onsdag den 27. maj 2020

"Space" for dyr og mennesker


"Space" betyder jo "rum", og en sådan hue synes nu først og fremmest at begrænse rummet for vovsen. Situationen for kæledyret bryder også med et andet og meget vigtigt perspektiv: man siger "så langt øjet rækker" og mener dermed det synsfelt, der udgør et individuelt rum for hver enkelt af os. Når dette synsfelt hæmmes eller ikke er knyttet til vores private rum, så eksisterer det ikke.
Denne vovse ser ikke en brik, men den har da muligvis det, der kaldes et "indre rum", hvor dens tanker, følelser og fantasi kan færdes frit. Det er dette rum, der tæller mest, for det er dér, man selv er, ligegyldigt hvor man befinder sig i det ydre rum. Man kan sidde fængslet i mange år, men hvis man har et indre rum, så er man alligevel ikke i fængsel ....

Kronik om pinsen i Arbejderen, den 27. maj 2020

https://arbejderen.dk/node/181805?fbclid=IwAR025l-u0gcRi7G2Ego8DhlG8HFhCgjVJfN9PSWjvracdTejp13OU68cuqk

Kronik i Arbejderen, den 27. maj 2020:  Else Cederborg skriver om baggrunden for denne kirkelige højtidelighed. “Når man taler om historiske fakta, så får man brug for troværdige øjenvidner og fysiske beviser, ganske som i efterforskningen af en kriminalsag.“

