Det er ikke engang løgn: vi sender astronauter ud i rummet og håber at afsløre dets hemmeligheder. Fint nok, men hvad med det store uerkendte område, vi har her på vores egen planet, nemlig havet? Det er dér, man den dag i dag finder mange ukendte arter, og det er også dér, hvor nogle af disse dyr formår at holde sig i live, til de nærmest bliver udødelige. Her tænker jeg især på stakkels Ming, der opnåede en alder af 507 år, men døde, da nogle pilfingrede videnskabsmænd absolut måtte åbne ham/hende. Sagt med det samme: vedkommende skulle mindst have nogle rap over fingrene!
Når man drømmer om at kolonisere fremmede planeter og forurene dem og eventuelle oprindelige beboere med vores barnlige form for "menneskelighed", så skal man tænke på alle de lande og riger, vores art allerede har ødelagt her på jorden. Fjolset Thomas Jefferson, der anså alle andre end ham selv og hans hvide fæller for værd at bevare, melder sig som ufrivillig og sikkert meget undrende model for det, vi desværre står for: store, smukke ord kombineret med helt igennem afskyelige tanker og handlinger.
Havet er blevet misbrugt og forurenet af os, men sært nok lader det til, at det har en stor evne til selv-healing. I mellemtiden - og vi kan jo håbe, det klarer opgaven selv - er der så mange dyr, der har lidt på grund af vores dumhed og ligegyldighed, f.eks. på grund af plastik. Andre (som Ming) tager sagen alvorligt og knokler løs for at rense deres levested for vore urenligheder.
Hvad søren, er det ikke den engelske kong Edward VII (1841-1910) og hans danske dronning, den smukke og statelige Alexandra??? Jo, minsandten, men hvad laver de dog i dette sammenhæng???
Alexandra lavede vist, hvad hun plejede at lave i sit nye hjemland, England, men Edward, der på dette tidspunkt kun var kronprins og ikke konge (det skete først i 1901 og varede kun til 1910), tog til Amerika, det land, som en af hans forfædre, nemlig George III "tabte", da det rev sig løs ved Den amerikanske Uafhængighedskrig (1775-1783). Edward bar åbenbart ikke nag, for da amerikanerne indbød ham til deres land i forbindelse med hans visit i Canada, sagde han altså ja tak. I 1860 ankom tronarvingen Edward, men under et andet navn, nemlig Lord Renfrew, der så at sige var hans "normale pseudonym", når han tog på mere eller mindre uofficielle rejser.
Som dronning Victorias ældste søn og senere konge var han mægtig statelig, men han var også en mand, der elskede at more sig, hvilket nok ofte har krævet en vis diskretion. Amerikanerne lader dog ikke til at have forstået det europæiske diskretions-system for kongelige som en kronprins som netop Edward, for han blev modtaget med begejstring, hvor han end kom hen samt hyldest af enorme menneskemængder. I Detroit tog 30.000 begejstrede amerikanere imod ham med jubel, men i New York var der 300.000, og sådanne folkemængder - foruden det festlige fyrværkeri! - kan selvfølgelig ikke ignoreres hverken i eller uden for USA.
Da hans barnebarn, den senere Edward VIII, besøgte landet i 1919, blev
det første mindeværdige besøg af en engelsk kronprins i 1860 mindet med et
bal. På det tidspunkt var der selvfølgelig gået mange år siden det næste, der skete efter dette historiske besøg, for allerede året efter brød Den amerikanske Borgerkrig ud (1861-1865). Det var selvfølgelig ikke Edwards (VII) skyld, ligesom det heller ikke var Edward (VIII) skyld, at Anden Verdenskrig kom tyve år efter hans besøg i USA. Da de elleve sydlige slavestater trådte ud af Unionen og dannede Amerikas Konfødererede Stater var det da heller ikke med tanke på engelske kronprinser, men på slaveriets status i landet. At de elleve stater ligefrem forsøgte at skabe deres eget Amerika er en ret svimlende tanke i disse dage med en vanvittig eks-præsident og hans lige så skrupskøre tilhængere, men det skete altså, hvilket blev opfattet som et oprør af den nye præsident, Lincoln.
Dette er Abraham Lincoln, der er foreviget, medens han holder Gettysburg-talen i 1863 ved noget, der godt
kunne kaldes et "rally" ligesom dem, T. Rump er så glad for. I modsætning til Rumps taler er dette dog noget, der huskes for andet end forkludrede og forvrøvlede postulater. Denne tale er nemlig berømt og regnes for en mindeværdig historisk begivenhed.
