Jeg har pludselig gjort mig tanker om Prins Andrew

Flot fyr? Ja, og jeg har en eller anden vag erindring om noget, hans ældre og ikke nær så glamourøse storebror sagde om ham: "Min bror, der ligner Tom Cruise ..." Bemærkningen emmede af misundelse over lillebroderens flotte ydre, men måske også af deres fælles mors mere markante omsorg for dette tredie barn i børneflokken på fire. Han ligner faktisk også hende, medens den måske misundelige storebror, Prins Charles, ligner sin fars familie. Og hvad er så denne labre fyrs navn? Som alle i kongelige familier har han et meget langt navn: Prince Andrew Albert Christian Edward, Duke of York, og han er født den 19. februar 1960.

Han er altså ikke længere en ren vårhare, men han ser dog stadig godt ud og er sikkert vant til at tænke på sig selv som en "godbid", for det har alle fortalt ham, at han er lige fra hans allertidligste barndom.

Damerne har sværmet om ham, bl.a. også dem, der står for avanceret sex som f.eks. pornostjernen KooStark, som han mødte i 1981 og dannede mere eller mindre officielt par med i to år, både før og efter sin aktive deltagelse i Falklandskrigen. Gift blev de dog ikke, hvilket ingen vel heller havde ventet, for hun var nu engang ikke lavet af det materiale, man skaber prinsesser af - og da slet ikke dengang.

Han gjorde det åbenbart godt under Falklandskrigen og har dermed bevist, at han ikke bare er en forkælet overklasse-fyr, der får det hele forærende. Det kan dog ikke nægtes, at han først og fremmest har gjort sig bemærket som levemand, og han har ud fra alle rapporter fra nattelivet til fulde fortjent kælenavnet "Randy Andy". Nu er han imidlertid gået for vidt og har blameret sig ved sin tilknytning til Jeffrey Epstein og hans "udlejnings-damer" som f.eks. Virginia Roberts Giuffre, der fastholder, at hun blev presset til at gå i seng med Andrew for penge.

Det hele er endt i en ikke ganske forudsigelig skandale, hvor prinsen står tilbage som fyren, der nægter sit noget nær 100% beviste involvement så hårdnakket, at han har måttet trække sig fra alle officielle pligter. Når han påstår, at han aldeles ikke har haft noget med bestemte damer at gøre, som man ellers ser ham omfavne, og som vidner har fortalt, at han kyssede, så virker det ikke ærligt. Kongelige skandaler plejer at dø ud uden følger for de involverede, men det sker nok ikke denne gang, for han har blameret sig både ved sine handlinger og ved sine benægtelser.

Jeg har dog en stærk fornemmelse af, at det, der sårer og bekymrer Andrew mest, hverken er anklagerne om sex med mindreårige eller de traumer, hans opførsel formentlig har afstedkommet for pigerne, men ovennævnte Virginias beskrivelse af ham som"stærkt svedende og med en underlig lugt". Hun gør det klart, at hun blev presset til at have sex med ham, at han er fysisk ulækker, og at hun blev betalt af Epstein for tre samlejer med prinsen.

Intet menneske - ligegyldigt hvilket køn eller stand - kan ønske at se sig selv beskrevet på denne måde, for det flår alle illusioner om ens egen selvforståelse i stumper og stykker. Desuden fordufter et vigtigt aspekt af frivillighed og seksuel gensidighed og afslører affæren som det, den åbenbart var: Sex for penge. Hvor Andrew har været vant til at se og opfatte sig som en lækker sag, så bliver han pludselig forvandlet til noget ulækkert, som denne unge pige helst så sig fri for at få fysisk kontakt med.

Det tror da pokker, at han i det meget omtalte TV-interview, der blev optaget på Buckingham Palace og sendt den 16. november 2019, tydeligvis er lige ved at bryde i gråd, og at han fokuserer på Virginias beskrivelser af hans sved. Han er chokeret, dybt foruroliget og såret ud over alle grænser, og det kan ses. Faktisk ligner han én, der hellere ville stå over for guillotinen, end få revet alle sine illusioner om sin egen sex-appeal i stumper og stykker.