Pinsen er for de fleste danskere bare en velkommen miniferie på et par dage. Der er imidlertid tale om en højprofileret kirkelig højtid, der er indstiftet som en hyldest til Jesu opstandelse. Denne fulgtes ti dage senere af Helligåndens nedslag blandt hans disciple, sådan at de pludselig forstod og talte fremmede sprog. Det vil sige, at vores hyggelige miniferie bygger på et dobbeltfundament, Helligåndens nedslag og så et mirakel, der fremstilles som en historisk begivenhed – nemlig opstandelsen – der er en af hjørnestenene i den kristne tro. Når man taler om historiske fakta, så får man brug for troværdige øjenvidner og fysiske beviser, ganske som i efterforskningen af en kriminalsag. Uden den slags håndfaste beviser falder påstanden sammen og forvandles til fantasier eller ønskedrømme.
Jesus bliver i Biblen fremstillet som en guddom i menneskelig form, hvilket selvfølgelig påvirker bevisførelsen. Det er ikke som med andre gamle guder, der ikke er en del af det jordiske menneskeliv, for siden han påstås at have vandret her på Jorden inden for et bestemt historisk tidsrum, så bør han have efterladt sig spor, der kan udforskes. Det vil sige, at man med god ret kan stille krav om beviser på hans liv og gerninger. Hvis ikke der er sådanne beviser, forvandles han til en fantasiguddom på linje med Odin, Thor, Zeus, Freja og så videre, og så går vi fra virkelighedens til myternes verden.
Der er de teologer, der forsøger at smutte uden om bevisførelsen ved hjælp af påstande om, at opstandelsen ikke skal forstås som en fysisk, men metaforisk beskrivelse. Det kunne tyde på, at de lægger hovedvægten på Helligåndens påståede nedslag blandt disciplene og ikke på Kristi opstandelse ti dage før. Noget, jeg ser som et forsøg på at smutte uden om kravene om beviser på visse angiveligt historiske begivenheder. Opstod han, eller opstod han ikke? Et ret afgørende led i kirkens helliggørelse af Jesus, da opstandelsen er blevet fremstillet som et uomtvisteligt bevis på hans guddommelighed, eftersom mennesker normalt ikke dør for så at komme til live igen tre dage efter begravelsen.
Biblen har eksempler på noget, der ligner en opstandelse, men som er en dødeopvækkelse. Det drejer sig om Lazarus (Johs. 11), der kommer ud for det under at blive genopvakt, så han kan fortsætte sit almindelige liv blandt de levende. Opstandelsen derimod forbindes med en himmelfart, hvor afdøde får evigt liv i paradiset.
Når det gælder denne såkaldte Guds søn, så taler man om en "kødets opstandelse", som alle kristne er sikret gennem ham, for der er ingen spor af en dualistisk opfattelse af noget rent åndeligt og dermed ikke-kødeligt omkring Jesu opstandelse. Det vil sige, at hans opstandelse ikke regnes for noget rent symbolsk eller uvirkeligt ifølge Biblen, tværtimod (Luk. 24,39).
Ergo, vi har at gøre med en angiveligt historisk begivenhed, så hit med de konkrete beviser på det, der har været med til at holde mennesker fanget i religiøse forestillinger. Det var dem, Napoleon beskrev på denne måde: "Vi er nødt til at have religion, for ellers ville de fattige myrde de rige." Forestillingen om en gud, der skaffer retfærdighed, selv om man måske er død af sult, når bare man følger budene, er det perfekte undertrykkelsessystem, der så rammende er blevet defineret som "opium for folket".
Hvad konkrete beviser vedrørende Jesu opstandelse angår, så gengiver Biblen visse overleverede vidnebeskrivelser, der dog har den skavank, at de er skrevet længe efter, at begivenheden angiveligt fandt sted. Alle fire evangelier har en beskrivelse af opstandelsen, men detaljerne skifter i de forskellige evangelier. De er imidlertid enige om, at de første vidner var kvinder fra Jesu følge, idet antallet dog varierer. Det drejer sig om Maria Magdalene, (der ifølge nogle kan have været Jesu hustru), Maria, Jakobs mor, og Salome, der alle havde bevidnet hans død og gravlæggelse. Derfor havde de ventet, at han befandt sig i gravkammeret, men kvinderne fortalte, at der nu var en eller flere engle – nogle omtaler dem bare som "mænd" – der sagde, at Jesus var opstanden.
Fremstillingen af denne specielle hændelse veksler altså, og Markus fortæller således ikke noget om engle, men omtaler nogle skræmmende mænd, der forskrækker kvinderne, så de flygter (Mark. 16,8). Interessant nok ved man, at der i udviklingen af Biblen senere blev lavet mere "spiselige" beskrivelser, hvor Jesus viser sig for disciplene og andre. Som bevisførelse betragtet er disse beretninger derfor totalt ubrugelige, for de er andenhåndsbeskrivelser. Ikke desto mindre har de været meget vigtige for kirken op igennem tiden, da de fremstilles som "beviser" på sandhedsværdien af opstandelseshistorien. Uden denne angivelige opstandelse ville Jesus ikke have bevist sin guddommelighed, sådan at han kunne blive det undertrykkelsesmiddel, han har været for kirke og stat op igennem århundrederne.
Markus' beskrivelse af kvindernes møde med de engle/mænd, de ser i gravkammeret, er den, der kommer den oprindelige nærmest, for den optræder næsten uændret i den ældste Bibel, vi kender: "Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange." (Mark. 16,8).
Nogenlunde sådan blev det også beskrevet i den aller-tidligste (og dermed uredigerede) udgave: Codex Sinaiticus, der blev fundet i Egypten for mere end 150 år siden. En del blev foræret til den russiske zar, men senere solgte Stalin 694 sider til British Library. De er nu lagt ud på internettet:

www.codex-sinaiticus.net

Pointen er selvfølgelig, at der ifølge de kvindelige øjenvidner ikke er nogen genopstandelse, kun nogle udefinerede mænd. Disse kan meget vel have været udsendt af magthaverne for at fjerne Jesu lig for ikke at skabe grobund for den nye religion, der alligevel dannedes efter korsfæstelsen som følge af disciplenes ihærdige propaganda.

