Realiteternes facade

Hvis man virkelig går ind i den sydafrikanskfødte canadisk-amerikanske ingeniør, opfinder og forretningsmand Elon Musks teorier om, at vi alle lever i en simulation, så har jeg erfaring for, at man ender op med en meget stor hovedpine. Derfor vil jeg nøjes med at trække nogle hovedpunkter frem, (som jeg dog kun forstår delvis, da min hjerne har det med at slå bak ved navnet Elon Musk, Matrix, simulationer, etc.).
Man må sige, at han er en meget flittig mand, der har fingeren på adskillige af tidens mest spændende pulse. Blandt hans specielle mærkesager er både en utrættelig forfølgelse af en fyr, som han mistænker for pædofili, PayPal, Tesla-motorer og skabelsen af et elektrisk overlyds-jetfly, der kan lette og lande lodret.

Det, der først og fremmest vækker hans omgivelsers undren, er imidlertid hans oven for nævnte teorier om, at vi alle lever i en simulation ligesom i filmen "The Matrix". Når man første gang hører det, lyder det helt vildt, og man føler, at hr. Musk vist trænger til en spændetrøje, men efterhånden har hans ideer vakt genklang hos en hel del fornuftige og velinformerede folk med videnskabelig baggrund, så de kan ikke bare afvises. Tanken om, at vi ikke er andet end end videospilskoder, der blev skabt af vore egne efterkommer for mere end 10.000 år siden, er dog svær at sluge.
Da René Descartes (1596–1650) i sin tid kom med sin definition - "Jeg tænker, ergo er jeg" - så var det ikke bare en flot bemærkning uden indhold, men en uomtvistelig sandhed. Man kan umiddelbart se, at sådan forholder det sig, og at tankerne definerer et menneske.

Fyren her går i hvert fald ind for Musks ideer, selv om han måske slet ikke kender dem, for han betragter åbenbart virkeligheden som et videospil, oven i købet et meget kedeligt et af slagsen. Det han sidder med, er dog virkeligheden, som vi kender den, og det, der gør den så kedelig for ham er sandsynligvis, at dens grænser er snærende, fordi han er fanget i virkelighedens krav og dagligdagens trummerum.
Nå, men Elon Musks teorier bliver lidt mere forståelige, hvis man går ud fra, at realismen i et videospil stadig forøges. På et eller andet tidspunkt når man nemlig det punkt, hvor det at spille et videospil ikke længere kan skelnes fra virkeligheden. Som jeg ser det, befinder man sig så stadig i en verden af drømme og teorier, som man kender fra alle kunstformer. HELT sikker er jeg dog ikke, og jeg er spændt på at se, hvor hr. Musks teorier fører os hen ....