Han har altid været "Randy Andy", og hans bortforklaringer af både dette og hint i TV-interviewet virker ikke troværdig. Ikke desto mindre har jeg fået ondt af ham, fordi han reagerer som et menneske under et jordskælv ved tanken om, at han er blevet fundet ulækker. Det får det hele til at ramle for ham, og selv om det på den ene side er latterligt, så er det også rørende.

https://www.theguardian.com/uk-news/2020/jul/31/underage-girl-forced-to-have-sex-with-prince-andrew-us-court-document-jeffrey-epstein

Når den bedste udvej kan være et endegyldigt "Farvel" ....

Hva' ... hva' ... hva' ...!!!!!!!! Ja, DET er ikke god tone hverken ved eller efter en begravelse, for man forventes at udtrykke sorg ved kisten samt ved graven. Om man virkelig føler det, er så noget andet, men det er ikke god tone at, så at sige, "danse på kisten" ....

Men hvad så, hvis man er oprigtigt glad ved tanken om, at en stakkels, forpint person, hvis svære liv man har fulgt, endelig langt om længe har fået fred??? Burde man ikke glæde sig over sin glæde på vedkommendes vegne, når alternativet er en fortsættelse af det uværdige liv, der har været vedkommendes hverdag i flere år? Her bliver jeg i tvivl, for hvis lidelserne - f.eks. i forbindelse med sygdom - er så overvældende, at de rent faktisk er uudholdelige, så føler jeg, at "træboksen" kan være det eneste rigtige alternativ, men jeg vil ikke gå så langt som til at råde til "det endelige farvel". Her spiller der en form for fejhed ind: den, der "går", skal gå af egen vilje, og ikke fordi jeg ser det som den bedste udvej, for det ANSVAR vil jeg ikke påtage mig ....

Hmmmmmmmmmmmmmmmmm ....

Romanens sejrsgang

Man har længe hævdet, at verdens første roman, var "Don Quixote" (1605) af Miguel de Cervantes. At den holder den dag i dag skyldes ganske enkelt, at den har både indhold og form, der fænger. Historien om den mildt sagt forvirrede "Ridder af den bedrøvelige skikkelse" og hans tro tjener har vist at være uforgængelig. Når man kalder den for "verdens første roman", så er det nu ikke helt sandt, for der var faktisk et litterært værk i en anden verdensdel, der kom før Cervantes-værket: 

Den japanske forfatterinde, der er kendt som Lady Murasaki (født omkring 970 e.Kr.), hed noget andet, men hendes virkelige navn er gået tabt, selv om hun også spillede en stor rolle i udformningen af japansk skriftsprog.

Hun skrev sin roman om noget, hun havde en hel del inside-viden om, nemlig det japanske kejserhof. "Fortællingen om Genji" handler om en prins, der må gå meget igennem, men som gør sig mange tanker om sit liv og samtid.

At bogen ikke er oversat til dansk betyder iøvrigt ikke, at man ikke kan få et indblik i den, da den findes på eReolen:

https://ereolenglobal.overdrive.com/media/1348627

Læs mere om Murasaki her: https://www.aakb.dk/nyheder/litteratur/den-japanske-kvinde-der-skrev-verdens-foerste-roman

Der er ikke noget at sige til, at "Don Quixote" blev populær, for allerede i den tidligste middelalder elskede de læsekyndige de mange heltedigte, der var oversat fra latin. Når vi kommer hen i 1400-tallet, så er teksten ikke længere oversat fra latin, men skrevet direkte på læserens eget sprog. Teksten er heller ikke på vers, men på prosa.

Bøger - også bibler - produceredes oprindelig af folk, der møjsommeligt kopierede teksten pr. håndkraft. Kopieringen af en bog på denne måde kunne tage adskillige år, og eftersom disse skrivere jo altså sad med håndskrevne tekster, gad jeg nok vide, hvor nøjagtige deres kopier var. Jeg er faktisk ret overbevist om, at den i hvert fald ikke var 100% korrekt, og at der var forskelle mellem de forskellige afskrifter. At dette også gjaldt bibler giver et særdeles interessant aspekt ....

