Det ultimative vovestykke

 

Da skolelæreren Annie Edson Taylor (1838-1921) gjorde sin ikke-eksisterende formue samt sine lige så tvivlsomme fremtidsmuligheder op, endte hun med at  træffe en beslutning, ingen ville have forestillet sig om denne pæne, ældre dame. Hun var fast besluttet på at følge sin drøm, for hun ville være rig og berømt. Til det formål ville hun lade sig transportere ud over og ned i Niagara Falls sydende vandmasser i en tønde. Uden tønden ville det være den sikre død, og hun var bestemt ikke ude på at begå selvmord, nej, dette var noget, der skulle skaffe hende økonomisk sikkerhed resten af hendes liv.

Mange vovehalse havde drømt om at udfordre dette berømte vandfald, men hun var den første, der ikke bare gik til opgaven med ildhu, men som overlevede dette farlige stunt. Svaret på, hvordan det kunne gå til, ligger i hendes specielle tønde - samt i hendes personlighed. At overhovedet tænke på noget så skørt var ikke noget, man forventede af kvinder, men hun var ligeglad. Hun var enke, havde også mistet sit eneste barn, og hun var blevet ensom og rodløs, så hun har sikkert følt, at dette ene stunt kunne være lige så godt som den evige smalhals, hun levede med. At være henvist til sin svigerindes økonomiske hjælp var ydmygende, og hun var også træt af den flakken fra job til job, hun var havnet i siden sin mands død.

Tønden blev foret og desuden forsynet med remme, der kunne holde hende fast i en bestemt stilling. At rotere rundt i tønden under faldet ned ville nemlig let kunne føre til alt lige fra hårde knubs og blå mærker til brækkede lemmer, hvilket ikke lige var det, hun var ude efter. Desuden var den bygget til at holde sig oprejst ved hjælp af en fastgjort ambolt i bunden. Der var altså sørget for, at tønden ikke vendte på hovedet, og der var lukkede lufthuller for oven, som hun hurtigt kunne åbne, hvis det blev nødvendigt. Alt sammen meget raffineret udtænkt og - som det viste sig - også flot gennemført, for da hun dukkede op igen, var hun stort set uskadt og i hvert fald uden alvorlige skader. Noget, der måske har været en skuffelse for de skadefro personer, der var kommet for at se hende fuldføre sine planer i "den skøre tønde". At det skulle lykkes hende er i hvert fald kommet bag på mange, for som sagt, "sådan noget gjorde ældre damer ikke". Jeg tror faktisk, at det i stedet for at vække beundring, fik folk til at tage afstand fra hende. Hvis hun havde levet af at sy stramaj, ville det have været mere efter deres forudfattede opfattelse af kvinder og det, de så som deres "natur", men det gjorde hun altså ikke.

Én detalje ved dette eventyr forekommer mig ret ubehageligt: inden Annie selv tog på sin tønde-tur, brugte hun en levende kat som test-person. Eftersom katten næppe har kunnet være fastspændt med hendes remme, har den formentlig roteret rundt inde i tønden, hvilket må have været en forfærdelig og meget  traumatisk oplevelse for sådan et dyr. Desuden er der forskellige versioner af dens videre skæbne: overlevede den - eller ikke? Selv om der er et fotografi af Annie med tønden og en kat, så ved ingen, om det drejer sig om test-katten og om det blev taget før eller efter dens tur ned ad Niagara Falls. 

Denne del af beretningen er altså noget usikker, men at hun selv overlevede sin vandfaldstur den 24. oktober 1901, er der ingen tvivl om. På billeder efter turen virker hun ikke engang særlig fortumlet, men det gør alle omkring hende til gengæld. De ser alle totalt betuttede ud over at se hende, hel og uden skrammer .....

Hendes berømmelse var altså sikret, men det gav hende nu ikke den økonomiske sikkerhed, der havde været formålet med hendes vovestykke. For at gennemføre stuntet havde hun været nødt til at hyre en manager og hjælper, og han stak af med de fleste af hendes penge samt tønden. Senere blev den dog lokaliseret til Chicago, men derpå forsvandt den igen, og ingen ved tilsyneladende, hvor den er nu.