Beretningerne om Jesu opstandelse kan læses i Matthæusevangeliet 28,1-7; Markusevangeliet 16,1-8; Lukasevangeliet 24,1-12; Johannesevangeliet 20,1-18



tirsdag den 26. maj 2020

Jane Austen og verden



Jane Austen er en af de mest populære, engelske forfattere, også i vore dage. Hun har givet verden nøglen til at forstå tidens kvindelige figurer, der før i tiden først og fremmest blev bedømt ud fra deres udseende, nemlig, sådan som mandlige forfattere så dem og ikke som kvinder vidste, at de var.
Som kvinde havde hun blik for de indviklede spil, kvinder måtte ty til for at kunne begå sig i en mandeverden. Det er ikke bare morsomt, men også dybt afslørende, selv om meget af det kun står mellem linjerne.
"En kvindes fantasi løber hurtigt - fra beundring til kærlighed, fra kærlighed til ægteskab, på et øjeblik," og det er der såmænd ikke noget at sige til, da ægteskabet var deres eneste virkelige karrieremulighed, hvis de da ikke ville ende som guvernante, tjenestepige eller noget endnu mindre passende for en gentlemans datter - og det er de faktisk alle sammen, da hendes heltinder alle tilhørte en bestemt klasse. Derfor var de faktisk nødt til at klamre sig til den socialsfære, som de blev født ind i, for hvad skulle de ellers gøre?
På grund af dette samfundsmønster forstår jeg egentlig udmærket Mrs. Bennet fra "Stolthed og Fordom", hvis største ønske er at se en af sine fem døtre gift med en rig mand. Nemlig fordi så bliver det også lettere for de andre at finde en passende forsørger.

Rice-portrættet af Jane Austen viser en køn, ung kvinde, der kunne være som taget ud af en af hendes egne bøger. Sådan kunne Elizabeth Bennet fra "Stolthed og Fordom" se ud, nemlig klog og køn. Der er ikke noget at sige til, at Jane Austen modtog flere frierier, som hun dog ikke lader til at have været interesseret i. Gift blev hun i hvert fald ikke, men hendes bøger viser, at hun til fulde forstod reglerne og spillet omkring ægteskabsinstitutionen. "Det er en almindelig kendt sandhed at en rig ungkarl har brug for en hustru," og sådan er det i den verden, Jane Austen tegner så mesterligt.
Kun fire romaner blev udgivet i Jane Austens egen levetid, nemlig "Fornuft og følelse", "Stolthed og fordom", "Mansfield Park" og "Emma". "Overtalelse" og "Northanger Abbey" udkom posthumt i 1818, dvs. et år efter hendes død. Min yndling er "Stolthed og Fordom", måske fordi jeg er ret vild med et par af personerne og glimrende forstår, at netop den roman er blevet filmatiseret med stort held. Det er klart, at også nutidsmennesker kan lide Elizabeth Bennet og den flotte og rige Darcy, der starter med at gå helt fejl af hinanden, men ender med det ægteskab, som Mrs. Bennett har drømt om for sin datter.

Ja, Colin Firth er som skabt til at spille Darcy, og det vil nok til evig tid være ham, jeg forestiller mig som denne Austen-figur ....

Noget af det tiltalende ved Jane Austen-universet er, at det er befolket af sammensatte personer, og at mange af dem kan skifte med omgivelserne og nye livsmuligheder. Således har både Elizabeth og Darcy en karakterbrist eller flere, men man tror på, at de sammen kan udvikle sig og blive hele mennesker.



mandag den 25. maj 2020

Anden akt af sæbeoperaen om dronningen og tyren ....