Da bogtrykkerkunsten blev opfundet i 1440 udvidedes læserskaren betydeligt, for inden da var det kun de allerrigeste og fornemste, der overhovedet havde råd til at købe de håndlavede bøger. Netop bogtrykkerkunsten var en vigtig hjælp til at rive tæppet væk under den katolske kirke, for pludselig blev folk i stand til selv at læse de religiøse skrifter, der før var forbeholdt latinkyndige gejstlige, ligesom de kunne få deres eget bibliotek af mere verdslige bøger.

Med Gutenbergs opfindelse af trykpressen åbnedes en helt ny verden for almindelige mennesker, og der opstod nye litterære genrer som f.eks. romanen, der blev vildt populær i 1700-tallet, hvor også borgerskabet oplevede en hidtil ukendt storhedstid. Før var det adel og kirke, der bestemte alt, bl.a. fordi de sad på informationerne, men det ændredes med Gutenbergs trykpresse. Tankens frihed fik et boost med bogtrykkerkunsten!

Samtidig var en del af bogtrykkernes indkomst afhængig af disse nye, borgerlige roman-læsere, der slugte alt, hvad de kom med, og som bar den nye genre oppe med deres bogkøb. Altså kapital og kultur i skøn forening og som en modvægt til religion og kirke ....

Kvaksalveren er kommet til landsbyen og "kurerer" div. sygdomme og skavanker

Det siges også, at pest og kolera hjalp med udbredelsen af de nye, trykte bøger, fordi hele familier uddøde uden arvinger under pesten og andre store epidemier. Det betød, at de efterlod sig en masse tøj, der kunne forvandles til papir. En ret barsk tanke, men ikke usandsynlig ....

Støjplagen Else

Tænk, hvis der flyttede en sådan mandsperson ind ved siden af én???!!!! Han kan være et sødt og rart menneske, men STØJEN, som hans hobby frembringer ville være den rene tortur. Min efterhånden noget nedsatte hørelse ville ikke engang være en rigtig hjælp, for rytmen fra instrumentet går i vægge og gulv på en særdeles mærkbar måde.

Selv har jeg jo en ulyksalig tendens til at bande og svovle, når noget driller, og det sker, at jeg tænker med bekymring på min stakkels nabo, for han må jo kunne høre det. Når jeg møder ham tilfældigt, bliver jeg derfor direkte forlegen og bekymret, for skal jeg undskylde eller ignorere mine egne unoder? Hidtil har jeg bare smilt huldsaligt og forsøgt at se engle-from ud, men jeg er jo godt klar over, at den køber han nok ikke. Han har dog ikke sagt noget eller har protesteret, hvilket på en bagvendt måde er med til at gøre situationen endnu mere pinlig: lider han i stilhed, eller er han lidt døv? Kun ved at tage mig sammen og spørge ham direkte finder jeg ud af, hvor meget det generer ham, og dér er jeg ikke helt henne endnu ....

"Overflødige" mennesker

Støtter dyr svage artsfæller? Ja, de små, nyfødte, men ikke de gamle og svage. Enten bliver de dræbt, efterladt eller bare skubbet væk fra de fælles måltider. Noget, der tilsyneladende ikke vækker den store harme blandt dem, for "sådan er det bare".

Hvad med os mennesker, gør vi det samme? Ja, helt klart inden for visse områder som bl.a. dating og valg af fødsler. Det første kender alle nok, men ingen tænker vist på provokerede aborter ud fra den synsvinkel. Fødsler fravælges typisk, fordi den gravide ikke føler, at hun har brug for et barn i sin travle tilværelse, eller hun har ikke mødt den helt rigtige partner at få børn med.

Der er dog også den mulighed, at barnet ikke har levet op til hendes forventninger om udseende eller sundhedstilstand. Det sidste kan sådan set forstås som en legitim grund af de fleste, siden samfundet og det moderne liv nu er, som det er. Et evnesvagt eller fysisk handicappet barn vil være en alvorlig stopklods i mange samfund, og et fravalg kan desuden ofte begrundes med argumenter som f.eks. "det er ikke et liv at byde et barn". Sådan et argument går rent ind hos mange, og det har det såmænd nok altid gjort. De såkaldte "englemagersker", der tog småbørn i pleje - f.eks. fra ugifte mødre - for hurtigst muligt at lade dem dø, havde i hvert fald nok at se til.

