torsdag den 7. oktober 2021

Tævet ihjel i Guds navn

I 2015 blev to unge mænd, Lucas Leonard (19 år) og hans lillebror, Christopher Leonard (17 år), tævet og mishandlet i en "Word of Life Christian Church" i New Hartford. Den ældste af drengene, Lucas Leonard døde, medens hans bror overlevede med forskellige skader. Det var tydeligvis noget af et mirakel, at Christopher slap fra overgrebet med livet i behold, for det, han og hans bror kom ud for, var meget voldsomt.


En af dem, der førte an i den timelange mishandling, var deres mor, dengang 59-årige Deborah Leonard. Hun fik hjælp af sin mand, drengenes far, Bruce Leonard, og begge forældre gik til opgaven med ildhu. De to drenges halvsøster, Sarah Ferguson, hjalp til med afstraffelsen, idet hun piskede sine brødre i genital-området, hvilket i sig selv er et fingerpeg om, hvad der havde oprørt hele familien samt den del af menigheden, der deltog under kirkelederen Tiffanie Irwins ledelse: de to teenagedrenge var blevet anklaget for at forgribe sig på børn i området, hvilket selvfølgelig er totalt uacceptabelt, men dog burde have været standset - og straffet - på en anden måde. 

Deborah og Bruce Leonard

Deborah Leonard sad tre år i fængsel og blev så løsladt. Hvad Bruce angår, så fik han 10 år for sin deltagelse i den dødelige afstraffelse. Han kan prøveløslades i 2024. Sarah Ferguson blev idømt 25 års fængsel for det, der blev bedømt som manddrab samt andre forbrydelser i forbindelse med hændelsen. Hun vil kunne prøveløslades i 2037. 
 
Pastor Tiffanie Irwin

Kirkens såvel som afstraffelsens leder, Tiffanie Irwin, blev idømt 12 års fængsel og kan prøveløslades i 2026, medens hendes bror, Joseph Irwin, fik en straf på 8 år og kan prøveløslades i 2022. Andre deltagere i afstraffelsesorgiet, som f.eks. Traci Irwin, fik kortere domme.


Traci Irwin

Det er en tragisk sag, der måske blev så voldsom, fordi de mange fra menigheden, der deltog i mishandlingerne, ville tvinge drengene til at tilstå, at de havde begået de forbrydelser, de blev anklaget for. Noget, der åbenbart ikke lykkedes, så der er ikke rigtig nogen beviser på deres skyld. Rygter er der til gengæld en hel del af, for det lader til at være det, hele det timelange afstraffelsesorgie bygger på. At dette virker som et typisk amerikansk fænomen med vanvittige religiøse overdrivelser, der ikke har så meget med Bibelen at gøre, giver det hele et anstrøg af nationalt vanvid. Den ene gang efter den anden er man blevet præsenteret for sager, hvor "Gud siger"-argumenter bruges efter forgodtbefindende. 


Bruce og Deborah Leonard

tirsdag den 5. oktober 2021

Pist-væk-borte .....


Louis Le Prince 

Hvordan gik det til, at filmens formodede opfinder, Louis Le Prince (1841-1890), forsvandt under en togrejse den 16. september 1890??? Han stod foran en vigtig rejse til USA sammen med sin kone og deres børn, men inden da ville han aflægge sin bror i Dijon et besøg. 
 
Familien Le Prince

I 1881 havde han fulgt sin svoger, John Robinson Whitley, til New York på en forretningsrejse. Han blev imidlertid nogen tid efter at rejsens formål ikke længere var aktuel, idet han brugte tiden til at skabe et "apparatus for producing animated photographic pictures", altså et apparat til at optage levende billeder, dvs. et filmkamera. I 1886 ansøgte han om et USA-patent på et multi-linse-kamera og et filmforevisningsapparat, og året efter vendte han tilbage til Europa, hvor han fortsatte sit arbejde. På et eller andet tidspunkt i 1888 opgav han multi-linse-kameraet til fordel for et én-linse kamera. Samme år optog han "Roundhay Garden Scene" i sin svigerfars have. Denne optagelse er formentlig den allerførste optagelse af en bevægelig scene, og det, der har givet ham hans ry som film-pioner. Hans tilnavn er da også "Filmkunstens fader". Det er også værd at huske på, at det kamera, han brugte, fik patent i England den 16. november 1888, dvs. samme år som have-filmen blev optaget.

Da han tog af sted for at besøge sin bror inden den nye rejse til USA, hvor han ville fremlægge sin opfindelse af "levende billeder", kom han med et senere tog fra Dijon. Det betød, at han og hans venner, der skulle møde ham i Paris, gik fejl af hinanden. Ingen så ham hverken dér eller noget andet sted siden hans afrejse med toget fra Dijon. Dvs. at det sidste menneske af dem, der kendte ham personligt, og som kan bevidne, at han forlod Dijon med toget, var hans bror.