De gamle grækere svælgede i sex og skandaler, men de fleste af dem foregik blandt guder og halvguder. Nogle af fortællingerne var stensikkert en form for morallære: gør ikke sådan, for så sker der slemme ting med dig eller dem, du holder af ....
En direkte udfordring kunne også bestå i en overskridelse af grænser mellem gudernes og menneskenes verden. Et eller andet formasteligt menneske gjorde noget, der ikke skulle være ham/hende muligt som f.eks. at flyve. Sådan var det med geniet Daedalus, der mestrede mange kunstformer. Han byggede og skabte eller fandt på geniale nødløsninger, hvoraf de fleste nok har været en indirekte udfordring af guderne. F.eks. gjorde han det muligt for dronning Pasiphae, (der såmænd var datter af solen), at få en hyrdetime med den smukke tyr, som hendes mand, kong Minos, havde snydt havguden Poseidon for som offergave. Noget, der førte til mange ulykker for både kongen og alle mulige andre, for som de græske myter viser os, så skal guderne have, hvad de nu har lyst til. Hos dem er lyst nemlig lig med et retmæssigt krav, så Poseidon havde hævnet sig ved at forhekse dronningen, så hun blev grebet af begær efter sex med denne tyr ....

Eftersom proportionerne mellem mennesker og tyre nu engang ikke rigtig passer sammen, så var tyren ikke så villig til den slags narrestreger, men Daedalus fandt på en list, for han byggede en ko-attrap, som dronningen kunne krybe ind i og på den måde opnå nærkontakt med tyren. Resultatet af dette kærlighedsmøde var et frygteligt uhyre, Minotaurus, der var halvt tyr, halvt menneske.

Gode råd var dyre for stakkels kong Minos, for han havde ikke andre muligheder end at indespærre uhyret, men hvordan skulle det kunne lade sig gøre, når nu det var så vildt og stærkt? Jo, Daedalus, der havde bygget ko-attrappen, fandt på råd endnu engang, for han byggede en labyrint, der kunne holde uhyret inde og både beskytte det samt de mennesker, der måske ønskede at møde det.

Labyrinten var et arkitektonisk mesterværk, og Minos blev bekymret for, om Daedalus kunne holde tæt vedrørende dens indretning. Derfor fængslede han ham og hans søn, Ikarus, men det snarrådige geni fandt selvfølgelig på en udvej. Han samlede fjer fra fugle og skabte to sæt vinger, et sæt til sig selv og et til sønnen. Disse vinger havde dog én alvorlig skavank, for de var samlet med voks, og hvis man kom for tæt på solen, så ville den smelte voksen og vingerne opløses.


Desværre overhørte den unge mand sin fars påbud om ikke at flyve for tæt på solen, da voksen så ville smelte. Fuld af ungdommeligt overmod steg Ikarus højere og højere opad, hvilket førte til, at solvarmen smeltede voksen på hans vinger, og han styrtede ned i havet og druknede.


Meget sørgeligt, men ikke uventet, for i græsk mytologi er der masser af ulydige, dumdristige og såmænd også forræderiske teenagere, der gør alt det, deres forældre forbyder dem at gøre. Det unge brushoved blev bare grebet af eventyrlyst, da han opdagede, at vingerne bar, og det er sket om og om igen for mange andre unge mennesker, der får rodet sig ind i mange farefulde oplevelser.








Udradering af tidligere fejltagelser?