Nu, hvor kvinder kan vælge manden helt fra, bliver han måske ikke bare berøvet muligheder på dansegulvet, men også mht børn. Hver gang en kvinde vælger donorsæd, er der en mand, der ikke får et barn, selv om han måske bliver far. Hvis han selv foretrækker tanken om en masse børn med vildtfremmede damer, så er ulykken ikke så stor, men hvor mange gør det livet ud?

Når det gælder fravalget af de gamle, så sker det ikke på en så drastisk måde her, som det fortælles, at det  f.eks. foregik nogle steder på landet i Sverige. Det siges, at man på nogle af de store gårde havde en såkaldt "slægtskølle", der tog livet af de gamle, når de udelukkende var en byrde. På Bornholm brugte man angiveligt de såkaldte "hestestyrt" - dvs. skrænter ud imod havet - til at gøre sig fri for de gamle. Det skete, at eskimoer efterlod gamle, der ikke kunne følge med på deres færder. Hvis de kunne klare sig selv og ikke blev en byrde for de yngre generationer, så var der formentlig ingen, der krummede et hår på deres hoved - dvs. hvis ikke de stod og trippede for at få udbetalt arven ...

Det store spil om liv og død er ikke altid, som det ser ud, og som man kunne ønske ....

https://www.copenhagenfertilitycenter.com/?gclid=EAIaIQobChMI28aljM7v6gIVCeR3Ch2awgdAEAAYASAAEgKtLfD_BwE

Over-forfængelige mænd

Man kan grine ad sådan en mand, for har man nogensinde hørt noget så latterligt, som at en forbryder er utilfreds med sit billede i et forbryderalbum, fordi det får ham til at se grim ud? Ikke desto mindre forstår jeg ham sådan set godt, og han ser da også langt bedre ud på sit eget end på politiets billede. Hvor han på det første billede har et ydre, der kan sammenlignes med en udtrådt sko, så er han (næsten) en steg på det andet ....

Nej, dette er ikke Narcissus fra den græske mytologi, men det kunne det såmænd godt være, for også denne nutids-mand virker helt opslugt af sit eget gode udseende. Han ved nemlig, at det bliver det, der skaffer ham de spændende oplevelser i byens natteliv. Sådan set kan det også være med til at sikre ham drømmejobbet, hvis de andre ansøgere ikke er helt så appetitlig ....

En flot fyr, der blev udråbt som sin tids mest forfængelige mand: den amerikanske skuespiller Warren Beatty. Det siges, at en af Carly Simons sange direkte handler om ham og hans ekstreme forfængelighed og selvoptagethed.

Mænds forfængelighed accepteres ikke på samme måde som kvinders, selv om den så sandelig også kan overdrives ud i det ekstreme. At se godt ud og være sexet er stadig i vore dage noget nær et must for kvinder, men nok snarere bare en mulighed for mænd.

Der er dog ingen tvivl om, at begge køn kan få en masse ud af et flot ydre som f.eks. kontakter til folk, der kan skaffe dem andet end bare (tomme) komplimenter for deres udseende. Jeg indrømmer imidlertid en vis dobbeltmoral vedr. dette emne. På den ene side forstår jeg sådan set godt de kvinder, der investerer en masse i deres udseende, både penge, tid og omhu. Til gengæld er jeg lidt usikker på, hvordan man skal forholde sig til de meget forfængelige mænd. På mig virker de umiddelbart "tøsede" og latterlige, men jeg ved jo godt, at også de kan få store fordele af et godt ydre. Tager jeg de kritiske briller på, så er dette imidlertid ikke noget, der bør skyldes, at de - ligesom kvinderne - har investeret en hulens masse penge, tid og omhu i udseendet. Nej, det er ligesom for let, og hvor jeg sagtens kan bære over med kvindernes kunstige forskønnelser, så er det sværere med mændene: de skal bare være labre uden den slags, fordi det i mine øjne trækker fra i deres tilfælde. Kort sagt: slem EC + dobbeltmoral og kønsdiskriminering ....

