Sperm og regler

I en jagt på et billede, der kan illustrere nogle guldkorn, jeg har om "fangeflugt som begreb", havnede jeg på mystisk vis på CRYOS's hjemmeside. Hér blev jeg vildt forbløffet over visse ting vedr. den ønskede profil hos sperm-donorer. Selvfølgelig skal de være sunde og raske, så vi kan garantere gode vilkår for næste generation og dermed for samfundet, men der må sørme være mange, der melder sig som donorer, for at CRYOS kan skalte og valte sådan med deres medlemmer.

Disse krav stilles, før man bliver antaget som donor: man må ikke have blødersygdomme eller koagulationsforstyrrelser, man må ikke have ydet sex til andre for penge eller stoffer, man må ikke have kønsvorter eller kondylomer, man må ikke indsprøjte lægemidler af ikke-medicinske årsager, man må ikke tilhøre en familie med alvorlige arvelige sygdomme, man må ikke have været sæddonor i en anden sædbank, man må ikke have haft sex med en anden mand, man må ikke selv være donorbarn eller være adopteret.
Alt det medicinske kan jeg forstå, men hvorfor må den gavmilde mand ikke være adopteret eller være født som resultat af en sæddonation????? Formentlig skyldes det, at man så kun kender moderens helbredstilstand, og donoren kan jo have arvet en syg fars uheldige skavanker, men umiddelbart virker det meget diskriminerende og også unødvendigt.

Og hvad med det med ikke at måtte have haft sex med en anden mand? Hvis der foretages en grundig medicinsk udredning, før donor-aspiranten antages, så er det vel ikke farligere for et eventuelt afkom end sex med en kvinde?

Kan det tænkes, at de tilmeldte herrer har misforstået visse ting og kommer af andre grunde end at ville yde og ikke bare nyde? Det skulle ikke undre mig, men det viser da en åben og livsbekræftende indstilling, der ikke vil være til skade for hans afkom - i hvert fald ikke i første omgang ....

https://www.cryosinternational.com/da-dk/dk-shop/bliv-saeddonor/bliv-donor/saadan-bliver-du-saeddonor/

Hunden, der var en stjerne

Lassie var måske nok den berømsteste filmhund, men der var nu også andre, der fik sig en karriere inden for filmen. En af de meget berømte var Skippy, aka Asta, der var en ruhåret foxterrier, hvis hele personlighed var indbegrebet af frækhed og spilopper. Den blev født i 1931 eller 1932 og trak sig tilbage fra filmarbejde i 1939.

Skippy er bedst kendt for rollen som "Asta" i detektivfilmen "The Thin Man" (1934), hvor den spillede sammen med William Powell og Myrna Loy. Denne rolle førte til et navneskift, for Skippy blev nu forvandlet til Asta, hvilket var dens navn i de efterfølgende film.

 

I "Han, hun og leoparden" ("Bringing Up Baby": 1938) spillede den "George", den legesyge knogle-tyv, der skaber et hav af problemer for Katherine Hepburn og Cary Grant. Samme år spillede den "Mr. Atlas" i "Topper Takes A Trip".Alt sammen noget, der var med til at gøre den og dens race meget populær i datiden.

Den uregerlige datter

Kejser Augustus

 Kejser Augustus (63 f. Kr.–14 e. Kr.) besad måske nok en enorm magt og regerede "hele verden", men der var én, han ikke havde styr på, og det var hans datter, Julia den Ældre (39 f.Kr.-14 e.Kr.).

Julia den Ældre

Samme dag, som hun blev født, lod han sig skille fra hendes mor, hans anden hustru, Scibonia, men beholdt datteren, gav hende de bedste lærere og forkælede hende på mange måder. Hun blev opdraget af hans nye hustru, den kultiverede og meget agtværdige Livia, der havde sønnen Tiberius fra et tidligere ægteskab.

Livia

Augustus fandt ikke faderværdigheden nem og klagede over, at han havde to uregerlige døtre, nemlig det romerske kejserdømme og Julia. Noget, der formentlig skyldtes, at Julias rolle som hans datter var at lystre og så ellers producere sønner, der kunne efterfølge ham.

Meget af ansvaret for den unge dame blev dog overført til hendes første mand, hans søster Octavias søn, Marcus Claudius Marcellus, der imidlertid døde to år efter og efterlod den nu 16-årige Julia som enke. Det må både have været en sorg og skuffelse for Augustus, der havde  promoveret ham, så mange troede, at han ville udpege ham som sin efterfølger.