Her ses Louis Le Prince med sin svigerfar, Joseph Whitley, formentlig omkring den tid, hvor han optog den epokegørende "Roundhay Garden Scene" på hans ejendom. 
 
Efter hans mystiske forsvinden gik ikke bare hans familie, men også Scotland Yard og det franske politi i gang med en omfattende eftersøgning, men uden resultat: han var og blev forsvundet, uden at nogen kunne forklare, hvad der var blevet af ham. Altså en meget sørgelig sag, der også gav anledning til en masse  rygter, ikke mindst efter 2003 hvor man fandt et fotografi af et lig, der var blevet fisket op af Seinen. Var det Le Prince, eller var det ikke ham, men bare én, der lignede ham rigtig meget???? Det ved man ikke den dag i dag, men mystisk er det.
 

Nogle få har luftet tanken om, at han måske begik selvmord på grund af familiens mange financielle problemer. Andre har ment, at hans bror måske har myrdet ham, medens nogle har hævdet, at familien fik ham dræbt, fordi de muligvis mistænkte, at han var homoseksuel. Der er faktisk ingen ende på de teorier, der florerede efter Louis Le Prince's uopklarede forsvinden. Et af de mest sejlivede rygter om  involverer imidlertid hans opfinder-kollega og rival, Thomas Edison. 
 
Denne begavede opfinder havde - eller fik - i årenes løb omkring 1000 patenter. (Her ses han med en tidlig udgave af sin "fonograf"). Blandt de opfindelser, han hævdede var hans, var netop et filmkamera, som han kom med i 1893, sådan at han fremstod som filmens opfinder. Nu er der jo det ved Thomas Edison, at han i flere forskellige sammenhæng ikke har undset sig for at fremlægge andres opfindelser som sine. En af dem, det var gået ud over, var Muybridge, der havde nogle ideer om en kombination af "levende billeder" og lyd. Kort efter at Edison havde afvist denne ide, tog han selv patent på den. Selv ikke hard-core-Edison-anklagere kan bevise, at han fik Le Prince myrdet, så han kunne stjæle hans ide, men mysteriet er ikke blevet mindre af, at ikke bare er den franske opfinder sporløst forsvundet, men hans søn, Adolphe, døde under meget mystiske omstændigheder. Han var blevet indkaldt som vidne i en retssag omkring hans fars film-patent, men døde under en andejagt inden den fandt sted. Noget, der selvfølgelig gav anledning til endnu flere mistanker imod Edison .....   

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Wikipedia 
 

Det allervildeste Wild West: James B. Miller

Umiddelbart synes jeg, at James "Jim" Brown Miller (1861/1866-1909) mere ligner en lidt luvslidt og måske ligefrem "økonomisk udfordret", men mild og urban bogholder. Sådan forestiller jeg mig i hvert fald ikke, at vilde og voldsomme mænd i Det Gamle Vild Vesten så ud. Miller var faktisk kendt for at besidde en vis stil, der først og fremmest var forbundet med hans påklædning: hvide skjorter med flip, derudover en diamantring og altid en frakke, ligegyldigt hvordan vejret var. Måske frakken i ny og næ var lidt slidt at se på, men det ødelagde ikke hans noble stil. Samtidig med denne "elegance" var han også berømt for at være en af de aller-barskeste mænd i Det Vilde Vesten. Han gjorde sig tillige som kirkegænger og afholdsmand, men hans sobre livsstil havde en mørk side, da han samtidig var kendt for at havde dræbt rigtig mange mennesker i forskellige skuddueller, hvor han underligt nok skiftevis var lovløs og lovens håndhæver. Desuden faldt lejemord ham let, og han sagde selv, at han ville myrde hvem som helst, hvis bare betalingen var i orden. Alt sammen noget, der ikke rigtig rimer med hans ene tilnavn, "Deacon", for han fulgte bestemt ikke Biblens påbud om ikke at slå ihjel. Navnet "Killer Miller" derimod passede perfekt på ham. Faktisk gik der rygter om, at han i en meget, meget ung alder myrdede sine bedsteforældre, men det er nu aldrig hverken blevet bevist - eller modbevist ..... 

Da hans søster, Georgia, giftede sig med en mand, han ikke kunne fordrage, varede det ikke længe, før denne nye svoger blev skudt, medens han lå i sin seng. Alle vidste, at Miller ikke havde været glad for det ægteskab, så han blev straks mistænkt for mordet. Ikke nok med det, men han endte også med at blive anklaget og dømt som svogerens morder. Straffen var livsvarigt fængsel, men hans advokater fik ham fri på grund af en eller anden teknisk finesse. Dermed var vejen banet for hans nye Wild West-karriere: togrøverier, mord og overfald samt et delt saloon-ejerskab. 

Jim Miller

Millers priser for lejemord lå mellem $150 og $2,000, og det viste sig hurtigt, at han var god til sit job, for tingene blev gjort som aftalt, gerne ved natlige baghold. Mere fredelige jobs bestod i cowboy-ansættelser rundt omkring, og dem havde han også en del af. På en af disse arbejdspladser mødte han sin senere kone, Sallie, der var datter af hans arbejdsgiver. Efter brylluppet den 15. februar 1888 blev de efterhånden forældre til fire børn.