Lige efter hendes vilde tur ned i Niagara Falls' vandmasser var der ganske rigtigt interesse omkring hendes oplevelser, og hun havde tjent en del som f.eks. foredragholder, men det varede ikke ret længe, før interessen kølnedes. Damer med et sådant vovemod var bare ikke populære dengang, hvilket sikkert har spillet ind i forbindelse med alle hendes andre planer om at opnå en stilling af en eller anden art, der kunne give hende den økonomiske sikkerhed, hun higede efter. F.eks forestillede hun sig på et tidspunkt, at hun kunne blive danselærerinde.

Stakkels Annie endte med at måtte gå fra souvenirbutik til souvenirbutik for at sælge postkort af sig selv i tønden, og da hun døde som 82-årig var hun direkte forarmet. Kun fordi nogle af hendes få venner skillingede sammen kunne hun få en passende begravelse.

 

http://www.infoniagara.com/niagaradaredevils/annietaylor.aspx 

https://americacomesalive.com/annie-edson-taylor-1838-1921-american-daredevil/

 

Wikipedia

 

 

 

Den døde mand på Facebook

 

Kværulanten Ron Shumway var ikke populær blandt sine naboer, da han havde det med at råbe ad og chikanere dem, han ikke kunne lide. Flere fortalte, at han smed affald ind i deres have, hvis han syntes, de var dårlige til at passe den. Ud over det havde han altså en kedelig vane med at råbe, skrige og bande til den store guldmedalje, hvilket forståeligt nok virkede skræmmende på andre. Han var kendt i kvarteret som en særling og enspænder med meget få venner og bekendte - dvs. uden for de sociale medier. På f.eks. Facebook var han mægtig populær, bl.a. fordi han blev opfattet som "sjov", men også omsorgsfuld og meget venlig. Når man ser beskrivelserne af den virkelige Ron Shumway af kød og blod og hans Facebook-"tvilling", så skulle man tro, det drejede sig om to forskellige mennesker, for de lignede slet ikke hinanden. I bedste fald kunne man sige, at den virkelig Rob var "lunefuld", og at han indrettede sin personlighed efter tid, sted samt dem, han var sammen med. Ud over at han altså var kendt som "vanskelig" blandt naboerne, var det også velkendt, at han var bøsse, og at han havde været meget nært knyttet til sin afdøde mor. Noget af forklaringen på hans tilsyneladende splittede personlighed var, at han formentlig havde en bipolar lidelse. Hvilket dog ikke forhindrede ham i at arbejde som buschauffør i nogle år.

Pludselig sagde han dog sin stilling op hos busselskabet, og samtidig begyndte der at dukke notitser op på Facebook om den skønne cowboy, han havde mødt, og som han ville flytte sammen med. Facebook-vennerne - hvoraf han kun kendte nogle ganske få personligt, da de aldrig havde truffet ham i virkeligheden - ønskede ham til lykke, men nogle undrede sig dog over nogle detaljer i hans beretning om denne nye kærlighed. Og desuden: hvad skulle der blive af huset, hvor han boede sammen med sin lejer, nemlig den tidligere frisør Christopher Colbert med de store drømme om at opnå berømmelse og rigdom gennem sin kunst? Modsat Ron var Christopher ret populær i nabolaget, og man havde glædet sig over, at han havde fundet et sted, hvor han kunne leje sig ind, da hans fantasier og drømme om snarlig rigdom og berømmelse ikke modsvaredes af virkeligheden, da han hverken var rig eller berømt.

Christopher, der for det meste blev kaldt Christian, klarede sig igennem på en eller anden måde sammen med sine to gravhunde, som han var nært knyttet til, men ellers flagrede han omkring, tilsyneladende fuld af drømme om kommende storhed, men uden at kunne fremvise ret meget med substans. Det er dog påfaldende, at han ofte skiftede type og udseende, og at han elskede at klæde sig ud, så han fremstod som en anden.

Christopher Colbert med sit værk, "Cracked"

En tidligere elsker sagde om ham, at han var som en kat, dvs. lunefuld og ikke til at stole på. Det ene øjeblik var han sød og venlig, det næste modbydelig og ondskabsfuld. En af Rons naboer havde på et tidspunkt hørt en uidentificeret mand råbe inde fra huset "slå mig ikke mere, nej, hold op", så man vidste, at der foregik nogle mindre gode ting mellem lejer og husejer, men ikke præcis hvad. 