Kejser Tiberius

Nu blev hans stedsøn Tiberius, hvis mor var Livia, presset frem i forreste række, idet Augustus tvang ham til at lade sig skille fra Vipsania, som han ellers elskede og havde børn med, og i stedet gifte sig med Julia, der jo var hans stedsøster. Disse mere eller mindre tvungne ægtefæller havde ikke høje tanker om hinanden, og i år 2 e.Kr. kom det til en kæmpe-skandale, da Julia blev arresteret for utroskab og forræderi. Augustus kunne have fået sin datter henrettet for denne forbrydelse, men nøjedes med at erklære hendes og Tiberius' ægteskab for opløst. Derpå sendte han hende i eksil på en lillebitte ø, Pandateria, idet hendes biologiske mor, Scribonia, ledsagede hende.

Julia den Yngre

Hjemme i Rom voksede skandalerne imidlertid, for Julias datter, Julia den Yngre, blev også grebet i utroskab og derpå forvist, og hendes yngste søn, Agrippa Postumus, blev sendt i eksil på grund af sin støt stigende uregerlighed. Mærkeligt nok, kan man sige, var Julia ret populær i visse kredse i Rom, og der var flere forsøg på at skaffe hende mulighed for at vende tilbage til Rom, men det lykkedes ikke. Augustus gav hende dog en lille pension og forflyttede hende væk fra mini-øen.
Da han døde, tog den nye kejler, nemlig hans stedsøn og Julias tidligere ægtemage, Tiberius, pensionen fra hende, og hun døde kort tid efter. Nogle hævder, at det skyldtes, at hun blev sultet ihjel, andre at hun selv sultede sig af sorg over mordet på sin yngste søn. Hvorom alting er, så så peger den anklagende finger på kejser Tiberius, der jo aldrig havde kunnet lide hende, og som havde mistet sin sande kærlighed, Vipsania, for at indgå et tvunget ægteskab med hende.

Caligula

Julias eftermæle er uløseligt knyttet til hendes efterkommere, nemlig barnebarnet Caligula og oldebarnet Nero. Hun var dog også stedmor-bedstemor til kejser Claudius.

Et hjem uden tid og sted

Alle tiders gode ide - og ifølge sagens natur komplet umuligt for de fleste ....

For et par år siden var der en stor, sort mandsperson, der lod til at have slået sig ned på en stor kirkegård her i storbyen. Jeg mødte ham flere gange på stierne og så også en form for "telt", som jeg formoder var opført af ham. Det var lavet af plastikposer, gamle klude og grene og har vel kunnet give en vis form for ly. Jeg spekulerede ofte på, hvordan en sort mand var havnet på denne danske kirkegård, men jeg talte aldrig med ham, for jeg må indrømme, at hans derangerede ydre, vilde blik samt uransagelige dunster omkring ham skræmte mig: jeg skulle ikke have noget klinket ....

Jeg håber, at denne mand - ligesom mig - kan lide duer, for ellers må det være et helvede at "bo" sådan et sted. Sandsynligvis er han blevet forjaget, før han for alvor slog sig ned her, for sådan et syn passer ikke borgerskabets pæne damer og herrer. Jeg må også indrømme, at det signalerer nogle tilstande, der ikke føles trygge, for hvis man lever af at tigge mere eller mindre åbenlyst, så er næste trin vel, at man tager, hvad man ikke får? At tage kan oversættes til overfald, og det er der selvfølgelig ingen, der bør udsættes for.

Hvad gør man så, når ens kvarter tilrækker hjemløse? Tjah, jeg giver ofte en skærv, men føler samtidig at det er skruen uden ende, for pengene går jo bare til druk. Hvis disse mennesker skal skaffes ly for vind og vejr samt tryghed for de overfald og den chikane, de udsættes for, så skal de altså have et hjem. At tvangsforflytte dem til en 1 eller 2-værelses er imidlertid umuligt, og det kan faktisk være, at de frivilligt forlod sådan et lille, men ellers acceptabelt hjem.

Der står vist et bæger af en slags ved denne sovende person, og det er så hans signal til os andre: slip slanterne og hjælp en stakkels, forhutlet hjemløs, der lever af almisser ....

