mandag den 28. september 2020

Vinteren nærmer sig, også for bogelskere


 

Skal vi "samle i lade", også når det gælder litteratur? Mange af os har sikkert allerede en masse bøger, som de endnu ikke har fået læst. Jeg har i hvert fald - foruden alle dem, jeg har læst, men egentlig gerne ville læse igen. Det skyldes ikke bare, at de er gode, men at jeg - trist nok - har glemt vigtige detaljer. 

"Stolthed og Fordom" af Jane Austen er en skøn bog, også som kage. Jeg har dog opdaget, at filmatiseringerne af værket på en eller anden måde har fortrængt erindringen om visse centrale partier fra min hukommelse. Jeg læser om Darcy, og hvad dukker der op i mine tanker: Colin Firth, der ret beset også er meget dejlig, men alligevel ....

Den samme mekanisme gælder også andre bøger, hvilket er uretfærdigt over for forfatterne. Nok mener/frygter jeg, at ordet har tabt til billedet i disse år, men jeg ønsker da ikke selv at være en del af dette system. Jeg mener virkelig, at ordet stadig bør æres af både ord-skabere og ord-konsumenter, spørgsmålet er bare hvordan, når markedet på den ene side er oversvømmet af bøger, på den anden ikke virker stabilt. 


Masser af gode, holdbare klassikere, som man ikke bør springe over, "bare" fordi de er af ældre dato. 

Ja, ord er ikke bare våben imod omverdenen, men også imod ens egen åndelige inerti. Med den som fjende er man simpelthen nødt til at træne sin bevidsthed med ord, der såmænd kan være dannet af billeder, sådan at der alligevel skabes en forbindelse mellem disse to kunstigt skabte modsætninger ....

 


 
 

Skør - eller "bare" døv???

 

Den stolte oldemor, dronning Victoria af England, med sin datter, datterdatter og oldebarnet, prinsesse Alice af Battenberg (1885-1969), hvis fødsel på Buckingham Palace, hun havde overværet. Den lille prinsesse ser sund og rask ud, men hun var født døv. Noget, der dog ikke forhindrede hende i at blive gift med Prins Andreas af Grækenland og Danmark.

Parret fik tre døtre og én søn, Prins Philip, der senere blev gift med prinsesse Elizabeth af England og derefter blev forvandlet til Hertugen af Edinburgh samt far til de fire kongelige børn, Charles, Anne, Andrew og Edward.

Alice var en meget smuk og stilfuld kvinde, men hendes bizarre opførsel vakte opmærksomhed, og det kom næppe som en overraskelse for familien, da hun fik diagnosen skizzofreni. Selv har hun afgjort opfattet sine impulser som udtryk for den dybe religiøsitet, hun altid havde haft. At hendes adfærd vakte opsigt er der ikke noget at sige til, for hvor mange kongelige personer insisterer på at sove på gulvet, at påstå, at deres hænder har helbredende kraft, at de er Kristi brud, og at Gud sender hemmelige budskaber - bl.a. om passende ægtemænd til de tre unge prinsesser - til dem? Hvor meget af det, der skyldtes hendes døvhed, er dog ikke til at sige, for hun har sikkert levet meget i sit indre, langt mere end i de ydre omstændigheder, hun var underlagt som højfornem prinsesse og ægtemage. 

I årene før og efter Anden Verdenskrig undergik Grækenland, hvor hun havde boet med sin mand siden 1903, mange omvæltninger. Eftersom der også var et statskup, hvor monarkiet blev afskaffet - for senere at blive genindført for nogle år - levede hun med stor politisk uro, også fordi hendes mand fik delvis skyld for den fejlslagne krig med Tyrkiet. Alt dette har formentlig ikke ligefrem hjulpet på hendes mentale tilstand, og i 1930 blev hun sendt til behandling for skizzofreni i udlandet. Samtidig forlod prins Andreas hende og slog sig ned på Rivieraen, medens hun kastede sig ud i kampen mod de læger, der skulle behandle hende, for samarbejdsvillig var hun ikke. Formentlig har hun med sin dybe religiøsitet opfattet dem som "Satans yngel", der forsøgte at komme mellem hende og hendes Gud. At denne gud var speciel for hende, da hun ikke bare blev græsk-ortodoks, men også indstiftede sin egen nonne-orden, "The Christian Sisterhood of Martha and Mary", er der ingen tvivl om.