Da huset pludselig blev solgt og derpå renoveret af sin køber, undrede alle sig over de dunster, der lige med et emmede ud fra det. Ingen kunne finde ud af, hvad der gav anledning til den frygtelige stank, der bare blev værre og værre, men ejendomsmægleren, der havde købt huset, gav ordre til, at det blev undersøgt grundigt, og hans folk opdagede, at lugten stammede fra en stor kasse med haveaffald, etc. baghuset. Bunden i denne kasse viste sig at bestå af cement, og da man brød den op, fandt man et forrådnet lig. Først efter DNA-tests stod det klart, at den døde var husets ejer, Ron Shumway, der ifølge sin Facebook-profil angiveligt var flyttet sammen med en ny kæreste i en anden delstat. Lige siden han var flyttet, havde han skrevet henført om sin nye tilværelse sammen med denne nye fyr i hans liv, så ingen havde mistænkt, at han i virkeligheden var død, ja, myrdet.

Det var han imidlertid, for kassens indhold var ikke til at tage fejl af, og undersøgelser af hussalget førte til opdagelsen af, at lejeren Christopher Colbert havde udgivet sig for ejeren, Ron Shayman. Efter dette hussalg blev Rons kreditkort også brugt rundt omkring, og det stod hurtigt klart, at den, der havde tilranet sig huset også havde taget dem. Christopher blev genkendt af ejendomsmægleren, der havde forhandlet hussalget - forøvrigt til en bemærkelsesværdigt lav pris - og disse transaktioner afslørede, hvem den mistænkte var: Christopher Colbert! Ikke bare havde han givet Ron en ny personlighed på Facebook, der gjorde, at hans internet-venner virkelig følte sig svigtet, for hvem havde de egentlig kommunikeret med? At Ron åbenbart var anderledes på internettet end derhjemme i sit eget nabolag, er der vist ingen tvivl om, men så meget, var det sandsynligt? Hvornår var det ham og hvornår var det Christopher, de kommunikerede med? En meget mærkelig situation for alle andre end Christopher, der var som en fisk i vandet, og nød at bruge Rons penge. Han nød åbenbart også at holde kontakten med hans Facebook-venner og at glæde dem med beretninger om det nye liv, "han" - dvs. Ron - havde fået sammen med den spændende cowboy, der angiveligt var kommet ind i hans liv .....

Dette modmysterium var i virkeligheden et trekantsdrama mellem to mænd og et hus, og det kostede den ene mand livet, for han blev jo altså myrdet af den anden, der mente, at han kunne skaffe sig det liv som fri, berømt og velhavende kunstner for hans penge, som han altid havde ønsket sig. Den gik dog ikke, for han blev fanget og tilstod efter nogen tid også mordet, selv om han forsøgte at sno sig ud af anklagerne. Han blev idømt "mindst 25 års fængsel" for mordet og mere for sine andre forbrydelser i forbindelse med hussalget, etc.. Eftersom han var 46 år gammel, da han modtog dommen, så kan det meget vel tænkes at være en i bogstaveligste forstand livstidsdom.

Christopher Colberts kunstværk med det krakelerede spejl stammede fra hans yngre dage, men man må sige, at det var profetisk for, hvad han og hans kunstnerdrømme udviklede sig til ....

 

https://www.monstersandcritics.com/tv/true-crime/murder-of-ron-shumway-by-christopher-colbert-examined-on-web-of-lies/ 

 

https://www.dallasnews.com/news/courts/2019/01/23/killer-gets-25-years-for-selling-off-oak-cliff-home-after-entombing-its-owner-out-back/ 

 

 

Manden, der gav Charles Manson husly

Det må have været en skøn følelse for George Christian Spahn (1889–1974) da han ansatte sin stedfar som medhjælper i sit mælkeleveringsfirma, for de to havde ofte været oppe at toppes under hans opvækst. Nu fik Spahn overtaget og kunne rigtig nyde tilværelsen som driftig forretningsmand og ejer af en ranch i nærheden af Los Angeles. Han blev desuden gift samt blev far til ti børn. Hans egen biologiske far var omkommet i en ulykke, da han var to år, og hans opvækst havde ikke været nem, bl.a. på grund af problemerne med hans stedfar.