Jim Miller with wife, Sallie and child

Jim Miller med sin kone, Sallie, og et af deres fire børn

I 1891 var Miller i Pecos, Texas, hvor han minsandten fik ansættelse som vicesherif for den unge sherif George A. “Bud” Frazer. En af hans mere presserende opgaver var at finde og arrestere nogle kvæg-tyve, der hærgede egnen på dette tidspunkt, men han fangede dem aldrig, selv om tyverierne blev værre og værre. Selv om han havde fået sin kone og svoger til at flytte med sig, og hele familien optrådte som pæne og lovlydige kirkegængere, så var der ingen tvivl om, at man med Miller havde "sat ræven til at vogte gæs". At han overhovedet kunne få en ansættelse som lovens håndhæver skyldtes, at det på denne tid blev anset for meget groft og uhøfligt i Det Vilde Vesten at spørge folk ud om deres tidligere liv og karriere. Derfor vidste beboerne i Pecos generelt ikke, hvad der gemte sig bag Millers milde og venlige udseende, men sheriffens svoger, Barney Riggs, fattede dog mistanke.

Barney Riggs 

Barney Riggs

Mærkeligt nok var Barney Riggs åbenbart den eneste, der følte, der var noget lusk ved byens nye vicesherif. Miller beholdt i hvert fald sit job, indtil han virkelig blamerede sig med mordet på en mexikansk fange, som han påstod "forsøgte at flygte". Grunden til dette mord var, at fangen vidste, hvor et par mulæsler, som Miller havde stjålet, var gemt. Så snart man undersøgte om, dette spor kunne være rigtigt, blev Millers dobbeltspil afsløret, og han blev fyret. Væk var den respektable kirkegænger, og frem dukkede den forhærdede forbryder, der nu tilmed blev en hævner, fordi han var vred på sin unge chef, der havde fyret ham. Noget af denne hævn bestod i deltagelsen i en valgkamp om sherif-embedet, som forbryderen Miller minsandten følte sig berettiget til. I første omgang tabte han, men senere fik han et job som sherif. Da han nu engang ikke var nogen duksedreng, omgav han sig imidlertid med lovløse hjælpere, der alle havde markeret sig som skytter.  

Sherif George A. “Bud” Frazer

Det er mig ubegribeligt, at Miller kunne opnå den ene stilling efter den anden som lovhåndhæver, og sheriffen George A. "Bud" Frazer har sikkert fortrudt sin første ansættelse af ham som vicesherif mange gange, for de to dystede om alt muligt gennem flere år. At Miller ligefrem havde planlagt at myrde sin tidligere chef gjorde dog hans arrestation nødvendig. Den 7. september 1893 blev han og to af hans kumpaner fanget og sat i kachotten, men inden længe var de fri igen, fordi hovedvidnet til deres planlægning af mord på sheriffen blev skudt af en af Millers mænd. Det betød, at retten alligevel ikke havde en sag imod ham, hvilket i sig selv var en anbefaling for mord som løsning .....

James B. Miller, der her ses  siddende ved et bord, synes ikke at være nogen særlig høj mand. Faktisk forekommer han mig at være under middelhøjde, men det, han måske manglede i højde, havde han i rigeligt mål i frækhed og en ukuelig hensynsløshed. Arrestationen for mordplanerne betød ganske vist, at han mistede sit sherif-job, men selv om han så i stedet slog sig op som en hæderlig hotel-ejer, må hans blakkede ry havde indhentet ham, for folk begyndte for alvor at nære mistro til ham. Stakkels Frazer blev på et tidspunkt så frustreret over ham og hans skurkestreger, at han angreb ham på åben gade, idet han fyrede flere skud af imod ham. Da Miller besvarede hans skudsalve, ramte han ved et uheld en mand, der derpå skød ham i brystet, men uden at dræbe ham. Selv om Miller utvivlsomt var blevet ramt af flere skud, så overlevede han mystisk nok. "Mystikken" bestod imidlertid i en beskyttende brystplade, der ikke kunne ses for frakken, han altid gik med.

Pecos, Texas, early 1900's

Pecos i Texas, engang i begyndelsen af 1900-tallet 

Som følge af alle disse stridigheder samt skudduellen på åben gade tabte Frazer valget som sherif. Oven i dette nederlag blev han også anklaget for mordforsøg af den nyslåede advokat John Wesley Hardin. Han, der ellers var en forhærdet kriminel, der er meget berømt for sine kontroverser med en anden Wild West-legende, Wild Bill Hickok, havde benyttet sin tid i fængsel til at læse jura, så eks-sheriffen kunne være kommet galt afsted via en lovløs jurist, hvis ikke Hardin var blevet dræbt i en skudduel med en anden skytte.