Der var nogle år, hun tilsyneladende ikke så meget til sin familie, men hun havde dog sporadisk kontakt og boede på Buckingham Palace, hvor hun var født, i de sidste to år af sit liv. 

Det var imidlertid hendes år i Grækenland under Anden Verdenskrig, der har givet hende et navn for eftertiden, da hun viede sit liv til velgørenhed. Bl.a. beskyttede og hjalp hun jødiske flygtninge og fik derfor titlen "Retfærdige blandt nationerne" af Yad Yashem. Født prinsesse og meget fornem, men uden det lette liv, hun kunne have haft uden sine medfødte skavanker, fik hun alligevel en masse ud af det på et personligt plan, fordi hendes indsats svarede til hendes overbevisning.

https://inews.co.uk/culture/television/prince-phillip-mother-princess-alice-battenburg-greece-the-crown-season-3-362992

 

 

 


søndag den 27. september 2020

Held og lykke


HAPS!!!!! Heldet er sikret - eller???? Næppe, hvis jeg kender heldet, og det gør jeg, eftersom jeg kender dets tvillingbror, uheldet, der har det med at dukke op uindbudt i mit liv den ene gang efter den anden ....

Et eksperiment gennem flere år har vist, at personer, der ser sig selv som heldige, opfører sig anderledes end dem, der mener, at de er uheldige. Det svarer vel nogenlunde til nogle optimisters opfattelse af, at glasset skam er halvfyldt i stedet for halvtomt, men er det noget, man træffer beslutning om, eller er det bare sådan? Hvad med den konkrete sandhed, er den bare en illusion?????? Er det noget med brøkdele af millimetermål for at afgøre, om man er den heldige indehaver af et halvfyldt glas, eller om man er den (garanteret smaddersure) person, der nærmest ser sit glas som tomt, selv om der stadig er lidt i????

Dette billede tolker jeg sådan, at man ikke selv har blik for heldet og lykken, selv om man vader rundt i den: man ser ikke skoven for bare træer. Spørgsmålet er dog, om det, vi kalder held og lykke, bare er noget med en fortolkning? Den side af sagen er faktisk meget forvirrende, for jeg er da godt klar over, at det, nogen anser for rædselsfuldt, vil forekomme andre helt igennem acceptabelt, ja, måske ligefrem heldigt.

Det er nemt nok at sige, man vil være mere optimistisk fremover, hvis alt går i skuddermudder, eller hvis man ikke ser nogen vej ud af en dårlig situation. Hvis man hopper glad og fro rundt i alle murbrokkerne af ens drømme-hus, der er blevet jævnet med jorden af en eller anden naturkatsstrofe, så vil jeg sige, at det er rablet for vedkommende. Ikke desto mindre er der eksempler på, at det lykkes nogen at bevare roen, optimismen og OK-følelsen, fordi de ikke har tid til at være arrige eller nedbøjede af modgang og slemme begivenheder: "Have a nice cup of tea ...."

Umiddelbart vil jeg tro, at hun er en født overlever, og sådan er hun bare af natur. Koppen med te er sikkert også mindst halvfuld for hende, hvor vi andre ser, at den tydeligvis nærmest er tom, foruden kold og tynd ....

 


 


Den Røde Tråd er lavet af chokolade ....