Den Store Depression i 1930'erne var ikke venlig imod Spahn og hans mælkeleveringsfirma. Derfor besluttede han sig for at sælge firmaet, lade sig skille og begynde forfra i Californien. Ranchen blev købt i 1953, og her fortsatte han med hesteavl og udlejning af rideheste til bl.a. turister. Det vigtigste var dog den brug, der blev gjort af ranchen som udlejningsobjekt i filmbranchen. Den blev nemlig en nyttig "kulisse" i westernfilm og såkaldte B-film. Da disse specielle grene af filmindustrien blev mindre og mindre betydningsfuld, da publikum svigtede, gik Spahn fallit. Det skete i 1966, men han forlod nu alligevel ikke sin ranch, for han blev boende, selv om hans syn blev dårligere og dårligere. Nogen hævder, at han til sidst var helt blind.

Han var jo skilt, men fik sig nye utraditionelle venner, da en hippie-kult flyttede ind hos ham i 1968. De levede tilsyneladende sammen i fred og fordragelighed, for han anede intet om, hvem hippiernes leder, Charles Manson, var, eller hvad han pønsede på. Ikke desto mindre var det på Spahn-ranchen, at de vanvittige mord på skuespillerinden Sharon Tate og seks andre blev planlagt. 

Spahn var altså en falleret mælkemand, og Manson var en falleret musiker med storhedsdrømme og alskens vrangforestillinger, så måske de havde et eller andet udefinerbart til fælles. Én "ting" deltes de tilsyneladende om, nemlig de såkaldte "Manson-piger", der havde fået besked om stå for rengøringen på ranchen og at varte den næsten 80-årige, synshandicappede mand op. Ind imellem forventedes de også at gå i seng med ham på Charles' ordre. Måske man kan kalde det en "del og hersk"-situation, der fungerede for begge parter, fordi pigerne var ligeglade. En af dem har tilmed senere udtalt sin beundring for den handicappede Spahn, som hun syntes klarede sig fantastisk.

Efter de vanvittige og totalt ubegrundede mord i 1969 tyndede det selvfølgelig ud i flokken af "Manson-piger", da de, der havde udført forbrydelsen, blev fængslet og dømt sammen med Manson og et par andre tilhængere af den skøre kult-leder.

Arrangementet med den fallerede mælkemand og den skrupskøre kult-leder virker umiddelbart meget sært. At det åbenbart fungerede, jab sjykdes, at Spahn nok har været ensom efter sin skilsmisse, og nu kom der pludselig en ny, udvidet og hjælpsom "familie" til ham. Noget, han kan have nydt. Det må kultens medlemmer i hvert fald have gjort, for flere fra den oprindelige gruppe blev boende på ranchen med Spahn, efter at de andre var blevet dømt og fængslet.

Den oprindelige gruppe

Det lader ikke til, at Spahn har vidst noget om Mansons planer, eller at han bare har forholdt sig på den ene eller den anden måde til hans handlinger. På mig virker dette temmelig underligt, men umuligt er det formentlig ikke, da  det jo først og fremmest var pigerne, der tog sig af ham. Det nye bofællesskab med de piger, der ikke var blevet dømt, blev imidlertid af kort varighed, for i 1970 brændte ranchen, og Spahn blev overflyttet til The Sherwood Convalescent Hospital, hvor han døde den 22. september 1974 som 85-årig.