 

John Wesley Hardin

Grænserne mellem lovløse og lovlydige synes at være enormt flydende og upræcise. Dem, der er helte det ene øjeblik bliver skurke det næste. Miller havde dog ikke kunnet opretholde sine forskellige roller som en respektabel borger, og i 1896 fik han så endelig ram på sin tidligere chef, eks-sheriffen Frazer, der sad stille og fredeligt med nogle venner omkring et spil kort, da hans gamle fjende åbnede ild imod ham og bogstavelig talt "blæste hovedet af ham". Sært nok blev Miller dog heller ikke denne gang fængslet, for som han sagde i retten: "Jeg har ikke gjort andet, end hvad han gjorde imod mig." At retten accepterede den forklaring siger alt om tiden og stedet.

I stedet for at havne i fængsel forsøgte Miller sig igen med en saloon, foruden at han angiveligt fik et par nye jobs som lovhåndhæver i Memphis. Dette mistænker man dog mere er pral og løgn end noget andet, for det synes ikke at være bevist. Nogle år efter var han gået ind i ejendomshandel med stor succes, men hans tidligere vilde liv med pistoler og mord trak i ham, og han fik endnu engang rodet sig ud i kriminalitet, denne gang som lejemorder. I 1904 dræbte han således advokaten James Jarrott, der havde haft succes med flere sager for "småfolk" imod diverse kvægbaroner. Samme år dræbte Miller en forretningspartner, T. D. "Frank" Fore, der minsandten var noget så usædvanligt som en hæderlig mand, der havde truet ham med at angive ham for falske ejendomshandler, hvor han solgte jord, der havde den skavank, at de befandt sig på havbunden. Efter at have myrdet Fore kastede han sig hulkende over hans lig, og heller ikke denne gang blev han dømt for mordet. Tværtimod kunne han uden videre fortsætte sine skurkestreger med mord og bedragerier ....

Emmanuel "Mannie" Clements

Den 29. december 1908 blev Sallies bror Emmanuel "Mannie" Clements, Jr. dræbt i en saloon-kamp, og Miller svor hævn over sin svoger og nære ven, men der kom en mord-opgave i vejen. Han blev nemlig tilbudt $1,700 for at myrde en tidligere U.S. Marshal, Allen Augustus "Gus" Bobbitt i Oklahoma. Det var åbenbart for fristende, for han udskød hævnen og gik i gang med flere lejemords-opgaver, der indbragte en pæn sum penge, hvilket ellers ikke var noget, han manglede. Ingen af alle disse mord førte dog til det, de burde have gjort, nemlig en fængsling og dom. Killer Miller valsede ud i friheden den ene gang efter den anden, og man undrer sig.

Sitting Bulls sejr ved Little Bighorn, 1876

Nok vandt indianerne en gang imellem, men som regel blev de ofre for de hvide indbyggeres lumskerier. Et af disse bestod i "Indian Skinning", hvor skurken drak indianeren fuld og fik ham til at sælge de landstykker, han havde fået som erstatning for hele det land, der var blevet taget fra ham på grund af de hvides invasion. Det var en meget populær forbrydelse blandt lovløse, men den forargede pæne, lovlydige beboere som f.eks. den tidligere ordenshåndhæver Gus Bobbitt.

Gus Bobbitt

At denne pæne, lovlydige mand protesterede imod det profitable "Indian Skinning" var nok for de lovløse: de hyrede Killer Miller, der skød Bobbitt den 27. februar 1909. Mordofret Bobbitt levede i yderligere en time efter skuddet, og på dødslejet bad han sin kone om at respektere hans ønske om at øremærke $1,000 af den arv, han efterlod sig, som dusør for pågribelsen af hans morder. 

 Familien Bobbitt

Dusøren lokkede en masse folk til, der alle ønskede at score de $1,000. De dannede hurtigt et eftersøgningshold, og Miller, der måske var blevet lidt for selvsikker, blev fanget sammen med nogle medsammensvorde den 6. april 1909. Denne gang blev sagen ikke overladt til retten, da beviserne mod morderen var lidt vakkelvorne. I stedet for at overlade ham og hans kumpaner til lovens håndhævere valgte man at hænge - dvs. lynche - dem, da man bare ikke ville have, at de gik fri denne gang. Henrettelsen foregik i en forladt lade, og Miller blev hængt sidst, da man mente, at hans medgerningsmænds død ville skræmme ham til en tilståelse af sine utallige forbrydelser. Den gik dog ikke, for det eneste, han tilstod, var praleri af at have dræbt 51 mennesker. Hans sidste ønske gik ud på, at man gav ham hans sædvanlige lange frakke på.

Lynchningen af Miller (th) og hans medsammensvorne 

 

Når man læser om livet i Det Vilde Vesten forbløffes man til stadighed over manglen på lov og orden. Det er ret underligt, at netop disse blodtørstige slamberter senere er blevet heltene i adskillige film om cowboys og "gunslingers". Efter min mening siger det en hel del om den amerikanske folkesjæl, at forbrydere som disse forherliges.