Kilde: Goldstein, Eric. The British Royal Family and the Making of the War-Time Anglo-American Relationship. From Monarchies and the Great War. Palgrave Macmillan, 2018.
Denne bog på engelsk kan bl.a. fås på SAXO. Den indeholder en hel del af mine artikler om forskellige emner. Noget er af faglig interesse, andet er ren underholdning og/eller interesse-skabende. Det sidste gælder bl.a. denne artikel om dødfundne i en almindelig etageejendom.
Death in An Apartment House
The old man who was found exactly one year after his death was almost blind and he did not mix with anybody so only his neighbors and the people living in the flat beneath his knew the common sounds from his daily life. For instance, did he watch TV, did he walk his floor in a noisy manner and what about the telephone? It appears that those who lived in the flat below his one had tried to make the janitor investigate the uncanny silence, the new reality of a no-sound-situation in his flat. However, when nobody answered the door bell the janitor took for granted that the almost blind, old man didn't want anyone visiting so he stopped his very shallow "investigation. I think that was the moment when he should have called the police, but he did not want to bother this old and sick man with professional investigations.
Nevertheless, investigations there were once again when the warm weather set in and the house suddenly was swarmed with insects. When that happened the dead and by now more or less skeletal man was detected. The newspapers wrote indignant articles about the case and that way we, the other inhabitants of the house, also learnt that this incident was not all that rare. Actually, many people were found days, weeks or even months after their death. These people were also those who did not have any funeral procession of friends and family as they most likely didn't have either. An even worse case was of a man who was found in his flat five years after his death. Now that’s crazy as five years is not like not seeing someone for a week or two. Obviously this dead man's relatives or friends didn’t miss him so it must be surmised that he had neither. He too was a pensioner living off his pension and nobody noticed that he didn’t withdraw as much money as he used to. Also nobody wondered at the heaps of newspapers, magazines and advertising pamphlets by his door. Neither did anybody pay attention to the stench of death which must have oozed from his closed front door. Here we have a case of a human being who must have been invisible all his life and who was treated as non-existing even before his death. That is very, very sad, but as the newspapers said not all that uncommon these days.
Sådan KUNNE den gamle mand have boet
Both these cases - and all other cases like them - are embarrassing to the dead persons's immediate neighbourhood. One must wonder at this common absence of consideration for a fellow human being. The fact that someone may lie undetected in a building swarming with people and not being found for five years is almost unfathomable. The same goes for the other case I mention as one year is long too. One week or so may be understandable with people living by themselves, but neither five nor one years. I really think that we are obliged to pay attention to signs of illness or death close by. That is our duty as the good neighbour we all should be in an ideal society.
Jeg går meget ind for privatlivets fred, men det er svært at finde balance-punktet mellem privatliv og omsorg for ens næste. Personlig ville jeg reagere med vrede eller dyb undren, hvis nogen begyndte at holde øje med min status som levende/død, men samtidig ved jeg jo, at jeg - ligesom alle andre - lever på lånt tid, så hvordan dækker man sig ind, så man ikke ligger dér og "dunster" i månedsvis, medens maddikerne holder festmåltid? Det er et spørgsmål, som jeg har besluttet mig for at løse i år, hvis det da er muligt .....
Tvillinger - tilmed enæggede - kan komme ud for nogle sære ting. Jeg kender personligt en nu afdød kvinde, der blev regnet for "den grimme tvilling". Hun lignede da heller ikke i mindste måde sin tvillingsøster og havde desuden deciderede skønhedsfejl som et modermærke, dårlig tandstilling, en vorte midt i panden, etc.. Det var tydeligt, at de ikke var enæggede, men det var uretfærdigt, at deres mor nærmest tilbad "den kønne" og bestandig satte "den mindre kønne" til side ved at behandle hende som én, der krævede mindre omsorg og hensygtagen. Forståeligt nok blev "den mindre kønne" bitter over sådan en forskelsbehandling, og jeg må indrømme, at det glædede mig at se, hvordan hun i årenes løb blev betydeligt pænere for til sidste afgjort at være den kønneste af de to. Desuden - og det er nok det vigtigste - fik hun en succes i sit privatliv, som den såkaldt "kønneste" ikke opnåede.