Der er ingen tvivl om, at Spahn er blevet en del af Manson-legenden ved at have givet "familien" gratis husly på et tidspunkt, hvor det virkelig rablede for lederen. Uden denne på det tidspunkt godt 80-årige, synshandicappede mand og det miljø, han gav dem, ville de måske ikke have kunnet blive sammen på lige dette afgørende tidspunkt, hvor Charles' frustrationer og vilde vrangforestillinger drev ham ud over kanten. At han ikke selv var medskyldig kan ses af, at han hverken blev anklaget eller dømt for noget kriminelt. 

https://www.history.com/news/spahn-ranch-manson-family

 

https://www.history.com/news/charles-manson-girl-account?li_source=LI&li_medium=m2m-rcw-history 

https://www.biography.com/news/manson-family-members?li_source=LI&li_medium=m2m-rcw-history

 

Wikipedia

 

Den stilfærdige, men stædige hollænder

Man kan ikke sige, at den hollandske diplomat Herman Knippenberg (født ca. 1950) ligner en James Bond-helt, men det var han nu alligevel, på sin egen måde, for det var ham, godt hjulpet af hans daværende kone, Angela Kane, der fik stoppet den såkaldte "bikinimorder", dvs. Charles Sobhraj. Denne seriemorder havde specialiseret sig i udplyndring af og mord på unge rygsækturister i Thailand og Nepal, og man ved ikke helt sikkert, hvor mange det drejer sig om, kun at der er mange og sandsynligvis langt flere end de tyve, man officielt regner med. 

Hvad Herman Knippenberg angår, så var han tilknyttet den hollandske ambassade i Bangkok i 1970'erne, men havde ikke en særlig høj stilling. Dvs. at han ikke var én, hvis ord var lov, og hans stædige efterforskning af et ungt hollandsk pars forsvinden vakte først ingen interesse blandt hans kolleger, overordnede eller politiet. Tværtimod fandt de det ikke bare sært, men direkte irriterende og også som et brud på hans egentlige arbejdsopgave for ambassaden. Normalt leger diplomater jo ikke detektiver, men Herman Knippenberg havde en så stærk tro på, at der var sket det unge par noget slemt, og at Charles Sobhraj stod bag deres forsvinden, at han bare fortsatte, selv uden nogen opmuntring.

Det par, han var bekymret for, var Cornelia Hemker og Henricus Bintanja, der senere blev fundet myrdet på bestialsk vis i Nepal. Deres mystiske forsvinden startede Herman Knippenbergs stædige efterforskning. Han og hans daværende kone, Angela Kane, samlede alt det, de kunne, via aviser, etc. og fik efterhånden en imponerende mængde stof, der burde have vakt myndighedernes interesse, men først ikke gjorde det. Havde de taget Herman alvorligt, ville det have reddet menneskeliv, for mordene fortsatte, da ingen greb ind over for Charles Sobhraj.

Herman og hans kone Angela

Efterhånden gik det op for Herman, at ikke bare det unge, hollandske par, men også mange andre unge turister var forsvundet efter kontakt med den mystiske franskmand, der brugte forskellige selvopfundne navne. Et par af de navne, han er kendt under i offentligheden, har han dog ikke selv fundet på, nemlig "Slangen" og "Bikinimorderen".

Charles Sobhraj var søn af en indisk far og en vietnamesisk mor, men fik automatisk en ny, fransk identitet, da hans mor lod sig skille for derpå at gifte sig med en franskmand. De fleste opfattede Charles Sobhraj som en flot samt særdeles charmerende og karismatisk mand, men alle disse egenskaber blev tilsyneladende først og fremmest brugt til at møve sig ind på potentielle ofre for at bestjæle og (i mange tilfælde) myrde dem.

Det tog lang tid for Herman at få samlet tilstrækkeligt med beviser imod den udspekulerede seriemorder, og selv da han mente, der var nok, var det stadig svært at vække myndighedernes interesse. Disse har sandsynligvis fundet det langt mere end mærkeligt, at denne hollandske diplomat "legede detektiv" og kom med anklager imod en fransk statsborger. Til sidst lykkedes det ham dog at blive hørt, og Sobhraj blev arresteret og dømt, men i første omgang ikke for den fulde mængde af sine forbrydelser. Det kom senere, selv om han forsøgte at sno sig ud af alle anklager.

 

Nu er Herman Knippenberg en ældre herre, der lever et stille og fredeligt liv uden den slags dramatik, som han fandt i Bombay. Han er desuden et meget beskedent menneske, der fastholder en stor grad af anonymitet, og som ikke fremhæver sin rolle i afsløringen af "Slangen", der blev til en "bikinimorder". 