 

https://www.history.com/news/famous-wild-west-outlaws-billy-the-kid-jesse-james-butch-cassidy?li_source=LI&li_medium=m2m-rcw-biography

 

https://www.biography.com/news/wild-west-figures

 
 

https://www.legendsofamerica.com/we-jamesmiller/

 

https://petticoatsandpistols.com/tag/killer-jim-miller/ 

 

https://www.grunge.com/205807/the-tragic-real-life-story-of-sitting-bull/?utm_campaign=clip 

 

Wikipedia

 

mandag den 4. oktober 2021

Hitlers jødiske overordnede

 

Ernst Moritz Hess

Det kom angiveligt som en stor overraskelse for den tyske jøde Ernst Moritz Hess, at en vis Adolf Hitler, der havde været korporal i Tysklands Kejserlige Arme under Første Verdenskrig, var steget til de højder, han nåede, da han blev kansler. Da Hess kendte ham, havde han været en underordnet officer i Det Bajerske Reserveinfanteri, Regiment 16, som han selv kommanderede. Efter Første Verdenskrig var Ernst Moritz Hess blevet dommer, men den tidligere korporals - og nuværende kanslers - forskruede fordomme imod jøder skabte mange problemer for ham i hans embede. Fordi hans mor var jøde, blev han nemlig også selv betragtet som hel-jøde, selv om han havde ladet sig døbe som kristen og var gift med en protestant. Den slags faldt nazisterne ikke for, for selv om der jo teoretisk set kunne være tale om en ægte religiøs omvendelse, så forandrede det selvfølgelig ikke "blodet" og dermed det, nazisterne forstod ved "race".

Hitler så tilbage på sin tid som soldat i Første Verdenskrig med en vis sentimentalitet, og han var meget stolt af det jernkors, han havde fået. Derfor forbandt han Hess med noget positivt og bad Himmler om at gøre, hvad han kunne for ham, efter at han var blevet overfaldet af nazi-bøller og desuden var blevet fordrevet fra sin bolig i Düsseldorf. Som det kunne ventes i denne jødefjendske tidsperiode i Tyskland havde han desuden været nødt til at forlade sit dommerembede, udelukkende på grund af sin jødiske baggrund. 

Hitler (siddende yderst th) med nogle soldaterkammerater

Hess flygtede til Sydtyrol med sin familie, men indsendte en ansøgning om, at nazi-styret ville gøre noget ved den racemæssige klassifikation af ham og hans familie. Ansøgningen blev afvist, men det lykkedes ham dog at få nogle privilegier igennem såsom en delvis pension samt muligheden for at foretage udenlandsrejser. Efterhånden som nazisternes jerngreb styrkedes om bl.a. det geografiske område, hvor Hess og hans familie havde søgt ly, blev de nødt til at vende tilbage til Tyskland.


Hitler (th) med et par af sine soldaterkammerater

Fritz Wiedermann, der var Hitler’s personlige adjudant, gjorde sit bedste for at sikre Hess og hans familie, men denne særlige beskyttelse varede ikke ved. Havde Hitler glemt ham, eller rakte hans sentimentalitet ikke længere til som beskyttelse? Hvorom altid er så fik Hess i 1941 besked om, at han skulle sendes til arbejds- og samlingslejren for jøder, "Judensiedlung Milbertshofen", der var i brug mellem 1941-1942. Det var formentlig kun det faktum, at Hess var gift med en ikke-jødiskfødt protestant (måske med forbindelser??), der gjorde, at han ikke blev dræbt.

 
Skema over jødisk afstamning. 

Hess blev regnet for at være en fuldblodsjøde på grund af sin jødiske mor, medens hans og hans ikke-jødiske kones fælles datter, Ursula, blev set som en såkaldt "Mischling". Begge kunne dog være blevet dræbt af racemæssige grunde, men overlevede imidlertid det nazistiske vanvid. Efter krigen blev Hess tilbudt sit gamle job som dommer, men takkede pænt nej, da han ikke ønskede at arbejde sammen med kolleger, der havde været en del af nazi-regimets lovsystem. 

I stedet for at bestride de dommer- eller militærembeder, han før havde haft, gik han nu ind i jernbanedriften, som han engagerede sig så meget i, at han fik en medalje for sit arbejde. Han levede indtil 1983, hvor han døde i Frankfurt. 


https://www.nzherald.co.nz/world/how-hitler-personally-saved-a-jewish-judge/SEWMDKXTGRG5UB3L36K64FZ7YI/


https://ww2gravestone.com/28319-2/

 

https://medium.com/the-collector/this-jew-had-hitlers-personal-protection-10b3b5f36340 

 

Wikipedia


søndag den 3. oktober 2021

Evig verdensberømmelse

 

Denne søde, smukke og meget årvågne vovse har helt uden selv at ville det opnået en evig verdensberømmelse. Hvis man havde spurgt den, ville den afgjort have sagt "nej tak!", for hvad fornøjelse har en hund af at blive sendt ud i verdensrummet med en éngangsbillet? Ingen!!!