En ganske pæn fyr, men alligevel en gennemhæslig karl: seriemorderen Jeffrey Lionel Dahmer (1960–1994), der aldrig har mødt sin overmand med hensyn til modbydelige mord, nemlig Adolf Hitler. Antallet af ofre for Jeffrey var (mindst) 17 unge mænd, og det var i hvert fald det antal, han blev dømt for at have myrdet. Hvad Adolf angår, så når tallet op i flere millioner, men ingen  vil påstå, at de kender det nøjagtige antal, og det gjorde han heller ikke selv.

Vi ved, at Hitler var vegetar, og at han havde en "smager", der var blevet sat til at prøvesmage hans mad. Der Führer skulle jo nødig blive forgiftet, så det satte man en dame til at tjekke, at det ikke skete. Hvad man måske ikke vidste er, at han havde en sød tand.

Hans morgenmad bestod af to glas lunken sødmælk samt nogle stykker mørk chokolade  

foruden ca. 10 chokoladekiks, sikkert også med mørk overtrækschokolade. Dette måltid indtog han stående, samtidig med at han læste dagens post samt kiggede i aviser.

Og hvad har det så at gøre med den modbydelige, amerikanske seriemorden Jeffrey Dahmer? Modsat Hitler var han ikke vegetar, men spiste flere af sine ofres kød, men det, der gav ham en daglig indtægt, der gjorde hans livsstil mulig, var et job, han havde på The Ambrosia Chocolate Factory ....

Det med numsehuls-chokoladen kunne have været noget for Jeffrey, for han var bøsse, og en af de purunge drenge, der var lige ved at slippe fra ham, var tydeligvis blevet analt voldtaget. Sådan noget var Der Führer (angiveligt) ikke til, selv om hans niece - og store kærlighed - Geli lod ane, at han tvang hende til forskellige ting, der ikke var helt efter bogen.  

Nå, men hvad med Jeffreys og Adolfs forbindelse? Tjah, der er kun en tilfældighed samt en fælles mangel på respekt for menneskeliv, men det sætter altså en hel del tanker i gang, hvis man er tunet ind på det ....


 


 

 

lørdag den 26. september 2020

Homo-tortur

Da dette har været en slappe-af-og-dovnedag, har jeg flottet mig med et par Netflix-film. En af dem viste sig at handle om noget meget interessant, som jeg ikke troede eksisterede i vore dage, nemlig "omvendelses-skoler" for bøsser og lesbiske. Velhavende forældre kunne/kan sende deres "vanartede" unger med forkærlighed for deres eget køn til sådan en skole, hvor de blev/bliver præpareret med alle mulige anti-homoseksuelle "lærdomme". Udgangspunktet var/er selvfølgelig, at homoseksualitet var/er fy-fy, ikke bare fordi det blev/er regnet for at gå imod kirkens dogmer, men også fordi man mente/mener, at det var/er en form for mental sygdom, der skulle/skal helbredes. Folk blev/bliver anset for syge, hvis de var/er homoseksuelle, men det er tydeligt, at "sygdommen" først og fremmest blev/er anset for en moralsk defekt, og at den "syge" måtter og skulle behandles. Hvis ikke de fik/får bugt med deres "stygge last", så stod ikke bare social anseelse, men også sjælens frelse på spil. Der blev/bliver virkelig ikke givet ved dørene, når det kom/kommer til homoseksualitet på sådanne omvendelsesskoler, for det blev/bliver simpelthen ikke accepteret. (Mig bekendt er der ikke sådanne skoler her i Danmark, da de vist nok kun er et amerikansk fænomen).