Eske og Rane Willerslev har begge gjort det godt inden for deres fag, idet de ikke har valgt det samme studieområde. Jeg aner ikke, hvem der er hvem, men kan da se, at den ene af dem må have gjort noget ved håret og dets formentlig grånende farvetoner, medens den anden åbenbart ikke har noget imod at se sit hår og skæg skifte farve med alderen. Ellers ligner de for mig at se spejlbilleder af hinanden. Noget, der også hænger samen med deres valg af briller, for hvis der er forskel, så er det i hvert fald ikke til at se.
Den mest besynderlige situation, jeg kan forestille mig, er en trillingefødsel, hvor to af børnene er siamesiske tvillinger. Deres biologiske mor meldte pas: den opgave var for stor for hende, men de tre piger blev adopteret af et ægtepar, der i forvejen havde tre drenge. Derefter blev de to sammenvoksede børn adskilt, men mistede hver et ben i processen.
Ikke én, men to kvinder i én. Umiddelbart synes man jo, at det må lægge op til et umuligt liv, men hun blev nu både gift og fik børn, selv om hun beholdt alle fire ben.
For mig at se må det være langt nemmere at dele krop med en tvilling, hvis det ikke omfatter hovedet. Ashley, der sidder dér med sin gom, Wayne, styrer sine fire ben uden indblanding fra et andet hoved, men hvad nu, hvis man deler krop og ikke hoved?
Med tanke på mine erindringer om det umage tvillinge-pigepar, hvoraf den ene blev regnet for køn, men ikke den anden, forestiller jeg mig, at dette må være en enormt svær situation i dagligdagen. Én vil den ene vej, og den anden vil den anden vej, så hvor skal de gå hen? Måske den ene forelsker sig og vil have sex, hvilket den anden absolut ikke vil?
Nu har pigerne prøvet at være ude på arbejdsmarkedet, hvilket ingen sikkert ville have forestillet sig muligt. Er de mon altid enige om, hvad de som skolelærerinder skal lære eleverne, og hvad nu hvis de kæfter op i munden på hinanden? Hvem taler, og hvem lytter? Eftersom de har hver deres hoved, må de jo også have hver sin hjerne, så hvem af dem er den klogeste, og anerkender de det begge?
Denne såkaldte "circus freak" hed Robert Melvin, og umiddelbart virker det, som om han var en "dobbelt-mand", men det var nu ikke tilfældet. Det, der gav ham hans "ekstra" ansigt var svulster som følge af den samme sygdom, der endte med at forvandle Joseph Merrick til "Elefantmanden". Hvad Robert angik, så tjente han sine penge som "circus freak", men vendte så hjem til sin barndomsby, hvor han giftede sig med sin elskede Virginia, der havde ventet på ham i mange år. De fik et godt liv sammen, og Robert fik oven i købet succes som skuespiller i "Sisters" (1973) og "The Sentinel" (1977) og i dokumentarfilm som "Being Different" (1981) og "I Am Not a Freak" (1987). Folk blev skrækslagne, når de så ham, men selv mente han ikke, at hans udseende var et handicap. Han døde i 1995 og havde på det tidspunkt været gift med sin Virginia i fyrre år.
Jeg hørte om en gammel mand, der altid lægger et håndklæde over TV'et, når det ikke er i brug. Først tænkte jeg, at han nok bare ville beskytte det imod støv, men så gik det op for mig, at han vist nærede en stærk mistro til "al den teknik". Den, jeg hørte historien fra, fortalte, at han - plus et par andre, han havde hørt om - mente, at "de" (dvs. politiet, statsmagten og/eller dronning Margrethe) fulgte med i deres gøren og laden via telefoner, køkkenmaskiner, radioen og TV'et.
For den slags mennesker er ingen forbrydelse for stor eller lille til at blive efterforsket grundigt samt, vigtigst af alt, straffet på behørig vis. Hvis de sidder mutters alene og ikke hoster/nyser i ærmet, så vil de føle sig skyldige samt frygte, at politiet kommer efter dem. Når de ligger i deres senge og bliver "opvarmet", så vil de frygte, at "Gud i det Høje" ser ned på dem og skriver deres alvorlige onanistiske forsyndelse imod velanstændighed og moral ned i en sort bog med deres navn udenpå.
