man ved, var ægteskabet en succes, men Jeanne døde af sygdom tre år efter brylluppet som en pæn og agtværdig dame.


lørdag den 2. maj 2020

Den krakelerede facade

Jeg har altid godt kunnet lide den engelske tegner George Cruikshank og ikke mindst hans Dickens-illustrationer. Hans vittige og ondskabsfulde karikaturer er også en af mine yndlinge.
Hele den mandlige del af Cruikshank-familien i to generationer tegnede. Hans far var den velkendte karikaturtegner, Isaac Cruikshank, der slog sine folder i slutningen af 1700-tallet, og hans ældre bror, Isaac Robert Cruikshank, fulgte i hans fodspor. Alle tre var berømte og elskede for deres streg. George var tilmed kendt som en omvendt alkoholiker, der var blevet forvandlet til en pæn, dydig, viktoriansk afholdsmand.

Et af hans yndlingsmotiver var tidens "dandies" - dvs. forfængelige og overfladiske modeherrer - som han gjorde nar ad med lige så stor verve, som han angreb det udsvævende og inkompetente kongehus med kong George IV og dronning Caroline i spidsen. Hans barske tegninger af kongehuset gjorde, at han i 1820 fik en bøde samt en advarsel om “not to caricature his majesty in any immoral situation.” Underforstået, at kongen ofte befandt sig i sådanne situationer ...

Her ser man den senere George IV som kronprins, og det er jo tydeligt, at han ikke rigtig besad de evner, der ville gøre ham til en stor regent i andet end omfang og taljemål ....

Alle George Cruikhanks angreb på umoralske personer og tilstande har sikkert været med til at sikre hans eget ry som en pæn og dydig viktoriansk kunstner, men det holdt ikke længere end til hans død, hvor hans sidste ord på dødslejet afslørede hans hemmelige liv: "Åh, hvad skal der dog blive af mine børn?!" Eftersom han ikke havde børn med hverken sin første eller anden kone var denne ytring på dødslejet ret overraskende, indtil man opdagede, at han rent faktisk havde 11 børn - hvoraf det sidste blev født efter hans 82 års fødselsdag - med en afskediget tjenestepige, som han havde installeret som fast elskerinde. Dydsdragonen Cruikshank var mildt sagt blevet taget med bukserne nede, men det gør ham (i mine øjne) langt mere menneskelig.



Cecil Bødker

Katten er sikkert også mægtig begavet, men det er nu dens menneskemor, det gælder, nemlig Cecil Bødker (1927-2020) der døde i denne måned. Hun var en af flere danske forfattere, hvis bøger revolutionerede børnebogslitteraturen her i landet, og jeg tør vædde med, at mange inden for andre genrer også blev inspireret af hende og hendes skrivestil. Det, der kendetegnede hende, var, at hun tog sine læsere - børnene - alvorligt. De havde efter hendes mening et lige så stort krav på bog-oplevelser, der gik ud over det pædagogiske, som voksne.

Hun er nok særlig kendt for sine 14 bøger om Silas. De var spændende og havde en meningsfuld handling samt flotte persontegninger. Silas er ikke én, man sådan lige glemmer, som det er med mange andre børnebogs-personer.

Nogle af hendes bøger blev også filmatiseret. Det gælder bl.a. "Hungerbarnet" fra 1990, der fik filmtitlen "Ulvepigen Tinke". Filmatiseringen var en fin anerkendelse af dens litterære kvalitet.

Menneskelivets vanskelige vilkår i svære tider var et af hendes hovedemner som f.eks. i "Ægget der voksede". Som sædvanlig en underholdende og spændende bog, hvilket jo nærmest var hendes "varemærke".
En af de ting, bl.a. hun og hendes skrivestil har influeret er selve faget børnebøger. Hun fik ikke ordlyd ved at buldre og brage for sine ideer, men fordi hun gjorde sig hørt gennem en kvalitetsvurdering. Man forstod, hvad hendes bøger var værd, sådan at deres umiskendelige litterære kvalitet banede vejen for en vurdering. Litteraturfolk begyndte pludselig at diskutere genren børnebøger som en ligeberettiget litteraturform. Noget, der også kan ses af, at der også blev undervist i genren og udgivet fagbøger om den. Litterære fagfolk tog fat om begrebet og gav det status, fordi det havde kvalitet. Det havde det ikke haft før, hvor man havde forventet af børnene, at de bare skulle beskæftige sig med den "seriøse voksenlitteratur".








fredag den 1. maj 2020

Paulus, din filur




Jeg har tidligt set mig gal på Paulus, fordi han tilskrives forskellige udtalelser om kvinder og kvinders plads, der gør mig aldeles rasende. Ikke desto mindre må jeg dog indrømme, at han er en interessant skikkelse i det store spil om den kristne guddom.
Han levede fra omkring 5 e.Kr til ca. år 64, og han blev betragtet som en af de vigtigste skikkelser i den tidlige kristendom fra 30 års-alderen, selv om han var startet som en ivrig forfølger af de kristne. Faktisk kan man få den tanke, at han var forarget over denne nye sekt, hvilket ville være logisk nok, da han jo ikke bare var romersk statsborger, men også jøde. På et tidspunkt hvor han var midt i en jagt på kristne, fik han imidlertid en åndelig oplevelse, der omvendte ham: på vejen fra Jerusalem til Damaskus så han pludselig den genopstandne Jesus omgivet af et strålende lys. Denne åbenbaring blændede ham, og han mistede synet i tre dage, men fik det igen og var som forvandlet, for nu begyndte han at udbrede kristendom.
Hans indflydelse blev enorm, fordi hans epistler jo er en del af Det Nye Testamente. Hvad man sædvanligvis ikke tænker på er, at der er tvivl om autenciteten. Moderne forskere mener, at en ret stor del af lader til at være skrevet "i hans ånd", men ikke af ham, så jeg må vel slække på mit mishag imod denne gamle støttepille i det, vi forstår som kristendommen .....