Den var oprindelig en herreløs hunhund, der levede på gaden og klarede sig igennem, så godt den nu kunne. Da den blev indfanget, har den måske ligefrem været glad for muligheden for at blive fodret hver dag, for det har den næppe været vant til. De mennesker, der omgav den, har sikkert også været ekstra venlige over for den, for det var vigtigt, at den blev nem at komme til for dem, der havde planer om at gøre den verdensberømt for tid og evighed. Som noget af det første har den nok fået et navn, nemlig Laika, hvilket betyder "hund, der bjæffer", og det har hun da sikkert gjort tit, både på gaden og i rum-laboratoriet. 


Hun blev optrænet, fik en rumdragt og passet som noget, hun ikke var oprindelig, nemlig et kæledyr. Den 3. november 1957 blev hun sendt op med rumraketten "Sputnik 2", men man vidste godt, at hun ikke ville komme ned igen i live. Det hævdes imidlertid, at man troede hun ville overleve i nogle dage, men nej, sådan gik det ikke, for hun døde efter bare 5-7 timer. Noget, der optog folk verden over, for mange identificerede sig med hunden og ikke med rumprojektet, selv om det faktisk var allerførste gang, et levende væsen var blevet sendt i en fuld omdrejning omkring jordkloden. Mægtig spændende for dem, der valgte hende som "astronaut", men ikke for hende. Mange verden over har gjort sig tanker om den lille, kønne hunds skæbne, og man håbede, at der som et minimum var et aflivningsprogram inkluderet i opsendelsesprogrammet, men det, hun døde af, var rumkapslens overophedning. Den del af rum-eventyret var ikke populært og er det stadig ikke, så da hun (angiveligt) blev udvalgt, fordi hun havde et nuttet udseende, der kunne appellerede til folk verden over, forregnede rumforskerne sig, for folk identificerede sig med hende og ikke med projektet. Derfor ser man stadig spørgsmål om hendes skæbne rundt omkring på internettet .....

Halvtreds år efter, da rumkapslen blev hentet ned, og man så noget, som nogle fremstillede som Laikas lig, men som næppe var det, rystede det mange, for hvad havde hun gjort for at blive dræbt af overophedning langt ude i rummet, hvor hun jo ikke hørte til????? Hun var et mishandlet og misbrugt dyr, der havde fortjent bedre end at blive en umælende del af rumkapløbet mellem USA og USSR. Selv med en vægt på 4-5 kg. fordampede hun formentlig og er på en vis måde blevet en del af alt og alle her på kloden som "damp". Heller ikke den tanke er særlig rar, og det siges faktisk forskellige steder, at russiske rumfolk senere har beklaget det, der skete med hende. Ikke at det hjælper hende, men OK, det er da altid noget .....

R.I.P., ja, det må man nok sige, men hvad hjælper det den lille hund, der blev et offer for mennesker? Nok kom der et par frimærker med Laikas portræt, og de er da ganske nydelige, men hvad gavn og glæde har en hund af det? Absolut ingen!


Senere, nemlig i 2008, blev der også rejst en statue af hende, hvor både hun og opsendelsen hyldes. Jeg synes dog, det er hyklerisk at placere hunden på en hånd, der rækker opad i noget, der skulle være en hyldest til hende. De hænder, der placerede hende i rumfartøjet, gjorde intet for hende, men kun for projektet ....

 

https://www.atlasobscura.com/places/laika-monument



https://horrorhistory.net/2018/02/28/laika-the-space-dog/

 

https://medium.com/@kaalicharan/laika-come-home-e0d689921430 

 

https://didyouknowpets.com/facts-about-laika-the-first-dog-in-space/ 

 

Wikipedia

 

fredag den 1. oktober 2021

Mord og mødre

En sød hund med en dejlig fyr: Ramsay Scrivo (1981-2014), der ligner en rigtig hyggelig bamsebjørn. Derfor er det også en underlig tanke, at den mand, vi ser her, endte i syv affaldsposer efter at være blevet myrdet og parteret, fordi det var lettere at håndtere for hans morder end et intakt lig. Inden mordet var han blevet fyldt med sovemidlet Xanax, da et tidligere mordforsøg med ildspåsættelse var mislykkedes, fordi han nåede at vågne, inden flammerne og røgen dræbte ham. Hvem i alverden kunne dog hade denne tilsyneladende søde og dyrevenlige fyr så meget, at han blev myrdet på en så ækel måde, at hans død blev afsløret af en forbipasserende motorcyklist, fordi han opdagede hans afhuggede hoved, da det var rullet ud af en efterladt skraldepose? 