Jeg vælger at se denne knap som en "delete"-mekanisme: tryk på den, at dit livs største fejltagelser går op i røg og bliver ugjorte. En herlig tanke, for mon ikke vi alle har gjort noget i vort liv, vi fortryder? Om ikke andet har vi måske ikke værdsat de muligheder, vi fik, men tromlede dem ned i støvet  som "umulige" at realisere? Jeg kunne godt nævne et par ting, som jeg enten fortryder, at have gjort eller ikke at have gjort, men når jeg ser mig om efter denne magiske geniale knap, så er den der jo beklageligvis ikke. Vi har ingen fortrydelsesret, og man kan ikke gå tilbage i tiden og rette de fejl, man har begået. Trist nok ....
Nej, rette fejltagelserne kan man jo altså ikke, men når bare man lærer noget af dem, så er de vel at betragte som led i en læreproces? En skøn ide, hvis man forestiller sig, at livet går ud på noget sådant, og at dette system er en realitet, der hænger sammen med noget andet meget vigtigt, som mange tror på, nemlig at der er et specifikt formål med tilværelsen. Det er der mange, der tager for givet, og de mener i ramme alvor, at deres meriter bliver registreret af en magt uden for dem selv. Gode gerninger bliver belønnet, og de onde bliver straffet, nemlig ifølge visse angivne regler og love af guddommelig oprindelse.
Denne type religion er enkel og vel nærmest primitiv i sin grundstruktur, men også smuk og dejlig varm som en stor, tyk dyne, man kan putte sig i. Den skaber glæde og tryghed i en usikker verden, for hvis der er en eller anden form for styr på tingene, så kan det da ikke gå helt galt, vel?



Dronningen af Kreta og den sexede tyr ....



Man må sige, at de gamle grækere var fulde af myter og eventyr, der virkelig kan få én til at måbe. F.eks. er der jo historien om solens datter, dvs. dronningen af Kreta, Pasiphae, der var gift med kong Minos. Denne konge skulle bringe havguden, Poseidon, et offer i form af en tyr, men kunne ikke få sig selv til at dræbe denne tyr, fordi den var så smuk. Han valgte at skåne dens liv og i stedet bruge en mindre smuk tyr som offergave.
Græske guder var ikke sådan at spøge med, for de hævnede sig, så ganske som forventet blev Poseidon vred. Han besluttede sig for at hævne sig på Minos ved at lade hans dronning, Pasiphae, forelske sig i tyren. Så snart denne forhekselse af den jo ellers uskyldige dronning skete, gik hun i gang med at udleve sin fantasi om sex med den skønne tyr. Proportionerne passede ligesom ikke rigtigt, så hvad gjorde hun? Jo, hun fik den geniale arkitekt og opfinder Daedalus til at bygge sig en kunstig ko af træ, som hun derpå kravlede ind i og derefter placerede sig strategisk inde i den for en hyrdestund med det smukke dyr.

Alt gik godt, bortset fra at Pasiphae blev gravid med tyren og fødte et mærkeligt væsen, der var halvt mand, halvt tyr. Ikke nok med det, men dette uhyre, der fik navnet Minotaurus, var farlig for alt og alle, så kong Minos var nødt til at få bygget en labyrint, hvor det kunne forvares.
Desværre skulle mande-tyren hvert år have syv unge mænd og syv unge kvinder som offer, og det var alt i alt en meget sørgelig situation, som der ikke rigtig var nogen løsning på. Dvs. indtil den græske helt Theseus forførte kongens datter, Ariadne, og med hendes hjælp både fandt ind i og ud af labyrinten, efter at han havde dræbt Minotaurus med det magiske sværd, hun også havde givet ham.

Jamen så var Theseus vel evigt taknemmelig imod Ariadne? Næh, for han forlod hende til fordel for hendes lillesøster, Fædra. Hvad Ariadne angår, så var hun ganske vist forladt på skammelig vis, men inden længe fik en spændende guddom, nemlig Dionysus, øje på hende og førte hende med sig, så man kan sige, at hun steg til nye sociale højder ved hans side: fra prinsesse til gudinde ....
Med hensyn til Fædra, så blev hun gift med Theseus, men forelskede sig senere i sin flotte stedsøn, Hippolytus, hvis mor var en amazone. Da stedsønnen afviste hende, hævnede hun ved at beskylde ham for voldtægt, og hans far, Theseus, blev så vred, at han dræbte ham. Det havde Fædra åbenbart ikke forudset, for hun blev fortvivlet og begik selvmord. Kort sagt: en rigtig, ægte græsk tragedie, når de er allermest blodige.
Noget af det mest tankevækkende ved de græske myter er iøvrigt den tro på forholdet mellem forbrydelse og straf, som man finder i dem. Denne tragedie starter med, at Minos forbryder sig mod Poseidon, men straffen rammer hans dronning, hvilket skaber en lang kæde af skyld og straf gennem flere generationer. Var det de gamle grækeres livsfilosofi? Ja, det kunne tyde på det, for de tilsyneladende allestedsnærværende guder er på tæerne og opdager hver eneste lille overtrædelse af deres påbud, som de derpå straffer på grusom vis. Faktisk minder de græske myter om en form for ustoppelige Netflix-serier, hvor man kan forestille sig hele rækken af guder og gudinder som abonnenter. De har nydt at se menneskenes kamp for overlevelse og mening med tilfærelsen, men har betragtet deres anstrengelser stort set uden medlidenhed ....