 

Hjul og stejle i Dk


Noget af det, jeg husker fra min børnelærdom om de gamle vikinger er deres barbariske henrettelsesmetode at "riste blodørn". Det må være bagvaskelse, for sådan noget gør/gjorde danskere da ikke, vel? Jo, det lader til, at det var, hvad de gjorde, men det er da heldigvis længe siden, og mange andre begik uhyrlige grusomheder, så hvad pokker?! Kan man lide vikinger, må man bære over med dem, ikke sandt?
At vi - et godt og fredeligt folkefærd! - har fortsat uhyrlighederne længe efter med den henrettelsesmetode, der kendes som "hul og stejle", er endnu mere ubehageligt at tænke på, for det kommer tættere på os nutidsdanskere. Da man udgravede området omkring Trianglen i København i forbindelse med metrobyggeriet, kom det faktisk helt tæt på, for dér fandt man masser af rådnende lig af forbrydere, der tydeligvis var blevet "rettet".

Arkæologerne havde håbet på at finde en toldbod eller lignende, men vadede i stedet for i beviser på fortidige henrettelser ved det, man kaldte "kvalificeret dødsstraf". Denne metode blev indført i 1697 og gjaldt for dem, der havde bedrevet mord, statsforbrydelser og lignende. Når man læser om den, tror man ikke sine egne øjne, for hvilken syg hjerne har fået den ide at først pine den dømte med gloende tænger, at hugge hans højre hånd af for derefter at gå i gang med at radbrække kroppen? 
Radbrækningen foregik ved, at bødlen knuste den dødsdømtes lemmer og brystkasse enten med et hjul (tysk Rad) eller en kølle. Oven på dette blev den dømte, der måske stadig var i live, flettet ind i egerne på et hjul, der blev opstillet på retterstedet. I Danmark anvendtes straffen sidste gang i 1866, hvor en præst blev henrettet for at have myrdet sin kone med rottegift, men jeg er ikke sikker på, at alle de forskellige led i henrettelsesmetoden kom til anvendelse. Eller rettere sagt: jeg håber, at man sprang en hel del af grusomhederne over, for jeg har det ikke godt med tanken om os danskere som grusomme tortur-bødler.



https://cphmuseum.kk.dk/artikel/hjul-og-stejle-p%C3%A5-trianglen 

torsdag den 30. april 2020

Øje for øje på tysk og dansk manér

Dette er den begivenhed, vi helst vil tænke på i forbindelse med besættelsen (1940-45): modige danskere gjorde en stor og farlig indsats for at redde knap 8.000 jødiske landsmænd fra nazisternes deportation og kz-lejre.

Det fartøj ser ikke særlig sikkert ud, og der synes også at være alt for mange om bord, men derfor kan det jo godt lykkes for en dygtig sømand at få folk over Øresund. Denne redningsaktion foregik i 1943, og nogenlunde samtidig indførte Hitler nogle skrækkelige regler for "clearingmord", der var hævnaktioner for drab på tyske soldater. Ordren gik ud på, at ti civile skulle dræbes for hver eneste tysker, der blev dræbt af danskere. I realiteten blev det dog "kun" ét dansk liv for én tysker.

Ofrene kunne være tilfældige, men de startede med den berømte og populære forfatter og præst ved Vedersø Kirke, Kaj Munk. Derefter gik det ud over ialt seksten læger, hvilket vel skyldtes, at de med deres uddannelse var værdifulde for samfundet, sådan at tabet ville være mærkbart for den danske befolkning. Ialt blev omkring hundrede danskere myrdet ved clearingmord, men på et tidspunkt gik tyskerne over til hævnaktioner, hvor tilfældige mennesker blev skudt ned på gaden. At de skulle tjene som et argument imod modstandsbevægelsen er dog ret grotesk, og den strategi virkede da heller ikke. Det lader dog ikke til, at mange danskere direkte har støttet modstandsbevægelsen, og der er sikkert også dem, der har set dem som ballademagere, samtidig med at de var fjendtligt indstillet over for tyskerne. Jeg mistænker, at dette paradoks hænger sammen med vor notoriske vattethed - forklædt som pacifisme - hvilket dog gør det endnu mere beundringsværdigt, at man ikke altid vendte ryggen til, men rent faktisk hjalp jøderne.

Hitler døde angiveligt den 30. april 1945, og Danmarks befrielse indtraf den 5. maj. Allerede samme dag begyndte retsopgøret mod tusinder af danskere, der havde støttet besættelsesmagten med ord og handlinger. Ca. 13.000 personer blev idømt bøde eller fængselsstraf, og 46 blev henrettet, men store dele af befolkningen skumlede over noget, de så som en tendens til at straffe de små forbrydere, medens de store slap billigere.

Gadens parlament tog sig også af noget, der faktisk ikke var en lovgivning imod, nemlig de såkaldte "tyskerpiger". Forelskelser fører ofte til utilsigtede problemer for folk, og det skete også for mange danske kvinder, der faldt for en tysk soldat. At de ligefrem skulle straffes for det efter befrielsen er vanvid, medmindre de også havde brudt landets love og bedrevet en klar landsskadelig virksomhed. Det var nok været de færreste, der virkelig havde haft et sådant forhold til en soldat, men man kan sige, det var uheldigt for dem, at de faldt for en fra besættelsesmagten.