Morderen var såmænd ingen anden end den samme, der fødte ham 32 år før, nemlig hans mor, Donna Scrivo (født den 2. april 1954). Da Ramsays far døde havde hun, der var sygeplejerske, fået fuldt formynderskab over sin søn, der led af flere alvorlige psykiske sygdomme. Uden sin medicin kunne han blive meget voldsom, og han fik også tit depressioner. Altså alt i alt en stor opgave for hans 61-årige mor, selv om han på mange måder normalt var en sød fyr. Efter faderens død havde han dog været i slagsmål den ene gang efter  den anden, været aggressiv, osv.. Dvs. at han fyldte rigtig meget i hendes liv og ikke kun på en god måde. Han var besværlig og sær, hvilket bl.a. viste sig som tvangstanker. Således havde han, kort før mordet, krævet at få en tand fjernet, fordi han troede, at den i virkeligheden var en form for spionudstyr eller højtaler. Han hævdede også, at en slægtning havde forsøgt at forgive ham - dog ikke hans mor - og der er ingen tvivl om, at han har været en stor opgave for Donna.

 

Det var dog formentlig noget andet, der drev hende til mord. Sagen var nemlig den, at Donna, der jo var blevet enke, havde fået kontakt med en tidligere kæreste, og at hun ønskede at satse på et nyt forhold i en anden delstat. Kæresten havde ikke direkte stillet krav om, at Ramsay blev efterladt, når hun flyttede ind hos ham, men det lå ligesom i luften, hvilket hun handlede på. Hun ønskede et nyt liv med en ny mand, og dér var den syge søn en alvorlig hæmsko. Man må dog spørge sig selv om, hvorfor hun ikke fandt en anden løsning, og hvordan i alverden hun kunne få sig selv til ikke bare at myrde ham, men også partere hans lig. Det virker umiddelbart ekstremt ondt, ja, direkte hadsk.


Obduktionen af ligdelene viste, at Ramsay først var blevet fyldt med sovepiller for derefter at blive kvalt, hvilket er en meget personlig mordmetode, fordi den indebærer en direkte fysisk kontakt. Hun må virkelig have været opsat på at skaffe sig af med sin syge søn, så hun kunne få en fremtid med sin kæreste.  

I begyndelsen påstod hun, at han havde forladt boligen og derefter var forsvundet. Senere ændrede hun historien til, at en ukendt, maskeret mand havde tiltvunget sig adgang til huset og havde tvunget hende til at hjælpe sig med den myrdede Ramsays lig. Desuden havde han angiveligt holdt hende indespærret i fem dage. Overvågningskameraer rundt omkring i byen afslørede dog hurtigt, at den eneste, der færdedes med de store affaldsposer, der jo beklageligvis indeholdt hendes søns parterede lig, var hende selv. Poserne var blevet spredt rundt omkring, men blev altså opsporet, da motorcyklisten opdagede posen med det afsavede hoved, fordi det  afslørede forbrydelsen.

 

Det, der ryster folk mest, er tanken om, at dette er en mor, der myrder sit barn. Der er tale om en handling, man ikke tilskriver mødre, men ikke desto mindre er der mange eksempler på kvinders mord på deres børn op igennem tiden. Kvinder har i mange århundreder været i klemme socialt og økonomisk, hvilket har været drivkraften bag deres mord på uønskede, nyfødte børn, enten ved at de selv begår mordet, eller ved at de overlader babyerne til såkaldte "englemagersker". De har følt sig nødsaget til at skaffe sig af med en social byrde, der ikke i deres øjne er lig med et velkomment, men kun et uvelkomment barn. Måske den lille er født efter en voldtægt eller bare ikke er accepteret i det samfund, hvor kvinden hører til, og det har fået hende til at begå sin forbrydelse. Et af argumenterne for abort er jo netop, at kvinden kan afslutte disse uønskede svangerskaber uden at føle sig tvunget til mord på nyfødte, færdigbårne børn.

Som ventet fik Donna Scrivo en livstidsdom, hvilket da også virker rimeligt, men hvis man tænker videre over sagen, så er hun ikke bare en ond person, der myrder sin søn, men også en trængt kvinde, der bindes til et evigt moderskab for en søn, der er en stor, voksen og ofte voldsom mand. Det er afgjort slået klik for hende, men samtidig er det tydeligt, at mordet er planlagt: hun er fast besluttet på at gøre sig fri og få et bedre liv med kæresten og handler derefter. Noget, der heller ikke er populært i den gængse moderskabsmytologi, for dér forventes hun at ofre sig selv for sønnens skyld. En ulykkelig situation, der får mig til at tænke på det, Martha Smithy siger om kvinders liv den dag i dag: "Almost every story of maternal infanticide starts with 'the baby wouldn't stop crying,' but the story is more than just bad or mentally ill mothers who lethally assault their baby. The story is about how hard it is to be a good mother in a society where women are expected to raise their children in their spare time and with their spare change. When I first began interviewing mothers who had killed their infant, everyone viewed them as bad people. Spending time with them and intensively reviewing their stories made me realize that, while they did a horrific thing, they are not bad, evil people. This reduced the distance between good and bad for me. The realization that these women weren't inherently evil then led to another question: What could cause a normal person to kill an infant? Smithey's answer: The unfair social conditions we've all been taught to accept as normal." (: citat med div. EC-forkortelser)



https://www.abc.net.au/news/2021-03-21/australia-invisible-victims-filicide-missed-red-flags/13253150