I 2019 fandt mere end hver tredje hjemløse fandt ophold på herberger eller forsorgshjem, og mon ikke det er bedre at støtte deres arbejde end den tilfældige hjemløse, man løber på? 11 % blev registreret som gadesovere, det vil sige, at de har overnattet på gaden, i en trappeopgang eller lignende. I Danmark var der i 2019 ialt 6.431 hjemløse, hvoraf hver femte er en kvinde.

Det er særlig trist, fordi de jo er mere udsatte for vold. Skulle en eller anden mandsperson tilbyde sådan en kvinde et sted at bo, så er det formentlig med bagtanker. Dvs., at selv om deres køn giver dem større muligheder for at opnå et midlertidigt ly, så er det samtidig noget, der gør det specielt risikabelt for dem.

Et hjem er noget andet end en offentlig bænk samt en gammel barnevogn med poser og pakkenelliker. At nogle ser det som en spændetrøje og derfor vælger det frie, hjemløse liv må man vel acceptere, siden det er deres valg, men hvad nu når det ikke er et frit valg, men noget, som sociale omstændigheder tvinger dem til? Ja, så står vi og vort velfærdssamfund over for et problem, som det faktisk er vores pligt at løse ....

https://feministisktperspektiv.se/2020/07/11/aldre-kvinnor-vanligare-bland-hemlosa/?fbclid=IwAR1Kmu0ZRH0mLKVtshsB3gGcD0eoF0U789RWE3GPtNzc31yhMlimKpkjxaQ

Ord som våben

En blandet flok, to såkaldt "sorte", én brun og én hvid, der synes at have det godt med hinanden, men hvad nu hvis den brune og den hvide rotter sig sammen imod de to "sorte" og tiltaler dem med "N-ordet", der regnes for så slemt, at få former for fornærmelse er værre??? Det ville ikke være godt, for dels viser det en voldsom mangel på respekt, dels er det pokkers svært at argumentere imod, selv om jeg nu synes, at de "sorte" snarere er brune.

Sagen er dog den, at manglen på respekt er en konvention, der kun fungerer, hvis begge parter går ind for, at dette altså er yderst fornærmeligt. Uden denne indforståede konvention ville ordet ikke være andet end lige præcis det, det også er, nemlig et ord ligesom alle andre.

Det er så én ting, men der er noget ved denne konvention, der er værre, og det er, at man ved som "sort" at anerkende ordets fornærmende betydning giver modparten et våben, for nu kan det bruges til at genere folk med mørk hud. Hvis man forsøger at undertrykke det, så popper det formentlig alligevel op i situationer, hvor den "sorte" persons modstandere mangler argumenter eller virkelig vil såre nogen med mørk hud. Eftersom det nørk-hudede offer for N-ordet reagerer på det, så ved angriberen, at det er et brugbart våben. Det er altså denne reaktion, der holder liv i ordets funktion og ikke selve ordet ....

 

Lærerige Knoklerier

Artikel i "Arbejderen", den 24. juni 2020: Så er jeg igen stødt på et hus, som jeg genkender fra en fortid, der var fyldt med mange forskellige og mere eller mindre lærerige jobs. Det ligger mange år tilbage i tiden, men déroppe, bag det vindue, har jeg siddet og skrevet fakturaer. Ikke bare det, men jeg indgik også i og blev en del af et fremmed miljø, som jeg ellers aldrig ville have fået indblik i. Netop dette sted genkender jeg som et sted, hvor jeg var den eneste fremmede, da de andre hørte til chefens familie. Som kontorvikar blev jeg her automatisk regnet for idiot, da jeg ikke engang måtte tage telefonen. Dette ærefulde job påhvilede chefens søn, der – totalt ukendt for hans far – ellers var stærkt forfalden til limsnifning, og jeg, der var mange grader mere klarhovedet, skulle altid tilkalde denne omtågede søn.

Inden da havde min erhvervserfaring indskrænket sig til babysitning og et sommerjob i en grønthandel foruden et kortvarigt job i et firma, der smykkede sig med det pompøse navn Rxxxborgs Sæbefabrikker. Pluralis kom af, at dette foretagende befandt sig i en torums ekslade, der stadig duftede af meget andet end sæbe. Hér var der et muntert liv med skøre kuler, der smed med sæbestykker, når de da ikke havde travlt med at pakke dem. Jeg har ingen dårlige minder fra det sted bortset fra en ældre fyr, der absolut ville have mig med på en ikke nærmere beskrevet udflugt til Sverige og var sur over, at jeg ikke ville.