søndag den 24. maj 2020

Uretfærdigheder og posthume undskyldninger

Alan Mathison Turing (1912-1954) var en fantastisk fyr, hvis specielle evner inden for matematik og teknologi ifølge Winston Churchill forkortede Anden Verdenskrig med sådan ca. to år. Det er utrolig trist, at netop han endte med at tage livet af sig for noget så tåbeligt som bøsse-forfølgelser. Ja, han var bøsse, og hvad så? Nu om stunder skal man have et meget forskruet syn på sine medmennesker for at flippe ud over den slags, men sagen er jo, at det havde man beklageligvis dengang. Man kunne helt lovligt sætte "den formastelige" i hormonbehandling, hvilket var lige præcis, hvad man gjorde med Alan Turing.

Det var ellers ham, der knækkede tyskernes Enigma-kode sammen med sit fantastiske team i Bletchley Park. Dette team bestod af alle mulige kloge hoveder inden for matematik, litteratur, skak, etc.. At det lykkedes dem må man være evig taknemmelig for, og oven på det skulle Alan Turing have været fredet for alle de dumme angreb og forfølgelser, han kom ud for efter krigen.
Turing er også berømt for sit bidrag til grundlæggelsen af datalogien. Kort sagt, han var en virkelig begavet fyr, der skulle have haft sit privatliv i fred. I stedet blev det befamlet af såkaldte "eksperter".

I 1952 mødte han en ung mand på 19 år, Arnold Murray, som han indledte et forhold til. Desværre skete der det, at der kort tid efter var indbrud i Turings hjem, og at han anmeldte det. I stedet for at forsøge at opklare indbruddet, arresterede politiet Turing for hans seksuelle handlinger. Han slap for fængsel -  hvilket loven ellers gjorde muligt - hvis "bare" han lod sig underkaste en serie østrogen-indsprøjtninger. Hvordan pokker det skulle kunne "helbrede" en mandlig homoseksuel, fatter man jo ikke, men sådan er der jo så meget uforklarligt, når "eksperterne" kommer på banen.


Premierminister Gordon Brown gav ham i 2009 en posthum undskyldning for den forfølgelse, han havde været ude for. To år efter blev en underskriftindsamling med mere end 37.000 underskrifter sendt ind med krav/bøn om, at Turing blev benådet for den anholdelse, han havde været ude for for det, man kaldte "gross-indecency", men den blev afvist, "for anholdelsen var sket ud fra de daværende love". I 2013 blev han imidlertid benådet af det engelske kongehus - dvs. mere end 60 år efter sit selvmord - og denne benådning dannede basis for det, der kaldes "Turing-loven", der går ud på, at en afdød person kan blive benådet efter sin død. Desuden kan nulevende søge om at få deres dom slettet.
Andre har tidligere kæmpet for, at der skulle komme en £50 med Turings kontrafej, men det mødte voldsom modstand fra den bøsse-fjendske Margareth Thatcher. Alt omkring disse notoriske £50-sedler er ret interessant, og det gælder ikke mindst Turing-diskussionen.