 

 
https://www.distractify.com/p/herman-knippenberg-now

 

https://thecinemaholic.com/where-is-herman-knippenberg-now/

 

https://edition.cnn.com/2021/03/13/asia/serpent-bikini-killer-sobhraj-intl-hnk-dst/index.html

 

https://dailystarpost.com/the-serpent-what-happened-to-herman-knippenberg-where-is-herman-now/ 

 

https://www.distractify.com/p/herman-knippenberg-now

 

Uren gennem hårdt fysisk arbejde

 

Det indiske kastesystem virker enormt uretfærdigt på de fleste vesterlændinge. Jeg vil imidlertid hævde, at vore forestillinger om social lighed i vestlige lande til gengæld er præget af et system af naivitet og vrangforestillinger, og at det på flere punkter ligner det indiske til forveksling. De sociale skel er ikke så tydelige som i Indien, hvor der også officielt tilstræbes at holde styr på de såkaldte "kaster": 1) brahminerne (lærde og præster), 2) kshatrivaerne (krigere), 3) vaishvaerne (jordbesiddere og håndværkere), 4) sudraerne (tjenestefolk) og som rosinen i pølseenden: dalitter, der også kaldes "kasteløse". Dem, der sådan som dalitterne, befinder sig uden for kastesystemet slider med såkaldt "urent arbejde", der f.eks. kan være forskellige former for rengøring, vask, slagteri, arbejde med læder, visse tjenesteydelser, etc., etc.. 

At være uden for som kasteløs gør, at man rangerer langt under alle andre. Man er "urørlig" på den måde, at hvis folk fra en af kasterne rører ved én, så vil de blive genfødt som kasteløse i deres næste liv. Noget, der ikke ligefrem er eftertragtet, for så hører man til samfundets allerlaveste socialgruppe, fordi de hænger på arbejde, der defineres som "urent", og som i hvert fald er et tungt eller bare rigtig modbydeligt, manuelt slid.

Her ser man en kasteløs mand, der arbejder i kloakkerne, og det svarer meget godt til definitionen på det arbejde, som han og hans lige forventes at udføre: snavset, underbetalt, urent, lavt defineret - men virkelig nødvendigt. Hvis vi sammenligner med vores del af verden ser vi straks, at det er denne slags arbejde, der holder samfundet i gang og sørger for, at det fungerer. Vi kan sagtens klare os uden arbejdsfri billionærer, men ikke uden renovationsarbejdere. De er ikke bare nyttige men direkte nødvendige, for at samfundet ikke skal bryde sammen og gå til i uhygiejniske og sundhedsfarlige forhold. Vi ved det, men denne viden fører desværre ikke til en ægte værdsættelse af disse menneskers indsats ....

Hvis man sætter sagen på spidsen, så kan ethvert samfund faktisk undvære alle høj-statuskaster som bl.a. præster, lærde, krigere og tjenestefolk, men ikke landmænd og håndværkere, der ifølge det indiske system er placeret på det næstnederste trin af rangstigen. Det vigtigste er og bliver dog de kasteløse, men de hædres jo altså ikke ligefrem for deres indsats i Indien. Der berettes om mange uefterforskede overgreb på dem, og det er oprørende, at det skal være sådan. At der er alle disse tydelige ligheder med det system, vi har/har haft i vores del af verden, og som vi kan se spor af - eller eksempler på - den dag i dag er derfor meget tankevækkende ....

Op af det uhumske kloakhul, sandsynligvis uden nogen påskønnelse af det, han har gjort for at få systemet til at virke. Sådan var det også med den gruppe arbejdere her i landet, der gik under betegnelsen "natmænd". Før indførelsen af et moderne kloaksystem med træk-og-slip i alle husstande sørgede de for at tømme latriner og/eller gruber samt fragte indholdet væk i nattens mulm og mørke, så afhentningen generede det pæne borgerskab mindst muligt. Normalt opsamlede man nemlig fra engang i 1500-tallet afføring og den slags i huller med murede sider og et hul i bunden, så der kunne ske en vis nedsivning gennem disse såkaldte "gruber" under husene. Det, der ikke var sivet ned, skulle så fjernes af byens natmand ....