At der ikke var nogen rigtig videnskabelig forklaring hverken på homoseksualitet som sådan eller den såkaldte "helbredelse" var/er åbenbart ligegyldigt. Pæne, borgerlige mennesker gjorde/gør virkelig en indsats - og betalte/betaler det hvide ud af øjnene - for at få deres børn i behandling. At denne "behandling" var/er ret håndhændet og mildt sagt grænseoverskridende lod/lader ikke til at vække nær så stor bekymring som det unge menneskes socialt set uacceptable seksuelle orientering. F.eks. brugte man før i tiden elektrochok rettet imod kønsorganer eller hænder, kvalmefremkaldende medicin og kemisk kastration som en del af behandlingen. Efterhånden som indstillingen til homoseksualitet er blevet mindre rigid i samfundet, er man de fleste steder dog gået mere over til ikke-fysisk, men udelukkende psykologisk behandling, rådgivning af forskellig art, visualisering og (specielle) bønner. Det religiøse spiller stadig en stor rolle, da homoseksualitet jo angiveligt "er imod Guds bud" ifølge de kristne fundamentalister, der bekæmper det.

Tolerancen - men måske ikke forståelsen (???) - er dog generelt set blevet større, og mange steder er det nu blevet (mere eller mindre) accepteret, at folk gifter sig med nogen af samme køn. Det var ikke gået for f.eks. 100 år siden. Jeg vil således tro, at disse to damer har giftet sig med mænd og har fået børn, samtidig med at de har dyrket hinanden erotisk .... 

Selv om der er sket et skred i tolerancen over for seksuelle minoriteter, så er der ikke desto mindre stadig stærke kræfter inde for "omvendelses-terapier" af forskellig art. Psykologerne Elizabeth Moberley og Joseph Nicolosi arbejder ihærdigt for sådanne behandlingsformer, selv om de af eksperter er blevet set som tortur. Det gælder bl.a. The International Rehabilitation Councel for Torture Victims, der må formodes at være i stand til at bedømme den slags. 

 

Selvovervurdering, humor og identiteter

er altså den bedste forklaring på et fænomen som selvovervurdering, jeg har set. Om den er helt rigtig videnskabeligt set, ved jeg ikke, men det skulle ikke undre mig, om der er et sammenhæng af en eller anden art ....

Jeg tror, at ham spejl-kysseren får brug for lægehjælp oven på denne ytring, for Barbara ser måske nok sød og fredelig ud, men medmindre hun er helt igennem uden selvovervurdering, forfængelighed og den slags, så kan hun sikkert blive MEGET fornærmet og måske også hævngerrig ....
 
I virkeligheden ligner katten måske snarere en mus

Noget af det, jeg kan lide ved visse, men ikke alle maleres selvportrætter, er deres mangel på forskønnelse. Her tænker jeg især på Van Gogh og Rembrandt, der - med pensel i hånd - ville kunne male selvportrætter, der slog benene væk under vor tids skønheds-dyrkere. 
 
Det gjorde de ikke og gudskelov for det, da de portrætter, de selv har skabt, viser noget andet om dem end nogle medfødte træk, der regnes for "smukke". Eller sagt på en anden måde: de spejler dem, som de er og ikke kun, som de ser ud ....


Nu om stunder skaber fotografisk fremstilling af en forfængelig person nogle etiske problemer, for skal man finde sig i de afslørende portrætter, eller skal man protestere? Jeg mener, man er i sin gode ret til at protestere, men det får ofte et komisk anstrøg, for forfængelighed er ikke rigtig anerkendt som egenskab, selv om alle såmænd har den i et vist omfang ....
 

Ualmindelig dumt, men samtidig meget forståeligt, at denne mandsperson ikke vil acceptere et dårligt billede af den person, han elsker højest. (Jeg har det selv sådan med et par billeder af mig med en uheldig frisure, som kun få derfor har set ....)

                                     Det har hun da sikkert - og det har han formentlig også ....