Både grønthandlen og sæbefabrikken lå før vikarbureauerne, der senere skaffede mig mine studiejobs. Det gjorde tiden på Barselsgang B også. Jeg var ansat som en totalt uuddannet "deltidssygeplejeassi-stent", der utroligt nok var med til at passe barselskvinderne og de nyfødte børn. Da denne afdeling havde specialiseret sig i sociale tilfælde – hvilket dengang omfattede ugifte mødre og børn til bortadoption – havde jeg nogle meget interessante, men også ubehagelige oplevelser dér som for eksempel mærkningen for "ugift" ved de enlige mødres senge. Hvad f..... skulle det gøre godt for? Tja, dengang blev ugifte mødre og deres "uægte yngel" jo stigmatiseret som mindre værd, og det system holdt hospitalet sig åbenbart ikke for god til at støtte.

Hér oplevede jeg blandt andet, at et par bedsteforældre forelskede sig i deres barnebarn, der ellers skulle have været bortadopteret. Den lille pige var resultatet af en ung, fjollet, dansk piges sommerflirt med en lækker italiener, og hun var aldeles bedårende. Bedsteforældrene tog den lille til sig, hvilket nok var den eneste løsning, hvis barnet skulle blive i familien, for moderen viste ingen interesse for sin yndige datter.

En anden sag, jeg husker, var en ung, norsk pige, der var kommet til Danmark for at "føde i dølgsmål". Også hun fik en datter, som hendes forældre kom for at se, men åbenbart ikke faldt for. Den lille blev i hvert fald her i landet, da familien tog tilbage til Norge.

Nogle år senere, da jeg som studerende klarede til dagen og vejen som kontorvikar, oplevede jeg blandt andet Børsen, som jeg især husker på grund af en meget sød, ældre, men desværre meget fordrukken greve. Han fremhævede bestemt hverken sig selv som person eller som højadelig, men var altså mægtig fornem. Det snobberi, der omgav ham, kom udelukkende fra det faste kontorpersonale. De undså sig dog ikke fra at tiske og hviske sammen, når han igen havde besøgt skrivebordsskuffen med sprut.

Også et andet sted, som jeg blev sendt ud til for en kort bemærkning, nemlig ØK, husker jeg specielt for kontordamerne. Dette "fornemme sted" udmærkede sig ved et totalt forbud imod, at vi kvindelige kontorslaver så meget som talte med det faste, mandlige personale, der alle var øremærket til en karriere inden for koncernen. Eller rettere sagt, det, vi ikke måtte, var at "fraternisere" med disse unge mænd, der tydeligvis regnedes for at stå langt over os i social forstand. Aldrig nogensinde har jeg oplevet noget lignende, men dengang så jeg det mere som en vittighed end som den fornærmelse, det reelt set var.

Jeg fik mig imidlertid en veninde på stedet, der havde rodet sig ind i hemmelige forhold til først én og derefter en anden af disse unge, forbudte mænd. Hun fortalte mig, at det kvindelige kontorpersonale blev anset for at stå så langt under de unge herrer socialt set, at disse endelig ikke måtte falde for en af dem. Hvis et sådant forhold endte med en forlovelse, så ville det ikke pynte på den udvalgte herres CV, når han blev sendt ud i verden som ØK-ambassadør.

Sådan var det ikke, da jeg fik et kontorvikariat i et firma, der producerede og solgte porno i stor stil. Der var dog ikke specielt meget liv og glade dage hér, for det hele druknede i travlhed. Aktørerne så vi ikke meget til, da den afdeling, hvor jeg var, ikke gjorde andet end at pakke og sende blade og så videre til alle landets sexhungrende købere, som der åbenbart var mange af.

Jeg kunne tilbringe en dag med at skrive breve med denne ordlyd: "Desværre er vi for tiden udgået for vor forrygende "Mand til mand"-film" eller "Vi må med beklagelse konstatere, at vi først får en sending "Pige med orne" i den kommende uge." Somme tider var det selvfølgelig mere positivt, for så kunne ordlyden være: "NYHED!!! Fire liderlige piger med munter ungkarl i sommerparadiset!"