 

https://theconversation.com/men-and-women-kill-their-children-in-roughly-equal-numbers-and-we-need-to-understand-why-153527 


https://today.ttu.edu/posts/2020/08/Stories/sociologist-studies-what-leads-mothers-kill-children

 

https://eu.freep.com/story/news/2015/06/30/donna-scrivo-murder-son-dismember/29509353/ 


https://eu.freep.com/story/news/local/michigan/macomb/2015/01/09/donna-scrivo-mother-killing-dismembering-son-st-clair-shores-preliminary-exam/21523429/

 

https://disability-memorial.org/2014/01 


https://www.dailymail.co.uk/news/article-3086949/Woman-guilty-murder-death-dismemberment-adult-son.html

 

Wikipedia 

 

Lidt om den danske profet, Martinus


Jeg kendte engang én, der talte varmt for den danske profet, Martinus Thomsen (1890-1981), hvilket dog ikke sagde mig så meget. Faktisk fandt jeg denne danske religionsstifler alt for spekulativ til at være virkelig interessant. Var han en ægte profet, en person, der "havde set lyset", eller en halvskør fusentast? Det sidste tror jeg ikke, at han var, og det første er da muligt, men så ikke på en måde, der virker dragende på mig. Skulle jeg søge noget religiøst, så ville det være et andet sted og hos andre, men interessant, at han da, nemlig som fænomen.

Han blev født uden for ægteskab den 11. august 1890, og han lærte aldrig sin far at kende eller fik bare hans navn oplyst, selv om en mand, der  arbejdede samme sted som hans mor, blev udlagt som hans far. Da hans mor ikke kunne have ham hos sig og desuden døde, da han var 11 år gammel, voksede han op hos sin morbror og dennes kone, der også før havde taget sig af mange plejebørn. De gav ham et kærligt barndomshjem, men skolegang blev der ikke ret meget af. Som 12-årig kom han ud at tjene som hyrdedreng, men efter sin konfirmation kom han i lære som smed, hvilket han dog ikke havde fysik til at gennemføre. Egentlig drømte han om at blive missionær, men opgav det, da der var kristne dogmer, han bare ikke kunne forlige sig med. Et andet ønske var at blive skolelærer, men det forstod han var urealiserbart.

Efter at være flyttet til København i 1918 blev han (formentlig som en nødløsning) skiftevis postbud og vagt. I 1910 var han ellers blevet uddannet som mejerist og havde arbejdet rundt omkring på forskellige mejerier rundt omkring i hele Danmark. Ti år efter sin uddannelse som mejerist blev han ansat som kontorist på mejeriet Enigheden. 

 

I marts 1921 oplevede han noget, der virkede som en åbenbaring på ham. Han kaldte det "den hvide" og "den gyldne ilddåb", og det skete i forbindelse med en lille bog om meditation, der så at sige katalyserede hans trosforestillinger. For ham var der tale om en voldsom bevidsthedsændring, en åbenbaret viden, der måske altid havde ligget latent i ham.

Bogen havde fået ham til at meditere, og derfra var det gået stærkt. Selv udtrykker han det på denne måde: "Den kosmiske ilddåb, som jeg havde gennemgået, og hvis nærmere analyse, jeg ikke kan komme ind på her, havde altså efterladt sig den kendsgerning, at der i mig var blevet udløst nye sanseevner, evner der satte mig i stand til – ikke glimtvis – men derimod i en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand at skue de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var således ikke noget mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i verdensaltets liv og indviet i det guddommelige skabeprincip." (Martinus' hovedværk: Livets Bog 1 stk. 21)."  

Han mente selv, at han havde fået en kosmisk bevidsthed. Denne ligger parat til alle mennesker og er ikke kun noget, han kan opleve, men alle har hver deres vej til denne. Det gør dog ikke noget, at det måske tager tid, for efter Martinus' mening lever vi alle mange liv, hvor vi lærer gennem både barske og behagelige livsomstændigheder. Alle er altså udødelige, og alle er i gang med en udvikling fra primitive former til stærkt udviklede og vidende væsener. Hele denne lære betegner han "Martinus Kosmologi", som han selv kalder "åndsvidenskab" og ikke "religion". Gennem sine ialt 41 bøger udbredte han sine tanker, men det skete også via hans "Martinus Institut".

Som mystiker formidler han en åndelig indsigt, som han selv forbinder med sin intuition. Foreløbig adskiller denne sig fra andre menneskers, fordi han befinder sig på et specielt trin i udviklingen. Det er vigtigt at gøre sig klart, at nok taler han om sin "kosmiske bevidsthed", men denne vil altså på et tidspunkt kunne opnås af alle.