Ud over dette mindre behagelige arbejde med at tømme gruber/latriner gik natmanden tillige bødlen til hånde. Senere fik han også til opgave at holde gaden ren for affald. På det tidspunkt var man begyndt at sætte aktivt ind imod folks uvane med bare at smide dette på gaden. Man fik nemlig lidt efter lidt indført brugen af en "renovationsvogn", der kørte rundt i gaderne og påkaldte sig borgernes opmærksomhed ved hjælp af en skralde, så de vidste, at nu var det tid til at komme ned med skraldet, der så blev kørt væk. Dette gav i øvrigt anledning til forskellige sproglige fornyelser, idet man begyndte at tale om "skrald", "skraldemænd" og "skraldevogne". 

Natmandens arbejdsområde omfattede også flåning af selvdøde dyr samt assistance ved henrettelser. Den slags arbejde blev anset for "urent", og ligesom i f.eks. Indien skulle man passe på med ikke at komme i fysisk kontakt med de "urene natmænd", der stod for det. De formodedes nemlig at smitte hæderlige folk, der ikke var involveret i den slags nedværdigende arbejde. 

Ikke bare arbejdet med de ulækre substanser, men også assistancen ved henrettelser blev set som stærkt deklasserende. Desuden var det med til at give natmændene et blakket ry, at der gik rygter om, at de spiste selvdøde dyr som f.eks. heste, da dette dyr først ret sent blev betragtet som en madvare.

Så vidt jeg kan se var "natmænd" og "rakkere" det samme, for de beskæftige sig med det samme: de flåede kadavere, som de lavede lim, benmel, sæbe, etc. af. Både natmænd og rakkere var i hvert fald direkte udstødte af samfundet, og de giftede sig derfor som regel inden for deres egne rækker. At komme ud af disse fastlåste grupper kan ikke have været let og skete sikkert over adskillige generationer. De "finere" borgere og store landmænd gjorde i hvert fald deres for, at natmændenes børn ikke skulle omgås deres små poder, for i visse kredse var det almindeligt at holde borgerbørnene hjemme fra skolen, så de ikke skulle påvirkes af "rakker-ungerne". Dvs. at man blev nødt til at ansætte huslærere eller selv undervise børnene. Man spørger uvilkårligt sig selv om, hvordan dette har påvirket begge grupper af børn, både de "fine" og de udstødte ....

Denne unge mand ses her i færd med at producere det, som det var natmandens opgave at skaffe sig af med på en så pæn måde som muligt. (Beklager: jeg ved ikke, hvor billedet stammer fra, eller hvor gammelt det er).  

Uretfærdigvis var der også en vis modvilje imod skorstensfejere, og igen lader det til, at være det hårde, manuelle - og nødvendige - arbejde, der trækker fra. Beviset på "fornemhed" var det ikke-fysiske arbejde samt den ikke-eksisterende kontakt med ulækre substanser og handlinger. 

 

https://www.berlingske.dk/boeger/da-menneskelig-fornedrelse-var-en-del-af-den-danske-virkelighed 

 

http://risgaardhuse.dk/rakkernatmand.htm 

 

https://indien.dk/kastesystemet/ 

 

http://www.christrup.eu/Dokumenter/Peder_Jensen_Natmand/hvem_var_natmaendene_og_rakkerne.htm 

 

Wikipedia

 

Verdens farligste hacker?

 

Man kan vel ikke frakende ham en vis form for charme, men han ligner afgjort mere et eventyrvæsen fra en bog af f.eks. Tolkien eller Rawlins - for slet ikke at tale om film som "E.T." eller "Star Wars"!!! Bortset fra det, så er han altså en skotte ved navn Gary McKinnon (født den 10. februar 1966), der for knap 20 år siden satte verden på den anden ende, da han blev afsløret som super-hacker. Selv påstod han, at han bare havde ledt efter noget på nettet vedrørende en undertrykkelse af folks viden om gratis energiforsyninger, skjulte UFO-aktiviteter og forskellige teknologiske landvindinger, der kunne have potentiel værdi for almindelige mennesker. Den troede USAs eksperter ikke på, hvilket selvfølgelig skyldtes, at McKinnon under sine private besøg hos sin kærestes tante havde hacket sig ind i deres allermest hemmelige og forbudte arkiver, som de troede var - og altid havde fremstillet som - 100% sikre. 