Mit midlertidige engagement i pornobranchen må have foregået i en forholdsvis uskyldig tid, for jeg husker ikke noget om hverken sadisme, vold eller snuffmovies. Til gengæld var der en hulens masse mere eller mindre vanvittige (og højst uventede) kombinationer af køn og arter. Der var gang i den, men i visse af filmene foregik der noget, jeg ikke brød mig om, nemlig misbrug af dyr, hvilket virkede både forkert og grotesk på mig som dyreven.

Det er måske mærkeligt, men selv om vi sad med stakkevis af liderlige magasiner og sexbilleder, der skulle sendes, så var de ikke andet end kål og kartofler for os. De var varer som så meget andet, vi som kontorvikarer havde beskrevet i fakturaer og breve.

Hvad selve stedet angår, så var der en særlig pionerånd, der er svær at forklare i dag. Jobbet hér er et af dem, jeg husker med glæde, selv om mange andre vikarer, der var blevet sendt derhen, havde nægtet at arbejde "sådan et sted". Jeg havde dog hurtigt lært, at jeg burde have antennerne ude og suge til mig af nye, interessante indtryk, hvor jeg end kom hen og i hvert fald ikke lade mig afskrække af det, der stødte andre. Desuden gav vikararbejde temmelig godt og var helt sikkert med til at gøre det muligt for mig at fuldføre mine studier.

Spøgelser

Henrik VIII's anden kone, Anne Boleyn, er angiveligt ofte set med sit afhuggede hoved under armen. De fleste gange befandt hendes spøgelse sig på Tower, hvor hun blev halshugget på sin afskyelige ægtemands ordre den 19. maj 1536, men der har været rapporter om, at hun også har vist sig i offentlige transportmidler. Hvad hun lavede dér, er ikke til at sige, for spøgelser siges jo at hjemsøge steder, der har en tilknytning til deres liv, så hvad skal en 1500-talskvinde i et tog? Det ville have været mere logisk, hvis hun nøjedes med at vise sig dér, hvor hun ligger begravet, men det er der vist ingen beretninger om.

I 1876 blev hendes skelet gravet op efter ordre fra dronning Victoria og derefter genbegravet i Chapel of St. Peter ad Vincula

Herregårde og spøgelser hører ligesom sammen, og de luftige personer fremstilles ofte som slægtninge til de nuværende ejere. Man siger ligefrem, at ethvert slot eller herregård med respekt for sig selv gerne har et spøgelse eller flere med en historisk tilknytning til stedet, og det er da en sjov og underholdende tanke.

Når "professionelle" ghostbusters opsøger disse steder for at finde spøgelser, bliver det dog ofte lidt for morsomt. 

Det vigtigste ved okkulte fænomener er, at det formentlig er de samme neurologiske forhold, der skaber indtrykket af spøgelser som af religiøse oplevelser. Da spøgelser ikke har den samfundsmæssige betydning som religiøse "åbenbaringer", så ser jeg dem ikke som hverken truende eller skræmmende, selv om det ofte er det, de forventes at være, når de dukker op rundt omkring. Jeg opfatter dem snarere som et interessant og underholdende indslag og ville iøvrigt gerne have, at forekomsten af spøgelser blev opgivet til fordel for et indgående studium af religion og religiøse begivenheder, da den blinde tro på dem udgør en virkelig fare for mennesker og samfund.

Der er ingen tvivl om, at mange efterladte har fået trøst for deres tab ved at forestille sig, at deres kære stadig er hos dem. At miste nogen, man holder af, skaber simpelthen en længsel, der gør én mere modtagelig for sådanne indtryk. Nogle oplever en "tilstedeværelse" i deres dagligdag, andre ser de afdøde i drømme, og det er alt sammen meget forståeligt, når man tænker på deres sorg. Det gør bare ikke disse spøgelser til virkelige fænomener, for her er det igen troen, der bærer læsset. Er der spøgelser, eller er der ikke? Et godt spørgsmål, der ikke rigtig kan besvares, når de kun optræder for én person, men ikke for alle ....

Denne lille spøgelseshistorie er min yndling, for hvis der virkelig er spøgelser, så har de netop også brug for trøst og kærlighed, da de formodes at gå igen på grund af traumatiske begivenheder i deres liv, som de ikke formår at slippe ....

https://www.grunge.com/162385/why-people-see-ghosts-according-to-science/?utm_source=zergnet.com&utm_medium=referral&utm_campaign=zergnet_5197507&utm_content=308

https://videnskab.dk/kultur-samfund/virtual-reality-indikerer-overnaturlige-vaesner-bliver-skabt-af-vores-hjerne