Vi er jo alle Nr. 1 i vores eget liv, og det er faktisk en mærkelig tanke, at ikke alt er centreret omkring os. Når man ser bunker af knogler fra gamle grave, så er det virkelig svært at forestille sig, at hver enkelt af disse døde mennesker har set på sig selv, ligesom vi ser på os. Også de var Nr. 1 i et nu forlængst glemt liv, og det føles meget mærkeligt, når de anonyme knogler pludselig udstyres med en identitet, fordi man finder ud af, hvem han/hun var. Det identitetsløse kan også være et meget stærkt budskab til os, men uden et ægte navn og en sand skæbne bliver sådanne lig misbrugt af os som symboler og ikke som hovedpersoner i de liv, de havde.

En kropsdel, der udmærker sig ved at være anonym. Ingen ved, hvem den tilhørte, og præcis hvordan den havnede dér, men den er alligevel et markant vidnesbyrd om et liv, der var engang. Man kan gætte på et forløb af gruopvækkende art, og så er det måske i virkeligheden meget værre. En eller anden led meget og blev udsat for en nedværdigelse uden lige, men vedkommende er - i bogstaveligste forstand - gået op i røg ....

 

fredag den 25. september 2020

"The National Tattler"

MM og kærligheden er unægtelig et kapitel for sig, så artiklen har sikkert solgt mange numre af det såkaldte "pulp"-magasin "The National Tattler". Sammen med mange andre af sin slags var det en form for efterkommer af "Argosy", der startede i 1896 som en ny udvikling af bladgenren. Man kan sige, at disse magasiner - og der var på et tidspunkt temmelig mange - levede højt på fattige folk af den amerikanske arbejderklasse, der ikke havde råd til bøger eller en decideret litterær smag. Det, læserne fandt i disse pulp-magasiner, var vilde historier, sjældent uden noget ægte fundament i virkeligheden, men det gjorde åbenbart ikke noget. Ligesom vore dages "Se og Hør", "Billed-Bladet" og den slags, der bugner af historier om små og store begivenheder i kongehuset, der må karakteriseres som det rene gætteri, så var de underholdende, hvis man altså var til vilde overdrivelser, skrækkelige forbrydelser, sære kærlighedshistorier eller gantasifulde skildringer af interessante menneskeskæbner. At det hele var løgn og latin, gjorde åbenbart ikke noget, for bladene solgte godt.

Sådan en historie kan nok få fantasien i gang, for fødslen af en så mærkværdig baby kræver jo sex med en hund. Meget interessant og sikkert også mægtig ophidsende for folk med smag for den slags. Dem, der købte "The National Tattler" for at læse en så vild historie, har sandsynligvis også været ude efter andre pulp-nagasiner, hvis der blev vist tilstrækkelig appetitvækkende spisesedler. Dvs. at genren har været en guldgrube for nogle bladfolk og skribenter indtil engang i slutningen af 1950'erne, hvor de ikke længere var helt så populære. Det, der har trængt dem tilbage, var TV'ets popularitet og populære TV-serier. Flere af de kendte pulp-forfattere fra magasinerne gik faktisk over i TV-branchen. 

SEX - Wow! At der sikkert ikke er så meget videnskab bag disse "afsløringer" har ikke betydet så meget, for det var noget, man kunne savle over. Playboy-bunny'en, der er BH-model, må også have været et hit, for her var både babser og antydningen af en vild livsstil. Lidt lumre artikler med et anstrøg af videnskabelighed eller autenticitet har også lokket husarerne til, og dem har man levet højt på.

"Forført af en flyvende tallerken"? Gad vide, hvordan det fremstilles af journalisten, for det lyder som en meget kringlet affære. Det er dog tydeligt, at damens halvblottede bryst som blikfang for denne vilde historie er det vigtigste lokkemiddel.  

Mange mennesker har levet af disse blade, og nogle eksisterer den dag i dag, men i en anden udformning. Det vilde præg, som magasiner som "The National Tattler" havde, går vist ikke længere, og det er på en måde synd, for det skabte en form for fortryllet verden, hvor intet/meget lidt var virkeligt, men kunne tænkes at være det, og som man i hvert fald kunne drømme om ....