Bedrag og bedrifter

Leonora Christina Ulfeldt (1621-1698) var ikke bare datter af Christian IV og Kirsten Munk samt grevinde til Slesvig og Holsten, men også forfatter. Når man læser hendes "Jammersminde", får man indtryk af stor intelligens og indre sjælsstyrke, der nok gør, at man automatisk holder med hende og frikender hende for al andel i manden, Corfitz Ulfeldts, forskellige former for forræderi. Man ser hende som en forfulgt uskyldighed, hvilket hun næppe var, men "Jammersminde" har skaffet hende et velfortjent ry som forfatter.

Hun blev forlovet med den 23-årige Corfitz rigsgreve Ulfeldt (1606-1664) som 9-årig og gift med ham som 15-årig. Ægteskabet var meget lykkeligt, og de fik mindst 15 børn, hvoraf dog kun fem var i live ved Leonora Christinas død som 77-årig.

Eftersom deres rigdomme, magt og status havde tilflydt ægteparret via hendes far, kong Christian IV, så faldt hele dette korthus sammen, da han døde og blev fulgt på tronen af Leonora Christinas halvbror, Frederik III. Corfitz havde været statholder i København fra 1637, og de havde en stor gård, dér hvor Gråbrødretorv nu ligger, men under den nye konge blev det tydeligt, at han havde begået begået underslæb, solgt embeder og desuden var rodet ind i et uklart forsøg på giftmord.

Et voldsomt modsætningnsforhold mellem Leonora Christina og den nye dronning, Sophie Amalie, udmøntede sig i forskellige former for chikane, og visse ting kunne tyde på, at parret havde storhedsvanvid, der gjorde, at de troede, de kunne tillade sig hvad som helst. For Leonora Christinas vedkommende skyldtes dette nok hendes specielle position som kongens datter, men ikke prinsesse. Var hendes forældre overhovedet gift, og var hun overhovedet legitim? Det er lidt uklart, men da Christian IV's hof manglede en dronning, indtog hun som hans datter en form for "dronninge-status", der må have gjort det meget vanskeligt for hende at opgive sin position til den nye dronning. De to kvinder hadede i hvert fald hinanden, og på baggrund af "Jammersminde" har man længe fordømt dronningen og ophøjet Leonora Christina til en ren engel, hvilket hun absolut ikke var.

Corfitz og Leonora Christina ønskede ikke at gennemgå en (fuldt berettiget) retssag om underslæb og flygtede derfor til Sverige, hvor dronning Kristina lærte Leonora Christina at gå i mandsdragt. Fint nok, men efter visse mislykkede forsøg på en udsoning med Frederik III blev det klart, at de ikke kunne vende tilbage til Danmark, og Corfitz Ulfeldt sluttede sig til svenskerne og deltog personligt i invasionen af Danmark i 1657, der tilmed blev delvist financieret af penge, han må have stjålet fra den danske statskasse. Ikke desto mindre begik han minsandten også noget, der ligner højforræderi imod svenskerne i 1659, og han og Leonora Christina flygtede tilbage til Danmark, hvor de blev arresteret og sad fængslet, indtil det lykkedes dem at flygte.

Alle deres forskellige mislykkede forsøg på udsoning gjaldt nu både den danske og den svenske konge. Desuden forelagde Corfitz forskellige herskere vilde planer om både det ene og det andet. Bl.a. foreslog han kong Ludvig XIV af Frankrig mærkelige projekter og formentlig for at indynde sig forærede han sørme også de franske kongers gravkirke St. Denis den danske helgenkonge Knud Lavards hovedskal, som han må have stjålet i sit hjemland.

Han var og blev landsforræder og fortjente fuldt ud den skamstøtte, der blev rejst over ham, og som nu står i Nationalmuseets gård. Da han i modsætning til Leonora Christina havde held med at flygte, kunne man ikke fange og henrette ham, men måtte ty til den næstbedste løsning: en dukke, der forestillede ham, blev henrettet, hvilket Leonora Christine kunne følge fra sin celle i Blåtårn. Fuldstændig forarmet og måske også sindssyg døde han i 1664 på en lille båd på floden Aare, men hans grav er ukendt.
Leonora Christina var i 1663 rejst til England for at få tilbagebetalt en større sum penge, som hendes slægtning, kong Karl II havde lånt, men blev i stedet udleveret til danske udsendinge og ført til Danmark, hvilket blev indledningen til 22 års fangenskab i Blåtårn.