Det værste er dog alle de øjne, som de føler følger dem gennem TV'et. Dér har de en tydelig trussel, der i deres hjerne bliver meget virkelig og yderst skræmmende. Ikke fordi de har begået et mord i deres dagligstue, men fordi de ikke er alene, når nu de er alene .....
Alt det med GPS, mobiltelefon-sporing, etc. kan dog godt få mig - der ellers ikke har den slags tendenser - til at mistænke lusk i og uden for hjemmet. Det er vist det, man kalder paranoia, og jeg tror/håber, at det er noget, vi alle har en gang imellem, for ellers er jeg på den .....
Mærkeligt nok lader det ikke til, at denne type mennesker føler sig iagttaget eller udspioneret af de sande spioner i hjemmet: kæledyrene. Det er meget mystisk, for er der nogen, der virkelig holder øje med os, så er det vore katte, hunde, papegøjer, hamstere osv.. Kort sagt, endnu et eksempel på menneskelig mærkværdighed .....
At slås med det romerske kejserrige var sjældent en god ide, når man tilhørte et lille folk. Den slags uomtvistelige sandheder lod dronning Boudicca af den keltiske stamme icenerne sig dog ikke afskrække af. Hun ville slås, og det gjorde hun så i år 61 e. Kr..
Man regner med, at hun blev født omkring år 25 e.Kr., men kender vist ikke den nøjagtige tidsangivelse for, hvornår hun blev gift med kong Prasutagus, icenernes hersker samt - fra den romerske invasion af de britiske øer i år 43 - romernes vassel. Samarbejdet mellem de invaderede og invasionsstyrken lader til at have været en succes, for landet blomstrede. Da Prasutagus tilsidesatte sine og Boudiccas to døtre som sine arvinger for i stedet at indsætte kejseren, så skete det heller ikke under åbenlys tvang. Dette valg må have forekommet underligt i et land, hvor kvinder havde noget, der nærmer sig fuld ligeret, men det har formentlig været hans forsøg på at sikre landet imod fremtidige overgreb fra romernes side. At det ikke var så usædvanligt, at britiske kvinder styrede riger og ledede hære, ses også af, at en vis dronning Cartimandua herskede over briganterne i Nordvest-England fra 43-69 e.Kr.. Hun omtales af Tacitus som en dygtig dronning.
Denne mønt viser formentlig Prasutagus
Inden Prasutargus døde i 59 e.Kr., var han blevet påtvunget et lån på fyrre millioner sestertser, som hans enke, Boudicca, nu hang på. Samtidig måtte hun se sine døtre sat uden for arvefølgen, hvilket kunne få enhver god, keltisk vinde til at reagere, sådan som historikeren Ammianus Marcellinus har beskrevet det engang i 300-tallet: "Alle
keltiske kvinder holder sig rene og pæne, og plejer sig med den samme
omhu." Men også: En keltisk kvinde "er som regel meget stærk og har blå
øjne; når hun er rasende, svulmer hendes halsårer op, hun skærer tænder
og fægter med sine snehvide, robuste arme. Hun begynder at dele slag ud
blandet med spark, som om de var lige så mange projektiler udsendt fra
strengen på en katapult." Kejser Nero lod dog ikke til at vide, hvem - eller hvad - han havde for sig, da han uden videre håndhævede den romerske lov, hvorefter en kvinde ikke kan være formynder. Boudicca blev pisket, og hendes to teenage-døtre voldtaget, efter at icenernes land var blevet konfiskeret.
Boudicca samlede en hær, der angiveligt var på mere end 100.000 mænd, noget der i dag regnes for ret usandsynligt. Man mener nu, at hæren var mindre. Hvorom alting er, så gik hun til angreb, først på det forhadte Camulodunum, dvs. det romerske administrationscenter for provinsen Britannien. Det gik vildt til, for enten flygtede de romerske soldater, eller også blev de henrettet i en hellig lund i nærheden. Området har stadig mange mindelser om Boudiccas rasen i form af arkæologiske fund et godt stykke ned i undergrunden. Soldater blev dræbt, kejserstatuer halshugget samt splintret, og bygninger brændt ned.
Boudicca havde meget at hævne, og hun må have været et skræmmende syn, for hun bliver beskrevet som meget høj, med et flammende blik og en overmåde skarp stemme. Hun havde tykt, rødligt hår, der hang hende ned til taljen. Sikkert et imponerende syn for hendes tilhængere og skræmmende for romerne. Folk var skrækslagne for den forhånede mor og dronning, der ikke skånede nogen. Ifølge Tacitus dræbte hun og hendes hærstyrke 70.000 civile.