USAs militær, NASA, etc., etc. lå åbent for den skarpsindige skotte, der - måske ikke så uventet - er autist, for disse to karakteristika følges ofte ad. Amerikanerne rasede og forlangte at få ham udleveret til retsforfølgelse. Formuleringerne havde en sådan karakter, at englænderne frygtede det kunne ende med en fængselsstraf på 70 år eller måske endda en dødsdom, og det ville de ikke finde sig i skulle overgå en af deres statsborgere. De foretog dog en del undersøgelser og raslede også med sablen, for Gary McKinnons specielle evner forskrækkede alle verden over, inklusiv dem. Muligheden af, at hackere kan skaffe sig adgang overalt var skræmmende for alle. I 2002, hvor McKinnon blev afsløret efter en 13 måneder lang, hemmelig "opdagelsesrejse" i de amerikanske arkiver under pseudonymet "Solo", havde alle taget for givet, at det amerikanske system var så sikkert som Fort Knox - og det var det så ikke, hvilket selvfølgelig har skræmt de ansvarlige for sikkerheden i de enkelte lande ....

Én ting er leg, noget andet er alvor, og efter afsløringen blev McKinnon straks udråbt til at være samfundsfjende nr. 1, for han gennemførte noget, der ikke bare truede USAs sikkerhed, men også dets ry som usårligt. Nogle af hans udtalelser pillede også ved amerikanernes troværdighed omkring visse sager, og det så man heller ikke på med milde øjne ....

Den skotske skurk var som en fisk i vandet, da han brød ind i systemet og havde bl.a. moret sig med at slette hemmeligstemplede filer, hvorved han lukkede for militære baser, etc., etc.. Ikke nok med det, men han efterlod også noget, der kunne ligne trusler, hvor han sammenlignede USAs aktiviteter med terrorisme. Amerikansk tolerance over for ham og hans aktiviteter blev heller ikke bedre af, at han efterlod en besked på militærets website, der var en ren fornærmelse: "Jeres sikkerhedssystem er noget bras!" På den baggrund er det såmænd ganske forståeligt, at amerikanerne ville have ham udleveret, men den gik ikke, for han havde forskellige britiske støtter, også blandt menige englændere.

Hans ivrigste støtte var dog hans kærlige mor, Janis Sharp. Hun skrev ligefrem til Obama og bad ham om at få standset kravet om udlevering. Det var imidlertid den britiske indenrigsminister Theresa May, der den 16. oktober 2012 satte en stopper for udleveringen til USA. På det tidspunkt havde kampen raset i 10 år, for amerikanerne gav sig ikke: de ville retsforfølge og straffe den efter deres mening super-farlige skotte.

Gary McKinnon og hans mor, Janis Sharp

En af de ting, McKinnon fortalte, at han havde fundet ud af var, "at amerikanernes månelanding" var fup, at de ofte fjernede beviser på rumvæseners besøg på jorden, osv., osv..

De kunne være tvillinger!

Den dag i dag står Gary McKinnon som verdens dygtigste og dermed farligste hacker, men mange andre har fulgt i hans fodspor og kan være endnu dygtigere. Det gælder bl.a. nogle russere, der også har markeret sig. Sikkerheden er derfor formentlig truet både på denne og den anden side af Atlanterhavet. Er det ligegyldigt? NEJ! Dog har jeg en mistanke om, at kun denne viden om fare kan gøre de truede myndigheder så utrygge, at de virkelig får gennemført sikrere systemer og får dem, de har, opdateret fortløbende. Det burde være sket, allerede inden McKinnon gik i gang, men gjorde det åbenbart ikke, hvilket er grunden til, at amerikanerne så at sige blev "taget med bukserne nede".

 

 

https://www.dailyrecord.co.uk/news/crime/scots-computer-whizz-gary-mckinnon-7053078

 

 

 

https://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=111896512 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2218786/Gary-McKinnon-Theresa-May-courageously-decides-Aspergers-sufferer-NOT-extradited.html

 

 

 

https://www.chron.com/news/nation-world/space/article/NASA-hackers-says-agency-removes-aliens-from-6684188.php