Dette er den begivenhed, vi helst vil tænke på i forbindelse med besættelsen (1940-45): modige danskere gjorde en stor og farlig indsats for at redde knap 8.000 jødiske landsmænd fra nazisternes deportation og kz-lejre.
Det fartøj ser ikke særlig sikkert ud, og der synes også at være alt for mange om bord, men derfor kan det jo godt lykkes for en dygtig sømand at få folk over Øresund. Denne redningsaktion foregik i 1943, og nogenlunde samtidig indførte Hitler nogle skrækkelige regler for "clearingmord", der var hævnaktioner for drab på tyske soldater. Ordren gik ud på, at ti civile skulle dræbes for hver eneste tysker, der blev dræbt af danskere. I realiteten blev det dog "kun" ét dansk liv for én tysker.
Ofrene kunne være tilfældige, men de startede med den berømte og populære forfatter og præst ved Vedersø Kirke, Kaj Munk. Derefter gik det ud over ialt seksten læger, hvilket vel skyldtes, at de med deres uddannelse var værdifulde for samfundet, sådan at tabet ville være mærkbart for den danske befolkning. Ialt blev omkring hundrede danskere myrdet ved clearingmord, men på et tidspunkt gik tyskerne over til hævnaktioner, hvor tilfældige mennesker blev skudt ned på gaden. At de skulle tjene som et argument imod modstandsbevægelsen er dog ret grotesk, og den strategi virkede da heller ikke. Det lader dog ikke til, at mange danskere direkte har støttet modstandsbevægelsen, og der er sikkert også dem, der har set dem som ballademagere, samtidig med at de var fjendtligt indstillet over for tyskerne. Jeg mistænker, at dette paradoks hænger sammen med vor notoriske vattethed - forklædt som pacifisme - hvilket dog gør det endnu mere beundringsværdigt, at man ikke altid vendte ryggen til, men rent faktisk hjalp jøderne.
Hitler døde angiveligt den 30. april 1945, og Danmarks befrielse indtraf den 5. maj. Allerede samme dag begyndte retsopgøret mod tusinder af danskere, der havde støttet besættelsesmagten med ord og handlinger. Ca. 13.000 personer blev idømt bøde eller fængselsstraf, og 46 blev henrettet, men store dele af befolkningen skumlede over noget, de så som en tendens til at straffe de små forbrydere, medens de store slap billigere.
Gadens parlament tog sig også af noget, der faktisk ikke var en lovgivning imod, nemlig de såkaldte "tyskerpiger". Forelskelser fører ofte til utilsigtede problemer for folk, og det skete også for mange danske kvinder, der faldt for en tysk soldat. At de ligefrem skulle straffes for det efter befrielsen er vanvid, medmindre de også havde brudt landets love og bedrevet en klar landsskadelig virksomhed. Det var nok været de færreste, der virkelig havde haft et sådant forhold til en soldat, men man kan sige, det var uheldigt for dem, at de faldt for en fra besættelsesmagten.
Det fartøj ser ikke særlig sikkert ud, og der synes også at være alt for mange om bord, men derfor kan det jo godt lykkes for en dygtig sømand at få folk over Øresund. Denne redningsaktion foregik i 1943, og nogenlunde samtidig indførte Hitler nogle skrækkelige regler for "clearingmord", der var hævnaktioner for drab på tyske soldater. Ordren gik ud på, at ti civile skulle dræbes for hver eneste tysker, der blev dræbt af danskere. I realiteten blev det dog "kun" ét dansk liv for én tysker.
Ofrene kunne være tilfældige, men de startede med den berømte og populære forfatter og præst ved Vedersø Kirke, Kaj Munk. Derefter gik det ud over ialt seksten læger, hvilket vel skyldtes, at de med deres uddannelse var værdifulde for samfundet, sådan at tabet ville være mærkbart for den danske befolkning. Ialt blev omkring hundrede danskere myrdet ved clearingmord, men på et tidspunkt gik tyskerne over til hævnaktioner, hvor tilfældige mennesker blev skudt ned på gaden. At de skulle tjene som et argument imod modstandsbevægelsen er dog ret grotesk, og den strategi virkede da heller ikke. Det lader dog ikke til, at mange danskere direkte har støttet modstandsbevægelsen, og der er sikkert også dem, der har set dem som ballademagere, samtidig med at de var fjendtligt indstillet over for tyskerne. Jeg mistænker, at dette paradoks hænger sammen med vor notoriske vattethed - forklædt som pacifisme - hvilket dog gør det endnu mere beundringsværdigt, at man ikke altid vendte ryggen til, men rent faktisk hjalp jøderne.
Hitler døde angiveligt den 30. april 1945, og Danmarks befrielse indtraf den 5. maj. Allerede samme dag begyndte retsopgøret mod tusinder af danskere, der havde støttet besættelsesmagten med ord og handlinger. Ca. 13.000 personer blev idømt bøde eller fængselsstraf, og 46 blev henrettet, men store dele af befolkningen skumlede over noget, de så som en tendens til at straffe de små forbrydere, medens de store slap billigere.
Gadens parlament tog sig også af noget, der faktisk ikke var en lovgivning imod, nemlig de såkaldte "tyskerpiger". Forelskelser fører ofte til utilsigtede problemer for folk, og det skete også for mange danske kvinder, der faldt for en tysk soldat. At de ligefrem skulle straffes for det efter befrielsen er vanvid, medmindre de også havde brudt landets love og bedrevet en klar landsskadelig virksomhed. Det var nok været de færreste, der virkelig havde haft et sådant forhold til en soldat, men man kan sige, det var uheldigt for dem, at de faldt for en fra besættelsesmagten.