Raseri er en udmærket drivkraft, men hvis ens våben ikke kan måle sig med fjendens, så er man på den. Romernes udstyr, krigserfaring, etc. gjorde dem overlegne, og i år 60 eller 61 e.Kr. blev den tapre krigerdronning besejret af Gaius Suetonius Paulinus. De romerske historikere påstod, at Baudiccas tab var på 80.000 mænd, medens romerne bare mistede ca. 200. Noget, man må tage med et meget stort gran salt ....
Inden slaget holdt Boudicca en opildnende tale til sine mænd, hvor hun bebrejdede sine landsmænd, (men næppe hendes egen mand?), at de havde givet efter for romerne i stedet for at forsvare gamle, hævdvundne skikke. Alt sammen meget imponerende, og man forstår, hvorfor hun blev beundret af senere engelske dronninger som Elizabeth I og Victoria.
Man har diskuteret, hvad der blev af Boudicca og hendes døtre. Nogle mener, at hun - og måske også døtrene - omkom under kampen, men andre påstår, at hun begik selvmord med gift. Der er dog også dem, der hævder, at hun flygtede og holdt sig skjult indtil sin død, men man har nu aldrig kunnet finde hendes flugtrute eller bare hendes grav.
En skønhed? Ja, bestemt, men det blev ikke sunget ved Marguerite Marie Aliberts vugge, at hun også skulle ende rig og berømt samt med en kongelig titel, for hendes forældre var ikke højt på strå. Hun blev født den 9. december 1890, og i hendes tidlige ungdom levede hun vildt, farligt og umoralsk. Som 16-årig fødte hun en datter, Raymonde, og blev selv forvandlet fra en billig prostitueret til en af Paris' mest fashionable samt dyre kurtisaner. En af hendes allerfornemste kunder var den engelske kronprins, der senere blev kong Edward VIII i knapt et år, men som blev nødt til at abdicere, fordi han absolut ville giftes med den to gange fraskilte amerikaner, Wallis Simpson.
Edward var aldeles forgabt i den spændende, franske kurtisane, der også er kendt under navnene Maggie Meller, Marguerite Laurent og Prinsesse Fahmy, og han var uforsigtig nok til at skrive mange hede breve til hende, som hun selvfølgelig gemte: en pige. der så at sige lever på kanten af det gode selskab, kan jo få brug for garantier og forsikringer, der kan redde hende ud af fremtidige problemer, - og det fik Marguerite Marie Alibert da også.
Nok fik Marguerite ikke sin engelske prins, men prinsesse blev hun, da den ægyptiske aristokrat Ali Kamel Fahmy Bey faldt for hende, og de blev gift. Som hans kone blev hun fremstillet som kongelig, hvilket jo var noget af et karriere-spring for en notorisk kurtisane fra fattige kår.
I 1923 skete der imidlertid noget, der fik Marguerite til at skyde sin mand, Ali Kamel Fahmy Bey, på Savoy Hotel i London, men minsandten om hun ikke blev frikendt. Den nyslåede ægyptiske prinsesse gav den hele armen med beskrivelser af sin eksotiske ægtemands abnorme lyster, der vist mere var fantasi end realiteter. Han blev fremstillet som en brutal og depraveret mand, der udsatte hende for gud-ved-hvad af perversioner.
Dommeren sørgede for, at affæren med prins Edward ikke måtte nævnes, ligesom ingen måtte inddrage Marguerite Maries fortid som berømt kurtisane. Man mener, at en del af Edwards hede brev til hende blev brugt som et frikendelsesmiddel, men hun beholdt nu en god portion af dem. Efter frifindelsen forlangte hun at få overført Alis formue, men dér satte de ægyptiske myndigheder hælene i. Selv om hun altså ikke havde held med at rage sit myrdede offers midler til sig, så levede hun som en rig og feteret dame af det finere selskab resten af sit liv. De resterende breve fra Edward blev destrueret efter hendes død i 1971.
Når jeg ser på billeder af de tre hovedpersoner i dette drama, så er det tydeligt for mig, at det drejer sig om en kvinde, der er langt mere erfaren end sine to royale elskere. Især Edward ligner en stor dreng, og Marguerite Marie menes da også at være hans første elskerinde. Noget, der måske også gælder for Ali? Det skulle ikke undre mig ....
